En flænge i din dunjakke. Seks metrodøre åbner En fjerrod tirres af betonslusens underjordiske vindforhold. De blide modhager må give op. Langsomt daler den ned på en lille klat af mudder. To modsatrettede aftryk af en fodsål, da én hastig fandt ud af at dørene åbnede modsat. Som en af de der plasticdimser med papirsservietter, har fjer nummer et, trukket fjer nummer to ud.

Du står på stenbroen og spejder efter noget. Måske er det den tid der blev spildt på de mænd der endte med at gøre dit liv sværere end du havde regnet med. Måske er det bare for at finde ud af hvor Netto i Valby ligger. Du skal lige have en flaske vand inden. Musklerne i dit ansigt er så anspændt, at du uvilkårligt står og skærer tænder. Mødet med ham. Det kan ikke være anderledes.

Han lukker døren og du står ude i trappeopgangen. Som så mange gange før, med tårer løbende ned ad kinderne. En følelse af ikke at burde være. Tusind følelser om ikke at være. At trække vejret virker forkert. Forbudt.

Udenfor. Vinden blæser dit hår væk fra ansigtet, så alle kan se sårene i dit ansigt. Kigger de dig i øjnene, ser de flere sår. Sår som ikke kan danne sårskorper, men som virker som en evig, blødende kilde af forliste drømme der væder dit sind. Igen og igen.

Solens stråler varmer det hud de rammer. Genskinnet fra din læderjakke, bliver udkonkurreret af dine blanke øjne. I dem ses havet. I dem ses solnedgangen for sidste gang. Havoverfladen trykker mod dine pupiller og sender din sjæl videre ud mod evigheden.