0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Zafir · En mørk aften sniger Zafir sig uden for helvedes port. I si... [...]
Fantasy · fangenskab, sorg, ny rejse
8 måneder, 10 dage siden
0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Kalia · Sommeren har gjort den lille skovby til et rige af liv. Kal... [...]
Fantasy · ungdom, romantik, indre konflikt
8 måneder, 15 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 5: Optr...
Kalia · Efter foråret sniger sommeren sig nærmere. Kalia nyder varm... [...]
Fantasy · romance, tro, hemmeligheder
9 måneder, 7 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 4: Forå...
Spartan · Havets brusende bølger er lige så stille som denne sorte ... [...]
Fantasy · krig, romance, forbudt venskab
9 måneder, 10 dage siden
1Elsk synderen, had synden - Kapitel 3: Nye ...
Kalia · På en af byens smalle grusstier slæber Kalia sine tunge sto... [...]
Fantasy · hemmeligheder, fangenskab
9 måneder, 15 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 2: Anko...
Kalia · Vinden er kølig. For få timer siden rejste solen sig bag de... [...]
Fantasy · fantasy, nyt hjem, tilhørsforhold
9 måneder, 19 dage siden
5Elsk synderen, had synden - Kapitel 1: Den ...
Sasha · I denne del af riget går Sasha sjældent. Denne del, hvor vi... [...]
Fantasy · good vs evil, lys vs mørke, forbudt kærlighed
9 måneder, 19 dage siden
4Hvis jeg tog et skridt tilbage
Da jeg så dig i hans arme min vrede blev til ord. · Jeg ved du må h... [...]
Rim og vers · ulykkelig kærlighed, sorg, savn
3 år siden
2Kærlighedens selvmord
Du er mit et og alt' men nu du den der gør' at jeg faldt, · Jeg må ... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, ensomhed, længsel
3 år siden
8Facade
Se ikke på mig mens du mig dømmer. · Se ikke på mig når jeg mine ta... [...]
Digte · selverkendelse, splittelse, melankoli
3 år siden

Puls: 3,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Noah Thorsted (f. 1994)

Kalia

   Sommeren har gjort den lille skovby til et rige af liv. Kalia nyder roen og solen, selvom det stadig ikke bliver så varmt som i Vladimir. Hun bestod sin prøve i tro, heldigvis er den næste prøve først om en måne. Zafir virker glad, han er nærmest flyttet ind. Han laver konstant mad og gør rent, selvom hun beder ham slappe af. Det virker som om, det giver ham ro. Hun har det en smule underligt med, at han skal sove på hendes sofa, men hun kan jo ikke tage ham med ind i sin seng. Gid jeg kunne, gisper hendes tanker. Nej, svarer hun sig selv. Du skal være Senka tro. Han er en sød partner, næsten hver dag bringer han blomster til hendes dør.
   Da hun kommer ind i stuen, sidder Zafir ved bordet og tegner. Hun har aldrig mødt nogen, der kan tegne som ham. Han bruger altid kul, men hans tegninger er så levende og detaljerede. Han tegner mest skoven eller dyr, nogle gange tegner han også hænder. Hun kunne se på ham arbejde i timevis. Hans nøjsomhed og fokus er enestående. Hun tager sig selv i at stirre lidt. Han har tegnet en hvid due, der bliver forvandlet til en sort krage. Motivet skræmmer hende, men det er samtidig noget af det smukkeste, hun længe har set.
   "Den er meget smuk. Mørk men smuk."
   "Tak," smiler han. "Jeg har haft det her billede i hovedet i evigheder."
   "Du burde virkelig gå på en kunstskole, ved du det?"
   Han får en smule farve i kinderne og kigger ned på sin tegning.
   "Måske en dag."
   "En dag?" spørger hun opgivende. "Hvorfor vente? Du kan søge ind nu."
   "Kalia, jeg har ikke tid," sukker han. "Det er sødt af dig men ... jeg kan ikke."
   Jo, du kan, tænker hun frustreret. Det er bedre, end alle de hemmeligheder, du skjuler i skoven. Han går i forsvar, hvis hun presser ham, så hun er nødt til at tie. En anden tanke rammer hende, for hun har lovet Senka, hun vil komme til hans sammenkomst i aften. Alle unge i byen er inviteret. Senka har ikke talt om andet, siden han fastlagde dagen. Hun elsker at være omgivet af andre mennesker, så hun glæder sig faktisk. Molly og Dibsy kommer også. Jeg vil have min lange sorte kjole på, tænker hun.
   "Har du lyst til at spise udenfor i dag?" spørger Zafir pludselig.
   "Jeg er ikke hjemme i aften," svarer hun forvirret. "Senka holder jo en sammenkomst."
   "Gør han? Det vidste jeg ikke."
   "Vidste du det ikke? Alle i byen er inviteret."
   Han sukker og lægger kullet fra sig. "Ikke alle," svarer han lavt. Hendes mave krøller sig sammen ved lyden af skuffelse i hans stemme. Hun ved god, Senka og Zafir ikke ligefrem er venner, men Senka har sagt, alle er inviteret. Nu står hun og føler sig som verdens værste ven. Selvom Zafir ikke har det godt med mange mennesker, må det stadig føles som et slag i ansigtet ikke at være inviteret. Det er ikke retfærdigt, tænker hun.
   "Zafir ... undskyld, jeg troede ... "
   "Det betyder ikke noget," svarer han hurtigt. "Jeg ville ikke passe ind alligevel."
   Fordi folk ikke ved, hvor fantastisk du er. Mens hun ser på hans blide øjne, bestemmer hun sig for, at hun ikke har tænkt sig at give op. Det er Senkas fest, men Zafir er hendes ven, og en ven af hende må være velkommen. Hvis ikke skal hende og Senka måske ikke være sammen.
   "Tag med," udbryder hun. "Det ville betyde meget for mig."
   "Kalia ... du behøver ikke ... det er fint."
   Hun sætter sig og retter hans hage mod sig. "Hvis du ikke tager med, bliver jeg hjemme." Han sukker dybt, som han ofte gør. "Zafir, jeg vil have dig ved min side i aften." Han sidder længe tavs og kigger på hende. Tag nu med, beder hun håbefuldt.
   "Okay," svarer han. "Men folk kan ikke lide mig."
   "Jeg kan lide dig," smiler hun. "Glem dem."
   Han ryster på hovedet og kysser hendes pande. "Okay, du vinder." Godt, tænker hun tilfreds. Hun skal nok sørge for, han får en god aften.
   "Men jeg har ikke noget dyrt tøj."
   "Dit tøj er ... " Da deres øjne mødes, sluger hun sine ord. Hun elsker hans tøjstil, men han har ret. Byen er fyldt med rigmandsbørn, der ankommer i dyre kjoler og jakker. Det sidste, hun ønsker, er at han føler sig udenfor. "Okay, vent her," svarer hun. "Jeg er straks tilbage." Inden han protesterer, skynder hun sig at forlade huset. Vent og se, tænker hun spændt.


Zafir

   Det er efterhånden blevet helt mørkt udenfor Kalias hjem. Zafir mærker sit hjerte slå mod sit bryst, mens han venter. I mange år har han undgået alle i byen. De kan ikke lide mig. Jeg hører ikke til der. De hader mig, fordi jeg er ... anderledes. Stemmerne råber så højt, at de overdøver hans hurtige hjerteslag. Kalia er sød, hun prøver at hjælpe, men hun har ingen ide om, hvor slemt det er. Senka er ikke den værste, men han vil ikke blive glad. Jeg ved heller ikke, hvordan man er sammen med normale folk, indrømmer hans tanker. Han overvejer at flygte ud i skoven, men Kalia kommer ind ad døren med et sæt tøj i sine arme. "Se, hvad jeg har til dig," udbryder hun. Hun rækker ham en smuk sort jakke, en lys blå bluse og flotte sorte bukser.
   "Wauw, det er ... hvor har du ... "
   "Jeg har købt det til dig. Kan du lide det?"
   Har du købt det til mig? Det kan jeg ikke tage imod, tænker han målløs. Han når ikke sige det, før hun afbryder: "Zafir, det er en gave. Du fortjener den." Han står med tøjet i armene og ser på hendes forventningsfulde smil. Hendes øjne stråler, så han kan ikke andet end at tage imod. "Tak," siger han lavt. Tårerne presser sig på, men han tvinger dem væk, før hun bemærker noget. Hun kysser hans kind og vender sig mod sit værelse. "Det var så lidt," smiler hun. "Jeg er sikker på, du kommer til at stråle."
   I baderummet klæder han sig af. Det er godt, den blå bluse er langærmet, så den skjuler de mange ar på hans arme. Kalia spørger tit, hvorfor han har så meget tøj på. Hvis du vidste hvorfor, ville du løbe skrigende væk. Det er ikke bare de sår, han selv tit skærer i sine arme. Det er værre med de dæmoniske tegn, der er blevet skåret i hans ryg. Jeg hader min krop, den er ødelagt, tænker han fortabt. Men du behøver ikke vide det, Kalia. Han skynder sig at skjule de grufulde sandheder med det smukke tøj. At skjule sorgen er straks sværere, men da det lykkes, tør han atter se sit spejlbillede i øjnene.
   Da han kommer ud i stuen, står hun klar i den flotteste sorte kjole. Den er lidt åben på ryggen, og stoffet glimter i det halvmørke rum. Hendes øjne er dog det smukkeste.
   "Du ser fantastisk ud," udbryder han. Hun smiler mod gulvet og tager hans hånd.
   "Tak," svarer hun lavt. "Du er også virkelig ... Zafir, du ser virkelig godt ud."
   Han retter hendes hage mod sig. "Rødmer du?" griner han. Hun rømmer sig og forsøger at se ned. "Jeg rødmer ikke," mumler hun. "Jeg har det bare lidt varmt, okay?" Wauw, jeg har virkelig lyst til at kysse dig. Følelsen opstår så pludseligt, at han lammes. De står lænet tæt ind til hinanden, da hun ser på ham med sine funklende mørkeblå øjne. Hendes krop er varm mod hans hud, og hendes ånde rammer hans kind. Han tør næsten ikke røre sig i frygt for, at hun mærker hans hjerte hamre. "Zafir," hvisker hun. "Du ryster." Jeg håbede, du ikke ville bemærke det, tænker han. "Undskyld," svarer han. Han holder sine øjne lukket, for han tør ikke møde hendes blik. Pludselig mærker han en varme mod sine læber, et strejf af nærvær, der får blodet til at dunke i hans kinder. Det er et meget forsigtigt kys, hun skænker ham. Blidt og ømt. Selvom han ryster, trækker han hende tættere og tager imod. Berøringen er så kærlighed og skrøbelig, at det gør ondt. Sært, tænker han forvirret. Jeg troede ikke, jeg ... men det er virkelig rart. Han bryder erklæringen, da hendes krop spænder af længsel. Hvor end, han gerne ville, skal de ikke gå videre, så længe hun deler seng med Senka. Hendes kinder gløder, da deres øjne mødes.
   "Undskyld," hvisker hun. "Jeg skulle ikke have ..." Han smiler og kysser blidt hendes pande. "Vores hemmelighed," lover han. Hun nikker og læner sig mod ham. Før de drager udenfor, finder de ro i hinandens arme.


dagbog

   Hej dagbog. Skolen går rigtig godt og jeg arbejder så hårdt jeg kan. Men jeg ved aldrig hvad jeg skal lave mellem timerne. Det er ikke fordi jeg ikke har nogen at være sammen med. Jeg kan bare bedst lide at være lidt for mig selv. Min bedste ven hedder Damon og går i min klasse. Ham og mig er ret meget sammen. Vi drømmer begge to om få vores egne firmaer i Vladimir når vi bliver store så vi har aftalt at gøre det sammen. Han er både sjov og god at tale med og vi finder altid på skøre ting når vi leger krig. I min klasse går der også tre drenge der hedder Eitan, Apollo og Senka. Jeg bryder mig virkelig ikke om dem men jeg siger selvfølgelig ikke noget til dem. Min mor siger at man kun skal skabe konflikter hvis det er af nødvendighed. Og jeg kan vel ikke ændre på at de synes de er bedre end alle andre. Eitan tror han er den sejeste i verden og han prøver hele tiden at bevise det overfor alle andre. Hans forældre bor i Vladimir og arbejder altid. Han siger de har sendt ham i pleje hos Apollos far fordi han skal lære at stå på egne ben men jeg tror det er fordi de ikke kan lide ham. Jeg kan i hvert fald ikke lide ham! Han har altid det nyeste tøj og så kalder han mit tøj for gammeldags og grimt. Jeg synes ikke hans tøj gør ham sej. Min far er den rigeste i byen men derfor opfører jeg mig da ikke dumt. Apollo er bare Eitans højre hånd og Senka ... Ja jeg ved ikke hvad han laver i den gruppe for han er virkelig mærkelig i forhold til de to pralrøve. Jeg tror at de føler sig hævet over andre af at gå sammen med ham. Men hvad ved jeg om det? Jeg er egentlig også ligeglad med dem. Så længe de holder sig fra mig. Derhjemme går det lidt bedre. I går var vi nede ved stranden og mig og Laika svømmede. At dykke er det bedste. Der er en helt bestemt ro under vandet. Det er som en helt anden verden. Mor sad på stranden men far var som altid med mig i vandet og vi svømmede helt derud hvor jeg ikke kunne bunde. Bedste dag længe! Godnat.


Senka

   Senka har brugt hele dagen på at bære alle sine planter ud i glasstuen. Her til aften er hans hus fyldt med mennesker, og de har ingen respekt for hans planter. De ville sikkert vælte dem eller smadre nogle af potterne. En af planterne kunne jo dø, tænker han forarget. Ude i glasstuen er der forbudt område, så der har hans planter fred. De mange unge mennesker er allerede fulde, så de vælter rundt. Mørket har lagt sig, i natten giver alle slip på deres liv og danser i månelyset. Jeg elsker fester, jubler han indeni. Dog rammer en tung sten hans bryst, da han står og ser på sine gæster. Han genkender de fleste, men ingen af dem kender ham. De ved, hvem han er, men når det kommer til stykket, så er de her kun fordi, han har alkohol og et smukt hjem. De er ligeglade med hans planter og hans hjemmebagte kager. De er også ligeglade med dig, ved du det? Han skynder sig at smile, inden tanken gentager sig med hans mors stemme. Kalia burde have været her for længst, så han vil lede efter hende. Pejsestuen har han lukket af, for den er meget personlig. I den store stue, med alle de røde møbler og lysekroner, er der derimod god plads til gæster. Dog er han nødt til at skubbe lidt for at komme igennem mængden af påvirkede folk, der råber og griner. Han finder Molly og Dibsy, men ingen af dem har set Kalia. "Mærkeligt," udbryder Dibsy. "Jeg var sikker på, hun ville være her tidligt." Senka er enig, det virker mærkeligt.
   "Jeg leder videre," smiler han. "Husk at spis mine kager."
   Da han har ledt længe, beslutter han sig at gå udenfor og få lidt luft. Han når kun lige at lukke hoveddøren bag sig, da han modtager en uventet mavepuster. På havestien står Kalia, men hun er ikke alene. Zafir står bag hende og glor ned i jorden. Senka har tabt sit smil, han er så overrasket, at han ingen ord har. Den anspændte stemning gør luften koldere, end den burde være en sommernat.
   "Senka, vær sød," sukker Kalia. "Jeg tænkte ... "
   "Du spurgte mig ikke," afbryder han. "Det er min fest, og ... "
   "Og hvad? Mine venner er ikke velkommende?"
   "Din ven? Kalia, du kender ham ikke, tro mig."
   Kalias øjne raser af had, og det gør ondt helt ind i sjælen.
   "Hvis Zafir ikke er velkommen, går vi igen," snerrer hun. Vil du hellere være sammen med ham end mig? Det sårer mig, tænker han trist. "Hør," sukker Zafir. "Jeg vil ikke ødelægge denne aften, okay?" Så gå hjem, hvor du hører til, råber Senka indeni, men han forbliver tavs. "Må jeg tale med dig et øjeblik alene, Senka?" spørger Zafir pludselig. Kalia ser forundret ud, mens hun kigger på sin ven. Hun lignede ellers én, der skulle til at råbe, men nu er hun blevet tavs. Senka ved heller ikke, hvad han skal svare. Han har ikke lyst til at bede Kalia vælge mellem dem, for han kan mærke, hendes valg vil være en kniv i hjertet. "Okay," mumler han derfor. Kalia kigger forvirret på dem begge, før hun går indenfor. Zafir sukker og kigger ned i jorden. Senka husker ikke, de nogensinde har haft en samtale uden Eitan eller Apollo. Den tanke får ham pludselig til at tabe sine skjold. Du fortjente ikke, hvad vi har gjort ved dig. Undskyld, tænker han skamfuld. Han siger det ikke, for undskyld er ikke nok. Desuden er han både for såret og vred til at erkende alle sine synder og bede om tilgivelse. "Jeg ved, du ikke ønsker mig her," siger Zafir trist. "Men du skal vide, jeg ikke vil give dig problemer. Senka, jeg ... jeg ved godt, jeg er en særling. Men jeg prøver at blive bedre, og jeg vil bare gerne have en chance. Det er alt, jeg beder om." Senka mærker skylden bide i huden, derfor skuler han til jorden. Da de var mindre, prøvede Zafir altid at smile og tegne billeder til dem. Han var så venlig og sød, men Eitan hadede ham. Eitan fik alle de andre børn, Senka deriblandt, til at hviske bag Zafirs ryg. De ville sige de mest ondskabsfulde ting. At Zafir var en moderløs horeunge. At han var svag. At hans mor i virkeligheden ikke ville have ham. At han var en lille svans. At han var en særling. Jeg hader dig ikke, Zafir, indrømmer Senka. Jeg fulgte bare flokken. Jeg er en kujon. "Spartan er her ikke. Eitan er her ikke," fortsætter Zafir. "Det er bare os." Senka ser på fyrens blanke øjne. Hans vrede er forsvundet som en tåge ud i natten. Zafir er faktisk ret smuk, bemærker han for første gang. Det sorte hår og de blå øjne. Der lever en inderlig skrøbelighed i hans stemme, og den gør ham kun smukkere. Det er sært, at ingen kvinder bemærker det, men de fleste i byen ser på Zafir med dømmende øjne. "Kan vi lade fortid være fortid for en aften?" spørger Zafir nervøst. Senka sukker dybt og nikker. Han har ikke lyst til at se Zafir i øjnene.
   "Ja," mumler han. "Undskyld, jeg ... "
   "Du skal ikke undskylde," afbryder Zafir hurtigt. "Fortid er fortid."
   Senka nikker, men han er lige ved at græde. Måske vil noget alkohol hjælpe på alle de følelser, der stikker ham i maven. Forhåbentlig bliver Kalia også glad nu. De skal til at gå ind i huset, da Zafir stopper foran døren. "Er det en midnatsrose?" spørger han. Senka tror ikke sine egne ører. "Ja," svarer han forundret. "Kender du dem?" Zafir smiler og nikker. Hans kinder får et let rødligt skær. "Jeg elsker dem." De er også de smukkeste, tænker Senka, men han tør ikke sige det.
   I stedet smiler han og åbner døren. "Velkommen til mit hjem, Zafir."
   Kalia kommer straks hen til dem. Som en vagthund er hun allerede klar til at forsvare sin ven endnu engang. Senka tager blot hendes hånd og kysser hende kærligt.
   "Vil du vise Zafir rundt?" smiler han, da han slipper hendes læber.
   "Hvad?" spørger Kalia forvirret. "Men ... "
   Hun kigger på dem begge med et uforstående blik. For at bryde den ubehagelige stemning, henter Senka et lille fad med kager. "Jeg har selv bagt dem." Zafir smiler nervøst og tager imod. Kalia står dog stadig forstenet. "Er du okay, Senka?" spørger hun. Nej, tænker han. Men min mor har lært mig, jeg altid skal smile.
   "Ja," smiler han. "Spis kagen og vis Zafir rundt. Bagefter skal vi danse!"
   "Okay," svarer hun og tager Zafirs hånd. "Det lyder perfekt."
   Senka ser efter dem og spiser en kage. Selvom han stadig har ondt i maven, føler han sig også en smule lettet. Hvis den her krig endelig får en ende, giver det ham lidt fred. Jeg stoler ikke på dig, Zafir, men alle planter har brug for lys og vand, før de spirer.
   Selvom aftenen startede med en mavepuster, er Senka lykkelig, når han danser tæt ind til Kalias krop. Hendes varme er alt, han behøver for at smile. Den lystige musik spiller flotte toner, mens de danser på det skinnende stengulv. Hun virker både lidt fuld og træt, men månen står også højt, og festen har varet hele natten. Om få timer står solen op over havet. Da hun begynder at synke sammen, med sit hoved på hans skulder, hjælper han hende hen til en stor rød sofa ved væggen. Hun gengælder hans kys, men hendes øjne er tunge. Da han holder hende i sine arme, bliver hendes åndedræt langsomt tung. Du kan sove her, tænker han glad. "Er hun faldet i søvn?" spørger Zafir, der kommer gående. Alle andre gæster er taget hjem, så de er alene tilbage i det store rum.
   "Ja, det tror jeg. Hun kan sove her," smiler Senka.
   "Jeg havde lovet at få hende hjem," svarer Zafir. "Men hun er i gode hænder hos dig."
   Senka ser længe på ham. Han ved ikke, hvad han skal sige, men det føles okay. Zafir smiler, da han lader sit blik hvile på Kalia.
   "Du holder meget af hende, gør du ikke?" spørger Senka, mens han nusser hendes hånd.
   "Jo," svarer Zafir. "Hun er god ved mig."
   Pludselig høres høje bank fra hoveddøren. Senka får et lille chok ved lyden. "Forventer du flere gæster?" spørger Zafir. Senka ryster på hovedet og lader forsigtigt Kalia glide ned i sofaen. "Jeg tjekker lige, hvem det er." Han efterlader Zafir og Kalia i stuen. Da han åbner døren, får han endnu en mavepuster, men denne fratager ham alt luft. På trappetrinnet står hans barndomsven, Eitan. De har ikke set hinanden, siden Apollos far døde, og Senka havde troet, Eitan ville blive hos sine forældre i Vladimir. Han ligner sig selv, hans brune hår stritter lidt, hans tøj er som altid flot, og hans smørrede smil skærer i øjnene.
   "Ei ... Eitan?" stammer Senka. "Hvad laver du her?"
   "Jeg er kommet hjem," griner Eitan. "Må jeg komme ind?"
   Nej, jeg har Zafir i min stue, tænker Senka. Du bliver rasende.
   "Ja," mumler han. "Men ... giv mig et øjeblik. Jeg skal lige ordne noget."
   Han lukker døren og skynder sig ind i stuen. Zafir kigger straks bekymret på ham.
   "Du er nødt til at gå nu. Eitan er tilbage."
   "Hvad?" udbryder Zafir. "Er der en bagdør?"
   Senka nikker og viser Zafir ud igennem glasstuen. Haven er enorm, så de kan sagtens snige sig den vej uden at blive opdaget. Da de står ved døren, stopper Zafir. "Tak, Senka," hvisker han. Senka mærker sit hjerte synke, mens de kigger på hinanden. Det er en sær følelse, han ikke genkender. Mest har han lyst til at bede Zafir blive. Lade krigen slutte og håbe på tilgivelse. Jeg er ked af, det skal være sådan her, Zafir. Jeg er ked af det hele. Før han når at svare, forsvinder Zafir i mørket. Pludselig virker natten meget ensom.
   Da han atter åbner døren for sin barndomsven, forsøger han at smile. Eitan virker forvirret over modtagelsen, men han siger ikke noget. Han slæber på en masse tunge tasker. "Du kan stille dem på et af værelserne ovenpå," foreslår Senka. Eitan nikker, men han stopper ved sofaen, da han får øje på Kalia. "Hvem er hun?" Senka tager sig til armen og rømmer sig. "Hun er min," svarer han lavt. Eitan vender sig mod ham og giver ham et forundret blik. "Er det for sjov? Hun er pæn!" Selvfølgelig tror du ikke på, jeg kan være sammen med en kvinde som hende.
   "Fortæl mig nu, hvem hun er. Noget familie?"
   "Jeg har lige sagt det," snerrer Senka med varme kinder. "Hun er min."
   Eitan ser lamslået ud, mens han står og glor på hende. "Det er ... flot klaret," mumler han. Senka sukker og gnider sin pande. Han holder meget af sin barndomsven, de har jo boet sammen det meste af deres liv, men lige nu ville han ønske, Eitan var blevet hos sine forældre. "Kom, vi vækker hende," sukker han. "Lad mig hjælpe dig med at få tingene ovenpå." På værelset stiller de taskerne. Senka har mange tanker men ingen stemme.
   "Noget af en fest, du har holdt, "griner Eitan. "Hvorfor var jeg ikke inviteret?"
   "Jeg ... Eitan, hvad laver du hjemme allerede? Jeg har intet hørt fra dig og nu ..."
   "Er du sur?" afbryder Eitan fornærmet. "Senka, efter alt det jeg har været igennem, regnede jeg da med, at jeg altid ville være velkommen her. Du ved, hvordan mine forældre er. De smed mig ud så snart, de fik chancen. De siger, de vil købe mig et lille sted her, men jeg kan først flytte ind om en halv måne, så jeg regnede med, du ville lade mig bo her indtil da."
   Jeg er ikke sur, jeg er såret, har Senka lyst til at råbe, men han tier blot. "Jeg er ikke sur, Eitan. Det er bare ... efter du og Apollo flyttede, havde jeg ingen. Jeg havde kun jer, og pludselig var I bare væk. Jeg ved godt, at både du og Apollo har haft en forfærdelig tid, men I kunne godt have skrevet et brev. Hvor hårdt ville det have været? Jeg ved, du nok slet ikke kan genkende mig lige nu, men jeg har faktisk mødt en person, jeg er vild med. Jeg prøver virkelig at få styr på mit liv for en gangs skyld. Stoppe med at være ... mig." Eitan står målløs og stirrer på ham. Senka sukker, han ved godt, hans ven ikke forstår det. Her sidder han og prøver at tale med Eitan sine følelser. Noget han aldrig før har gjort. Det er ikke den Senka, som Eitan har kendt hele sit liv. Den Senka, han kender, plejer at gemme alt sorg bag et smil, mens han bager kager og planter blomster. Du kan ikke løbe fra dig selv ved at tage en anden maske på, tænker han. Men hvad, når alle kun kender masken? Masken blev skabt, da hans rige religiøse forældre ikke fik den maskuline søn, der skulle overtage deres store gods. Det store familienavn. Den søn, moderen nægtede at tale til, fordi han græd, når han hørte historier om kærlighed. Den søn, der hellere ville danse, end lege krig. Den søn de i skam ikke fortalte deres rige venner om. I mange år boede han på sit værelse med fantasivenner som de eneste at tale med. Hans forældre sendte ham så langt væk fra storbyen som muligt, og aldrig var han i tvivl om hvorfor. Deres gods ligger i udkanten af Vladimir, mod syd. Der lever de af at sælge de største boliger i det store vest. Her, midt i ingenting, sendte de deres søn hen. Til det kolde nord, hvor skovene og de mægtige bjergsider dækker landskabet. Af en eller anden grund er de stadig bange for, at han en dag vil tage hævn. At han vil opsøge dem og gøre krav på godset. Derfor sender de ham stadig alle de penge, han har brug for. Her i byen har han fundet venner ved at være det jeg, alle kan lide. Det jeg, der ikke lader sig såre. Det jeg, der altid smiler. Det jeg, som Eitan altid har kendt. Selv efter alle de år tør Senka stadig ikke fortælle om sin fortid. I bund og grund er han og Eitan jo ikke så forskellige. De har begge rige forældre, der ikke er tilfredse med dem. De er begge usikre og bærer usynlige skjold. Forskellen er, at Eitan er udvalgt til at være skuespillets hovedperson. Sådan har det altid været. Alle kvinder elsker Eitan. Alle fyre vil være ligesom Eitan. Senka ved, han aldrig bliver lige så elsket som Eitan.
   "Er du okay, Senka?" spørger Eitan forvirret. "Du har været stille meget længe."
   "Ja," mumler Senka og tvinger sine tårer væk med et smil. "Godt du er hjemme, Eitan."


Kalia

   Kalia gibber med øjnene til synet af Senkas soveværelse. Omkring sig har hun en varm dyne. Hendes sovende partner ligger tæt ind til hendes halvnøgne hud. Hun husker kun svagt, at han hjalp hende op af trappen i nat. Pludselig bliver hun i tvivl, om hun fik sagt farvel til Zafir. Han holdt sig hele tiden omkring hende i går, de dansede også ved den bagerste væg, før hun atter fandt Senka. Zafir sagde, han bare ville nyde musikken og kigge sig lidt omkring imens. Jeg husker ikke meget mere, indrømmer hun frustreret. Hun havde lovet ham, at hun ville give ham en god aften, og nu ved hun ikke engang, om hun sagde farvel. Jeg er en forfærdelig ven, tænker hun opgivende. Jeg drikker aldrig igen! Hendes hoved dunker, og hun har kvalme. Det er straffen for at give slip på sig selv. Senkas hud er varm, det er tilgengæld rart. Hun kravler tættere ind til hans spinkle krop og kysser ham forsigtigt i nakken. Han mumler veltilpas, straks breder et smil sig i hans ansigt. Hun lader sin hånd kærtegne hans mave, mens hun kysser ham ned ad halsen. Hans krop reagerer på selv de mindste berøringer, det er faktisk lidt sødt.
   "Sovet godt?" hvisker hun.
   "Mhm," mumler han. "Hvad med dig?"
   Hun nikker og kysser ham inderligt. Han nærmest dirrer, da hun begynder at kærtegne ham.
   Hans udåndinger bliver så besværede, at han har svært ved at fokusere på kysset. Hans kinder er ildrøde, hans hjerte galopere mod hendes blottede bryst. Hun tager hans hånd mellem sine ben, så han kan mærke, hvor meget hun længes efter varmen. Jeg har brug for, du rører ved mig.
   Pludselig går døren op, både hende og Senka farer sammen under dynen.
   "Senka, hvor har du ... " Fyren, der står halvt inde i værelset, tier og glor ned i gulvet. Kalia hiver dynen helt tæt omkring sig. Hendes vejrtrækning er stadig påvirket, og nu hamrer hendes hjerte også, fordi hun blev så forskrækket. "Hvem i alverden er du?" udbryder hun. Fyren ser på Senka og rømmer sig. "Mit navn er Eitan, men jeg forstyrrer tydeligvis." Flot observation, snerrer hendes tanker. "Undskyld," siger han og lukker døren. Senka sukker og tager sig til hovedet, da fyren er gået. Kalia er forvirret, så hun ser spørgende på ham i håb om, at han forklarer. Han ser faktisk virkelig trist ud, bemærker hun.
   "Senka, er det din barndomsven?" spørger hun. "Ham du boede med?"
   "Ja," mumler han. "Eitan kom i går aftes. Han skal bo her, indtil han får et sted."
   Jeg forstår det ikke, tænker hun. Din barndomsven er hjemme, men du virker ...
   "Er der sket noget mellem jer?" spørger hun.
   "Nej," smiler han. "Jeg er bare træt. Kom, du skal ned og møde ham."
   "Nu?" udbryder hun. Vi var jo kun lige begyndt. Jeg er stadig ...
   "Ja," svarer han og springer ud af sengen. "Mine planter skal også rykkes tilbage!"
   Dig og dine planter. Ingen andre fyre ville gå mere op i planter end sex.
   Nede i spisestuen, ved det mørke langbord, finder de Eitan. Han sidder og glor ned i et af byens nyhedsbreve, mens han spiser. Kalia må indrømme, hun er lidt nervøs. Eitan er ikke bare en ligegyldig fremmed, han er nærmest Senkas bror. Hun er ret sikker på, hun virkede sur før, så hun gør sig umage for at smile. Senka smiler også, men det virker mere tvunget end normalt "Hey," småfniser Eitan, da han får øje på dem. "Rart, I har tid til at kigge forbi." Du er sjov, tænker Kalia opgivende. "Senka har godt sagt, du er den flabede af jer," svarer hun. Eitan smiler og rejser sig. Han er virkelig flot, ikke særlig høj men meget muskuløs. Hans øjne er helt mørkebrune, og hans tøj er meget moderne. "Skyldig," griner han. Hun tager imod hans hånd og gengælder hans smil. "Jeg hedder Kalia. Jeg har ikke boet her så længe. Lige nu går jeg på skolen. Ehno er min far, hvis du kender ham?" Eitan nikker og slipper hendes hånd. "Det gør jeg. Han er en god mand." Han er den bedste, indrømmer hun for sig selv. Godt andre også kan se det. "Jeg ... jeg tror, jeg rykker planterne," mumler Senka. "I kan bare tale." Hvad er der galt med dig? Du opfører dig sært, tænker hun. Eitan afbryder dog hendes tanker.
   "Så du er Ehnos datter fra det store vest? Hvordan klarer en bypige det så langt mod nord?"
   "Det er ... anderledes," griner hun. "Men jeg kan godt lide det."
   "Her er ret smukt," svarer han og skuler mod vinduet.
   "Ja," smiler hun. "Dine forældre er også fra byen?"
   "Jup, min far ejer en masse forskellige virksomheder. Jeg håber, jeg kan overtage nogle af dem. Byen her er skøn, men ... jeg vil tilbage til Vladimir en dag."
   Det vil jeg også, tænker hun. For første gange længe har hun pludselig hjemve.
   "Vil du fortælle mig lidt om jeres opvækst?" smiler hun. "Senka dvæler ikke ved fortiden."
   "Gerne," svarer Eitan med et glimt i øjet. "Det er jo meget normalt, at rigmandsfamilier sender deres børn i pleje i de mindre byer. Vladimir har bedre skole og studier, men det bliver nogle gange nemmere at komme ind på de gode steder, hvis man har været udsendt i de små samfund. Jeg tror, de har gjort det sådan, for at Vladimir ikke bliver helt overbefolket. De færreste tager jo frivilligt så langt mod nord, men hvis det giver bedre chancer senere, så er det vel besværet værd."
   "Hvad med din familie?" spørger hun. "Savnede du dem ikke som barn?"
   Hans glødende udstråling svinder, mens han sidder ved hendes side og leder efter ord.
   "Nej," sukker han. "Både Senka og jeg har haft et lidt svært forhold til vores forældre. Jeg ved faktisk ikke meget om Senkas familie. Han har ikke set dem, siden de sendte ham væk."
   Har han ikke? Det vidste jeg ikke, tænker hun chokeret.
   "Janco var en god mand," fortsætter Eitan. "Han tog sig af Senka og jeg, som var vi hans egne. Han gav os alt, vi havde brug for, så ... der var ikke meget at savne."
   "Jeg kender den følelse," smiler hun. "Ehno adopterede mig, da jeg var spæd. Selvom jeg ikke er hans blod, vil han altid være min far. Blod er bare ... blod."
   Eitan smiler og nikker. Han kigger længe på hende med et meget intenst blik.
   "Hvad?" spørger hun. "Hvorfor stirrer du på mig?"
   "Du er bare smuk," svarer han. "Især når du taler. Senka er heldig."
   Det var meget direkte sagt, tænker hun forbavset. Alligevel mærker hun ordene varme.
   "Tak," smiler hun. "Du er heller ikke så grim."
   "Var det en kompliment?" griner han. "I så fald bør du øve dig lidt."
   Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, tænker hun flov. Han skubber drillende til hendes skulder og rejser sig. "Jeg er glad for, du er her," siger han. "Nu er vi to bymennesker."
   Senka kommer ind i lokalet. Han har jord op og ned ad armene. Han roder altid rundt i sine planter, når der er noget, der går ham på. Kalia ønsker, han vil fortælle hende, hvorfor han smiler så anstrengt, men han kysser blot hendes kind og sætter noget lystigt musik til at spille.
   "Vi burde danse," udbryder han.
   "Du er meget beskidt," svarer hun. "Og det er morgen."
   "Man kan sagtens danse alligevel," smiler han. "Uh, vi bure lave en regndans!"
   Kalia og Eitan skænker hinanden et hurtigt blik, før de begge ryster opgivende på hovederne. Du er så sær, Senka, tænker Kalia med et smil. Men jeg elsker dig for det.
Forfatterbemærkninger
Da det her kapitel er meget langt, har jeg valgt at dele det op i to her, derfor står der del 1 og del 2, men det er et sammenhængende kapitel.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/02-2019 17:40 af Noah Thorsted (TheNoah) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 5587 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.