Terror på Utøya øjenvidneberetning - fiktion



1Terror på Utøya øjenvidneberetning - fiktio...
22 Juli 2011 · Jeg træder ud af min bil. Jeg skal til Utøya, en som... [...]
Blandede tekster
14 dage siden

Puls: 6,1

Publiceret: 1
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Freja Næser (f. 2002)
22 Juli 2011

Jeg træder ud af min bil. Jeg skal til Utøya, en sommerlejr for politisk bevidste unge.
Luften jeg møder er lummer. Jeg kommer til at svede en smule i min politiuniform. Jeg møder nogle mennesker i skrigende gule veste, med reflekser på. Jeg forklarer dem stille og roligt, at jeg er en politibetjent. Martin Jensen kalder jeg mig. Jeg forklarer, at jeg kommer fra Oslo politis sikkerhedstjeneste, at det er mit ansvar at sikre øen, og at sørge for at de unge er i sikkerhed.

De kalder færgen hen, og jeg kan langsomt mærke følelsen af tilfredsstillelse.
Jeg kan se færgen flyde gennem vandet, mens vandet plasker op på siderne.
Da jeg træder op på færgen, bærer jeg i mine hænder store kasser fyldt med våben.
Færgen begynder igen at flyde igennem vandet. Jeg kan nærmest høre folks angstneurotiske skrig i mit hoved, efterfulgt af vandets famøse klukken og den lumre luft i mit hår.
Langsomt kan jeg mærke, at mine medpassagerer på den lille færge begynder at blive mistænksomme. De spørger ind til, hvorfor jeg er alene. Jeg svarer så godt, jeg kan. I denne her situation kan mit svar være ligegyldigt, de er alligevel døde om lidt.

Jeg træder ind på øen. Den hårde beton ved bredden støder op i min fod, da jeg hopper ned på land fra den lille færge.
En mand spørger mig, om han må se mit id. Jeg svarer pænt ja. Jeg smiler stort, nu er det tid til at, de skal dø. Jeg lader som om, jeg er ved at finde det frem ved min krave. Jeg bevæger min anden hånd bag ryggen, finder min pistol frem og på et splitsekund, før jeg ved af det, ligger han livløs på jorden med en kugle i brystet. Jeg skyder også den anden kvinde fra færgen. De skal jo dø allesammen. Jeg skyder lige dem begge i hovedet en ekstra gang for at være sikker på, at de er døde. Jeg kan igen mærke en følelse af tilfredsstillelse. Jeg kan nærmest smage og lugte den pøl af blod, der ligger på jorden foran mig.
Jeg tager min riffel fra kassen og lader den. Høj på adrenalin bevæger jeg mig ind i den tætte skov med høje grønne grantræer. Jeg bukker mig og lusker rundt i skoven, for at lede efter mine næste ofre. Mine øjne møder den store plads fyldt med telte. Jeg sætter mig i position og begynder at skyde. Jeg betragter dem tilfreds, imens de falder til jorden en efter en. Jeg kan se, at en del af børnene forsvinder ud af syne og ind i skoven. Men det er intet problem. jeg tager dem senere, fortæller jeg mig selv.
Jeg stiller mig op. Jeg kigger over min egen første personlige kirkegård med en tilpas tilfredsstillelse. At stå her, være den eneste med våben, og den eneste med muligheden for at slå nogen ihjel, på et splitsekund, giver mig selvtillid og ro indeni.
Solen er dækket af skyer, og lufttemperaturen er faldet en smule og jeg begynder at slappe mere af.

Jeg tænker over, hvad mit næste træk er. Mit øje skuer en lille sort hytte. Jeg stiller mig foran vinduet og overbeviser de rædselsslagne unge om, at jeg er en betjent, og at de skal lukke mig ind. De lukker døren op. Jeg træder ind og bryder tavsheden med en så simpel replik som: " i skal dø i dag".
De skriger, og jeg skyder dem ligeså stille, en ad gangen.
Jeg løber videre ind i skoven. Jeg løber igennem min kirkegård. Et rod fyldt med lig og telte. Jeg er lige ved at snuble over alle de lig.
Jeg lister gennem den snart halvmørke skov, skrigene fra de paniske unge overdøver mine foruroligende egne tanker. De skriger op over det hele, så det er svært for mig at finde ud af, hvor jeg skal starte henne. Jeg sniger mig rundt mellem de høje træer og ser lig over det hele. Imens fornemmer jeg lugten af frygt og blod.
Jeg kan høre en svag hvisken bag en forhøjning. Bag forhøjningen ligger 6 unge mennesker. De spiller døde, de tror ikke jeg kan se, at de ikke har skudsår eller blod på sig overhovedet. Jeg skyder dem alle sammen. Hurtigt, men præcist, så jeg er sikker på, de langsomt synker mod lyset i hinanden favne.
Jeg står i et par sekunder og beundrer mit værk, mens blodet langsomt siver ud fra en ung mands bryst. Blodet flyder ud, spreder sig langsomt og farver hans hvide t shirt. Hans fyldige blod synker ned i den mørke og kolde jord.

Jeg skyder diverse personer, der render rundt mellem de tynde træstammer. Jeg giver en smuk ung blondine et nakkeskud. Hun flyver med hovedet ind i et træ og sætter et rødt aftryk af blod på træstammen. Jeg nærmer mig hende. Jeg kan se, hun har tabt en fortand i faldet. Jeg tager den og gemmer den som et minde om hende.

Jeg kan mærke ligene hober sig op, og at de overlevende er ved at rinde ud.
Jeg bevæger mig mod klipperne. Jeg kan se en lyshåret pige stå midt i vandet. Hun beder om nåde. Imens hun står og beder om nåde, som om jeg er en form for Gud, stirrer jeg i det kolde og mørke vand. Vandet omfavner hendes tynde lår. Inden jeg ved af det, synker hun ned i de mørke dybder. Hendes blod bliver hurtigt fortyndet med det mørke og kolde vand.
Under klippen står der nogle af de sidste overlevende. Jeg skyder dem hurtigt og kan mærke, at det er ved at få en ende. Min følelse af tilfredsstillelse er nu på sit højeste. Jeg har aldrig følt mig så fornøjet og rolig indeni. De skingre skrig der før fyldte øen, er nu blevet minimale. Men jeg søger videre efter flere, der midlertidigt er overlevet.

Et sus af lettelse går igennem min krop, da jeg hører lyden af grene, der knækker bag mig. Jeg er næsten færdig, og Jeg vender mig om.
Det næste jeg ved er, at jeg ligger på jorden omringet af betjente med skudsikre veste på.
De presser mig ned på jorden, tager mine arme bag ryggen på mig, og lægger mig i håndjern.
Jorden er kold og våd. Jeg kan mærke, at der ligger blod under mig.
Blodet trækker sig ind i mit tøj, og øjeblikkeligt kan jeg mærke varmen inden i.
Jeg kan godt lide fornemmelsen af at være tættere på mine ofre.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/10-2019 19:07 af Freja Næser (frejanaeser) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 1082 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.