0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Zafir · En mørk aften sniger Zafir sig uden for helvedes port. I si... [...]
Fantasy · fangenskab, sorg, ny rejse
4 måneder, 5 dage siden
0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Kalia · Sommeren har gjort den lille skovby til et rige af liv. Kal... [...]
Fantasy · ungdom, romantik, indre konflikt
4 måneder, 10 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 5: Optr...
Kalia · Efter foråret sniger sommeren sig nærmere. Kalia nyder varm... [...]
Fantasy · romance, tro, hemmeligheder
5 måneder, 2 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 4: Forå...
Spartan · Havets brusende bølger er lige så stille som denne sorte ... [...]
Fantasy · krig, romance, forbudt venskab
5 måneder, 5 dage siden
1Elsk synderen, had synden - Kapitel 3: Nye ...
Kalia · På en af byens smalle grusstier slæber Kalia sine tunge sto... [...]
Fantasy · hemmeligheder, fangenskab
5 måneder, 10 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 2: Anko...
Kalia · Vinden er kølig. For få timer siden rejste solen sig bag de... [...]
Fantasy · fantasy, nyt hjem, tilhørsforhold
5 måneder, 14 dage siden
5Elsk synderen, had synden - Kapitel 1: Den ...
Sasha · I denne del af riget går Sasha sjældent. Denne del, hvor vi... [...]
Fantasy · good vs evil, lys vs mørke, forbudt kærlighed
5 måneder, 14 dage siden
4Hvis jeg tog et skridt tilbage
Da jeg så dig i hans arme min vrede blev til ord. · Jeg ved du må h... [...]
Rim og vers · ulykkelig kærlighed, sorg, savn
2 år siden
2Kærlighedens selvmord
Du er mit et og alt' men nu du den der gør' at jeg faldt, · Jeg må ... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, ensomhed, længsel
2 år siden
8Facade
Se ikke på mig mens du mig dømmer. · Se ikke på mig når jeg mine ta... [...]
Digte · selverkendelse, splittelse, melankoli
2 år siden

Puls: 3,7

Publiceret: 0
Afgivet: 2
Modtaget: 0
Noah Thorsted (f. 1994)

Kalia


Efter foråret sniger sommeren sig nærmere. Kalia nyder varmen, der langsomt griber fat i luften. Siden den sidste måne har hun fundet mere ro. Zafir har gjort det klart for hende, at de er nødt til at holde deres venskab skjult for nattens øjne. Først gav det hende mavesmerter, men hun forstår ham godt, og hun er ved at vænne sig til det. Hvis hun vil beholde ham i sit liv, må de være forsigtige. Forhåbentlig mener han det, når han siger, han vil vidne mod sine plejebrødre, hvis chancen byder sig. En lille del af hende frygter, at han ikke kan, men hun er nødt til at stole på ham. Hendes prøver nærmer sig, og det hjælper at fokusere på dem. Hun hader at gå i skole, så hun vil kæmpe for at bestå. Ehno er ikke bekymret, han siger, hun nok skal klare det.
   Hun følger de snorede stier, bagom søerne, indtil hun kommer til Senkas hus. De mødes næsten dagligt og læser sammen. Nogle gange går de også ture eller tager ud for at købe nye planter til hans samling. Han samler især på dem, der er beskrevet i de gamle sagn. Planter, som skulle kunne helbrede de syge eller give håbet tilbage. Kalia tror ikke på den slags, men hun elsker at se Senka smile. Han står klar og venter på hende, da hun når hans hus. "Kalia," udbryder han. "Kom og se, midnatsrosen springer snart ud." Den er da ikke vokset siden i går, tænker hun, men hun vælger at smile i stedet.
   "Den er meget smukt."
   "Bare vent, til den springer ud. Tro mig, der findes ikke smukkere planter."
   "Det siger du om dem alle," griner hun.
   Han smiler skævt og nikker. "Man må ikke vælge mellem sine børn," svarer han.
   Indenfor sætter de sig sammen i hans store røde sofa. Der er så mange rum, at hun tit er ved at fare vild. De bruger mest tid i pejsestuen og i glashuset, der vender ud mod haven. Selvom hun er her hele tiden, overrasker husets skønhed hende. Hun er vant til at have penge, men hun ville aldrig have råd til at købe et sted som dette. Alt er perfekt. Fra de dyre krystallysekroner til de majestætiske dekorerede stolper, der holder rummene oprejste. At han vælger, at købe antikke møbler og stille planter alle vegne, gør faktisk kun stedet smukkere. Mere personligt. Han sætter sig, så hun kan ligge mellem hans ben med hovedet på hans mave. Tit nusser han hende i håret, mens hun læser. Hans berøringer er altid så blide, at hun kun kan smile veltilpas.
   "Hvad skal du læse?" spørger han.
   "Noget om gud," svarer hun og bladrer i sin bog. "Jeg skal skrive en stor opgave om tro."
   "Frelsens herre eller de første guder?" spørger han.
   De første guder? Jeg vidste ikke, der fandtes flere guder.
   "Findes der flere guder?" spørger hun.
   "Ja," svarer han. "De er bare mere kendte i de små samfund end i Vladimir."
   Hun skæver op til ham, så hun kan se på ham, mens han taler. Når der er noget, han virkelig går op i, lyser hans øjne med en særlig glød. "Vil du fortælle mig om guderne?" spørger hun. Han nikker og smiler genert. Hun tager hans hånd, mærker hans fingre mellem sine egne. Hans kinder får en snært af varme, men han skynder sig at rømme sig, inden det bliver for tydeligt.
   "Hvor meget ved du om frelsens herre?" spørger han.
   "Kun at han skabte alt," griner hun. "Undskyld, jeg har aldrig fulgt med i religion."
   "Du skal ikke undskylde. Vi kan ikke vide alt, kan vi?"
   "Det kan vi vel ikke," svarer hun. "Men jeg vil hellere høre det fra dig end fra en bog."
   "Du bør nok også læse bogen," smiler han. "Men jeg vil give dig et kort overblik. Tilhængere af frelsens herre mener, han er den eneste ægte gud. Han skabte alt, og alt tilhører ham. Hvis man følger hans ord, vil man få et godt liv efter døden. Han fordømmer troen på de første guder, men han tilgiver uvidenhed, hvis man er ren i sind. Det vigtigste er, at man ikke har syndet eller begået ondskab. Der er mange forbud og bryder du dem, kommer du i helvede. Ligeledes er der en masse gode gerninger, der bringer dig tættere på herren. Engang var det sådan, at frelsens herre både vogtede over paradiset og helvede, men så prøvede en dæmon at overtage styret. Frelsens herre vandt slaget, og han lod dæmonen leve på den betingelse, at dæmonen skulle have ansvaret for helvede. Dæmonen indgik pagten med frelsens herre og fik navnet helvedes herre. I helvede havner alle dem, der har syndet eller været onde. Det er beskrevet, at man bliver lænket med tunge kæder, og at paniske skrig fylder luften. Helvedes herre vil straffe sjælene ved at lade dem gense deres værste minder om og om igen, mens de brænder op i ilden."
   Kalia kigger forbavset på Senka. Han taler, som tror han virkelig på sine egne ord. "Tror du på frelsens herre?" spørger hun. Hans smil blegner pludselig, og han trækker på skuldrene. "Du kan være ærlig, Senka." Han nikker, men noget plager ham. Hun forstår ikke, han er bange for at indrømme det. Selvom hun ikke tror på gud, vil hun da aldrig dømme ham for at gøre det.
   "Jeg blev født ind i en meget religiøs familie," sukker han. "Min mor lever og ånder for frelsens herre, så jeg hørte stort set ikke om andet, da jeg var lille."
   "Virkelig?" spørger hun overrasket. "Du har aldrig nævnt det før."
   "Nej," mumler han. "Jeg ved ikke, om jeg tror mere, men det sidder i huden."
   Sætningen trækker sorg ind i hans blik, og hun ved ikke, hvad hun skal svare. Hun giver hans hånd et forsigtigt klem, minder ham om, at han ikke behøver smile. Det virker modsat, pludselig får han meget travlt med at skjule sin sårbarhed. Han rejser sig, giver hende et stort smil og finder en bog frem fra sin reol. "Uh, du skal læse den her," udbryder han. Han sætter sig tilbage ved hendes side og rækker hende bogen.
   "Hvad er det?"
   "Det er en bog om de første guder. Jeg købte den, da min mor sendte mig i pleje hos Janco."
   Han bladrer og viser hende de forskellige overskrifter. "Der er et kapitel om alle guderne," smiler han. "Dødens gudinde, livets skaber, vejrets gudinde, havets hersker, krigens hersker, månebarnet og solgudinden, jordens vogter. Det er en af mine yndlings bøger. Først er der en kort introduktion til dem alle, og så kan man bladre om til deres kapitel og læse mere om dem hver især. Du må bare læse den!" Hvis det betyder så meget for dig, skal jeg nok læse den, tænker hun. Måske kan jeg også bruge den i min opgave. Det må da tælle som ekstra viden i bedømmelsen.
   "Tak, Senka," smiler hun. "Jeg lover, jeg passer godt på den."
   "Du skal ikke takke mig. Du kan låne den så længe, du vil."
   Hun opdager, at han har lagt sin hånd på hendes. Hans hud er dejlig varm. Han lugter godt, bemærker hun pludselig. Da hun møder hans blik, gløder længslen i hans brune øjne. Han tør ikke, men hun ved, han har lyst til at kysse hende. Hun trækker ham tættere, lader sine læber hvile foran hans mund. "Kys mig," hvisker hun. Han læner sig ind til hende og deres læber mødes i et forsigtigt kys. Han er ikke god til det, men hans læber er bløde. De andre gange, de har udvekslet sarte berøringer, har hun stoppet det, men i dag vil hun gerne mærke hans hud. Hun bryder kysset og afklæder sig. Hans kinder bliver ildrøde, da hun lægger hans hånd på sit blottede bryst. Hun smiler beæret og kysser ham, mens hun åbner hans bukser. Hans udåndinger bliver hurtigt mere besværede, når hun rører ved ham. Han nærmest ryster af begejstring, da de endelig er nøgne sammen. Hans kærtegn skriger af mangel på erfaring, men hun nyder varmen.
   Hans fugtige hud, der smelter sammen med hendes. Hans hjerteslag, der banker hårdt mod hendes bryst. Lyden, af hans ophidsede vejrtrækning, og de sarte støn fra hans læber. For første gang, i et halvt år, overgiver hun sig til sin længsel.

Morgensolen titter frem uden for vinduerne. Kalia vågner i Senkas seng med hans arme omkring sin nøgne krop. Hun havde lovet sig selv, hun ikke ville give efter, men det skete. Det er rart at mærke varmen fra et andet menneske. Rart at føle sig ønsket. Dibsy mener, man skal elske dem, man deler seng med. Dibsy er naiv. De færreste mennesker elsker dem, de deler seng med.
   Tanken er smuk, det kan ingen benægte, men det er en ideologi. Hun elsker ikke Senka, men hun holder meget af ham, og det må gælde for noget. Hans smil gør hende glad, hans grin gør hende varm, hans evige snak om vind og vejr giver hende ro. Hun har besluttet sig for, hun ikke vil dele seng med Zafir, så hvorfor må Senka ikke holde om hende? Fordi hun ikke elsker ham?
   "Godmorgen," smiler Senka og kysser hendes pande.
   "Godmorgen," hvisker hun.
   De genfinder hinandens læber, deler et langt kys. Han smiler nervøst, da han bryder samværet.
   "Jeg har tænkt på noget," mumler han. "Vil du være min, Kalia?" Spørgsmålet rammer hende som en lussing. Det tager først pusten fra hende, derefter brænder det på hendes hud. Hans store brune øjne stirrer på hende. Hun føler, hun er Zafir utro, hvis hun siger ja, men det er for skrøbeligt med Zafir. Hun er alt for bange for at miste ham. Undskyld Dibsy, jeg kan ikke følge din sti. "Ja," svarer hun lavt. "Jeg vil gerne være din." Senkas øjne lyser som tusinde stjerner. Han griber hende i sine arme og trækker hende ind til sig. Hun gengælder hans kærlighedserklæring uden skam. Så længe, hendes hjerte banker, når hun kysser ham, er hun sig selv tro. Det er den vigtigste pagt, hun kender.


Zafir


Det er en kold morgen i helvede. Måske trives sommeren i resten af byen, men her i skoven lever en evig kulde. Zafir følger den lange trappe fra den øverste etage. I stuen er der stille. Her er altid stille, medmindre Calep vælter fuld rundt. Det er flere dage siden, Zafir sidst har set skyggen af ham. Sjakalen holder meget til ved Vestegnen, hvor luderne er billige, og det flyder med stoffer. Zafir selv er der kun, hvis han får besked på det. Jeg hader sjakaler, tænker han.
   Da han går ud mod køkkenet, får han øje på Spartan. Manden står som forstenet og stirrer ud mod skoven. Hans blik er ikke hårdt, som det plejer at være. Nærmere ... sørgmodigt. Zafir stiller sig forsigtigt ved hans side og ser ud på skoven.
   "Er du okay?" spørger han.
   "Ja," svarer Spartan. "Jeg rejser."
   Zafir kigger forvirret på sin barndomsven. "Rejser du? Hvorhen?" Spartan sukker dybt. Selvom Zafir er lykkelig over at se noget menneskeligt i mandens øjne, får han ondt i maven. Frosten bider i luften, det sker kun, når Spartan er bange.
   "Til vestæteriska. Jeg ved ikke ... hvornår jeg er tilbage."
   "Er du nødt til at tage af sted?" spørger Zafir.
   "Ja," svarer Spartan hårdt. "Du må ikke græde."
   "Undskyld," hvisker Zafir og bider tårerne i sig.
   Gid jeg kunne gøre noget, tænker han magtesløs. Spartan bryder sin sorg, den hæse hårdhed styrer igen hans stemme. "Jeg har brug for, du passer mine pligter, mens jeg er væk." Zafir nikker og tager sig til armen. Han plejer at gå i langærmede trøjer for at skjule de mange dybe sår, han ofte skærer i sin hud, men det er ikke nødvendigt, når han er her. Han skammer sig ikke, når Spartan ser det, for manden har vidst det, siden de var små.
   "Hvilke pligter?"
   "Du skal tage dig af huset, sørge for at holde det pænt. Og ... "
   "Og hvad?" spørger Zafir. "Du gør mig nervøs."
   "Der er kommet nyt krystal hjem. Det står i kælderen sammen med djævlens pulver. Jeg har lagt noget ekstasisgræs til side til dig i skabet. Det er behandlet, så det kan ryges. Jeg ved ikke, hvornår jeg er tilbage, men slænget forventer at hente det meste inden for en måne."
   "Slæn ... slænget?" stammer Zafir. Han kan ikke trække vejret. Hans hjerte slår så hårdt, at hans brystkasse skriger af smerte. Hvis han kunne, ville han forsvinde i mørket. Krybe som en hund, indtil han er et sted, hvor der ikke findes smerte. Mørket sniger sig tættere, det kvæler ham, og han har ingen steder at flygte hen. Hans fugtige bluse klæber til hans svedige krop. Jeg vil ikke være alene med dem, beder han lydløst. Selvom han prøver at fortrænge frygten, river tårerne hans kinder itu. "Er det ... Tarea og Doyle?" hulker han. "Skal jeg være alene med dem?" Spartan svarer ikke, han står med knyttede næver og stirrer ud ad vinduet. Zafir føler sig fortabt. Måske skulle han vente til Spartan er rejst og så ... skyde sig selv. Han når lige at tænke tanken, da han mærker en hånd mod sin kind. Den uventede berøring får ham til at stivne. Spartan retter hans hage mod sig, tvinger deres blikke sammen. De lydløse tårer løber ned over Zafirs kinder, mens han ser ind i mandens mørke øjne. "Du skal ikke være bange," hvisker Spartan. "Hvis de gør dig noget, slår jeg dem ihjel." Zafir kan trække vejret igen, men han tør ikke røre sig. At stå så tæt på nattens vogter er ikke ufarligt. Kulden er beviset. Den hersker nådesløs, når Spartans hjerte slår af frygt. Manden træder væk, genfinder sit skjold og ser mod skoven. "Der er en ting mere, du er nødt til at gøre for mig. Følg med mig."
   Zafir tørrer sine kinder og går med Spartan ud i haven. Da de stopper foran kælderen, må Zafir igen tøjle sin frygt for ikke at flygte indenfor. Jeg vil ikke derned, tænker han panisk. Spartan åbner jerndøren og tænder en fakkel. De følger stentrinnene ned i mørket, men pludselig kan Zafir høre en dyb knurren. Alle hårene rejser sig på hans arme, da lyset giver ham øjne. Foran dem står en gigantisk hvid ulv lænket med tykke jernkæder. Hendes angste blik lyser af had, da hun ser på Spartan. Den faretruende knurren forvandles til en hjerteskærende klynken. Zafir får lyst til at græde, for det smukke dyr fortjener ikke lænker.
   "Er det ... Alessia?" stammer han. "Spartan, hvordan kan du gøre det mod hende?"
   "Hold kæft," knurrer Spartan hadefuldt. "Et ord mere og du kan sove her med hende!"
   Zafir tier, da han ser, at manden har knyttet sine næver. Han ved, han skal træde varsomt, men det er ubærligt at se på. Hun hører ikke til i lænker. Du ved, det er forkert. Han tør ikke sige det, for selvom hans lænker er usynlige, er han lige så bundet som ulven.
   "Jeg har trænet hende og flokken," mumler Spartan. "Men hun adlyder ikke."
   "Trænet dem til hvad?" spørger Zafir. "At dræbe lysbringerne?"
   "Jeg kan ikke fortælle dig om det. Jo mindre du ved, jo bedre."
   Stilheden runger i det dunkle rum, kun ulvens sorgfulde klynk sætter sig i luften. "Jeg er nødt til at lænke hende, mens jeg er væk," sukker Spartan. "Du skal fodre hende og give hende vand. Hvis du befrier hende, slår jeg hende ihjel, når jeg kommer hjem." Du læser mine tanker. Du kender mig alt for godt, tænker Zafir. Hvis han kunne, gav han det smukke dyr hendes frihed tilbage, men det ville blive hendes død. Når Spartan truer, mener han det. "Lover du mig, du tager dig af hende?" Zafir nikker, han har ikke et valg. Han vil værne om hende, så hun ikke lider i mørket.
   De kan lide sammen, det er faktisk næsten en trøst ikke at være alene.
   "Jeg lover det," hvisker han.
   "Tak," svarer Spartan lavt. "Jeg stoler på dig."
   De følges tilbage til huset. Zafir stopper og kigger på sin barndomsven. Han kan ikke huske sidste gang, der har levet så meget medmenneskelighed i Spartans blik. Måske er det fordi, de er nødt til at sige farvel. Selvom Zafir er lettet over, Spartan ikke længere kan våge over ham, så er det svært at tage afsked. Det er første gang, Spartan forlader ham. Første gange, i syv år, de skal være adskilt. De blandede følelser giver ham både lyst til at smile og græde. Spartan stirrer igen tomt mod skoven. Sorgen er vendt tilbage i hans øjne. "Det er ikke ... farvel," stammer Zafir. "Det er på gensyn." Spartan svarer ikke, han knytter sine næver. Zafir ved, det betyder, han ikke må nærme sig. Frosten bider, den kolde nat kryber tættere. Uden flere ord forsvinder Spartan ind i skovens skjul. Zafir står tilbage med et forvirret hjerte, der slår tunge slag. Forladt. Bange. Lettet. Så mange følelser, der råber i munden på hinanden. Det eneste lyspunkt er, at han for en stund ikke behøver frygte for Kalias liv.


Dagbog

   Dagbog? Jeg er lidt bekymret. Jeg ved bare ikke helt hvorfor men noget er anderledes end det plejer. Jeg mærkede det første gang i går. Det er noget med far. Han var pludselig helt fjern i blikket under aftensmaden og mor virkede også bekymret men smilede bare til mig. Som om hun tror jeg ikke ved der er noget galt hvis hun smiler. Jeg kunne pludselig ikke spise mere og gik op på mit værelse. Jeg kunne høre at mor og far skændes lidt. Det gør alle familier vel? Mor siger alle følelser er vigtige også vrede. Og man må aldrig gemme dem væk. Men som med hunde skal man lære at styre dem. Alligevel gør det mig bange. Ikke skænderiet men mere den underlige følelse jeg fik i min mave da jeg så på far. Det virkede så underlig koldt. Senere kom jeg ned og der var alt som det plejer. Far løftede mig op og rodet mig i håret mens han sang for mig.
   Måske var det bare følelser de styrede som mor siger. Men hvorfor er jeg så stadig bange? Det hjælper altid at ligge her på stranden og se på stjernerne. Stjernerne er så flotte og der er så mange. Jeg elsker dem og jeg kan ligge her i timer. Det vil jeg gøre dagbog. Jeg håber far og mor er okay. Godnat.



Kalia

   Kalia har brugt hele formiddagen på at sidde med hovedet begravet i bøger. Hvis hun havde været Dibsy, havde det ikke været et problem, for Dibsy elsker bøger. Jeg hader at læse, tænker Kalia opgivende. Hun skal snart aflevere sin opgave om tro. Indtil videre har hun skrevet syv sider, men opgaven skal mindst fylde ti. Hun lukker bogen og gnider sin pande. Pludselig kommer hun i tanke om den bog, Senka gav hende. Den er på over tohundrede sider, så hun får helt sikkert ikke læst den færdig inden prøven. Senka skal overnatte i aften, og han vil nok blive glad, hvis hun har læst lidt af den. Hvis hun er heldig, står der noget brugbart i den. Hun bladrer de første sider igennem, indtil hun støder på gudernes navne. De er hver især beskrevet med få sætninger i starten af bogen. Måske kan hun nøjes med de korte beskrivelser.
   Dødens gudinde. Døden lyder måske som en ond gud, men ingen guder er onde. Dødens gudinde har et meget vigtigt formål, for hun skal bringe de trætte sjæle til ro. Gode sjæle vil finde hvile, når dødens gudinde tager deres hånd. Onde sjæle vil derimod aldrig finde hvile men lide til evig tid i dødsrigets flammer.
   Kali skriver det ned i sit hæfte. Hun har lige skrevet et helt afsnit om, hvordan frelsens herre skal dømme sjælene, men her virker det mere som om, dødens gudinde kender deres skæbne, når hun tager deres hånd. Hvordan kan hun vide det, hvis hun ikke skal dømme hver enkel sjæl for deres synder? "Det står måske i kapitlet om dødens gudinde," mumler hun.
   Livets skaber. Livets skaber hersker over alle guderne. Han skabte verden, og han vogter over alle sine børn. Han bringer nye liv til og fylder dem med godhed. Derefter slipper han tøjlerne og lader dem leve. Det er op til hver enkel skabning, om den vil følge den gode eller den onde sti.
   Kalia skynder sig at notere. Endnu engang finder hun ikke ordet straf et eneste sted. Mærkeligt, tænker hun. Hun har altid hørt, at religion handler om straf og belønning.
   Det banker på døren, så hun lægger bogen fra sig. Da hun åbner den, springer hendes hjerte helt op i brystet. "Zafir!" udbryder hun. Han når ikke at svare, før hun svinger sine arme om ham. Hun har stort set ikke set ham den sidste halve måne. Du vover på at forsvinde igen, tænker hun.
   "Glad for at se mig?" smiler han.
   "Nej, jeg hader dig," svarer hun og kysser hans kind.
   Han griner og læner sig ind til hende. I hans nærvær står tiden stille. Hun ville stoppe billedet for evigt, hvis det betød, hans varme forblev tæt til hendes krop. Han smiler mere, end han plejer. Normalt flakker hans blik nervøst rundt, men i dag virker han rolig.
   "Du virker glad," hvisker hun.
   "Det er jeg også. Må jeg sove her i nat?"
   "Ja, selvføl... "
   Hun kommer straks i tanke om sin aftale med Senka. "Vent, jeg ... jeg glemte, jeg har en aftale." Da han kigger spørgende på hende, er hun nødt til at slippe ham. Hun har fortalt de fleste af sine venner, at hun deler seng med Senka, men Zafir ved det stadig ikke. Hun tager en dyb indånding, husker sig selv på, hvorfor hun sagde ja, da Senka spurgte hende.
   "Mig og Senka ... vi deler senge. Han spurgte, og jeg ... "
   "Oh," svarer Zafir lavt. "Kalia, det er dejligt for dig."
   Hun kigger ham ind i øjnene, for hun er nødt til at vide, om skuffelsen kun bor i hans stemme. Han har tabt sit blik mod gulvet. Hun får en klump i halsen, mest har hun jo lyst til at kysse ham.
   "Er du okay?" spørger hun. "Jeg mener ... "
   "Ja," svarer han med et smil. "Du er min bedste ven."
   "Og du er min, Zafir."
   Han tager hendes hånd, kysser den og smiler til hende. Hun sænker sit blik for at skjule, at berøringen giver hende varme kinder. "Kom," siger hun og hiver ham med hen til sofaen. "Hvad læser du?" spørger han. Hun rækker ham Senkas bog. "Om de første guder." Han nikker og bladrer igennem bogen. "Zafir, ved du, hvorfor frelsens herre går så meget op i straf og belønning? Jeg har ikke læst så meget om de første guder, men det virker ikke som om, straf og belønning er en særlig stor del af troen. Eller ... jo, dine handlinger bestemmer din skæbne, men der står intet om, at du skal stå foran en dommer eller straffes af gud." Han sidder tavs, eftertænksom som han er, før han ser på hende. "Jeg tror ikke på hverken de første guder eller frelsens herre" svarer han. "Jeg tror ... på andre ting, men ikke på, at der findes en skaber, der holder øje med vores liv. Men som jeg har forstået det, er det sådan, at de første guder har eksisteret i mange årtusinde. På et tidspunkt udbrød der borgerkrig overalt på kontinentet. Nogle mener, det skete fordi, der opstod en overnaturlig krig, der spredte panik. Andre mener, det handlede om, at Vladimir udelukkede de mindre samfund, og så gik det galt. Vladimir har vores videnskab, vores normer, vores love. Men det kæmpe samfund kan ikke fungere, hvis det ikke handler med alle de små samfund. Fiskerbyerne. Landbruget. Jagerne og bjergvogterne. Vi har brug for hinanden. Så da der udbrød borgerkig, skabte de øverste i Vladimir en ny religion. En, der primært består af straf og belønning. Frygt er et mægtigt våben til at tæmme ulydighed." Du er så vis, tænker hun forbløffet, da han tier. Hvor ved han alt det fra?
   "Må jeg bruge det i min opgave?"
   "Ja," smiler han. "Men det er bare mine tanker. Mange historikere er nok uenige."
   "Du er meget klog for én, der næsten ikke har gået i skole."
   "Av," udbryder han.
   "Nej," skynder hun sig at sige. "Undskyld, jeg mente ikke ... "
   "Rolig, jeg ved, du ikke mente det sådan," smiler han.
   Hun får helt dårlig samvittighed. Her sidder hun og nedgør ham, når han sikkert ville få højere karakterer, hvis han skrev hendes opgave. "Nej, undskyld, Zafir. Du er fantastisk." Hun retter hans hage mod sig, kysser blidt hans pande. Han plejer altid at gøre det på hende, hvis han vil skænke hende en særlig omsorg. "Tak," nærmest hvisker han. Hun finder hans hånd, nusser den og lader deres fingre flettes. Hans nærvær er som det blødeste silketæppe, utrolig blidt og dyrebart. "Vil du læse højt herfra?" spørger hun. Han nikker og trækker hende ind til sin beskyttende favn. Hellere lytte til hans fortælling om guderne, end høre ordene summe i hendes eget hoved.
   "Vejrgudinden styrer vejret og årstiderne," læser han. "Hun kender til den rette balance i verden, uden hende ville der opstå kaos og død. Landjorden har brug for vand og sol, ligesom mennesker har brug for omsorg og føde. Kun hun kan skabe den rette balance for livet. Næste gud, havets hersker. Han tæmmer havene, men nogle gange lader han bølgerne rase. Kun de dygtigste sømænd, der respekterer havet, vil kunne sejle uden fare. De næste er solen og månen. Den fortælling har jeg faktisk altid godt kunne lide. Der er noget dybt i den. De er tegnet som to rivaliserende søskende. Månebarnet har altid stået i solgudindens skygge. Det siges, at hvis jalousien vinder, og månebarnet slår sin søster ihjel, vil verden gå under. Engang var det alles største frygt."
   "Må jeg se?" spørger hun. "Wauw, de er flot tegnet."
   Han nikker og læser videre.
   "Der står faktisk noget om straf," siger han. "Men det giver også god mening, for det handler om krig. I gamle dage, før Vladimir blev skabt, var krig jo meget vigtigt. Der står, at krigens hersker belønner de tapre i krig ved at give dem ekstra styrke og mod. Er man en kujon eller en forræder, vil krigens hersker som straf give modstanderen styrke. Ligeledes står der det samme ved jordens vogter. Hun passer på verden. Så længe menneskerne respekterer naturen og hinanden, lader hun planter spire. Forsvinder respekten vil straffen være manglende afgrøder og evig sult. Jeg tror desværre, straf og belønning er fundamentalt."
   "Tak, Zafir, det er en kæmpe hjælp," siger hun, mens hun skriver det ned. "Senka ved rigtig meget om tro, men han ser anderledes på det. Som om ... han er lidt bange."
   "Hvordan bange?" spørger Zafir.
   "Som om ... han tror, der findes en skaber. Han siger, hans mor er religiøs."
   "Hvis han er vokset på med det, er det klart. Tro er ... en stærk kraft."
   Stop med at være så vis. Det gør dig mere tiltrækkende!
   "Du har ret. Ved du, hvad jeg tror?"
   "Nej, hvad tror du?" spørger han.
   "Jeg tror ... du laver aftensmad til mig, før Senka kommer."
   Han griner og ryster opgivende på hovedet. Hans smil kan varme hele rummet. Hun behøver ingen ild, når hun har gløden fra hans stemme. "Som du ønsker, min frøken," svarer han. "Jeg vil forberede deres middag nu." Hun griner smigret, da han atter kysser hendes hånd.
   Da han er forsvundet ud i køkkenet, ånder hun lettet. Længe har hun frygtet, han ville forsvinde. At han ville holde sig væk for at beskytte hende mod Spartan og Calep. Det er nok også det klogeste, men tanken har holdt hende søvnløs. Endelig virker det som om, han tør give slip.
   Heldigvis, tænker hun med et smil. Jeg kan ikke undvære dig, Zafir.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/01-2019 20:17 af Noah Thorsted (TheNoah) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4646 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.