0Rising of a Prophecy - Kapitel 2
Coldron fortæller. · Janelle var stukket af fra undervisningen hos ... [...]
Fantasy
5 dage siden
1Rising of a Prophecy - Kapitel 1.
Coldron fortæller. · Mennesket har altid været god til at glemme bå... [...]
Fantasy
13 dage siden
2Rising of a Prophecy - Prolog.
Coldron fortæller. · En dag sad dronning Terria af Kandrika sammen ... [...]
Fantasy
17 dage siden
3Dit alkoholforbrug er din kvalitet
Vi sad sammen igen, efter flere uger, hvor alting havde været som... [...]
Noveller · erkendelse, brudt forhold, kærlighedspladder
28 dage siden
1Og de kaldte hende for Artemis
Igen så jeg hende. Hun havde sat håret op i fire stramme fletning... [...]
Noveller · mystik, samfund, mennesketyper
1 måned, 11 dage siden
1Klokken 3 ringer det på døren
Jeg lagde mig i sengen, under de kolde dyner, omkring midnat, træ... [...]
Noveller
1 måned, 14 dage siden

Puls: 60,7

Publiceret: 6
Afgivet: 27
Modtaget: 7
Chrysanthe Appollina (f. 1996)
Coldron fortæller.
   Mennesket har altid været god til at glemme både smerte og glæde som var dem påført, for der kom altid en form for skønhed ud af det. Sådan føltes det så tit. En lille pige, med mørk hud og krøllet hår, sov trygt i sine mange silketæpper og puder imens solen langsomt rejste sig over landet, og reflekterede lige ind i hendes sovekammer. Hun havde en balkon med mange flotte farvede glas, som lavede en regnbue. Den lille pige slog langsomt sine øjne op, imens sollyset sneg sig op af gulvet og op i hendes seng. Hun har em lyseblå natkjole på, som gik hende til knæene. Solen varmede hendes rum op og hun trak kjolen af, den var alt for varm. Så gik hun hen og åbnede balkondøren op. Hvis man var stille nok, kunne det ske at fuglene stadig blev på balkonen. Hvis de da havde valgt at hvile der natten inden. Der var ingen fugle den dag, men i stedet slap en let brise ind. Den lille pige gned sit ansigt og gik mod sin seng igen. Hun trak et af de mange silketæpper over kroppen og vendte sig om igen. Så trak hun vejret dybt, og i sin søvn tog hun fat i en af de mange bamser, som også er i sengen med hende.
   Et helt andet sted på slottet stod tjenestefolk op, tog deres tøj på og forberedte dagen for kongefamilien. Hofdamerne som boede i deres egne huse med deres mænd, var også i gang med at gøre klar til dagen. Slottets tjenestefolk trak de store tunge gardiner fra og man kan se støvet danse vildt. Nogle af dem nyste voldsomt, og måtte finde deres lommetørklæder frem. Andre åbnede vinduerne og flettede flot snore om gardinerne så de ikke flagrede. Det var kun hallen, og så videre til de andre fløje. Den første fløj var moderdronningens fløj. Hun sov stadig tungt på sit værelse. Tjenestefolkene trak gardinerne fra, bandt dem pænt, åbnede vinduerne, støvede af, og rettede på tæpperne, så de var helt lige. Derefter skyndte man sig at fjerne asken fra moderdronningens kontor, og rensede kaminen endnu engang med brun sæbe, og så hvid sæbe, så man kunne se den hvide marmorfarve. Guldgitteret blev igen sat for efter det er pudset af, og sytøjet og arbejdspapirerne er lagt pænt på hver deres plads. Små nåle eller pynt bliver fjernet fra gulvet og enten smidt ud eller lagt i en lille æske. Så kom man til kongen og dronningens fløj. Deres logoer blev hængt frem på væggene, vinduerne blev åbnet, man støvede af, lukkede hver andet vindue i, fortsatte arbejdet på kongens kontor, og derefter videre til dronningens tøjkammer, hendes kontor, kongens jagtstue, blomsterstuen og så var der en hvid glasdør. Den var malet med røde roser, og håndtaget var i form som en rose også. Der stod vagter der hele dagen og hele natten. Soldaterne trådte til side og lod tjenestefolkene komme ind.
   Malet med røde roser, og håndtaget i form af roser såvel. Her stod vagter hele natten igennem. De trådte til side og tjenestefolkene gik ind. Nu var hofdamerne og kammerpigerne klar ude foran både moderdronningens dør og regentparrets dør. Tjenestefolkene var trådt ind i barnetårnet. Her hvor et lille barn lå og sov, med sin bamse, og solen der kastede smukke farver ind i værelset. Der var ikke blevet rengjort endnu, men det var på vej, og barnepigen også naturligvis.
   Endnu et par vagter stod foran døren ind til prinsessens værelse. Barnepigen gik selv ind. Hendes blik vandrede rundt og hun så at prinsessen havde været oppe, som sædvanlig.
   "Godmorgen lille solstråle. " Sagde hun blidt og trak silketæppet væk fra det lille ansigt. Store mørkebrune øjne stirrede op på hende, og et stort smil helt op til håret kom frem på den lille pige.
   "Er De klar til i dag?" Spurgte barnepigen og rakte sine hænder frem. Barnepigens hår var flettet i en lang fletning, som næsten rørte gulvet, og var fyldt med blomster på topppen. Prinsessen nikkede. "Alkmene. " Hviskede hun glad og hoppede op til barnepigen.
   "Har De sovet godt? " Smilte hun og bar pigen over på en skammel og åbnede et tøjskab.
   "Nej. Det var alt for varmt igen. Ligesom havnen. " Klagede den lille prinsesse og gned sig i øjnene. "De må endelig ikke klage min egen. I dag er det jo søndag. " Mindede Alkmene om. Prinsessen så forvirret ud.
   "I dag skal De med deres far rundt i byen. " Smilte hun glad og bandt en lille hvid kjole omkring prinsessen. Så kom de store øjne.
   "Jeg skal være sammen med far. " Den lille prinsesse såvel Alkmene blev fyldt med sommerfugle. Alkmene vidste at det var en god ting. Kongen havde altid så travlt. Det var til tider en skam, men han gjorde altid sit bedste for at finde en dag i ugen til at være sammen med sin datter. Dronningen var altid om sin datter, når Alkmene ikke var der, men ingen af dem var far. Det vidste begge kvinder godt.
   "Vi skal lige sætte Deres hår. " Sagde hun og redte håret igennem og derefter puttede hun en sød olie på hænderne, som hun gned ind i hendes hår og flettede en masse hår sammen. Hun satte små fine krystalspænder i håret.
   "Sådan. Vi skal finde Deres sko. " Et par bløde mokkasiner blev fundet frem og med to fine sløjfer bundet, var prinsessen klar til sin dag.
   "Kom De med mig. Det er spisetid. " Prinsesse Janelle elskede at holde fat i Alkmenes hår når de gik. Hun kunne nemlig ikke nå hendes hånd helt deroppe. For hun var meget høj, og Janelle var så lille. "Hvad skal der så serveres i dag? " Spurgte Alkmene imens Janelle knugede fletningen til sig.
   "Slik! " Jublede hun og grinte.
   "Nej, ikke til morgenmad. " Soldaterne åbnede rosendøren og man kunne høre hvordan folk puslede omkring sig inde i Terria og Falians sovekammer.
   Janelle og Alkmene var nået til køkkenet. Man var allerede i gang med at stege kødet til om aftenen. Morgenmaden var på smukke sølvfade. De skyndte sig alle op.
   "Godmorgen Deres Majestæt. " Smilte en ældre madmor. Hun havde skåret en masse frugt, rørt rundt med lidt mørkt honning, og hældt mælk over det.
   "Det er jo søndag, ikke sandt? " Smilte hun og satte det foran den lille prinsesse. Janelle grinte.
   "Tak. " Smilte hun og satte sig op. Hun havde stadigvæk lidt svært ved at spise med en stor ske, så hun havde en lille fin træske, graveret med hendes fornavn.
   "Smager det godt? " Spurgte Alkmene og spiste af et brød selv. Janelle nikkede.
   "Godt. " En ældre herre kom ned og satte sig ned beklagelige støn. Han havde været overtjener og havde været på slottet i mange år.
   "Godmorgen. Er det muligt med noget te, kære Alkmene. " Spurgte han med en høj dialekt stemme. "Naturligvis. " Hun rakte teen over til manden. Nysgerrigt kiggede Janelle på ham.
   "Er De en tjener? " Spurgte hun og gnaskede lidt på sin ske. Han klukkede kort.
   "Ja, det er jeg. Normalt så er jeg oppe hos Deres mor og far lige nu. Men i dag ville kongen selv skænke op for dronningen. " Sagde tjeneren og holdt sin hånd for munden, som om han havde fortalt en kæmpe hemmelighed. Alt stoppede.
   "Hvad? " Spurgte madmoren forvirret.
   "Ja. Kongen bad os alle gå. De har endda sat sig helt sammen ved langbordet og spiser. Underligt. I Kaleas tid som dronning, gjorde man ikke sådan. " Sagde tjeneren og drak sin te.
   "Sikke noget. Det må være fordi det er søndag. " Sagde madmor.
   "Jeg er færdig nu. " Sagde Janelle og viste flot sin tomme skål.
   "Det var godt. Nu skal vi så bare finde Deres far. " Smilte hun og rakte sin hånd ud til Janelle.
   "Vi skal finde far! " Jublede Janelle og begyndte at gå rask. Hun grinte hele vejen fra køkkenet til hallen, hvor hendes far stod og ventede med et smil. Han havde ikke sit officielle fine tøj. Han havde en almindelig hvid skjorte på, og et par bukser og nogle støvler. Han lignede næsten en bonde, havde det ikke været for guldtrådene i tøjet. Han havde et stort smil på læben.
   "Far! " Hvinede hun og løb sådan at hun trak en smule i Alkmenes hånd.
   "Nyd dagen, Deres Højhed. " Sagde hun, bukkede og gik sin vej.
   "Hvad skal vi i dag, far? " Spurgte Janelle glad.
   "Vi skal se Haven. " Det gav et sus i dem begge to. Janelle havde kun set Havens porte og høje buske, og ikke mere.
   "Hvad er der derinde? "Spurgte hun og kravlede op på hendes fars skuldre.
   "Et stykke af himlen, siger man. " Fortalte han og gik ud af slottet. Solen var stærk, men en blid vind fra havet kølede heldigvis ned.
   "Vi skal møde en speciel person i dag. Jeg tror du vil synes han er rigtig flink. "
   Forsikrede Falian sin datter. Fuglene sad i buskene og hækkene og sang så lystigt imens de ledte efter orme og andet føde.
   "Hvad skal vi så i dag? " Spurgte Janelle igen.
   "Vi skal besøge Gartneren af Haven. Måske du må se nogle af hans dyr. " Sagde Falian. Janelle lod sine kinder glide over sin fars kinder, som havde fået bløde skægstubbe.
   "Mit barn dog. Hvordan vil du have med selv at gå? " Spurgte han med et grin.
   "Det er okay. " Sagde Janelle og rullede sine øjne, så meget at det var lige før hendes hoved røg med.
   Porten åbnede sig, og de mange grønne grene som var viklet i mellem, løsnede sig og bandt sig selv fast om buskene.
   "Så er vi her. " Sagde Falian og satte hende ned. Min hytte kunne ses fra lang afstand. Det var en bygget mellem to store træer. Jeg sad udenfor med en kop te, som altid, i hånden og lyttede til hvordan fuglene sang.
   "Velkommen, min Konge og Lille Prinsesse. " Smilte jeg og rejste mig op.
   "Hvad kan jeg gøre for jer i dag? " Spurgte jeg med et smil.
   "Janelle skal se Haven, hvis den ærede gartner tillader det. " Smilte Falian til mig.
   "Men jeg håbede også på at vi kunne veksle et ord eller to. " Indskød Falian hurtigt.
   "Naturligvis. Prinsesse, De kan rende i forvejen, af den sti. " Sagde jeg og pegede hen ad en helt grøn sti.
   "Katten går med dig. " Sagde jeg og knipsede med fingrene. En brun kat med en hvid stribe på ryggen, kom til syne. Det var en skovkat fra Nordkandrika af.
   "Vi er lige bag jer. " Forsikrede jeg hende.
   "Okay. " Sagde hun og lagde sin hånd på kattens ryg. Det var lige før hendes hånd var i øjenhøjde med hende selv, så stor var katten.
   "Tror du det er sikkert? " Spurgte Falian.
   "Hvorfor skulle katten dog ville skade Janelle? Den er da godt klar over, at hun ikke er en mus. Tag De det nu bare ro. Alt skal nok gå. " Grinte jeg.
   "Hvad ville De tale med mig om på denne skønne dag? " Jeg måtte være ærlig og sige, at mit sind flakkede et helt andet sted hen. Falian snakkede sådan om at Janelle skulle komme ud på havet, ligesom han selv var som barn, og måske endda besøge sin farfar. Men Terria var ikke klar til at rejse overhovedet, og ville helst at Janelle lærte det land hun var født i at kende. Så ville han også hun snart skulle lære at ride, men det var Terria også imod, og han ønskede ikke at gøre noget, som Terria var uenig i. Imens gik Janelle med katten, men desværre gik katten for hurtigt og Janelle sakkede bagud. Hun kom til en midte, med en masse gange, og så en skov, en hvid sti, en grøn sti, en brun sti, og endnu en grøn sti. Hun tog den sidste grønne sti, og gik mod den. Hun kunne høre store fødder blive slæbt af sted og sjove underlige lyde.
   Solen stod højt og der var kun få træer på den store græsplæne Janelle trådte ind på. Hun så for første gang i sit liv, store dyr som giraffer, elefanter, næsehorn og bjørne, sågar geparder. De enten gik rundt og græssede eller lå ned og nød solen. Under et af de store træer, så en underlig sort skikkelse. Den havde hovedet af en ørn, og vinger, men en krop, som en hest. Janelle stod stille i lang tid, og turde ikke rykke sig, men så gjorde hun sidst. Græsset under hende nærmest knast i hendes ører så nervøs var hun. Det underlige dyr rykkede lidt på sig og afslørede hele sit ansigt. Helt gule øjne der lyste stærkt op, og et næb stærkt rødt i spidsen og underligt sort gyldne fjer på brystkassen. Hun stoppede igen. Hun stod ude på græsplænen blottet for alt. Det underlige dyr kiggede op og fik øje på Janelle. Dyret gav en underlig fuglelignende lyd og rejste sig op for at ryste sig. Dens undervinger kom bedre til syne, og man kunne høre helt tydeligt, hvordan den måtte slæbe de kæmpe store vinger af sted. Janelles lille hjerte bankede så hårdt, hun troede hendes hjerte ville falde ud. Det underlige dyr stoppede og kiggede med forundring på hende. Den havde heller ikke mødt et menneske som Janelle før. Dette underlige dyr, hed Amicus Tacitus, men det var Janelle ikke klar over. Hun var heller ikke klar over at han var en hippogriff. Amicus var godt klar over hvor stor han var, men sjældent var det et problem for ham at vise, men lige i dag var det dog et problem. Han lagde sig ned igen og lagde hovedet på græsset og kiggede op på Janelle med nysgerrige øjne. Hvad var hun så lige for en? Janelle gik tættere på og kiggede på ham. Så faldt hun forover og var kun få meter fra ham. Han lå stadig med hovedet nede i græsset og kiggede på hende. Hun trak sine fingre og ben til sig. Hun var ved at blive bange og tæt på at græde. Så løftede Amicus sit hoved og kravlede selv tættere på. Han kunne nu godt se, at det lille væsen ikke var et dyr han kunne spise. Det virkede sådan lidt forkert for ham. I stedet kom han helt tæt på med sit hoved og kiggede på Janelle, og hun græd stadig. Hun skreg ikke eller noget, men hun hulkede. "Jeg er bange. " Hviskede hun. Amicus forstod ikke sprog, men han forstod heldigvis følelser. Han løftede sin ene vinge en smule og trak en fjer af sig og lagde den foran Janelle. Så trak han sig tilbage igen, men han kiggede stadig på hende. Janelle stoppede med at græde og kiggede på fjeren. Den var af ægte guld. Hun tog fjeren op i sin hånd og smilte helt. Det var en sjælden gave af kunne få.

***
   Det varede ikke længe. Før nogen som helst vidste af det, åbnede Janelle sin balkondør op hver aften og Amicus ville flyve derop. Hun havde ikke længere brug for alle sine fine silketæpper. "Hej. " Grinte hun så snart han var landet og havde lagt sig ned. Han løftede en vinge op og Janelle krøb sig under den. Hendes hoved lå fremme og snart ville hun falde roligt i søvn til Amicus hjertebanken. Sådan ville mange nætter foregå, og det fortsatte i mange måneder. Janelle voksede så skønt. Hun var begyndt at læse og kunne nu skrive sit eget navn helt uden problemer. Alkmene vækkede hende heller aldrig mere, for hun var allerede stået op. Janelle holdt heller ikke fast i Alkmenes hår, som hun plejede, for nu var hun blevet så høj at hun kunne holde fat i hendes hånd, uden at det var hårdt.
   "Hvad planen i dag, min prinsesse? " Spurgte Alkmene og fandt nogle så eventyrbøger frem.
   "Skal vi læse? " Spurgte hun og kiggede op på den samling bøger Alkmene havde fundet frem.
   "Det kan du tro. Sammen med Deres mor. " Sagde hun og åbnede døren ud til gangen.
   "Hvor er mor henne? " Spurgte Janelle og prøvede at se om hun kunne læse bøgernes titler.
   "Hun er i blomsterstuen og venter på os. Sammen med alle hofdamerne. " Smilte Alkmene.
   "Men... Alkmene... " Hviskede Janelle.
   "Ja, prinsesse? " Svarede Alkmene.
   "Nogle af hofdamerne... de lugter altså af prut. " Janelle blev helt rød i hovedet, og Alkmene måtte bide læberne sammen for ikke at grine.
   "Det synes jeg også de gør. Men vi holder det mellem os, ikke sandt? " Sagde hun med en drilsk stemme til Janelle, som svarede med en syngende latter.
   "Ah, min pige. " Smilte Terria og løftede Janelle op til sig.
   "Du er min lille øjesten. Har du hørt godt efter hvad Alkmene lærer dig om? " Spurgte Terria med en alvorlig mine.
   "Ja. Alt for meget. " Hofdamerne grinte så klingende af Janelles svar, men hun forstod ikke hvorfor. Hun mente gravalvorligt at hun havde lært for meget.
   "Nå... lad os så høre, hvad du har lært at læse. " Sagde Terria og satte Janelle på en divan, hvor Alkmene allerede sad. De havde åbnet en bog, som hed Den lille Kriger. Den handlede om en lille dreng, som drager ud på en farlig færd, for at finde ud af, hvad skal gøre, for at blive soldat.
   "D.. d... der... v-var e-en-eng-a-gang. " Stammede Janelle nervøst og tog Alkemenes hånd.
   "Det er okay, engang til. " Hviskede Alkmene.
   "Der... var engang..." Sagde Janelle og kunne mærke hvordan hun blev varm i hele kroppen, som om hun skulle til at tisse sit tøj igennem. Alkmene smilte til hende.
   "Det var flot. Så lidt mere. " Sagde hun og pegede ned i bogen.
   "Én lal-lille... dr-dreng. " Janelle måtte tage en dyb indånding.
   "Sikke fint det går. " Sagde hendes mor.
   "Hvor lang tid har I været ved at læse nu? " Spurgte hun. "Kun tre dage.
   " Sagde Alkmene og pegede på en ny side.
   "Ha-an h-he-hedder Bal-Baldo." Sagde hun forsigtigt.
   "Meget fint. " Smilte alle. Janelle kunne ikke helt lide det. Hun syntes det var ubehageligt at have så mange øjne på hende.
   "Deres Majestæt? " Afbrød Alkmene.
   "Ja?"
   "Måske en anden dag med læsning? " Spurgte hun.
   "Selvfølgelig. Lad os få noget at spise. " Smilte Terria og gjorde signal til at maden skulle ind. Der kom nogle stykker æblebrød og ostebrød. Så en masse te, og nogle kager. Janelle spiste en to stykker ostebrød. Hun fik en smule ondt i maven af det, men det smagte så godt.
   Alkmene havde fået besked på at gå uden Janelle. Tit kunne Alkmene godt blive ked, når Janelle og hende var væk fra hinanden på den måde. Hendes mor var fantastisk med hende. Men Janelle var et følsomt barn til tider når ting blev lavet om, uden hun var klar til det. Janelle sad nu alene sammen med hendes mor og alle hofdamerne. Terria sad med en Janelle, som havde lidt ondt i maven, og ville helst have en potte lige nu, end en krammer over sin mave. Men hun sagde ikke noget. Hun var godt klar over at det ikke var velset når børn talte uden at blive spurgt. De diskuterede endnu et selskab, og Terria klagede over at hun skulle til at ride hele vejen til Amaretat snart, og måske skulle Adrastos kun med hende, da Falian havde travlt.
   "Har han ikke lige mistet sin mand? " Spurgte en af hofdamerne forvirret.
   "Jo. Det er skrækkeligt. Han står tilbage med en dreng på ti nu. Han burde give ham væk. Det er jo ikke hans, og hvordan vil han få tiden til at gå op? " Grinte Terria.
   "Han er enkemand, og han har brug for at løfte sig selv op igen, og ikke andre. " Sagde Terria og skar frugt til sig selv.
   "Må man minde Deres Højhed om at Adrastos var Deres faders mest betroede, da han var i live? Måske De skulle lade ham få luft. Det er trods alt ikke for meget at spørge om. " Sagde en ældre hofdame.
   "Men... det er ikke hans barn. " Sagde Terria og tog endnu en bid af sin frugt.
   "Måske er det ikke hans barn af blod. Men når man elsker en anden, elsker man alt der er med. Den dreng fortjener ikke at blive smidt ud af sit liv. " Den gamle hofdame rettede lidt på sig.
   "Måske en ven til prinsessen. " Foreslog hun så. Terria var irriteret. Janelle skulle lege med soldaters børn. Specielt ikke et forældreløst barn.
   "Min kære. Du må gerne løbe efter Alkmene. " Janelle hoppede ned fra Terrias skød og løb ud af stuen. Terria rettede sit blik mod sine hofdamer.
   "Min datter, er af en næsten 1500 år gammel kongeslægt. Vi har regeret i så mange år, med stor magt, og har altid kunne holde os højt. Mine legekammerater var enten jer, der i dag er mine kammerpiger eller hofdamer, eller de andre adelige kvinders pigebørn som jeg vitterligt ikke aner hvad laver til denne dag. Dengang var de noget, og det er de ikke i dag. Mit barn skal ikke ses med en forældreløs dreng. Havde han været Adrastos kødelige barn, havde jeg tilladt det, men nej. " Terria var rasende på sine hofdamer over det forslag
   "Jeg kunne lige så godt hive børn ind fra gaden så. Mit barn skal ikke i nærheden af den dreng. " Sagde hun med afsky i stemmen.
   Janelle på den anden side kunne ikke længere finde Alkmene. Hun var forsvundet hurtigt, og vandrede nu rundt på slottet. Hendes mave gjorde ikke så ondt mere heller. Slottet var blevet malet på det seneste. Før i tiden var murene helt kolde og grå eller sorte, men Terria ville have farver i hele slottet og ikke kun i Janelles fløj. Hun kunne nu godt lide farverne. Ved hende selv var væggene beklædt med roser og guldtråde og her var væggene hvide og lyseblå. Ligesom himlen. Janelle håbede på at man også ville male skyer på dem. Hun kom til enden af den lange gang åbnede selv den knirkende dør. Her var ingen soldater.
   "Amicus..." Hviskede hun og løb igennem slottet. Hun hørte pludselig nogle snakke, og rustninger rasle. Det var en lille gruppe soldater.
   "Og jeg siger... det er en dårlig ide. "
   "Men hun vil have en terrasse og vi har pladsen. "
   "Ja, og det sagde hun også til dig, da hun ville have flere børn. Nu har du så sjovt nok tre børneværelser med tre børn på hver. "
   "Jeg elsker mine børn. "
   "Men det gør vi ikke. "
   Janelle havde gemt sig bag en statue og kiggede undrende efter soldaterne. Den ene soldat havde en masse børn. Det lød sjovt syntes hun. Der kunne der jo være en masse børn som kunne være hendes ven. Hun fortsatte videre rundt i slottet. Hun var stadig ikke helt god til at finde rundt og komme ud på egen hånd. Det syntes hun var pinligt.
   "Min egen lille skat. " Janelle kiggede forskrækket rundt.
   "Janelle elskede. " Så kom lyden igen og et par sko gav ekko. Det var Kalea.
   "Amma. " Smilte Janelle.
   "Hvad laver du her, min lille pige? " Spurgte hun og tog Janelle i hånden. "Jeg kan ikke finde Alkmene. Mor bad mig gå fra teen. " Sagde hun stille. Kalea rystede med hovedet og gav et smil.
   "Kom du ind til mig min skat. Sov lidt på ammas sofa. Vil du gerne have noget at spise? " Smilte hun.
   "Nej tak. Jeg har lige spist. Jeg fik lidt ondt i min mave. "
   "Gjorde du nu det? Så tror jeg du trænger til at blive hos mig lidt ja. Da jeg var barn, sad jeg altid hos min amma og fik en masse kram, hvis jeg var den mindste smule dårlig. " Kalea løftede Janelle op i sine arme, og hun glemte helt at hun ville se Amicus. For nu lå hun der i sin mormors arme og kunne lugte hendes parfume, hendes bløde lidt rynkede hud og lege med hendes sorte hår.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/12-2018 13:38 af Chrysanthe Appollina (LittleJensen) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3947 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.