Tanker før jeg sover

Svigt


3 år siden 2 kommentarer Uafsluttet Romaner

2Tanker før jeg sover - Svigt
Jeg har kæmpet med blandt andet depression, hvilket medførte til ... [...]
Romaner
3 år siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Josefine Matthisen (f. 1923)
Jeg har kæmpet med blandt andet depression, hvilket medførte til at jeg isolerede mig fra
   omverdenen. De seneste år er jeg begyndt at få stablet et liv og en hverdag på benene igen,
   men ensomheden hænger ved. Ensomheden er dog også min største inspirationskilde. Når jeg fortæller/forklare andre mennesker hvad jeg tænker, eller hvad jeg føler, er nok noget af det sværeste jeg ved, men jeg håber på at jeg kan formidle noget af dette, gennem det jeg skriver.
   Jeg har i mange år skammet mig over at blive behandlet som skidt, jeg syntes det var flovt. så jeg beslutter mig for at dække over sandheden, ved at fremstå som en person jeg ikke ønsker at være. Men er nu noget til et sted i mit liv, hvor jeg har indset at jeg ikke behøver at føle skam over at blive svigtet, for det er ikke min skyld at andre menneske ikke har haft kræfter nok til at behandle mig godt.
   "Det var en helt almindelig Dag. Der var ikke mange dage til jeg fyldte otte år
   gammel. Gammel nok til at forstå hvad der var rigtigt og forkert, men for lille til at forstå
   hvorfor tingene er som de er. Otte var og er den dag i dag stadig mit yndlingstal. Det at have
   et yndlingstal, er som reelt forbundet med noget dejligt. Jeg husker otte, som den dag jeg
   mistet min far, og den dag livet stoppet med at være en leg.
   Midt i min middagspause, stod min far ude i skolegården med min bror i hånden, og
   min skoletaske i den anden. Jeg husker jeg var en smule forvirret, for jeg havde ikke fri
   endnu. Vi satte os ind i bilen. Det var en sort Ford. "Hvor skal vi hen?" udbrud min far.
   Mig og min bror kigget mere undrende på hinanden. "Skal vi i Legoland? Eller Odense zoo?" udbrud han igen.
   Der gik ikke mange sekunder før vi svarede i kor "Legoland" to meget glade børn, havde fået fri for skole, for at tage i Legoland med deres far. Hvilket fantastisk minde tænker i nok nu.
   Hvad jeg ikke vidste var at både mig og min brors liv var i fare den dag. Vi kørte mod
   Billund. En hel time var jeg spændt på at skulle køre i karruseller. Jeg kunne rigtig godt lide
   dragen, det var den sjoveste rutsjebane de havde i parken. Da vi rundet Legolands
   parkeringsplads, sprang vi ud af bilen med stor glæde. Vi gik rundt og prøvet de forskellige
   forlystelser, fra parkens start til slut. Vi satte os på en bænk inde i parken, hvor vi sluttede af
   med vafler. "Jeg har lejet os ind på Legoland hotel så vi kan få endnu en dag i parken i
   morgen" sagde min far med stort smil over læben.
   Vi var meget glade, vi havde aldrig før sovet på Legoland hotel, Det var fedt at få chancen for at opleve det.
   Dagen var ved at være omme, og vi vendte over mod hotellet. Vi nået kun lige at få tjekket
   ind, derefter stoppet glæden.
   Der kom politi for alle sider og omringet os. Jeg forstod ikke hvad der foregik. Min far
   vendte sig om og kiggede mig og min bror. "Jeg har gjort noget forkert, og derfor bliver jeg
   nødt til at gå med de her mennesker" noget i den stil, sagde han.

Vi lod ham gå med politiet. Og vi blev kørt mod Esbjerg, hvor vores mor stod os i vente. hele vejen i politibilen, var der en rar dame som snakket med os. vi sagde dog ikke så meget, jeg havde en underlig fornemmelse omkring det hele. Vi kørte ind på en rasteplads, hvor min mor stod. Hun græd. Jeg vidste godt der var nogle ting som ikke helt hang sammen, men havde svært ved at forstå hvad der foregik.
   Vi kom over i vores egen bil, og kørte hjem til min mors veninde for at sove. Her
   skulle vi bo de næste par dage. men det gjorde ikke så Meget, for jeg kunne lege med min
   mors venindes datter, som var på min egen alder. Det var svært at være i, fordi min mor græd hele tiden, og alle andre omkring os, dyrkede en omsorg jeg ikke havde brug for.
   Jeg kunne blive helt knust, hvorfor måtte jeg ikke se min far. Hvad var det han havde gjort som var så forkert. Det jeg ikke vidste var at disse indebrændte og gemte følelser langsomt begyndte at ødelægge mig indefra da jeg blev ældre. Jeg mistet evnen til at danne nære relationer til andre mennesker. Af den grund, var det umuligt for mig at starte et kæresteforhold, eller sågar tætte venskaber til andre mennesker. Frygten for nærhed er simpelthen for gennemgribende. Jeg bærer rundt på mange flere tanker, der er meget som jeg skal leve op til, end førhen.
   Tankerne fylder utrolig meget, Ville han have gjort mig ondt? Er det her nu det rigtige tøj? Hvornår har jeg matematik aflevering for til? Og alle de gange han sagde han ville komme og høre mig synge, men aldrig dukkede op, hvor var han henne? Hvad gjorde jeg forkert?
   Først flere år senere besluttet jeg mig for at opsøge sandheden selv. Ved at søge
   på nettet, jeg fandt flere artikler omkring den såkaldte hændelse, som skete flere år tilbage. Det var midt i en dansktime i 6. klasse, jeg tænker stadig over hvorfor det tog mig så lang tid at søge på det. Jeg fandt en artikel som beskrev det som politiet oplevet den dag. Ordne sidder stadig i fast, og jeg kommer formentlig aldrig til at glemme det. "Du tog alt fra mig, og nu vil jeg tage alt fra dig" stod der allerøveste på samtlige artikler jeg klikket ind på. Det stod der i en af de beskeder, som var blevet taget ud fra en samtale min mor og far havde kørende den dag. Jeg var helt oprørt, og det slog mig hurtigt. Jeg vidste godt hvad disse ord mente. Min bror og jeg var deres børn, vi var deres "alt" det fik mig hurtigt til at tænke, om han havde intentioner om at tage livet af os. Det gav en klump i halsen og var noget af det mest skræmmende, jeg havde oplevet længe. Alt føltes pludseligt så håbløst, følelsen af mit liv bare var en stor fed løgn.
   Med årene mistet jeg også kontakten til største del af min familie. Og det bunder nok i at der ikke blev vist en vis interesse for mig. Min bror og jeg har altid været meget tætte. Jeg giver ikke ham skylden for noget som helst, og det vil jeg gerne lægger stor vægt på inden jeg forklarer hvorfor jeg har haft det så svært med min familie.
   Når vi skulle til fødselsdag, barnedåb, bryllup whatever der nu fandt sted. Der Kunne jeg komme og sige hej til samtlige familiemedlemmer jeg ikke havde længe. Noget af det første de var interesseret i at høre, det var hvordan det gik min bror og om havde det godt. Det gav mig ihvertfald følelsen af at det nok ikke var så vigtigt hvordan jeg gik og havde det, i og med man ikke spørger mig først hvordan det går mig og om jeg var glad. For helt ærligt det var jeg ikke. Det var fandme som at træde på torne. Og jeg må ærligt indrømme jeg var meget jaloux. Min storebror er min helt, og jeg er pisse stolt over de ting han har fået udrettet i hans liv. Men det kunne da være rart at få afvide engang imellem, at de også spurgte hvordan jeg havde det, eller sagde at de var stolte over de ting jeg foretog mig. Det havde jeg det rigtig stramt med, især som lille. Det fik mig til at føle jeg ikke var noget værd. At min familie ikke ønsket at lære mig at kende. At de ikke elsket mig ligeså højt, som de elskede min bror. Men det var noget jeg lærte at leve med.
   Det var ikke blot min familie, men også min biologiske far, vil jeg tillade mig selv at
   kalde ham. Han havde ikke kræfter nok til at give mig den samme kærlighed som min bror
   fik. Selvom jeg var den eneste som virkelig kæmpede for at få et forhold til vores far igen.
   Men alligevel var det mig som måtte finde mig i at han ikke ville betale for mit
   efterskoleophold, at han ikke dyrket mine interesser for sang og gymnastik lige så højt som
   han gjorde for min bror. Hvorfor ikke det? Ja fordi han ikke mente det var det rigtige for mig. Det syntes jeg er noget være pjat at sige. Der sgu ikke nogen som skal fortælle mig hvad der er rigtigt og forkert, det har de ingen ret til når de ikke gav SHIT for for at lære mig at kende. Jeg mener jo bare heller ikke man skal gøre forskel på sine børn.
   Jeg elsket min mormor. Hun var den eneste som var god til at give bort af sin
   kærlighed så der var nok til at dække to børns behov. Jeg ville ønske hun levede den dag i
   dag. For kærlighed kan man ikke få for meget af.
   Jeg oplever den smerte hver eneste dag. Følelsen af at jeg ikke er god nok behage folk. Det
   kan være når jeg kommer i skole, hvis jeg ikke går klædt som de andre piger, eller hvis jeg
   ikke siger de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. De forskellige blik gør mig fysisk dårlig.
   det at være perfekt. Det er da en udmærket lektie, for naturligvis er jeg ikke det. Og jeg ved
   ikke engang om jeg ønsker at være det.
   Men samtidig bliver jeg stresset over at jeg ikke kan opfylde de kriterier som der
   forventes af en helt almindelig skole i elev. Såsom at lave sine lektier til tiden, at præsterer
   godt i skolen, ved at deltage i timerne, og dermed at kunne score høje karakter så du en dag
   får en god fremtid. Jeg er ikke klar over hvor min fremtid, men hvordan bliver jeg også det,
   når jeg stadig ikke har forstået min fortid. Jeg bliver tit spurgt om hvad jeg gerne vil være?
   Lige nu vil jeg bare gerne være glad.
   Efter alt det med Legoland skete, havde jeg svært ved det sociale i skolen. Det endte
   med at jeg fik så svært ved det, at folk næsten blev helt modbydelige overfor mig. Jeg låste mig engang inde på et badeværelses wc en hel dag, fordi en af pigerne fra min
   klasse begyndte at græde. Hun ikke ville have mig med til at spille rundbold i frikvarteret med resten af klassen. Det var i hvert fald ikke mig som de viste medlidenhed overfor. Men ingen ville nogensinde indrømme at det var mobning. Jeg blev mobbet ud af ådalsskolen! og ingen lærer bemærket det.
   Nok er der stor forskel på chikane og mobning.
   Bliver man chikaneret en enkelt gang eller to kalder man det ikke for mobning. Forskellen
   var det her ikke kun skete engang. Mobning er ikke drilleri eller konflikter. Mobning skabes
   af større grupper som udstøder, og nedbryder en person. At føle sig svigtet af min klasse.
   Følelsen af at være lukket inde i et fængsel som man ikke kan komme udenom, der vil stå
   vagter parret hvis du forsøger at komme ud. Mange bliver også overrasket over hvordan
   digital mobning fungerer, de bliver blæst over hvordan man som person kan skrive så grimt
   til et andet menneske. Jeg glemmer aldrig den dag en af pigerne fra min klasse postet et
   opslag på sin instagram, som afslørede alt omkring min far, som jeg havde fortalt hende i
   fortrolighed. Jeg troede hun var en rigtig veninde. Dagen efter stod vi ansigt til ansigt,
   grædende spurgte hun om tilgivelse. Så jo det er nemt at mobbe online? Vi ser ikke hinanden i øjne, og vi mærker ikke hinandens kræfter til at håndtere svineriet, vi forventer bare de kan holde til det. Jeg er sikker på det er den værst tænkelige måde at blive straffet på. Min far kom i fængsel og fik hjælp, jeg kom i "fængsel" og bliver straffet over at være svag. For det gjorde ondt. Det gør ondt. Men jeg er ikke svag, for jeg tilgav hende.
   Jeg fik det bedre hver gang vores køkkenkniv ramte min arm, og blodet faldt til gulvet.
   Jeg har før overvejet selvmord. Men har aldrig haft samvittighed nok til at udsætte min
   nærmeste for den sorg, som de har været med til at give mig. Indtil den dag jeg fik nok, og
   slugte 25 Panodil tabletter. Det var aldrig et selvmordsforsøg siger jeg stadig. Men jeg er ikke sikker på hvad det var. For jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte. Meget af den dag er sløret. Og ved ikke om det er fordi jeg ønsker at glemme det, eller fordi der ikke findes nok ord til at kunne forklare hvordan jeg havde det. Min krop blev presset for langt mod kanten, og der var ikke nogen til at redde mig fra at falde.
   Jeg blev fanget i min egen vrangforestilling om at jeg var forkert, om at de var ude efter mig. Dø skal jeg, men forhåbentlig først om lang tid. Men det føles ikke sådan længere, for mine tanker følger med mig døgnet rundt, og giver mig en
   lyst til at dræbe mig selv. Det kan være ligegyldigt, for lykkelig bliver jeg aldrig, derfor
   fyldte jeg mig selv med ligegyldig medicin som jeg ikke fik det bedre af. Nu er jeg blot bange
   for at skulle gennemgå den smerte det medbragte, endnu engang. Jeg er glad for at leve, men min krop vil ikke lade mig slappe af. Det gør det ikke psykisk nemmere, når man ikke kan leve i sin egen krop, fordi der er fysiske smerte som lukker luftveje. Jeg har angst. Angst for at være alene... ironisk nok, når man har følt man har været alene hele livet, uden at have været det. Jeg får lyst til at græde. Men det ender bare med jeg bliver vred på alle dem som jeg holder allermest af, og det knuser mig at jeg har fået så stor en vrede til folk, som ingen gang er klar over at jeg er vred på dem. Men dog ved jeg at vrede bliver skabt af smerte.
   Folk kan fortælle mig nok så meget, at jeg må tage mig sammen, og det er op til mig om jeg
   ønsker at være glad. Men jeg kan ikke styrer min egen krop, vi bestemmer heller ikke selv
   hvornår vi får ondt i maven. Jeg har en depression. Den lurer alt hvad jeg gør, den ved alt
   hvad jeg tænker og føler. Den sidder dybt inde i mig, og er nu ved at bliver hersker overalt den rør. Den samler skidt, fordi den spiser angst. Hvordan kan den blive til en lille fugl der flyver ud og kvidrer fra sit fangenskab og spreder fred? Hvornår får jeg fred? Fred for uro og
   smerte. Jeg har på to måneder formået at blive indlagt på sydvestjyske sygehus fire gange
   med nyrebetændelse, mavesyre og overdosis af piller. Jeg tænker tit om det er fordi gud
   ønsker at straffe mig, at jeg skal føle sådan en smerte. Jeg mindes bare ikke at jeg har noget at skulle synde for. Dagene herinde er lange og føltes endeløse. Næsten helt uoverskuelige. Det eneste der holdte mig oppe, var tanken om at jeg kom ud igen. Forhåbentlig inden så længe. Corona forværret situationen, på flere punkter. Jeg måtte hverken få besøg eller bevæge mig rundt som man tidligere måtte. Føler mig helt fanget herinde. Jeg besluttet mig for at be, og be, og be men der var aldrig nogen gud som hjalp mig, det var mig selv som måtte holde ud.
   Jeg gik glip af den Halloween fest jeg selv havde været med til at planlægge. Det var frustrerende at se mine venner hygge sig til en udklædningsfest jeg havde købt pynt og kostume til. Spild af penge. Og det er ikke ligefrem fordi jeg vælter i dem. Det var frustrerende at se min kæreste på flere videoer drikke sig fuld, når jeg ville ønske han kunne have været inde på sygehuset ved min
   side. Frustrationen eller nærmere bekymringen om at han ville tage en anden pige med hjem, steg mig til hovedet. Når man hele livet har vundet sig til at blive svigtet af dem man elsker, forventer man også at blive svigtet af alle dem som ikke har svigtet endnu. Derfor har jeg også svært ved at lukke nye mennesker ind i livet. Det er noget som jeg må lære at arbejde med.
   Jeg har på det sidste tænkt en del på min far. Jeg har tit tænkt over hvorfor jeg savner
   ham, når han har gjort som han har gjort og truffet de beslutninger han har taget. Men i
   virkeligheden er det ikke fordi jeg savner ham, men nærmer fordi han ikke kan give mig den
   barndom tilbage jeg aldrig fik. Jeg er 19 år gammel, voksen og kan derfor aldrig få det far
   datter forhold som har skabt stor tryghed ved mange af mine venner. Jeg var for lille til at
   kunne huske ham den dag i dag. Jeg finder en stor tryghed i min storebror, han er det
   nærmeste biologiske fader figur jeg nogensinde får. Jeg vil gerne fortælle min far hvor
   meget han har ødelagt for en lille pige, som ikke er så lille længere. Hvis jeg ikke får lettet
   hjertet nu, fortryder jeg det bare den dag han ikke er her længere. Han skal ikke gå i graven
   med god samvittighed. Og jeg skal ikke leve et liv med fortvivlelse og løse tanker. Der er
   stadig mange ting jeg mangler svar på, og der findes kun en person som kan give mig de
   svar. " stop med løgne og falskhed! tag dig sammen og vis dine børn hvad omsorg og
   kærlighed er!
   Jeg har ofte nogle samtaler i gang med en vejleder ude på Spangsbjerg.
   Spangsbjerg er et psykopatisk hospital, for folk som har nogle problemer de skal have hjælp
   til at få lagt lå på. Min far var indlagt der, efter hændelsen i Legoland. og nu er det så min tur
   til at forsøge og ligge lå på det som skete, og alt det medbragte efterfølgende. Jeg har tit
   overvejet at kontakte min far igen, men resten af min familie er bange for hvad det vil gøre
   ved mig, hvis jeg igen får en afvisning. Ærlig Talt tror jeg de er bange for at skulle blive en del af noget, som de allerede havde forudset. De er bange for at jeg en dag gør skade på mig selv igen, og at det bliver deres skyld fordi de støttet mig i at kontakte ham.
   Jeg føler mig nogle gange svigtet af min nærmeste, Jeg føler at de har givet op på mig. og nogen gange tænker jeg også det ville være det nemmeste. Bare at give op

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/10-2018 14:36 af Josefine Matthisen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3175 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.