Jeg er bange
En utryghed knuger sig i kroppen.
Den kan ikke lokaliseres til et bestemt område.
Den er tilstedeværende i hver en celle, i hver en fiber.
Jeg husker den som værende min følgesvend fra tid tilbage
Fra tid tilbage var den lettere at ignorere, at bortvise over i hjørnet.
Nu vil den være her, den vil mærkes.
Dens tilstedeværelse kan jeg ikke undvige denne gang.
Måske den har et vigtigt budskab.
Jeg er presset, presset til at lade den være her, til at lade mig synke med ned.
Jeg overgiver mig, lader den overmande mig, som var den kviksand
Jeg synker, jeg synker langsomt med ned.
Som en sugemalle suger den, suger mit hårdt oparbejde håb ud.
Det suges ud blidt, så jeg samtidig får lov at føle min magtesløshed.
Hullet hvori håbet befandt sig, erstattes med meningsløshed
åh, meningsløsheden..
Mit ellers så fine hvide lærred, bliver klattet til med sorte farver.
Det nu så dystre lærred sørger for at minde mig om hvad jeg kom fra.
- Hvad jeg er, og altid har været.

Og jeg som troede jeg kunne snyde mig udenom.
At blot leve livet som var det lutter lagkage.

Jeg byder mørket velkommen igen, efter tids adskillelse.
Jeg havde jo blot glemt -
Den har altid boet her.