Historiens største uopklarede røveri


4 måneder, 17 dage siden 0 kommentarer Noveller

0Litteratur fra Pivhytten
" Pivhytten" 22 februar 1950. · Køre Lisa. · Heller ikke jeg holder a... [...]
Filosofihulen
16 dage siden
1Strandtur under sommeren
Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse · som kunne man gå p... [...]
Digte
27 dage siden
2Forårets død
For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en ... [...]
Klummen
2 måneder, 17 dage siden
0Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
3 måneder, 25 dage siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
4 måneder, 17 dage siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
5 måneder, 6 dage siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
5 måneder, 18 dage siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
7 måneder, 1 dag siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
11 måneder, 9 dage siden

Puls: 15,8

Publiceret: 3
Afgivet: 5
Modtaget: 3
Søren Yssing (f. 1953)
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet halvvejs til Månen. De var totalt spiralsnoet både højre og venstre om. Det var som at se et træ gro den gale vej, og blive tyndere og tyndere og mindre og mindre for hver dag der gik. Muligvis var den også det modsatte: Et træ der vokser den rigtige vej med en sådan hast man næsten kan høre det gro. På trods af alt kom denne opringning ikke helt uventet. De havde forfulgt mig som en sporhund med hængende ører i årevis, både i drøm og virkelighed. Den havde hvisket til mig fra hver en krog i det ottekantede rum der befinder sig allerdybest nede i Politigårdens kælder. Den havde klukleet til mig i månelyse, løvhviskende nætter når jeg lå søvnløs i min lejlighed på trettende etage.
   Med andre ord: Min mobil ringer! En mig aldeles ukendt , snøvlende, snublende stemme forklarer mig indgående ,at han aldeles ikke er hverken fuld, skæv eller vanvittig. Han er fuldstændig normal og har altid været fuldstændig normal. En hæderlig borger. Har altid betalt sin skat med glæde. Elsker sin kone ud over al forstand selv om hun ikke fortjener det. Sidste lovovertrædelse udspandt sig i hans skoletid, hvor han tilegnede sig tre halvmodne æbler fra den lokale præsts have. En lang smøre om væltede træstammer hvis store rodflager, store som spisestuegulve, stod lodret op.
   Jeg husker hvordan jeg stod og drejede rundt om mig selv medens jeg prøvede at finde hoved og hale i denne forvirrede ordstrøm.
   Lidt som at møde en hængt ved nat! Lidt som at modtage en irettesættende mail fra selveste Dronningen midt i en sur hverdag. Som at stå på hjørnet af Mørkegyde og Skummelstræde og føle at alt kunne ske, alt var sket, alt ville ske. Som at høre Djævletrillesonaten blive spillet på et forstemt klaver, og til tonerne fra en revnet Stradivarius.
   ---Guld, basunerede jeg, så det gv et hop i min ellers så stilige sekretær, og hun gik ganske i stå i sine indtastninger. Hun hævede de malede øjenbryn helt op til hårgrænsen. Sollyset faldt som spyd og trompetfanfarer ind gennem de høje vinduer og afslørede at rengøringspersonalet havde forsømt en og anden fri flade i ugens løb, og at det burde påtales.
   --Guld, basunerede jeg igen. Guld mig her og guld mig der og guld mig alle vegne. Jeg tror dig ikke over en dørtærskel! Ikke før du egenhændigt møder op på mit kontor og lægger din fordømte guldbarre foran mig, på mit skrivebordsunderlag. Guld, basunerede jeg igen som et ekko i skoven. Jeg skal fanden gi dig guld så du kan pudse dig guldglitrende i røven i løbet af sekunder. Han gensvarede at guld nok var mest værd når det pyntede i gebisset. Så fulgte et par strofer fra en eller anden salme med masser af forgyldte udtryk i.
   Som du jo nok kan regne ud, så forventede jeg jo ikke at høre mere fra den kant. Du ved lige så vel som jeg, at politiarbejde også består i at afvise de forstyrrede personer der ustandselig ringer op og tilstår samtlige mord begået i årets løb. En eftertænksom telefonvagt er guld værd på Københavns Politigård, havde jeg nær sagt, han kan virkelig spare mangen en politimand for meget overflødigt arbejde.
   Der gik en rum tid og jeg var allerede i fuld gang med at glemme alt om den samtale. Men så ringer Fanden altså nede fra Portvagten under morgenstjernen. Du ved den der forgyldte morgenstjerne der er anbragt på muren over indgangsportalen til Københavns Politigård. Suspekt type. Mørkeblå uldhue på hovedet på trods af al eftersommer. Store mudrede flodpramme om fødderne. En fyr der næppe stod forrest da hygiejnen og intelligenserne blev uddelt. Men alligevel hæderlig grænsende til det tossegode. Havde nemlig lige afleveret en meget pæn, passende tung, møgbeskidt guldbarre ved skranken ,samt forklaret at den slags sager måtte den danske ordensmagt vist kikke lidt nærmere på. Løbenummer 13070415. Den gode, gamle, tyske dobbeltørn indgraveret. Deutsche Reichbank indgraveret under dobbeltørnen. Årgang 1941. Skatten fundet et ikke nærmere angivet sted i Gribskov i Nordsjælland, filtret ind i rødderne på et stormvæltet træ, hvor rodflagen stod lodret op i vejret . Betjentene dernede havde taget Hr Goldstein i forvaring på vagtstuen, for der var nok et og andet spørgsmål han burde svare tilfredsstillende på. Identitetspapirer havde han ikke på sig. Han påstod at bære navnet Herbert Hauschildt og bo på Himmelvangsvej i Valby, men som bekendt eksisterer en vej af det navn kun i fantasien. Jeg beordrede selvfølgelig manden ført op på mit kontor aldeles omgående, og han gjorde også sin entre ifølge med to betjente fra vagtstuen, for en sikkerheds skyld. Guldet kunne vente lidt. Det løb foreløbig ingen steder. Jeg måtte jo finde lidt klarhed omkring denne Hr Goldstein og danne mig et indtryk. Man skuer ikke hunden på hårene, men uanset hvad så fremstod hr Goldstein ikke just som en bomuldshund .
   Lugten var umiskendelig så såre han lukkede døren op, og hans person havde afgjort kendt bedre dage. Havde nogen i København og omegn behov for at finde guld og grønne skove, så var det ham. Tænderne havde så afgjort behov for et større læs guld. Øjnene var rødrandede og løb i vand, som havde han nyligt modtaget en velrettet dosis tåregas. Ansigtet var rynket som et gammelt æble. Næsen af udpræget kartoffeltype. De skrå øjne pegede så afgjort i retning af de russiske stepper. Et par alderstegne cowboybukser var afgjort mere hul end stof og tillod kik ind til et par lange, brunlige underbukser indenfor. På overkroppen bar han lys skjorte med tydeligt markerede albuer og blå striber på kryds og tværs i et forvirrende mønster. Han var høj og bredskuldret og havde rimeligvis været en flot fyr engang. Det grå hår faldt nedover skuldrene, som hos en vismand fra et andet århundrede. Han ymtede ikke en stavelse medens han kikkede sig omkring med synligt ubehag, og åbenlyst ikke brød sig om at være indendørs på dette fine sted. De store, mudrede pramme stod fortøjede udenfor på gangen, nu sjoskede han rundt i tykke, uldne sokker, hvorfra en brun storetå med sort negl stak ud fra den højre. Han var virkelig lidt af en tragedie at se på, om han nu ellers var så ussel som han gav indtryk af. Jeg fortrød lidt min opførsel over telefonen og gjorde alt for at virke venlig og imødekommende og forstående. Jeg måtte jo spille spillet og havde vel fornemmelsen at her stak noget under et eller andet sted. Nu var det med at gamlingen fik mundtøjet op i omdrejninger, og det medvirkede jeg næppe til ved at skælde ham huden yderligere fuld. Så jeg snakkede los som et vandfald. Om guldværdi og findeløn og lovgivning angående danefæ og hittegods. Roste hans lovlydighed og hæderlighed. Gjorde ham klart at vi i lovens navn, vagtbetjentene rankede ryggen, krævede at han samarbejdede angående guldbarrens findested og finderens navn og adresse. Jeg gjorde alt for at virke venlig. Bad ham tage plads i den velformede drejelige designstol, der ellers var forbeholdt Politidirektøren. Bød ham på kaffe og cognac, som han pænt afviste at røre. Sekretæren smilede som en lille sol. Der gik en rum tid i tavshed på den måde. Jeg talte og talte. Hr Goldstein sad stiv og strunk som en saltstøtte, og ventede så tydeligt bare på at få lov at gå. Han kikkede misbilligende på diplomsamlingen på væggen. Brød sig afgjort ikke om de smukke lamper over mit fint designede skrivebord i amerikansk eg. De fint mønstrede tæpper på gulvet betrådte han med en afsky som var de skjulte faldlemme. Endelig omsider hævede han stemmen. Tydelig accent. Snøvlede ikke. Vejede så tydeligt sine ord på guldvægt, he. De rødrandede øjne betragtede mig på en gang med et både spotsk og gennemborende blik, og det havde han ikke haft på før. Vagterne sendte mig et spørgende blik, jeg løftede lillefingeren en anelse, for at markere at de ikke skulle foretage sig noget.
   --Er De dum som en dør Hr Kommisær.
   --Normalt ikke, svarede jeg nogenlunde venligt.
   --Men det er De nu---.
   --Jaså.
   --Ved de hvad der ligger nede i vagtstuen.
   --Jeg ved det.
   --Er De sikker på det.
   --Guld er guld skulle jeg mene.
   --Ja! Som om guld bare var tandguld, guldmønter, guldringe, guldskeer, guldfisk og alt muligt andet. Guld er mange ting! Omstændighederne spiller også en rolle. De kan måske svare mig på hvordan en guldbarre fra Deutsche Reichbank, anno 1941, dukker op i Gribskov i Nordsjælland.
   --Nærliggende spørgsmål! Jeg har kun kendt eksistensen af dit fund i knap en time. Lidt tålmodighed er på sin plads min herre.
   Det var i det øjeblik jeg fik fornemmelsen at vandre langs Kremlmuren i optrækkende snestorm med kornsne. Det var en fornemmelse som at se tågen lette over Furesøens øde, forblæste sivskove en grå vinterdag, hvor jeg havde en båd liggende. En følelse af at have reddet sig en stribe fradrag i skat. Som at have tygget sig gennem høje stabler af obduktionsrapporter og afhøringsjournaler, der ikke førte nogen steder hen. Og så: Pling! Heureka! Banko! Færdigt arbejde! Med en gang åbenbarer sig det afslørende bevismateriale der får den forhærdede bandit til at bryde ud i gråd. For et sekund siden sad han med korslagte arme og pokerfjæs og benægtede hårdnakket alt. Universet udvider sig! I et glimt gik det op for mig, at manden ikke var helt så bøvet som han gav indtryk af. Han vidste så udmærket hvad han havde hittet i skoven. Her stod mere på spil end et betragteligt læs guld, og til en værdi der tangerede i omegnen af en lille mille.
   Ser du Lars Hauschildt, alias Josef Goldstein, som vi kaldte dig på Politigården. Havde du nu opført dig nogenlunde fornuftigt og været lidt samarbejdsvillig, og du kunne have været rig og berømt fra det øjeblik. Du kunne have indskrevet dig i verdenshistorien, næsten på linje med Cæsar og Goethe. Du kunne have fået brede veje opkaldt efter dig. Statuer af dig kunne have fremkaldt ærbødig hvisken fra dem der defilerede forbi. Din biografi kunne være blevet en verdensbestseller af uanede dimensioner.
   Men jeg blev hurtigt klar over, at rigdom og berømmelse ikke lige var den løbebane du stilede imod. Du ville helst ud i friheden så hurtigt som muligt, og så kunne den forbaskede barre fra Deutsche Reichbank have det så godt.
   Jeg lod dig sidde i tavshed til det måtte passe dig at genoptage samtalen. Passede mig udmærket! Du vidste mere end du ville være ved, og det var jeg indtil videre så yderst tilfreds med. Jeg ringede rundt til forskellige, kære, gamle kollegaer, og bad dem komme over at se på tilfældet. De var naturligvis tvære og kontrære alle tre, på forskellig måde gjorde de mig klart, at de var da for Fanden Politifolk og ikke historikere. Det var sgu da ikke deres ansvar at en bortrømt plejehjemsbeboer tog fejl af Politigården og Nationalmuset. Jeg opbød al min overtalelsesevne, og mindede i samme åndedrag om, at der også eksisterer noget der hedder renomme. Historien om Historiens største uopklarede røveri var stadig omgærdet af en vis interesse, også selv om den udspandt sig så rimeligt langt tilbage i tiden, at vi nok ikke skulle regne med at kunne foretage arrestationer lige her og nu. Internettet var opfundet, basunerede jeg. Holdt den guldbarre hvad den lovede så havde vi udsigt til mere end et kvarters verdensberømmelse, og den slags kan jo føre til både alt og ingenting.
   En vis skepsis på linjen og visse tendenser til en kurre på tråden, men de ville fundere lidt over sagen; i mellemtiden måtte jeg så sørge for, at ham Guldgubben ikke gjorde sig usynlig igen.
   Et kvarter senere ringer en vis Herluf tilbage. Han lød mindre tvivlende end før og havde så tydeligt fået klaret tankerne, omstændighederne var værd at kikke nærmere på, selv om de utvivlsomt var lige så forældede som mordet på Tollundmanden. Også Politidirektøren havde meldt sig på linjen, og var så tydeligt også kommet i tanke om noget fra gamle dage. Kort efter ringede telefonen igen. En meget ung bladsmører var kommet under vejr med, at en mystisk guldbarre af nazistisk oprindelse var blevet indleveret på Politigården i København, og nu ville han uhyre gerne høre nærmere, under henvisning til den lov om offentlighed i forvaltningen der jo ikke gjaldt for os her. Indtil videre fik han lov at vente.

Nå I håbefulde politiaspiranter! Nå I håbefulde jurastuderende. Nå I fortravlede nyhedsaber. Nu har i chancen for at bevise hvad I duer til! Vil I i verden frem så slå ørerne ud i tide og fang lyden af fasanen i flugten. Hop i tidsmaskinen! Gør jer al tænkelig umage med hensyn til at indstille det forfinede apparatur korrekt. Det er ingen fornøjelse at havne i den sorte, pestbefængte Middelalder, når det er en mere nærværende fortid man vil søge hemmeligheder i. Vi forudsætter at I foretager en præcis landing nogle få kilometer øst for byen Gifhorn, hvor der på positionen befinder sig følgende: En nedlagt grusgrav former et mægtigt hul i terrænet, ikke ulig et månekrater, men der er flad, solid overflade med grus i bunden af krateret, bortset fra en enkelt farlig ansamling store sten som I bør undgå. Umiddelbart øst for grusgraven former vejen mod Pritzwalk og Ludwigslust et retvinklet vejkryds: En lille hundrede meter øst for dette retvinklede vejkryds befinder sig fire bygninger, der ikke ser ud af noget videre. To lange, lave, rødmalede, afskallede træbarakker, der under den nyligt overståede verdenskrig sorterede under det nazistiske Tysklands Antiluftskytssektion Nord. To mindre gårde i nærheden er begge ubeboede og ligger delvis i ruiner. Året er 1945. Månedens navn er Juni. Dagens navn er Kamaki. Natten mellem syvende og ottende er overskyet, stille og måneløs, og påfaldende mørk for årstiden.
   Dog ikke længe!
   Terrænet omkring ligger få øjeblikke senere i så kraftigt et projektørlys, at lys og skygge fremtræder næsten lige så kontrastfuldt som på Månen. Kontrasten mellem lys og skygge er næsten hundrede procent. De belyste områder ligger i skærende hvidt lys, medens de nonbelyste former knivskarpe, kulsorte skygger. Stilheden er næsten total, men der lyder dog et par hæse fugleskrig i ny og næ. Med mellemrum passerer larmende kolonner af militære køretøjer, der med deres venstrekørsel demonstrerer at de tilhører den engelske militærmission. Lidt senere gør tre lastbiler holdt ud for de afskallede, røde træbarakker, projektørerne falder omgående på dem og får vejbanen til at minde om en bane flydende stål. Ti mand springer ned fra ladet og former papirklipsagtige silhouetter , der leder tankerne hen på en middelalderlig vision om Skærsilden. Råb bølger frem og tilbage i natten og lader formode at dette er vagtafløsningen.
   Hvilket sprog? Hvilken vision? Hvilke tanker?
   Projektørerne fader ud med en gang, natten bliver igen så mørk som en månenat der vil vare fjorten døgn. Tysk, engelsk, amerikansk, russisk må formodes at være de sprog der tales på disse kanter og på denne tid. Der lyder et par snerrende kommandoer. Et par motorer drøner op i omdrejninger. En række engelske sætninger blafrer afsted som fortumlede flagermus. En maskinpistol hakker, men der lyder ingen skrig i den anledning så det var nok en svipser. Light up. Light up. Light. Der gensvares på et sprog I ikke behersker, men som i antager er russisk.
   Der går et par minutter før projektørerne er på igen. De tre lastvogne er borte og er formodentlig noget tungere end da de gjorde holdt. De er lastede med guldbarrer for i omegnen af halvtreds millioner Dollars. En god og solid del af den tyske centralbanks guldreserver er på vej ind i mørket. Nazisterne fjernede guldreserverne fra den tyske centralbanks kældre, i Berlin i krigens sidste dage, for at undgå de skulle falde i hænderne på russerne. Guldbarrerne blev anbragt i en tilfældig barak 250 kilometer nordvest for Berlin .Emballeret i en større samling trækasser, der i de første kaotiske uger efter kapitulationen ikke påkaldte sig den store opmærksomhed. En afsluttet verdenskrig skaber jo ikke fred og ingen fare fra den ene dag til den anden, på grund af en samling underskrevne papirark. Sortbørshajer, røverbander, landminer, tidsindstillede bomber, væbnede grupper af tidligere værnemagtssoldater, alt gav det tropperne i den engelske zone så rigeligt op at gøre. De skulle ikke tro de var noget! Alene i fredens første måned mistede den engelske militærmission i Sektion Ludwigslust East tolv mand og havde mere end fyrre sårede
   Dette korte scenario er stort set hvad der vides om historiens største, uopklarede røveri. Både guldbarrerne og røverne var som sunket i jorden. Ingen af bandens medlemmer blev nogensinde identificerede, endsige arresterede. Hvad disse banditter måtte have haft af relationer i form af venner, fjender, hustruer, elskerinder, børn, søskende, forretningsforbindelser, hvad man ellers kan forestille sig i et normalt liv, har heller ikke udvist lyst eller evner til at udtale sig. En tung omorto har sænket sig over dette gådefulde guldkup, og de i efterkrigstiden cirkulerende rygter har følgelig været tilsvarende talrige. Hårdnakkede rygtesmede hævder kategorisk at guldet befinder sig i en plomberet bunker i omegnen af Skagen. Andre at det er skjult i en klippehule i det mest afsides hjørne af Finnmarken i Nordnorge. Også terrænet omkring Sveriges højeste fjeld, Kebnekajse, er nævnt som et oplagt skjulested for denne moderne sørøverskat. Mere eftertænksomme og nøgterne mennesker hævder, at guldet forlod Europa i selskab med en del tidligere topnazister , og følgelig havnede i Sydamerika. Både Amazonjunglen i Brasilien og Patagonien i Argentina er blevet udnævnt som oplagte mål for nærmere undersøgelse i den retning. Og endelig antyder en gruppe tænksomme og vidende mænd, at banditterne var sovjetrussiske agenter, der handlede efter direkte ordrer fra Moskva. Russerne kunne med en vis ret hævde at Reichbanks guldreserver repræsenterede et lovligt krigsbytte, også selv om Nazisterne havde ført dem udenfor russisk rækkevidde. Reichbank var jo beliggende i den russiske besættelseszone, og dens forskellige løsører måtte jo så ligeledes høre til der. De tænksomme mænd har tænkt videre: Grundet forskellige diplomatiske årsager kunne Vestmagterne ikke officielt udlevere guldreserverne til Sovjet, men lod dem altså forsvinde gennem et fingeret røveri, begået af en bande tyske civilister og amerikanske militærpersoner. Forbrydelsen blev aldrig opklaret, af den simple grund den ikke skulle opklares. Gådens løsning skulle med andre ord befinde sig et eller andet sted i det enorme russiske arkivmateriale, der den dag i dag er lukket land for de fleste.
   Herluf betragtede guldskatten med selvlysende øjne, og pustede tungt efter at have udlagt de nærmere historiske omstændigheder. Det var i store træk hvad han fortalte om den sag. I rivende tempo og med mange tegn og grimasser og gebærder, alt medens han betragtede det eneste spor i sagen der nogensinde er blevet fundet; Indpakket i en tilfældig plastpose, som var det brød fra en bager. Jeg tænkte på at der nogle gader borte befandt sig en bagerbutik med det noble navn " Guldbageren", og at faconen på barren mindede slående om en kage eller et brød.
   Herluf hævede guldbrødet højt over hovedet, således den gennem plastikken kunne betragtes fra alle vinkler. Herluf Bokowski, Teknisk Afdeling, var bestemt ikke født i går. Han vejede den i plastpose indpakkede genstand omhyggeligt i hånden. Pressede en bred fingernegl omhyggeligt mod overfladen for at undersøge om den satte mærker. Granskede omhyggeligt på alle ledder og kanter. Betragtede omhyggeligt den refleks der afspejlede sig mod loftet som en orange plet, når han vendte " den" mod solen. Ingen gylden plet i loftet fordi barren var i den grad fedtet ind i sand og rødder og muldjord, at den knap gav refleks. Rystede posen ekstra omhyggeligt for at kunne betragte de grannåle, jordklumper, larver, pubber, rodtrevler, der var fulgt med ind. Han grinede lidt fjoget da han fiskede en lup op fra lommen og som en anden Sherlock Holmes granskede indskrifterne med Deutsche Reichbank, dobbeltørn, løbenummer, hvad der ellers kunne have interesse. Han stak luppen i lommen med en vred bevægelse , hvislede sagte for sig selv, at den gamle stinksvamp umuligt kunne have ret, men åbenbart havde det alligevel-Satans til bevisbyrde. Falsum og svindel og humbug det hele. Skulle fanden vise den gamle hønisse, at Københavns Politi ikke lod sig rende om døre med. Fanden skulle den usle stodder få sig en tur i maskinen. Fanden skulle han belære ham om at---.
   På dette tidspunkt befandt Josef Goldstein sig i celle 758, i østfløjen af Københavns Politigård. Vi kunne jo holde ham tilbage i fireogtyve timer, fordi han nægtede at opgive sin sande identitet, og ligeledes nægtede at oplyse præcis hvor han havde fundet det nævnte hittegods. Han følte at være blevet dårligt behandlet. Hans hæderlighed var blevet draget i tvivl . Han ville beskikkes en anden og kvikkere advokat, og det skulle være nu og ikke til Jul eller Pinse.
   Men mobiltelefonen var opfundet allerede dengang, og Goldsteins model viste sig at være påfaldende smart og dyr sammenlignet med hans øvrige fremtoning. Her stak så afgjort noget under, det var nu op til os at hitte hoved og hale i det mysterium vi havde fået serveret. Det tog ikke Herluf mange sekunder at plotte længde og bredde på den samtale jeg havde haft med Goldstein. Fire mand høj drog vi den lige vej til det skønne Nordsjælland, ad snoede skovveje kunne vi styre direkte mod netop den væltede gran, der så ganske rigtigt havde rodfladen, stor som et spisestuegulv, stående lodret op. Josef Goldsteins medbragte slævere passede som fod i hose til de fodspor vi fandt omkring træet. De fodspor der naturligvis endte ved netop det sted i virvaret af jordklumper, rodtrevler, grannåle, larver, pubber, og hvor vi fandt tydelige aftryk af en bred hånd i jordsmonnet. Som kronen på værket fandt vi en udelikat las stof, der lugtede bekendt, hængende i en tornet busk og hvor et par velkendte støvlespor førte forbi. Temperatur og fugtighed havde været perfekte. Selv en kortvarig regnbyge kunne have udslettet ethvert spor efter begivenheden. Vi fotograferede, tog jordprøver, målte op, reolgravede hvor vi fandt det betimeligt , således vi ikke overså noget, satte op de velkendte rød /hvide bånd, der formanede uvedkommende om at holde sig på afstand. Herlig dag for en gruppe gamle stødere af politifolk. Ingen generende rynker i panden. En sand fryd at føle samtlige aspekter i sagen falde perfekt, musikalsk klirrende på plads i efterforskningens ofte så indviklede og tænderskærende puslespil. Da vi nu engang befandt os i skoven, så kunne vi lige vel få os en lille frokost i det grønne ud af det. Politiets årlige, officielle skovtur udspiller sig som bekendt midt i Maj måned, men vi kunne jo med sindsro bevilge os en ekstra en af slagsen i dagens anledning. Humøret var højt. Vi havde fat i den lange ende. Tingene var ikke helt i skoven på trods af alt.
   Dagen var under alle omstændigheder lidt af en mærkedag! Trækronerne susede så højtideligt sagte. Hærskarer af blankpolerede myrer hilste os underdanigt. Furede egestammer virkede som havde de noget at fortælle os. Blå guldsmede på knitrende vinger svirrede langs skovstierne og virkede som undgik intet deres opmærksomhed, fulgte vi efter dem ville de vise os vejen til den højeste sandhed. Musvåger sejlede på stive fjer over skovens katedral og gjaldrede deres jamrende kattemusik ud i alle blå verdenshjørner, og de blev raskt besvarede af nye kald og nye besvarelser. Ravnenes dybe, hæse , rungende budskaber forekom mig næsten at være forståelige, også ravnene ville fortælle os noget vigtigt ,som de sorte vismænd de indbildte sig at være . Jeg forestillede mig alle disse dyr slå kreds omkring os, som i et gammelt eventyr. Jeg forestillede mig de yndefulde blå guldsmede slå sig ned på mit revers og begynde at pudse og polere deres vinger, medens de lange, tynde bagkroppe svajede rytmisk fra side til side og glitrede gyldent i det flaksende og flimrende sollys under træerne.
   Guld! Guld Hr Kommisær. Vi har naturligvis bemærket den gamle, lasede grimrian. Han kommer ofte i skoven. Han er russer af værste slags og derfor ond, udspekuleret og grusom, så vi holder godt øje med ham. Gør jer ingen falske forestillinger, før i får set jer om så drejer han jer en knap.
   Jeg forestillede mig ravnen slå sig ned på bordpladen i al sin blåsorte uhygge, og betragte os ironisk og en anelse mistroisk: Ham den gamle hønisse! Forleden bemærkede jeg naturligvis, at han kom anstigende med en guldbarre i næverne. Vi ravne har jo godt øje for blanke ting, så vi fulgte ham nøje. Han stilede mod den væltede gran og fedtede barren godt til med sand og skidt, som havde den været begravet under træet. Men han har garanteret haft den barre i sin besiddelse siden min oldemor var æg, selv er jeg nu snart firs år og så--. Og musvågerne skreg triumferende at den gamle mosgroede oldsag var kommet kørende i bil til det væltede træ og kort efter kørte derfra i stor fart, selv om vejen var afspærret af en bom, der ikke var til at overse på miles afstand.
   Sgu noget af en ulempe at fuglenes sprog er lukket land for os politifolk. Ikke engang efterretningstjenestens bedste sprogofficerer kan stille noget op her, men det er måske bare et spørgsmål om tid , penge og tålmodighed. Hr Kommisæren fik unægtelig noget at spekulere over.
   Ak ja! Vi sad der på træbænkene og sludrede og diskuterede og fik muligvis et par små for meget. Vi havde formået at kaste et søvnigt og flakkende lys hen over historiens største uopklarede røveri. Udspillede sig, notabene, før vi blev født, hvorfor vi ingen forpligtelser følte over for det, selv om den slags sager jo som bekendt aldrig forældes. Hvad der skulle ske nu, bestod i at tage beslutning om hvad der skulle ske, med den usle mammon vi så uventet havde fået foræret. Var denne guldbarre virkelig hvad den udgav sig for at være? Affektionsværdien var svimlende i frem så faldt! Denne barre var ikke bare guld værd, men også enestående i sin art. Som politifolk havde vi ikke sjældent haft et godt øje til fanatiske samlere af effekter fra Det Tredje Rige: Bajonetter. Kasketter. Jernkors. Værnemagtshjelme. Svimlende priser på den slags ragelse. Rigtignok udspandt røveriet sig en god måned efter kapitulationen, men det Tredje Riges ejendom var det ikke desto mindre. En flig af det sagnomspundne naziguld. Film og romaner har kredset om det emne siden det forsvandt for godt. Egon Olsen har heller ikke levet forgæves på det sæt, selv om vi fra Politikorpsets side jo i sidste ende altid fik skovlen under den opblæste amatør.
   Hvad kunne det ikke blive til! Udsøgte møbler til vores kontorer! Udsøgte rødvine til vores sammenkomster. Nye patruljevogne! Nyere og kraftigere pistoler! Udbedringer af Politigårdens evigt utætte vinduer. Mere effektivt rengøringspersonale. Måske ligefrem et helt kompagni af avancerede rengøringsrobotter ud i den fjernere fremtid. Kun fantasien satte grænser i den retning.
   Tankerne var jo på sæt og vis både latterlige og farlige, og havde Politidirektøren haft telepatiske evner, så var jeg sgu nok blevet fyret på gråt papir og uden pension. Pengene for salg af dette sagnomspundne naziguld skulle nok finde vej til den bundløse Statskasse på den ene eller den anden måde.
   Hvad i alverden skulle vi spørge Goldstein om når vi veloplagte vendte tilbage til " Gården". Spørgsmålene stod i en kø så lang som den der udspiller sig foran Magasin ved juletid, og svarene blæste i vinden og fortabte sig i græshoppernes filen, svirrefluernes summen og guldsmedenes kniksen langs den skovvej hvor vi sad. Befandt resten af skatten sig virkelig et sted i det omliggende? På bunden af en af de utallige søer og moser som Grib Skov er så rig på. Gravet ned under en af de tonstunge vandreblokke, der står som istidsmonumenter adskillige steder i skoven. I en af moserne blev der engang for år tilbage fanget en karpe i kæmpestørrelse, og kyndige folk satte dens alder til omkring de hundrede år . Men den adskilte sig fra andre karper ikke bare ved størrelsen, men også ved et ejendommeligt gyldent skær i de store skæl, og ingen kunne finde en forklaring på det. Måske den ganske enkelt, som en guldfisk af både navn og gavn, havde taget farve efter de mange guldbarrer den havde gnubbet sig op ad under sin lange opvækst. Måske de gamle myter om guldskatte under de store sten ikke er så gamle endda.
   Pjat! Sludder og vrøvl! Det pæne velordnede Nordsjælland! Ingen har behov for at finde guld i skoven! Der er guld nok i forvejen alle mulige andre steder. Masser af rigmænd der snyder i skat så vandet driver. Masser af mennesker der har alt for meget af alt. Her færdes masser af mennesker i skoven, og dens hemmeligheder er til for at blive afslørede før eller siden. Masser af mennesker der i arkæologiens navn gennemsøger hver en krog af skoven med metaldetektorer i håb om at gøre århundredes fund. Tanken om at et par genfundne guldhorn med et dukker frem af mulden kan nok få det til at gibbe i en og anden. Måske var det ligefrem det der var sket for os der sad her. Guldhornene var vendt tilbage i moderne udgave. Hvad de gav de tog tilbage! Evigt bortsvandt helligdommen! Håbløst forældet. Nye tider. Nye skikke. Folk går tur i skoven med deres kære hunde, hvis snuder er fjorten gange mere følsomme end selv det største snudeskaft hos et menneske. Nej min Far! Grib Skov er ganske enkelt det dårligste sted af alle, at grave sine pund ned. Og måske netop derfor har nogen bevidst gjort det. Ud fra den forestilling at Politiet aldrig ville søge efter det sagnomspundne naziguld netop her. Og der ville trods alt forløbe en vis tid før ---Der var nok en del spørgsmål vi kunne stille Hr Goldstein, når vi veloplagte vendte tilbage fra vores lille skovudflugt. Vi valgte i første omgang at gå ud fra han havde fundet barren, filtret ind i roden på det væltede træ, ved et rent og skært tilfælde. Tilfældigvis kom han forbi på skovvejen. Lidt tilfældigt har han vandret rundt på må og få. Sådan lidt tilfældigt har han kastet et tilfældigt sideblik ned i det hul den oprevne rod har frembragt. Sådan lidt tilfældigt har et solglimt i et eller andet gyldent fanget hans opmærksomhed. Sådan lidt tilfældigt har han ikke troet sine egne øjne og så---.
   Eller var faktorernes orden omvendt? Han vidste hvad han gik efter, og fra hvilken Fanden havde han fået den viden? Hvordan vidste han at der netop under det træ der netop var væltet! Netop i den skov! Filtret ind i rødderne i en sådan grad det pure guld knap var synligt. Mindst tolv væltede træer, hulter til bulter mellem hinanden, og de lignede alle hverandre til forveksling. Man skal kende en skov mere end godt for at kunne skelne dens enkelte elementer fra hinanden. Naturligvis måtte han have gjort brug af kort, men vi fandt intet sådant på hans supre mobil, altså bortset fra et par intetsigende beskeder. Han havde ryddet godt op efter sig den mand. Mobilen var så gabende tom som en indflytningsklar lejlighed. Kriminalkommisæren så sig omkring! Der stod en nedrammet pæl et stykke borte, påskruet en himmelblå trekant, der pegede i den retning skovgæsterne burde gå. Lidt længere borte hævede sig en knortet eg af betragtelig alder, men selv knortede ege får med tiden tendens til at ligne hinanden.
   Nevermind! I frem så faldt og så videre! Hvem havde engang gravet en enlig guldbarre ned ved foden af et tilfældigt, yngre grantræ? Et offer af en art? Et ritual? En slags hellig handling? En eller anden havde villet sætte sig et markant minde for eftertiden, fordi han vidste guldbarren med tiden ville dukke frem igen. Guldet ville åbenbare sig igen til stor undren for alt folket. Vidste den der nedgravede skatten hvor det øvrige guld befandt sig? Herluf var på pletten! Barren havde befundet sig så dybt i roden ,at den måtte have ligget der meget længe. Fyrre år mindst. Om ikke ligefrem halvtreds! Guld er uforgængeligt! Det ruster eller irrer ikke. Den der havde nedgravet barre nummer 13070415 levede næppe mere. Var det virkelig en af Stalins agenter der her havde været på spil i en eller anden ureglementeret sammenhæng. Det kunne lige ligne sig, at vi derhenne i hullet faldt over et par rustne emblemer med hammer og segl, men der lå intet af den slags, eller vi opdagede dem ikke.
   Vi kunne have sparet os vores spekulationer! Vi drog hjemover til Politigården i Hambrosgade , og fik en kaffe og en avec ved det runde tebord i hjørnet af mit kontor. I det hjørne hvor et omfangsrigt billede af Thune Jacobsen iført velpresset uniform med blanke knapper overvågede kontoret. Vi havde knap fået os bænket før min mobil klingrede med denne særlige klang man godt kan undvære op til fyraften. Vagtmesteren fra fængselssektionen! Celle 758. Alvorlige nyheder. Dyb eftertænksom stemme. Goldstein havde hængt sig i sin celle; man havde gjort alt tænkeligt muligt for at redde ham, men altså alt forgæves, som så ofte. Havde dog haft pli nok til at skrive et brev til afsked, og det ville naturligvis blive overbragt mig ved først givne lejlighed. Nydelig håndskrift, omstændighederne taget i betragtning. Umiddelbart læseligt. Ingen krav om kendskab til hemmelige koder for at finde den dybere mening.

Højtærede Hr Politikommisær.

De forstår formodentlig ikke et pluk, og jeg forventede heller ikke, at De ville forstå et pluk. At forlade livet for egen hånd er jo aldeles uforståeligt for alle andre end hovedpersonen selv.
   De forstår ikke Rusland og kommer næppe nogensinde til at forstå det. De fatter ikke hvor megen smerte, hvor megen melankoli, hvor meget knægtet stolthed, hvor megen offervilje, der befinder sig indenfor Ruslands grænser. De har vel siddet med næsen i litteraturen og øret ind i højtaleren, og frydet dem over den russiske folkesjæl i ord og toner; men virkeligheden har de aldrig for alvor skænket en tanke, og fattede De den for alvor så havde De for længst fulgt mit ærefulde eksempel.
   Hvor meget spildt vodka har jeg ikke set i mit liv! Hvor mange søndersprængte legemer er det ikke blevet til i de år der er gået. Hvor mange skove har jeg ikke set blive brændt ned, og forvandlede til frugtbare askedynger i et nu. Hvor mange vanskabte børn og hvor mange vanvittige mødre og fædre har jeg ikke truffet gennem tiderne. Hvor mange ruinbyer har ikke passeret revy for mit blik. Intet af dette har været" spændende", " dramatisk", " oplevelsesrigt". Jeg har været professionel soldat en god del af mit aktive liv, og som så mange i min profession har jeg mistet evnen til at glæde mig over de smukke ting jeg måtte møde på min vej: Børn der bener vildt og euforisk hen over en grøn eng med forårsblomster. Smukke bygninger. Smukke kvinder. God mad. Udsøgte vine. Kultiveret samtale. Åh hold kæft rend og hop. Hvad jeg bliver præsenteret for af den slags fremkalder i mit indre i bedste fald ligegyldighed, i værste fald selvmordstanker. Min indre glæde er borte med blæsten, derved er også min livsvilje blafret bort som en vingeskudt flagermus. Selv penge føler jeg lede ved, og længere ud i mørket kan man vel næppe komme.
   Min far var med i en kampvognsgruppe i Berlin i krigens sidste dage. Ti år efter krigen var han tæt på at slå min storebror ihjel. Min Far kom hjem i en brandert og overraskede min bror, der var ivrigt optaget af at hælde ti liter vodka ud i køkkenvasken, som en slags forebyggende foranstaltning. Jeg var vel fem år dengang og bildte mig ind at krigen var længst forbi, og fattede følgeligt ikke at kampene omkring Tiergarten kunne rase videre i min Fars indre på tiende år og lidt til. Jeg ved ikke præcis hvorfra han havde skaffet sig den guldbarre vi fandt øverst i et rodet køkkenskab efter hans død, men som tiden er gået og er stivnet til historie, så er historien også sivet ind hos mig. Min storebror sendte mig ved en lejlighed et brev indeholdende en lille kortskitse, og med beskrivelser på et mig uforståeligt sprog, der jo senere viste sig at være dansk. Han havde gravet barren ned for foden af et nærmere angivet træ på Sjælland, Danmark, skulle tingene gå helt galt for mig så kunne jeg grave guldbarren op og sælge den for et rundeligt beløb, forklarede han. Han havde nok sine grunde til ikke at have tillid til banker. Guld er uforgængeligt. Det påvirkes ikke af sur jord eller af vind og vejr. Det bevarer sin værdi. Det er smukt til alle tider og under alle omstændigheder. Desværre fandt jeg først frem til skatten lidt for sent, som De jo nok har bemærket. Intet at gøre ved det! Gør med naziguldet hvad i vil! Finderen af dette ædle materiale har svindlet, bedraget og løjet en stor del af sit aktive liv, og gjorte gerninger kan jo ikke ændres. Min næstsidste handling har altså bestået i , at overbevise mig selv om, at jeg et eller andet sted i mit indre stadig bærer et hjerte af en slags guldlegering, selv om finheden nok ikke er noget at prale af. Den russiske forbindelse bekræfter jeg hermed. Min Far var formodentlig med i den russiske agentgruppe der slog til ved de gamle luftværnsbarakker ved Ludwigslust. Hvor resten af guldet befinder sig orker jeg ikke at befatte mig med, selv om jeg ved det. Og det er mig jo også så inderligt ligegyldigt nu. Jeg kan jo kun ønske jer god fornøjelse.
   Med højagtelse. Skål. Vi ses.

Vladimir Coza.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/03-2019 20:23 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 6231 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.