Isheksen

Prolog


16 dage siden 1 kommentar 2 kapitler Uafsluttet Romaner snedronningen slægtsroman familierelationer

4Isheksen - Kapitel 1
Gerda · 1949 · Nu huskede hun. · Hendes mor havde talt om forbandelsen,... [...]
Romaner
6 dage siden
1Isheksen - Prolog
Værn mod kulde · 1889 · Esther · Hun havde været i kælderen efter koks.... [...]
Romaner · snedronningen, slægtsroman, familierelationer
16 dage siden
2To liv - Den syge
Det er rigtige søm og skruer, der skal opereres ind i hendes ben ... [...]
Romaner
24 dage siden
2To liv - Heksen
Vi kører forbi hans hus, når vi besøger bedstemor og bedstefar. D... [...]
Romaner
25 dage siden
1To liv - Nat hos mor
I mors soveværelse er der selvklæbende, selvlysende stjerner i lo... [...]
Romaner
28 dage siden
0To liv - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner · barndom, søstre, handicap
28 dage siden
2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
8 måneder, 4 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
9 måneder siden
3Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
9 måneder, 15 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
9 måneder, 23 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
9 måneder, 25 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
10 måneder, 1 dag siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
11 måneder, 8 dage siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
11 måneder, 13 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
11 måneder, 29 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
1 år siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
1 år siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
1 år siden
5Evighedslege - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner
1 år siden
4Evighedslege - Den mørke lyse skov
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det ... [...]
Romaner · familiebånd, dødsangst, opvækst
1 år siden
2Træernes død - Femtusinde kroner (fortsat f...
"Jamen, David, det er du sgu selv uden om." · Hans far ser på ham m... [...]
Romaner
2 år siden
3Ulv
Om natten skal man sove · Du kan ikke sove · Du ligger der bare · Katas... [...]
Digte
2 år siden
2Træernes død - Femtusinde kroner
Lyden af mønterne overdøver musikken. David mærker adrenalinen i ... [...]
Romaner
2 år siden
6Træernes død - Prolog
Da hun var barn kunne hun godt lide at være syg. Feberen især. · De... [...]
Romaner
2 år siden

Puls: 46,2

Publiceret: 6
Afgivet: 14
Modtaget: 11
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Værn mod kulde

1889

Esther

Hun havde været i kælderen efter koks. Ikke engang de mange trin op til tagværelset havde pumpet varmen tilbage i hendes krop. Fra hendes mund stod en hvid ånde. Hun bandt sit sjal tættere om ansigtet for kun at lade øjnene være fri. På trods af kulden, var det bedre at bo her end i værelserne nederst ud til gården, hvor luften var gammel og usund, hvor børnene blev syge i lungerne og de svage ikke kunne hele.
   Tagværelset vendte ud mod gaden, mod vinden. Nok var luften ikke som på landet. Hun savnede duften de tidlige morgener efter regnfulde nætter, når hun skråede over engstykket mod stalden. Men hun skulle ikke tænke tilbage, sagde Eigil, og det gjorde hun heller ikke. Hun kunne ikke tænke på andet end kulden, nu mens hun var i den, indtil hun igen havde tændt op i komfuret. Nu fyldte hun koks ind. Hun rodede med tangen og drejede på spjældet. Flammerne stak op som forvredne tunger, som i en dans, et lysspil, og hun ventede med at lukke lugen. Lyset gjorde godt i værelset, for det var mørkt, selvom det udenfor var lysende og frostklart. Hun havde dækket vinduet til for at tætne karmen og holde kulden ude, men den trængte ind på trods.
   Den eneste anden lyskilde var petroleumslampen, hvis væge var drejet helt ned. Nu drejede hun den et stykke op. Hun kunne se børnenes ansigter i lampens skær, deres lyserøde næser. Tre åndedræt fik dynen til at hæve og sænke sig. Hun havde beordret dem at gå tidligt i seng. I sengen kunne de holde varmen.
   "Så sov," havde hun sagt, og de var straks faldet i søvn.
   Hun vendte tilbage til komfuret og løftede låget af gryden. En hvid damp slog op mod hendes ansigt og fik tørklædet til at klæbe fugtigt om hendes mund. Hun trak det ned under hagen og lod dampen trænge ind i næsen og ned i halsen med sin varme. Det var en god, stærk suppe. Hun havde spædet op med den sidste bouillon kogt på skank og oksebryst fra gården. Nu var der ikke mere tilbage, suppen skulle de nyde. Så snart Eigil kom hjem, ville hun servere ham en portion, den ville gøre ham godt efter kulden.
   Hun satte låget på igen og trak sjalet op. Hun sank på hug foran lugen med hænderne holdt op foran det varme jern. Der var ikke noget at klage over. Det var en god beslutning at flytte ind til byen. Eigil havde fået arbejde, og det var ikke alle forundt, særligt ikke de ufaglærte. Han tog af sted tidligt om morgenen til spritfabrikken i den anden ende af byen. Hen på aftenen kom han hjem, men nu var det blevet senere end det plejede at være. Han skulle gå gennem sneen, det var derfor. Han ville være øm i kroppen, det var derfor. Han ville gå langsomt.
   Hun ville snart kunne høre hans trin på trappen. Halvvejs oppe ville han standse, så var de sidste skridt listende, som ville han overraske hende, men hun kunne altid høre ham. Hans trin mellem andre lyde: raske hovslag, hjul over brosten, mågerne fra havnen, der fløj ind over gaderne med deres skrig, og hun holdt af alle disse lyde, ligesom de virkede beroligende på børnene, der tav og lyttede.
   Hun gik hen til tagvinduet og lempede forsigtigt på det sækkelærred de havde spændt for, men hun kunne stadig intet se. Ruden var dækket af isblomster. Hun stod et øjeblik og så på dem. Hun hentede petroleumslampen, der farvede dem svagt rosa i sit skær, men der var ikke nok varme til at de kunne smelte.
   Der skal mere til, tænkte hun. Hun ville se ned på gaden, bare et hastigt blik, måske hun kunne se ham.
   Hun gik hen til døren, hvor hendes forklæde hang i en krog på væggen, og i lommen lå en mønt. Hun lagde den på komfuret og lod den ligge en stund, mens hun igen lettede på låget til gryden. Små fedtperler svømmede i overfladen. Hun stak en ske ned og nippede med læberne til den klare suppe, og den smagte af fedt og salt, som de kunne lide den. Fuld af kartofler, løg og gulerødder, trevler af kød. De havde det godt.
   Hun trak ærmerne ned over sine hænder. Hun holdt den gloende mønt imellem dem, og holdt den ind mod ruden, nøjagtigt som i eventyret. Hun havde læst det for børnene, om Snedronningen, om roserne.
   Nu fjernede hun mønten og et rundt kighul var smeltet i isen. Hun satte øjet til, men intet kunne hun se, et fladt mørke kun. Som hun blev ved med at stirre, blev mørket dybere, og noget bevægede sig i det. Hun kom til at tabe mønten. Hurtigt skete det. Et vindstød slog ind mod taget, netop som hun bukkede sig ned. En vind slog ind mod glasset. Der kom en lyd fra hende, et udbrud af forskrækkelse, da vinduet sprang op, og der føg sne ind i værelset. Hun måtte lægge alle kræfter i for at lukke ruden, der var todelt og skulle samles i midten. Sne væltede ned over hende i en dynge, som om himlen havde åbnet sig. Hun fik sne i øjnene. Hun fik ruden lukket med et smæld. Der blev stille. Kun hendes eget åndedræt kunne hun høre, små hvide pust slap ud mellem hendes læber. Hun havde ikke opdaget, at børnene var vågnet, at de så på hende, da hun bukkede sig ned og samlede mønten op, og den var fugtig og kold. Der var sne på gulvet. Værelset var for koldt til at den ville smelte med det samme.
   Hun ville åbne lugen til komfuret og varme sine hænder ved ilden, men i det samme lød et klonk, som koks der faldt sammen. Hun vidste det allerede, før hun åbnede, at ilden var gået ud. En grå røg svævede i en stribe op mod taget. Hun pustede derind for at vække liv i et par gløder, men der var ingen.
   Nu mærkede hun kulden i værelset, og hun havde mærket den før, men ikke på samme måde som nu. Hun så på sine fingre, der var blå i spidserne. Hun vippede med sine tæer, som var følelsesløse, som hun knap kunne mærke.
   Sækkelærredet kunne ikke holde kulden ude. Koksen ville brænde op igen og igen. Senere måtte hun igen ned i kælderen, og i morgen tidlig, og dagen efter. Vinteren skulle blive lang og hård, for det var isvinter, for det var en af de værste. Og hvad forskel gjorde det, om værelset lå ud til gården eller ud til gaden? Hvad forskel gjorde det, om luften var frisk og ny, når den var kold? Når det var vinter.
   Hun hældte olie på petroleumslampen, for hun havde glemt det før. Flammen var ved at svinde ind og forsvinde i et skær af lilla, nu blussede den op, da vægen sugede olien til sig. Hun følte ikke noget ved synet.
   Hun så hen mod vinduet, hvor kighullet stadig var synligt, et sort hul. Måske børnene også kunne fornemme det, at noget havde ændret sig, for de havde ikke lukket deres øjne. Den lille Vera fulgte sin mor med blikket.
   Hvad var der med hende?
   Hun så på suppegryden. Det var den sidste mad fra gården. De sidste gulerødder, det sidste kød, den sidste bouillon. Om et par dage ville der ikke være mere, måske allerede efter i aften, for det tænkte Eigil ikke på, at hun ikke kunne blive ved med at lave gode måltider af god næring, for så meget tjente han ikke som brænderiarbejder, og han brugte nok halvdelen af lønnen på værtshuset, og det var nok også dér, han nu sad og godtede sig i varmen med sine rødsprængte kinder og sine rødsprængte øjne. Hun havde tilbudt at sy for kvinderne i den store villa, eller vaske for dem, men Eigil afslog, for hun skulle ikke arbejde. Han skulle nok tage sig af dem.
   Hun kunne se ham for sig på værtshuset. Kaffepunch og brændevin og øl. Og tænkte han på hende, på børnene? Det gjorde han ikke, men hvad betød det, det betød ikke noget. Alt ville på et tidspunkt være forbi. Det var kun et spørgsmål om tid.
   Hun blev pludselig bange for sine egne tanker, der syntes sært klare. Noget havde forandret sig og alligevel var der intet sket. Det var en kulde, der kom indefra. Hun så på børnene, og de lukkede øjnene i det sekund hun så på dem, og deres hud over ansigtet var tynd og lyserød og lilla omkring øjnene. Deres vejrtrækning var ujævn. Èn af dem trak vejret ude af takt med de andre, men hun kunne ikke afgøre hvem. Den lille Vera måske, der lå yderst ved siden af de to drenge.
   "Så sov," sagde hun.
   Hun ønskede, at de ville ligge sådan for evigt. Hvad skulle de vågne til? En af dem ville nok få lungebetændelse inden vinteren var forbi, tuberkulose måske, skarlagensfeber. Det var sket for et par uger siden i tagværelset i den modsatte ende af gavlen. De havde mistet to børn.
   Hun lagde mønten tilbage i forklædet. Stadig var der ingen trin på trappen. Hun stod i midten af værelset. De havde en seng, de havde et komfur, et bord med fire stole, en slagbænk, en kommode. De havde tre børn. Hun forsøgte at glæde sig over dem. Hun sagde til sig selv: "Se, hvor sødt de sover."
   Hun forsøgte at glæde sig.

"Hvad er der, mor?"
   Hun havde stået stille og set på dem så længe, at hun først ikke kunne bevæge sig, som var hun frosset fast til gulvet, men så trådte hun alligevel et skridt frem mod sengen.
   Vera sad med dynen trukket op om sig, og hendes øjne var store og blanke, som havde hun feber.
   "Der er ikke noget," sagde hun. "Bare læg dig."
   Hun satte sig på sengekanten og tog fat om Veras skuldre for at lægge hende, og de føltes knoglede og spidse i hendes hænder.
   "Fryser du?"
   Pigen rystede på hovedet. Drengene var også vågnet nu. De tre børn så på hende. Seks øjne. Hun havde selv født dem. Hun havde selv givet dem livet. Men hvad skulle de bruge det til? De skulle ligge i en seng og fryse, hvor var det grimt. De skulle leve indtil de døde, og det var det eneste, der var sikkert. Det ville ske før eller siden. Der ville komme et tidspunkt.
   Hun rejste sig med et sæt, som for at slå tankerne af sig. Hun løftede låget på gryden og rørte og rørte, men ilden i komfuret var igen gået ud, suppen var allerede lunken. Hun gik hen til døren, ramt af en rastløs uro, åbnede og lukkede den. Hun tog forklædet ned fra krogen kun for at hænge det tilbage igen.
   "Hvad laver du, mor?"
   Hun vendte sig om mod sengen, mod Vera.
   "Shh."
   Hun ville, at de skulle lukke deres øjne. Hun ville trække dynen op over deres ansigter. De skulle blive i sengen.
   "Skal jeg læse for jer?"
   Hun hørte sin egen stemme, som om den ikke kom fra hende selv. Den lød mild og kærlig.
   Børnene så på hende, da hun vendte sig om mod slagbænken. De havde ikke læst eventyret færdig. De var begyndt i sommers tilbage på gården.
   Hun slog siddebjælken op mod ryggen. Der lå ikke meget dernede. Sygrejet og sølvtøjet og tre bøger. Biblen og leksikonet øverst. Pakket ind i et stykke stof lå eventyrbogen under dem. Hun pakkede den forsigtigt ud. Et stykke sammenfoldet avispapir var stukket ind mellem siderne, hvor de var kommet til. Hun fjernede det, og de var ikke engang halvvejs, de var knap begyndt.
   Børnene gjorde plads til hende i sengen imellem sig. Hun var nødt til at lægge sig helt ned med kun hænderne over dynen for at modstå kulden, og børnene gøs fordi hun tog kulden med sig ned, men de sagde intet.
   Det var historien om en lille pige og en lille dreng. Esther rømmede sig. Hvad gjorde hun nu? Hun læste for sine børn, et eventyr. Og hun tippede bogen, så skæret fra petroleumslampen faldt ind over siderne i en flade af lys, og hun gav sig til at læse:
   "Roserne blomstrede den sommer så mageløst. Den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser; og ved de roser tænkte hun på sine egne; og hun sang den for den lille dreng, og han sang den med:
   "Roserne vokser i dale.
   Der får vi Barn-Jesus i tale."

Først ved sidste kapitel, i Snedronningen slot, hørte hun trinnene på trappen.
   "Nu kommer far," sagde den ene dreng.
   "Nu kommer far," sagde den anden.
   Vera klemte om dynen. Der kom en lyd fra hende, først dybt fra hendes bryst, så steg den op i hende som en hosten, et anfald.
   Esther så igen på pigens øjne, der var blanke, på huden under øjnene, der var lilla. Hun havde fornemmet, at noget var på vej. Nu var det kommet.
   Hun hørte trinnene standse.
   "Læg jer til at sove," sagde hun.
   Hun kravlede ud af sengen. Hun skubbede Vera tilbage på puden. Anfaldet var allerede hørt op. Måske var det ikke noget.
   Seks øjne lukkede sig. De lod, som om de sov. Nu listede han på trappen. Esther stillede sig ved komfuret. Hun stod med ryggen til, da døren gik op bag hende. Hun havde glemt at tænde ilden efter at den var gået ud. Hun havde glemt at sætte låget på gryden. Suppen var kold nu. Kighullet i ruden var igen frosset til is.

Eigil tog fat om hende bagfra. Han havde stadig forklædet på fra fabrikken. Han havde drukket brændevin, hun kunne lugte det.
   "Du er stadig oppe," sagde han, og hun nikkede. Hvis hun var gået i seng, havde han vækket hende.
   "Hvad er der med dig?"
   Han vendte hende rundt.
   "Der er suppe," sagde hun og gjorde sig fri af hans greb, og han satte sig på hug ved komfuret og åbnede lugen. Han så op på hende, da han opdagede, at der ingen ild var, og han lagde en hånd på komfuret, og jernet var koldt.
   Han så hen mod børnene i sengen. Nu hostede Vera igen. Det var den samme hoste fra før, hul og tør, men den blev ved i længere tid, før hun atter blev stille, og Eigil var gået hen til hende. Han havde fået øje på bogen. Så havde hun glemt at lægge den på plads. Eigil lukkede den i og lagde den foran hende på bordet.
   "Hvad er der med dig?"
   Hun lagde en hånd på bogen og rettede på den til den lå lige. Eigil rystede på hovedet ad hende og gav sig til at arbejde ved komfuret.
   "Du skulle ta' og holde dig fra de eventyr. Du bliver mærkelig i hovedet af dem."
   "Det har ikke noget med eventyrene at gøre," sagde hun. "Det skete før."
   "Hvad skete før?"
   "Ilden gik ud."
   "Ja, det kan jeg se."
   "Ruden sprang op."
   "Det har vel ikke noget med ilden at gøre?"
   Han rejste sig og gik hen til vinduet og fastgjorde sækkelærredet.
   "Eigil."
   Hun så på ham, og hun så hans rødsprængte øjne og hans rødsprængte kinder, hun så på forklædet, der nok engang havde været hvidt, men nu var dækket af brune skjolder. Og hun så på ham, da han slubrede suppen i sig, da den omsider blev varm igen, og han spiste grådigt uden at lægge skeen fra sig, den gik fra tallerken til mund, op og ned. Hun følte ikke noget. Hvad skulle hun føle? Det ville nok ende med en blodprop eller et hjertestop en dag. Måske ville han falde i havnen, måske i morgen. Hun kom til at sige det højt:
   "Måske i morgen."
   "Hvad?"
   Eigil vippede tallerkenen for at få den sidste suppe op på skeen.
   "Ikke noget."
   Hun kunne ikke forklare, hvad det var, hvad der var sket med hende, men det var, som om hun var blevet mere klar i hovedet. At hun kunne se alt, som det var. At der ikke var noget værn mod erkendelsen af virkeligheden. Der var ingen trøst.

I sengen var Vera den eneste af de tre børn, der endnu var vågen. Hun så det i skæret fra petroleumslampen, da hendes far lagde bogen ind i ilden, da hendes mor stak hånden ind og hev den ud igen og slog på den med sine ærmer og fik ilden slukket, og lagde den tilbage i slagbænken.
   Hun hørte det, da hendes far grinede.
   "Er det snedronningen, vi har haft besøg af?"
   Da hendes mor hvislede mellem tænderne:
   "En isheks, Eigil."
   Hendes mor rørte sig ikke, hun stod helt stille. Hun hviskede:
   "Det er Isheksens forbandelse."

"Vi blev ikke færdige," sagde hun til børnene næste morgen, da Eigil var taget af sted. Hun så de to feberrøde pletter på Veras kinder. Måske skulle Vera blive den første. Hun bad dem blive i sengen og krøb ned til dem med bogen. Den var branket i kanterne, men ikke noget, der havde betydning for skriften. Hun læste de sidste ord i eventyret:
   "Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer."

Nu længtes hun mod sommer.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/06-2019 09:40 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2882 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.