Den mørke lyse skov prolog

Ny version


1 måned, 18 dage siden 2 kommentarer Uafsluttet Romaner

2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
1 måned, 18 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
2 måneder, 15 dage siden
2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
2 måneder, 29 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
3 måneder, 7 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
3 måneder, 10 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
3 måneder, 16 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
4 måneder, 22 dage siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
4 måneder, 28 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
5 måneder, 14 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
5 måneder, 21 dage siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
5 måneder, 23 dage siden

Puls: 23,2

Publiceret: 4
Afgivet: 5
Modtaget: 16
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys fra havnen på den anden side af skovbrynet. Skibe, master, blinklys. Engang imellem en blitz.
   Jeg ved ikke, hvordan det er kommet så vidt. At jeg er gået ud i en skov midt om natten, i mørket, at jeg har lagt mig ned. Men der er ikke mørkt i skoven. Gennem skovbrynet havnekajen, byen. Min telefon der lyser. En besked fra Stine. Så er hun også vågen i natten. Så ligger hun i sengen, sengegærdet klikket fast så hendes krop ikke ruller ud over sengekanten. Jeg ser hende for mig under dynen. De hvide lår, lyserøde ar, bløde fødder, for sådan bliver fødder, når de aldrig går. Hendes slanke fingre, stive i leddene. Når hun ligger i sengen, de spastiske ben. Når hun ligger i sengen.
   Forleden så vi en dokumentar. Dyrenes Verden. Jeg bliver ved med at tænke tilbage på den. En tidlig morgen i stuen. Det var ikke, fordi vi havde besluttet os for at se den, men vi skiftede heller ikke kanal. Alt det dyrene kæmper for fra det sekund de bliver født. Dyrenes barndom. Dyrene skal lære at tilpasse sig miljøet. Det er noget, de er nødt til. Det er sådan, det er. Lysende, hvide strækninger af sne. Den kolde nord. Den hvide sol. To polarræve i sneen, tumler rundt i en leg. For de skal lære at lege. At lege, at leve. Før eller siden bliver det ene til det andet. Og moderen holder øje med dem, betragter på afstand, passer på dem. En dag jager hun dem væk. Knurrer og bider, snapper ud med tænderne. De skal lære at klare sig selv. Finde føde. Det er noget, de er nødt til. Det er sådan, det er.
   Først følges de ad, stadigt knyttede til hinanden, ved siden af hinanden. Før eller siden er de nødt til at skilles. Det er et spørgsmål om at overleve. Når vinteren bliver kold. Når der ikke er føde nok. Man ser, hvordan det sker. Da de pludselig står stille i sneen, standser brat, går rundt om sig selv, siger lyde på samme tid, som om de kommer dybt nedefra, et instinkt op gennem struben. Løber hver sin vej.

Jeg troede, her ville være mørkt, i skoven om natten. At her ville være stille. Jeg ved ikke, hvad det er, den blitz fra havnen. En lyd inde fra skov. En kvist der knækker. Dyr der pusler. Jeg havde brug for at være alene, lade det synke over mig, et mørke, hvor man ikke kan se sine hænder foran øjnene. Hvor det er ligegyldigt, om øjnene er åbne eller lukkede, hvor hjernen leder efter lyset, hallucinerer hvide zigzag, lilla lysglimt, men der er kun mørket.
   Senere lyser det igen fra skovbunden, en blå firkant, endnu en besked fra Stine. Så er hun stadig vågen. Hvis ikke hun falder i søvn igen. Det er mange timer, hun skal ligge. Sengen i værelset.
   Jeg bliver liggende lidt endnu. Man kan ikke tænke tilbage på noget, man ikke kan huske. Dengang vi lå i en livmoder. Man kan vide, at man har været der. Forestille sig, hvordan der var. En hinde at hvile i, to kroppe. Til vi en dag bliver udstødt og født. Til den brister og det bliver lyst. Når det sker for tidligt. Tre måneder. Tolv uger.
   Du vejede ikke engang en liter mælk.

Senere følger vi kun den ene polarræv, ruller sig sammen og går i et med sneen, dens hvide pels, ruller sig sammen og sover, og om natten er der nordlys over sneen, som om lyset opildner sig selv blot ved tanken at kunne oplyse natten, fortrænge mørket.
   Om morgenen fortsætter dyret, graver efter føde, lemminger under sneen, hvis den er heldig.
   Den anden gør det samme, et andet sted, ruller sig sammen i sneen, graver efter lemminger, men der er ingen lemminger dér, et ådsel kun, og ikke flere. Og det er sådan, det er. Alt det dyrene kæmper for fra det sekund de bliver født. Og den ene dør og den anden overlever. Hvis de var blevet sammen. Et sted med lemminger. Et sted med ådsler. Det ene sted eller det andet. De ville være der sammen.

Jeg rejser mig op fra skovbunden. Nu kommer de snart og løber. Lufter deres hunde. Morgenlyset som en pink stribe i horisonten over havnens skibe og master, senere som en vifte af blødt lys ind gennem skovbrynet. Mor står op klokken fem. Åbner glasdøren til haven, lukker døren til stuen, forsigtigt. Stine må ikke vågne. En time før dagen begynder, den vil hun have for sig selv, det forstår vi godt. Hun sætter kaffe over, det er det første, hun gør. Hun sætter sig ved computeren, ændrer sit coverbillede. Et billede af en hund. Et citat af James Dean: "Only the gentle are ever really strong."
   Så kalder Stine fra sengen.
    

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/10-2018 08:21 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 816 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.