Jeg er som den første fisk, der for mange millioner af år siden fandt på at gå på land, humpende afsted på finner.
Kluntet og usikker, meget, meget langsomt
og helt og aldeles ude af stand til at trække vejret.
Jeg er uden for mit element,
min krop og min sjæl længes tilbage til det kendte.
Desuden er jorden her gold og livløs.
jeg er her kun,
fordi det er en evolutionsmæssig absolut nødvendighed!!!
ellers ville jeg uddø.
Hvad nu, hvis alle de andre var uddøde?
Tænk, hvis jeg er den eneste i verden, der var ligesom mig.
Det hader jeg
men dem hader jeg
Man lærer vel at elske det livløse
Langsomt, kluntet og alene - det er vel okay