1Svaghed som en styrke
"Det er klart, det er svært for dig at tage varer på dig selv og ... [...]
Kortprosa
9 dage siden

Puls: 8,0

Publiceret: 1
Afgivet: 2
Modtaget: 1
Michelle Elbæk Jensen (f. 1993)
"Det er klart, det er svært for dig at tage varer på dig selv og dine behov, når du altid har været van til at sætte alle andre før dig selv" - med de ord ramte psykoterapeuten helt plet, med de ord startede min selvudvikling i stor grad, for hvordan skulle jeg få det bedre nogensinde, hvis jeg aldrig satte mig selv forrest? Jeg siger ikke at det var her rejsen blev let, det blev den sgu aldrig - men et lys tændte sig i min bevisthed, et lys for fremtiden og håbet.

Hvad gør man når hele verden omkring en ser sort ud, ikke sådan grålig og en smule overskuelig - nej virkelig fucking heavy metal sort? Opgiver man? Jeg har sgu været tæt på, op til flere gange. Nej nej, jeg ville selvfølgelig aldrig begå selvmord, det er klart, for mine børn og deres behov for en kærlig og omsorgsfuld mor i deres liv var alt overskyggende, tilbage til det med andres behov før mine egne ikke? Men det ville jo ikke være min skyld hvis jeg døde i en bilulykke vel? Eller hvis jeg blev uhelbredelig syg? Så ville de se tilbage på deres fantastiske mor, med smil og glæde i stedet for at se tilbage på en kojon der valgte livet fra. Da jeg begyndte at tænkte disse tanker, at livet for min familie uden mig ville være bedre, der viste jeg godt at den var gal, at der skulle gøres et eller andet. Jeg havde en forpligtelse, ikke kun overfor mine børn, men også for mig selv.

Jeg sygemeldte mig sommeren 2018 - maveonde var årsagen. Maveonde var også en del af problemet, for hvordan kunne man som mor lade tingene komme helt derud? For fanden hvor jeg skammer mig blot ved tanken. Jeg lod det komme dertil - fordi jeg ikke ville være svag. Men er det svagt at bede om hjælp? På ingen måde! Lige der, i det sekund hvor jeg indrømmede det overfor mig selv, var jeg stærkere end nogensinde.

Jeg har altid sat mine børn før alt andet, de har været det vigtigste i mit liv siden den dag de blev født - jeg har svigtet mig selv, tilsidesat alle mine behov, jeg har ikke tilladt mig selv at være mig, men kun mor. Svigt i barndommen er årsagen til dette, en evig frygt for at mine børn skal føle svigt, men hvorfor skulle de det? Jeg er ikke min mor eller min far, jeg er mig selv, fyldt af kærlighed til mine børn, min familie og min mand, fyldt med overskud til alle andre - mens mine egne følelser hele tiden har lagt i baggrunden, jeg var ligegyldig.

Da jeg var 12 år var første gang jeg skar i mig selv, jeg sad i badet og jeg græd, jeg hadede mig selv, jeg var sikker på at alle hadede mig. Hvordan kunne de andet? Jeg var et forfærdentligt menneske - det fortalte stemmerne i mit hovedet ihvertfald, godt bakket op af Tinas formaninger når vi var alene, fortællinger om at alle elskede hende højest, og at alle hadede mig. Hvorfor skulle det ikke være sandt? Der var ikke ret meget til at slå den påstand itu. Jeg lod barberbladet løbe langs mit håndled, små overfladiske røde streger kom til syne på min tynde hud. Den fysiske smerte bredte sig i mig, og ud med blodet løb alle mine tanker, alle mine frustrationer. Derpå startede en afhænighed. Det var den første gang, men på ingen måde den sidste. Cuttingen tog til - nogle dage skar jeg mange overfladiske røde snit, andre dage skar jeg få men dybe. Nogle af dem har jeg endnu - nogle af dem er røde og friske, for ja, jeg er stadig selvskadende. Mine barberblade blev byttet ud med køkkenknive, jeg sneg dem med ind på værelset, låse døren, skruede op for musikken og lod tårene blande sig med blodet der flød. Mine arme var ikke længere nok, jeg skar mig i benet og en dag hvor jeg ønskede at dø, markerede jeg min læbe med et stort snit, slugte en masse vitaminpiller, i håb om at de kunne fjerne livet som en byrde på mine skuldre - det kunne de ikke, men det var det eneste jeg havde tilgang til. Jeg bortforklarede min læbe med et billede der angivligt var faldet ned mens jeg sov, folk troede mig. Livet gik videre. Jeg blev voksen, jeg stoppede med at skære i mig selv, men inderst inde, sad der alligevel en lille trang, en lille demon der kaldte på mig ... den fik overtaget, jeg mistede grebet endnu en fucking gang...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/10-2018 11:59 af Michelle Elbæk Jensen (Hashtagmor) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 772 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.