I denne stilhed
er der kun solsortene der skriger
den gentagne fornyelse af usete streger i landskabet
frem
I dette mørke
er der kun min mave der
blåt blinkende
tegner de gammelkendte
furer i vævet
frem
I dette mørke og denne stilhed
er der ingen
Kun ordene der skærer
furerne og stregerne
dybere
Men også ordene der folder
vævet og landskabet
sammen
Og kalder
Solen i søens spejl
Musvitten
Blåmejsen
Og gærdesmutten
frem
Endelig søvnens fred