Tanker før jeg sover

Et liv Udenfor


2 måneder, 4 dage siden 1 kommentar Uafsluttet Romaner

1Tanker før jeg sover - Et liv Udenfor
18-09-2019 · Jeg løb alt hvad jeg kunne, tiden ventede ikke. Mine b... [...]
Romaner
2 måneder, 4 dage siden

Puls: 6,3

Publiceret: 1
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Josefine Matthisen (f. 1923)
18-09-2019
   Jeg løb alt hvad jeg kunne, tiden ventede ikke. Mine ben føltes vægtes løse, som om en engel grib fat i min vinge og trak mig op ad, indtil jeg stod stille. Helt stille. Jeg var længes fast, skulle jeg op eller ned. Lad det gode i mig stige til himlen, og lad det onde overvindes af djævlen. Hvem er jeg?
   En ond kæde er blevet ustoppelig, jeg kan ikke længere mærke forskellen på mit ejet sved og tårerne fra mine øjne folk maler. Farverne for Gardners have, og ilden for dragens mund er nu det eneste lys som glimter inde i mig. Jeg er ingen gang sikker på min egen vejrtrækning længere.

Der sidder en pige i klassen, altid stille, aldrig en bevægelse, når klokken ringer ind sidder hun der, når klokken ringer ud sidder hun der, altid samme plads.
   Det at være ung kan være som at leve i en fortvivlet verden, det hårdt, men dog også befriende. Der er mange forskellige synspunkter på det med at være ung. Nogle mener at det er den hårdeste tid i deres liv, andre glider let og elegant over det svære og direkte ind i en crazy verden.
   Man bliver stødt udenfor, men alligevel lukket ind i et fængsel som man ikke kan komme ud af, hvor der altid vil være vagter parret hvis du nu prøver på at slippe ud. Dagene blev talt, men hvor mange dage er der på en uge? Dragen min fangevogter, ønsker ikke at løs rive mig, jeg venter. Jeg venter i håb om at prinsen på den hvide hest vil komme at rede mig.
   Vi undertrykker unge hovedsageligt på deres væremåde, Som ung har man ikke brug for at få af vide alt det man gør forkert, men alt det man gør rigtigt. Det er vigtigt at kende til sine rettigheder, både som barn, ung og voksen. Hvis du ikke kan blive respekteret af folk for hvad du føler og hvordan du viser det, hvordan vil man så nogensinde respektere sig selv? Jeg for altid at vide at jeg aldrig må ændre på mig selv for et andet menneske. Men hvem gider rede en trold, er det ikke dem som plejer at være de onde? Det i hvert fald ikke dem som sidder oppe i et tårn og græder sine sorger ud.

"Sonja Farve fri! Der er mad!"

Mens jeg bevæger mig ind mod dragen, bliver jeg skrækslagen, hvad vil han gøre den dag han mærke en sindsoprevet trold. Han siger hele tiden jeg ikke må være bange, jeg skal være frygtes løs, som ham. Hvis nogen nærmer hans indre fødselsmæssige bevidsthed, springer han som en bombe, og ilden for hans mund fortager personens naive blikke.

"Belær mig! lær mig at være stærk, lær mig at være dronning af landet, og ikke blot en bondemand"

"Det kræver tid, du forstår det en dag Sonja farve fri"

"Tydeligvis ikke. Højt æret mægtige drage. Vis nåde, belær mig!"

"spis op og gå op til din celle"

Tankerne strømmer igennem hovedet på mig, en fri trold bliver jeg nok aldrig, men en modbydelig klogere mit hjerte. Den aften lå jeg og tænkte. Når jeg lægger i min seng og skal til at sove, køre der mange forskellige tanker i mit hoved. Jeg tænker tit på min familie og mine venner derhjemme. Jeg tænker på hvordan de har det og om de stadig ønsker mit sammen vær når jeg kommer hjem fra spjældet med min prins i hånden. Er min mormor okay? Er der sket hende noget.
   Jeg tænker også tit på dagen jeg har været igennem, og om det bliver bedre i morgen. Jeg går enten glad i seng fordi jeg har haft en strålende dag. Jeg kan også gå ked af det i seng, da der er alt for meget at tænke på. mine tanker inden jeg går i seng kan påvirke mine drømme, både positivt og negativt, om jeg har sovet godt. Umuligt jeg kommer nok aldrig til at kende til følelsen tryghed.

En varm ondskabsfuld damp passeret mit hjerte, det føltes som den brændende heks fra sankthansbålet, med en løgn i bære. Skrig! Skrig op lyd beskeden, men i forsøget på at skrige var der ingen stemme at høre. Dragen må have vidst det. et råb om hjælp var alt, men en umulig kamp at overvinde.
   En trampende larm nærmet min celle, dragen var ikke glad, han var hellere ikke vred. Men en skuffelse spejlet sig i hans øjne.
   Vi ser for det meste hvis nogen bliver drillet, skubbet til osv. Men vi ser ikke altid hvis de bliver ydmyget. Jeg har selv prøvet det, at gå rundt blandt folk, hvor ingen rigtigt bemærker de træder rundt på samme jord som dem. Hver gang man går forbi en person og der bliver sagt hej, vil i så ikke også sige hej tilbage? det vil undre mig hvis nogen ikke gjorde. Vi ved i princippet ikke hvad det hej betyder! Venlighed, velopdragen eller ydmygelse for den sags skyld. Tænkt hvis en person begyndte at kalde dig for smukke, sød, dejlig osv. normal plejer det ikke at være en dårlig ting at blive kaldt for søde ting, men du kan ikke være sikker på om du kan stole på personen. Måske står hans/huns vennekreds 3 meter væk og griner af dig over at du måske troede nogen som dem kunne finde på at sige hej til en trold som dig. Vi ved det ikke, men vi har en følelse.
   Dagen tælles ikke længere fremad, men de tælles nedad, til hvad? Det ved jeg ikke endnu, men jeg har en anelse.
   Jeg er pigen i klassen, hende der altid er stille, som aldrig siger noget, aldrig bevæger sig, hende man aldrig ser gå ud og ind af klassen, og altid sidder på samme plads. Når man for en plads er det bedst og lade vær med at rygge sig, jeg er indespærret i min egen angst. Og jeg gav op.

12-09-2018
   Jeg løber alt hvad jeg kan fra de andre børn. Det føltes så virkeligt, hvis jeg bliver taget er det ude med mig.

KLASK!

"Mand nede udbryder Tobias"

"Du utrolig!" Jeg giver Tobias et lille skub.

"Din store luder, er det alt du har at give af. Hvorfor skrider du ikke bare ud og tjener en 5'er mere til kassen. Dit navn ligner alligevel mere og mere dig"

Det eneste jeg kan tænke på lige nu er at Tobias ikke komme til at slippe afsted med hans opførsel.

"Nasty Nancy? Wow der har du været kreativ må jeg sige"
   "Klokken ringer fri"

"Hej Familie"

"Godt du er hjemme, så kan du dække bord mens du fortæller mig om din skoledag"
   Skabende åbnes og lukkes.

"Moar!.. jeg har lektier for"

"Nu Nancy! du laver aldrig noget herhjemme, jeg vil have du dækker bord."

"Fint"

Jeg har ikke noget imod at dække bord, men Tobias gjorde mig i så dårligt humør i dag, at min familie ikke vil ønske mit selskab lige nu.

Havde du en god dag i skolen?"

"hhm En typisk mandag vil jeg gætte på. dansk, matematik, engelsk og ...idræt!"

"Hvorfor lyder du så nederen over at i havde idræt, dengang jeg gik i skole var idræt min ynglings fag"

Der var min mulighed, jeg kunne fortæller hende om hvilke nogle forfærdelige klassekammerater jeg begår mig med hver eneste dag, og har gjort de sidste 4 år.

"øhm hvorfor fuck tror du?"

Men i stedet kom jeg med den mest nedlagende kommentar.

"Det fint du er i dårligt humør men så kan du holde det oppe på dit værelse i stedet for at sprede det hernede sammen med os andre"

Døren smækkes hårdt i op til Nancys værelse.

Jeg tænker tit over hvilken forfærdelig datter jeg må være, jeg bliver sur over de mindste ting, jeg giver min mor skylden for min fars opførelse, hver gang hun prøver at komme vider med sit eget liv. Nogen gange tror jeg det ville være bedre hvis jeg bare forsvandt.

"telefonen brummer"

"Hey søde! Asger holder fest den 27. maj, kommer du? - Fie"

Da jeg så beskeden fra Fie udbryd jeg et stort smil, det giver helt sommerfugle i maven. Fie hun er min bedste veninde, og det har hun været lige siden børnehaven. Vi går på hver vores skole men vi finder stadig tid til hinanden.

"ASGER!? Selvfølgelig kommer jeg! Hvis jeg da får lov"

"Nårh ja din mor..."

"præcis!"

13-09-2018

"Klokken ringer ind."

Så er det i dag vi skal på lejertur! Jeg vil egentligt helst side derhjemme sammen med min mor, end at tage til Rendbjerg i 5 dage"

" 9.b vil i lige komme her hen, i skal have uddelt jeres værelser, og så ruller vi råber Charlotte"
   "Nu må du meget gerne smutte mor, vi skal snart afsted"

Tårerne triller

"Mor vi skal kun være væk i 5 dage, hvis jeg da holder så længe"
   "Ja det ved jeg, men du er ikke vandt til at være væk hjemme fra på den måde. få nu det bedste ud af turen, og skriv hver dag"

"Skal jeg nok farvel"

Efter min fars død skal min mor altid tage 10 minutter før hun lader mig gå, fordi så skal jeg krammes 200 gange og kysses dobbelt så mange gange.

"På de to 4 mands værelser, skal vi have på værelse 1. Kasper, Johan, Magnus og Tobias. Og på værelse 2. skal vi have Jonas, Emil, Mark og Oliver. Og på 7 mands værelset skal vi have Josefine, Viktoria, Sofie S, Sofie M, Maja, Julie, og Nancy. Og på det sidste værelse skal vi have lærke, Tilde, Emma og Mathilde. "

Hvor er det typisk! Selvfølgelig skal jeg bo på 7 mandsværelset, det her bliver nogle lange 5 dage.

" I må gerne sætte jer ind i busserne, og så er vi fremme om ca. en time"
   "Nancy kunne du godt tænke dig side sammen med mig? hahaha nej vendt det er jeg nok den eneste der komme til at spørge dig om. Måske skulle du bare indse det, du er ingenting her"

Og sådan en nedlagende kommentar betegner Tobias som en selvcentreret måtte.

"Har du ikke andre at chikanere? Eller du kunne også bare tag dig sammen og pas dig selv for engang skyld"

Jeg ved godt jeg svare Tobias hårdt igen, det gør mig ikke bedre af den grund. Men han skal simpelthen ikke slippe afsted med den opførsel, uden at vise det, sårer det mig faktisk.

"Telefonen brummer"

"Nancy Er i kørt!!?? - Fie"

"sidder i bussen, men vi er ikke kørt endnu, hvad så??"

"Skynd dig ud, skal nå at sige farvel!! - Fie"

"Hvad mener du!!?"

"Nancy vi har solgt huset i dag. Vi rejser... er på vej hen til skolen nu, for at sige farvel."
   Lige i det jeg modtager beskeden fra Fie starter motoren på bussen. jeg begynder at løbe ned fra bageste sæde...

"FLYT JERES FØDDER JEG SKAL FORBI!"

Tobias stiller sig op foran mig så jeg ikke kan komme forbi ham.

"Tobias jeg har ikke tid til det her vil du være sød at flytte dig??"

Tobias skubber mig tilbage så jeg falder over Viktorias fødder og lande ned på gulvet i bussen.

"Hvad sker der dernede!? Tobias og Nancy set jer ned når vi køre udbryd Charlotte skarpt"

"Men jeg skal... i det jeg ville sige UD afbryd Charlotte mig.

"Nej! Du skal ingenting du kan sætte dig ned du kan."

"Men Charlotte...,"

"NU NANCY! Jeg siger det ikke flere gange"

Da jeg trådte forbi Tobias igen vendte jeg mig om og gav ham den største lussing. Med den tanke at det var ud nødvendigt og meget tåbeligt.

Svagt men skarpt udbryd jeg.

"Du skal aldrig nogensinde snakke til mig igen, er du med??"

Nok var det hårdt gjort, men det satte ham da på plads, han svarede ingen gang nedelagende tilbage. Jeg gør mange ting uden at tænker over konsekvenserne, og jeg er sikker på den her for konsekvenser, det kræver bare tid.

"7 opkald og 3 beskeder"
   "Hvor er du? - Fie"
   "Nancy jeg kan ikke se jeres bus?? - Fie"
   "Hallo! - Fie"

SHIT! NEJ! NEJ! NEJ! Jeg kunne mærke tårerne stille og roligt passere min kind. Det føltes helt som om, mit hjerte stoppet. Jeg mærker efter, men min hånd ryster som vanvittigt, at jeg ingen ting kan føle. Mine øjne bliver helt trætte.

"Nancy!"

Og der begyndte mit hjerte at slå igen, eller det føltes i hvert fald sådan, lige i sekundet
   Charlotte sagde Nancy!

"Du gav mig et chok!"

"Undskyld, det er jeg ked af. Men vi er fremme nu resten af klassen er gået ind."

"Oh jeg må have været faldt i søvn."

Da jeg trådte ud af bussen, føltes det som om alting inden i mig eksploderede. At alle de gode minder fra min far vendte sig til dårlige. Jeg for helt lyst til at sætte mig ned og give op. Ubrugelige tanker strømmede igennem mig, mens jeg blot skulle rykke mig fra bussen og ind til værelset som jeg skulle sove på.

"Hej Nancy! Vi har alle valgt seng er du okay med at sove på en madras på gulvet?"
   Jeg havde egentligt lyst til at sige til Josefine, at jeg helst ikke ville sove på gulvet. Og det ville jeg normalt gøre i en situation som dette, men ikke denne gang.

"Jaja det fint"

Stemningen er lidt underligt. Jeg tror de havde en forestilling om at jeg ville benægte.
   "Nancy er du okay?"

Josefine har kigget skævt til mig i de sidste 10 min. Jeg kunne godt mærke hun vil spørge om det.
   "Nej, men det er okay"

"Det sgu din egen skyld!" ubrudt Maja.

Maja er rigtig gode venner med Tobias, selvfølgelig er det den lussing hun snakker om.

"Det har intet at gøre med Tobias, Maja!"

"Drengene hader dig, og det samme gør jeg"

Jeg stod helt stille! Jeg har intet at svare tilbage, for første gang i 4. år. jeg gik helt i panik, normalt vil jeg svare igen, men ikke denne gang.

Jeg begyndte bare at løbe. Jeg var helt ustoppelig.

"OG SÅ LØBER DU! KAN DU IKKE BARE INDSE AT DU ER INGETING"

Jeg nåede slet ikke at overveje hvad Maja råbt til mig, Jeg føler mig helt svag, jeg ville aldrig løbe for problemerne, jeg vil normalt mand mig op, og klare dem på egen hånd. Hele den her tur var en dum beslutning, det er en skør skør dag med skøre tanker og skøre mennesker.
   Jeg løber ud for at ringe til Fie, jeg fik heller aldrig svaret hende tilbage.
   Lige i det jeg skal til at trykke "ring op" køre en stor bus ind i grus gården, ud kommer Asgar og resten af hans klasse.

"Eyy det er jo Nancy!"

"Hej Asgar! Hvad laver i her??"

"vi er da på lejertur."

"oh... jamen" og der nåede jeg ikke længere i min sætning, måske det var heldigt vi bliv afbrudt jeg havde virkelig ingen ide om hvad jeg skulle til at sige, så det kunne jo have endt godt.

"klokken på gården ringede"

"Piger og drenge fra Højvang og lille bælt vil i være søde at komme her hen!?"

"Hej mit navn er Charlotte og jeg er lære på lille bælt skolen, og det er Vibeke som er lære på Højvang. Så hvis der bliver noget i løbet af denne tur, kan i gå til en af os. vi har valgt at slå de to klasser sammen fra begge skole sammen i år. og det betyder at Højvangs og lille bælts drenge sover over i hus 1. og pigerne sover i hus 2. værelserne er blevet fast besluttet hjemme fra, og lille bælt har fået deres værelser uddelt, så Højvang i skal gå over til Vibeke med det samme her efter. Vi skal bare have en hyggelig uge med mange aktiviteter og lære hinanden at kende. Fredag holder vi vores års fest, og i skal selv hjælpe med at gør klar til fest. Når jo Spiseplanen lyder: Morgenmad 08.00 middagsmad 12.30 og aftensmad 18.00 hver dag, hvis i ikke får andet af vide. Så er der vist ikke mere at sige lige nu... Har du noget at sublimere med Vibeke?"

"Neej... ikke andet at i skal behandle hinanden og tingende ordentligt"
   "Så må i gerne smutte nu igen, Højvang husk værelser fra Vibeke!!"

Åh gud, FIE! Lige i det jeg skulle til at finde min telefon frem igen, dukket der noget mere interessant frem. (Asger)

"Hey... jeg magter ikke lige at pakke ud lige nu, vil du måske med ud og se på omgivelserne?"
   Uden at tænkte klogt at jeg nok burde ringe til Fie, var mit første og hurtigste svar

"JA! Eller... jeg mener, det kunne vi da godt"

Jeg må have lydt som en kæmpe idiot. Asgar udbryd også en lille fnisen fra hans mund.
   "Hey Nancy, har du fået dig en kæreste?"

Den kunne jeg have set komme, selvfølgedig skal Tobias blande sig, især efter jeg gav ham en lussing. Jeg kan godt mærke Asgar gerne vil slippe for den her diskussion, så jeg vælger at lade være med at svare Tobias hårdt igen.

"Vi ikke kærester??"

"Årh nej du er alene og vil foreviget og altid være det!"

Det er ikke en særlig rar situation, og når jeg kigger hen på Asger tror jeg ikke han kunne være mere end enig. Jeg overvejer om jeg skal svare tilbage men i det jeg skal til at sige noget svarede Asgar.

"Vi bliver født alene, vi lever alene, vi dør alene, kun med kærlighed og venskab, skaber vi for en tid en illusion om at vi ikke er alene. Så hvis du mener Nancy er alene, skulle du måske tænke over hvor meget mere alene du er, siden du har brug for at snakke sådan til hende. Jeg er sikker på hun ikke behøver din opmærksomhed, det håber jeg du er klar over."

Det er jo det fedeste! Den dreng jeg kan lide lukker munden på den dreng jeg hader.

"Skal vi gå Nancy?"

"Med glæde."

14-09-2018 Dag 2 på lejertur
   "alarmen ringer"

Jeg er som den eneste der reager og føler mig tvunget til at skal gå over og slukke for den.
   "piger der er morgenmad om 10 min!"

"brokken" lyder det fra alle pigerne.

"Nu piger!"

"Jaja Nancy!"

Jeg kan slet ikke lide Maja hun skal altid være sådan en kælling over for mig, men jeg har ikke lyst til at være uvenner med hende, da alle pigerne godt kan lide hende, og jeg nok vil blive mere upopulær end jeg er i forvejen, hvis jeg sagde noget til hende.

"Hey Nancy!... jeg så du rendte rundt med en drenge fra Højvang skolen i går, er det din kæreste?"

Ikke nok hun skulle spørge til det, men mens hun sagde det var der sådan en irriterende klang i hendes stemme der bare flækket af grin.

"Nej, Hvorfor spørger du om det?"

"Nå det kunne da godt være, så har du vel ikke noget imod jeg score ham til års festen, nu når i ikke er kæreste?"

Jeg vil egentligt helst sige "selvfølgelig skal du ikke prøve på det!!" men i stedet vælger jeg at sige noget jeg nok fortryder.

"Det gør du bare Maja, som sagt er jeg ikke kæreste med ham"

"Jamen det kunne jo godt være det gjorde dig ked af at jeg for ham og du ikke gør. Men nu har du sagt OK for det. Jeg tror alligevel hellere ikke han gider dig, vel?"

"Du kender ham jo slet ikke Maja!"

"Vel? Nej jeg tror bare vi smider de forhåbninger ud."

"Klokken på gården ringer"

Det var heldigt klokken ringede, jeg skulle bogstaveligt talt til at flippe ud på Maja! Jeg forstår slet ikke hvordan de andre ikke kan se hvor led hun er.

"Godmorgen alle sammen! I dag skal vi have smurt en stor mad pakke, fordi vi skal ud og riverrafting."

Lige i det Charlotte siger "riverrafting" kigger Asgar over på mig med det største smil. Jeg er ikke selv meget for at skal bevæge mig ud på vandet, da jeg er vandskræk. Men jeg magter bare hellere ikke at Maja og Tobias skal til at køre på mig.

"Når i er færdig med at spise må i gerne samle sammen, og gå over på værelserne for at gøre jer klar"

Alle rejser sig, nu har jeg muligheden for at fortælle Charlotte omkring min vandskræk, uden at nogen skal have en øre iblandt.

"Charlotte kan vi måske lige snakke sammen?"

"ÅRH Nancy kan du ikke gå over at pakke din ting først, og så kan vi snakke efter."
   "Jo selvfølgedig"

Lige nu ser jeg ikke ideen om at gå over for at pakke mine ting, da jeg ikke rigtigt har lyst til at tage med. Jeg skynder mig at tage noget varmt tøj på, og kaste min ny lavede madpakke i en taske.

"Charlotte kan vi ikke lige snakke nu?"

"Jo hvad så Nancy?"

"Jeg har det ikke så godt, må jeg måske ikke blive herhjemme i lejeren?"

Charlotte mærker på min pande, jeg kan godt se på hende at hun ikke helt tror på mig. Det er måske også en lille løgn spyttet ud, men jeg vil virkelig ikke med.

"Hmm du virker ikke varm, jeg syntes du skal tage med. Men Nancy! Du kan altid snakke med mig hvis der noget som går dig på."

"tjoo.. jeg har døjet med noget det sidste stykke tid, og...

"CHARLOTTE! Maja har lige kastet op, og hun har brug for din hjælp"

Jaaa der blev jeg så afbrudt igen, altid alle andre før mig. Det var nok bare endnu et tegn til at jeg ikke skal fortælle Charlotte hvad der i virkeligheden forgår.

"bliver lige nød til at smutte, vi kan snakke senere?"

"Det okay Charlotte, det var alligevel heller ikke noget vigtigt."

Jeg sagde det var okay, men jeg syntes faktisk ikke det var okay, jeg døjer med større ting lige nu, end en omgang opkast. Hvorfor kunne de ikke bare hente Vibeke, som sikkert sidder og drikker kaffe over på sin flade røv.

"Hey Nancy! Glæder du dig ikke til riverrafting?"

"Jo det skal nok blive meeega sjovt!"

Jeg mente ikke et ord af hvad jeg lige sagde, det skal nok blive et hvælvede, nogen gange ville jeg bare ønske jeg kunne være ligeså rapkæftet som Maja eller Tobias, så kunne jeg fortælle Asgar omkring min frygt.

Lige i det vi ud af bussens støvende vinduer, kan fornemme søen, begynder mit hjerte at banke hurtigere og hurtigere.

"Så er vi her!"

Det giver en hel gnist i mig, når jeg kigger ned og Asger holder omkring min hånd. Varmen fra hans hånd, fik mig til at føle mig helt tryg.

"Godt! Som i kan se er vi nu noget frem, og jeg vil gerne have i tager jeres side makker i hånden og går ud til Henning som skal hjælpe jer med redningsveste"

Sjovt! "tag jeres makker i hånden" normalt er det en talemåde, men når jeg kigger ned, holder Asger stadig mig i hånden. Det føltes stadig som en talemåde, en slags fantasi jeg slet ikke kan forholde mig til.

"Har alle fået veste på?"

"Jaaa!"

"Godt mit navn er Henning, og det er mig som skal med jer ud på vandet. Hvis uheldet er ud og der er nogen som falder i vandet, vil jeres rednings veste holde jer oppe, og i vil måske flyde lidt med strømmen, men det sker der ingenting ved. Er der noget som er vandskræk eller har andre problemer, fraråder jeg at i tager med derud."

Han fraråder at dem som har vandskræk ikke skal bevæge sig derud. Jeg vil helst hellere ikke med derud, men hvis jeg bakker ud nu, vil jeg se svag ud over for de andre.

"Godt jeg deler jeg op i noget hold, da alle ikke kan være med i første omgang. I seks i for lov til at starte."

Åh gud... selvfølgedig skal jeg stå i blandt de første seks, Men i det mindste har jeg stadig Asgar i hånden.

Vi er nu kommer lidt længere ud på vandet, og jeg begynder at få en slem kvalme.

"Henning hvor langt er der endnu?"

"Uuhh der et stykke endnu, hvad da?"

Jeg for ikke rigtigt fat i hvad Henning svarede mig tilbage, jeg kan faktisk ingenting høre. I det jeg kigger over mod Henning ser han helt rystet ud.

"Er du okay?"

Jeg rejser mig op i båden. Og lige i det jeg rejser mig op, snubler jeg og falder bagover ned i vandet. I det jeg rammer vandet, slå jeg hovedet ind i en klippe sten, som slår mig bevist løs.

"NANCY! Kan du høre mig? Vi har liv! Jeg har brug for mere luft, ellers risikere vi hun forsvinder igen."

"Hvor er jeg?"
   Med en svag mumle vælger jeg at svare manden.

"Der skete et uheld, og du har slået hovedet meget voldsomt."

Det første jeg kunne tænke på var Tobias. Ikke min familie, eller mine venner, men Tobias. Hvad ville han dog sige og gør nu? Vil han vende alle dem jeg elsker imod mig. fortælle mig at jeg selv er uden om det. hvad vil der ske nu? Hvis jeg døde af lidelse, ville han ikke være lykkelig så? Som han altid siger, "den dag du dør vil jeg hoppe på din grav af glæde"

Mine øjne sinkede stille og roligt, alt blev sort. Lå jeg inde på mit værelse? Det må jeg da have gjort.

"MOR!" udbryd jeg uden svar tilbage.

Jeg prøvede på at tænde lyset, men det som om jeg er lænket fast til sengen. Det går en kold vind igennem hel kroppen, jeg har også tabt min dyne. Der spredte sig en nervøsitet.
   "MOR!" Udbryd jeg igen.

Der hører en flækken fra mit tøj, når jeg mærker godt efter har jeg kjole på, hvorfor har jeg kjole på? jeg bruger aldrig kjole.

Tårerne trillede fra min kind.

Der kom et lys igennem sprækken på kisten.

Jeg vågner op i et chok.

"Er du okay Nancy!"

"Nej, men det er okay. Det bare den samme forfærdelige drøm"

"Hvad handler den om?"

"Det mig som vågner op i en kiste, jeg tror jeg er blevet begravet, men så kommer der et lys igennem sprækken på kisten. Og så vågner jeg. Hver gang samme sted"

"Lyder besynderligt, hvor længe har det stået på?"

"Siden den dag jeg faldt ud af båden på lejertur"

"Skat, det er jo over et år siden nu"

"Det ved jeg godt mor"

Nok er det over et år siden, men intet er forandret, tror jeg... Tobias og Maja hader mig da stadig. Min lære Charlotte hører aldrig på hvad jeg har at sige, Og jeg er stadig ligeså forelsket i Asger. Den eneste der vil høre på mig er min bedste veninde Fie, men hende har jeg ikke snakket med siden hun flyttet til udlandet, så det hjælper ikke så meget.

"Måske skulle vi få dig til en psykolog?"

"Nej tak mor, jeg vil ikke fremstå som en særling"

"Det kommer du da hellere ikke til"

"NEJ TAK SAGDE JEG"

Vreden inde i mig bliver større og større, hvis det ikke snart for en ende, vil jeg eksplodere.
   "Mor jeg vil bare gerne starte i skole igen!"

"Tror du at du er klar til det?"

"Det ved jeg ikke. Men der er jo kun en måde at finde ud af det på."

15-09-2019
   "klokken ringer ind"

Der køre mange forskellige tanker rundt i hovedet på mig selv. "skal jeg gå ind?" Jeg har stadig en chance for at smutte hjem inden nogen ser mig. Nej jeg tager mig sammen. Lige i det jeg løfter min fod henover kanten på hoveddøren, løber sveden ned af panden på mig selv. Alle kigger underligt på mig, de vender sig over mod mig som om jeg var en kendt person, men med et blik i deres øjne som om jeg var gal.

"Hej Mark!" lidt i panik siger jeg hej til Mark. Han bemærker godt min konstatering, men går forbi mig som om han intet har hørt.

Da jeg kommer ind i klassen bliver der en akavet stilhed.

"Nancy du er tilbage "siger Charlotte.

"Du kan bare sætte dig hen ved siden af Viktoria"

Uden at sige noget gør jeg bare som der bliver sagt. Da jeg sætter mig ned ved siden af Viktoria, vender hun ryggen til mig, og kigger ned i hendes computer.

"Så i dag skal i lave videre i jeres grupper på jeres Fremlæggelser om Mobning. "

"Nancy du har ikke været her, så jeg har sat dig i gruppe med Tobias, Julie og Emil. De kan forklare dig om projektet, og få dig hjulpet i gang."

"Nancy vi sætter os ud til trappen og arbejder kommer du med?"

"Ja jeg kommer nu Julie"

"Så vi har valgt og lave en kortfilm om mobning på de sociale medier, for ligesom at forklar hvordan det forgår"

"Okay har i lavet filmen?"

"Nej ikke endnu, men vi skal have fundet en rolle til dig"

" Nancy hvorfor kom du engenligt tilbage i skole?"

"Tobias ikke nu, ubrudt Julie"

"Hold din kæft Julie, jeg må spørge Nancy om hvad jeg vil!"

"Tobias jeg skal gå i skole få at blive noget i mit liv.."

"Du bliver aldrig noget Nancy! Du kan måske være heldig og blevet samlet op på et gadehjørne"

"Emil og Tobias begyndte at grine"

"hhmm Nancy har du engleligt ikke været på skiferie?" spurgte julie.

"Jo det har jeg"

"Må jeg ikke høre noget om det?

"tjoo Vi ankom kl. 7.30, alle var smadret efter 12 Timers bustur. Vi fik udleveret nøgler til vores værelser."

"Julie og Nancy kan i ikke snakke om det på et andet tidspunkt? Mig og Emil gider ikke høre på jer"

Både mig og Julie kigget hen på Tobias, jeg kunne mærke på Julie hun bare inoraget Tobias.

"Hvordan var første dag på ski?"

"Altså Dagen startede endeligt meget godt ud, vi måtte køre på alle de bakker som vi nu kunne finde ud af at køre på. det var så indtil vores lærer blev fast besluttet på vi skulle køre hele vejen ned af bjerget, og når jeg siger hele vejen ned, mener jeg fra hvor kondoren stopper og ned til hvor den starter. Vi startede med at skulle ned af en lille bakke, som nok svare til mindre en børne bakken, 3 meter henne lå der allerede 2 i sneen, inklusiv mig selv.

Julie begyndte at grine. Jeg kunne ikke stoppe med at smile, i håb om at jeg måske kunne få en veninde i Julie.

"Og hvad skete der så?"

" Efter vi havde fået os kæmpet ned af den første lille bakke skulle vi så ned af en blå bakke, efter et kvarters tid fik vi bevæget os ned, på en eller anden måde som vi kaldte "at stå på ski" vi nåde dog sejret ned af den første rigtige bakke, og der fra var der så 3 blå bakke endnu som ventede os. Der var sved og tårer, men vi prøvede at holde hinandens humør oppe."

" Tobias, Emil, Julie og Nancy i må gerne lige komme ind i klassen igen, inden i må holde frikvarter"

"Så i skal være færdig med jeres projekter på fredag, så hvis i ikke er ret langt vil jeg råde jer til at få lavet noget der hjemme, i har kun to timer mere heroppe til at få styr på det."

Der var larm. Alle løb ud for at holde frikvarterer. Da jeg var mindre var det bedste ved at komme i skole, nå vi holdte frikvarter. Det var dengang man kunne lege med enhver person, uden at tænke over konsekvenserne ved det. Men nu er det anderledes.

"Hey Nancy! Jeg kunne måske tage med dig hjem efter skole, og høre om resten af din tur?"
   "Lyder som en plan Julie"

"Klokken ringer ud"

"Hej mor! Jeg har Julie med hjem"

"Hej Fru Johnsen."

"Please bare kald mig Susanne"

"Vil jeg gøre, hyggeligt at møde dig Susanne"

"I lige måde Julie"

Da jeg kigget hen til min mor, kunne hun næsten ikke holde smilet inde.
   "Wow er det her dit værelse?"

"Ja det er det..."

Vi satte os begge i min seng. vi smilte til hinanden. Smilet fra mit ansigt var ægte. Jeg er glad, bare det kunne forsætte.

"Nå fortæl mig resten af din tur!"

"Jo nu skal du høre.."

16-09-2019

"klokken ringer ind"

"Hey Julie!"

"Nancy... vi kan ikke ses mere."

"Hvorfor? Hvad er der sket?"

"Det bare du er ret upopulær blandt dem i klassen, og hvis jeg er sammen med dig bliver jeg måske også udstødt, og det vil jeg helst ikke"

Jaa hvad havde jeg også regnet med? Der altid noget som vil ødelægge de glade stunder i mit liv. Måske var det alligevel ikke ægte. Måske har jeg bare større forhåbninger end jeg burde.

"Julie kommer du?"

Føj! Jeg hader den måde Tobias altid skal kigge nedgørende hen på mig, selv efter et år.

"Jaja jeg kommer nu venner! Undskyld Nancy"

Jeg valgte ikke at svare Julie, for hvad skulle jeg sige?


"Godt! I skal lave vider på jeres projekter. I skal have gjort nogenlunde færdig, da der ikke er ret længe til fremvisning."

Jeg har ikke rigtig lyst til at lave mere gruppe arbejde. Og især ikke med den gruppe jeg er endt i.
   "Nancy vi sætter os ud på trappen igen, kommer du?"

Hvis jeg ikke var så fokuseret på skolen, og så røv bange for Tobias, havde hele den der situation nok været anderledes.

"Så hvordan skal vi lave filmen?" spurgte jeg forsigtigt.

"Måske vi kunne..

"Stop Nancy! Der er ingen som gider høre på dig, så bare hold din mening for dig selv."
   Af alle de ting Tobias kunne have sagt, og har sagt til mig, sårende hans sætning mig dybt denne gang. Vi har altid hadet hinanden, provokeret hinanden, diskuteret med hinanden. Men jeg tror det er ved at blive alvorligt. Jeg skyndte mig hurtigt ud på badeværelset for at tørre vandet op fra mine kinder.

"Det er ud nødvendigt og meget tåbeligt." blev jeg ved med at sige til mig selv.
   "Det er ud nødvendigt og meget tåbeligt."

"Klokken ringer ud"

I det jeg går hjem af, går jeg forbi Fies hus hvor der holder en bil i deres indkørsel.

"FIE!?"

"Oh Nancy?"

"Hvorfor har du ikke fortalt at i var flyttet tilbage igen? Jeg har savnet dig utrolig meget!"
   "Åh jeg har også savnet dig."

"Så kan vi være sammen igen og..

"Nancy... angående det. Jeg har hørt hvordan det går over i din skole. Og det er noget som jeg ikke har lyst til at være en del af. Det derfor jeg ikke har haft ringet om at vi var flyttet tilbage"

"Hvad mener du?"

"FORSTÅ DET NU! VI SKAL IKKE VÆRE VENINDER LÆNGERE"

Jeg kunne slet ikke klare at kigge Fie i øjne. Jeg stormet ud af deres indkørsel. Og løb hjem alt hvad jeg kunne. Op på værelset og smækket døren i. Jeg kunne ikke få mig selv til at græde. Jeg var såret! Og den eneste måde jeg kunne vise det på var med vrede.
   Jeg åbner op for Facebook. En ond kæde havde ramt mig.

"Jeg er hjemme!"
   "Skønt nu er mor også hjemme"

"Har du haft en god dag skat?"

"Ja den har været god, hvad med din?"

Jeg kunne ikke yde min mor mere af mit besvær, så jeg valgte at lade vær med at fortælle om hvilken forfærdelig dag jeg har haft.

"Ja min har været skøn! Jeg er blevet forfremmet til leder af min afdeling."

"Tillykke Mor! Skal vi ikke tage ud og fejre det? vi kan tage ud at spise?"

"Oh.. jeg ville gerne skat, men jeg skal have lavet noget papir arbejde. "

"Det okay..."

Jeg føler mig helt tom inden i, hvis jeg ikke har nogen venner længere, og jeg ikke længere kan fortælle min mor hvordan jeg har det, hvem er jeg så? Måske er det min egen skyld, jeg glemte Fie, fordi jeg kun tænkte på mig selv. Fordi sådan en selvcentreret måtte kan jeg være.

"telefonen brummer"
   Det vælter ind med beskeder på Facebook.
   "Nu kun 10 kr" er overskriften på et billede af mig Photo shoppet ind i en overvægtig nøgen dame krop.

Jeg kan mærke tårerne fra mine øjne stille og roligt passere min kind. Hvem kunne dog finde på sådan noget? Min første tanke var dog Tobias. Men personen som har postet opslaget er anonymt.

17-09-2019
   "klokken ringer ind"

"Hey Nancy jeg har set opslaget på Facebook, er du blevet købt?? Ahahahah"

"Tobias du er simpelthen gået over grænsen nu!"

"Det sgu ikke mig som har postet det. Men jeg er nok ikke den eneste der hader dig Ahahah"
   Jeg kunne eksplodere lige nu, men hvad ville det også nytte.

"Godt i dag skal i fremlægge jeres projekter omkring noget i syntes er vigtigt at tage hånd om"
   Fuuuuuuck jeg har været så optaget af at være sur på hele min gruppe, at vi ingenting har fået lavet.

"Nancy kunne jeres gruppe ikke tænke jer at starte?"

"Tjoo vi har ikke..

"Jo selvfølgelig Charlotte!" afbryd Tobias mig nede fra den anden ende af klassen."
   "Så vi har valgt og snakke om Mobning fordi vi syntes det er et vigtigt emne! Så Nancy du snakker bare dit nu"

Den kunne jeg have set komme, selvfølgedig skulle Tobias og Emil lægge det over på mig.
   "tjoo... Det er de færreste mennesker som går igennem livet uden at opleve mobning, enten ved selv at blive udsat for det, ved at være mobberen eller måske den passive klassekammerat der ikke gjorde noget. Hvis du ikke kan blive respekteret af folk for hvad du føler og hvordan du viser det, hvordan vil man så nogensinde respektere sig selv? Jeg for altid at vide at jeg aldrig må ændre på mig selv for et andet menneske.
   Men hvad var det så som jeg gjorde forkert? Hvorfor er jeg ikke god nok til at være sammen med dem? Fordi.."

" Jeg tror disse debatter startes ved en selv. Mange sætter andre i dårligt lys for at selv sigte efter lyset, Som de egoistiske mennesker vi alle kan være. Ikke Nancy?" afbryd Tobias mig.

"Jeg er uenig Tobias! Er du uskyldig? Fordi så kan jeg spørger mig selv Er jeg uskyldig? Jeg vil ikke kalde mig selv for uskyldig, jeg har gjort dumme ting jeg fortryder! Medvirket i sager som har medbragt store konsekvenser. Men det gør mig ikke svag, blot klogere på mine beslutninger i fremtiden. "

Jeg kan mærke en lettelse i kroppen. Som om mit hjerte slap fri i et sekund.
   "sååå deet.. var vores fremlæggelse" sagde Julie på den mest akavet måde.

Hele klassen klapper.

"Tak skal i have. Jeg kunne rigtig godt lide jeres kemi, på den måde i stod og snakket til hinanden på, som en slags førende diskussion. I må gerne sætte jer ned igen"
   Jeg håbet i et blot sekund at Charlotte havde opfattet noget anderledes ved dette, men hvad havde jeg også regnet med, hun lægger aldrig mærke til de ting som forgår lige foran hendes øjne.

"Så næste gruppe må være...

"Klokken ringer fri"

Lige i det jeg træder ind ad døren derhjemme, kan jeg bare høre en høj latter fra min mor.

"Oh hej mor... og?"

"Hej skat! Kom ind. Det her er Kevin min kæreste."

"Hej jeg hedder Kevin" og rækker hånden frem.

hans hånd er helt svedig og frastødende. som om jeg har lyst til at rører den?

"øhm ja det sagde min mor lige, jeg går op synker på den her engang eller to"

"Nancy...!"

"Døren lukkes i til mit værelse."

"telefonen brummer"
   "Love or hate" er overskriften på et nyt opslag den anonyme person har postet.
   Det er en meningsmåling om folk kan lide mig eller ikke kan.

"Telefonen brummer"
   "Nej"
   "Telefonen brummer"
   "Nej, hvem kan?"
   "Telefonen brummer"
   "Nej"

En ond kæde er blevet ustoppelig, jeg kan ikke længere mærke forskellen på mit ejet sved og tårerne fra mine øjne folk maler. Alt forgår anonymt. Jeg er ingen gang sikker på min egen vejrtrækning længere.

"Telefonen brummer"
   "Nej"
   "Telefonen brummer"
   "@Fieadelrasmusen har du set det her? "

18-09-2019
   "klokken ringer ind"

Baseret på min historie.
   Hej! Det længe siden jeg har kontaktet dig sidst, men ligesådan omvendt.
   Jeg ville lige forklar dig hvorfor jeg ikke har besøgt dig og din nye kone i noget tid nu, og hvordan tingene hænger sammen i mit liv her fortiden.
   Som du nok ved har jeg gået på efterskole i et halvt år nu, eller vidste du godt det? jeg kan da starte med at sige at vi lige har haft en helt fantastisk musik show! Jeg fik dog ikke en solo, men det går nok, gør det ikke? for alle de gange du sagde du ville komme at høre mig at synge, hvor var du så henne?
   Du har altid sagt at efterskole ikke er det rigtige for mig, eller var det bare din undskyldning for at undgå betaling? Fordi så skulle du have sagt det, jeg er ikke skuffet over det, Men jeg vil lige minde dig om at du dog betalte for min storebror (når vi ikke skulle minde dig om at du igen har glemt at sende penge) jeg mener ikke at man gør forskel på sine børn.
   Du har dog altid været god til at fortælle hvad der er rigtigt og forkert for mig, også på min Konfirmation! Det eneste jeg ønskede var en mor og far som kunne finde ud af tingende sammen, bare den ene dag i mit liv, men så meget må man ikke forlange.
   Tænker du nogen gange på hvordan jeg har det? om tingene går som de skal? Fordi for at være ærlig går alt møg her fortiden! Jeg har lige mistet min bedste veninde, fordi hun sendte mig en masse grimme beskeder, Jeg går hele tiden og er dybt bekymret om mormor vil være i live når jeg komme hjem igen. Jeg kaster op mindst en gang i ugen, fordi jeg ikke føler lyst til at spise. Førhen fik jeg gode karakter men nu kan jeg ikke score andet end 02. Jeg føler mig ikke god nok til noget! Folk fortæller mig hele tiden jeg ikke skal lade de svære ting stige til hovedet, og for en gangs skyld giver jeg dem ret!

Ungdom
   Det at være ung kan være som at leve i en fortvivlet verden, det hårdt, men dog også befriende. Der er mange forskellige synspunkter på det med at være ung. Nogle mener at det er den hårdeste tid i deres liv, andre glider let og elegant over det svære og direkte ind i det sjove.
   Specielt i min familie har vi mange problemer, jeg vil gerne adopteres af min stedfar. Rundt omkring i verden er der mange unge børn der er vokset op uden en rigtig familie til at passe på dem, ingen mad, intet tag over hovedet, ingen til at komme og se deres skole forestilling, når jo... sådan en har de ikke, for ikke alle har råd til at gå i skole. Vi klager over at vi har en matematik aflevering for, mens andre i verden misunder det.
   Jeg tænker tit over om jeg er god nok, så hvis jeg kun for 4 i karakter for en opgave jeg har brugt flere timer på at lave, rammer det mig, Og hvis jeg igen for at vide jeg ligner en lille 7 klasses pige, bliver jeg ked af det. Det meget overvurderet hvad lærer og forældre forventer af de unge, hvordan vi er overfor hinanden, og at vi alle skal kunne lide hinanden. vi ender med at forlange det største af hinanden, hvordan vi skal se ud, hvordan vi skal være som person, og hvad vi skal kunne lide at lave i vores fritid. Er jeg god nok selvom jeg ikke fik en solo i musikshowet? Det vigtigt at være perfekt få 12 i alle fag og ligne en model ikke? Nej! Men det er det vi har fået gjort det til i dag.
   Man bærer på mange flere tanker, der er meget mere at leve optil, end førhen hvor man bare kunne lege uden at tænke på konsekvenserne. Hvornår var den der matematik aflevering for til? har vi dansk i morgen? Vil han nogensinde komme og se en af mine/vores opvisninger? har han nogensinde set mig skøjte? og alle de gange han sagde ville komme og se mig synge men aldrig dukkede op.
   Hvis man skal have humørfyldt aften så skal man ikke kun nøjes med at drikke sig stjerne stiv, hvor man ingenting kan huske dagen efter. Nej! man skal også tage Snus, hash osv... jeg forstår man vil have det sjovt, men at ødelægge sin krop er vel heller ikke sjovt i sidste ende. I mange lande har man ikke råd til at holde en fødselsdagsfest, for sin søn på 12, hvor vi i rigere lande kaster pengene bort på forskellige stoffer, til vores private fester i aldre af 13 år. Men hvem stopper os?
   Vi undertrykker unge hovedsageligt på deres væremåde, Som ung har man ikke brug for at få af vide alt det man gør forkert, men alt det man gør rigtigt. Det er vigtigt at kende til sine rettigheder, både som barn, ung og voksen. Hvis du ikke kan blive respekteret af folk for hvad du føler og hvordan du viser det, hvordan vil man så nogensinde respektere sig selv? Jeg for altid at vide at jeg aldrig må ændre på mig selv for et andet menneske.
   Men hvad var det så som jeg gjorde forkert? Hvorfor er jeg ikke god nok til at være sammen med dem?

Mobning
   Det er de færreste mennesker som går igennem livet uden at opleve mobning, enten ved selv at blive udsat for det, ved at være mobberen eller måske den passive klassekammerat der ikke gjorde noget. Mobning spredes hastigt over de sociale medier, og når det først er startet er det svært at stoppe igen.
   Vi dømmes først og fremmes på vores udseende, er jeg overhovedet smuk nok til at være på Instagram? Vi dømmes også på vores forskelligheder, begær, og interesser.
   Jeg tror disse debatter startes ved en selv. Mange sætter andre i dårligt lys for at selv sigte efter lyset, Som de egoistiske mennesker vi alle kan være.
   Hvis vi en dag åbner op for instagram, og så ser vi som det første vores gode veninde Sofie.
   Sofie har postet en selfie. Der grines en enkelt gang over hendes hår sidder lidt sjovt, men så er det også det. Aarh... Vi smider også lige grinesmiley til billedet. Ej det stadig helt vildt sjovt, vi bliver også nød til at redigere billedet ved at smider en sjov tekst henover ansigtet på hende.
   Og der startes det! i dette forløb, er der så nogen som har tænkt over konsekvenser? På en eller anden måde ender dette redigerede billeder på 20 forskellige personers instagram, Men hvem tænker på Sofie mens alle griner? Vi tænker ikke over hvordan det påvirker hende, mens resten af verden gør grin med hendes opslag. Nogle mennesker syntes faktisk at hun er helt til grin, så de beslutter sig selvfølgelig for at skrive frygtelige beskeder til hende, i sidste ende findes der faktisk ikke noget godt ved Sofie mere, det ville engenligt være tilfredsstillende hvis hun bare kunne forsvinde foreviget.
   Over nettet kan beskeder hurtigt blive misforstået, hvilket det tit ender ud i, og så starter konflikterne. Men er det så chikane eller mobning?
   Der er stor forskel på chikane og mobning. Bliver man chikaneret en enkelt gang eller to kalder man det ikke for mobning. Mobning er ikke drilleri eller konflikter. Mobning skabes af støre grupper som udstøder, og nedbryder den ene person godt og grundigt. Mobbe ofret føler sig ikke lige så svigtet som man måske ville gøre hvis en ven vendte dig ryggen, fordi han/hun ikke lige var enige. Som mobbeofre bliver man stødt udenfor, men alligevel lukket ind i et fængsel som man ikke kan komme ud af, hvor der altid vil være vagter parret hvis du nu prøver på at slippe ud.
   Det rammes hårdere end vi lige formoder, mange bliver overrasket over hvordan digital mobning fungere, de bliver blæst over hvordan man som person kan skrive så grimt til et andet menneske. Er det ikke meget nemt? Vi ser ikke hinanden i øjne, og vi mærker ikke hinandens kræfter til at håndtere svineriet, vi forventer bare de kan holde til det.
   Jeg tror man gør skade på sig selv, når man ikke har kræfter til at skade dem som sårer dig, og så skyder de skylden på sig selv. Fordi det er jo ikke vores skyld de ikke er gode nok til at være en del af et fællesskab, have venner, opleve hvordan verden kan være hvis man ikke har lukket sig inde på sit værelse. Det er jo dem som det er galt med, ikke? Der er ingen de kan giver skylden, så de lader det gå udover sig selv.
   Jeg syntes det er sørgeligt! Jeg syntes der er sørgeligt at man i disse situationer ikke kan se at det ikke er dem det galt med, så man bebrejder sig selv for de fejl som andre lægger over på en.
   Vi ser for det meste hvis nogen bliver drillet, skubbet til osv. Men vi ser ikke altid hvis de bliver ydmyget. Jeg har selv prøvet det, at gå rundt blandt folk, hvor ingen rigtigt bemærker de træder rundt på samme jord som dem. Hver gang man går forbi en person og der bliver sagt hej, vil i så ikke også sige hej tilbage? det vil undre mig hvis nogen ikke gjorde. Vi ved i princippet ikke hvad det hej betyder! Venlighed, velopdragen eller ydmygelse for den sags skyld. Tænkt hvis en person begyndte at kalde dig for smukke, sød, dejlig osv. normal plejer det ikke at være en dårlig ting at blive kaldt for søde ting, men du kan ikke være sikker på om du kan stole på personen. Måske står hans/huns vennekreds 3 meter væk og griner af dig over at du måske troede nogen som dem kunne finde på at sige hej for at være sød. Jeg siger ikke det er sådan, men jeg siger hellere ikke at det ikke kunne være en mulighed.
   Jeg tror ikke der er så meget at gøre ved det, vi kan hjælper børn, lærere og forældre ved at give dem gode råd og vejledning til at forebygge og stoppe mobning på nettet. Det er en stor ting som den enkle person ikke kan ændre på, vi må alle tage os sammen og begynde at tænke over hvordan vores handlinger kan påvirke andre i samfundet, der skal overskrides nogle grænser, og tages imod de uskyldige. Er du uskyldig? Fordi så kan jeg spørger mig selv Er jeg uskyldig? Jeg vil ikke kalde mig selv for uskyldig, jeg har gjort dumme ting jeg fortryder! Medvirket i sager som har medbragt store konsekvenser. Men det gør mig ikke svag, blot klogere på mine beslutninger i fremtiden.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/10-2018 14:36 af Josefine Matthisen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 8536 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.