De dødes papkasser


2 måneder, 12 dage siden 1 kommentar Noveller

1Av
26/3 1997. · En rimelig normal dag, som jeg afsluttede med at drage... [...]
Livshistorier
6 timer, 26 minutter siden
1Sommerens død. At lære at elske September
Sommerens død. At lære at elske September. · Dage med blæst solskye... [...]
Digte
22 dage siden
1De dødes papkasser
En af de første aprildage og den mindede mig om udsigten udover e... [...]
Noveller
2 måneder, 12 dage siden
0Litteratur fra Pivhytten
" Pivhytten" 22 februar 1950. · Køre Lisa. · Heller ikke jeg holder a... [...]
Filosofihulen
3 måneder, 18 dage siden
1Strandtur under sommeren
Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse · som kunne man gå p... [...]
Digte
3 måneder, 29 dage siden
2Forårets død
For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en ... [...]
Klummen
5 måneder, 19 dage siden
1Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
6 måneder, 27 dage siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
7 måneder, 18 dage siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
8 måneder, 8 dage siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
8 måneder, 20 dage siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
10 måneder, 2 dage siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
1 år, 2 måneder siden

Puls: 24,9

Publiceret: 3
Afgivet: 9
Modtaget: 4
Søren Yssing (f. 1953)
En af de første aprildage og den mindede mig om udsigten udover et genvundet land : Buske og træer ,gyngestativer og flisegange, de lå i et svagt grønligt, flimrende skær der så afgjort fik midaldrende journalist Hans Westergård, bosat Engblommestien 54 2tv 8650 Århus , til at føle sig femten år yngre. Det blege blågrønne sollys spillede i vinduerne på naboblokken og sendte reflekserne ind i min stue som et flimrende fyrværkeri af sammensmeltende lyspletter. Jeg var helt afgjort i blåt og grønt humør, hvilket jo ikke er det dårligste sted at befinde sig. Den sære, lidt fraværende, dvaleagtige tilstand, der jo altid følger en Søndag morgen, er jo afgjort behagelig. Man føler sig lidt som en af de sløve citronsommerfugle man kan møde i de tidlige forårsdage. Den er gul og grøn af søvn og overlevelse, men ved ikke rigtigt hvad den skal stille op med al den rigdom som et nyt liv består i. Den flakser bare planløst rundt i spekulative cirkler og kan ikke rigtigt finde vejen ind i det nyåbnede liv. Og de blege hunsommerfugle ,som den så inderligt håber at møde, er jo lige så lidt værd som den selv.
   Ganske som sommerfuglen skridtede jeg rundt i de spekulative cirkler der jo altid følger betydningsfulde og travle personer, eller folk der bilder sig ind at være det. Som Journalist har man jo i princippet aldrig fri, end ikke på en provinsavis. Nyheder holder aldrig fridag og en nyhed der er bare nogle få dage gammel er jo lige så stendød som forrige års vellykkede slutopgørelse i skat. Redaktyren har altid et horn i siden på dig uanset ugedag. Computeren er en pragtfuld opfindelse når det gælder om at få noget fra hånden i en fart. Internet og smartphone sikrer at Tyren altid ved hvor han har dig. Selv om man sidder behageligt i sin gyngestol med wegnercertifikat hængende i en snor, og med kaffekoppen indenfor rækkevidde, så er det absolut velset på redaktionen, at man tænker lidt på den artikel om den kommende forskønnelse af bymidten der har deadline Mandag morgen, tolv præcis på minutter og sekunder .Som om det ikke var nok var jeg blevet kaldt ind til Tyren den foregående Fredag eftermiddag, en lille samtale på hans hyggelige hjørnekontor, som man vel havde formuleret det i romaner af ældre årgang.
   Tyren er en bleg og mager pind. Hans isse er skaldet og glat som en strandsten. Øjnene intense og brændende og fikserende så selv hærdede medarbejdere kan føle en anelse af uhygge ved synet. Arme og ben er lange og hvileløse og cirklende som søger de hele tiden et fast holdepunkt i tilværelsen, som en anden citronsommerfugl. Når man entrer ind i hans stald så sidder han altid jonglerende med et eller andet, som han anbringer her og der og allevegne. En smartphone, en kaffekop, et dokument, en kuglepen. Kontorstolen er i uafbrudt rotation om sin akse, så man hele tiden ser ham fra skiftende vinkler. Det hele udspiller sig over et skrivebord i empire og på størrelse med Donald Trumps. En gammel blåmalet gyngestol vugger ovre i hjørnet. En sand rædsel af en grønblomstret sofa står op ad væggen til højre når man kommer ind. Til venstre et barskab i palisander fyldt op med udprint og udklip. Tyren rører aldrig spiritus, hvilket gør ham til et unikum blandt journalister.
   Der er et underligt anstrøg af klunserbutik over det kontor, også med hensyn til lugten, der er let fimset. Tyren har en svaghed for det gode gamle. Det fancy. Det tilsyneladende håbløst forældede. Gammelt og nyt de vandrer til hobe. Fortid og nutid skal forenes i en højere symbiose, som han engang forklarede mig. Til gengæld er smartphone og computere skiftet ud adskillige gange i de par år han har sidde it drejestolen. Er man ikke på yderste forkant med kommunikationsteknikken så er man så godt som forhenværende, som han forklarede under et møde.
   Ovre ved radiatoren under vinduet bemærkede jeg en brun papkasse i temmelig fyldigt format, men hæftede mig ikke specielt ved den, bortset fra at en papkasse fyldt med dokumenter vel er en smule forældet i disse kliktider. Eller fancy om man vil. Men da jeg en halv time senere forlod stalden havde jeg papkassen med mig ned i bilen og kunne konstatere at de vejede betragteligt og indeholdt pligtlæsning til adskillige uger. Den var solidt læsset med gamle gulnede kollegiehæfter, spiralryg og brogede omslag, der fik mig til at mindes min storesøsters gamle barneværelse i sin tid. Hun skrev ulæseligt forfærdelige digte i den slags hæfter, og jeg havde vel fornemmelsen at papkassens indhold lagde op til noget lignende.
   Tyren havde berettet vildt og voldsomt om den papkasse i næsten en halv time. Han havde gestikuleret tilsvarende vildt og voldsomt. Rullet med øjnene. Tørret sig over panden. Pustet og stønnet og brummet, som havde han styrtet rundt i Skåde bakker en hel dag. Fingrene havde spadseret frem og tilbage på den polerede isse et utal af gange. Men han havde også fundet et vindende smil frem, og derved fået mig overtalt til " at påtage mig opgaven".
   Vel hjemme i gyngestolen sad jeg så der med min smartphone og genlyttede hans lidt nasale udlægninger af papkassens indhold, iblandet adskillige snøft og hark fordi han havde allergi overfor birk og hassel. Beretningen om papkassens forunderlige verden var noget usammenhængende, men samtidig så tilpas fantastisk at dele af min hjerne kom i de besynderligste svingninger, som havde jeg indtaget en blandet cocktail af euforiserende stoffer. Mine tanker gik på vildveje. Mit pæne hjem med gyngestolen forekom mig med et at fylde betragteligt mere end de femogtres jeg ellers bevægede mig rundt på til daglig .Fuglekvidder udenfor havde med et fået en dybere mening. Ungernes hyl og skrig nede fra legepladsen lød som stammede de fra væsner fra andre kloder. Jeg trængte uden tvivl til en længere ferie for at kunne bearbejde de sanseindtryk jeg havde fået med hjem, men endnu var vi jo kun i begyndelsen af April måned. Uden udstyr lød historien nogenlunde som følger.
   Der var engang en smuk pige i Skagen ved navn Johanne Diget, og det gik hende så græsseligt ilde, at hun valgte at flygte langt bort over havet til en fjern ø ude i solnedgangen. Hun var som sagt en smuk pige med spændstig skikkelse, smukke øjne, ildrødt hår, og lange slanke ben der gjorde sig godt på dansegulvet. Men ak! Hun endte med at danse sig til døde! Alle ville danse med hende. Alle ville kysse hende. Samtlige friske unge mænd i Skagen kommune gjorde sig de vildeste fantasier angående hende, men det var hende slet ikke nok. København tog hende og det var alt rigeligt! København tog hende. Kyssede hende. Knuste hende. Hun endte med at gå håbløst i hundene og vendte tilslut tilbage til Skagen som en skygge af sig selv ,og kun få huskede hvad hun engang havde været. Hun endte i kløerne på den usleste stodder i Skagen. Han tævede hende efter noder når hun havde været ham utro, altså når hun havde smilet eller hilst på andre mænd, og stodderen havde spottet sidespringet fra vinduet.
   En dag var hun forsvundet for godt! Naturligvis havde stodderen i et anfald af skinsyge brutalt myrdet hende, og derefter skjult ugerningens genstand i de høje klitter syd for byen. Helikoptere blafrede over klitter og plantager. Hver en klit omkring Skagen blev gennemgravet på kryds og tværs. Hver en grannål i klitplantagen blev vendt og drejet. Specialtrænede hunde vimsede rundt i landskabet med snuderne dybt i strandsandet. Frokostaviserne skrev op og ned. Men trods alle anstrengelser var det nærmeste man kom et lig skelettet af en sæl. I betragtning af hvor upåagtet hendes senere liv havde været så var det dog en forbløffende opmærksomhed hun fik da det sluttede. Stodderen benægtede hårdnakket alt og uden et lig kom man jo ingen vegne med ham. Ak ja! En og anden tænkte vel tanken at der var noget uldent ved den historie, for så sporløst får man normalt ikke lov at forsvinde i Danmark, end ikke i den yderste klit. En og anden politimand havde vel erfaret et eller andet som han ikke gik videre med, men mente vel det var sundest at lade sagen falde. Johanne og stodderen havde været kommunen et kostbart bekendtskab. Hvor Johanne Diget end var havnet sig så var det nok klogest at lade hende forblive der hvor hun ikke kostede nogen noget. Stort har jeg mistet men stort jeg fik. Bedst var det kan hænde det gik som det gik, og så skal du have tak da Gud! En og anden gammel beundrer har vel tænkt tanken at piger som Johanne næppe kunne dø, men nok overgå til en anden tilstand. Han havde brevet fra hende endnu et eller andet sted i sine gemmer. En håndskrift som en wienervals allerede i skoletiden. Hvor var hun henne nu? Hvor var hun på vej hen. Hvor ville hun ende til slut. Spørgsmålstegnene stod på række og geled i den lyse kviksølvnat på Grenen -

Og nu lå hun altså der i papkassen, som i en anden kiste. Den stod der midt på gulvet ovenpå et blåmønstret tæppe, som en solstribe faldt henover i dette øjeblik, så man næsten fik religiøse visioner ved synet og bildte sig ind Johanne Diget havde været et godt menneske i sit tidligere liv. Hendes tanker følelser og oplevelser havde overlevet hende, og ville måske leve videre i mange generationer. Jeg så for mig hvordan Edvard ( ikke noget med Tyren her, dertil var stunden for højtidelig) fremdrog et blåmønstret kollegiehæfte fra papkassen og bladrede de støvede gulnede sider tjept igennem, og til slut fandt hvad han søgte. Han fikserede et eller andet usynligt. Fangede det med tommel og pegefinger og holdt det op foran min næse til beskuelse. Et hår! Et hængende hår! Et kraftigt et hvis ildrøde kulør i skæret fra sollyset gennem vinduet var umiskendeligt. Johanne Diget var stadig fysisk tilstede dernede i kassen mellem alle sine elskede skrivehæfter. Et menneske man aldrig har mødt og aldrig kommer til at møde i dette liv. Et spøgelse der går igen! Et spøgelse man måske om nogle dage vil kende bedre end hende man har været gift med i tyve år. Et menneske der måske har haft så travlt med at nedskrive sit liv, at der knap blev til et liv før døden. Jeg granskede atter engang den printede mail som jeg også havde fået overbragt af Tyren, og den indeholdt for så vidt forklaringen på alt. Her var intet at misforstå, altså bortset fra tid og sted og omstændigheder, men de lå vel sikkert forvarede i papkassen.

Til Redaktør Edvard Nilson på ovennævnte avis.
   Min kære søster Johanne Diget er for en lille måned siden afgået ved døden på Kiwi Hospital i Auckland ,New Zealand. Blandt de få ejendele hun efterlod sig befandt sig en kollektion håndskrevne dagbøger som efter afdødes udtrykkelige ønske blev overdraget til mig, til videreoverdragelse. Hun havde i sin sidste tid betroet mig at hun ønskede dagbøgerne givet videre til redaktøren af ovennævnte avis. Hun havde i sin ikke helt problemløse ungdom dyrket et frugtbart samvær med en journalist fra bladet, senere redaktør Anton Willerslev, hun så gerne sine breve og dagbøger bearbejdet i bogform eller som artikler, hvis det havde interesse. Som hun formulerede det så havde hun jo oplevet den lykke at leve to gange. Hun blev jo erklæret død efter den resultatløse eftersøgning omkring Skagen, og først flere år senere fik hun sin dødsformodningsdom omstødt. Den slags udmærkelser er der vist ikke mange der kan prale med. De eventuelle honorarer forventer jeg vi deler i porten, om man så må sige. Der er jo ingen grund til at besvære skattevæsenet mere end højest nødvendigt, og jeg drager formodentlig tilbage til Auckland indenfor overskuelig tid.
   Med alle hilsner. Joan Lessing. Blomsterengen 42 1 th. 5872 Svendborg.
   Anton Willerslev den gamle tyr! Modsat sin efterfølger levede han virkelig op til sit øgenavn, og han døde også som en sådan. I opretstående stilling grundet et hjerteslag, der formodentlig gjorde ende på ham inden han nåede staldgulvet.
   Jeg erindrede også historien om en pige der aldrig forlod mig! Fra en kollegiegang i min studietid i Århus. Dengang verden var ung og grøn og saftig og afgjort mere rummelig end nu. Jeg kunne være gået med hende til Verdens ende. Vi var som skabt for hverandre. Alt var evigt forår i hendes nærhed. Og naturligvis var jeg ikke rask nok på gaflen da det virkelig gjaldt. Det slog klik for både mig og Charlotte. Jeg har aldrig truffet hende siden kollegiet og kommer af gode grunde aldrig til at træffe hende igen. Og alligevel fantaserede jeg frem fra dybet at det var hendes dagbøger der lå tålmodigt der i kassen og bare ventede på mig. Jeg kom aldrig i kassen med Charlotte medens hun levede, men nu fik jeg altså serveret muligheden igen, om man så må sige . Charlottes dagbøger lå i papkassen der foran mig, og duftede som en sommerseng i Maj måned. Garneret med blide breve, fotografier, pressede blomster og lange blanke lyse hår mellem bladene. Side op og side ned om hvilken fuldkommen elsker jeg var. Side op og side ned om den fremtid vi skulle bygge op sammen i vores fælles drift mod verdens ende. Om de så havde været nok så elendigt skrevne og nok så begivenhedsløse! Min ungdoms søde sus havde under alle omstændigheder blæst mig den lige vej henover bjerg og dal og oceaner.
   Men Charlotte var død fordi hun ikke orkede at leve, og så havde hun vel næppe heller orket at skrive dagbøger. Ved en lejlighed havde jeg truffet en bekendt til den usle stodder der var hurtigere på gaflen end jeg i sin tid. Hun havde ikke livsviljen forklarede den bekendte nøgternt og køligt. Han var læge og lod følelserne blive hjemme når samtalen drejede sig om medicinske emner. Flink rolig, arbejdsom, pålidelig ægtemand. Bryllup i Søllerød Kirke. Pænt hus i Hørsholm. Hun fejlede ikke noget bestemt. Hun var ikke syg. Hun sygnede bare hen som en plante nogen har glemt at vande. Livet sivede lige så stille ud af hende som luften fra en cykelslange hvor hullet er så bittelille man ikke kan finde det. Tyndere og tyndere og blegere og blegere medens øjnene blev til sorte blinde huller. End ikke obduktionen kunne skabe klarhed, forklarede han roligt og tonløst. Ingen synlige forandringer i de indre organer. Hjerte og lunger fremstod sunde og stærke. Tarmene uden divertikler. Tandkødet uden ringeste spor af inflammationer. Kun to plomber i de bagerste kindtænder. Hjernevævet uden ringeste spor af sygelige forandringer og fremviste ved mikroskopi tætsiddende nervevæv omkring neuronerne, hvilket antydede en høj intelligenskvotient.
   Altså lod jeg Charlotte synke ned i glemsel og vækkede Johanne Diget til live igen. Guderne vide hvad det var for et kvindemenneske jeg havde fået indenfor døren? Gudvide hvordan der så ud mellem neuronerne oppe i hovedet på den dame. Var disse sider overhovedet skrevet på noget der bare mindede om et korrekt dansk? Tyren havde naturligvis kikket dybt i kassen, og alt tydede på han havde så nogenlunde forstået hvad skrevet stod. Jeg fattede om en kollektion hæfter fra kassens nedre lag, og hev dem frem i forårslyset. I et kort glimt passerede havblå omslag med palmer og laguner. Omslag med koncentriske cirkler i blåt og grønt. Et omslag pyntet med et skagenmaleri af en giftigt udseende hvid rosenbusk i en solflimrende have.
   Jeg forestillede mig at det i dette øjeblik ringede på døren, at man ude i opgangen kunne høre en vred kvindestemme der råbte skingert ind gennem brevsprækken. Er det dig der sidder og snager i mit privatliv? Hvad Fanden bilder du dig ind din stud? Jeg vil have mine ejendele igen og det skal være nu ! Og så selvfølgelig nogle tunge skridt der røbede hun ikke var alene om at være indigneret. Altså bladrede jeg hastigt wienervalsene igennem på må og få og fandt følgende: Den særegne svungne håndskrift var næsten den samme hele vejen gennem hæfterne. Siderne let gulnede. Hist og her lå et presset blad eller en blomst. Et par breve skrevet i noget der mest mindede om hieroglyffernes gåde. Et gulnet fotografi af en slank rødhåret dame iført hvid kjole og siddende under en palme. Hist og her en håndskreven kvittering på et sprog jeg ikke kunne afkode. Hist og her endnu et par røde hår, men også et par sorte af slagsen, der så tydeligt var tykkere og solidere end de røde -Hæfterne havde en underlig lugt ved sig, men det forekom mig lugten forandrede sig fra hæfte til hæfte, som om den skrivendes humør satte sig duftspor. Ligesom man hører om ulve der følger et dyrespor og ud fra færten kan bedømme hvilken tilstand byttedyret befinder sig i. Snart støvet. Snart parfumeret. Muligvis en antydning svedigt. En enkelt gang simrende med en svag sveden os, som havde siderne været ført i et røgfyldt lokale.

11/12 1995.

Søndag. Fridag! Weekend! Selv om alt jo glider ud i et fordi Tangora jo har penge nok. Vejret var så ganske uvirkeligt dejligt. Luften så klar som nypudset krystal. Havet så blåt som den fuldkomne lykke. De fjerne øer i vest syntes i korte øjeblikke at hæve sig højt over den uendelige havflade for derefter at synke tilbage i den fuldkomne lykke på et andet sted end før, alt medens skyerne steg. Vi fik lidt spartansk vegetarisk morgenmad med melonskiver vindruer, hvedebrødskiks og kaffe. Som vanligt på en Søndag var vi et smut oppe på Uta at beundre ruinerne af vore forfædres bygningsværker. Johnson, guvernøren, spøger altid med at forfædrene var lige så rødhårede som jeg da de i sin tid kom dragende over havet, og naturligvis føler jeg mig smigret. Vi har boet her på øen i snart fem år. Der er ikke så meget rødt tilbage oppe i frisuren, men jeg har aldrig følt mig mere hjemme end her på Rapaiti.

15/2 1998.Kære Johanne! Kedeligt vi kom i den grad op at skændes sidst du besøgte os her i Auckland. Vi kunne jo aldrig drømme om at kontakte nogen myndighed angående din gøren og laden. Vi har fuld forståelse for at du gerne vil være i fred, og at du befinder dig godt derude. William og Rosie er også så glade når du kommer. Tante Johanne siger de med eftertryk, og mener det uden tvivl alvorligt. Vi har fået brev fra Århus angående Thomas og Edith. De har købt nyt hus i Brabrand og er glade for ---

24/3 1998.

Hartpool din lede satan! Dit blodtilsølede uhyre! Selve ondskabens inkarnation i en uendelig potens! Dit brev i rudekuvert minder mig om bladet på en guillotine. Blodet forlod mig. Mine årer frøs til is. Min stemme blev til en uhørlig hvisken. Vandet i glasset blev ikke til vin, selv om jeg desperat drak i store slubrende slurke i håb om det ville ske. Jeg elskede med Tangora så madrassen næsten sendte både ham og mig lodret op i loftet, men lige meget hjalp det. Skrivelsen lå der stadig da vi begge var kommet så nogenlunde ned på jorden igen, og jeg måtte tage yderligere en orange pille. Mit liv nærmer sig afgrunden! Tåler ikke flere larmende klokkeslæt! Ikke flere spiralsnoede henvisninger. Ikke flere labyrintiske rapporter. Er alvorligt bange for jeg kunne finde på at myrde Hartpool med hans egen tjenestepistol, der jo altid hænger i hylster på knagen bag hans kontorstol.

26/3 1998.

Jeg kyssede Tangora ti tusind gange og ondulerede ham fem hundrede gange da vi her i eftermiddag vendte tilbage fra mødet hos Hartpool. Medens han, Hartpool, talte kneb jeg mig gentagne gange i armen fordi jeg var overbevist om at drømme. Hartpool havde et udtryk i ansigtet som den far jeg burde have haft fra begyndelsen. Han sad afslappet i sin drejestol og smilede til hele den verden jeg også burde have haft fra begyndelsen. Bad os begge sidde ned. Bød på kaffe og kage. Han havde lagt uniformsjakken og sad iført blå skjorte uden slips. Han havde også været så betænksom at fjerne tjenestepistolen, og selv om den utvivlsomt lå i skuffen så alligevel ---De frygtelige djævlepapirer lå naturligvis på bordet endnu, men noget sagde mig de indeholdt andre bogstavkombinationer end i går eftermiddag. Men altså: Jeg skriver disse linjer roligt og afklaret og uden at ryste det mindste på hånden. Mit hjerte skridter fint afsted. Min hjerne koger ikke længere. Mine nerver står ikke lodret op som de vanlige forstemte violinstrenge. Jeg står på fødderne uden at vakle. Kan endda stå på et ben i næsten tyve sekunder før jeg begynder at svaje som en kokospalme for passaten. Udleveringsbegæringen ( Hvilket ord) er frafaldet. Halward og Menneskeæderen er begge døde for længst, og min forbandede narkogæld død med dem. Hartpool fortalte meget mere, men det lod jeg Tangora om at opfatte. Alt hvad Hartpool krævede var min underskrift på frafaldserklæringen, og jeg var ærligt talt mest stemt for at skyde ham. Jeg ved bedre end de fleste hvad en underskrift kan føre med sig. Men Tangora opbød al sin overtalelsesevne så jeg indvilgede tilslut. Vi fik hver en kopi og selv om jeg væmmes ved at skrive dette så lød det vigtigste nogenlunde som følger.

Rigspolitiet frafalder hermed udleveringsbegæring på Johanne Diget, pt bosiddende på øen Rapaiti, New Zealand, sydlige hemisfære, eftersøgt siden 27/6 1987 på grund af pludselig forsvinden og mistanke om alvorlig forbrydelse. Dødsformodningsdom ved Østre Landsret af 27/8 1991 omstødes ligeledes. Brud på straffeloven, paragraf 5 afsnit 3 stk. 4, angående undladelse af oplysningspligt over for myndigheder, frafaldes ligeledes på grund af forældelse og omstændigheder. Ved underskrift af tre vidner bekræftes at ovennævnte Johanne Diget stadig lever, og er ved sin forstands fulde brug -

Med venlig hilsen.
   A .Randrup. Politiassistent. Rigspolitiet. Udlandssektionen. Danmark. Denmark. Dinamarca

Nedenunder stod oversættelsen i hele fire hovedsprog, inklusive kinesisk, men et sprog var jo nok for mig. Jeg skridtede ud fra Hartpools kontor som et helt nyt menneske og sov tolv timer ud i et stræk.

23/7 1995.

Ur og barometer ligger underdrejet for passaten. En krystalhimmel omgiver mig i alle planer. Sande strømhvirvler af lykkebrus stiger op i mit legeme og omskaber mig til et overjordisk væsen. Johnson, guvernøren, har netop rost mit røde hår til skyerne. Tyngdekraften synes vendt til sin modsætning. I selskab med skyerne svæver vi op til forfædrenes gamle agerbrugsterrasser på Uta. De trappeformede bjergsider er hyllet i den grønneste vegetation verden har set , og kun få ved hvad her udspillede sig for årtusinder siden.
   Men alt husker jeg fra mit tidligere liv! De lange slanke kanoer på vej over de uendelige bølgekamme. Hajernes beskyttende rygfinner. Delfinernes sang. Stormsvalernes smidige vingeslag. Havskildpaddernes accept. Oh disse brede sværlemmede, rødhårede, spydbevæbnede krigere der tilbad mig som var jeg solguden i det fjerne Inkarige hvorfra vi kom. Ti tusind kilometer over oceanet! På den fjerne frodige, frugtbare ø Rapaiti. Der byggede vi agerbrugsterrasser og templer. Hvide kølige, fint udsmykkede huse stod i flere etager, og var omgivet af tårne og mure. Jernet sydede. Plovjernet skinnede til Solgudens ære. Flåder af balsatræ og sammenbyggede kanoer knagede i Tarakis favntag. Keramikvaser i alle farver og mønstre fulgte solens gang. Mit røde hår skinnede som en solopgang og alle var bevidste om dets oprindelse.
   At vi engang havde medbragt den hårfarve fra Fønikien ved Middelhavskysten. At vi genopbyggede det ødelagte Kartago på begge sider af det store ocean. At jeg stod der midt i verden. Som selve Dronningen af Rapaiti.

18/4 1977

Åh! Arnur forfølge mig ind i den bedste af alle verdener. Jeg udholder ikke dette mit museumshjem længere. Jeg hører ikke til her i denne halvverden. Disse elendige og alt for tykke tæpper der pakker hver en velgørende lyd ind i vat. Disse fimsede gardiner der altid er trukket for. Dette kedsomhedens bløde bump når Skagens Tidende rammer gulvet ude i entreen, samtidig som brevsprækken smækker eftertrykkeligt; som var et eller andet ulykkeligt dyr omsider gået i fælden. Disse elendige skævbenede, uopslidelige, brunsorte, forslidte stole omkring Tipoldefars gamle skjoldede, fedtede spisebord, der vejer mindst et halvt tons. Den lortefarvede boblesofa foran fjernsynet, den lugter ad helvede til på grund af alle de gamle mølædte nisser der har siddet i den gennem mange hundrede år. Den giftgrønne øreklapstol som jeg altid hader at sidde i, fordi jeg har fornemmelsen den vil klappe sammen omkring mig og kvæle mig. Eller der skyder en fjeder op gennem stoffet og gennemborer min røv og nagler mig til stoffet. Mine de gamle ligner naturligvis de ting de omgiver sig med, og hvad kunne man andet forvente. Min Far er for længst holdt op med at sige noget som helst fornuftigt. Hver evige eneste dag kommer han rullende hjem i Folkevognen, og med exactly det samme fjæs på som da han drog ud. Han glor på mig som var jeg fra en fremmed planet. Når han endelig opløfter sin røst for at tale mig til fornuft, så foregår det med så tynd og sitrende en stemme at jeg på stedet opgiver at høre videre. Johanne for pokker! Tag dig nu sammen, knirker han. Livet er kort Johanne! Du skuer ind i det forjættede land, men du ved ikke hvad du skal finde derinde og dine forældre følger dig kun til porten. Min Mor er begyndt at smile så meget over den sentens hun er blevet helt skæv i ansigtet, og det pynter jo heller ikke. Ryd dog ud! Fremtiden består af glas og stål og aluminium, som jo kan genspejle både sol og måneskin og stjerneskær, og som man kan flytte med et fingerknips.
   Åh i fjerne horisonter. Kom dog nærmere og nærmere den solopgang jeg higer så stærkt imod -Mine drømmes mål bliver hverken fiskefabrikken eller sygehuset---

9/12 1987.

Vig bort du forbandede ungdom! Lejligheden oser af pis og jasminer og ligner et vandaliseret møbellager. Natten er rød som mit eget blod. Nattevinden hujer omkring hushjørnerne og truer med at føre mig bort til endnu et sted jeg ikke ønsker. Halward er nu blevet så ond som Månen og jeg må som svalen bort herfra. Så langt bort som man kan følge solen i dens spiralformede bane i Universet. Lader jeg stå til er jeg død inden længe. Han slår mig ihjel inden aften hvis jeg ikke straks finder Den Hellige Gral i ubeskadiget stand.

28/7 1989.

Aner ikke hvem jeg omgås her ombord! Aner ikke hvad jeg foretager mig! Aner ikke hvor jeg befinder mig på denne uhyggelige havflade. Skreg uden tvivl som et helt svineslagteri da nålen banede sig vej gennem mit legeme, og jeg med et følte at tilhøre alle tider på en gang. I en evighed stod alt på hovedet for mine øjne. Frygtelige figurer tog form af forsultne djævle med ni hoveder, og hvis pestånde kvalmede hele skibet -De formede og formerede sig under det loft som jeg bevægede mig henover med hovedet nedad. Slanger så tykke som serveringsfade bugtede sig forbi mig og spillede med deres gifttunger i alle retninger medens deres kolde øjne betragtede mig med en vis interesse .Musikken dundrede øredøvende i alle paletter og mønstre. Mennesker i alle regnbuens farver dansede vildt glinsende rundt mellem hinanden. En selvlysende dør blev åbnet foran mig. Jeg blev på det nærmeste suget ind i det tilstødende anneks og havnede på en bred ottoman med flammende betræk -En eller anden råbte med rungende profetrøst at nu gik den altså ikke længere! Du er på vildspor Johanne. Du vender aldrig tilbage Johanne! Dit livs redning er vejen ud.
   Så forsvandt alle uhyggevæsener for mine øjne. Alt blev stille som graven og så igen tingene omkring mig stå nogenlunde retvendt. Jeg følte mig så klar i hovedet at jeg et øjeblik tænkte den nærliggende tanke: Nu dør jeg.
   Da lå skibet helt stille! Gennem skylightet kunne jeg se en blank, dybblå vandflade der rytmisk hævede og sænkede sig. Stejle grønne bjerge omkransede skibet. En duft af salt og græs og blomster kom sivende. Ivrige stemmer lød fra dækket over mig. En eller anden trakterede en banjo. En lattermåge lod sit sindssyge organ gjaldre løs, men på mystisk vis passede det på en eller anden måde ind i musikken. Hvor er jeg? Hvad gør jeg her? Det ved jeg formodentlig først i morgen.

Nå ja! Så var Hans Westergård blevet så meget klogere på Dronningen af Rapaiti og verden omkring hende. Han måtte et vend om computeren der meldte at Rapaiti var en særdeles afsides beliggende ø i Stillehavet på otteoghalvtreds grader sydlig bredde og niogfyrre grader vestlig længde. Engelsk flådebase. 508 indbyggere der levede af landbrug og fiskeri. Betydelige ruinkomplekser af ukendt oprindelse. Udgravninger foretaget i 1956 og 2001, uden det dog skabte klarhed over historien bag disse ruiner. Med en lettere eftertænksom fornemmelse satte han sig i gyngestolen med Wegnercertifikatet hængende i en snor fra ryglænet, fik sig en kop halvkold kaffe med tilhørende. Her var nok at rive i. Verden ventede ikke. Den for så hastigt forbi som et plomberet tog. Solen havde allerede drejet sig og fejede lysflimmeret fra stuen hen under loftet i mit amerikanske køkken.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/08-2019 19:34 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4834 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.