Robert havde aldrig mødt ham, men gennem mange år havde han lyttet til mange fortællinger om denne mand, denne levende legende fra en svunden tid. Langsomt og hen over den tomme grussti nærmede Robert sig manden, der stod ubevægelig og med en let foroverbøjet holdning og ventede på at Robert kom nærmere, selv med denne lidt krumme holdning udstrålede manden stolthed - og fare. På afstand lignede det bare en helt almindelig ældre mand, men efterhånden som Robert kom nærmere, kunne han tydeligt se, hvordan arbejde, bekymringer, svære beslutninger, ansvar, tiden, livet og de mange timer udenfor i al slags vejr havde mærket ham, gjort ham til den, han var i dag.
På hovedet havde han en gammel kasket, ikke en af de nye nymodens kasketter, men en af den gamle type, der er bløde og tilpasser sig hovedets form. Kasketten gik ikke ned over ørerne, men kaskettens stof hang lidt ind over den lille skygge, der dovent lagde sig lidt ned over panden. Under kasketten strittede hvide hår ud. Ikke som en tyk hårpragt, men som små tynde hvide flyvske totter, der bar præg af, at de havde været udsat for vind og vejr i mange år. På grund af kasketten var det svært at vurdere, hvor meget hår han havde på hovedet, men det var som om, at hårene dannede en lille rede, som kasketten kunne ligge på.
Huden i hans ansigt var et studie i brune nuancer. Han var brun, men ikke en bruning på den fine og jævne måde, som kun moderne solarier kunne give huden. Hans farve var kommet over et helt liv, nogle vil kalde det vejrbidt, mens andre ville sige mærket af livet. Farven varierede lige fra mørkebrun til helt lys i bunden af de dybe rynker, disse lyse steder viste sig kun i ganske korte glimt, sammen med bestemte ansigtsudtryk. Udtryk der kun viste sig, når han i forbavselse løftede øjenbrynene, eller når han virkeligt slappede af. I huden var der nogle få steder små grupper sorte prikker, der lå i bunden på små gruber. Andre steder var der enkelte brune pletter, nogle ville måske kalde dem gammelmands pletter. I venstre side af ansigtet trådte et ar tydeligt frem, ned over kinden, lige fra kindbenet under øjet og ned til kæbebenet et par centimeter fra undersiden af øret.
Øjnene lå dybt i øjenhulerne på det lidt magre ansigt, de var meget mørke, brune og næsten grænsende til det sorte. Blikket der mødte Robert var skarpt, undersøgende og vurderende. Over øjnene trådte store og buskede øjenbryn frem, hårene her var også hvide, men dog blandet med mørke hår, der vidnede om, at manden i sine unge dage havde været mørkhåret. Fra øjenkrogene trak linjer af skarpe rynker sine streger i vifteform over mod ørerne. Det skarpe, ubevægelige og gennemtrængende blik vidnede om, at manden var farlig, at manden ikke skulle undervurderes. En mand, man trods alderen ikke skulle tænke på som en gammel mand.
Næsen var lang og lidt kroget og havde et specielt, men ikke klart defineret udtryk. Man kom umiddelbart til at tænke på en gammel udrangeret bokser, når man så på denne næse. Men når man så på ansigtet som en helhed, var det bestemt ikke dette indtryk man fik. Munden havde dette lidt sammenbidte udtryk, der gjorde, at den næsten virkede som en lige streg. Fra hver af mundvigene udgik en tydelig og skarp rynke eller fure nedad og dannede siderne til en skarpskåren hage med en tydelig hagegrube. Hage og mund dannede en helhed, der udstrålede bestemthed og en stålsat vilje.
Mandens påklædning viste intet af den magt, som denne mand rent faktisk havde. Overfrakken var af ældre dato, lidt slidt og gik helt ned til oversiden af knæene. Armene hang ubevægelige ned langs siderne og på de hænder, der kom ud af ærmerne, var der hverken ringe eller andre kendetegn. Men hænderne virkede senede, uplejede og vejrbidte, lidt som ansigtet. Det var i hvert tilfælde ikke manicure, denne mand brugte sin tid på. Under frakken kunne Robert se et par bukseben af let slidt mørkt gabardine stof, der gik ned til et par mørke lædersko. Skoene var pudsede og blanke, men langtfra nye.
Da Robert kom helt hen til manden, strakte han hånden frem og præsenterede sig: "Robert Svenson". Manden overfor ham kiggede længe på ham, strakte så hånden frem og gav Robert et fast håndtryk, mens han på et engelsk, der var meget præget af en russisk accent, præsenterede sig: "Lev Mogilevich".
Robert vidste at det russiske ord Lev betød løve og afgjorde med sig selv, at denne mand i sine unge dage bestemt havde været en løve. Nu var han nok mere en leopard, ikke så direkte som en løve, men meget mere snu, meget mere usynlig, men bestemt lige så farlig eller sandsynligvis endnu farligere end en løve. Robert vidste også, at manden var i familie med Semion Mogilevich, en af ur fadderne, en af grundlæggerne af den russiske mafia, der var "formodet død", men som dette til trods alligevel stadig stod meget højt på FBI's "Most wanted" liste.