Mørke forgrunde

Kapitel 1: Nabostøj


5 måneder, 6 dage siden 0 kommentarer Uafsluttet Romaner psykiatri krimi

0Mørke forgrunde - Kapitel 1: Nabostøj
"Senere åbner natholdet op for en ny sæson. Første mødevært er La... [...]
Romaner · psykiatri, krimi
5 måneder, 6 dage siden
0Charlatanen - Kapitel 1: Udryddelse af anta...
"I dette øjeblik 4. maj 1945 meddeles det, at Montgomery har oply... [...]
Romaner · 1945, danmarks befrielse, politik
11 måneder, 14 dage siden
3Vi kan godt
Stemmerne hæves, · tårerne daler · gnisten, · belægger · kampen for momen... [...]
Digte · kærlighed, vilje, selverkendelse
2 år siden
3De fire familier - Det ukendte imperium
New York, 1950 · Stilhed stod tilbage, og et lavt ekko af "Hjælp!" ... [...]
Romaner · 1950, mafia, drama
2 år siden
3I dette lys
Vi er varmens bevægelse, · vor hjerter taler sødme · For imellem tid,... [...]
Digte · afhængighed, kærlighed, loyalitet
3 år siden
0Hjertebankens kunstige modsætning - Kapitel...
Døren foran mig stod i mørkets skær. Man kunne fornemme kulden de... [...]
Romaner · kærlighed, kommis, drama
3 år siden
2Fortidens tilbagekald
Som virkeligheden er, oplever man uretfærdige stunder. Konen gik ... [...]
Noveller · kærlighed, genforening, hverdagen
3 år siden
2Midtpunktet
Når jeg vågner, · ud af støvet · Samles jeg i det dybeste punkt, · trod... [...]
Digte · stabilitet, kamp, skæbne
3 år siden
3Fritænkeren
Tusinde skridt, · benene hærder · væggene males i passion, · favorit fa... [...]
Digte · egoisme, selvtillid, troværdighed
3 år siden
2Beruset af dig
Regnen gav sig til kende, · vinduet var de faldne dråbers ende · Ekko... [...]
Digte · alkohol, kærlighed, alene
3 år siden
2En uhåndgribelig forestilling
Bag øjenlågene gemte lykken, · også kaldt "smykken" · Hende mit hjert... [...]
Digte · kærlighed, forestillinger, forelskelse
3 år siden
2Den barmhjertige samaritaner
"Lytter du?", blev der sagt, · læren stirrede på hende der ej gjord... [...]
Digte · barmhjertig, kærlighed, forståelse
3 år siden
2Alene i skæret
Kære optimistiske måne, · du medbringer min kærlighedsstråle · Da tav... [...]
Digte · kærlighed, tryghed, hjertevarme
3 år siden
4Båndet imellem
"Tag min hånd", sagde hun tyst, · hans øjne tilbagekastede livslyst... [...]
Digte · kærlighed, loyalitet, næstekærlighed
3 år siden
2Læ i smøgen
Farvefattige enakter, · hjertet søger de unikke takter · Uden kærligh... [...]
Digte · kærlighed, splittelse, følelser
4 år siden
3Hjertestop
Hjertet forsætter at vandre, · imens du omgås andre · Muskelvæggen sv... [...]
Digte · utroskab, kærlighed, hjerte
4 år siden
3Stumfilm for sig
Du gled langsomt mod mørkets bund, · smilet du viste ved hans konta... [...]
Digte · utroskab, stum, skuffelse
4 år siden
4En poetisk bejler
"Føl mit hjerte", hviskede jeg blidt, · du kiggede mig i øjnene og ... [...]
Digte · følelser, kærlighed, bejle
4 år siden
7Et hemmeligt kys
Tankerne maler det uvirkelige, · læberne søger det farlige · Vi er hi... [...]
Digte · kærlighed, følelser, håb
4 år siden
5Søvnløs forelsket
Øjnene peger på ensomhedens måne, · min eneste ene, og min stråle · S... [...]
Digte · kærlighed, splittelse, afhængighed
4 år siden
2Sandhedens sidste latter
Ensomhedens celle tømmer tårene efter gud, · ej findes retfærdighed... [...]
Digte · thriller, magt, historie
4 år siden
3Kærlighedens stabilitet
Byens behagelighed tiltrækker hjertet højtideligt, · der skabes gni... [...]
Digte · kærlighed, virkelighed
5 år siden
1Utilsigtet afskedsbegæring
"Tillykke med fødseldagen, Martin!", råbte min far højt. · "Tak far... [...]
Noveller · gys, konflikt, halloween
5 år siden
3Kuldens varme
Umættelige farver vises ved de faldne blade, · bunken vi snart skal... [...]
Digte · varme, efterår, kærlighed
5 år siden
3Den udtrykkene tone
Mit hjerte synger langs klaverets tangenter, · hastende toner af dy... [...]
Digte · følelser, musik, kærlighed
5 år siden
3Pigen med madpakken
Øjne mødes i klarhedens stunder · dørene åbnes til kærlighedens tid... [...]
Digte · kærlighed
5 år siden
3Paradisets metafor
Som en skilling fangede jeg deres bevågenhed, · selvom jeg er fange... [...]
Digte · falsk, hverdagen
5 år siden
4Glødelampens følgesvend
Skyggen af dit ansigt, · viser mig hemmelighedens kilde, · Fra teater... [...]
Digte · kærlighed
5 år siden
4Hjertets skrig
Giv slip, · du kvæler mig. · Jeg står i ræd, · du piner mig. · Ansigtsmas... [...]
Digte · kærlighed
5 år siden
3Indre glød
I de lyse nætter sidder jeg. · I mit ensomme rum, med tanker rettet... [...]
Digte · kærlighed
5 år siden
1Hjertebankens kunstige modsætning - Kapitel...
Det var tid til at stå op, men min krop var alt for tung til at g... [...]
Romaner · kærlighed, kommis, drama
5 år siden
3Mindeværdigt farvel
"I lige måde", svarede hun mig, · imens hun kiggede den anden vej. · ... [...]
Rim og vers · kærlighed
5 år siden
2Synkrone hjerter
"Hvorhenne?", spurgte hun pænt, · bag øjenlågene hendes hjerte gemt... [...]
Rim og vers · kærlighed, næstekærlighed, håb
5 år siden
4De gyldne tanker
Havet er min vej, · med sol i nak og blæst til sejl. · "Hvilken vej?"... [...]
Rim og vers · kærlighed
5 år siden
1Hjertebankens kunstige modsætning - Kapitel...
Alarmen ringede som alle andre irriterende alarmer der vækker en ... [...]
Romaner · drama, kommis, kærlighed
5 år siden
4Skam til sindet
"Jeg elsker dig", sagde min kone, · i håb om at finde den rigtige t... [...]
Rim og vers · sorg, kærlighed
5 år siden
3Hæren & æren
"Pas godt på selv", råbte vi i kor, · du smilte til os alle, for vi... [...]
Rim og vers · følelser, mennesker
5 år siden
3Krig minus Gaza
Lille pige på livets vej, · nej vent! Hende, hende der mangler både... [...]
Rim og vers · splittelse, socialrealisme, hverdagen
5 år siden
1Hjertebankens kunstige modsætning - Kapitel...
På en sommerig Mandag morgen, sad jeg endelig i en Taxa mod endnu... [...]
Romaner · kærlighed, kommis, drama
5 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 6: Uvirkelig lykke
Solen skinnede igennem vinduet på værelset, hvor Camilla og jeg v... [...]
Romaner · kærlighed
5 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 5: Idioter på tværs
Jeg stod i forretningen og foldede tøj. Jeg kiggede ud til strøge... [...]
Romaner · kærlighed
5 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 4: Tankernes veje
Det blev lukke tid, og nøglerne kom frem, hvor jeg lod gitterne r... [...]
Romaner · kærlighed
5 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 3: Følelsernes trium...
Radioen kunne høres i baggrunden, hvor der blev spillet "Mads lan... [...]
Romaner · kærlighed
5 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 2: En helhed
Næste dag var præcis det samme, som dagen før, ud over at den ung... [...]
Romaner · kærlighed
5 år siden
1Tolv tredive - Kapitel 1: Uforventet intere...
Lyden af min mobil brummede på bordet. Den kom snigende ind og væ... [...]
Romaner · kærlighed
5 år siden
4Du og jeg
I lyse tider vil man ej, · vise andre sit følsomme jeg. · Kun en pers... [...]
Rim og vers · kærlighed
5 år siden
4Det jeg ville se
Jeg mærkede kulden stige i kroppen. Vinden blæste ind under min t... [...]
Noveller · drøm, drømme, kærlighed
5 år siden
9Forelskelsen
Dit smil er så dejligt varmt, at det for mit hjerte til at slå, · f... [...]
Blandede tekster · forelskelse, kærlighed
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Martin Stach Tomas (f. 1993)
"Senere åbner natholdet op for en ny sæson. Første mødevært er Lars Henriksen, men inden da er vi inden for ny sendetidspunkter af de tidlige nyheder. Velkommen til dig Poul Johansen". Nyhedernes intro var sat i gang, og den varme morgenkaffe var morgenmaden på en solrig sommerdag. Trods solens stråler langsomt blev varmere, sov folk længe grundet manglende søvn natten over. 32 grader var det højeste varmegrad i Danmark. Bevares, og så klistret man bliver. Sengetøjet trængte bestemt til en vasketur. Tankerne blev tomme, og en kort slubren af kaffen blev taget, som jeg gik ind mod stuen i brune shorts og hvid tanktop.
   "Godmorgen til dig også, kaffe".
   Koppen blev stillet på sofabordet, hvorefter gardinerne blev trukket fra, og vinduerne åbnet grundet den ulidelige varme. Rart som altid, var der stille i nabolaget. Det var kun fuglene som kvidrede, som de sked ned af væggen grundet rederne op ad huset. Jeg glemmer altid at fjerne dem, eller retter sagt for doven til det. I baggrunden forsatte værten at fortælle dagens store nyheder.
   "Trusselsagen mod flyselskabet SAS er forsat igangværende. Mange rejsene er forsat strandet i lufthavnene verden over. Politiet efterforsker forsat i at opklare sagen, hvorvidt der befinder bomber i flyene. Politichef Anders Skov har meddelt, at sagen er snarest opklaret og at det er nu den mest længste trusselsag i flyselskabets historie".
   "Det er det jeg siger. Bliv hjemme. Spar penge, og nyd det danske vejr. Vi har så meget varme i forvejen".
   "I Køge er der meddelt et større uheld på Køge bugt motorvejen. En bus hos selskabet Movia, er forgæves kørt henover broen og ned på kørebanen hos andre bilister. Antallet af tilskadekommen er endnu ukendt, hvor redningsfolkene er ankommet".
   Endnu en slubren af kaffen blev taget, hvor jeg bemærkede en BMW standse foran overboen hus. Bilen har ikke været set i området før.
   "Hvem mon du er? Hmm.. Måske vandt han endelig i lotto? Heldige laks".
   Øjnene fokuserede tilbage på tv'et for at følge med i nyhederne.
   "Mette Frederiksen har netop indført det nye lovforslag, at alle sælgene digitale vare i Danmark skal kunne sælges igen, for at de har samme salgs ret som fysiske vare. Hun uddyber yderligere at det vil formindske plastik spild inden for film, musik, spil og software, hvor plastik anvendes som kunne hjælpe at mindske Co2 udslippet. Jens Andersen fra koncern firmaet GlobeFive er enig, som vil indføre et auktionssystem for firmaerne, og konvertere de fysiske vare til digital".
   "Ja tak". Det var en god nyhed. Naboens knægt har fået mange spil på min PlayStation. Han fik dem i gave hvert andet år, når han skulle passes i ferierne grundet forældrene skulle rejse.
   "Der må mindst være 1,800 kr til gode ved gensalg", grinte jeg.
   Bilen holdt forsat derude, som vækkede interesse. Langsomt rejste jeg mig, samt gik hen mod vinduet med kaffekoppen i hånden. I bilroden kunne man se en kvinde, som have sorte solbriller på, sorte handsker og var iført jakkesæt.
   "Satans. Har du det ikke varmt i det tøj?", gardinet blev rykket yderligere til side så man kunne se mit ansigt. Fru Hansen var ude og jogge som altid. Hun kiggede også undrende på føreren, som hun løb forbi. Kort efter åbnede kølerhjelmen, og vedkomme steg ud af bilen. Hun kiggede blankt på motoren, som hun rode ved noget. Tanken strejfede mig i at spørge om hun havde brug for hjælp. Et par hurtige snif til armhullerne om man lugtede af gnu, sikrede sig en god start. Det kunne være hun var single ligesom mig. Træskoene kom på, og kaffen blev stillet tilbage ved sofabordet. Langsomt bevægede jeg mig mod hoveddøren, åbnede den og kaldte på vedkomme.
   "Har du brug for hjælp?", råbte jeg som døren lukkede i.
   Hun stak hovedet ud af motoren og kiggede forvirret rundt for at finde idioten der hæver stemmen på en tidlig morgen i et roligt nabokvarter.
   "Her ovre!", hun fik øje på mig, men stod helt stille.
   "Hvad sker der. Et vink eller smil kunne du da sende tilbage", hviskede jeg.
   Langsomt nærmede jeg mig, og så hvor tæt hendes tøj sad. Bilen havde ridser på sidedøren, og var generelt beskidt.
   "Har du brug for hjælp?", gentog jeg. Naboerne hun holdt overfor, gav ikke liv i sig i vinduerne.
   "Hej. Øhm, ja. Bilen larmer med en underlig lyd. Jeg ved ikke helt hvorfor".
   "Lad os kigge på det. Naboerne er vist ikke vendt retur".
   "Tak" svarede hun bekymret, som jeg stak hovedet ned i motoren.
   Intet så ud til at være skadet, og ledningerne var fine. Kølevæske var derimod for lavt.
   "Må jeg?"
   "Endelig"
   Ved start af tændingen startede den fint, men man kunne se at kølevæske / motortemperatur ikonet var rødt.
   "Ja, din bil er lidt tørstig efter kølevæske. Jeg har noget stående, hvis du er interesseret? Så kan du være trillende inden længe".
   "Det ville jeg værdsætte meget. Har du eventuelt et toilet jeg må benytte mig af?", spurgte hun nysgerrigt. Hendes øjne stirrede på huset.
   "Jo, du er velkommen".
   "Tusind tak!".
   "Johan"
   "Lise", svarede hun som vi gav hånd.
   "Sig mig, er det ikke meget varmt i det tøj du har på? Vi andre kan dårligt klare et par shorts".
   "Det er helt fint. Stoffet er meget let og åndeligt, derudover har jeg et godt klimanlæg i bilen".
   "Ja okay".
   Dialogen var god. Dog undrende at se sådan en forretningskvinde helt her ude på en villavej i Varde. Hun burde vel også have bedre styr på bilen med den sum penge hun havde. Hvordan kunne man så havne i den situation?
   "Velkommen til. Toilettet er rundt om hjørnet ved køkkenet, derefter skal du op ad trapperne og til venstre".
   "Tak", svarede hun koldt. Hendes parfume var meget sød, men den kraftige kaffe slog igennem. Øjnene stirrede på koppen, og den på mig. Vi savnede hinanden.
   "Jeg er der om et øjeblik, ven", hviskede jeg. Vedkomme lukkede døren til toilettet oven på, hvor et bræt blev lagt ned. Huset var meget lyt. Hovedpinen havde inviteret sig selv, hvor øjnene blev lukket i et øjeblik. Alting blev sort, og stilheden stod fremme. Langsomt åbnede jeg øjnene igen og fik noget koldt vand i hovedet. Jeg hang over vasken, og spyttede lidt som telefonen blev hivet frem. Terapeutens lydbånd lå på. Den indeholdt lyse toner, som skulle hjælpe. Endnu engang slog øjnene i, og en dybvejrtrækning blev taget. Det hjalp delvist, trods det følte man spildte en hel dag. Vedkomme ovenpå var diskret med toiletbesøget og var forsat ikke vendt retur. Det gjorde man studerede omgivelserne ud af køkkenvinduet for engang skyld. Hos naboen kunne man se dem i vinduerne komme til livs. Den ene pegede på mig. Ironisk var jeg chokeret at de ren faktisk var der, men det er nok nærmere mig som var fraværende fra omverdenen. Jeg vinkede til dem, men de snakkede sammen med hysteriske ansigter, hvor den ene græd.
   "Hvad fanden sker der?"
   "Er alt okay?", råbte jeg til vedkomme oven på. Intet svar vendte retur.
   "Når, dårlig mave måske". Kaffen savnede mig, som lokkede mig ud i sofaen. Tv'et stod forsat på kanalen tv2, hvor der kom nye akutte nyheder.
   "Mm.. Hvor du smager", den enkelte tår føltes som et varmt kys.
   "Politiet nærmer sig netop varde villavej. Alle anbefales at forlade området, - eller og forblive indendørs. Ifølge kommiser Jakobsen er de selvsikre på at få opklaret sagen, og at befolkningen i området ikke skal frygte at være i fare. Tv2 journalister vil følge sagen live nøje".
   "Vent, er det mit nabolag?", helikoptere kunne høres fjernt fra køkkenvinduet, som nærmerede sig.
   Jeg stillede kaffen, og gik hen til køkkenvinduet igen, hvor helikopteren blev synlig fjernt fra. Naboerne i vinduerne var væk igen, og lyden af politiet kom tættere.
   "Hallo? Er alt vel deroppe? Vi får besked at forlade området!", vedkomme svarede forsat ikke. Telefonen brummede, som beskeder væltede ind. 'Har du set nyhederne? Politiet er i dit område!'
   "Ja, det har jeg. Ved du hvad der foregår?", skrev jeg efterfulgt trykkede send. Politiet kunne høres som de var tættere på end før. De stoppede uden foran huset. Samtlige politifolk kunne bemærkes, som de steg ud af bilerne, markerede området ind og trak våben som de sigtede på huset. Tv2 journalister kom også til, som de filmede området. Det blev et intenst øjeblik.
   Det måtte være en fejl. Det måtte være et forkert hus, tænkte jeg samtidigt med at jeg gik hen til vinduet ved hoveddøren. Politiet råbte til hinanden som de så mig. Andre betjente kiggede på hinanden i chok.
   "Vi har kontakt!", råbte den ene betjent. Endnu en sort bil kom kørende ind på området. En fin mand i jakkesæt steg hurtigt ud.
   I baggrunden kørte nyhederne forsat. "Vi har netop fået bekræftet, at forhandlingsmanden er mødt frem til gerningsstedet. Som i ser bag os, kan vi se gerningsmanden i vinduet kigge på os.. Han.. åh gud. Er..., er det?", hun stoppede et øjeblik i chok. Nyhederne skiftede vært for at advare kraftige og stødende billeder.
   Telefonen brummede i hånden på mig, som fik mig til at kigge ned. Politiet råbte igen. "MD har ukendt genstand i hånden!".
   "Nej, nej, nej! Det er bare..", sagde jeg imens jeg tog den ene hånd op for at vise telefonen. Afbrudt affyrede en betjent et skud mod vinduet, som lod mig falde til jords.
   "For helvede! Det er min telefon! Min telefon!", råbte jeg mod vinduet i håb om de hørte mig. Langsomt rakte jeg telefonen i vejret.
   "MD har telefon i den ene hånd! Gentager, MD har telefon i den ene hånd!".
   Forhandlingsmanden steg ud af bilen, og kaldte på mig.
   "Johan, mit navn er Anders Krog. Vi håber at du lytter. Vi vil dig intet ondt".
   "Det må du nok sige!", råbte jeg tilbage.
   "Vi vil gerne samarbejde med dig, men vi må sikre os at Lise er okay!"
   "Hun er på toilettet! LISE, ER DU DER?"
   "Hvad sagde han?", spurgte Anders til betjenten.
   "MD sagde at hun er på toilettet".
   "Hvad?", betjenten nikkede.
   "Kan vi få en aktiv linje til ham?"
   "Vi har hans telefonnummer lige her"
   "Fantastisk. Ring ham op".
   Anders tog en telefon, som politiet udleverede med en sikker linje. I baggrunden kunne man forsat høre nyhederne.
   "Politiet har netop affyret skud mod gerningsmanden, som mistænkeligt havde et våben i sin besiddelse. Forhandlingsmanden har netop fået kontakt til ham, hvor vi afventer spændt på nærmere information". Kort efter blev der stille. Helikopteren kunne høres som den fløj rundt omkring området, og folk snakkede til hinanden i chok længere tilbage. Solen skinnede gennem det beskudte hul i vinduet, og skabte forskellige refleksionsforme. Telefonen begyndte at brumme igen.
   "H-Hallo?", spurgte jeg med en chokeret stemme.
   "Johan, tak for du tager dig tid til at tale med mig".
   "Hvad foregår der! Hvorfor skyder i efter mig!", råbte jeg. Ekkoet kunne høres hos beboerne som stod længere tilbage.
   "Rolig nu Johan. Rolig nu. Vi vil kun hjælpe".
   "Jeg forstår ingenting!"
   "Johan. Vi skal kunne samarbejde for at løse det her. Det behøver ikke gå ud over andre mennesker".
   "Hvad foregår der! Svar mig nu!", råbte jeg igen.
   "Johan, du bliver nød til at udlevere Lise".
   "Hvad snakker du om? Hun er på toilettet!"
   "Vi ved du har kidnappet hende", svarede Anders som han tog fat i en betjent.
   "Kan du verificere at Lise er på toilettet?", betjenten rystede på hovedet.
   "Vi kan ikke se nogle mennesker på toilettet". Han nikkede til ham, og tog telefonen igen.
   "Johan. Johan er du der?"
   "Ja?!"
   "Vi for besked at hun ikke er på toilettet".
   "Jamen.. Hun var der lige for et kvarter siden!?".
   "Johan. Er du sikker på hun er der?".
   "JA!", råbte jeg igen.
   "Rolig nu Johan, rolig nu", han lagde hånden på telefonen og kaldte på betjenten.
   "Han påstår stadig hun er deroppe. Skal jeg bede MD at hente hende?". Betjenten nikkede.
   "Johan? Vi vil gerne bede dig vise os at Lise er okay. Kan du gøre det for os?"
   "Hvad? V-vent. Hvad mener du?"
   "Kan du fremvise Lise? Vi kan se alle vinduer, men hun står ingen steder".
   "H-h-Hun er på badeværelset! Forhelvede man. Jeg forstår det ikke!"
   "Johan, bliv hos mig. Bliv hos mig", sagde Anders roligt.
   "Okay, m-men. Hvordan skal jeg gøre det?"
   "Rejs dig langsomt, ingen mærkelige bevægelser og bliv på linjen".
   "Jeg kan ikke! Jeg er bange!"
   "Du kan godt Johan. Helt roligt. Mine betjente har fået besked, og de vil ikke åbne ild mod dig, som du rejser dig op".
   "Jeg kan ikke!.. Nej, nej, nej!"
   "Helt roligt. Giv dig god tid".
   Luften blev varmere af solen. Alting var intenst, og hjertet slog hurtigt. Glasset på gulvet skar mig i fingeren, som jeg rykkede mig til højre og venstre.
   "Du har god tid. Bare tag det helt roligt", sagde Anders.
   "Hold nu din kæft! Stop det der pædagogiske pis".
   "Undskyld, jeg skal nok stoppe. Sig til når du er klar". Anders holdte for telefonen, som en betjent nærmede ham.
   "Har vi noget på ham?"
   "Johan Nielsen. 43 år gammel, single. Har en søster, forældre er døde. Har arbejdet hos Nordea som rådgiver, men blev sygmeldt grundet sygdom. Han har også en ren straffeattest".
   "Få hans søster her ud med det samme. Hvilken sygdom taler vi om?"
   "Der står her i hans journal, at.. At han har adfærdsforstyrrelser".
   "Mange tak".
   Pulsen var høj, og alle tanker væltede rundt. Kaffen stod forsat alene på bordet, hvor enkelte glasstykker lå spredt omkring. Hænderne rystede, og telefonen gik snart i stykker hvis ikke jeg stoppede med at holde så hårdt omkring den.
   "A-a-anders?", spurgte jeg med en rystende stemme.
   "Ja, Johan?"
   "J-jeg tror, at jeg er klar nu". Anders gav håndtegn til at betjentene skulle gøre klar.
   "Helt rolig Johan".
   "S-så. Så jeg skal bare rejse mig op?"
   "Så langsomt som muligt. Unødige og hurtige bevægelser vil kun skræmme betjentene".
   Langsomt faldt tårerne ned ad kinden.
   "J-jeg har altså ikke gjort noget!"
   "Vi tror på dig Johan. Bekræfter du Lises sikkerhed, samt lader hende gå, bliver alting godt igen".
   "Hun er ikke min fucking fange! Hvad er det du ikke forstår!? Hun ville låne mit toilet!"
   Anders gav endnu et håndtegn, som signalerede at MD var farlig.
   "Undskyld Johan. Det er en meget presset situation. Vi må holde fatningen".
   Langsomt rejste jeg mig, hvor betjentene blev mere stive i kroppen og råbte til hinanden som hovedet gav sig til kende.
   "Johan, kan du vise os din anden hånd?"
   Langsomt gav min hånd sig til kende, som bekræftede at jeg ingen våben var i besiddelse af.
   "Når du er klar, henter du Lise. Bliv endelig på linjen så vi kan følge med".
   "Okay", svarede jeg som tåren løb ned ad kinden.
   Anders blev forstyrret af en betjent, som meddelte at søsteren er på vej. Han nikkede tilbage, som politiet gjorde klar til modtagelsen. Langsomt gik jeg hen til trappen, og bemærkede politiet sigte igennem køkkenet på mig fra naboens vindue på anden sal. Døren til badeværelset var forsat lukket, hvor man ikke kunne høre Lise. Alle tanker fløj forbi mit hoved over hvor hun blev af.
   "Er alt vel Johan?"
   "Ja, jeg nærmer mig toilettet".
   Lyset stod fremme under døren. Fødderne var tunge og føltes som om de var magnetiske med gulvet. Ingen skygger bevægede sig, som kendetegnede liv eller Lises tilværelse.
   "L-Lise?", spurgte jeg roligt. Anders fulgte spændt med på linjen over et svar retur.
   "Hallo?.. A-Anders. Hun svare ikke."
   "Giv dig god tid. Måske er hun skræmt over situationen".
   "Okay..", sagde jeg som der blev banket på døren.
   "Lise? Er du okay?". Intet svar kom retur.
   "Hallo?.. Anders. Hun svare ikke. Jeg prøver at åbne døren"
   Anders kaldte på en betjent, og meddelte at jeg er ved at tage kontakt til Lise, så de skulle holde øje i vinduet. Dog kunne de forsat ikke se noget. Ved tag af håndtaget, var døren ulåst.
   "Døren er ulåst, Anders. Jeg kan ikke se hende eller høre hende".
   Døren åbnede sig langsomt, men Lise kunne forsat ikke ses.
   "Lise?... Vent.. "
   "Hvad er der?", spurgte Anders nysgerrigt.
   "H-Hun er her ikke".
   "Hvad mener du? Vi ved hun er hos dig".
   Alle kanter på toilettet blev tjekket, og hun var der ikke. Politiet havde et godt øje, men kun kunne se mig.
   "Hun er her kraft edme ikke!"
   "Rolig nu. Prøv de andre rum"
   "Men, jeg hørte hun gik på toilettet!"
   "Det skader ikke at tjekke Johan. Vi skal bare være sikker".
   Langsomt vendte jeg mig om, og gik ind på soveværelset. Der var hun heller ikke.
   "Hun er her ikke.. Jeg ved.. Jeg forstår ingenting. Hun var her!"
   "Rolig Johan! Helt rolig. Vi vil bare gerne have Lise i god sikkerhed".
   Tårerne faldt ned ad kinderne, som jeg satte mig på trappen. Hænderne rystede og vejrtrækningen blev tungere.
   "J-jeg forstår det ikke. Jeg forstår det ikke!", gentog jeg hysterisk som jeg hev mig i håret.
   "Tag det helt roligt. Giv dig god tid", svarede Anders. Han rystede på hovedet til en betjent, som gjorde sig klar til udrykning. Nyhederne i stuen forsatte, hvor sagen blev opdateret.
   "Vi følger spændt efter den ukendte gerningssag i varde. Her på villavejen bag os står politiet klar, hvor gerningsmand til det mulige mord af Lise Alexandrasen befinder sig. Ifølge rapporten, har hun været savnet i 24 timer".
   Alting gik i stå ved ordet mord.
   "M-m-mord? Hvad snakker de om? Anders, hjælp mig. Hvad er det de siger! Det passer ikke!"
   "Helt rolig Johan. Journalisterne ved ikke noget, og det er kun noget de antager".
   "Hvorfor siger du det? Det passer jo ikke! Sig det til dem!"
   "Okay, okay! Jeg meddeler det videre", Anders gav håndtegn igen til en betjent som kom hen til ham.
   "Ja?", spurgte betjenten nysgerrigt.
   "Vi må få journalisterne væk. De stresser MD", betjenten nikkede og gik mod journalisterne. Samtidigt lagde jeg telefonen med røret opad på gulvet. Intet gav mening, hvor alle tanker fløj forbi mig.

Kort tid efter mange spekulationer, lagde Anders hånd på telefonen igen. En bil var netop ankommet. Nyhederne kunne høres i stuen, som værten forklarede en ukendt gul Toyota ankom. Jeg var forvirret og vred. Anders gav signal til at få vedkomme over til ham.
   "Goddag, Anders, Forhandlingsmand".
   "Hej, Michella. Er min bror okay?".
   "Ja, det er han. Vi har dog ikke set noget til Lise endnu, eftersom han benægter at hun befinder sig i huset. Ingen naboer har set hende forlade området, og bilen er her endnu. Hans fingre aftryk er overalt i bilen, samt kniven på førersædet".
   "Vent.. En kniv?"
   "Ja. Han har truet hende ind i huset,- formoder vi".
   "Men.. Hvad med hans medicin? Har han taget dem? Uden hans medicin forværres hans tilstand".
   "Hvilken medicin? Kan du overtale ham til at tage medicinen?"
   "Jeg kan prøve".
   Anders rakte hende telefonen, og fortalte hvordan den virkede. Hun så bekymrende ud. Langsomt rakte hun telefonen op, for at starte dialogen.
   "Johan?".
   Øjnene kiggede tilbage på telefonen. Hørte jeg rigtigt?
   "Johan? Er du er?", gentog hun.
   "M-Michella? Er det virkelig dig!?", tårerne dryppede på gulvtæppet som sugede det til sig, som en svamp.
   "Hjælp mig. Jeg forstår intet!"
   "Johan, lyt til mig. Kan du være sød og tage din medicin?"
   "Jeg har ikke gjort noget!"
   "Det ved vi godt Johan, men vær nu sød og tag din medicin".
   "Hvorfor? Jeg har det jo fint!"
   "Nej, det kan jeg høre på din stemme du ikke har. Vi er bekymrede".
   "Jeg har ikke slået hende ihjel. Det har jeg ikke. Hun er her ikke engang!", tårerne trillede ned ad kinden igen. Psykisk tog det skade. Hele situationen var meget intens og anstrengende.
   "Rolig nu Johan. Træk vejret, træk vejret".
   "Kan jeg ikke bare.. Kan jeg ikke bare komme ud så i selv kan se?", græd jeg.
   Anders rystede på hovedet til Michella. "Vi skal se Lise først, det er alt for farligt", hviskede han.
   "Bare.. Bare tag din medicin. Hvor er din medicin overhovedet?".
   "I køkkenet", tåren blev tørt væk. Væggen var kold som jeg lænede mig op ad den.
   "Tag en dyb indånding, og så tager vi din medicin".
   "Du for det til at lyde som om jeg er et misfoster med min medicin! Jeg har det fint. Lidt hovedpine slår ingen ihjel".
   Michella blev tavs. Hun vidste hvad det betød.
   "Nej, nej nej. Johan, søde bror. Lyt nu til mig. Du ved udmærket godt at du glemmer ting, tid og sted og ser illusioner uden din medicin. Du kan være farlig for dig selv, høre du?"
   "Jeg gider ikke mere Michella. Bed dem at komme ind og se det for dem selv!"
   "Hvornår har du sidst taget dem?"
   "D.23"
   "D.23? Johan. Det. Det er snart en måned siden Johan. Det er d.13 i dag".
   "H-hvad? Vent.. Nej, nej. Jeg har taget dem hver dag!"
   "Johan, vær nu sød og gør som jeg beder dig om. Vi vil kun hjælpe dig".
   "Er.. Er alt det her en illusion?", hårene på armene begyndte at rejse sig.
   "Nej, Johan. Jeg står ude hos politiet. Se selv efter".
   Jeg tøvede et øjeblik.
   "Nej.. Jeg drømmer. Det passer ikke. Intet af det passer".
   Det må være en illusion. Intet andet ville give mening. Smilet på læben viste sin tilstedeværelse hvor en høj latter kom frem over hvad min hjerne har fundet på.
   "Johan.. D-du gør mig bange. Vær nu sød og tag din medicin".
   "Det hele er falsk. Hvor er jeg dum..", efterfulgt lagde på.
   "Johan?, JOHAN?!"
   Anders stirrede på Michella, og bad at ringe op igen. Jeg kiggede ned af trapperne, som gyngede desto længere man stirrede på dem. Langsomt lagde jeg mig ned på ryggen så benene hang over trappen. Det hjalp og gav en stor lettelse i kroppen.
   "Ah, din idiot. Tænk at du ikke ved bedre". Langsomt rejste jeg mig, og gik ned mod køkkenet. Hovedet gjorde ondt, så jeg støttede mig op ad væggen med hænderne. Kort efter tog jeg medicinen frem ved køkkenvasken, tændte hanen som pillerne gled ned. Øjnene stirrede i vasken, hvor pillerne fik sin virkning. Langsomt kiggede jeg op for at se gennem vinduerne igen, og der var ingenting. Intet politi, heller ikke oppe i naboens vinduer. Jeg havde ret. Jeg havde simpelthen ret. Øjnene slog i som jeg støttede mig i vasken igen. Minutter af stilhed og afslapning gav ro i sindet. Det føltes som små gnister i hjernen, som tankerne samlede sig i store malerier. Momenter stod fremme af gode stunder gennem livet. Det var som at blive født på ny. Smilet vendte retur. Afbrudt brummede telefonen et sted. Den lå ikke i lommen. Ordene kradsede i hjernen, hvor øjnene åbnede sig øjeblikkeligt. Dråberne i vasken samlede sig og malede en sti ned i risten. De knyttede sig til hinanden og langsomt forsvandt. Ubemærket kom der farve i vandet, som blev rødt. Sekund efter sekund blev det kraftigere, som fik smilet til at visne. Øjnene bevægede sig efter kilden, som kom fra hænderne. I chok faldt jeg tilbage ned i gulvet og prøvede at tørre det af i tøjet.
   "Nej, nej, nej!", græd jeg hysterisk.
   Det kom ikke af. I højre side af ribbenene, kunne jeg mærke en stor smerte. Det var et sår af et knivstik, hvor blodet langsomt kom ud. Samtidigt fik Anders besked af betjentene at jeg forsvandt i køkkenet, som fik betjentene i at nærme sig huset.
   "Fuck", sagde jeg lavt efter en hosten af blod kom frem.
   Det føltes som om der var vand i den ene lunge. Omkring mig bemærkede jeg at møblerne var væltet i køkkenet. Skufferne var hivet ud, hvor samtlige bestik lå spredt over det hele. Den ene spisebordstol havde en brækket fod. Bag mig var der mærkninger af blod samtlige steder i huset, hvor lampen tændte og slukkede efter kort interval. Blodet førte ud af køkkenet mod trapperne, hvor man kunne se at der har været et slagsmål med forskellige hånd aftryk på væggene. Energien var lav, og musklerne rystede. Der var ikke tid at spilde, så jeg måtte kravle hen til trappen, hvor maleriet var væltet. Fra trappetrinet kunne man se ud ad vinduet, hvor politifolk var parat.
   "Anders! Han kravler mod trapperne!", meddelte den ene betjent. Anders nikkede. Langsomt kravlede jeg mig op ad trapperne, men stoppede foran døren til badeværelset. Større mængder af blod lå spredt henover gulvet som havde dryppet ned af trappen. Gulvtæppet havde suget en masse til sig, hvor man kunne se at det har ligget der i noget tid grundet varmen har størknet noget af det. Døren blev langsomt åbnet, hvor der fremkom en kraftig stank derfra. Et par blege fødder kunne ses. I chok skreg jeg så højt som muligt i smerte. Anders kiggede på betjentene og gav håndtegn til at politiet kunne storme huset. De sparkede døren hårdt op, og råbte 'politi' samtlige gange. Døren til badeværelset blev skubbet til af resterende energi så døren åbnede helt op til badeværelset. Mareridtet spejlede sig i øjnene på mig, og den fortalte nyhed var sandt. Lise lå livløs på gulvet, med dybe sår af samtlige knivstik henover brystet og maven. Hendes ansigt var markeret i blod for at definere sin livskamp af de mange slag. Politiet reagerede hurtigt på skriget, og de dækkede alle hjørner af huset efter de sparkede døren op. Enkelte råbte som de så mig ligge halvt inde mod badeværelset, og andre for at bekræfte sikre omgivelser. De sigtede med vrede i øjnene på mig som de kom op ad trapperne, over den barske henrettelse Lise havde fået. Hurtigt lagde de mig til side, og prøvede at hjælpe, hvor andre konstaterede Lises død på badeværelset.
   "Dit monster!", sagde den ene betjent efterfulgt brækkede sig.
   Øjnene blev tunge, hvor betjenten stillede mig en masse spørgsmål synkront med hendes hånd viftede foran mit ansigt. Det var uklart for mig hvad der var sket, som kroppen forsat var i chok. I stuen blev kaffen kold, mange lokale folk var forvirret og tilbageholdt. Nyhederne var endnu ikke afsluttet som de uddybede hændelsen. Betjenten sad forsat foran mig med hånden på brystet. Hun klipsede med fingrene, som løsnede sløret over ordene der kradsede i hjernen.
   "Johan?"
   "Ja. Ja, jeg er her". Han tog en dyb indånding.
   "Godt. Vi aftaler at opretholde medicinindtagelsen dagligt. Det er meget vigtigt".
   Johan åbnede øjnene og kiggede på mig. Han smilte uvist.
   "Det skal jeg nok".
   "Godt. Vi vil nødig have at der opstår unødige hændelser".
   Han rejste sig op, og kiggede rundt i klinikken for at finde døren. Det var som om han aldrig havde været der før.
   "Selvfølgelig. Tak for i dag".
   "Selv tak, Johan".
   "Vil du have døren åben, eller lukket?".
   "Lukket tak". Han nikkede, og gik sin vej.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/07-2019 20:14 af Martin Stach Tomas (Lowrater) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4428 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.