0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Zafir · En mørk aften sniger Zafir sig uden for helvedes port. I si... [...]
Fantasy · fangenskab, sorg, ny rejse
4 måneder, 5 dage siden
0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Kalia · Sommeren har gjort den lille skovby til et rige af liv. Kal... [...]
Fantasy · ungdom, romantik, indre konflikt
4 måneder, 10 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 5: Optr...
Kalia · Efter foråret sniger sommeren sig nærmere. Kalia nyder varm... [...]
Fantasy · romance, tro, hemmeligheder
5 måneder, 2 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 4: Forå...
Spartan · Havets brusende bølger er lige så stille som denne sorte ... [...]
Fantasy · krig, romance, forbudt venskab
5 måneder, 5 dage siden
1Elsk synderen, had synden - Kapitel 3: Nye ...
Kalia · På en af byens smalle grusstier slæber Kalia sine tunge sto... [...]
Fantasy · hemmeligheder, fangenskab
5 måneder, 10 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 2: Anko...
Kalia · Vinden er kølig. For få timer siden rejste solen sig bag de... [...]
Fantasy · fantasy, nyt hjem, tilhørsforhold
5 måneder, 14 dage siden
5Elsk synderen, had synden - Kapitel 1: Den ...
Sasha · I denne del af riget går Sasha sjældent. Denne del, hvor vi... [...]
Fantasy · good vs evil, lys vs mørke, forbudt kærlighed
5 måneder, 14 dage siden
4Hvis jeg tog et skridt tilbage
Da jeg så dig i hans arme min vrede blev til ord. · Jeg ved du må h... [...]
Rim og vers · ulykkelig kærlighed, sorg, savn
2 år siden
2Kærlighedens selvmord
Du er mit et og alt' men nu du den der gør' at jeg faldt, · Jeg må ... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, ensomhed, længsel
2 år siden
8Facade
Se ikke på mig mens du mig dømmer. · Se ikke på mig når jeg mine ta... [...]
Digte · selverkendelse, splittelse, melankoli
2 år siden

Puls: 3,7

Publiceret: 0
Afgivet: 2
Modtaget: 0
Noah Thorsted (f. 1994)

Zafir

   En mørk aften sniger Zafir sig uden for helvedes port. I sine hænder bærer han et stort fad med råt kød. Det er mærkeligt at have ansvaret for huset, mens Spartan er væk. De har altid været her sammen. Jeg ved ikke engang, hvor du er, tænker han bedrøvet. Det er en kold aften, regnen falder tung mellem træernes skjul. Han stopper foran kælderen. Hvert et minde får ham til at skælve, men han lovede Spartan, han ville tage sig af Alessia. Måske kan ulven blive hans ven. Den forstår ham bedre end nogen anden. Han låser den tunge jerndør op og følger de mørke trappetrin ned i dybet. Selvom han kender vejen i blinde, tænder han en fakkel. I de hærgede stenmure sidder tunge kæder hægtet fast. Det er flere år siden, han selv har været lænket, men minderne hjemsøger tit hans drømme. Ulvens knurren runger højlydt, da han nærmer sig. Hendes tænder er blottede, hendes øjne er udspilede og fråde drypper fra hendes mund. "Rolig," hvisker Zafir. Lænken, om hendes hals, sidder meget stramt. Den har gnavet pelsen af hendes hud. Hvis den ikke bliver løsnet, vil den efterlade dybe sår. Jeg er nødt til at løsne den. Han forsøger at berolige hende, men hun slikker sig nervøs om munden og bider ud i den kolde luft. "Du er virkelig bange," sukker han. Det gør ondt at se hende lide. Så prægtigt et væsen fortjener kun frihed og respekt. I stedet er hun fanget her som en udsultet slave. "Undskyld, Alessia," snøfter han. "Spartan tænker ikke klart." Stop med at forsvare ham, råber en stemme. Men han elsker den ulv, svarer han. Hvis han elskede hende, tvang han hende ikke i lænker. "Han har ikke et valg!" Det går op for ham, at han udbrød den sidste del. Ulven er stoppet med at knurre. Hun kigger direkte på ham med sine store gyldenbrune øjne. "Forstår du?" spørger han lavt. Alessia sænker sit blik og stirrer ind i væggen. Hendes hvide pels stråler i mørket. Hun har nærmest ikke rørt den store træskål, han har fyldt med vand. Det virker som om, hun er ved at give op. Zafir sætter sig ved den modsatte væg og tager et stykke kød i sin hånd. "Her," siger han og kaster det til hende. Hun rører det ikke, i stedet knurrer hun atter. Du er nødt til at spise, tænker han, mens han læner sit hoved mod muren. "Alessia," hvisker han. "Du er nødt til at kæmpe, forstår du? Hvis du skal blive fri, må du kæmpe. Din flok er derude, og de har brug for dig. Hvis du giver op, er de fortabte. Spartan har også brug for, du kæmper, selvom han er din fjende." Det smukke dyr vender ham ryggen og lægger sig med hovedet mod stenmuren. Zafir føler sit hjerte synke i sit bryst. Jeg ved, hvordan du har det. Jeg er også tit ved at give op.
   Længe sidder han med lukkede øjne og lytter til hendes klynken. Det er ubærligt, men han kan ikke forlade hende, før hun har spist. "Af kærlighed blev hun skabt," synger han. "Englen med hvide vinger. Men vinteren blev grufuld lang, og hendes løfte gik tabt. Dæmonen ønskede hende død, han pålagde hende smerte. Da hun blot var skind og kød, stjal han hendes hjerte." Alessia hyler sørgmodig med på sangen. Hun var der, da det skete, så hun bærer sorgen. "Englens styrke er nu bort, men håbet lever videre. Vinteren vil blive kort, og vi får varme tider. Sagnet taler om en krig, hvor godheden vil sejre. Fra ondskaben vi bliver fri, og kærligheden fejre." Han tier og snøfter sin gråd væk. Det er evigheder siden, han læste om de gamle sagn, men den dag forstod han alt. "Jeg beder dig, Alessia," hvisker han med tårer på sine kinder. Pludselig stopper hun med at klynke, en ny varme opstår i det kulsorte rum. Han tør næsten ikke røre sig, da hun kigger ham dybt ind i øjnene. Nærmest som læser hun hans sjæl. Det er både fortryllende og skræmmende. I et kort øjeblik føler han, hun ser igennem ham. Endelig rejser hun sig og spiser kødet. Han snøfter lettet og smiler ud i mørket. "Tak," hvisker han taknemmelig. "Vi er nødt til at overleve."


Spartan

   Spartan har ikke sovet, siden han forlod Yugen. I snart to måner har han rejst fra by til by med damptogene. Mennesker har brug for søvn, men Spartan har arvet en anden natur. Han har stadig brug for at sove, men der kan gå måner imellem. Jeg hader at sove, indrømmer han for sig selv. I mørket får skygger klør og blodige øjne. I søvnen vil de plage ham, til han tigger dem om nåede. Han skynder sig at nedlægge de tanker og kigger på sit kort. Her i damptoget sidder han på et stofsæde blandt stinkende mennesker. Han har intet bragt med sig, kun penge, en pistol og nogle knive. De er gemt under hans sorte jakke, men egentlig har han ikke brug for dem. Han behøver kun se på folk for at pålægge dem smerte. Mennesker er frygtsomme, udvidende skabninger, så han må bruge normale våben, hvis han skal forsvare sig. Allerede som barn lærte han at holde sine kræfter skjult, og ingen rejse til vesten kan ændre på det. Han hader at køre med damptogene, men de er hans hurtigste rejsemiddel til Vladimir. Starten af turen var flot, for der kunne han kigge ud på de prægtige skove. De lystige floder og majestætiske bjerge. Han er nu så langt mod vest, at naturen erstattes med små travle byer. Brostensbelagte gader og veje, der breder sig over tamme vandløb. De små vogne ryster og larmer, mens toget tromler over landskabet. Flere mennesker kommer til tættere på byen. Jeg hader beskidte folk, tænker Spartan. Jeg burde slå dem alle ihjel. Han taler sig selv ned, før blodet banker i hans årer. Tålmodighed er nøglen. Hvis han bare kan udholde deres nærvær lidt endnu, vil han snart få afløb på sit had. Selvom han ikke behøver søvn, har han været nødt til at overnatte på forskellige kroer. Damptogene kører ofte kun mellem korte strækninger, og hvis man ankommer til en station uden for køretid, må man vente til daggry med at rejse. Stationerne i norden er ofte bare en perron med to jernspor. Her mod vest breder jernsporerne sig som små bække mellem perronerne. Spartan kigger ned i sit kort og følger jernsporene med øjnene. Han har rejst hele vejen fra Yugen gennem det nordlige og nordvestlige Æteriska. Hans endelige destination er Centralæteriska tæt ved bjergkæden Lakas. Ingen jernspor går gennem skovene, derfor møder han håndlangerne i udkanten af Vladimir. Der venter en lang og hård rejse på hesteryg fra Vladimir til Lakasbjergene, men Spartan vil hellere ride gennem skovene end sidde i et fyldt damptog.
   Da han omsider når frem til Vladimirs udkant, stiger han af togvognen og trækker sin hætte over hovedet. Himlen bliver snart mørk, men det generer ham ikke. Natten er blot en ven. Stationen er så stor, at den ligner en lille by. De utallige jernspor slanger sig mellem perronerne. Det vrimler med rejsende, der taler i munden på hinanden, mens de slæber tunge kufferter og tasker. Flere steder bliver heste læsset af toge. Ejerne griber deres dyr med hektiske bevægelser og høje stemmer. Spartan skynder sig væk fra de fremmedes støj. Han har det bedst, hvor han kan ånde i stilhed, langt væk fra lugten af røg og sved. Fra stationen går han gennem forstæderne, indtil han når en lille udkantsby ved navn Jalima. Vladimir er smuk, hvis man befinder sig i hjertet. Høje bygninger kysser himlen, et rigt folkeliv synger i de travle gader. Her, ved udkantsbyerne, bor kun fattige syndere. De, der har kæmpet sig mod storbyen, er blevet fanget udenfor de velhavendes port. Flygtninge fra syden. Fattige med en drøm om storbyens muligheder. Syndere og mordere. Død stinker i luften mellem mørke gader, der smyger sig langs faldefærdige huse. Vandpytterne spejler det sørgelige billede, mens han vandrer lydløs i natten. Her er øde og tomt, kun meget få tør snige sig ud så sent. Han passerer nogle enkelte tiggere, der gemmer sig under deres våde tæpper. Ved et gadehjørne lusker en ensom luder rundt. Hun bærer nærmest ingen klæder, kun et hullet sjal og et slidt skørt. Hendes trætte øjne afslører en barsk virkelighed. Flere glubske mænd kryber efter hendes fært. Stanken af sved, frygt og utallige mandekroppe. En af mændene savler som en syg hund, da han til gengæld for sine mønter får lov at blotte hendes hud. Sjakaler, tænker Spartan. Mænd som dem minder ham om Calep. Jeg skulle have dræbt den køter for mange år siden.
   Ved Jalimas udkant stopper han og venter. Det regner lidt, men han er ligeglad. Først efter natten vil daggryet bryde mørkets lænker. Håndlagerne sagde, de ville møde ham her, så de kan nå første hvilepost inden solopgang. Jeg bryder mig ikke om at vente, tænker han vredt. Heldigvis går der ikke længe, før de dukker op. Tre kappeklædte mænd på heste. Den bagerste trækker en fjerde hest efter sig. De hilser alle høfligt på ham, men han skænker dem ikke et blik. For ham er alle håndlangerne ansigtsløse væbnere, der adlyder blankt. De bliver ofte skiftet ud, så han genkender ingen af dem. Kun dyb loyalitet kan sikre deres embede, men loyalitet er lige så sjældent som kærlighed og sande løfter. I skal være heldige, hvis I overlever, indtil jeg rejser, smiler han for sig selv. Han tager imod tøjlerne til det kræ, der skal bære ham mod bjergkæden. Heste er faktisk smukke skabninger, men de er dumme. Få dyr er så styret af frygt som heste. For dem er det et våben, for ham er det svaghed.
   De rider uset, gennem de små byer og ødemarker, væk fra Vladimir. Hestene pruster i fuld galop, indtil de kommer til et lille skovområde. "Man ved aldrig, hvad der lurer i mørket," siger en af mændene. Spartan smiler blot og driver sin hest frem. "Led vejen. Jeg bestemmer tempoet," svarer han. Intet i skoven kan skræmme ham. Hverken mordere, tyve, ulve eller magiske skabninger. Manden gør som befalet og peger mod en jordsti. Spartan føler sig hjemme mellem træerne. Han er opvokset i skoven, det grønne skjul vil altid betyde tryghed. Da de når ud til lysningen, rider de langs flere små byer. Tilholdsstedet er ved bjergene, men først skal de gennem utæmmede skove. Ved daggry vil de holde første hvile, men rejsen er kun lige begyndt.


Kalia

   En tidlig aften tager Kalia hen for at besøge Senka. Han har opført sig meget mærkeligt på det sidste, så hun har brug for at vide, han er okay. Hver gang, de er sammen, taler han konstant om sine planter eller går i gang med at bage kage. Begge dele er jo dejligt, men det er pludselig som om, hun ikke må komme tæt på mere. De få intense stunder, de før delte, er forsvundet. Hun står længe foran hans store trædør uden at banke på. At have dybe alvorlige samtaler har aldrig været hendes stærke side, og hun frygter, han vil græde, hvis hun stikker for meget til ham. De utallige smukke blomster vokser på hver side af den lange havesti. Måske skulle hun bare købe ham en ny plante og lade som ingenting. Det ville være nemmere, men den nemme vej er ikke altid den rigtige vej, plejer Ehno at sige. Du er nødt til at tale med ham, sukker hendes fornuft. Det er dog ikke Senka, der åbner døren. Eitan smiler straks, da han ser hende.
   "Jeg må drømme," ler han. "Der står en meget smuk kvinde udenfor min dør."
   "Drøm videre, det er ikke din dør," svarer hun drillende. "Er Senka hjemme?"
   Eitan ryster på hovedet. "Han er ved Vestegenen for at dele kager ud til de fattige." Selvfølgelig er han det, tænker Kalia opgivende. Eitan smiler blot til hende. Han finder en tobakrulle og nogle tændstikker frem. "Ryger du?" spørger han. Kalia ved godt, hun ikke burde gøre det, for hun har længe gerne ville stoppe. Ehno bliver så vred, når han ser det. "Nogle gange," svarer hun og tager imod. "Tak, jeg trænger til det." De står i stilhed og ryger, indtil hun rømmer sig. Hun skal til at sige, hun bare må komme igen en af dagene, da Eitan afbryder hende. "Vil du med ind?" spørger han. Hun tvivler et øjeblik, mens hun kigger på ham. Når han smiler til hende, skinner en særlig glød i hans blik. Der er bare noget charmerende ved ham. Hun føler også, de har ret meget til fælles. Zafir, Senka og Dibsy hører alle til i den lille skovby, men hun er splittet. Her er skønt, og hun troede, hun var hjemme, men hun er begyndt at savne storbyen. Alle mulighederne. De travle men hårdtarbejdende folk. Den evige kamp for at blive til noget større. Ambitioner og drømme. Hun har på fornemmelsen, at Eitan vil forstå. "Okay," smiler hun og følger med ham.
   De sidder længe og taler om storbyen. Alle de ting de savner. Han siger, han føler sig fri i Vladimir, men når han kommer her, er han fanget. Jeg er enig, tænker hun. "Hvis du savner byen så meget, hvorfor kommer du så tilbage nu?" spørger hun. Han tøver længe. Hans smørrede smil er forsvundet, pludselig ser han helt trist ud. "Det var meget hårdt at miste Janco," sukker han. "Og det er mærkeligt at være her igen uden Apollo, men hver gang jeg er hjemme hos mine forældre, er det en katastrofe. De ... har altid været ret hårde ved mig, især min far. Men de mener det godt, tror jeg. De vil bare gerne have, jeg bliver til noget stort, hvilket jeg har tænkt mig. Men ... jeg mistede min søster for to år siden, og ... ingen af os er kommet os over det. Mine forældre sørger stadig. Det gør vi alle." At se hans øjne blive blanke giver hende et spark i maven. Han virker ikke som en fyr, der viser mange følelser, men hans stemme er plaget af sorg.
   "Jeg er så ked af dit tab," svarer hun. "Var I tætte?"
   "Ja," smiler han og tørrer sine øjne. "Kamil og Safi er mit et og alt. Jeg mener ... var mit og alt. Kamil var den ældste af os, hun var mit forbillede. Mine forældre forgudede hende. Forældre burde ikke have et yndlingsbarn, men der var aldrig nogen tvivl om, at de elskede hende mere end noget andet i den her verden. Jeg forstår dem godt. Hun var en engel, og jeg kunne tale med hende om alt. Hver gang, jeg kom ud i noget skidt, hjalp hun mig. Hun vidste altid bedst, men hun pralede ikke med det. Hun beskyttede mig, og jeg beskyttede Safi, vores lillesøster. Det var vores pagt. Jeg ville bare ønske, nogen havde beskyttet hende." Han tier og rømmer sig. Stemningen er pludselig blevet meget skrøbelig.
   "Undskyld," smiler han. "Vi kan tale om noget andet."
   "Nej," svarer hun og tager hans hånd. "Hun lyder fantastisk."
   "Det var hun også. Jeg taler sjældent om hende. Men ... det er rart."
   Hvordan døde hun? Tanken plager hende, så hun tager sig sammen til at spørge.
   "Var hun syg?"
   "Nej," sukker han. "Hun blev myrdet."
   Hun mærker sit hjerte hamre, mens hun ser på ham. Han sagde det så roligt, at hun ikke ved, hvordan hun skal reagere. "Det er ... frygteligt," stammer hun. Ingen ord kan helbrede den slags sår, men hun ville stadig ønske, der var noget, hun kunne gøre.
   "Hun blev skudt, så i det mindste gik det hurtigt," siger han. "Hun skulle besøge mig, så hun ankom med jernbanen en sen aften. Da hun ikke dukkede op, kontaktede Janco rådet. Hun blev fundet ved skovbrynet næste morgen. Jeg ... jeg skulle have hentet hende på perronen, men ... "
   "Eitan," afbryder hun. "Det var ikke din skyld."
   Lydløse tårer løber på hans kinder, men han prøver at tvinge dem væk. Hun ønsker inderligt at holde om ham, men hun kender ham ikke godt nok til at turde.
   "Undskyld, Kalia," snøfter han. "Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller dig alt det her. Jeg græder altså ikke normalt. Det er bare ... du er meget nem at tale med."
   "Du skal ikke undskylde," smiler hun og giver hans hånd et klem.
   Han smiler og tørrer sine røde kinder. Du skal da ikke være flov over at græde, tænker hun, men det vil nok bare gøre ham mere forlegen, hvis hun nævner det. Hun tager sig selv i at nusse hans hånd, så hun skynder sig at trække armen til sig. "Har I fundet hendes morder?" spørger hun. Hans blik skifter brat. Den dybe sorg forsvinder, i stedet brænder had i hans øjne.
   "Nej, men jeg ved, hvem der gjorde det. Jeg har bare ingen beviser"
   "Hvad?" udbryder hun. "Hvem?"
   "Nogle uhyrer, der holder til i skoven. Jeg skal nok få min hævn, om det så bliver min død."
   Før hun når at spørge, hvad han mener, brager Senka ind ad døren.
   "Kalia," udbryder han. "Hvad laver du her?"
   "Jeg ... kom for at se dig. Du var ikke hjemme, så Eitan og jeg har talt lidt."
   Hun skæver til Eitan, der forsøger at fortrænge sin sorg. "Okay," smiler Senka blot upåvirket. "Uh, jeg skal fortælle jer om en af de kager, jeg bagte. Den var fantastisk!" Han giver hende et hurtigt kys og sætter sig sammen med dem. Imens han fortæller om sin kage, forsøger hun at smile til Eitan. Han virker fast besluttet på ikke at vise den mindste svaghed, men hun kan se, han stadig er meget berørt. Hvorfor er I sådan overfor hinanden? Da Senka går ud for at hente et billede af kagen, rejser Eitan sig.
   "Jeg må hellere få arbejdet lidt," siger han.
   "Okay," svarer hun lavt.
   "Hvad er der galt?" spørger han.
   "Intet. Jeg ... ville bare ikke gøre dig trist."
   "Du gør mig ikke trist," smiler han. "Du er den første, jeg talt med det om. Det er ... en kompliment. Jeg orker bare ikke mere kagesnak."
   De ord får hendes hjerte til at slå roligt. Dog får de også hendes kinder til at blusse. "Red dig selv," griner hun. "Hvis jeg kender Senka ret, fortæller han om alle kagerne." Eitan griner og smiler varmt til hende.
   "Vi burde ses noget oftere," siger han. "Næste gang taler vi om noget mindre deprimerende. Jeg vil høre om dit drømmearbejde."
   "Det er en aftale," smiler hun, før han går ovenpå.
   Senka kommer tilbage med en kæmpe bog i sine hænder. "Det er den store bog om kage!" Selvfølgelig ejer du den store bog om kage, smiler hun for sig selv. I sofaen læner hun sit hoved mod hans skulder, mens han viser hende billederne. Når han taler om kager eller planter, smiler han fra hjertet. Han er ikke den kønneste fyr, men når han smiler på den måde, bliver han ubeskrivelig smuk.
Forfatterbemærkninger
Anden del af kapitlet: Ny ven, gammel ven, fjende. Valgte at dele kapitlet op her, da det er ret langt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/02-2019 23:11 af Noah Thorsted (TheNoah) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3158 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.