Charlatanen

Kapitel 1: Udryddelse af antagonisterne


20 dage siden 0 kommentarer Uafsluttet Romaner 1945 danmarks befrielse politik

0Charlatanen - Kapitel 1: Udryddelse af anta...
"I dette øjeblik 4. maj 1945 meddeles det, at Montgomery har oply... [...]
Romaner · 1945, danmarks befrielse, politik
20 dage siden
3Vi kan godt
Stemmerne hæves, · tårerne daler · gnisten, · belægger · kampen for momen... [...]
Digte · kærlighed, vilje, selverkendelse
1 år, 8 måneder siden
3De fire familier - Det ukendte imperium
New York, 1950 · Stilhed stod tilbage, og et lavt ekko af "Hjælp!" ... [...]
Romaner · 1950, mafia, drama
1 år, 11 måneder siden
3I dette lys
Vi er varmens bevægelse, · vor hjerter taler sødme · For imellem tid,... [...]
Digte · afhængighed, kærlighed, loyalitet
2 år siden
0Hjertebankens kunstige modsætning - Kapitel...
Døren foran mig stod i mørkets skær. Man kunne fornemme kulden de... [...]
Romaner · kærlighed, kommis, drama
2 år siden
2Fortidens tilbagekald
Som virkeligheden er, oplever man uretfærdige stunder. Konen gik ... [...]
Noveller · kærlighed, genforening, hverdagen
2 år siden
2Midtpunktet
Når jeg vågner, · ud af støvet · Samles jeg i det dybeste punkt, · trod... [...]
Digte · stabilitet, kamp, skæbne
2 år siden
3Fritænkeren
Tusinde skridt og nogle ben der hærder, · vandrer jeg i de dystre t... [...]
Digte · egoisme, selvtillid, troværdighed
2 år siden
2Beruset af dig
Regnen gav sig til kende, · vinduet var de faldne dråbers ende · Ekko... [...]
Digte · alkohol, kærlighed, alene
2 år siden
2En uhåndgribelig forestilling
Bag øjenlågene gemte lykken, · også kaldt "smykken" · Hende mit hjert... [...]
Digte · kærlighed, forestillinger, forelskelse
3 år siden
2Den barmhjertige samaritaner
"Lytter du?", blev der sagt, · læren stirrede på hende der ej gjord... [...]
Digte · barmhjertig, kærlighed, forståelse
3 år siden
2Alene i skæret
Kære optimistiske måne, · du medbringer min kærlighedsstråle · Da tav... [...]
Digte · kærlighed, tryghed, hjertevarme
3 år siden
4Båndet imellem
"Tag min hånd", sagde hun tyst, · hans øjne tilbagekastede livslyst... [...]
Digte · kærlighed, loyalitet, næstekærlighed
3 år siden
2Læ i smøgen
Farvefattige enakter, · hjertet søger de unikke takter · Uden kærligh... [...]
Digte · kærlighed, splittelse, følelser
3 år siden
3Hjertestop
Hjertet forsætter at vandre, · imens du omgås andre · Muskelvæggen sv... [...]
Digte · utroskab, kærlighed, hjerte
3 år siden
3Stumfilm for sig
Du gled langsomt mod mørkets bund, · smilet du viste ved hans konta... [...]
Digte · utroskab, stum, skuffelse
3 år siden
4En poetisk bejler
"Føl mit hjerte", hviskede jeg blidt, · du kiggede mig i øjnene og ... [...]
Digte · følelser, kærlighed, bejle
3 år siden
7Et hemmeligt kys
Tankerne maler det uvirkelige, · læberne søger det farlige · Vi er hi... [...]
Digte · kærlighed, følelser, håb
3 år siden
5Søvnløs forelsket
Øjnene peger på ensomhedens måne, · min eneste ene, og min stråle · S... [...]
Digte · kærlighed, splittelse, afhængighed
3 år siden
2Sandhedens sidste latter
Ensomhedens celle tømmer tårene efter gud, · ej findes retfærdighed... [...]
Digte · thriller, magt, historie
3 år siden
3Kærlighedens stabilitet
Byens behagelighed tiltrækker hjertet højtideligt, · der skabes gni... [...]
Digte · kærlighed, virkelighed
4 år siden
1Utilsigtet afskedsbegæring
"Tillykke med fødseldagen, Martin!", råbte min far højt. · "Tak far... [...]
Noveller · gys, konflikt, halloween
4 år siden
3Kuldens varme
Umættelige farver vises ved de faldne blade, · bunken vi snart skal... [...]
Digte · varme, efterår, kærlighed
4 år siden
3Den udtrykkene tone
Mit hjerte synger langs klaverets tangenter, · hastende toner af dy... [...]
Digte · følelser, musik, kærlighed
4 år siden
3Pigen med madpakken
Øjne mødes i klarhedens stunder · dørene åbnes til kærlighedens tid... [...]
Digte · kærlighed
4 år siden
3Paradisets metafor
Som en skilling fangede jeg deres bevågenhed, · selvom jeg er fange... [...]
Digte · falsk, hverdagen
4 år siden
4Glødelampens følgesvend
Skyggen af dit ansigt, · viser mig hemmelighedens kilde, · Fra teater... [...]
Digte · kærlighed
4 år siden
4Hjertets skrig
Giv slip, · du kvæler mig. · Jeg står i ræd, · du piner mig. · Ansigtsmas... [...]
Digte · kærlighed
4 år siden
3Indre glød
I de lyse nætter sidder jeg. · I mit ensomme rum, med tanker rettet... [...]
Digte · kærlighed
4 år siden
1Hjertebankens kunstige modsætning - Kapitel...
Det var tid til at stå op, men min krop var alt for tung til at g... [...]
Romaner · kærlighed, kommis, drama
4 år siden
3Mindeværdigt farvel
"I lige måde", svarede hun mig, · imens hun kiggede den anden vej. · ... [...]
Rim og vers · kærlighed
4 år siden
2Synkrone hjerter
"Hvorhenne?", spurgte hun pænt, · bag øjenlågene hendes hjerte gemt... [...]
Rim og vers · kærlighed, næstekærlighed, håb
4 år siden
4De gyldne tanker
Havet er min vej, · med sol i nak og blæst til sejl. · "Hvilken vej?"... [...]
Rim og vers · kærlighed
4 år siden
1Hjertebankens kunstige modsætning - Kapitel...
Alarmen ringede som alle andre irriterende alarmer der vækker en ... [...]
Romaner · drama, kommis, kærlighed
4 år siden
4Skam til sindet
"Jeg elsker dig", sagde min kone, · i håb om at finde den rigtige t... [...]
Rim og vers · sorg, kærlighed
4 år siden
3Hæren & æren
"Pas godt på selv", råbte vi i kor, · du smilte til os alle, for vi... [...]
Rim og vers · følelser, mennesker
4 år siden
3Krig minus Gaza
Lille pige på livets vej, · nej vent! Hende, hende der mangler både... [...]
Rim og vers · splittelse, socialrealisme, hverdagen
4 år siden
1Hjertebankens kunstige modsætning - Kapitel...
På en sommerig Mandag morgen, sad jeg endelig i en Taxa mod endnu... [...]
Romaner · kærlighed, kommis, drama
4 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 6: Uvirkelig lykke
Solen skinnede igennem vinduet på værelset, hvor Camilla og jeg v... [...]
Romaner · kærlighed
4 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 5: Idioter på tværs
Jeg stod i forretningen og foldede tøj. Jeg kiggede ud til strøge... [...]
Romaner · kærlighed
4 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 4: Tankernes veje
Det blev lukke tid, og nøglerne kom frem, hvor jeg lod gitterne r... [...]
Romaner · kærlighed
4 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 3: Følelsernes trium...
Radioen kunne høres i baggrunden, hvor der blev spillet "Mads lan... [...]
Romaner · kærlighed
4 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 2: En helhed
Næste dag var præcis det samme, som dagen før, ud over at den ung... [...]
Romaner · kærlighed
4 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 1: Uforventet intere...
Lyden af min mobil brummede på bordet. Den kom snigende ind og væ... [...]
Romaner · kærlighed
4 år siden
4Du og jeg
I lyse tider vil man ej, · vise andre sit følsomme jeg. · Kun en pers... [...]
Rim og vers · kærlighed
4 år siden
4Det jeg ville se
Jeg mærkede kulden stige i kroppen. Vinden blæste ind under min t... [...]
Noveller · drøm, drømme, kærlighed
4 år siden
9Forelskelsen
Dit smil er så dejligt varmt, at det for mit hjerte til at slå, · f... [...]
Blandede tekster · forelskelse, kærlighed
4 år siden

Puls: 15,4

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 0
Martin Stach Tomas (f. 1993)
"I dette øjeblik 4. maj 1945 meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig". Sådan lød det, fra BBC's danske speaker J.G. Sørensen.

Det læste lykkelige budskab i radioen, fik myldrende glade danskere ud i gaderne og fejrede den genvundne frihed, efter fem år under tysk besættelse. Modstandsfolk danskere, der mistænkes for at have hjulpet tyskerne, de såkaldte værnemagere, blev arresteret. Kongen ville bringe en tale som skulle motivere danskernes fremtid, hvor fly ville flyve henover landet i en ny refleksion. Dannebrogsflaget blev oprejst og hængt på gaderne nær vinduer og biler. Samtlige steder bemærkes det britiske, svenske og amerikanske flag også. Det er farverigt, mange holdte om hinanden i tåre af lykke, og dem som holdte gudstjeneste. Aviserne blev trykket og delt blandt borgere for at bringe nyhed samt overblik for folket. Det længe usagte 'Dannebro atter frit', pumpede i folkets hjerter. Soldater var atter retur til moderlandet, til en varm velkomst. Der var mange som strømmede ud på gaderne for at fejre. I stuerne rev folk de sorte mørklægningsgardiner ned, tændte stearinlys i vinduerne og brændte gardinerne af i gaderne. De fleste danskere havde flere gange siden 1943 troet, at de allierede soldater ville invadere de danske marker. Det var en blanding af håb om befrielse og frygt for, at Danmark blev en krigsplads og dermed ville blive bombet. De britiske og amerikanske tropper var gået over Rhinen i Tyskland ledet af den amerikanske general Eisenhower og den britiske feltmarskal Montgomery. De sovjetiske tropper nærmede sig Berlin ledet af general Zjukov, på betingelsen at de allierede magter godkendte en udvikling i den russiske stat. En atter afslutning på den tyske brøler. Zjukov fik besked af Stalin at påtage ansvaret i at erobre Tyskland og i samarbejde med de allierede skabe et forenet land, som gik gennem Norge, Finland, Polen, Ukraine, Østrig, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Letland, Estland og Litauen. Landene abdicerede. De blev enige grundet det barske tyskerne havde påført verden over, og opsøgte beskyttelse i håb om en kommende og bedre verdensorden. Dette startede omskrivning processen af verdenshistorien om 'Den Store Fædrelandskrigs ' på østfrontens afslutning, frem til en ny verdensorden. Amerikanerne og briterne blev opmærksomme på den store forandring, som formede Rusland til en større supermagt. Forandringerne blev foretaget minut efter minut grundet den nuværende verdensorden var i kaos. Ved sidste udkald, modtog tyskerne informationen om den Russiske supermagts ændring, hvor Zjukov undlod at bombe de tyske byer yderligere. Tyskerne indså længe deres sidste vejrtrækning på tysk jord, af det som snart ville stå tilbage i datid. Mange smed derfor deres våben, rejste det hvide flag og gik på knæ for Stalins militær, hvor andre forsat gik helhjertet med den tyske drøm. Alle ressourcer samt benzin til jagerflyene, der skulle beskytte de tyske byer og tropper blev overtaget af Russiske soldater, hvor alle Waffen-SS soldater langsomt blev henrettet så langt øjet kunne række på de tyske marker. Stalin havde ingen grænser når det omhandlede krig og trussel. Hans syn på propagandaen var skarpt og en permanent rettelse i verdensorden var hans vision. Tyskland begyndte officielt at miste navnet, og var en henrettelses mark markeret af tyskere. Dette indgik indtil alle deltagene i Adolf Hitlers vision blev udryddet som rotter. Amerikanerne og de samtlige EU lande var uenige i Stalins metoder mod Tyskland, da de ikke ville tage liv forgæves som Adolf Hitler gjorde mod sit landsfolk, inden han sendte tusindevis i døden verden over. Stalin gik på kompromis, som skyldes den tilbageholdene bombe trussel til landet. Samtidigt Østeuropa modtog sin forandring af Stalin, trak Amerikanerne og briterne retur. Alle soldater var returvendende verden rundt, på nær den russiske militær. I Danmark stod folket klar på busser, biler og fejrede sejren. Kl. 8 næste morgen blev der stille landet over, hvor folk lyttede med i radioen når kongen Christian d.10' skulle give sin tale. Børnene sad på forældres skuldre, hvor alle deltog i samtlige lejligheder, butikker for at følge med. Pressen havde noterne klar, hvor andre stod uden for og fyldte gaderne med liv. Solen rejste sig langsomt, og skinnede over de danske marker før Christian d. 10's tale. Fuglene kvidrede og der var ikke en lyd at fange end vandet der slog mod land, som soldater langsomt vendte retur.
   "Danske mænd og kvinder. Den tyske besættelses tunge år er hævet. Med dyb taknemmelighed og glæde, hilser vi i dag vore befriere. De allierede magter. Vi kan nu frit rejse vor gamle flag, og tage vare på vore egne forhold. Den danske befolkning har holdt sammen, og takker derfor for dette sammenhold, der har givet Styrke til at komme gennem alle trængslerne. En særlig tak ønsker jeg at udtale til Frihedsbevægelsens Ledelse såvel som til alle i de Meniges Rækker for uforfærdet indsats i den fælles kamp der har jo skabt Danmarks Stilling i dag. Jeg vil her mindes alle dem, der i disse år gav deres liv for Danmarks Frihed. Deres minde vil stedse blive holdt i ære i vort Folk. Jeg mindes også med dyb sorg de mange, der faldt som ofre for de ulykker krigsførelsen medførte inden for vore Grænser og for den Terror der fulgte i Besættelsens Spor. Under udførelsen af deres gerning' har mange danske sat livet til som følge af krigsforholdene. Jeg tænker her ikke mindst på vore søfolk der har gjort vort Land tre ude i det fremmede. Dermed tænker med deltagelse på alle dem der i dag savner deres slægtninge".
   Lyden af fly kunne småt høres fjernt, hvor befolkningen spænder af Christian D.10's tale til tåre. Folk holdte fokus mod hans tale, og beundrede hans tanker til landmændene, folket som ofrede deres liv samt sorgen folket bære enkeltvis. De var atter lykkelige over Danmarks frihed, at det var atter afsluttet. Troede de.
    
   Christian D.10 blev afbrudt.
   "Hans majestæt! De må se at komme væk!", råbte en livgarde der stormede ind i lokalet. Christian var i chok. Befolkningen blev urolige, som flyene fløj henover den danske himmel synkront med det sagte i radioen. Sirenerne startede for at advare den danske befolkningen. Bomberne begyndte at falde henover de kongelige slotte.
   "Hvad foregår der!", råbte Christian 10.
   "Det er endnu ukendt hans majestæt. Vi må få dem i sikkerhed først!".
   Bomber ramte slottet, hvor livgarden blev mast. Flammerne tog fat, og en tyk røg begyndte at kvæle ham. Han bukkede sig, og holdte sig for munden. Skrig gennem slottet kunne høres, hvor samtlige var døende.
   "Satans!", Christian hostede grundet røgen.
   Inden han så sig om, for at komme ned at trapperne, hørte han skud ude i gården. Soldater kom til. Han vendte sig om, og gik mod en sikkerhedstunnel bag en reol. Ingen var der til at hjælpe, end ham selv. Tunnelen ville sørge for at han kom ud bag ved slottet i sikkerhed, hvor hans livgarde ville modtage ham. Der lå døde livgarder i tunnelen som fik skåret halsen over og andre beskudt. Tunnelen var slidt og gammel, hvor lysene blinkede som bomberne ramte slottet. Enkelte soldater klar til at modtage ham i enden af tunnellen.
   "Hallo! Hjælp!", råbte han. Han hostede igen.
   "Hjælp! Hvad foregår der!", soldaterne gav ham hånden som tegn på at komme nærmere. Han faldt igen, som endnu en bombe ramte slottet. Ved udgang af tunnelen havde soldaterne dannebrog på armene, men i sort frem for hvide streger.
   "Hvad er dog dette for noget!?", råbte han med en hæs stemme.
   Soldaterne tog imod ham, og slog ham ud.
   De glade danskere som stod ret for dem de troede der sejrede, var endnu i frygt for livet. De danske fly var overtaget, og folket løb i panik. Larmen for de sprængte områder kunne bemærkes, som det kradsede i radioen efter kongen forsvandt. Gaderne blev hurtigt tomme som folk løb i dækning, hvor bomberne forsat faldt. Ingen vidste hvad der foregik. Enkelte steder ses danske soldater rette deres armbind som var tilsvarende som dannebrog, men i sort, frem for hvide streger. De skød mod dem som ikke det iført. Gaderne markerede sin krigszone, hvor soldater stormede hjørner for dækning.
   "Hvad foregår der?!", spurgte hustruen som sad med sin datter i armene.
   Manden gik forsigtigt op til vinduet og kiggede ud.
   "Vor egne soldater skyder mod hinanden. Jeg forstår intet", svarede manden.
   "Gud, det mener de ikke! Ej vor egne!", græd hun.
   "Ja. Nærmer borgerkrig", svarede han. Han sukkede og gik i dækning som et skud ramte vinduet.
   Moderen vuggede barnet og holdte det tæt.
   Soldater skød timevis efter hinanden med mange sårede, hvor bomberne begyndte småt at falme. Mange frihedskæmpere døde og dem fra modstandsbevægelsen. Familier havde radioerne tændte, og afventede en opdatering på den danske stat, hvorvidt de kunne træde frem igen. Ingen meddelte noget i dagevis, hvor befolkningen sultede indendørs i egne hjem, butikker, og i undergrunden. Skyderiet udendørs og bombningen var atter stoppet, hvor der kom lyd fra radioerne. Folk klistrede sig op af hinanden som de blev fodret første gang, for at kunne høre med.
   "Kære Danskere. Mit navn er Alfred Jensen fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og bringer hermed ny meddelelse til jer alle, heraf kommende ændring i landet ved hjælp af Højgaard-kredsen. Venstre, De Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet samt modstandsgrupperne: Ringen, de Frie Danske, Dansk Samling og Frit Danmark indkaldes til ny regering reform, hvor fremtidens Danmark nu vil formes".
   Befolkningen stod i grupper og undrede sig den nye tale. Ingen forstod hvorfor overdragelsen endte i at være så blodig.
   "Der bemærkes også at der blev meddelt at kongehuset er afvige fra livet grundet deres upolitiske regeringsforslag og manglende bidragelse til krigen som atter er slut, ikke skete sted."
   Folk holdte sig for munden. De kunne ikke tro det. Er kongefamilien gået bort?
   "Kl.15 i de parlamentariske kammere i Christiansborg, vil disse nye ændringer vedtages. Vi beklager den danske befolkning for den dramatiske overdragelse, men et land uden virkning er et svagt land, som vi alle deltog som tyskerne overtog vor grønne marker. Dagene er ovre, gaderne er netop sikre igen, hvor det danske folk kan komme ud endnu engang. Vi, Danmarks Kommunistiske Parti lover konsekvent at udlevere retfærdighed for vor fælles danskers vegne, som hans Majestæt og medlemmerne af kongehuset, samt andre værnemagere i de parlamentariske kammere ikke kunne levere. Vi må slippe den pagt som gjorde vort land uværdigt. Gud velsigne vort gamle Fædreland".
   Man kunne tydeligt høre han betragtede alle danskere som forrædere mod landet, som de der ikke bidragede og stemte for at styrke Danmarks forsvar. Mange sad og tykkede på hans ord, samt hvorvidt han kunne komme til magten. Folk var i chok og dannede et had grundet den moderlige kærlighed til kongefamilien, men frygtede at udtale sig om det grundet straf som forræder, trods en del var enige. Mange kunne se på gaderne, som folk kravlede ud, at en stor del af soldaterne som stod på gaderne, ikke var danske. Nogle lignede lejesoldater, og andre nordiske. Kraftige, høje, skæggede herrer. Det var en klaustrofobisk følelse grundet overvågningen. Placeringen af soldater på gaderne, mindede om tyskerne. En efterligning af Adolf Hitlers militærtræk. Dem som støttede den nye regering blev, andre blev fængslet, andre straffet ved døden da partiet så det som trussel mod den danske stats styrke. Danskerne var endnu uvidende om hvorvidt de stemte for, eller var imod den nye regering der nu skulle stå til. Mange forlod deres hjem efter føde, og hurtigt vendte retur mod folketinget samt andre placeringer for at følge med i debatten.
   "Ro i salen! Ro i salen!", råbte Mark Andersen som han slog i bordet.
   Folk var urolige i folketinget som soldater stod i dørene, og det danske flag farvet i sort. De kunne ikke acceptere en således ændring uden om systemet.
   "Ro i salen! Ro i salen!"
   "Vor herre bevares end forandring. Dette hører ikke hjemme under det danske flag!", råbte en anden fra partiet Venstre.
   Larmen overdøvede Mark for at få ro i salen.
   "Ro i salen!", råbte Mark endnu engang som han slog samtlige gange i bordet.
   "Lad os begynde, og til dem der ej er ro må forlade lokalet!"
   Der blev atter ro. Folk satte sig til bords.
   "Velkommen til de herrer. Ordet føres af ministeren Alfred Jensen fra Danmarks Kommunistiske Parti".
   Folk begyndte at råbe igen.
   "Ro i salen! Jeg sagde ro i salen!". Folk kastede med papirer som Alfred kom til.
   Han bankede to gange, hvor folk forsat ikke stoppede. Han kiggede på en soldat, og nikkede. Her skød han i loftet hvor alle bukkede sig.
   "Så, lad os komme til sagen de herrer", sagde Alfred højt og tydeligt.
   "Hvor vover de! De er ikke bedre end Hitler ham selv!", råbte en fra venstre fløjten.
   "Tror de det er moro for folket!?", råbte en anden.
   "De er en klovn i en gøglertrup!"
   "Rolig de herrer! Antag intet, end forstå vi er under en ny forandring. Danmark har stået svagt for længe, hvor der atter tages afgørelser om en ny regering".
   Folk begyndte at råbe igen.
   "Ro i salen! Ro i salen!", råbte Alfred.
   "De herrer, vi alle så hvordan tyskerne tog vort land. Magtesløs var vi."
   "Hørt! Hørt!", råbte samtlige.
   "Danskerne fortjener en ordentlig beskyttelse, en effektiv regering med magten der afgør hvorvidt vi afgiver til fjenden. Vort land skal beskyttes, hvor Højgaard-kredsen er med til at sørge for beskyttelse med de allierede magter".
   "Vi har allerede beskyttelse af de allierede magter!", råbte en anden.
   Folk begyndte at råbe i munden på hinanden igen.
   "De er en laban Hr Jensen!"
   "Ro i salen!", råbte Alfred.
   Folk dæmpede sig igen.
   "De tabte forsat vort land til de usle tyskere under den daværende regering. Se på Holland! Alle skal være indover kampen for at Danmark kan holde sammen og bibeholde friheden samt styrken. Alt for længe har vi gået under samme rammer, og står svagt. Det skal de bøde for, ikke ægte danskere".
   Folk råbte i munden på hinanden igen. Alle var sure.
   "Hvis ikke vi gør os brug af ændringer, vil Danmark få samme skæbne i fremtiden".
   "Dette er uacceptabelt. De kan ikke straffe kongehuset. De var hos os gennem årtier!", råbte en anden. Folk var enige og støttede vedkommes udsagn. Folk klappede og rejste sig.
   "Ro i salen!", råbte Alfred.
   "Dit skarn!", råbte en anden.
   Folk har aldrig hørt noget så uhørt.
   "Kongehuset er værnemagere. Det er afgørende for mig, at enhver post i Danmark skal være en, man bliver valgt eller udpeget til, fordi man har arbejdet for det - ikke fordi det er et medfødt privilegium. Trods dette har jeg fået bekræftelse og underskrift fra Christian D.10', at udlevere magten til befolkningen samt adskille danskerne blandt tyskerne. I den forstand takker Danmarks Kommunistiske Parti for hans majestæt og familien samt fratræder deres magt med øjeblikkelig virkning efter afstemningen blandt befolkningen. Tronfølgeloven skal stemmes mod". Alfred tog et papir frem skrevet af Christian.
   Folk hviskede til hinanden i salen. De tvivlede hvorvidt det stemte overens.
   "Ordret skrevet på papiret: 'Under den tyske besættelse, vil den kongehuset samarbejde med de tyske magter. I dialogen med Adolf Hitler, har vi indgået et fællesskab og accepteret ideen for nye forandringer der skal foretages i landet. Hermed afgiver jeg Hans majestæt Christian d.10 magten til den danske befolkning, for virkning at Danmark og Tyskland bliver til en fælles stærk nation. Samarbejde er vejen frem. -"
   Folk råber i salen igen.
   "Det kan ikke passe!", "Vissevasse!".
   "Ro i salen! Jeg sagde, ro i salen! Stop dette klammeri!"
   Der blev dæmpet igen. Alfred hostede efterfulgt forsatte.
   "-'Og i den anledning har vi vurderet at folketinget bør bidrage med enighed, da arbejde fra tyske markeder vil øge danskheden og den økonomiske stabilitet i landet under disse hårde tider. Vi er benådet en forandringsmulighed som kan fremme danskernes evner på mange planer. Underskrevet. D.5 april 1944, Christian D.10' ".
   Folk blev tavse. "Sikke noget vås!"
   "Og derfor", Alfred lagde papiret ned.
   "Derfor mine herre. Derfor betragtes hans majestæt som landsforrædere. Hvem ved hvorvidt de har været årsagen til vor mange fælles danskere er gået bort. Dette er et tegn på at Danmark har brug for hjælp. En ny regering, en ny magt, en ny orden som atter er muligt!".
   Mange var stille. De hviskede som fluer der fløj forbi.
   "Alle danskere der ikke stemmer for, ses som forrædere. Derfor skal største delen af de danske mænd og kvinder tjene landet, inden for militæret. Jer der nedgør danskheden og uretfærdigøre den danske fremtid i at benægte, vil straffes for militærnægtelse! Danskerne skal have frihed, tryghed, godt arbejde og stabilitet. Landet fortjener et folkevalgt statsoverhoved i form af en præsident som har høj magt tisvarende som en diktator. Dette vil jeg stå indenfor vort fædreland".
   Enkelte rejste sig op og råbte igen.
   "De er sindssyg! Dette hører ikke hjemme her! Sådan fungerer dansk politik og Danmark ikke! De burde straffes og bandlyses for landets grænser for at efterligne den tyske propaganda!", råbte et andet mandat.
   Alfred nikkede til en soldat som begyndte at gå mod ham.
   "Nej.. nej... vent. Det.. Det kan de ikke! Dette er diktatur end politik!", råbte vedkomme hysterisk.
   Soldaterne tog ham i hver side af armen og hæv ham uden for bygningen. Folk i kammeret blev stille som de så vedkomme blive taget af soldaterne.
   "Lands forræder! Lands forræder! Længe leve hans majestæt! Slip mig så!", råbte vedkomme som blev båret ud.
   Han sprællede for at komme fri, men blev slået bevidstløst på vej ud for at være aggressiv.
   "For dem som ikke står for danskheden og er for, er årsagen til danskerne visner!"
   "Hørt!", råbte et anden mandat.
   "Vil danskerne have stabilitet og tryghed samt mulighed for at beskytte dem selv, eller leve dagene i frygt for overtagelse af andet fremmede land endnu engang? Vi kan ikke lade Danmark gå tabt!"
   Der blev stille. Folk tvivlede, som de hviskede til hinanden.
   "Ud med nazisterne og forrædere! Ind med en effektiv regering!", råbte Alfred.
   Lidt under halvdelen nikkede, stemte for, og råbte i munden på hinanden med ordene 'stabilitet' og 'tryghed', hvor den resterende var imod og stod fast med nuværende monarki i hjertet.
   "Alfred! Alfred! Alfred!", råbte den ene side i kor.
   "Vi må slippe den pagt som gjorde vort fædreland uværdigt! Danmarks Kommunistiske Parti vil stå i magtens navn, og beskytte vort land. Regere med fokus på fremtiden. På danskerne. På sikkerheden. På militæret. Give det vi efterspørg. Intet kongehus eller regering skal stå i vejen for Danmarks fremtid. Tak for nu", sagde Alfred og pakkede sine ting.
   Han fik et bifald i hans navn for dem som stemte for og dem som gjorde af frygt for livet. Aviserne begyndte at trykke samtlige eksemplar til folket af talen, hvor samtlige mennesker opdelte sig efter udsagnet. Det var en blandet følelse blandt danskerne. Kort tid efter forlod han bygningen, hvor journalisterne stod klar med spørgsmål.
   "Hr Jensen! Hr Jensen!", råbte en journalist.
   "Ja?", svarede Alfred.
   "Hvor ser de Danmark i nærmeste fremtid og landet til at have et folkevalgt statsoverhoved? Påstår de det er danskernes fremtid?"
   " Danmarks Kommunistiske Parti er her for at opretholde danskheden blandt os i en ny regering. Vi bliver set ned på fordi vi ikke kan beskytte os selv, og det kan vi takke rød blok, andre partier og Hans majestæt for ikke at indgå de regler vi har angivet", svarede Alfred med et smil.
   "Mange danskere ser dem som en efterligning af Adolf Hitler i at påføre dette og stjæle magten som de har gjort. De ses som en charlatan. Hvor står din danskhed i dette?" spurgte journalisten.
   "Alle har set hvordan de sidste 5 år har været. Ønsker i dette skal ske sted endnu engang?", spurgte Alfred. Hans stærke spørgsmål tøvede journalisten grundet den store ændring det tog på landet under besættelsen. Det fremkaldte en masse følelser.
   "Nej... Um.. Nej, aldrig igen Hr Jensen".
   "Derfor må nogle tage modet og forme landet i en ny retning, selvom mange føler deres danskhed forsvinder i det i påstår jeg træder på de kongelige. Som bevist, har hans majestæt afgivet magten videre og givet op på det danske land. Dette må ikke ske sted, og en anden må hurtig gøre noget inden andet sker sked!".
   Journalisten var enig. Folk begyndte at klappe og rose hans fremgangsmåde. I baggrunden hørte man en bil køre hurtigt frem mod Alfred. En soldat råbte til Alfred at han skulle søge dækning. 4 danske soldater steg ud og begyndte at åbne ild mod ham i takt med råb. "Død over Alfred! Ej skal mit fædreland falde i dit navn end hans Majestæt!", hvor enkelte journalister blev ramt. Alfreds Højgaard soldater begyndte at beskytte ham og åbnede ild tilbage. De døde midt i det hele få meter fra bilen. Skudhullerne viste sin markering fra røgen som kom ud af bilen.
   "Er dette Danmarks fremtid?", spurgte samme journalist som var rædselsfuld og rystede.
   Alfred så frygten i hans øjne og rejste sig.
   "Hr Jensen! Hr Jensen!", råbte en af Højgaard soldaterne.
   "Er de okay!?".
   "Ja, bevares. Sørg for journalisten for en god behandling og find ud af hvilken modstandsbevægelse de angribende kommer fra så de kan straffes!", Alfred tørrede sit tøj af og afventede at blive hentet.
   "Javel Hr Jensen!", svarede soldaten.
   Han kommanderede de andre at fjerne de døde Journalister. Kort tid efter ankom fire biler med soldater, hvor Alfred steg ind.
   "Til Amalienborg", råbte Alfred.
   Soldaterne lukkede hans dør og kørte afsted. Samtlige aviser trykkede episoden og det sagte i folketinget. Det var en guldmine for aviserne. De blev solgt hurtigere end føde til folket. Samtlige steder skrives der tvivlsomt hvorvidt det er den rette beslutning for landet. Hvor Alfred og Højgaard-kredsen har fået sin indflydelse på militæret. Det var for mange spekulationer, som landet skulle tage stilling til lige efter befrielsen. Det var en svær tid for danskerne, da mange havde hans majestæt i hjertet. Landet var opdelt og de som var skuffede og havde svært ved at acceptere deres fratrædelse til landet. Trods de mange tanker og spørgsmål til deres fremtid, havde folket stor forventning til sikkerhed og militær styrke i landet hvis mere krig opstod verden over.

D.17 juni til folkeafstemning stemte 48% af befolkningen mod Alfreds ændringer for Danskerne, og resterende 52% for. Kongehuset var forsat fraværende i en længere periode, og endnu ikke hørt fra siden episoden ved angrebet mod dem. Grundet den manglende deltagelse fra hans majestæt Christian d.10, følte den største del af danskerne svigt og tog Alfred til sig. De manglende en anerkendelse for udsagnet, hvilket de ikke fik. Mange snakkede også om østen, hvor Stalin netop havde fået sine soldater gennem Tyskland og sat lejr uden større tab af mandfolk. Landet var i stor sorg og fortrydelse at Adolf Hitler fik magten. De forventede ikke denne afslutning for landet i at have udgjort en så stor trussel mod omverdenen. De fleste SS-soldater og andre tyskere blev henrettet på striber for de mange tabte de tog fra dem. Stalin var i gang med at skrive en tale til sit mandfolk om hvor stolt han er over den russiske stat kan levere en så rå styrke gennem EU og redde verdenen. Han påstod at det var russerne som var årsagen til alt var genvundet, trods han havde lavet en pagt med Adolf Hitler bag de allieret magter at overtage halvdelen af Polen når de blev erobret, før de kom til. Alt ros og fokus var i hans land, over hans militær. Hans nye væltende ord for landet skulle rejse hans egne og skræmme tyskerne over deres fejl. De skal nu leve i et russisk land, hvor det tyske kendskab atter slutter permanent. Selvom Stalin fik sin vilje, krævede de allierede magter forsat at have indblik i de erobret lande, for at sikre sig der ikke opstod uenigheder til en ny krig. Stalin accepterede det med begrænsninger. Selvom Stalin havde benådet landet i ikke at bombe dem yderligere ved hjælp af Zjukov, ville parter af de allierede magter forsat have hævn for deres tabte soldater og savnet nærer. De fløj henover Tyskland uanmeldt og kastede brandbomber henover enkelte byer som dræbte tusindevis. Mange uskyldige familier og børn blev brændt inde. Man havde forstået de allierede magter skulle hjælpe verdensorden, men de var så vrede. Ingen talte om det, ingen vidste hvem eller hvor kommandoen kom fra. Det var det usagte blandt de allierede magter. Magten blev udnyttet, ingen straffet og alligevel blev dette aldrig hørt i aviserne end blandt dem som sov med samvittigheden selv. Kom dette ud, vidste de vreden tog over gennem samtlige lande, og ville skabe endnu nyt kaos. Ingen ville påtage sig ansvaret for de mange liv de tog, end beskyldte tyskerne for egen skæbne. Samtlige tyske byer, blev brugt til at rydde minerne af vejen som blev lagt af de tyske SS-soldater. Mange familier gik bort i den rædselsfulde handling, som de allierede magter havde påført mod de uskyldige. Menneskeheden så ikke livet som værdigt, og det var verdensordens største tab. De mange flygtninge der blev bragt ombord på skibet Potsdam og sejlet fra Danzig til Frihavnen i København, blev afvist af den danske myndighed. De fik besked at forblive i båden og vende retur til sit hjemland. Mange nægtede at tage tilbage, hvor danskerne rasede over dem. Forholdene ombord var umenneskelige. Hygiejnen var elendig, lusene stortrivedes, der herskede regulær hungersnød og sygdom spredte sig blandt de forkomne flygtningene. Hårde råb og stenkast skete sted fra befolkningen, hvor ingen fik besked at stoppe da danskerne så det almindeligt og fortjent. Hadet var stort, som flammerne i øjnene blev bemærket. Mange var overrasket over hvor mange tyske flygtninge der var på vej mod Danmark. Ingen forstod de valgte et land de har gjort ondt. Københavnske præster opfordrede danskerne til at opfatte flygtningeproblemet som et humanitært problem og i den forbindelse undlade at lægge de tyske flygtninge for had. Det hjalp ikke befolkningen med det godtroende budskab. Det gav et større had til præsterne og den danske kirke. Danmark var første prioritet, og ingen tyskere skulle på dansk jord ifølge dem selv. Det var en ny form af racisme og grundregel. Det blev efterkrigstidens historie store drejning.

"Forsvind fra vort land!", råbte en civil som han kastede sten mod tyskerne i båden. De danske soldater, politi og Højgaard-kredsens soldater stod blot og kiggede. Tyskerne råbte tilbage, og viste de havde børn med ombord, men det ændrede ingenting.
   "Hvor vover de at komme her til. Var det ikke nok at tage vort land og elskede!?"
   Tyskerne lavede håndtegn i håb om at få mad, men ingen reaktion kom fra danskerne. Soldaterne beskyttede båden som de holdte folk tilbage, og tyskerne ombord. Dem som hoppede i vandet, blev fanget og fik advarsler. De der ikke forstod det, åbnede de ild imod. Skudende ramte blot nær dem i vandet. Dem som forsatte, blev ramt i benene og druknede hvis de ikke svømmede tilbage. Efter timevis mudderkamp blandt de allierede og fjenden, kom der fangede tyskere, som befandt sig i Danmark. Højgaard-kredsens soldater ekspederede dem som de var lænket til som slaver. Befolkningen gik forbi og spyttede dem i ansigtet som de blev kommanderet til at sætte sig ned foran de russiske både. Man kunne se de var såret og sultne som deres brødre på båden. Stalin havde både klar til modtagelse, i tilfælde der blev fanget flere end dem som blev dræbt. De skulle sendes retur til Rusland for at modtage deres dom mod verdensorden.
   "Hvor jeg håber i går bort!", råbte en ældre kvinde.
   "Usle tysker svin", råbte endnu civil.
   "Kom så Jens. Nu ikke være sådan en feltmadras. Lads os køre på grøften".
   "Som pit i Grete Anders", Jens gav den nærmeste tysker det kolde blik som han stod i sit industri arbejdstøj.
   "Jeg bliver aldrig træt af det. Det er dagens højde punkt", grinte Anders.
   "Ak ja".
   "Har de hørt at kongehusets familiemedlemmer forsat er savnet? Ingen har hørt noget i en længere periode", sukkede Jens som han sparkede til en sten mod endnu en tysker på siden af ham.
   Tyskeren beskyttede sit ansigt som den fløj mod ham.
   "Det er endnu ukendt. Jeg tvivler at alle er gået bort som Alfred har givet udtryk for". Han kiggede i vinduet fra barbershoppen længere fremme, som reflekterede dem begge. Solen slog ned i baggrunden på den højlyse dag. Plakater om Alfred og hans motivations taler for befolkningen var beskrevet med datoer. I dag var en af de dage. Plakaten var rød, med sorte streger. Det lignede noget kom fra Rusland uden deres symbol.
   "Men, ingen har hørt noget? Det må de vel være? Eller tror de at de lever iblandt os? Måske gemt væk?"
   "Det tror jeg ikke. Alle ved hvordan de ser ud, på nær Magrethe d.2."
   "Hmm.. Ja. Det har de ret i", Jens kiggede på ham med et undrende blik.
   "Er det ikke lidt mistænkeligt at det ikke tales mere om? Det er vel ikke forbudt at tale om". Anders kiggede på ham. Han kunne se at han godt kan lide kongehuset.
   "Hvorfor er de nysgerrig omkring det? De har trods ikke gjort det vilde for os. Christian d.10 gav op alligevel. Ville de da bo ved siden af de tyske skarn?".
   Jens grinte. "Selvfølgelig ikke".
   "Jeg ser mest frem til september. Så skal vi satme i hæren". Anders smilte.
   Man kunne se han glædet sig til at kæmpe for sit fædreland. Jens nikkede efterfulgt skubbede lidt til ham. Han kunne ikke lade tanken ligge at de kunne gøre deres forældre og hjemland stolte. I momentet som de grinte af hinanden, fik Jens øje på en ung pige med blondt hår. Hun lignede en på 5 år og gik alene. Hendes hænder var foldet sammen, som hun holdte noget dyrbart. Hendes søgende blik gjorde ham bekymret. Han undrede sig kjolen barnet havde på da det så meget moderen ud. Hvor var forældrene? Er hun virkelig alene, undrede han sig.
   "Anders?"
   "Ja?", grinte han.
   "Prøv og se engang"
   "Hmm?", han stoppede med at grine.
   "Er det bare mig, eller går der en ked af det lille pige alene?"
   "Hvor?"
   Barnet forsvandt blandt folk som havde fri.
   "Hun stod lige derover! Hun havde noget blondt hår og var alene. Men nu er hun væk".
   De stoppede op og kiggede sig omkring. Mange havde fri for arbejde og gik i grupper.
   "Jeg kan intet se", svarede Anders undrende. Han kiggede nøje efter en ung pige, men så andre børn med blondt hår og kjole der gik blandt andre børn.
   "Det er vel normalt? Se alle de andre børn".
   "De har vel ret. Hun udstrålede bare.. frygt".
   "Har de drukket af natpotten?" grinte Anders som han skubbede til ham. De forsatte videre.
   "Vi kan altid gå tilbage og spytte på nogle tyskere hvis det gør dem rask?".
   "Nej, nej, nej.. Bevares", grinte Jens højt.
   De forsatte. Gaderne var fyldte med mennesker som havde fri fra arbejde. Både unge og ældre. Gaderne var forsat dækket til med det danske flag efter befrielsen, hvor folk smilte energisk til hinanden. Større bygninger havde store flag hængende på hver sin side foran entreer. Det var blevet til et mere udsmykket land, end det var engang. Pigerne havde kjoler på, andre uniformer grundet den nye lov af Alfred Jensen som præsident. Mange havde arbejde, endda de unge. Der var overraskende positiv fremgang for landet, hvor arbejdsløsheden var meget lav. Folket var bedre stillet og tilfredse, men forsat knuste. Præsidenten var deres frelser. Grundet de mange skader påført mod landet, havde de allierede magter delt beløbet erobret fra Tyskland fra Stalin. Det skulle dække skaderne verden over. De fleste mennesker arbejdede inden for militæret. Hvis ikke de var indkaldt, arbejdede de med våben, tankvogne, ubåde, skibe og meget mere som kunne medvirke i at beskytte landet. Det betød meget for folket trods landet var lille. Det gav et meget stort arbejde overskud. Det eneste som var skræmmende var store vagttorne nær folketinget og Amalienborg. Andre steder i landet var der kontrol zoner, hvor der var soldater på gaderne i dag- og nattetimerne. Store lygter, hvor man føler sig som en spion på fremmedes territorium.
   "Har de stadig tænkt dem at stå i sikkerheden for Amalienborg?", spurgte Anders.
   "Ja. Jeg vil nok fortrække at beskytte dem som former landet".
   "De går glip af det store. At stå i fronten mod fjenden på skibene eller i luften, er det som giver varmt blod".
   "Tja, men det er dem som dør først", grinte Jens tilbage som han tog ham over skuldrene.
   "Tak for det min ven", Anders rullede med øjnene.
   Deres dybgående samtaler forsatte mod Sjællandsgade 5, hvor værtshuset lå. Folk fra gaderne skyndte sig frem. De skulle mod fælledparken for at høre den nye tale.
   "Skal vi deltage?"
   "Ja, det kan vi godt", svarede Anders.
   Folk grinte og var spændte. Alle gik i grupper og havde det danske flag på sig. Opråb kunne høres langt fra, som folk klappede, jublede og gentog hans navn. Mange nikkede til dem begge, som de gik mod forsamlingen. Tusindevis af mennesker stod på række som soldater for at lytte med. Det var et enestående syn. Sikkerheden var sat op, hvor soldater var i boliger, hvor der var kontrolposter for at komme igennem. De nærmede sig den første soldat.
   "Venligst fremvis identifikations dokumenter", sagde soldaten. Han kiggede med studerende øjne på dem. De begge tog deres papirer frem og afleverede dem. Han undersøgte dem nøje, hvor efter han bedte en anden at visitere dem. Han nikkede til vedkomme som stod med papirende, og afleverede dem tilbage.
   "Velkommen til", sagde soldaten og lod dem passere.
   "Gud, hvor er der mange mennesker".
   "Ja. Han har også en motiverende stemme", svarede Anders.
   "Danskheden har aldrig været større iblandt os. Takket været den fælles indsats er fattigdommen faldet drastisk", Alfred tog hånden vejret og lavede en knytnæve. Folk begyndte at juble og flagre med flagene.
   "Har vi gået glip af noget?", spurgte Jens nysgerigt en ung kvinde der stod nær ham. Hun kiggede på ham med skuffende øjne.
   "Shhh!", hun var meget seriøs og optaget af Alfred. Som det var en religion.
   "Beklager..", svarede Jens. Anders kiggede på ham med et overraskende blik.
   "Jeg har nu siden befrielsen roligt iagttaget denne udvikling, ganske vist ikke uden gentagne gange at advare. På det seneste har jeg forstærket disse advarsler, at tyskerne ikke er velkommen. Modstandsbevægelsen, kongehuset og præsterne iblandt os, nægter at følge os andre. De er nu fjenden. Alle der støtter dette parti, eller bidrager med noter, vil Danmark ikke se passivt til. Danmark er mit land. Dit land. Danskernes land. Ingen tyskere eller bevægelse skal ødelægge det hårdt arbejde vi fælles skaber".
   "Hvor har han ret. Jeg ville ønske de bare slog dem ihjel", hviskede Anders til Jens.
   "Hvis vi dræber, er vi så bedre end dem?"
   "Hold nu op", sagde Anders.
   Folk kiggede tilbage på Jens som han havde hovedet tæt til ham.
   "Folk kigger. Undlad at sig noget mistænkeligt".
   Han syntes det var latterligt.
   "Vi er på begge sider klar over, at enhver indbyrdes kamp mellem vore folk kun vil være til gavn for andre. Derfor har vi besluttet os til at indgå en pagt, som i al fremtid vil udelukke nogen form for magtanvendelse mod os, en pagt, der i visse europæiske spørgsmål forpligter os til at konsultere hinanden, en pagt, der muliggør økonomisk samarbejde og frem for alt garanterer, at vor lands kræfter mellem Danmark og Rusland ikke slides indbyrdes".
   Folk gav et bifald.
   "Rusland.. Jamen, de er diktatur styret? Er det nu smart?", undrede Jens sig.
   Anders rystede på hovedet. Han kunne ikke lide de mange spørgsmål han stillede.
   "Samarbejdspolitikken blev den vigtigste grund til, at de danske nazister aldrig kom til magten. På grund af samarbejdet kunne tyskerne aldrig få fordele af at indsætte en nazistisk regering i Danmark. Tyskerne krævede dog under besættelsen, at danske nazister blev udnævnt til ministre. Men vi danske politikere i det danske parlamentariske kammer formåede hver gang at afvise dette. DNSAP fik svært ved at vise regeringen eller tyskerne, at vi respekterede og frygtede dem. Det gør vi forsat ikke dagen i dag!"
   Anders holdte sig på hjertet.
   "Hvis vor vilje er så stærk, at ingen modgang mere formår at betvinge den, så vil vor vilje og vort danskhed også sønderbryde og besejre modgangen. Tak skal i have", sagde Alfred. Han så meget selvsikker ud.
   Folk gav endnu et bifald til ham, som han vinkede til folk og smilte. Folk begyndte at stå på række for at få et håndtryk af ham. Han var godt beskyttet af militæret, og velkendt blandt folk. Trods han var velkendt, var det ikke alle der var enige i hans udsagn. Jens bemærkede
   en gruppe længere til venstre fra Anders, som pegede på præsidenten. De var vrede. De lignede demonstranter som de var påklædt. Slidte lysebrune frakker, grå hatte, hvide slidte skjorter, sorte bukser og læderstøvler. Ingen bemærkede dem. Folk var mere optaget af præsidenten. Den ene havde et våben i sin taske, som gjorde Jens opmærksom. Han forlod sin plads, hvor Anders kiggede undrende på ham.
   "Vent! Hvor skal de hen?"
   "Øjeblik"
   "Helt ærligt..", svarede Anders irriteret. Han kiggede undrende som Jens gik imod gruppen som stod der. Hans blik ændrede sig hurtigt på kvinden tidligere, hvor han gav et skævt smil.
   Den ene person fra gruppen skubbede til den ene, og pegede på Jens. De blev nervøse, at han var en fra Højgaard-kredsen. Jens reagerede hurtigt ved at tage fingeren for munden og rystede på hovedet. De stoppede heldigvis.
   "Hvad vil de? Forsvind!", sagde den ene.
   "Jeg ved hvad i har planer om. Lad være. I vil ramme en masse uskyldige i stedet".
   "Han skal dø!", hviskede en anden. De var 8 mennesker.
   "Venligst forhold jer roligt. Ikke nok med at i dør, dør en masse andre som ikke har noget med det at gøre".
   "De stemmer da på svinet. Det er kongehuset vi skal have, ikke en vatpik som efterligner Adolf Hitler og fylder landet med russere!", sagde den ene. Hans kammerart klappede ham på skuldrene.
   Jens kiggede tilbage på Anders. Han var forsat optaget af præsidenten som gav hånd til folk.
   "Er det skvat din ven? Han ligner en nazist som de andre, som kan lide Alfred".
   Jens var i tvivl.
   "Jeg beder jer. Kan i ikke gøre det diskret i stedet, som ikke involvere en masse uskyldige mennesker?"
   De kiggede på hinanden. Den ene med et stort snotgardin fik øje på en soldat. De blev spottet.
   "Pis! Vi må væk! De har set os!"
   Soldater begyndte at råbe mod dem, hvor mange mennesker kiggede på dem samtidigt. Anders undrede sig, og så at soldaterne var på vej mod Jens. Grundet larmen, advarede de andre soldater, hvor præsidenten blev ført væk.
   "Løb!"
   Jens stod stille, imens de andre løb væk. Han kiggede på gruppen, og tilbage på soldaterne der løb mod ham. Står han stille, ville det bevise han intet havde noget med dem at gøre, men løb han med var det tegn på landsforræderi og konspiration mod præsidenten. Han valgte derfor at stå stille, hvor enkelte soldater løb forbi ham, for at fange de andre.
   En anden soldat stoppede foran Jens og tog ham hårdt i armen. Han kiggede på Anders blandt folk som var nysgerrig. Han stod helt stille og var skuffet. Han ønskede Jens holdte snuden væk, og rystede på hovedet.
   "De kommer med mig!", sagde soldaten.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/01-2019 19:04 af Martin Stach Tomas (Lowrater) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 6567 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.