Orkaner er som store flyvende insekter,
uberegnelige som de skarnbasser
jeg mødte i min barndom
der fløj imod mig på cykel.
De spiser af himlen,
så de får kræfter over havet,
opgejlede i længsel efter ødelæggelse af alt.
De har to øjne,
det ene bestemmer retningen,
det andet bor i universet
sammen med de planløse sten
der har revet sig løs fra stjerner,
og som ingen ved,
hvor vil hen.
De lever af kosmos og hav,
styret af djævlens hoved på jorden
trækker de vejret uden mening
og hjerte.
Min store skræk er,
at de vokser sig større,
så store at de kan fylde hele havet.
Men de summer kun lidt,
når de har forladt dig,
tomme og hule indeni
fortsætter de ud i uendeligheden
i deres hærgen efter mere mad.