0Rising of a Prophecy - Kapitel 3
Coldron fortæller. · Klokken var seks om morgenen og Constantin lå ... [...]
Fantasy
3 måneder siden
0Rising of a Prophecy - Kapitel 2
Coldron fortæller. · Janelle var stukket af fra undervisningen hos ... [...]
Fantasy
3 måneder, 13 dage siden
1Rising of a Prophecy - Kapitel 1.
Coldron fortæller. · Mennesket har altid været god til at glemme bå... [...]
Fantasy
3 måneder, 21 dage siden
3Rising of a Prophecy - Prolog.
Coldron fortæller. · En dag sad dronning Terria af Kandrika sammen ... [...]
Fantasy
3 måneder, 25 dage siden
3Dit alkoholforbrug er din kvalitet
Vi sad sammen igen, efter flere uger, hvor alting havde været som... [...]
Noveller · erkendelse, brudt forhold, kærlighedspladder
4 måneder, 6 dage siden
1Og de kaldte hende for Artemis
Igen så jeg hende. Hun havde sat håret op i fire stramme fletning... [...]
Noveller · mystik, samfund, mennesketyper
4 måneder, 19 dage siden
1Klokken 3 ringer det på døren
Jeg lagde mig i sengen, under de kolde dyner, omkring midnat, træ... [...]
Noveller
4 måneder, 23 dage siden

Puls: 7,6

Publiceret: 1
Afgivet: 2
Modtaget: 1
Chrysanthe Appollina (f. 1996)
Coldron fortæller.
   Janelle var stukket af fra undervisningen hos Alkmene og kravlede igennem buskene i den kongelige have, for at nå ud til en gammel, gammel del af den. Her var der statuer, der var blevet fyldt med mods fra de sidste mange år. Ansigterne var endda ved blive slidt af. Mellem to kvindelige statuer var der efter nogle måneder kommet et lille rum i en busk. Janelle trak sin kjole op til maven, tog sit hårbånd ud og bandt kjolen om hendes liv. Det skulle helst være sådan at man ikke kunne se at hun havde været i nærheden af græs eller jord. Hun smilte stort og begyndte at kravle. Busken var rimelig tyk. Måske en hel meter. Der var nogle fugle over hendes hoved der sang højt og få orme under hende.
   "Ad. Altså. " Sagde hun og kravlede videre. Hun kom ud på den anden side til en helt grøn sti og rejse sig hurtigt op. Tog hårbandet op i håret igen og kjolen faldt ned. Janelle var nu otte år gammel, og havde lært en del fiduser. En af dem, det var at Alkmene ville lade hende stikke af en gang om måneden fra undervisningen. Gerne den dag de skulle snakke om politik, eller måske historie og det blev for tørt for dem begge.
   "Amicus?" Kaldte hun glad og løb ned ad den grønne sti. Hendes mørke hår var ikke blevet klippet længe og det gik hende nu til lidt under skuldrene, men det sad stramt i mange små fletninger, som gerne var sat op med et hårbånd."
   "Hvor er du henne? " Kaldte hun og kiggede op i luften. Der var ikke en sky på himlen. Hun løb videre og endte ude på en stor grøn plads med et springvand i midten. Jeg sad der selv og vinkede til hende.
   "Godmorgen, prinsesse. Hør... skulle du ikke ned i byen i dag og lære om politik? " Spurgte jeg med et grin. "Ikke i dag. Alkmene ville vi skulle snakke med en professor. Jeg er kun otte. Det er for meget. Jeg vil hellere læse. " Sagde hun og satte sig foran mig.
   "Vil du have noget te? " Foreslog jeg.
   "Jo tak. Er det den kolde te i dag? " Spurgte hun nysgerrigt. "Det er ikke te, hvis det er koldt. Husk det. " Grinte jeg og tog en slurk af min egen. Hun smilte over hele ansigtet.
   "Det ved jeg. Jeg driller bare. Har du set Amicus? " Spurgte hun og kiggede lige en ekstra gang rundt.
   "Nej. Ikke i dag. Men du skal se. Han ved nok allerede at du er her. Hvad skal du så i dag? " Spurgte jeg hende. Hun satte tekoppen fra sig og så helt alvorligt på mig.
   "Jeg skal fortælle en hemmelighed. "
   "Nå mit barn... hvilken er det? Er det en jeg kender? " Spurgte jeg. Hun nikkede og måtte lige tænke sig om. Hun åbnede munden men lukkede den igen.
   "Nå... har du mistet tungen? " Grinte jeg.
   "Nej... det er ikke dig, jeg skal sige det til. Det er til en anden. " Sagde hun så lidt bange ud. Jeg satte min te fra mig og klappede hende kort på skulderen.
   "Er det en ven, du tænker på? " Spurgte jeg.
   "Ja. Det er Constantin. " Hun trak sine skuldre tilbage og så nervøs ud.
   "Han er en god dreng. Det er Adrastos søn, ikke sandt? Han er igang med at lære at fægte. " Sagde jeg og kiggede rundt om os. I et hjørne lå der et næsehorn og sov tungt med sin unge.
   "Mor kan ikke lide ham. Far synes han er venlig eller flink. Men... det er fordi jeg har lært noget. " Sagde hun og så helt stolt ud.
   "Fortæl mig endelig hvad du har lært. "
   "Constantin siger at venner ikke har hemmeligheder for hinanden. Overhovedet. Så... han siger at vi er venner. Men det er vi jo ikke. " Hun så ud til at blive helt trist.
   "Hvad er der? Er det en hemmelighed? "
   "Han ved ikke noget om Amicus. Jeg fortalte ham, at jeg havde en anderledes ven, og at han gerne måtte møde Amicus. Men jeg fortalte hverken navn eller... udseende. " Hviskede hun og så flov ud.
   "Constantin skal nok synes godt om Amicus. Kender du til Amicus og hans historie? " Spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.
   "Det tænkte jeg nok. Hør du godt efter. Mere te? " Spurgte jeg og hældte først op til mig selv og så hende.
   "Ingen kender hans alder, eller hans oprindelse. Men der er skrevet mange historier om den sorte hippogriff med fjer af guld. Ifølge alle legenderne og historierne. Man så aldrig Amicus medmindre der var krig. Så dengang De Syv Lande var i krig, var der store problemer. Det gjorde også at Amicus fløj meget. Ved de største slag, ville han flyve højt og nogle gange ville hans kæmpe vinger skærme for solen. Medmindre han gjorde sit lille trick. Hvis solen stod højt på en slagdag, ville han flyve stærkt og simpelthen dreje sig i luften, slå sine vinger ud mod solen, fange den stråler og derefter sagde man, at han kunne starte ild på jorden. " Janelle så lidt forskrækket ud nu.
   "Vil han gøre det her?" Spurgte hun helt bange.
   "Bare rolig, det gør han ikke her. Men han ville starte ilde, og alle mand ville brænde op. Han støttede ikke siderne, men han støttede soldaterne selv. Engang var der en krig, og en enkelt soldat var stadig i live på slagmarken. Man kunne ikke se forskel på fjenden eller sine kammerater. Der lå han og var døende, og så kom Amicus. Gennem de tunge skyer med solens stråler. Han stod og kiggede på soldaten endte med at stikke hovedet under sine vinger og trække en fjer af guld af sin vinge. Han lagde fjerden på brystet af soldaten og han rejste sig, og stormede mod fjenden, da fjeren gav ham klarsyn." Sluttede jeg af med.
   "Jeg har altså lært nok til at vide det var dumt. " Jeg grinte af hendes kommentar.
   "Det er sandt. Men legenden siger, at den soldat sejrede den dag. Men du har nok ret. Det er nok løgn. Men ser du... du kender heller ikke helt din ven. I kan ikke engang snakke sammen, og du siger altid: Amicus er min bedste ven. " Sagde jeg og smilte.
   "Det er rigtigt. Men jeg vil gerne sige det stadig til Constantin. " Sagde hun.
   "Så er det, det du gør. " Smilte jeg og drak min te. Hun forsvandt videre og kaldte på Amicus imens. Flora min ged var blevet voksen og lå ikke langt væk under et træ med to små gedekid af hendes egne. De sov på de nærmeste grene, og hun sov på jorden.
   "Amicus! Hvor er du? " Spurgte Janelle og så forvirret rundt. Hun var ved at få ondt i maven over ikke at kunne finde ham. Det var et større problem end hun havde troet.
   "Amicus... det er ikke sjovt." Hendes hals begyndte at snøre sig sammen. Det var ubehageligt. Hun fortsatte med at gå rundt. Var Amicus stukket af? Kunne han finde på det? I alt den tid Janelle havde kendt ham, havde han altid været her. Men han havde heller ikke besøgt hende i nogle dage nu.
   "Vil du ikke godt komme frem? " Hun begyndte at hulke. Hun vidste godt det var dumt. Piger var for følsomme sagde nogle af Constantins drengevenner. De var dumme for at græde over alle mulige ting.
   "Amicus." Prøvede hun igen og kiggede omkring sig. Hun kom til en lille del med en skov fyldt med hvide blomster på træernes grene.
   "Amicus? Er du her? " Snøftede hun. Janelle kunne ikke se noget for alle de tætsiddende blomster og endte med at gå på hug og søgte derved igennem. Hun kunne ikke se nogen sort tung skikkelse nogle steder. Men hun så en åbning til en anden have. Måske var han der? Hvem ved? Janelle gik med bukket hoved igennem skoven, men fik alligevel en masse blomsterblade sat fast i sit hår. Da hun endelig kom til åbningen så hun en stor bakket dal. Haven blev altid større for Janelle, hver gang hun besøgte den. Et øjeblik glemte hun helt at hun ledte efter Amicus. Strakte rejste hun sig helt op og kiggede nysgerrigt omkring sig. Der var zebraer og rådyr, som gik omkring hinanden og endda nogle bisonokser! Var det en elg hun kunne skimte? Janelle trådte varsomt over stenene foran hende. Hun ville gerne udforske noget mere. Janelle endte med at sætte sig ned og kiggede forunderligt over det.
   Så skete det. Noget langt væk, men det kunne høres. Et skrig. Det måtte være Amicus.
   "AMICUS! " Råbte Janelle af sine lungers kræft og nærmest faldt ned af bakken. Hun flænsede noget af sin kjole, men det var lige meget. Hun løb forbi alle dyrene og ind i skoven i bunden af dalen. Træerne var høje, men solen kunne stadig godt ses igennem.
   "Amicus! " Råbte hun engang til og fik et svar. En underlig lyd, der nok skulle være et kald fra ham af.
   "Hvor er du henne? Jeg har ledt efter dig! " Sagde hun og kunne mærke hun blev lidt sur. Hun gik dybere ind. Han lå på en klippe med et lille dyr i munden han må have gnasket på.
   "Ej, hvor lækkert. Får jeg også noget? " Sagde hun og lagde armene over kors. Amicus tabte dyret og gik ned af stenen. Hans tunge vinger ramte jorden med et dunk og blev langsomt slæbt hen mod den lille pige. Amicus rullede med sin tunge, hvilket gav en underligt blød lyd, som gjorde at Janelle smilte.
   "Jeg har savnet dig rigtig meget. Jeg har ledt efter dig. Jeg har grædt efter dig. Nogle gange ville det være rart du kunne forstå mig. " Hun gik helt ind til ham og skjulte sig ansigt i hans brystkasse.
   "Vi skal tilbage til Coldron. Jeg vil gerne fortælle om dig til nogen. " Janelle tog fat i den ene vinge og kravlede op på ryggen af det kæmpemæssige dyr. Amicus kiggede på Janelle kort og så op mod slottet. Janelles tårn og hendes forældres korridor kunne man se derfra. Han gik rask op ud af skoven og op ad bakken mod haven. Igen måtte de igennem den lille hvide skov af blomster, hvilket Janelle grinte højt over fordi Amicus konstant ruskede med hovedet og var tydeligvist ikke tilfreds med den valgte rute.
   "Kom nu... det er sjovt. " Grinte hun og krammede ham, og det var lige før, det gjorde at Amicus stoppede op og måtte mærke efter følelsen som Janelle gav ham.
   Amicus lå og sov med Janelle på ryggen, som havde snittet en lille pil imens jeg var i gang med at klargøre endnu en omgang te til dronningen.
   "Så Janelle. Ved din mor godt du er her? " Spurgte jeg hende. Janelle kiggede op på mig og rystede på hovedet.
   "Alkmene ved det. Hun holder det tæt. Min mor tror vi stadig er i byen. " Sagde hun med et smil.
   "Også med de grønne knæ på din kjole? " Spurgte jeg. Janelle kiggede på sin kjole.
   "Du har altid så mange urter der kan hele folk i al forstand. Har du noget til tøj? " Jeg endte med at lukke et højt grin ud. Hun havde det her helt alvorlige ansigt.
   "Nej. Desværre har jeg kun sæbe, men der nogle timer før det tørrer. " Grinte jeg og måtte tørre tårerne væk. Janelle forstod tydeligvist ikke det sjove i det.
   "Jeg tager en ny kjole på når jeg kommer ind på slottet igen. Jeg kan trods alt vejene nu. Dem alle sammen. " Sagde hun stolt og viftede med sin lille pil.
   "Hvad vifter du den rundt for?" Spurgte jeg.
   "Det ved jeg ikke. Måske jeg skal bruge den til noget en dag. " Sagde hun og kiggede lidt mere nøje på den.
   "Hvad med at lære at bruge den rigtigt?" Foreslog jeg.
   "Rigtigt? Hvad skal det betyde? " Spurgte hun og kiggede igen på sin pil.
   "Lær at bruge den rigtigt. Skulle Constantin ikke snart være her? " Spurgte jeg og bandt små snore om urteposerne.
   "Hvad siger tiden? " Spurgte hun og rejste sig op.
   "Klokken er et. "
   "Et?! Jeg skal løbe. " Hun satte i løb så hurtigt at en smule sandstøv røg i Amicus' ansigt. Han nyste kort og lagde sig til at sove igen. Janelle drejede om nogle planter og sprang over et lille springvand. Den hvide port åbnede sig og hun måtte bremse da hun lige nøjagtigt var kommet udenfor den. Hun løb til venstre, som var igennem den kongelige have og igennem køkkenhaven. Køkkenfolk var ude og finde frugter til dagens måltid med garanti, og man kunne tydeligt høre at det ikke var alle som var tilfreds med Janelles springteknik.
   "IKKE OVER BÆRENE" Blev der råbt efter hende.
   "Undskyld. " Sagde hun tilbage og løb videre. En flok unge piger med en masse kurve kom imod hende og hun undgik dem elegant ved at manøvre sig igennem, men de gispede alle sammen af forskrækkelse. Hun måtte bare finde Constantin. Det var jo noget hun havde lovet ham længe.

Der stod en ti år gammel dreng, med et lille træskjold og et sværd. Han stod i position og prøvede at undgå at få modstanderen sværd i ansigtet, eller at blive ramt dødeligt. Janelle kiggede fascinerende på ham og modstanderen. Drengen var Constantin, som havde en let brun hud, og et grønt og et brunt øje og mørkebrunt hår. Han var en smule spinkel, men han var ved at vokse og var blevet højere på det seneste.
   "Ret ryggen, C! " Blev der råbt ad ham.
   "Ja, ja! " Svarede han flabet tilbage og prøvede at svinge sit sværd.
   "Du gør det ikke godt nok, C. " Modstanderen smed både sit sværd og skjold.
   "Vi tager din position éngang til. Hvis du en dag skal være rådgiver som din stedfar, så skal du kunne det her. Forstår du det? Gør du? " Sagde drengen og tog fat i hans skulder.
   "Ja, Erik... tak. " Mumlede Constantin. Drengen som hed Erik, kiggede op, og så Janelle.
   "Vi tager det en anden dag. Der er bud efter dig. " Constantin vendte sig om og så Janelle.
   "Hej. " Sagde hun og fik lidt røde kinder. Constantin samlede sit sværd op og satte det i skeden og skjoldet op ad en mur.
   "Du kom for sent. " Sagde han og lagde sine hænder om på sin ryg.
   "Og du fejlede. " Svarede hun tilbage med et smil. Constantin rullede med sine øjne.
   "Hvad vil du i dag? " Spurgte han og begyndte at gå.
   "Vi skal ned i Haven. " Sagde hun og sendte ham et stort smil.
   "Vi... vi skal ikke se på de vilde heste, vel? For... Erik siger at hans veninde kun vil se på heste med ham. " Sagde Constantin. Janelle rullede med sine øjne.
   "Du har selv lige fået en hest... desuden... hvis jeg ville kede mig, var jeg ikke stukket af i dag. Jeg har en hemmelighed at vise dig. " Fortalte hun og kravlede op ad en mur.
   "Hvorfor tager vi ikke bare trappen? " Spurgte Constantin.
   "Fordi... min mor går tur nu. Hun går altid forbi køkkenhaven. Kravler vi her, kommer vi direkte ind i den kongelige have. Derfra kan vi tage en smutvej. " Sagde hun og klatrede videre op.
   "Vi skal øve os på din klatring, Janelle. " Sagde Constantin og klatrede efter hende. Han rev hende enkelte gange i kjolen, og fik til gengæld et spark i hovedet et par gange.
   "Kommer du, eller hvad? " Grinte Janelle og rakte sin hånd ned til ham. "Øjeblik. " De var kommet langt op nu. Da Constantin kiggede ned, kunne han godt se, at der var rimelig langt ned.
   "Kom med din hånd. Jeg giver ikke slip. " Lovede Janelle. Constantin sprang og fik fat i hendes hånd.
   "Se selv! " Grinte hun og trak ham op. Constantin fulgte stille efter Janelle, som selv listede af sted. Man vidste aldrig hvor hendes mor ville være nu, ved denne tid af dagen. Ville hun være i en af slottets stuer? Måske var hun ude og ride, eller måske fik hun en sen frokost i en have et sted.
   "Nogle gange... ville det så ikke være nemmere at vente til at vi begge havde fri fra vores pligter, J? " Spurgte Constantin stille.
   "Jo, men er det sjovt? " Grinte Janelle.
   "Vi skal igennem her. Ved damen uden arme. " Sagde Janelle og gik på hug. Hun overvejede kort om hun skulle hive op i sin kjole. Men hun frygtede at Constantin ville grine af hende.
   "Hvad gør vi her? " Spurgte han.
   "Vi kravler igennem busken. Den er cirka en meter dyb. Så det tager ikke lang tid. Det garanterer jeg. Bare følg mig. " Smilte Janelle og begyndte at kravle igennem. Constantin fulgte hurtigt efter.
   "Janelle... du er en rigtig god ven. Men jeg mener det her... min stedfar slår mig ihjel, hvis han ser jeg har mudder over det hele. " Sagde Constantin og rejste sig op.
   "Du har muld på dine ben, ikke mudder, fjols. "
   "Åh... hold dog op. Du ved hvad jeg mener. " Snerrede han og børstede det værste væk.
   "Men... du er da også snavset, og det er et større problem at du er end jeg er. Ser du, mens jeg blot er en dreng, er du en prinsesse, og prinsesser må ikke blive beskidte. "
   "Åh, hold dog op. " Snerrede Janelle og ovevejede kort om hun egentlig ville at Constantin mødte Amicus.
   Fuglene fløj lavt den dag. Constantin ville ikke indrømme det overfor Janelle, men han var nervøs for hvad han skulle se i haven. Han havde godt regnet ud, at det ikke var Coldron, eller et menneske, så hun havde nok fundet et eller andet lille dyr, som ligesom var farligt under de rigtige omstændigheder, og han havde ingen ide om hvordan han skulle tackle det.
   Janelle på den anden side, var nervøs fordi hun frygtede at hun ville miste en ven. Amicus var en legende, en form for overdådig helt i mange lande, og blev bedt til, når soldater skulle i krig. Måske Constantin som kommende soldat, ville være utilfreds med at hun skjulte lige netop det?
   "Du skal love, du ikke bliver sur. " Sagde Janelle bestemt.
   "Hvorfor siger du det? " Spurgte han og tiltede med sit hoved.
   "Fordi.. du har fortalt mig at venner ikke har hemmeligheder for hinanden. " Sagde hun og kunne mærke hendes hjerte bankede lidt hårdere. Hendes hænder blev fugtige og det var lige før hun følte at hendes hår blev fladt og klistret.
   "Hvad er det? Hvorfor skulle jeg blive sur? Du siger det jo nu. " Sagde Constantin. Men han var ved at blive utålmodig. Janelle viste ham tegn til at gå videre, ud til det sædvanlige græsområde hvorpå hun for første gang for mange år siden, mødte Amicus. Han lå der endda som hun havde håbet på.
   "Min hemmelighed... er lige der." Sagde hun og pegede over på Amicus. Constantin stoppede brat op og kiggede længe på plænen. Hans blik havde ikke ramt Amicus endnu.
   "Er du... er du sur? " Spurgte hun og kiggede på ham. "Hvad. Er. Det? " Spurgte han og bakkede tilbage.
   "Det er Amicus. Han gør ikke noget. Det lover jeg. " Sagde Janelle og begyndte at gå hen imod ham.
   "Janelle! Er du gal?! " Hviskede Constantin aggressivt. "Det er okay. Amicus! " Kaldte hun og gik glad imod ham. Amicus åbnede sin mund og man kunne høre en dyb og træt fugleslang fra ham.
   "Se! " Sagde hun og satte sig foran Amicus. Han havde taget sit hoved op så de kiggede hinanden i øjnene. "Jeg har en ven med i dag. Men bare rolig. Du bliver ikke erstattet. " Hviskede hun til sidst.
   "Constantin kommer du... " Janelle vendte sig om og Constantin var væk. Hvor gik han dog hen? Janelle rejste sig op og kiggede rundt. Han var forsvundet.
   Janelle var gået fra Amicus, og det efterlod ham forvirret. Resten af dagen tilbragte hun på sit værelse, med lukkede døre. Hun havde mistet en ven.
   "Prinsesse? " Døren åbnede sig og Alkmene trådte ind. Janelle havde ikke grædt i løbet af dagen, hun var forvirret og frustreret over dagens handlinger.
   "Alkmene... skal vi spise? " Spurgte Janelle. Alkmene satte sig overfor Janelle. "Havde det været bedre at besøge professoren i dag? " Spurgte Alkmene og lagde en arm om hende. "Ja... men... jeg mente mit første spørgsmål. Skal vi spise? " Spurgte Janelle og kiggede op på hende. "Ja. Vi skal finde din grønne kjole, skal vi ikke?" Foreslog Alkmene. "Jeg kan godt lide den mørkeblå. " Sagde Janelle. "Jeg tror ikke helt den går. Deres mor har grønt på, og Deres far har sort og grønt på. " Smilte Alkmene. "Lad os gøre dig klar, prinsesse. "
   Alkmene flettede tre fletninger om hovedet på Janelle og satte en blomsterkrone ovenpå, med guldspænder der lignede sommerfugle.
   "Kom De nu med mig. Så skal vi se om Deres forældre er klar til middag. " Smilte hun. "Skal vi sidde med dem?" Spurgte Janelle og tog Alkmene i hånden. Hun havde fået en ring på sin ene finger.
   "Hvad er det? " Spurgte Janelle og kiggede på Alkemenes ring med nysgerrighed. Den havde en sten formet som en blomst på sig og var helt rød.
   "Det er en gave, prinsesse, fra en jeg elsker. " Fortalte hun.
   "Hvem er det? En prins? " Spurgte Janelle med begejstring. Alkmene klukkede af latter og rystede på hovedet.
   "Ikke denne omgang. Men for mig... er han bedre end nogen prins. " Fortalte hun.
   "Hvordan det? Mor siger at jeg skal giftes med en prins, når jeg bliver voksen. "
   "Det passer skam. Men... jeg er ikke en prinsesse. Jeg er en lærerinde. Men jeg har mødt en modig soldat. Han er rigtig rar også. " Smilte hun og tryggede Janelles hånd.
   "Skal du giftes med ham? " Spurgte hun nysgerrigt. Et par tjenere gik forbi og nejede.
   "Måske. Jeg vil gerne. " Fortalte hun.
   "Jeg synes du skal. Det kan være at du kan fejre bryllup heroppe! Så må jeg komme med! " Jublede Janelle.
   "Så skal du altså have noget andet på end din arbejdskjole. " Sagde Janelle. Alkmene grinte igen af Janelle.
   "Barnlille. De er så fjollet. Vi kan ikke blive gift på slottet, vi er jo ikke royale. Men nu er vi snart ved middagssalen. Der er skal spises og så skal der danses. Jeg tror De skal danse med en Eron fra Amaretat." Sagde Alkmene og satte sig på hug. Malerne var forsvundet for i dag og loftet over dem i gangen var stadig mørkt, men det var ikke så slemt.
   "Når De går derind, så giver De slip på min hånd og så går De foran mig. " Sagde Alkmene. "Bliver du lige bag mig? " Spurgte Janelle nervøst. "Ja. Det lover jeg. Men De sidder selv med andre børn. Jeg skal nemlig spise med tjenestefolkene i dag. " Janelle blev urolig. Hun fik lidt ondt i maven, ligesom tidligere, men ikke så slemt.
   "Jeg vil savne dig, Alkmene. Er du her i morgen? " Spurgte Janelle med store øjne. Hun rystede på hovedet. "Desværre, prinsesse. På mandag. Kan De have det godt, og jeg vil også savne Dem. " Alkmene rettede på sin kjole og derefter Janelles og så blev dørene åbnet op, nogle adelsfolk foran dem gik ind når deres navne blev råbt op. Janelle stod lænet tilbage mod Alkmene, som holdte en hånd over hendes ene skulder. Snart var det deres tur til at gå igennem. Endelig blev Janelles navn råbt op og hun gik igennem døren. Denne gang var det runde borde i midten, fire af dem, og langbordene ude i siden. Alkmene stoppede op og gik ud. Janelle var godt klar over at hun ikke måtte kigge tilbage, ingen af de andre børn gjorde det. Bordet helt oppe ved hendes forældres, var hvor hun skulle sidde. Eron sad der som lovet og Constantin. Hun var ved at falde over sine egne ben af forskrækkelse. Men hun nåede at gribe sig selv, smile og gå pænt videre. Hun satte sig ned og kiggede rundt. Der manglede ikke flere. Der var rigtig mange unge piger, som sad sammen og spiste i midten. Nogle af dem var store. De så ikke tilfredse ud med at være der. Janelle var heller ikke. Der blev serveret mad for dem i stilhed. Hverken Falian eller Terria havde holdt tale endnu, hvilket forvirrede Janelle, det gjorde de normalt.
   "Kan du ikke lide dine grøntsager?" Hviskede Constantin. Janelle rystede på hovedet.
   "Jeg er ikke sulten. " Sagde hun stille.
   "Min far siger at piger som spiser sundt, giver gode børn. " Janelle kiggede underligt over på en dreng, med blondt hår og grønne øjne. Det var Eron, hans far var greve i Nordkandrika.
   "Okay. Hvorfor siger du det? " Spurgte Janelle.
   "Fordi... min far siger vi måske skal ægtes. Så bliver jeg konge, og jeg vil have mange sønner, som skal kunne gå i krig. " Janelle kiggede ned i bordet.
   "Du snakker ikke særlig meget. Er du ikke trænet i at skulle sige din mening? Du er jo enebarn. "
   "Jeg tænker altid før jeg taler. " Janelle begyndte at spise sine grøntsager og Constantin smilede til hende.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/12-2018 13:56 af Chrysanthe Appollina (LittleJensen) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4148 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.