Dystert digt om ven og fjende i samme person. Mest dystert fordi den anden nærmest ubevidst overtager styringen af en. Tankevækkende flot digt.

Jeg kender godt den angst og magtesløshed i et forhold, du skriver om. Du har beskrevet det dybt og med kloge linjer som "du er nådesløs når først du har fået for meget plads". Du bliver snøret, når du mindst forventer det, - den snedige snylter der altid tager og sjældent giver har fået for meget plads, fordi du godtager så meget, som om det er godhed, - men det er en godhed som altid har bagtanker og som binder dig med skyld f.eks. - så har han noget at have dig i. Jeg tror også, det er typisk os kvinder, for bare vi får lidt godt engang imellem, så accepterer vi alt det der medfølger, fordi vi er bange. Sådan får manden så tit magten. Og vi bliver ved med at håbe med døren lidt på klem. - Godt skrevet.

En refleksion over en art af afhængighed måske?
Yderst medrivende :D

D

Hej Ida! Selvom man elsker og holder af et andet menneske tør man ikke overgive sig helt. Er det frygten for at miste sig selv? Eller er det simpelthen erfaring , der gør os mistænksomme? Eller er det bare en sund skepsis? Mange spørgsmål og måske endnu flere svar. Vh Niels. Et fint og direkte digt.