1Terror
Det hører med til sagen, at jeg må lade et par ord falde angående... [...]
Noveller
20 dage siden
1Av
26/3 1997. · En rimelig normal dag, som jeg afsluttede med at drage... [...]
Livshistorier
1 måned, 1 dag siden
1Sommerens død. At lære at elske September
Sommerens død. At lære at elske September. · Dage med blæst solskye... [...]
Digte
1 måned, 23 dage siden
1De dødes papkasser
En af de første aprildage og den mindede mig om udsigten udover e... [...]
Noveller
3 måneder, 12 dage siden
0Litteratur fra Pivhytten
" Pivhytten" 22 februar 1950. · Køre Lisa. · Heller ikke jeg holder a... [...]
Filosofihulen
4 måneder, 19 dage siden
1Strandtur under sommeren
Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse · som kunne man gå p... [...]
Digte
5 måneder siden
2Forårets død
For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en ... [...]
Klummen
6 måneder, 20 dage siden
1Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
7 måneder, 28 dage siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
8 måneder, 19 dage siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
9 måneder, 9 dage siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
9 måneder, 21 dage siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
11 måneder, 3 dage siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
1 år, 3 måneder siden

Puls: 22,0

Publiceret: 3
Afgivet: 9
Modtaget: 4
Søren Yssing (f. 1953)
Det hører med til sagen, at jeg må lade et par ord falde angående General Olsen. Han kom til at spille en påfaldende stor rolle i min gruppes sidste tid, men om han rent faktisk hed Olsen og bar rang af general havde vi absolut ingen anelser om. General Olsen var en metafor, en myte, et begreb, et dæknavn for enhver betydningsfuld person der burde likvideres for enhver pris. Han var en slags ond ånd, en slags inkarnation af den højeste ondskab i denne verden, og af samme grund særdeles interessant at møde. Da jeg for første gang stod ansigt til ansigt med fænomenet, svarede han ikke helt til mine forestillinger. Han tonede frem i mørket som en høj rank, velplejet, bølgehåret mand i ført en velpresset fnugfri, blågrå uniform uden distinktioner, men dog med et flyveremblem diskret på højre brystlomme. Jeg gjorde min hellige pligt uden at ryste på hånden, men den stolthed jeg havde forventet ville indfinde sig udeblev ganske, og er aldrig siden dukket op.
   Helt konkret var han navngivet efter en dansk officer der i begyndelsen af det tyvende århundrede gik i tjeneste ved den belgiske kolonihær i det daværende Belgisk Congo, og der indlagde sig så store fortjenester at han avancerede til general og øverstkommanderende. Med stor ildhu deltog han i pacificeringen af de oprørske elementer blandt den indfødte befolkning, og da hverken internet fjernsyn eller emsige journalister fra Europa lagde ham hindringer i vejen, så kendte tjenestedygtigheden ingen grænser.
   Hvor mange der blev ofre for Olsens og andres foretagsomhed lader sig næppe klarlægge. Hundredetusind er blevet nævnt med en vis forsigtighed. Det sande antal skal formodentlig tælles i millioner hvis Olsens trofaste hjælpere i form af hungersnød og sygdomme bliver regnet med. Og General Olsen var bare en af mange. Rundt om i de europæiske stormagters baghaver knaldede maskingeværsalverne lystigt. I årene efter første Verdenskrig rasede den ene gemte og glemte krig efter den anden, og lederne blandt de oprørske elementer er for længst glemt. Ab Del Krim i Spansk Marokko. Ho Chi Min i Fransk Indokina. Maia Bongo i Tysk Sydvestafrika, nuværende Namibia. Kuapong i Mali. Francis Rivali i Nigeria. De fleste af disse konflikter er gemt og glemt af de dengang sejrende, men ikke af de besejrede og deres efterkommere.
   Månen forekom mig forbløffende stor og messingagtig og himmellegemets riller bjerge og kratere stod klarere end jeg før havde oplevet. Øgler og krokodiller betragtede mig med selvlysende grønne øjne, og jeg undrede mig ikke over de befandt sig netop der. Natten var stoflig og fortættet af lugten fra jasminer og nøkkeroser, og fløjlsgræsset lagde sig ærbødigt ned medens jeg langsomt mavede mig fremad mod det svage lysskær der kunne anes mellem træerne. Nej Anastasia! Jeg ligger ikke i med dig for penge! Kun retfærdighed har min interesse.
   Ikke en lyd fra Abul og Miza, der holdt vagt bag mig. Ikke noget uheldsvangert signal fra Vichy ude til højre. Til venstre for mig lurede Sadic med pistolen klar, men jeg kunne ikke se ham og intet tydede på han skulle få brug for sit våben. I sandhed en mærkelig nat! Der var næsten noget helligt over den. Ikke en vind rørte sig. Søens overflade lå blank som olie i det gullige måneskin der ikke formåede at kaste skygger mellem træerne. Ikke antydning af sus fra det tætte løv deroppe. Det var som holdt hele verden vejret i andægtig venten på det øjeblik der ikke rørte på sig. Alle ure forekom mig at være gået i stå. Tiden var ophørt med at eksistere, men den ville uden tvivl vende frygteligt tilbage. Jeg nåede frem til havens afgrænsning mod skoven og kunne, skjult bag en træstamme, betragte den mægtige atriumvilla der som et brillantformet astrallegeme tonede frem for øjnene af mig.
   General Olsens domicil. General Olsens domicil. Også selv om der på postkassen ved vejen var anført et ganske andet navn . Det vejnavn og den lokalitet der ellers ikke havde sagt os en bønne men bare bestod af et antal tal og bogstaver i en tilfældig kombination. Ved Næsset Nr. 32 7734 Holte, Denmark. Destinationen kunne for så vidt have befundet sig overalt i verden. Der var intet hegn omkring denne ophøjede beboelse. Ingen hunde, eller de snorksov. Ingen kameraer eller sensorer eller de var blevet slået fra ved en fejltagelse. Bevæbnede vagter glimrede ved deres fraværelse eller vi opdagede dem ikke eller de opdagede ikke os.
   Det var som lagde Varanen en hånd på min skulder og betragtede mig ind i ansigtet med et udtryk af ophøjet værdighed. Natten er din Mazur! Klokken er hvad den skal være! Det tidspunkt på natten hvor de fleste børn fødes og de fleste gamle og syge afgår ved døden. Det tidspunkt på natten hvor søvnen kommer til de søvnløse og søvnløsheden til de sovende. Det tidspunkt på natten hvor sømanden på hundevagten trygt kan overlade mørket til en anden.

Naturligvis måtte mine tanker flyde tilbage til den dag. Bebyggelsen Alaviaf bredte sig ud i dalen som en uregelmæssig firkant med mange små firkanter indenfor. Kubeformede hvide huse md flade tage og mørkebrune skodder omkring små pyntelige vinduer, tunge, grønne gardiner lyste i solen. Det grønne anlæg midt i byen lå omkranset af hviskende palmer og eftertænksomt svajende papyrus. Hovne hvide hejrer hilste vagtsomt på enhver der kom forbi. Den nærliggende basar summede af liv og virkelyst og bekendtskaber. Her kunne vi få næsten enhver oplysning vi ønskede om de fremmede troppers bevægelser rundt om i baglandet, og vi var naturligvis ikke sene til at drage nytte af den viden og burde måske have holdt lidt igen. I et slidt pyramidetelt midt i Basaren havde jeg mine møder med Varanen, eneste navn jeg kendte ham under, angående de aktioner der stod for udførelse. En lille vindtør krogrygget mand iført lang grå kofte, og hvis ansigt så ud som havde det eksisteret side om side med neandertalerens. Han var udstyret med et par gennemborende og brændende øjne, som tiden ikke havde kunnet få bugt med. De så tværs gennem en og man havde lidt fornemmelsen de kunne læse ens tanker både i fortid nutid og fremtid. Det var Varanen der fiksede minen, da jeg havde gjort ham klart at vi i gruppen ikke ønskede at blive martyrer. Det var også Varanen der ad uransagelige veje fandt frem til adressen i Holte, Denmark. Naturligvis også ham vi refererede til når vi var i bekneb for våben og sprængstoffer. Så fandt vi de nødvendige sager nedgravet på passende steder, som vi så lidt tilfældigt fik nys omkring.
   I Holte befandt det passende sted sig for foden af en mægtig bøg, hvis krone syntes at brede sig ud i uendeligheden, og som en venligsindet, ukendt mand havde forsynet med en lille halvmåneformet figur der dinglede fra en gren et stykke oppe. Der gik nogle dage med at finde det træ, men vi fandt det og gravede sagerne op under dække af nattens mulm og mørke.
   Måske vi i gruppen havde lidt for meget held i sprøjten med hensyn til bagholdsangreb og landminer. Vi befandt os på et højdedrag lidt uden for byen og overværede hvordan himlen formørkedes som bomberne faldt. Enorme gulbrune støvskyer hævede sig som paddehatte op i uendeligheden, som overværede vi begyndelsen på en atomkrig. Jorden skælvede under os som lå selve Moder Jord i krampetrækninger. Ekkoer rumlede fra bjergside til bjergside. Mægtige stenflager løsnede sig fra stejle skråninger og faldt som afsindige naturguders vrede dybt i dalens bund. Knækkede palmer afsvedne buske og brændende græstæpper fulgte med. Vi affyrede naturligvis vores håndvåben mod de angribende fly, men det forblev den rene symbolik da de jo var alt for højt oppe til at vi kunne nå dem. Vreden skulle jo have afløb et sted selv om den ikke rakte.
   Da vi dagen efter banede os vej gennem Alaviafs ruiner kom vi over tre mistænkeligt udseende mænd der havde søgt tilflugt i et beskyttelsesrum. Vi ransagede naturligvis deres lommer og gemmer og fandt hundrede Dollars i spritnye sedler, hvilket var alt rigeligt bevis for deres forbindelse med amerikanerne. Efter den vanlige flertalsafstemning om deres skæbne, den almindelige procedure i den slags tilfælde, så henrettede vi hele banden på stedet. Kun Miza stemte imod, hvilket muligvis tjente ham til ære. Han står stadig for mig som en af de bedste kammerater jeg nogensinde har haft.
   Ingen vænner sig til stanken fra en udbombet by. Ingen vænner sig til synet af tyve støvede lig, liggende langs det der engang var byens hovedstrøg. Alle lå de med ansigtet ned i støvet, og på trods af vidt forskellige beklædningsgenstande og vidt forskellige alderstrin virkede de påfaldende ens af udseende. Lufttrykket fra en bombesprængning hamrer folk i jorden på stor afstand og udsletter alle genkendelige ansigtstræk; kun de ting og sager folk havde på sig i dødsøjeblikket røber noget om hvem de var.
   Ingen vænner sig til synet af et barn der danser rundt om sin døde Mor, hvis lig er naglet til jorden af en stålstang, som en flagstang uden flag. Ingen vænner sig til disse dyriske skrig som pigen udstødte da hun fik øje på de fem bevæbnede mænd. Øjnene virkede så udtryksløse som var de kogte. Ansigtet var hårdt og stift som på et mumificeret lig. Bare det lange flagrende, mørke hår gav hende et vist anstrøg af liv og fremtid da hun på bare fødder benede bort fra os, henover murbrokker betonblokke, rørstumper og glasskår. Hun søgte skjul for os bag en skæv stålstruktur, der ragede op i ruinlandskabet, og af en eller anden grund fulgte vi efter hende. I begyndelsen så vi kun en konisk metalbeholder med fire flager i den ene ende. Den stod rødmalet og med hvid stribe på langs. Med grøn spray var med vinde og skæve bogstaver, der blev mindre og mindre fra venstre mod højre, påskrevet de vise ord " From Olsen with Love", hvis det da virkelig var de ord der stod. De sidste døgns prøvelser må have gjort os en smule apatiske og fraværende i det; der gik en rum tid før det langsomt dæmrede for os, at det vi i første omgang antog for en skulptur var en off-bombe. Blindgængeren havde boret sig et godt stykke ned i sandet og stod på skrå i stejl vinkel og med de fire styrefinner strittende ud som fire retvinklede trekanter. I et ubevogtet øjeblik kunne den næsten minde om en form for blomsterkrukke. Den frie ende ragede et godt stykke op over Sadic, og han nærmede sig trods alt de to meter i højden. Mellem de trekantede styrefinner kunne vi studere det påskruede brandrør der skulle udløse bomben når den ramte jorden, og som åbenlyst var i uorden indtil videre ; det blinkede i sollyset og var forsynet med en dråbeformet dupsko i den frie ende.
   Vi trak os tilbage i god orden, men vi så ikke mere til pigen og havde ikke lyst at følge de blodspor hendes fødder havde efterladt, som en slags ledetråd der bugtede sig på kryds og tværs i landskabet. Hvad der i grunden udspillede sig i mit indre Univers har jeg siden prøvet at forklare, men det er aldrig rigtigt lykkedes. Jeg sad der i vores underjordiske tilflugtssted og kradsede ulæseligt forfærdelige digte hele den udslagne nat. I tilværelsens trætoppe. Som syngende græshopper hvis toner kan høres, men ikke tydes. Er vi end små som myrer har vi hukommelse som elefanter. Vi lover vores døde kammerater at de skal leve videre i vores handlinger og erindringer. Jeg svor ved alle de guder jeg kunne komme i tanke om, at de døde børn i Alaviaf ikke var døde forgæves. Jeg anråbte både Mohammed Baal, Keops, Thor, Odin, samt adskillige andre højere magter om hjælp og støtte i den forestående kamp mod bombens bagmænd. Jeg svor mindst syv gange at jeg ville finde frem til de ansvarlige for bomben og straffe dem efter fortjeneste. Naturligvis drømte jeg også om skaffe dem en bombe på halsen der var mindst tusind gange større end den vi havde modtaget. Og de ansvarlige blev efterhånden til den ansvarlige. Ligesom lidt lettere når der var bare en der skulle straffes. Bomben skulle komme til ham fuldstændig uventet. Som en tyv om natten. Den skulle ligge under ham som en lurende fare han kun havde vage anelser om. Den skulle ændre både hans liv og hans syn på verden. Den skulle gøre ham både klogere og dummere på samme tid. Han skulle mærke følelsen at " nogen" var tilstede, men hvem " nogen " var skulle forblive en hemmelighed. Dette "ham", " han", "hun" roterede rundt i hovedet på mig hele den udslagne nat, men da de første guldfingeragtige røde solstråler sneg sig henover sandfladerne følte jeg en ejendommelig mathed komme over mig. En mærkelig lykketilstand sænkede sig ned. Alt var fred og ingen fare. Jeg havde taget min beslutning og en dag ingen vidste ville beslutningen blive til virkelighed, til handling, til sejr. Måske ligefrem til død.
   Mine kammerater sov så godt som det nu engang var muligt under de omstændigheder vi var havnet i. Sadic snorkede dybt med sine knyttede næver ned langs siden. Miza lå prustende på maven, og med den ene hånd på sit automatgevær som lå han sammen med en kvinde. Abul snakkede i søvne og remsede lange passager fra Koranen med underlig bedrøvet stemme. Vichy vågnede op mindst en gang hver halve time, han så sig forvirret omkring i et par øjeblikke før han slumrede ind igen.
   Så var jeg tilbage i Holte og fik General Olsen i kikkerten, på kornet om man vil, og min overraskelse var ikke ringe. Jeg havde ventet at konfrontere en kantet gnom med udstående fiskeøjne og et glubsk udtryk i ansigtet. Men Olsen hilste mig velkommen i kikkertlinserne som en bredskuldret og spændstig mand der bevægede sig rundt mellem vin kvinder og dæmpet strygermusik. Flyveremblemer og knapper lynede fra den gråblå uniform han var iført. Det beslutsomt udseende ansigt bevægede sig i harmoniske folder medens han med sit langstilkede vinglas i hånden skridtede konverserende rundt fra den ene kære gæst til den anden. Hans næse var af udpræget romersk format. Hænderne bar ikke præg af det blodige håndværk han styrede. Hans blik var bydende og beslutsomt, men altså uden den underliggende grusomhed jeg havde i erindring. Der var ingen døde børn i hans blik. Ingen grædende kvinder. Ingen sønderrevne legemer. I et ubevogtet øjeblik kunne jeg næsten føle en vis sympati for manden, som han stod der. Han stod i samtale med en høj mørk kvinde, der syntes at bevæge sig i en tyngdekraft som på Månen over mig. Iført en lang knitrende silkekjole, jeg forestillede mig levende den musikalske silke jeg ikke kunne høre et pluk af. Bararmet og bebrillet var hun; hun bar fine glatte, regelmæssige ansigtstræk, der ledte tankerne lidt i retning af Anastasia. Hun førte vinglasset med en egenartet ynde. Purrede sig i det blåsorte hår der bølgede som under en sommerbrise. Med mellemrum kastede hun et blik ud gennem panoramaruderne og videre ud i mørket, og i kikkerten virkede det grangiveligt som kunne vi kysse hinanden i næste øjeblik.
   Inden jeg hastigt gravede minen ned under en blomstrende busk kastede jeg et sidste blik ind i festlokalet, og pressede derpå sprængkapslen ned i den fordybning hvor den hørte til.
   Der var mindst ti meter til loftet derinde i Astrallegemet. Et gigantisk langbord var pyntet med de prægtigste retter verden kunne opvise; selvsamme retter var sat til skue i alverdens udgaver af fade glas og tallerkner, der virkede næsten selvlysende. Fantasifulde lampearmaturer kastede sære skygger op og ned ad de moderne kunstværker der hang på væggen, i takt med at lampelyset tiltog og aftog i noget der måtte være et forud indstillet mønster.

Minen var genial af konstruktion. Den bestod af en græsgrøn plasticbeholder, lidt i stil med en vaskebalje med låg på. Den kunne rumme fem kilo Plastic Nr. 6, hvilket rigeligt dækkede de fleste behov. Låget sluttede så godt som lufttæt. Sprængladningen var indpakket i imprægneret akryl med jasminduft, hvilket dæmpede den marcipanagtige lugt af sprængstof med næsten hundrede procent. Den gik ganske enkelt i et med alle mulige andre blomsterdufte. Selv en veltrænet sprængstofhund måtte melde pas her. Og skulle en eller anden alligevel få mistanke så skulle han eller hun ikke prøve at røre minen. Den ville detonere ved den mindste rystelse når der var gået en uge. Det var en del af det geniale koncept. Minen blev først for alvor farlig en uge efter den var anbragt, men så skulle der heller ikke meget til. Selv en tilfældig fugl kunne udløse sprængladningen og minen var naturligvis forankret i bunden og blev udløst hvis man prøvede at fjerne den. Når minen bragede løs blev der kun plasticstumper tilbage, og den slags er jo fuldstændigt anonyme. Minen indeholdt ikke antydning af elektroniske komponenter med dato og firmanavne, der kunne røbe ophavsmanden.
   Genialitet lå der også i tændingen. Den bestod af to kemiske komponenter som man blandede sammen i et bestemt forhold og anbragte i en sprængkapsel. Forholdet mellem mængden af de to komponenter afgjorde den tid der ville forløbe inden sprængningen fandt sted. De to stoffer reagerede med hinanden, hvilket medførte en mindre eksplosion i kapslen, og denne initialsprængning forplantede sig så videre til selve ladningen, der derpå reagerede med en kraft der kunne vælte selv en kampvogn. Her var virkelig lagt i ovnen til General Olsen. Det var ganske ligegyldigt om han trådte på minen eller hengav sig til det søde liv i eksotiske omgivelser når den røg i luften. Fik vi ram på Olsen ville vi være ovenud tilfredse. Levede han videre efter forskrækkelsen ville vi ikke føle så meget som en snert af skuffelse. Afgørende var markeringen! Vi er her. Vi var her! Vi har været her. Vi ved hvor du vil være i fremtiden. Vi vil komme igen hvor du end prøver at skjule dig. Selv pigtråd og meterhøje mure vil ikke kunne holde os ude. Vi har handlet! Altså er vi til! Da vi ikke havde lyst at blive martyrer i så ung en alder så afstod vi fra den nærliggende løsning der hed, at skyde Olsen ned på klos hold.
   Efterfølgende slumrede jeg ind gennem flimrende drømmebilleder, der vistnok tog form af en jægers begravelse. Fire elefanter bar jægerens kiste fremad over sletter, opover bjerge, gennem skove, over brusende floder. Alverdens dyrearter formede en enorm kolonne bagved, der som en slange bugtede sig gennem landskabet. Hjorte, antiloper, ulve og bjørne. Løver flodheste, harer og bævere. Moskusokser flyveegern, klipperotter og dværgmus. Vældige kvidrende fugleflokke formørkede himlen. Skyformationer af brogede sommerfugle blafrede om ørerne på alt hvad der havde ører. Cikader sang og græshopper filede akkompagnement uden at miste en tone. Træer svajede ærbødigt. Ulve og hjorte skævede lidt til hinanden, men endte alligevel med at bryde ud i en fælles latter. Løver og flodheste brummede advarende, men blev dog enige om at holde fred i dagens anledning. En antilope forklarede en hyæne at nok var jægeren deres fælles fjende, men man måtte også erkende at han i lumsk klogskab og snedig beregning overgik selv leoparden. En gammel gråskægget bavian insisterede på at holde mindetalen, men den kom op at mundhugges med en af elefanterne, der fandt at den var langt mere kompetent på det felt. Nok var bavianen den der lignede mennesket mest af udseende, men elefanten besad en langt bedre hukommelse og det var jo det der betød noget.
   Vi trak os tilbage i god orden og forsvandt lige så ubemærkede som vi var dukket op. Da vi et par dage senere befandt os på etage nr. 120 Suite 1012, Hotel Solar Eclipse Palm Promenade 2001, beliggende i Dubai, så havde vi nok alle en fornemmelse af at have drømt det hele. Vi havde så absolut noget at takke Varanen for. Olsen døde fjorten dage senere ved en trafikulykke, et par dage før vores mine blæste ud samtlige panoramaruder i hans domicil. Ingen mennesker befandt sig i paladset på det tidspunkt. Eneste dødsoffer blev en skødehund der fik et glasskår direkte gennem hjertet og var død på stedet, og uden noget der bare mindede om et bjæf til afsked. Anastasia modtog de hjemvendte krigere som havde de vundet et verdensomspændende Kalifat. Skønnere kvinde kunne næppe tænkes. Selv General Olsen kunne være død af hjerteslag i hendes arme.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/10-2019 10:54 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3368 ord og lix-tallet er 38.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.