Vend blikket mod himlen en sommernat.
Se stjernerne funkler, men fatter du at;
Det lys som dine øjne når,
har vandret i tomrum i mange år.
Det lys som synes så småt og liden,
er afsendt for mangen en sommer siden.
Er kæmpebål i rummets dyb,
de sanser os ikke, for dem er vi kryb.
På tværs af galaxens roterende skive,
kommer lyset; for endelig at blive.
I dine øjne; og i dit sind.
Et minde om sommernattens lune vind.
---
Vend blikket mod jorden en vinterdag.
Og se den dækket; i tykke lag.
Af sne så højt; det går til dit liv.
Du svajer for stormen, som var du et siv.
Den varme som sommeren gav til jorden,
har vinden blæst langt - langt ud på fjorden.
Men under det kolde hvide lag,
da venter blomsterne; på den dag.
Da solen atter sneen vil smelte,
da op af mulden; de alle vil vælte.
Selv sneen kan ej livet kvæle,
ved den tanke; da vil jeg dvæle.
Jeg ved på tros; af alt; for mig selv,
at vinteren nok; skal gå på hæld.
Words of Qriathor.