0Rising of a Prophecy - Kapitel 2
Coldron fortæller. · Janelle var stukket af fra undervisningen hos ... [...]
Fantasy
2 dage, 7 timer siden
1Rising of a Prophecy - Kapitel 1.
Coldron fortæller. · Mennesket har altid været god til at glemme bå... [...]
Fantasy
10 dage siden
2Rising of a Prophecy - Prolog.
Coldron fortæller. · En dag sad dronning Terria af Kandrika sammen ... [...]
Fantasy
14 dage siden
3Dit alkoholforbrug er din kvalitet
Vi sad sammen igen, efter flere uger, hvor alting havde været som... [...]
Noveller · erkendelse, brudt forhold, kærlighedspladder
24 dage siden
1Og de kaldte hende for Artemis
Igen så jeg hende. Hun havde sat håret op i fire stramme fletning... [...]
Noveller · mystik, samfund, mennesketyper
1 måned, 8 dage siden
1Klokken 3 ringer det på døren
Jeg lagde mig i sengen, under de kolde dyner, omkring midnat, træ... [...]
Noveller
1 måned, 11 dage siden

Puls: 63,4

Publiceret: 6
Afgivet: 27
Modtaget: 7
Chrysanthe Appollina (f. 1996)
Coldron fortæller.
   En dag sad dronning Terria af Kandrika sammen med sine hofdamer og beundrede den kongelige have, imens de diskuterede et selskab, hvor samtlige politiske hustruer skulle til Mudiwa, Kandrikas hovedstad og fejre årsdagen for Terria og hendes mand første år som regenter. Dronning Terria havde ikke følt sig helt på toppen den dag, men det måtte hun bide i sig. Hun havde ikke tid til at være dårlig. "Deres Nåde, hvad med at vi får lavet hyacint kager? " Spurgte en af hendes ældre hofdamer.
   "Jeg ved så sandelig ikke. Jeg tænker at det kunne være godt med hyldeblomst, den er så mild, og alle kan spise det. Vi skulle nødig have at den royale læge skal tilkaldes midt under et selskab igen, fordi en af hustruerne indtager noget de ikke kan holde til. " Sagde Terria og kiggede på de pæne tegninger de havde fået af de forskellige kager. Det gav en krampe i Terrias mave. Hun trak musklerne sammen og smilte.
   "Puha. Jeg tror jeg er ved at være lidt sulten igen. Jeg håber snart vores eftermiddagste kommer. " Smilte hun til sine hofdamer.
   "Det kunne være sjovt. Husker I hende Arama? Hun var noget for sig. Hvis ikke det var fra Norden af, så skulle hun ikke spise det. Alt den 'sommermad' var jo giftig. " Grinte en hofdame og kiggede med på tegningerne.
   "Jeg synes også hyldeblomst er en god ide. Hvad med gule rosenkager også, Deres Majestæt? " Spurgte hun og smilte til Dronning Terria. Terria var ikke helt sig selv.
   "Jeg er enig. Jeg sætter mig lige ned. Jeg har sådan en underlig krampe lige nu. Det gør virkelig ondt. Jeg tror mit korset trykker det forkerte sted. " Grinte hun og satte sig ned. Hun var dog bekymret, men ville ikke at det var tydeligt.
   "Skal vi ændre det nu? " Spurgte en ældre hofdame
   "Nej, nej. Vi er i min stue. Der er for langt til mit sovekammer. Vi gør det senere. " Sagde hun.
   "Må jeg få en tår vand? " Spurgte hun.
   "Naturligvis." Hofdamerne sendte blikke over den unge dronning med bekymring.
   "Puha. Skal vi ikke kigge videre? Nu har vi endelig styr på frokost, eftermiddagste og kage. Vi mangler stadigvæk middagen og selve festlighederne bagefter. " Sagde Terria og rejste sig endnu engang. Det krampede igen, meget mere denne gang. Hun tog en dyb indånding og smilte.
   "Lad os komme i gang. "
   Engang imellem har der været tider i livet, hvor sekunder har føltes som timer, minutter som dage, og timer som uger, eller i værste fald måneder. Dronning Terria skreg, så hårdt at hendes hals blev tør, hendes hofdamer nåede ikke at gribe hende. Hun ramte et tebord og en vase smadrede sig mod hendes krop og ridsede hendes bare arme. Vagterne kom løbende og hofdamerne panikkede.
   "Tilkald lægen, og få fat på Kong Falian. " Sagde den ældste hofdame og løb selv ud af stuen. Moderdronningen Kalea sad i sin egen fløj og som altid syede endnu et design.
   "Deres Højhed. " Sagde hofdamen og bukkede dybt.
   "Kæreste, jeg går ikke længere med en krone. Hvorfor så forpustet? Har min datters mand lavet ballade? " Grinte hun og lagde sit sytøj fra sig.
   "Nej, Deres Nåde. Det er Deres datter. Der er noget galt med hende. Hun faldt om i blomsterstuen. De må komme med det samme. Vi ved ikke hvad der er galt. " Kalea gik med stærke skridt mod Kongen og Dronningens sovekammer med bekymring.
   "Hvad skete der? " Spurgte Kalea.
   "Vi arrangerede den næste politiske begivenhed, og hun fortalte hendes korset sad for stramt. Så pludselig skreg hun så højt og hun faldt bare om. Hendes ene arm har fået en lang flænge fra en vase. " Sagde hofdamen. De stormede igennem slottet med bestemthed.
   "Det lyder underligt. Hun har aldrig været et sygt barn. " Sagde Kalea og stoppede brat op.
   "Var det hendes korset, du sagde? " Spurgte hun forvirret.
   "Ja. " Kalea måtte tage en dyb indånding.
   "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har ingen ide om hvad der kan være galt. " Sagde hun og gik videre. "Moderdronning. " Sagde en soldat og bukkede.
   "Hvor er min datter, soldat? " Spurgte hun.
   "I sit kammer. Lægen og kongen er hos hende. Hvis Deres Højhed vil tillade det. Lægen vil gerne der ikke er nogle forstyrrelser indtil han selv træder ud. " Sagde vagten.
   "Jeg accepterer De tror, at lægen har mere magt end mig, men det har han ikke. " Kalea åbnede selv døren og trådte ind. Terria lå og sov dybt, imens hun fik sin arm bundet ind i bandage og hendes pande blev duppet med koldt vand.
   "Deres Højhed. " Sagde lægen og så forskrækket ud.
   "Nå... hvad foregår der med min datter? " Spurgte hun og kiggede utilfreds på lægen.
   "Måske vi kunne diskutere dette et andet sted, med kongen også? " Spurgte han.
   "Naturligvis. " Falian rejste sig op og rettede på sit tøj. De trådte ind i et stort kontor med mange mørke møbler.
   "Deres Højhed. " Sagde Falian og bukkede sig for Kalea.
   "Min dreng. " Smilte dronningen.
   "Deres Højheder, hvis jeg må bruge den tiltale. " Startede lægen med at sige. Han var en finurlig en. Han havde gråt hår, som strittede ud til alle sider, spinkle arme og ben, og var meget rynket, med grå tænder.
   "Fortsæt endelig. " Sagde Falian.
   "Hun er gravid. " Endnu engang stod verden stille den dag. Falians hjerte bankede hårdt, men lykkeligt. Kalea, en dronning ikke græder over noget, havde tårer i øjnene.
   "Et barn? " Fløj det ud af Falian. Han var lettet.
   "Vi skal være forældre. " Sagde han og smilte. Han måtte gå et par runder i sit kontor.
   "Men det er ikke alt. " Lykken blev stoppet af alvoren fra lægen af.
   "Hun er kun nogle måneder henne. Lige knap halvvejs. Hun har brug for ro. Barnet ligger ikke helt som det skal, ellers ville hun stadig have det godt. Hun skal have omsorg og ingen korsetter. Det er ikke sundt så længe hun er gravid. " Sagde han.
   "Selvfølgelig. Mange tak, Doktor. De må gerne tage hjem igen. "
   "Mange tak, Deres Højhed. Men... vær forsigtig. Hun kan let blive syg nu. Det er ikke altid en graviditet er så god som man påstår den er. Behandl hende med omsorg og kærlighed. I må have en velsignet dag. " Doktoren bukkede af og forsvandt ud af kontoret.
   "Så... Du skal være far. " Smilte Kalea mod Falian.
   "Ja. " Han tænkte over det, som doktoren lige havde sagt.
   "Er du bekymret? " Spurgte Kalea.
   "Ja. Tror du... tror du doktoren har fat i noget, om det han siger med Terria? Kunne dette være farligt for hende? Hun er jo så ung. " Sagde han med bekymring.
   "Det skal nok gå. Vores blod er stærkt. Hun ser måske svag ud, men hun er ikke svag. Hun er trods alt min datter, og hun skal sammen med dig føre familien videre. Vær sammen med din kone, tilbed hende de næste mange måneder. Hun er meget ung, og måske hun kigger på sig selv med fejl, men hun har ingen. Hun er dronning, og til tider har en dronning brug for at vide, hvad hun egentlig er i stand til. Jeg må hellere gå. Jeg skal sy småt tøj i mange dage nu. " Med de ord forsvandt moderdronning Kalea ud af kontoret.
   Falian satte sig på sit skrivebord og kiggede ud ad sine vinduer. Fra deres fløj af, kunne de se udover Mudiwa og havnen. Man kunne se hvordan boligerne blev mindre og mindre, og hvor markedet nede ved havnen begyndte og endte inde i byen. Man kunne se hvor de pæne butikker holdte sig til, og hvor læringsbygningerne var. Man kunne se hvor Mudiwas Skov var i byen og hvordan den var begyndt at vokse på nogle af bygningerne. Man kunne se Haven, som nærmest var lige nedenunder kontoret, og den Store Skov lige udenfor byen, hvis man dog gik ud på balkonen og drejede sin krop med 180 grader. Falian gik ind i soveværelset og så at hofdamerne havde lagt Terria bedre i sengen og åbnede et vindue så frisk luft kom ind. Hun sov tungt.
   "Min egen. Sov du igennem. Jeg skal nok passe på dig. Jeg elsker dig. " Falian kyssede hendes pande, og tryggede hendes hånd blidt og gik ud ad døren. Han vandrede igennem slottet og beundrede de mange malerier af de tidligere konger og dronningen som havde været på tronen. En af hans favoritter var dronning Ija. Hun stod i en mørkegrøn kjole, med en lang kappe på med guldtråde, som hun havde fået som gave fra handelsrejsende langt nordfra. Hovedporten blev åbnet og Falian gik igennem Den Kongelige Have til en hvid bred dør, med snoede planter om sig. Porten åbnede sig og han man kunne svagt høre kongen sige: "Tak."
   Med hænderne på ryggen, hovedet højt og et stort smil gik han igennem Haven. Buskene var blevet trimmet, fuglene sang, og blomsterne var fyldt med bier. En lille sommerfugl landede på hans skulder. Den havde en vinge af guld og en anden af sølv. Den måtte være træt siden den blev der i lang tid. Så stod han der, lige foran mig. Han havde ikke set mig længe, men jeg holdt nu altid mit øje på ham og Terria. Som var de mine blomster i Haven. Det havde trods alt sine fordele at være alvidende.
   "Min konge. " Sagde jeg med et smil og rejste mig fra min stol.
   "Coldron. Jeg håber Deres dag har været behagelig. " Sagde han og bukkede.
   "Hvis nogen skulle bukke, burde det være mig. " Grinte jeg.
   "Sæt Dem ned. Kunne jeg friste med noget frisk urtete? Flora kom med det i morges. Hun har selv plukket det. " Sagde jeg stolt og hældte en kop op til ham.
   "Flora... hvem er det nu det er? " Spurgte Falian forvirret og satte sig ned.
   "Flora, det er det nye gedekid. Hun er meget fiks du ved. Virkelig klog. Hun elsker at kravle i buskene og i de træer, hvor grene er langt nede. Hvad er du her for? " Spurgte jeg og sippede af min te.
   "Terria er gravid. " Sagde han og smilte. "Det tænkte jeg nok. Sladder spredes hurtigt med de hofdamer. "
   "Har de fortalt det? " Spurgte jeg med en anelse overraskelse.
   "Nej. Men de var i Den Kongelige Have lige før. De hvinede sådan op. " Sagde jeg og slurkede af min te. Den unge konge vidste en del, men desværre kendte han ikke alle hemmelighederne landet har. Jeg var en af dem, og heldigvis var det kun Terria som kendte til mig, på dette tidspunkt.
   "Okay. Jeg blev lidt nervøs der. " Indrømmede han og drak noget mere te.
   "Det er en god te, ikke sandt? " Spurgte jeg med et smil.
   "Jo. Den hjælper lidt. Så du ved vel ikke hvad lægen sagde, gør du vel? " Spurgte han og kiggede ned i tekoppen.
   "Hvis du fortæller mig hvad lægen sagde, så kan jeg have en ide om det, trods alt. " Klukkede jeg. "Lægen siger graviditeten er farlig. Eller den er kompliceret. Barnet ligger allerede forkert i maven, og hun må ikke lave så meget, vi skal tage vare på hende indtil barnet kommer, og selvfølgelig efter også. Hun er meget ung, og allerede nu hvis der er problemer, vil der så ikke også være hvis vi vil have flere børn? " Spurgte han og knugede glasset i sin hånd.
   "Deres Nåde. Med tid kommer råd. Hvad med at vi ser til Deres dronning om et par dage? Jeg kan forestille mig det er en del at skulle tage ind. Sygdom, død, bryllup, kroning og nu et barn? Det har været et travlt halvt år. Lad hende tage ideen ind. Ved hun det selv? " Spurgte jeg.
   "Nej. Hun besvimede i Blomsterstuen. Det ville være godt at hun fik det af vide. " Sagde han. "Selvfølgelig ville det være en god ide. " Grinte jeg.
   "Hun ville nok selv regne den ud. Men at alle går rundt og ved hun er med barn, og at hun ikke selv er klar over det, er lidt ondt. De fortæller vel det selv? " Spurgte jeg.
   "Selvfølgelig, uden tvivl. " Forsikrede han mig.
   "Mange tak for snakken, Coldron.
   "De skal ikke bekymre dem. Terria skal nok klare det hele. Pas du kongeriget imens, sæt Moderdronningen til at arbejde, hvis hun da vil. " Foreslog jeg.
   "Mange tak. " Falian smilte og gik ud af Haven. Til tider var deres lille liv sjovt. Mit blik blev vendt mod soveværelset. Vinduet var åbent, kunne man tydeligt se. For blot femten år siden, havde slottet nærmest kun bestået af tårne og mure, og i dag, var det nærmere en slags kasse, med en masse vinduer i. Man byggede stadig om. Kun tre tårne var tilbage. Den hvor moderdronning Kalea boede, ved køkkenet og barnetårnet. Der hvor alle børnene havde boet igennem tiden, inden de skulle til at blive kronet og være enten konge elle dronning. Så skulle de vel til at dekorere det.
   ***

Der var mange gange i mit liv, hvor jeg ville sidde min have og nyde verden. Når dyrene, nærmest alle, sammen sov på samme tid, og åndedrættene var nærmest synkroniserede. Eller når fuglene sang, og vinden ruskede i træernes kroner og sang med der. Endnu engang gik jeg op på slottet med en lille pose urter. Vagterne smilte venligt og jeg fortsatte.
   "Coldron. Dronningen sidder i sin seng. Hun har det dårligt. " Sagde en af de mange hofdamer, som jeg vidste dronningen havde.
   "Så er det godt jeg har te med. Kunne De ikke bede køkkenet om en kande og to krus, kære hofdame?" Spurgte jeg.
   "Selvfølgelig." Sagde hun og forsvandt med rask tempo. Hofdamerne var sjove, de gjorde så meget i at intet måtte slå fejl. Men der var altid fejl, men hvor der er fejl, er der også ting at lære.
   Jeg stod foran døren og to vagter kiggede skeptisk på mig. De måtte være noget nye.
   "Mit navn er Coldron. Jeg er Gartneren. Dronningen har sendt bud efter mig. " Smilte jeg. Den ene soldat bankede på døren, gik ind og lukkede den igen.
   "Er De ny? De ser meget ung ud. " Smilte jeg.
   "Ja. " Sagde han og kiggede lige ud igen. Den anden soldat kom ind.
   "De må gerne komme ind nu. " Sagde den anden soldat.
   "Mange tak. God dag til jer. " Smilte jeg og gik ind.
   "Deres Nåde. De stråler jo. " Sagde jeg og satte urteposen ved hendes natbord. Det mørke lange hår var sat op i en knold og hun så meget træt ud.
   "Mange tak. Jeg beklager vagterne. Jeg forstår ikke at de er her. Det er jo ikke fordi at jeg bliver forsøgt slået ihjel. " Grinte hun og rettede lidt på sig selv.
   "Hvordan har De det? " Spurgte jeg og satte mig på en skammel ved siden af hende.
   "Det er snart tid. Men jeg føler virkelig ikke jeg er klar til det her. " Hviskede hun til mig.
   "Hvorfor ikke? De kan lede et land, et lille barn er nemmere end det. " Grinte jeg.
   "Jeg er ikke gammel nok. Jeg ved dronninger har fået børn tidligere end det her. Men hvad skal jeg dog gøre?" Spurgte hun og satte sig en smule bedre op.
   "For det første, er det snart tid, og så er De klar med det samme. For det andet, så har jeg te med. Det skulle hjælpe lidt på dine fødder. De var hævede, ikke sandt? " Smilte jeg. Hun nikkede.
   "En af Deres hofdamer er på vej op med varmt vand. Hvad får De så dagene til at gå med? " Spurgte jeg.
   "Falian fortæller om alt muligt. Han er her til frokost og til middag. Vi spiser her i sengen, og han hjælper mig i bad. " Jeg blev lidt forskrækket der, godt nok ser jeg alt, men heller ikke alt i den forstand. "I bad? Hvad skal det betyde? " Spurgte jeg.
   "Han vil ikke lade kammerpigerne gøre det. Hvis nu der skulle ske noget. De venter udenfor. " Sagde hun og fik røde kinder.
   "Så kongen af Kandrika... vasker sin kone? " Spurgte jeg og kradsede min kind. Hun nikkede.
   "De er søreme heldig. " Smilte jeg.
   "Tak. Jeg føler mig så fanget i en glaskugle. Som er tung. " Sukkede hun og rettede lidt på sig selv igen. Det bankede på døren. En hofdame kom ind med en te bakke. "Der er også noget frisk brød. Beklager ventetiden, Deres Højhed. " Sagde hun og nejede. "Det går nok. Det er ikke ligefrem fordi jeg smutter nogle steder hen. " Grinte hun og kiggede hen på mig igen. "Lad os få fred. " Sagde hun og hofdamen gik ud igen.
   "Så... lad os få noget te." Smilte jeg. Det gode ved altid at kunne forlade Haven og besøge dronningen, var hendes evige sladder. Hun kunne få mange timer til at gå med at fortælle alt om de adelige. Der var altid noget nyt, en eller anden form for skandale eller uhørlighed. Hun tog hurtigt til maven. Et let grin kom fra hende af.
   "Det er snart. " Sagde hun og rystede let på sine hænder.
   "Hvilket dog? " Spurgte jeg.
   "Fødslen. Jeg ved ikke hvornår, men det er snart. Jeg kan mærke det. "
   "Alt skal nok gå. Få noget hvile. " Med de ord gik jeg ud igen.
   Mennesket har været et sjovt væsen, af alle skabningerne i denne verden. Specielt de mere adelige mennesker. De har aldrig rigtig kunne danne et billede af verden som den var. Terria var stadig ved at vokse, og Falian vidste mere eller mindre hvad der egentlig foregik. Ingen vidste hvor klog han var, fordi han holdt sig meget for sig selv, og lyttede til sine rådgivere mere end han lyttede til sig selv. Han gjorde en del, som mange konger tidligere ikke har gjort.
   En ting, var da Terria fødte, der var han der, indtil lægen måtte skubbe ham ud af kammeret. Det var en hektisk dag. Hun var kommet ud af sengen og gik lidt rundt, og pludselig så knækkede hun bare sammen. Hendes ryg gav et smæld og ribbene lød som træstammer blev splintret. Terria besvimede af smerten og Falian bar hende selv ind i sengen og lægerne og sygeplejerskerne kom løbende. Man måtte presse babyen ud, imens man rettede ribbene op og ryggraden. Terria var så opslugt af smerte den dag, hun ikke havde energien til at skrige, eller bevæge sig. Det flød med blod i sengen og mange holdt fast i Terria imens de måtte lappe hende sammen, og stadig sikre sig, at hun var i live. Terria var der syg, og det føltes som om at verden er ved at falde fra hinanden. Falian stod bekymret udenfor døren og svedte.
   "De er nervøs. " Sagde jeg og tilbød ham en urtete.
   "Jeg frygter det værste. Jeg ved intet. " Sagde han og kiggede ned i jorden.
   "Barnet er jo født. " Forklarede jeg.
   "De vil ikke lade mig se hverken barnet eller Terria. " Sagde han nervøst.
   "Fat mod, unge Konge. Alting skal nok g-"
   "Deres Majestæt? " Vi kigger begge op på sygeplejersken.
   "Vi har gjort det. Dronning Terria skal nok klare sig. Vil De se barnet? " Spurgte hun. Falian nikkede. "Kom med." Sagde hun og lukkede dørene hurtigt. Jeg fulgte stille med helt bagved. De traskede sådan af sted.
   "De kan se Deres Dronning om lidt. Hun er meget træt, og måske ikke i humør til at tale. Moderdronningen har barnet. Vi tænkte det var bedste, med al respekt." Sagde sygeplejersken. Hun bankede på døren til en lille stue og åbnede op. Falian gik selv ind og jeg så blot på.
   "Sygeplejerske. De må gerne gå tilbage nu. Jeg skal nok blive. " Forsikrede jeg og hun skyndte sig af sted igen.
   "Men... De er kun gartneren." Sagde hun stille.
   "Ja... men jeg er en god gartner. " Hun smilte og lukkede døren i, og gik.
   Kalea stod med barnet og smilte.
   "Det er en lille pige." Hviskede hun og smilte.
   "En pige? Må jeg? " Spurgte Falian. Hun nikkede. I bløde tæpper, var der en lille pige, med mørk hud, og få krøller på sit hoved. Hun var meget stille, sagde ingenting.
   "Hun er så smuk. " Hviskede Falian.
   "Jeg vil lade jer få ro. " Sagde Kalea. Vi gik sammen ud, og lukkede næsten døren i, så jeg kunne høre den lille kuen og hendes fars snøft.
   "Jeg er din far. " Snøftede han først.
   "Du er min lille pige, og jeg elsker dig overalt på jorden. Tænk at jeg har fået lov til at få dig. Hvad har jeg gjort for at fortjene dig? " Han græd lette tårer.
   "Der er intet kongerige i verden, der nogensinde kunne blive byttet for dig. Du har mit hjerte, Janelle. "
Forfatterbemærkninger
Kapitel 1 vil komme i næste uge. Fortæl mig endelig hvad I synes.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/11-2018 19:38 af Chrysanthe Appollina (LittleJensen) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3407 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.