0Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
1 måned, 1 dag siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
1 måned, 23 dage siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
2 måneder, 12 dage siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
2 måneder, 24 dage siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
4 måneder, 6 dage siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
8 måneder, 15 dage siden

Puls: 19,8

Publiceret: 4
Afgivet: 10
Modtaget: 0
Søren Yssing (f. 1953)
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "jeg", men traditioner er jo, som så ofte, til for at brydes eller omformes.
   Jeg, Jens Hyllebjerg, Århus, sad altså mageligt henslængt i et drejeligt, ultrabekvemt flysæde, verdens bedste af slagsen, og halvsov en god del af tiden. Foran mig befandt sig et lille rundt bord pyntet med et højt krystalglas, indeholdende hundedyr rødvin. Når man hviler sit værdifulde legeme i verdens bedst designede flystol tilegner man sig et vist blik for detaljer. Overfladen på den hundedyre rødvin i glasset duvede så ganske let. Svage, velgørende vibrationer trængte op gennem stolesædet, og forhindrede mulige blodpropper i at udvikle sig i benene under den lange inaktivitet. Et svagt sus fra turbinerne virkede næsten som beroligende musik. Fornemmelsen at befinde sig både i og over den bedste af alle verdener var påfaldende. Den oceanblå skærm deroppe slog over i det kære, danske sprog så såre den registrerede jeg betragtede den. Ottehundredetredive kilometer i timen. Brændstofforbrug minimalt for hastigheden. Højden femogfyrretusind fod over havet. Tres graders kulde udenfor den tredobbelte vinduesoval, der ikke bar spor af rim.
   Et mægtigt verdenskort tonede frem på skærmen: En blinkende rød advarselslampe midt i kortet afslørede vi befandt os hvor vi skulle og til hvilken tid vi skulle. Hastigt skiftende længde og breddegradsangivelser stod lysende klart, stabilt på kursen. Syv gradminutter syd for Pitcairn Island i det sydlige Stillehav. Udenfor lå skydækket som en istid. Himlen ovenover var så hård og blå som en vinternat ved Nymåne.
   Summende stemmer omkring mig steg og faldt. En svag klaverfinger, Robert Schumans Barnekammerfantasi med den passende titel" Om Fremmede Lande og Steder", den tonede så fint jeg lagde mig tilbage i sædet og befandt mig ingen andre steder end i musikken. Min bestilte menu kom langsomt anduvende på sine skinner; den kubisk hvide kasse der bar min menu stoppede præcis som Schuman gik fra dur til mol og holdt tre takters pause. Samtidig som en lille lysprik i diameterlinjen af bordet blinkede en antydning. Diameterlinjen for bordet og delingslinjen for den kubisk hvide kasse, der bar min menu, stod præcist ud for hverandre da jeg fattede om den grønne, let selvlysende bakke, der endnu var en smule varm. Kassen gled videre og slog over i Lonesome Blues, da den servicerede en velduftende kvinde i sædet bag mig. Det blev til mange forskellige slags musik før kassen havde nået sin endestation agter, og kørte tilbage igen. Musikken skiftede altså umærkeligt takt og tone, alt efter den øjeblikkelige habitus på den person der nu blev betjent. Afgjort smart! Fra middelalderlig kirkemusik til den værste udgave af Hunger And Earthquake i svingende lydstyrke.
   Ad midtergangen kom fjedrende min gode, gamle veninde Marylin Monroe, iført ultralette, lyse gevandter og i kort kjole. Bag hende kom svævende en anonym sydhavsskønhed hyllet i et langt, farvestrålende, blomstret dress, og med en blomsterkrans af røde, stillehavsblomster omkring hovedets blåsorte, bølgende hårpragt. Begge smilede de forførende som de kom frem, og hilste på passagererne på snart det ene og snart det andet sprog, som det nu passede sig. Jeg havde jo oplevet fænomenet før. Alligevel blev jeg indhyllet i den særeste fornemmelse da Marylin ,bredt smilende, nærmede sit ansigt til mit, og forklarede mig på aldeles fejlfrit dansk, at jeg formodentlig var en bedre elsker end selv salig Kennedy. Hun glædede sig afsindigt til at møde mig igen når vi var vel nede.
   Hun havde en ånde som blomsterstøv. Brugte tilsyneladende hverken læbestift eller make-up. Neglene havde nogenlunde den farve og længde som negle bør have når de er anbragt i fingerspidserne på nogenlunde normale mennesker. Hun var ej heller overdrevent nedringet, selv om ynderne såmænd var synlige nok. Også uden billige virkemidler. Ingen voksen kvinde har formodentlig nogensinde virket så frisk og ungdommelig, så umiddelbar, så tiltrækkende, så lidt spøgelsesagtig. Og hun havde dog passeret de hundrede og mere til, på en dag som denne. Sydhavsprinsessen passerede mig ligeledes med et smil som en palmestrand, at vi skulle mødes igen når min vej engang faldt forbi Papeete på Tahiti. På stranden du ved! Der kan alting ske! Dansen får aldrig ende! Fremført på så klingende fynsk at jeg fik helt hjemve. Med en sådan naturlighed i holdning og stemmeføring, at man måtte pladask overgive sig, man var lige på kanten af en rask omfavnelse. Den slags hændte og jeg har set mere end en midaldrende mand omfavne den tomme luft på den måde, men det gjorde jo ingen skår i glæden. Folk lo rundt om i sæderne. Nye serier af smil og fingerkys.
   Jeg havde jo overværet det fænomen en og anden gang før, men jeg skal ikke skjule at " Den Første Gang" var ikke så lidt af en oplevelse. Muligvis havde jeg en snert af mistanke, men formodentlig er det bagklogskabens drilske lys der snyder. Nogen påstår der findes glimtende lamper i kabineloftet ,der røber hvad der foregår, men i skrivende stund har jeg aldrig spottet den slags. Som livet selv er det hele en illusion. Et batteri af krydsende laserstråler styret af et computerprogram. Banalt. Men alligevel spændende nok at opleve. Den slags løjer kan jo varieres i det uendelige, og det hele er jo rent just for fun. Lad være at forstå! Oplev! Relax. Sit down. Be happy. Som jeg sad der i min ultrabekvemme, drejelige flystol, og jeg erindrede hvordan jeg for første gang blev præsenteret for den form for forlystelse. Ork ja! Ti tusind Dollars. Sympatisk mand på næsten alle måder! Spændende og overraskende historie! Stof til eftertanke. Besynderlig smag i munden. Fornemmelsen på en eller anden måde at være blevet klogere på et og andet.
   En nydelig og kultiveret mand var han da han placerede sig i sædet ved siden af mig, som så mange før ham. Iført græsgrønt jakkesæt der slaskede en antydning omkring ham. Et laksefarvet slips antydede at han dyrkede denne grønne liberalisme, der en overgang var så meget på mode blandt smartere forretningsfolk. Hans skarpe, blågrå øjne tilkastede mig et venligt sideblik. Et beslutsomt men sympatisk ansigt var udstyret med buskede øjenbryn og en skarp næse, ligebenet trekant, der virrede en antydning imod mig. Let nervøse, elektriske håndbevægelser som tænkte han for meget over visse ting. Et let pust af dyr aftershave røbede han skænkede sin ansigtspleje en og anden venlig tanke. Han var solbrændt på en måde der ledte tankerne i retning af teatersminke, og altså gav ham noget vist kunstigt i udtrykket. En snigende mistanke blev til vished da han et par samtalers tid senere fordampede for mit blik med en gang, og kun en forbigående, let elektronisk lugt røbede han nogensinde havde siddet i det ergonomisk fuldkomne flysæde ved siden af mig. Han blev vel offer for en teknisk fejl, men forhåbentlig findes han endnu, i en eller anden form. Han var sgu en flink fyr, gu var han så, og jeg har intet imod engang at træffe ham igen
   Men foreløbig skævede han lidt undskyldende i min retning, sukkede en anelse og fløjtede let som havde han kærestesorger eller banken havde truet med at lukke for kreditten.
   -Jeg er en forfærdelig ignorant. Jeg beder Dem undskylde.
   Jeg hævede øjenbrynene en smule, men fattede mig ; høflighed og imødekommenhed er en god ting når man ikke bare kan rejse sig op og gå.
   --Skrøbelige kar udgør vi jo alle på en eller anden måde, når det kommer ti stykket, svarede jeg. Vi kan jo ikke alle være med på noderne på en gang på alle områder. Slet ikke i vore dage.
   ---Jeg ved ikke det fjerneste om Mozart. Jeg har ingen anelse om hvad Emanuel Kant står for. Indtil for ganske nyligt havde jeg aldrig hørt om mytteriet på Bounty.
   ---Du lader da til at have erhvervet dig visse anelser om både Mozart, Kant og mytteriet på Bounty, svarede jeg kvikt.
   ---Det kan man nok sige! Især det sidste! For ca. en måned siden fik jeg dokumentation for, at jeg var sønnesøn i tyvende led af den sidste overlevende fra mytteriet, en herre ved navn John Adams. Han blev arresteret af engelske marinere på øen Pitcairn i det sydlige Stillehav, 14/9 1814, klokken 11:15, Greenwhich Time . Pitcairn udgjorde og udgør den meget lille øgruppe i det sydlige Stillehav , på hvilken mytteristerne fra Bounty havde søgt tilflugt tredive år før. Gerry Adams havde giftet sig med en aldeles underskøn kvinde fra Tahiti, og mere spændende kan det jo næsten ikke blive. I øvrigt blev jeg ti tusind Dollars rigere i den1 anledning, hvilket jo var endnu mere spændende.
   --Jamen tillykke da! Det er vel den slags oplevelser der næsten transformerer en om til et nyt menneske. Måske ligefrem til et nyt og bedre menneske.
   ---Faktisk en ganske sjov historie. Aldrig hørt om øen Pitcairn. Tahiti forekom mig at være navnet på en burger af de mere krydrede. Stillehavet havde jeg indtil for nyligt, aldrig skænket en tanke, fordi det jo bare er noget man overflyver på No Time. Jeg har brugt år af mit liv på at udvikle et computerprogram der ud fra ansigtsform og opførsel kan beregne mænds og abers intelligens i et givet øjeblik. I den verden bliver der ikke så meget tilbage når det drejer sig om Pitcairn, Beethoven, Mozart, Bounty. For slet ikke at tale om hesteantiloper og deres levevis.
   ---Hesteantiloper, svarede jeg noget forbløffet.
   --Da jeg første gang hørte om den betegnelse troede jeg at det drejede sig om en alvorlig sygdom hos fine rideheste. Først senere har jeg erfaret at det er betegnelsen for en stor afrikansk antilope. Hartebeest. Vi brugte betegnelsen i et avanceret styresystem til en computer.
   Ærligt og redeligt havde jeg lidt svært ved at finde hoved og hale i hans forviklinger, funderede lidt over om han nu var helt rigtig oven i hovedet. Mozart, Pitcairn, Kant, Hesteantiloper. Sandelig da en ignorant der spredte sig over mange felter.
   --Nu skal jeg forklare mig nærmere, svarede han, og lænede sig tilbage i den ergonomisk fuldkomne. Ser Du! Jeg er jo mest til damer og computere. De to ting hænger uløseligt sammen, har jeg erfaret. Overbevis damen om at du er computerekspert på højt plan og du får næsten omgående hvad du har gået og fantaseret om. Undskyld min lille fortalelse! Her er jo damer tilstede! For en lille måned siden var jeg med dette fly afsted mod Singapore , og sad altså nogenlunde i den stilling jeg indtager nu. Flyet fik banale problemer undervejs. Tabte altså en del af sin tilmålte tid i Stillehavet. Det cirklede en lille time over Pitcairn Island medens styresystemerne opdaterede sig automatisk. Analytisk, laserbåret funktion måtte tilkobles mere Memory fordi systemet skulle håndtere uventede vejrforandringer undervejs. No problems i det. Havde jeg ikke i forvejen vidst en del om de ting og jeg havde næppe bemærket noget som helst unormalt. Men lige med et lyder der altså en blød, indsmigrende fløjtetone fra serveringsmodulet, der netop i dette øjeblik kommer glidende. Modulet snurrer og klikker og spinder som en kælen kat, samtidig som en besked fløjter ind på mit Flatman og videre til min Fatman, og jeg hører på fløjtetonen at der er noget usædvanligt på færde. Til min overraskelse skuer jeg på skærmen et hamrende flot grafikdiplom, udsat for så mange farver og mønstre, at alle klokker ringer om fest og glæde og det der er bedre. Tillykke! Efterkommer af den sidste overlevende fra mytteriet på Bounty. Ti tusind Dollars i præmie. Givet klokken 12: 02.34 i luftrummet over Pitcairn Island. Pengene ville blive overført til min Fatman indenfor ti minutter. Mit stamtræ var ført næsten tilbage til aberne. Verifikationen for at de på diplomet angivne oplysninger var seriøse og dokumenterede fulgte med. Alle ønsker om god videre rejse. Mange beklagelser over det lille forsinkende uheld, der havde forlænget rejsetiden med 1, 70324 timer, men der ville blive gjort alt tænkeligt for at indhente den tabte tid. I øvrigt er mit fulde navn Henry William Slammer, og med ret til at sætte " Sir" foran navnet.
   Jens Hyllebjerg , Denmark, forklarede jeg. Den skønne by Århus. Det smukke land Danmark. Sir William anbragte hænderne om tindingen og stirrede ud i kabinen med det blik Beethoven må have haft på da ideen til den Niende Symfoni slog ned i ham. Den symfoni Ludvig aldrig kom til at høre en tone af, fordi han var stokdøv på tidspunktet.
   Besynderligt nok påbegyndte serveringsmodulet de første strofer fra Skæbnesymfonien. Sir Williams blik må altså have gjort dybt indtryk på omgivelserne.
   ---Sir Hyllebjerg, svarede han. Hvad i alverden skulle jeg stille op med de ti tusind Dollars? Jeg havde Money nok i mit velbetalte job. Jeg manglede intet i den retning. Jeg arbejdede så meget jeg knap havde tid at bruge pengene, og det var jo i grunden dybt beklageligt. Så hvad var mere nærliggende end at dyrke velgørenhedens gave i den anledning. Altså at forære bort de rare penge til indbyggerne på den ø hvor min forfader John Adams havde udført så store bedrifter, at selvsamme øs hovedstad er blevet opkaldt efter ham, og altså hedder Port Adams. Jeg fik i øvrigt ideen efter en gigantisk druktur. Jeg vågnede op på et hotelværelse der lugtede mere kemisk og biologisk end jeg brød mig om, hvilket formodentlig skyldtes kvinden ved siden af mig. Altså drog jeg vejen til Pitcairn, hvortil der i øvrigt var betragteligt flere breddegrader , end jeg havde kalkuleret. Min forfaders bedrifter havde ikke givet anledning til en flyveplads. Jeg måtte med et forsyningsskib fra Auckland på New Zealand, hvorfra det tog samfulde fjorten stormomsuste og bølgebrusende søsygedøgn at nå frem til mindestenen over min gode, gamle forfader. Jeg havde aldrig før sejlet med skib over noget der var bredere end Hudson river. Blev så slingrende søsyg at jeg kunne være drattet overbord uden at have bemærket det mindste. Skuden rullede som en træsko. Følte virkelig med mytteristerne fra Bounty. De havde jo været undervejs på selvsamme hav i månedsvis før de endelig fik fast grund under fødderne på verdens ensomste ø. Hvilken lise at komme i land. Første gang jeg var på en naturvandring der ikke foregik på en computerskærm, og den forekom mig derfor en smule uhyggelig. Stejle, knivskarpe, savtakkede, giftgrønne skråninger stod øde og fjendtlige mod havets uendelighed. Smalle, stenede stier langs afgrundens rand. Gennem vildt voksende, altopslugende, dybgrøn vegetation. Blade så store og tykke, saftige og rummelige, man havde fornemmelsen de hvert øjeblik kunne klappe sammen om Sir William og sige haps. Afgrundsdybe sortblå, ørkenøde havflader så langt øjet rakte. Luften havde en ganske ejendommelig lugt og smag, som jeg som inkarneret beboer i Los Angeles skulle vænne mig lidt til. Men efter en del anfald af ildebefindende ,samt en del host og nys, så fik jeg det afgjort bedre.
   Hovedstaden Port Adams var deprimerende til det vanvittige. To grå havnebassiner. Et rustplettet krigsskib lå opankret ved siden af et par blåmalede joller ,der hørmede gennemtrængende af rådden fisk. Smuldrende betonhuse, med afskallede rester af hvid maling, kantede byens eneste gade. En kirkeruin hvor tårnet endnu stod, og hvorpå der hang et ur der kun viste rigtigt to gange i døgnet. Indskriften på mindestenen over min forfader var så udvisket og vejrbidt den knap kunne tydes. Et Union Jack der vajede over havnen på en himmelhøj flagstang ; det var så afbleget og flosset det tangerede den rene blasfemi . Den eneste prangende bygning på øen var Guvernørens residens: En aflang bygning i tre etager, bygget i røde sten og med et tårn i hver ende. Mellem tårnene bredte sig to brede balkoner med snoede balustre. Jeg havde tårnværelse i overetagen, og med både bad og toilet. Højt til loftet der var så rigeligt udsmykket med stukkatur. Hæslige, brunsorte, victorianske møbler. En bred seng med høje sengegavle og en messingkugle i hvert hjørne forekom mig sympatisk. Rigelig plads i den seng.
   De fleste af de toogfyrre forladte kvinder, der holdt stand på øen, var efter min mening så gamle, grimme og forbrugte, at jeg alvorligt overvejede at afbryde missionen. Jeg burde omgående gå ombord på forsyningsskibet igen medens tid var, for der var halvanden måned mellem hvert anløb. Knap en fastboende ung mand udover mig, på øen. De fleste unge, arbejdsføre mænd var for længst havnet i Auckland, New Zealand, og kun en samling bedsteforældre og nogle få børn var blevet tilbage.
   Rygtet om min ankomst var ilet mig i forvejen. Samtlige de toogfyrre fastboende kvinder beherskede både Flatman og Fatman , og forbindelserne til omverdenen var så overraskende gode, at selv jeg måtte nikke respektfuldt. Der var dog visse lyspunkter i denne glemte afkrog af verden. De gamle piger stimlede sammen omkring mig, de ville kysse, kramme, røre ved mig i en uendelighed, i en sådan grad jeg blev helt betænkelig ved de gode gerninger jeg var i færd med at udføre. Med stolthed introducerede de mig for Miss Moneypenny, som hun blev kaldt, øens eneste kvinde under tredive og talsmand for forsamlingen. En lille spinkel dame med velformede bryster, et fint formet solbrunt ansigt med lette rynker omkring de gråblå øjne, der mindede ikke så lidt om mine egne. Der blev holdt en mægtig fest til min ære, og jeg fordelte flittigt og retfærdig løs af mine gode Dollars. Ved midnatstid og måneskin sivede jeg og Miss Moneypenny stille ned mod havnen og indlogerede os i mit apartement i Guvernørboligen. En herlig nat i den brede seng, og det blev ikke den sidste. Var jeg end lidt udenfor verden så havde både Miss Moneypenny og andre stadig noget at tilbyde. Selvom disse mennesker jo var polynesiere, og derfor mørkhårede og solbrune, så havde Miss Moneypenny absolut ikke eneret på de gråblå øjne. Det var ikke bare mig og hende der var efterkommere af de gode ,gamle mytterister fra Bounty.
   Men da vi næste morgen sad i Dining-room og fik serveret vores velfortjente Breakfast ,der så tydeligt ikke faldt i Miss Moneypennys smag, så fortalte hun mig at ---
   Nå ja! Så var Sir William altså forsvundet i den blå luft, og jeg har aldrig siden mødt ham, bortset fra diverse brødre og søstre til ham, om man så må sige. Den tanke der til tider er kommet snigende når tilfældige sidepassagerer i et fly er bare lidt for velklædte, lidt for præsentable, lidt for umiddelbare til at det kan være sandt. Selvfølgelig kan man prøve at trykke dem i hånden efter endt samtale, man kan skænke dem en kop kaffe eller et glas vin, og på den måde konstatere om de formår at holde på glasset og indtage væskerne. Men naturligvis er de fuldt i stand til at afslå tilbuddet. Flyselskaberne er jo ganske nøgterne i deres holdning til den form for ny teknik. De betragter det hele som ren og skær gimmick. Ganske almindelig tankevækkende underholdning på den lange søvndyssende rejse, der vil ende med at føre en den halve jord rundt.
   Men nu kommer det overraskende! Det storslåede! Det kosmiske! Det utrolige! Nok var Sir William forsvundet fra sædet, men hans mobiltelefon, Flatman, lå igen, hvordan han så havde båret sig ad med at medføre en sådan. Der lå en mobiltelefon, simpelthen en mobiltelefon, en mobiltelefon af nyeste, fladeste og letteste model! Den mest udprægede Flatman jeg nogensinde har set og ejet, for jeg tog den naturligvis med mig som en slags souvenir. Skinnende, selvlysende, natteblå, som tusmørkehimlen udenfor verden. Skærmen havde en farve som havet inden torden. En blodrød cirkel midt på skærmen annoncerede de vise ord : Press Mee. Hvilket jeg gjorde.
   Nå ja! Telefonen tog så over hvor Sir William slap. Jeg sad undrende tilbage og kikkede ned i en video uden kommentarer, der jo på en eller anden måde fortalte mig hvad jeg var gået glib af: Høje, stejle , grønne bjerge med frodige dyrkningsterrasser i et utal af etager, og hvor alverdens herligheder groede ud og ind mellem hinanden : Vinranker. Ananas. Citrontræer. Bananpalmer. Plus etagevis af andre, ubestemmelige, appetitvækkende vækster. Kvinder i hvide, flagrende gevandter arbejdede med hakke, skovl og spade. Hærdebrede mænd i røde shorts og grønne t-shirts kørte trillebør med sten og cement op ad de stejle skråninger så let som en leg. Der blev zoomet ind på en lille spinkel sylfide af en kvinde. Med fint formet ansigt, velformede bryster, gråblå øjne, langt vindbølgende sort hårpragt, og jeg mente nok at kunne genkende hende. Sir William havde været meget præcis i sin beskrivelse.
   En by af smukke, hvide, kubeformede huse lå som i et amfiteater ned mod en næsten cirkelformet lagune, med en påfaldende smal indsejling og med grønne skråninger stigende stejlt opad i en stadig stigende kurve. Elegant designede skibe lå og duvede på den blå cirkel. Blomstrende haver med små runde borde og tomme liggestole lå ud mod de snoede veje, der førte op og rundt i store sving. En flot moderne kirke, der mest af alt mindede om et måneskib på en film af ældre årgang, blev flittigt besøgt, men der var intet kors at se nogen steder. Miss Moneypenny havde fortalt Sir Slammer alt om sine drømme og visioner, alt medens den brede seng knirkede som bedst. I Miss Moneypennys univers var der åbenbart ikke plads til hverken børn eller biler, men man måtte jo gå ud fra de ville indfinde sig lidt efter lidt.
   Så blev der stop. Så var det nat med Miss Moneypenny. I et kort øjeblik fremstod skærmen gylden. Så flimrede den i alle regnbuens farver og meldte derpå i forsølvede bogstaver: Jens Hyllebjerg. Drømme. Visioner. Forestillinger.
   En drønende messingfanfare lød, så jeg nær havde tabt Flat'en af bare forskrækkelse. Så tonede Sir Slammer frem på skærmen og betragtede mig indgående md sine blågrå øjne, der afgjort virkede mere respektindgydende end jeg brød mig om. Måske ansigtsudtrykket var blevet mere højtideligt, og måske ligefrem en anelse truende: Drømme. Visioner. Forestillinger. Bliv klogere!
   Billedet skiftede brat og jeg skuede udover et dybblåt hav med stejle bølgekamme, og hvorpå en lille båd med en ensom mand ombord tumlede op og ned i skiftevis bølgebjerge og bølgedale. I baggrunden var et stort skib i fuld fart mod undergangen. Agterstavnen stod lodret i vejret. Skruerne drejede endnu rundt. Roret svingede rytmisk fra side til side, som en vejrhane på en rygning. Den stakkels mand i jollen var ikke overraskende selveste mig i egen person. Men afgjort i noget yngre udgave end ham der i fyrre tusind fods højde lænede sig tilbage i sin ergonomisk fuldkomne. Glattere i ansigtet. Smallere om livet. Betragtelig mere hårfager end i den tid han nu befandt sig i. Alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl. Han var mig. Skulle jeg alligevel være lidt i tvivl så stod der i hvad der mindede om flammeskrift i billedskærmens notation: Jens Hyllebjerg. Århus. Jylland. Danmark. Foruden et hav af alle mulige andre oplysninger, som jeg ikke lige havde tid at kikke og klikke på. Drømme og visioner. Havde jeg behov for yderligere drømmetydning så ville den være klar på linket zxctvr124MVdreamscan i løbet af få sekunder, og for den rimelige pris af halvtreds Fatcoins. Forstå dine drømme. Vejen til indsigt. Vejen til udsyn. Vejen til livet. Det strejfede mig at mine drømme jo grundlæggende var noget særdeles privat, men kunne andre have glæde af dem så for mig gerne. De var jo drømt drømmene. Gjort gerning står jo ikke til at ændre. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg efter i mine dagbogsnotater på Longman, og de viste sig at stemme på en prik med videoen.
   Billedvideoen skiftede! Iført et frygtindgydende ansigtsudtryk stod jeg med en solid flodhestepisk i næven og svirpede indædt los på en ung blodtilsølet kvinde, der lå bundet til en gammeldags hospitalsseng. Afgjort et ubehageligt syn, men desværre stemte også denne min drøm nøje overens med mine gamle notater på Longman. Kvinden, ganske nydelig, var ikke overraskende min gamle kæreste fra langt tilbage i fortidsdisen , og hun har formodentlig for længst tilgivet mig alt. En sekvens hvor jeg stod ved en luftværnskanon i solopgang og stirrede på en skyggeagtigt nedaddalende faldskærm i det fjerne, kunne jeg desværre ikke fremlægge dokumentation for, men jeg kunne så udmærket huske meningen. Manden i faldskærmen var en ussel stodder som jeg i et ubevogtet øjeblik havde lånt ti tusind Bluebucks, uden nogensinde at træffe en eneste af dem igen.
   Nå ja! Så var vi klar for landing i Singapore Airport, og mærkede stoleryggene rejse sig til lodret stilling. Skulle huske at efterlade bordene ryddelige, således rengøringsmodulerne kunne komme til arbejdet ubesværet. Håbede vi alle havde haft en behagelig rejse. Håbede at se os igen. Håb om et godt trip i Singapore. Fremsagt på alle de sprog der var brug for i situationen. Toogtyve forskellige tungemål, og det var da i grunden smigrende. Jeg ringede Helen op på Longman, hun stod i ankomsthallen dernede, og havde uden tvivl en del at bebrejde mig. Jeg fortalte hende alt og mere til. Der ser du Helen hvordan alt gik godt! Fin rejse. God mad. God vin. God underholdning. Høflig betjening. En smule udmattende alt sammen, da jeg jo havde ganske glemt at tage min medicin mod jetlag.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/03-2019 13:30 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4148 ord og lix-tallet er 38.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.