Skybrud


5 måneder, 11 dage siden 3 kommentarer Noveller alkoholisme brændt barn belastningsreaktion

3Skybrud
Hun havde aldrig været typen, der nød at løbe. Alligevel så nu hu... [...]
Noveller · alkoholisme, brændt barn, belastningsreaktion
5 måneder, 11 dage siden
8Det der er tilbage
"Det spiser jeg hver dag. Sådan et spejlæg og så en tomat.." · Og s... [...]
Kortprosa · alderdom
7 måneder, 2 dage siden
6Rust
Jeg så dig igen i dag. I mængden af tanker, af mennesker og af hv... [...]
Kortprosa · drøm
7 måneder, 14 dage siden
2Sensommer igen
Mit blik følger dem fra stuevinduet. De mange unge mennesker, der... [...]
Kortprosa · skæbnefortælling, misbrug, identitet
7 måneder, 24 dage siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Diana Nielsen (f. 1992)
Hun havde aldrig været typen, der nød at løbe. Alligevel så nu hun nu landskabet glide forbi hende og skyggen på asfalten trave tvungent med. Hun kunne ikke lade være med at tænke at den løb for langsomt, skyggen. At den løb tungt, og ikke let og smidigt som andre kunne gøre det. Hun spyttede en mundfuld af sin mørke hestehale ud af munden. Den blæste øjeblikkeligt frem mod hendes kind igen. Ironisk at det kunne være så irriterende at løbe i medvind.
   Vejen foran hende fortsatte ligeud længe endnu, og de bare marker gav ikke meget læ for vinden. Men luften var tung og fugtig. Efter en måneds tørke, trak det endelig op til regn og varmen og solstrålerne havde derfor travlt med at få brændt det sidste af.

Hun havde set ham på parkeringspladsen ude ved centeret i dag. Tanken fik hende ufrivilligt til at sætte lidt hårdere af i underlaget, hvorfor både hende og skyggen syntes at løbe en anelse hurtigere. Og hvad mere oprivende var; han havde selvfølgelig også set hende. I et helt almindeligt uflatterende hverdagsøjeblik, der på ingen måde afspejlede hvad hun altid tænkte om ham: "Jeg har det bedre uden dig". Som om hun alligevel kunne komme så meget i tvivl, at hun havde behov for at bekræfte det. Han havde jo aldrig spurgt.
   Hun havde heller ikke selv spurgt dengang. Om han egentlig vidste han også havde valgt hende fra.

Hun tænkte tilbage og forsøgte at genkalde hvornår hun burde have forstået det selv.
   Flaskerne havde bare altid været der. I kælderen mellem værktøj og gamle kasser. I køkkenet, stuvet sammen under stolen ovre i hjørnet. Flaskernes helt egen stol - der sad aldrig nogen på den. Ligesom der heller aldrig stod andet på køleskabshylden med hvidvin.
   De kærlige minder hun havde om ham, havde med tid og erkendelse fået et mørke skær. Engang havde han forladt familien midt under ferien og var kommet tilbage slingrende og snøvlende og havde taget tomatpizzaer med hjem til alle. Engang havde han i flere dage ledt efter sin cykel, som han, med usædvanlig hensynsfuldhed, havde stillet, fordi den var blevet træt på vej hjem fra byen. Og ofte havde han siddet i aftensolen på terrassen, for sløv til at snerre eller håne og havde haft et smil på læben.
   Som barn havde det været de hyggelige oplevelser. Det havde føltes normalt og rart, som til alle arrangementerne under åben himmel, hvor der er havde været anledning til at komme ud og falde upåfaldende ind i mængden af folk og fadøl.

Luften rev hende i lungerne, og da hun satte farten lidt ned, så hun at skyggen var svundet ind. Inden længe ville den forlade hende.
   Himlen var allerede blevet mørkere og blæsten mindre omklamrende.

De dårlige dage havde der også været mange af.
   Høje råb, skingre skældsord og jagen rundt i huset. Store hænders slag på sjælen, oprigtig frygt og et tydeligt aftegnet blåt håndaftryk på huden. Men ingen havde set noget.
   Enten havde skammen været nok, eller også havde hun forklaret det som hun opfattede det; at det jo havde været hendes egen skyld. Det havde også været hendes skyld at hjemmet aldrig havde været præsentabelt som de andre børns. Hun hjalp for lidt til derhjemme. Og det havde bestemt været hendes egen skyld at han ellers fyldte hjemmet med et øresønderrivende fravær af nærvær. Han havde altid noget der var vigtigere.

Nu ramte hun snart en skillevej. Hun så op mod skyerne og forsøgte at gætte hvor langt væk regnen var. Om hun skulle tage den korte vej tilbage over den høje bakketop eller om hun skulle vælge den lange vej over stien. Som hendes barndomshelt, der valgte hvilken strøm i floden hun skulle følge.
   Hun tænkte igen på episoden på parkeringspladsen og følte et stik af selvkritik og afmagt. Jo længere hun løb, jo længere kunne kroppen koncentrere sig om noget andet. En harmløs form for selvskade, tænkte hun og huskede hans hånlige fnisen, når hun førhen havde forsøgt at sige fra.
   Derfor kunne det ikke være den største overraskelse, da hun til sidst var løbet fra det hele og havde ladt ham tilbage. Men det var det åbenbart.
   Hun så sig for inden hun krydsede vejen, men så sig ellers ikke tilbage.

Herfra havde tiden med mareridtene fulgt med en pludselig voldsom træthed. Barndommens indgroede frygt forvandlede sig til paranoia, og hun vågnede somme tider fra drømme hvor han havde forfulgt hende med en økse. Eller havde opsøgt hende de steder hun besøgte. Arbejdspladser. Supermarkeder. Restauranter. Teatre. Med afmagt og frustration, for det skulle vel have et afløb et sted.
   Og så i dag havde det været. Så mange år senere. Denne gang havde det ikke været et mareridt, og han stod faktisk der, ganske få meter fra hende. Høj og ranglet, som om hans krop også forsøgte at vise hvad han var for én. Hærget og hjemsøgt - og tørstig.

Hun nåede den første bakketop, og kunne derfra se regnen bevæge sig nærmere. Med ét havde de tykke skyer samlet sig og lukket solen helt uden og fra bakken med udsigt over markerne og fjorden, var det helt tydeligt at se det komme. En kraftig buldren overdøvede omgivelserne og hun talte sekunderne mellem torden og lynild. Én, to, tre, fire, fem, seks og et lydløst lysglimt.
   Naturkræfterne lammede for et øjeblik tankerne og fyldte bevidstheden ud. Så himlede hun med øjnene over den åbenbare dumhed i at begive sig udendørs i det vejr. Én-to-tre-fire og et lysglimt.
   Åndedrættet kæmpede med at følge med de efterhånden tunge ben. Regnen var nok uundgåelig, men jo tættere på hjem hun nåede inden jo bedre. Den næste bakke var endnu hårdere, og viljestyrken blev for alvor sat på prøve. Èn, to og et halvt sekund før lysglimtet.
   Hun øgede farten en gang til og så skybruddet foran sig da hun nærmede sig den sidste bakketop. Men så afbrød en jagende smerte fra benet hende. inden hun nåede at tælle. Krampen tvang hende til at stoppe op og mens hun desperat forsøgte at strække krampen ud af benet, indhyllede regnskyen hende. Dråberne faldt med kraft og tyngde og pressede hende let mod jorden.

Han havde lige læsset en kasse ind i bagagerummet på sin firehjulstrækker, da hun så ham. Og mens hendes sanser sløvedes i vrede, så hun sig selv skrige og råbe, næsten som i gamle dage.
   "Hvordan fanden kunne du gøre det? Hvorfor fatter du ikke at alkohollen har ødelagt dig - og hele den familie du udadtil prøver at normalisere dit sørgelige liv med? Hvad glor du egentlig på, hvis du er så ligeglad? Tag dig dog sammen og se at bliv en ordentlig mand inden de andre også vender dig ryggen! Syge idiot!"

Krampen ville ikke aftage og mens smerten blussede op i hendes ansigt og en tåre forlod øjenkrogen, registrerede hun igen fire sekunder fra brag til lysglimt.

Det var først da hun opdagede hun havde sat sig ind i bilen, det gik op for hende at der ingen ordudveksling havde været. Hun havde nægtet at vise følelser, som om kroppen aldrig glemmer mekanismerne. Og selvom han ganske kort var frosset fast dér i øjeblikket, var han også fortsat udtryksløst om til førersædet af sin bil.

Det havde ikke taget mange sekunder før løbetøjet var gennemblødt. Sommervarmen gjorde det tåleligt, men lårene gned mod hinanden med en våd lyd og øjnene kløede af sved og vand, mens hun gik det sidste stykke hjem.
   Kæmp eller flygt, tænkte hun, men kunne ikke afgøre hvad hun egentlig selv havde gjort mest.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/12-2018 22:42 af Diana Nielsen (Dibani) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1259 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.