Sommerens ødeland er tomt og stille,
omringet af kornmarker under den høje himmel
er alle katte pludselig forsvundet,
kun ræven er her,
den løber på de stier,
som jeg selv går på.
Min ryg hiver i mig,
for at sige alting lige ud,
det er, når dagene er trætte,
det er svært at holde balancen
på kanten i ens eget liv
uden at brække ned for at tro,
der er flere end een selv der lytter.
Den dybe fornemmelse af,
at andre blander sig,
får mig altid til at gå
den modsatte vej.
At finde mig selv ved verdens ende,
under himlen ved randen til horisonten
kan jeg stå og føle nogle øjeblikkes fred.
Blandingsmaskinerne er væk,
mit trætte hoved slapper af fra deres utålelige stress,
dommerbordene er skyllet bort,
i det hav jeg gik forbi,
deres fordrevne magt er helt holdt op,
uden de ved det mindste selv,
de pudser stadig deres selvværd
mange kilometer bag mig.
Sommerens ødeland er stort og tomt og stille,
nu begynder alt at stå og tikke,
som nogle kerner der er modne allerede
til gigantiske tærskere der skal fylde rummet,
folk er taget afsted.
Rævene leger med madskålen til kattene om natten,
de er aldrig bange,
når jeg står på trappen for at skræmme dem.
Sjakalen er listet væk,
han kan ikke lide,
jeg skriver digte.