0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Zafir · En mørk aften sniger Zafir sig uden for helvedes port. I si... [...]
Fantasy · fangenskab, sorg, ny rejse
1 måned, 8 dage siden
0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Kalia · Sommeren har gjort den lille skovby til et rige af liv. Kal... [...]
Fantasy · ungdom, romantik, indre konflikt
1 måned, 13 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 5: Optr...
Kalia · Efter foråret sniger sommeren sig nærmere. Kalia nyder varm... [...]
Fantasy · romance, tro, hemmeligheder
2 måneder, 5 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 4: Forå...
Spartan · Havets brusende bølger er lige så stille som denne sorte ... [...]
Fantasy · krig, romance, forbudt venskab
2 måneder, 8 dage siden
1Elsk synderen, had synden - Kapitel 3: Nye ...
Kalia · På en af byens smalle grusstier slæber Kalia sine tunge sto... [...]
Fantasy · hemmeligheder, fangenskab
2 måneder, 13 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 2: Anko...
Kalia · Vinden er kølig. For få timer siden rejste solen sig bag de... [...]
Fantasy · fantasy, nyt hjem, tilhørsforhold
2 måneder, 16 dage siden
5Elsk synderen, had synden - Kapitel 1: Den ...
Sasha · I denne del af riget går Sasha sjældent. Denne del, hvor vi... [...]
Fantasy · good vs evil, lys vs mørke, forbudt kærlighed
2 måneder, 16 dage siden
4Hvis jeg tog et skridt tilbage
Da jeg så dig i hans arme min vrede blev til ord. · Jeg ved du må h... [...]
Rim og vers · ulykkelig kærlighed, sorg, savn
2 år siden
2Kærlighedens selvmord
Du er mit et og alt' men nu du den der gør' at jeg faldt, · Jeg må ... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, ensomhed, længsel
2 år siden
8Facade
Se ikke på mig mens du mig dømmer. · Se ikke på mig når jeg mine ta... [...]
Digte · selverkendelse, splittelse, melankoli
2 år siden

Puls: 49,5

Publiceret: 7
Afgivet: 27
Modtaget: 12
Noah Thorsted (f. 1994)

Kalia


På en af byens smalle grusstier slæber Kalia sine tunge stofsposer. For det meste handler hun ved Storetorv, men hun manglede røget fisk, derfor måtte hun forbi Fisketorv. Denne del af byen har en frygtelig lugt. En stærk blanding af fisk og stald. Rådet ejer den store staldbygning ved perronen. De fleste af hestene tilhører dem, men enkelte rigmænd har også deres private heste opstaldet i bygningen. Her i norden lærer de fleste mænd at ride, fra de er ret små. Kun de færreste kvinder får samme undervisning. Det skal nok komme, tænker Kalia. En dag vil også kvinder blive en del af rådet. Ehno rømmer sig blot, når hun siger den slags. Han har altid talt meget for ligestilling, men hans grundrødder er vokset i gammel jord. Han har lovet, han vil lave aftensmad til hende og Dibsy. Kalia havde aldrig troet, hun kunne savne hans madlavning så meget.
   Fordybet i sine tanker støder hun pludselig ind i en ung fyr. Chokket gibber i hende, så hun taber begge poser, og alle varerne triller ud på grusstien. Typisk, den slags sker kun for hende! "Se dig dog for," snerrer hun. Hendes vrede forsvinder brat, da hun møder hans himmelblå øjne. "Det må du virkelig undskylde!" udbryder han. "Jeg så dig ikke. Er du okay?" Vinden får hans kulsorte hår til at blafre over hans pande, men hun kan kun fokusere på hans øjne. Wauw, du er smuk, tænker hun. Pludselig ved hun ikke, hvad hun skal sige, for varmen prikker hende i kinderne. "Jeg har det fint," mumler hun. "Undskyld, jeg så mig heller ikke for." Han smiler kort til hende og knæler ned for at samle tingene sammen. Hun skynder sig at hjælpe ham, mens hun leder efter ord. "Tak," er det eneste, hun får tvunget frem. I stilhed sidder de på den halvfrosne sti, indtil alle tingene er pakket ned i poserne igen. Der er noget over ham, hun ikke kan forklare. En sart ro, hun aldrig før har mødt hos et andet menneske. Hver gang, hun prøver at smile til ham, undviger han hendes blik. Er du også genert? Det er sødt! Sig noget til ham, inden han går.
   "Jeg er slet ikke vant til den slags høflighed. Hvad hedder du?" Hans kinder får straks en ny varme, selvom han vist prøver at skjule det. "Jeg hedder Zafir. Er du ny her?" spørger han "Jeg hedder Kalia. Ja, sådan lidt. Jeg flyttede her til for lidt siden."Da de bevæger sig op fra jordstien, forgriber vinden sig på hende. Hun skal stadig vænne sig til kulden, for det blev sjældent så koldt i Vladimir. "Skal jeg hjælpe dig hjem med det?" spørger han forsigtigt. "Du behøver ikke ..." Mere når hun ikke at sige, før han tager den ene af hendes poser. Egentlig er hun lettet over, han gerne vil følges med hende, for hun har ikke lyst til, han skal forsvinde.
   Mens de går og snakker, falder solen over søen. Lyset spejler sig som et rødglødende skær i vandoverfladen. Da de når hendes hus, husker hun pludselig sin aftale med Ehno. Hun er efterhånden også blevet virkelig sulten, så det passer hende perfekt.Mens hun sætter poserne ind i gangen, bliver Zafir stående uden for døren. "Tak, for hjælpen," smiler hun, da hun atter træder ud til ham. "Det var ingenting. Hvis ... du får brug for en rundvisning en dag, siger du bare til." Hans stemme er så blid, at hun næsten ikke kan andet end at smile, når han taler. "Det skal jeg huske," svarer hun taknemmelig. Han smiler. "Godnat, Kalia."Uden flere ord vender han sig tilbage til stien. Lad mig møde ham igen, tænker hun, mens hun kigger efter ham. Måske ved Dibsy, hvem han er? Trods alt kender de fleste i byen hinanden.


Zafir


Her, ved skoven, er natten atter blevet stille. Her, hvor intet levende frivilligt finder deres vej. Her, ved dette sted, Zafir kalder hjem. Vinden er barsk mod hans frosne kind, men han bemærker det knap nok. Hans ånde er som et sløret angstråb ud i natten, fastfrosset i luften. Gå nu ind. Han ved alligevel, at du er her, siger en stemme i hans hoved.
   Men jeg talte med hende! Jeg talte med hende, og det var rart. Han vil straffe mig for det, hvis han finder ud af det, svarer han. Så gå ind og tag din straf! Du kan ikke stå herude i kulden for evigt. Jo længere, du venter, jo værre bliver det! Med vejrtrækningen gemt bagerst i halsen træder Zafir ind i huset. Ind i et mørke markant anderledes fra skovens skumring. Det her mørke er den slags, der får hårene til at rejse sig helt om i nakken. Det, som lader ganen blive tør for spyt. Det, der får hjertet til at slå knytnæver mod hans bryst. Han træder varsomt for ikke at vække kulden til livs. Denne kulde er ubarmhjertig, for den kender hans svagheder. Den ved præcis, hvor den skal spidde ham, derfor er den farlig. Der er altid mørkt i huset, for sådan er det med den slags væsner. De trives bedst, når deres tankegang går i et med miljøet omkring dem. En sær form for sadistisk tryghed, tænker Zafir. Indretningen har også altid betydet meget. Stilen skal være antik, for han, der lever her, går ikke på kompromis med kvaliteten. Store mørke sofaer står i den rummelige stue, gemt bag husets tykke vægge. Der, hvor det skinnende trægulv stopper, fortsætter det smukkeste marmorgulv ud i køkkenet og videre ud i gangen, der fører til terrassen. Mellem havet og skoven har huset ligget fastgroet i århundrede, plejer herren at sige. De saltrige bølger bruser arrige mod klipperne i fuldmånen. Et smuk syn ville folk nok mene, for ingen ved, stedet er forbandet.
   Forskrækket farer han sammen ved synet af en skikkelse bagerst i lokalet. Hans hjerte lammes, indtil det går op for ham, at det bare er Calep, der vælter beruset rundt. I den unge fyrs beskidte ansigt findes både et lusket smil og panisk flakkende øjne. Han forsvinder hurtigt ovenpå med en flaske sprut i hånden. Sjakaler, tænker Zafir. Luskede og upålidelige som rotter.
   "Hvor har du været?" spørger en hæs stemme bag ham.
   Spartans glubske øjne bider ham i nakken som to spidse hjørnetænder. Zafir forsøger at fremstamme ord, men hans ånde fryser fast i luften. Hans beskytter må have ventet på ham de sidste mange timer. Her har han sikkert siddet og stirret tomt ud i luften, som han plejer. En lydløs dræber. Under hans mørkebrune hår raser vreden i hans øjne.
   "Det ligner dig ikke at komme for sent," siger han hårdt. "Er der noget, jeg skal vide?" Zafir ønsker at lade sit blik kysse gulvbredderne, men Spartan griber fast om hans hage og tvinger deres blikke sammen. Mandens mørkeblå øjne ejer en inderlig kraft. Et dæmonisk had, der får Zafir til at krympe sig. De er smukke, Spartans øjne, men de læser sjælen for godt. "Undskyld, jeg kommer for sent. Er du vred?"
   Spartan står tavs med knyttede næver. Spartan, lad nu være. Jeg beder dig, tænker Zafir. Hans bange hjerte banker af frygt for at græde. Varsomt lader Spartan sin hånd hvile mod Zafirs brystkasse. Denne ubarmhjertige form for berøring har intet med kærtegn at gøre. Zafirs hjerte slår så hårdt, at han et øjeblik tænker, han vil besvime. Han er blottet i mørket foran et væsen, der læser hver en svaghed. "Du virker nervøs. Er der noget, du vil fortælle mig?
   "Nej, jeg ... nej," stammer Zafir. "Spartan, jeg ved, du har haft det hårdt på det sidste med alt din træning, men det skal ikke gå ud over mig. Jeg er ked af, jeg kommer for sent. Det sker ikke igen, det lover jeg. Du behøver ikke straffe mig. Vil du ikke nok lade være?"
   "Hold kæft!" snerrer Spartan. "Hvorfor skal du altid gøre tingene så fandens svært for mig? Se ikke på mig med de øjne. Skyld bider ikke på mig, det ved du godt. Du kan få lov at sove i kælderen i nat. Måske vil det være godt for dig. Lidt tid til at ... tænke." Når det umenneskelige blik styrer Spartans greb, hjælper ingen ord. Zafir siger ikke en lyd, det har han lært. Han lukker blot øjnene og vender den anden kind til.
   Derefter følger han med ned i kælderens dyb. Spartan ved sikkert godt, at frosne tårer baner sig ned over hans forslåede kinder. Heldigvis siger manden intet til det. "Læg dig der," knurrer han i stedet. Med en fakkel lyser han på et lille underlag ved væggen. Som befalet kryber Zafir sammen i hjørnet, mens han snøfter gråden væk. Et halvkvalt skrig kan høres fra den anden side af rummet. Lyden får straks Zafir til at stivne med lukkede øjne. Hans hjerte slår igen hårdt, da Spartan lyser over mod lyden. Jeg kan ikke mere i dag! Lad det ikke være slemt, bønfalder Zafir. Manden, i hjørnet, er bundet fast med lænker til arme og ben. Først nu kan Zafir forstå, hvorfor han er forhindret i at skrige sin afmagt ud i den isnende luft. Reb er sat for hans mund, og for hans øjne er et blodigt bind.
   "Har du ... blændet ham?" spørger Zafir svagt.
   "Ja. Det fortjente han."
   "Hvem er han?"
   "En forretningsforbindelse fra Vladimir. Sælger og ejer af det store børnebordel syd for grænsen. Ham tager jeg mig af senere. Jeg beklager, du må sove i hans stank."
   Spartan slukker faklen og vender sig mod døren. "Godnat, Zafir." Lyden af jerndøren, der bliver smækket og låst, får igen tårerne til at trille lydløse på Zafirs kinder. "Godnat, Spartan," hvisker han. Med hænderne under sin kind folder han sig sammen, gemmer sit ansigt mod væggen. Helvede er, som alle andre dage, mørkere end natten.

Morgengryet har efterladt Zafir alene tilbage i kælderen. Den lænkede mand er borte, og der er ikke længere et eneste spor af blod at finde. Det går pludselig op for ham, at han faktisk kan mærke sin krop. Omkring sig har han et uldtæppe, beskyttelse mod frostens klør. Befriet fra helvedes mørke åbner han døren til skovbrynet. Længe står han ved udgangen og betragter fuglene, så fulde af liv! Med triste øjne misunder han dem deres vinger, før de atter forlader ham.


Kalia


Kalia står foran sit spejl og gør sig klar til for første gang at skulle møde Senka. De andre taler om ham, som er han en, man helst skal kende. En, som alle kender. Hun kan ikke lade være med at tænke, det må være underligt at være så rig. Fyren er jo ikke en dag ældre end hende selv. Hvordan kan han bo alene i en kæmpe luksusvilla? Den anden aften fortalte Dibsy, at Senka har boet i pleje hos en mand, der hed Janco, siden han var ret lille. Janco havde selv en søn ved navn Apollo, men efter manden døde, flyttede Apollo til sin onkel i Vladimir, og Senka købte sin egen villa. Der var vist også en tredje fyr, der boede i pleje hos Janco. Eitan hedder han. Ham har hun kun hørt Molly nævne et par gange. Det mærkeligste er stadig, at Senka får tilsendt penge fra rige forældre, han ikke taler med. Kalia retter på sin kjole og sit hår. Hendes nervøsitet har sat sig som vrede sommerfugle i maven. Hvad nu, hvis Senka ikke kan lide hende? På den anden side ... Det er yderst sjældent, fyre giver hende den kolde skulder. Det plejer faktisk mest at være kvinder, der viser tænder. Den tanke får hende straks til at smile til sit spejlbillede. Det skal nok gå, tænker hun.

Den aften møder hun Dibsy og Molly foran Senkas villa. Farvede sten er lagt fra vejen op til hoveddøren. På hver side af stien bugter små vandløb sig. Dibsy fortæller, at de smukkeste roser står i blomst om sommeren. "Han elsker planter," smiler hun. Kalia nikker, hun skal lige til at sige, det lyder underligt for en ung fyr, da Dibsy afbryder:
   "Og kager. Og farverige lamper. Han er ... lidt speciel."
   "Du mener, han er skør," griner Molly.
   "Ikke mere. Han var ret sær engang, men nu holder han bare mange fester."
   Kalia følger dem op til døren. De når knap nok ind, før en mand i jakkesæt står klar til at tage imod deres overtøj. Tænk, at Senka har folk ansat til den slags.
   Gangen er smal, men der er så højt til loftet, at det næsten føles som et gods. Gulvet er lavet af de smukkeste rødlige sten. Da de går lidt længere ind, breder en vindeltrappe sig. "Der er en masse store rum ovenpå," fortæller Dibsy.
   De fortsætter ind i en enorm stue. Kalia er lamslået, hun har aldrig set noget så smukt. Det mørke trægulv, de rustikke vægge. Alle møbler er antikke, de fleste af dem lavet af træ eller stof med rødlige nuancer. "Her er utroligt," hvisker hun.
   Larmen, fra de mange unge mennesker, overdøver hende alligevel. Nu forstår hun bedre, hvorfor alle kommer her for at feste. Molly er allerede forsvundet i mængden. Dibsy hiver hende med igennem flokken, mod køkkenet.
   Da de når derhen, dukker en spinkel fyr frem. Hans brune hår hænger pjusket ned over hans pande. Hans tøj ser meget dyrt ud. Hun er ret sikker på, hun har set en skræder fra Vladimir arbejde med den slags stof. Dog undrer det hende lidt, at han har valgt de farver. Et blåt jakkesæt, røde bukser, et grønt slips. Har ingen fortalt ham, at han ligner en karnevalsdeltager? Han omfavner Dibsy, nærmest springer hende i armene. Kalia bliver stående bag dem imens.
   Da han får øje på hende, smiler han over helt ansigtet. "Hvem er du?" spørger han.
   Kalia rømmer sig og rækker sin hånd frem. "Jeg hedder ... "
   Mere når hun ikke at sige, før Senka svinger sine arme om hende. Wauw, sikke en gæstfrihed, tænker hun og træder et skridt baglæns.
   "Jeg hedder Kalia."
   "Det siger du ikke," griner han. "Kalia betyder skønhed."
   Hendes nervøsitet svinder så snart, hans øjne glider ned ad hendes kjole. Når fyre først har givet hende det blik, er hun som regel inde i varmen. "Kom, lad mig vise dig rundt."
   Han giver hende sin arm, ganske nok en fin gestus, men hun ved udmærket, hvad der ligger bag hans smil. Alligevel griber hun armen og følger ham rundt i villaen. Han snakker løs, mens de går. Hver gang, de kommer til et nyt rum, lader han hende gå først. I det øverste værelse er der udsigt over den sovende by. Stjernerne blinker på den mørke himmel. Et øjeblik føler hun sig som en prinsesse i et fortryllet slot.
   "Til sommer skal du se haven, den er mit mesterværk," siger han.
   "Jeg elsker dit hjem, det er meget smukt, Senka."
   "Ikke så smukt som dig," smiler han. "Lad os gå ned og få en drink."
   Han blinker til hende, smiler fjoget og holder døren for hende. Hun griner smigret og skuler til gulvet. Den slags komplimenter plejer ikke at virke på hende, men der er nu et eller andet charmerende ved ham. Noget ... anderledes.
   Hen mod midnat har hendes krop overgivet sig til alkoholen. Den dejlige summende fornemmelse får hende til at smile, når Senka læner sig ind til hende. Her, i hans sofa, sidder de så tæt, at hun kan lugte hans søde parfume. Han vrøvler en del, men hun er mere fokuseret på, hvordan hans hånd har sneget sig op ad hendes inderlår. Det sødeste er, at han rødmer lidt, når deres blikke forenes. Hun har før været sammen med tre forskellige fyre, og de var alle en del ældre end hende selv. Ingen af dem bar Senkas nervøsitet.
   Du er lidt kær, tænker hun, da han rykker sig tættere.
   Før han når at kysse hende, afbryder Dibsy. "Kalia, skal du med hjem?" spørger hun. Senka får ikke et ord indført, før kvinden taler videre. "Molly er helt vildt fuld, og jeg er træt, så vi går. Jeg kan ikke lide, hvis du skal tage alene hjem så sent." Tanken, om at vandre i mørket, giver Kalia et sæt i maven, men mest af alt har hun lyst til at smage Senkas læber. Det er uretfærdigt, tænker hun og rejser sig.
   "Du kan bare sove her," forsøger Senka. "Jeg mener ... der er plads nok."
   "Beklager. Jeg lovede Dibsy, jeg ville overnatte hos hende."
   Senka nikker, han ser virkelig skuffet ud. "Måske en anden gang," smiler Kalia. Lyset vender straks tilbage til hans nøddebrune øjne. Måske er det alkoholen, der taler, men han er lidt pæn på sin egen måde. Inden hun går, giver han hende et kram og kysser hendes hånd.
   På den brede havesti vælter Molly rundt, mens hun synger højlydt. Dibsy griber kvindens arm og prøver at støtte hende, så hun ikke falder ud på gaden.
   "Hvorfor skal du altid drikke dig så fuld, Molly?"
   "Fordi det er sjovt! Du er ikke ... sjov. Hvorfo ... hvorfor skal vi hjem?"
   Kalia griner for sig selv. "Modsætninger mødes af en årsag," plejer Ehno at sige.
   Da de når skovbrynet, stopper begge kvinder brat op. Kalia holder sit vejr og følger deres blikke. Foran dem står en skræmt skikkelse. Hun genkender ham, da deres øjne mødes. "Zafir?" hvisker hun. Fra en dyb flænge i hans pande løber blodet ned over hans ansigt. Hun skynder sig hen mod ham, men Dibsy griber hendes arm.
   "Kalia ... jeg er ikke sikker på ... "
   "Slip mig," knurrer hun og river sig fri.
   Begge kvinder bliver bag hende, ingen af dem siger et ord. Zafir stirrer bare ned i jorden. "Hvad er der sket med dig?" spørger Kalia og retter hans hage mod sig.
   "Intet. Det ... det er ikke slemt."
   "Ikke slemt? Du har blod i hele ansigtet."
   Han rykker sig, da hun vil fjerne håret fra hans pande. Nærmest som om berøringen gør ham fortræd. Frygten lyser i hans smukke øjne, så hun lader ham se ned.
   "Kalia, kom nu, lad os gå hjem," piber Dibsy.
   "Nej. Jeg ... gå I bare."
   "Jeg lader dig ikke alene med ham. Zafir er ... du kender ham ikke."
   Vreden varmer Kalias kinder, mens hun ser på sin nye søster. Inden hun når at snerre et svar, fanger Zafir hendes blik. "Jeg er okay," smiler han. Han lyver, det ved hun, så hun griber hans hånd. "Nej, du er ej," hvisker hun. Han glor straks ned i jorden og strammer sit greb. "Kom med mig hjem og få det renset," smiler hun. "Så kan jeg sove roligt i nat." Dibsy skal til at protestere, men Kalia sender hende et hårdt blik. "Der sker mig ikke noget, Dibsy. Jeg lover det. Stol på mig, okay?" Dibsy nikker, men bekymringen har formet hendes ansigt. Kalia vender dem hurtigt ryggen. "Kom, Zafir," siger hun blidt og hiver ham med.
   De taler ikke, mens de følger de smalle gader. Først turde hun ikke slippe hans hånd i frygt for, at han ville flygte. Nu følger han tavs hendes side, mens han kigger ud over søen. Det er ikke en ubehagelig stilhed, der hænger i den kolde vind. Mere en form for ro de begge mangler.
   Da de når hendes hus, smiler hun til ham. I lyset er det nemmere at se, hvor meget han bløder, men hun nævner det ikke. I stedet viser hun ham ind i gangen. Han ligner en, der er bange for at træde på en mine. Sjældent har hun set nogen bevæge sig så forsigtigt. Efter han har hængt sin jakke, tager hun hans hånd. Han følger lidt modvilligt med hende ind i stuen. "Sæt dig i sofaen," smiler hun. I baderummet finder hun en skål med vand og en klud.
   Da hun kommer tilbage, sidder han og stirrer ud i luften. Selvom hans øjne ingen tårer ejer, lever en dyb sorg i hans blik. "Lad os se, hvor slemt det er," siger hun og lader sig selv dumpe ned ved hans side. "Er det okay, hvis jeg renser det?" Han nikker uden at se på hende. Da kluden rører hans hud, stivner han. Nærværet virker til at skræmme ham, så hun er meget forsigtig med såret. Jeg vil dig intet ondt, har hun lyst til at hviske. Ordene forlader aldrig hendes læber, men da de ser på hinanden, føler hun, at han læser hendes tanker. Et lille smil giver hans ansigt en ny glød. De sidder i stilhed, indtil hun fjerner kluden. Flængen virker ret dyb, men blødningen er næsten stoppet. "Er du sikker på, vi ikke skal få en læge til at se på det? Han nikker og rømmer sig. "Ja, det er fint," svarer han. "Jeg må også hellere gå nu." Hun griber hans hånd, før han rejser sig. Jeg vil ikke have, du går, beder hendes tanker. "Spiller du bluff?" spørger hun i stedet. Hans forvirrede udtryk forsikrer hende om, at det var et yderst mærkeligt spørgsmål. Flovt, tænker hun og ser ned. Hendes røde kinder snyder i hvert fald ingen.
   "Ja, jeg ... nogle gange. Hvem har lært dig det?"
   "Min far," svarer hun. "Han siger, kvinder også bør lære at gamble."
   Zafir sender hende et skævt smil. Heldigvis bliver han siddende. Hans hånd er varm mod hendes, skønt han ryster lidt. "Har du ... lyst til at spille?" spørger hun. Han ligner et skræmt dyr, der overvejer, om det skal overgive sig eller flygte. Hun giver hans hånd et lille klem, indtil han ser på hende.
   "Okay, men det er længe siden, jeg har spillet," svarer han. "Har du kort?"
   "Selvfølgelig. Bare rolig, jeg skal nok give dig en chance."
   Hun giver hans hånd endnu et klem og blinker til ham, før hun rejser sig.
   I nattens mørke, med dæmpede stearinlys, tilbringer de flere timer med kortspil. Hun fortæller ham om, hvordan storbyen altid har været hendes hjem, og det ikke er helt så let at vænne sig til at bo her. Samtalen virker til berolige ham, for han både smiler og griner. Han lytter mere, end han taler. En sjælden gave, ville Ehno kalde det. Hver gang hun nævner noget, der betyder meget for hende, bliver han helt tavs. "Jeg elsker at lave mad," smiler han. "Det har altid været min drøm at leve af det." Endelig, en fyr, der kan lave mad, tænker hun. Hvorfor er du så perfekt? Hun vil ikke skræmme ham væk, derfor tier hun. Han spørger meget ind til, hvordan det var for hende at vokse op som et adoptivbarn. Ehno har været hendes klippe, og nu har hun også Dibsy. Hun ved, hun har været heldig, men det er stadig svært. Hun fortæller ham ikke, hvor meget hun savner de forældre, hun aldrig har lært at kende. "Jeg bor også i en plejefamilie," siger han pludselig. Hun glemmer alt om sit næste træk og ser op på ham. "Hvad?" spørger hun. Den frygtsomme skygge i hans ansigt har atter gjort hans øjne blanke. "Jeg er opvokset sammen med to andre drenge i en plejefamilie. Vi bor stadig i huset, men min plejefar rejser meget, så vi passer os selv en del. Det er okay, men ... "
   Han tier og knytter sine næver. Sårbare emner skal behandles med varsomhed, så hun bider sine mange spørgsmål i sig. Hvis han ikke vil tale om det, vil hun ikke presse ham.
   "Det er ikke altid let, er det vel?"
   "Nej," sukker han. "Vi ... vi har ikke haft det så nemt."
   "Fra en forældreløs til en anden ... dine ord er sikre hos mig."
   Selvom han vist prøver at skjule det, blusser hans kinder voldsomt. Hun må styre sig for ikke at kysse ham, for det er virkelig sødt. "Jeg lover dig det samme," smiler han.
   Med deres nye pagt ånder de begge lettede ud.
   "Jeg vinder, det er du godt klar over, ikke?"
   "Vi får se," griner han.
   Udenfor truer natten stadig, men hun bemærker det ikke.
   Zafirs blide stemme varmer rummet omkring hende. Hans blå øjne funkler i skæret fra lysene. Lige nu er der intet andet sted, hun hellere ville være.


Dagbog


Kære dagbog. I dag tog far mig med ud og træne min hund. Hun er fem år og hedder Laika. Far siger hun nedstammer fra de store ulve. Han er virkelig god til at træne dyr og det er lige meget hvilke slags. De lystrer ham bare. Jeg tror det er noget med hans stemme. Den er klar og fast og ikke til at tage fejl af. Det har jeg altid fundet en tryghed i og det tror jeg også de gør. Jeg elsker Laika og hun beskytter mig altid hvis jeg går på gaden om aftenen og det er mørkt. Det er som om hun kan mærke min frygt før jeg selv kan.
   Jeg skriver meget! Faktisk rigtig meget. Min lærer siger jeg er forud for min alder. Jeg smiler bare og fortæller mor og far det. De bliver altid så stolte. Især far! Jeg vil gøre ALT for at se det lys han får i øjnene når han er stolt af mig. Far har også lært mig at danse og jeg har også gået til det i flere år. Jeg praler normalt ikke men jeg er faktisk den bedste dreng på mit hold. Nogle af de andre drenge i skolen synes det er svanset at gå til dans men det er jeg ligeglad med. De er bare misundelige fordi jeg kan finde ud af det og at alle pigerne gerne vil danse med mig. Og så kalder de mig svans bare fordi jeg kan få pigernes opmærksomhed. Jeg gør hvad der passer mig!
   Godnat.



Kalia


I Vladimir er bygningerne så høje, at man kan se ud over vestens hjerte. Her, i norden, er det de mægtige bjergkæder, der spejder ud over horisonten. Når man er vant til at leve i en stenjungle, er det et befriende syn at stå på en klippekant og kigge ud over skoven. Kalia er først nu ved at forstå den skønhed, hun som barn fik fortalt om i eventyrene. Hun tør ikke selv følge de snoede stier mellem træernes ly, men Zafir har et par gange vist hende rundt i den nye verden. Han siger, han blev født i skoven. At han ikke kendte andet, indtil han kom til byen. Hvis bare han ville fortælle hende mere, men han bliver så underligt nervøs, når hun stiller spørgsmål. Ehno siger, der er en grund til, vi er født med en mund og to ører. Måske har han ret, måske er det bedre at tie og vente på, Zafir selv åbner op.
   Kalia lader tankerne hvile, mens hun venter på Dibsy foran skolens stenbygning. De steder, hun er vant til at gå på, er gigantiske. Den her bygning er ikke engang så stor som tilbygningen på hendes gamle skole. Men den er smuk! Omringet af træer, i skovbrynet nær sporbanen, vokser skolen frem i lysningen. Selvom nogle af de mørke sten smuldrer, så står den klippefast på en lille bakke. Man følger en jordsti op til forhøjningen og en stentrappe op til hoveddøren. Kalia har kun gået her en halv måne, alligevel genkender hun efterhånden de fleste fra årgangen. De virker flinke, mere imødekommende end hendes gamle klassekammerater. Hun kan let vænne sig til menneskerne, men kulden tager derimod livet af hende. Selvom det er forår, sidder frosten endnu i luften, når aftensolen daler bag skoven.
   Ud af den tunge trædør kommer Dibsy slæbende med alle sine tasker. Kvinden nøjes ikke med at læse lærerbøgerne, hun snuser altid rundt i biblioteket og finder flere.
   "Der er du. Jeg troede, du havde glemt mig," smiler Kalia.
   "Undskyld," puster Dibsy. "Jeg fandt en ny bog om magiske væsner."
   Kalia ryster opgivende på hovedet og tager en af taskerne. Det ender jo med, at Dibsy slæber sig selv ihjel, hvis hun fortsætter sådan. Sammen følges de ned ad byens smalle veje. "Vidste du, at ulvene skulle stamme fra magiske kæmpeulve?" Kalia når ikke at svare, før Dibsy igen tager ordet. "Man mener, de havde til formål at beskytte menneskene mod alt ondt. At de, ligesom vores hunde, svor at vogte ved vores side." Magiske kæmpeulve? Det er bare en gammel skrøne. Kalia vil ikke sige det højt, for det er ikke tit, hun ser Dibsy så begejstret. "I følge sagnet, levede vi mennesker engang i skovene med deres magiske vogtere. Men så ... blev vi bange for naturen. Vi har formet vores samfund men glemt, hvor vi kommer fra. I stedet for at se ulvene som vogtere, ser vi dem som fjender. Ingen ved, hvornår de sidste kæmpeulve døde, men de har ikke været set i flere tusinde år." Kalia smiler til sin nye søster. Nogle gange ville hun ønske, hun var kreativ og drømmende ligesom Dibsy. Det har en charme over sig. "Det lyder utroligt," svarer hun. Dibsy nikker og smiler.
   Kalia rømmer sig, inden hun vender sig mod kvinden. "Hey, nu vi taler om skoven ... Zafir siger, han er født i skoven, og at han nu bor hos en mand og to andre fyre. Ved du noget om dem? Han ... er lidt svær at blive klog på." Det glade udtryk, i Dibsys ansigt, svinder. Tung bekymring har overtaget hendes blik.
   "Hør, Kalia. Han er sikkert meget sød. Jeg mener ... han virker som en okay fyr, men han har altid holdt sig meget for sig selv, og det er lidt mystisk. Desuden så bor han sammen med Spartan og Calep i et stort hus i skoven. Alle ved, de to er nogen, man skal holde sig langt fra."
   "Hvorfor? Har de gjort noget?" spørger Kalia.
   "De har været ude i en masse skidt, har jeg hørt. Min far har sagt, at rådet holder øje med dem, og at jeg skal holde mig fra Spartan. Den fyr er langt ude! I de mindre klasser sloges han tit med de andre drenge, og det var slemt. Jeg mener ... flere måtte til lægehuset. Han lusker altid rundt ude i skoven, og når man møder ham, er det som om, man bliver kold helt ind i knoglerne. Jeg er normalt ikke bange, men han skræmmer alle. Desværre har rådet ikke kunne melde ham for noget. Alle tre fyre har vist haft en svær barndom, men det retfærdiggøre dem ikke."
   Kalia nikker tavs. Hendes hjerte hamrer pludselig mod hendes bryst. Hun har svært ved at tro, at Zafir kan gøre nogen fortræd, men tanken om de to andre fyre øger hendes puls.
   "Hvad med den anden? Calep?" spørger hun.
   "Calep er næsten altid fuld," sukker Dibsy. "Selv da vi var mindre, drak han. Modsat Zafir og Spartan holder han vist meget til ved Vestegenen."
   Kalia kigger undrende op. "Vestegnen?" spørger hun. Det er lidt pinligt, at hun intet ved. "Det er et stort forladt område med gamle faldefærdige bygninger. Alle ved, det er der, de lovløse holder til, så igen tør gå derhen," svarer Dibsy lavt. "Selvom der bliver begået meget kriminalitet, er det sjældent, at byens indsatsstyrke rykker ind. Kun hvis man jagter en morder eller noget i den stil. Holder man til på Vestegenen, bliver man kaldt en sjakal."
   Da Dibsy tier, bryder Senkas lyse stemme den kolde brise. "Hey," råber han bag dem. Kalia når knap at vende sig mod ham, før hans spinkle arme klynger sig om hende. Siden festen har han sværmet omkring hende. "Undskyld, men jeg bliver nødt til at smutte," siger Dibsy. "Jeg lovede min far, jeg ville hjælpe ham med at gøre skuret klar til sommer." Kalia giver hende et stort kram og beder hende hilse Ehno. "Det skal jeg nok" smiler kvinden, før hun drejer til højre ved bageren.
   Kalia følges med Senka ned langs gaden. Hans villa ligger alligevel i samme retning som hendes hus.
   "Senka, ville du kunne hjælp mig med filosofi? Jeg ved, du elsker det."
   "Selvfølgelig," svarer han og blinker til hende. "Filosofi er nemt!"
   For dig, ikke for mig, sukker hendes tanker. Igen ville hun ønske, hun var mere kreativt tænkende. Hun har altid klaret det bedst i logiske fag som regning eller biologi.
   "Vi kan gøre det nu, hvis du vil?" Han kigger håbefuldt på hende, og hun har svært ved ikke at smile. Det er rart, at en flink fyr som Senka nyder hendes selskab. Hun var næsten ved at tro, den slags handyr var uddøde. "Ja, kan vi gøre det hos dig?" spørger hun. Han nikker og tager hendes hånd. Hans fingre er, modsat hendes egne, dejlig varme.
   I den store villa sætter de sig ved hans lange mørke træbord. Det står midt i hans spisestue. Gulvet er lavet af rødlige sten og i loftet hænger de smukke lysekroner. Han taler som altid meget, men heldigvis er han også god til at forklare hende, hvad lærerbøgerne mener. Han har ellers ofte svært ved at koncentrere sig men åbenbart ikke, når det handler om noget, han synes er spændende.
   Da hun har besvaret det sidste spørgsmål i opgaven, følger hun ham udenfor. Han vil meget gerne vise hende, hvor han vil plante nogle nye træer. Hans have er fantastisk, den er næsten en park. Der er så mange træer og bænke. Det smukkeste er, at der løber en å tværs igennem grunden. Han har fået lavet en træbro, så man kan gå over og sætte sig på den anden side. "Senka, må jeg spørge dig om noget?"
   Han stopper og smiler til hende. "Selvfølgelig. Du kan spørge om alt." Hun rømmer sig, for indtil videre har han ikke nævnt sine forældre en eneste gang. Hun ved kun det, som Dibsy og Molly har fortalt hende. "Hvorfor sendte dine forældre dig hertil?" Han smiler stadig til hende, men noget har forandret sig. Hun kan mærke det i vinden. I måden, hans blik bliver tungt. Hun skal til at undskylde, da han afbryder.
   "Mine forældre sælger ejendomme nær Vladimir," smiler han. "De ejer et stort gods. Der er mange familietraditioner i min slægt, og før jeg kan overtage godset, skal jeg stå på egne ben."
   "Wauw, virkelig? Men hvor gammel var du?"
   "Jeg var omkring syv, da jeg kom her. Mig og en anden dreng, Eitan, boede hos en mand, der hed Janco. Hans søn hedder Apollo. Vi er alle jævnaldrende, så vi er næsten brødre. Eitan kom hertil, fordi hans far blev sendt hertil, da han var ung. Og hans far før ham. De har alle været virksomhedsejere i Vladimir, så det er et ret stort pres. Men det har ikke været nogle nemme år for os. Eitan mistede sin søster for to år siden, og et halvt år efter døde Janco af sygdom. Den mand var som en far for os alle tre, så ... det er hårdt. Apollos mor døde under fødselen, så han er helt knækket uden sin far. Hvad jeg ved af, bor han lidt tid hos sin onkel. Og Eitan er taget hjem til sine forældre. Det var derfor, mine forældre købte mig villaen."
   Kalia står mundlam, mens hun ser på Senka. Han smiler sørgmodigt og kigger på et træ. "Bladene springer snart ud," siger han. Kalia prøver at finde ord, men de blevet stumme.
   Hvordan kan han være så uberørt efter at have fortalt hende alt det?
   "Senka, jeg ... det gør mig ondt."
   "Livet gør ondt," svarer han. "Vi må bare aldrig stoppe med at smile."
   Hun nikker, selvom hun et øjeblik mest har lyst til at græde.
   "Kom med, jeg har noget, jeg skal vise dig," siger han. Hun går med ham ind i en udestue. Den er lavet af glas, så planterme kan suge solens stråler. "Er her ikke smukt?"
   Hun nikker, aldrig har hun set noget som hans hus. Dibsy kan beholde sine kæmpeulve for sig selv. Det her sted er magisk. Ved bagvæggen vokser mørkerøde roser. Utroligt, de kan klare sig med kulden, men alt her i norden er hårdført. Senka træder hen til hende, hans hånd har atter fundet hendes. Længslen, i hans øjne, tigger hende om kærtegn, hun ikke vil nægte ham. Op ad væggen står de lænet så tæt ind til hinanden, at hun kan mærke hans ånde mod sin kind. Hans hænder sniger sig rundt om hendes hofte. Ligesom til festen virker han lidt usikker, så hun nusser ham i nakken og hiver ham tættere. Hans læber er bløde ligesom hans hud. Hans berøringer er ivrige efter mere. Opslugt af varmen fra hans krop fordyber hun sig i kysset.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/01-2019 01:02 af Noah Thorsted (TheNoah) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 6040 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.