Hævn


12 dage siden 1 kommentar Noveller jeg-fortæller western

1Forglemmigej
Tågen forsvinder ikke som dug for solen. · Solen stiger ikke op i ø... [...]
Digte · demens, afsked, livet
5 dage siden
0Udyret
I en halv knust verden · overvokset af bittersøde natteskygger · neds... [...]
Digte · samfund, konflikt
10 dage siden
1Snehvide
Der var engang et kongerige · Der var engang en dronning · En dronnin... [...]
Digte · eventyr
11 dage siden
1Hævn
Mine støvler knasede den tørre rødbrune jord under sig for hvert ... [...]
Noveller · jeg-fortæller, western
12 dage siden
4En aften i december
Hvide fnug daler gennem luften. Langsomt faldende ned på de aller... [...]
Kortprosa · sorg, jeg-fortæller
2 måneder, 1 dag siden
1En kvinde må gøre hvad, der er nødvendigt
Efter treogtredve år har jeg lært en ting eller to om at overleve... [...]
Noveller · gangster, 1920erne, lgbt
2 måneder, 1 dag siden

Puls: 55,1

Publiceret: 6
Afgivet: 31
Modtaget: 8
Gitte Lindorff Hansen (f. 1986)
Mine støvler knasede den tørre rødbrune jord under sig for hvert skridt, jeg tog. Frem og tilbage forbi det gamle faldefærdige stationshus med den manglende dør og de knuste vinduer. Forbi det let svigende gyldne skilt, der på trods af tidens slid stadig knejsende i den svage brise stolt proklamerede navnet på en for længst forladt nybygger by. Gående frem og tilbage ved de kobberagtige jernbaneskinner der forbandt denne udørken til resten af verden. Mod vest byen Yuma og ind i Californien. Mod øst en lang vej hjem til New York og mit faste arbejdssted på kontoret hos Pinkerton National Detektivbureau.

Den svage brise hjælp ikke meget på den kvælende hede, som havde været min trofaste følgesvend de sidste par ugers rejse gennem Oklahoma, New Mexico og nu Arizona. Jeg tog min stråhat af og viftede den med hurtige bevægelser foran mit ansigt. Min hvide bomuldsbluse med lange ærmer, der passede perfekt til min sekretær tilværelse i New York, var som en klistrende våd klud her i dette solbrændende ingenmandsland. Jeg tog en dyb indånding og satte stråhatten på plads igen.

Så langt øjet rakte var den rødbrune tørre jord med nogle få åndehuller, hvor ukuelige gule, hvide og lilla planter havde sejret. I horisonten under den marineblå himmel og den flammede sol løftede et sandt monster af en bjergkæde sig op. Mægtig og uindtagelig skød den op fra den rødbrune jord og omsluttede fra begge sider den eneste vej til Earp City. Hverken det gamle eller det nye århundredes teknologiske fremskridt havde kunne overvinde Earp Citys problematisk beliggenhed. Glem automobilen, glem jernbanen kun hestetrukne vogne kom gennem denne vej. Derfor stod jeg her ved et ødelagt stationshus, hvor toget kom forbi to gange i døgnet og ventede på diligencen fra Earp City medbringende sheriffen og en ranchejer, som havde dræbt en hestetyv i selvforsvar.

Jeg vente om og gik igen tilbage forbi det gyldne skilt, forbi stationshuset med den manglende dør og de knuste ruder. Hvert skridt jeg tog hvirvlede rødbrun jordstøv op i luften. Det gav hver indånding en hed grumset eftersmag. Værre var dog det lag af støv, der lagde sig som en tyk dyne oven på min nederdel. Jeg standsede og førte hænderne børstende ned over nederdelens midte, inden jeg tog fat i siderne på nederdelen og rystede den hårdt et par gange. Jeg rettede mit pistolbælte, som var kommet i uorden, da jeg rystede nederdelen.

Min påklædning var absolut hverken komfortabel eller brugbar i denne heksekedel af hede og støv. Men jeg havde været den eneste Pinkerton ansatte, der kunne foretage denne rejse. Da sagen drejede sig om en velrespekteret ranchejers forsvar af sin ejendom, sin familie og sig selv overfor en eftersøgt morderisk hestetyv, havde mine mandlige kollegaer sjovt nok alle sammen rigtig meget travlt. En sag hvor den gode ranchejer skulle bringes for en dommer, der med 100 procent sikkerhed ville frikende ham, var sjovt nok noget alle mine mandlige kollegaer havde alt for travlt til at udføre. Selv de kollegaer der lige nu befandt sig kun et par timer herfra i Arizonas hovedstad Phoenix og kun for en måned siden havde telegraferet til hovedkontoret i New York deres beklagelser over manglende arbejde.

Og så blev det i stedet for mig. Efter femten års kontorarbejde og de sædvanlige undskyldninger med at mit svage kvindelige køn umuliggjorde min deltagelse i opklaringen af først den ene bankrøversag, så den anden mordsag, den tredje bandejagt og så videre. Nu stod jeg så endelig i marken officielt som Pinkerton detektiv. Med en sag hvor resultatet var givet på forhånd, før jeg havde bragt ranchejeren for dommeren i Yuma. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig mit arbejde, da jeg for snart atten år siden blev ansat hos Pinkerton National Detektivbureau.

Jeg drejede om og bevægede mig endnu engang forbi det faldefærdige stationshus og det svigende gyldne skilt. Mit blik gled uden større begejstring hen over den rødbrune jord, de hvide, gule og lilla planter, den gigantiske bjergkæde og standsede med et. En støvsky skød frem hen ad vejen ud fra bjergkæden. Lyden af hjul i høj fart knasende mod den tørre jord.

Diligencen fra Earp City bevægede sig med stor hastighed væk fra den gigantiske bjergkæde. Hurtigere og hurtigere kørte diligencen hen over den tørre rødbrune jord. De fire grå heste bevægede sig med en voldsom kraft, der kun blev holdt fra at bryde helt fri af diligencekusken, som sad med et fast og stærk greb om tøjlerne.

Jeg trak vejret dybt og lod min hånd glide i en halvhjertelig børstende bevægelse ned over min nederdel. Alt imens mit blik hvilede på diligencen, der kom tættere og tættere på det faldefærdige stationshus med den manglende dør og de knuste vinduer, hvor jeg havde ventet de sidste timer. Nu ville jeg ikke længere være ene om at vente. Jeg tog endnu en dyb indånding. På en måde var det både en letteste og en irritation. Nu ville jeg havde en anden at dele min ventetid med, men samtidig ville en andens tilstedeværelse også kræve mere af mig.

Jeg stak hånden i lommen på min nederdel og trak med en hurtig bevægelse det gamle guldur op. Som altid når jeg havde uret i hånden, løb mine fingrer langsomt hen over inskriptionen på urets bagside. Hvert enkelte bogstav berørte mine fingrer. Ethan Edwards Kirby. Min far.

Jeg huskede hvordan, min far efter morgenmåltidet altid var gået op til mor og hans soveværelse og havde hentet sit guldur. Jeg huskede hvordan han altid tog det frem fra lommen og kiggede på viserne, lige inden han gik ud ad døren for at gå på arbejde. Præcis halv syv var min far på vej over gaden og hen til byens fængsel, hvor min far som sherif havde sit kontor.

Jeg huskede, at han lod min storebror Albert og mig låne uret, så vi kunne øve os i at lære klokken. Hvordan han ofte satte sig ned sammen med os, mig på hans skød og med armen om Albert, og viste os de forskellige klokkeslæt ved at pege på tallene.

Den mørkerøde farve der dryppede fra uret og ned på vores renskuret gulv. Mor der faldt sammen, da doktoren og borgmesteren fortalte hende og os, hvad der var sket med far. Jeg huskede gennemgangen af hans mord i retten. Tavsheden der fulgte, da gerningsmanden for længst var stukket af. Rejsen væk fra min barndomsby til New York, hvor mor havde familie, der kunne tage sig af os.

Jeg huskede ham, der tog alt fra os.

Diligencen stoppede ved det nedslidte stationshus. Hurtigt lagde jeg uret tilbage i lommen. Jeg gik forbi det let svingende gyldne skilt. Kusken løftede på sin hat, da han fik øje på mig. Jeg nikkede som hilsen.

Døren til diligencen åbnede med et protesterende knirk, og en ældre herre med gråt hår stikkende frem under cowboyhatten trådte ud. Han var iklædt et mørkt jakkesæt og havde et par velbrugte mørke støvler på. Om livet bar han et sort revolverbælte, hvori en pistol af mærket Colt sad fast. Men det som mest fangede min opmærksomhed var det sølvskinnende stjerneformet sherifskilt, der sad på hans jakke. Det skilt som min far havde båret med ansvarlighed og myndighed.

Manden var nået ned af det sidste trin fra diligencen, han kastede et blik omkring og så mig. Et spørgende udtryk dukkede op i hans øjne. Jeg tog en dyb indånding. Selvfølgelig.

"Undskyld Madam, men ... " Hans blik flakkede igen søgende rundt. "Har De set ... "

Jeg afbrød hurtigt for at undgå at gøre mødet endnu mere ydmygende for os begge. "Sherif Kane, Liberty. Hathaway. Goddag Sir."

Jeg rakte hånden frem. Sherif Kane stirrede og stirrede inden derfra diligencens kupé lød en høj brummende latter, som fik afsluttet Sherif Kanes overrasket beskuelse af mig. Sheriffen trådte hurtigt hen til mig og tog min hånd. Et fast tryk. Men han stirrede stadigvæk tydelig forvirret på mig.

"Pinkerton Detektiv Hathaway?" sagde han med tydelig forundring i stemmen.

Jeg nikkede og slap hans hånd. "Ja, det er mig."

Sherif Kane stirrede igen. Jeg kiggede insisterende tilbage, og han slog endelig blikket ned. I stedet stak han hånden i bukselommen og fiskede en blyant op, inden han tog et stykke papir ud fra jakkelommen. Begge dele rakte han frem mod mig, mens han sagde: "Deres underskrift på modtagelse af fangen, Madam."

Jeg tog imod og gik tilbage til det faldefærdige stationshus. Jeg holdt papiret op mod den nedslidte husmur og begyndte at skrive mit navn. En støjende lyd fik mig til at kigge op tilbage mod diligencen.

En høj muskuløse mand kom ned af diligencens trappetrin. Al lyd forsvandt. Han bevægede sig hen til Sherif Kane. Hestene prustede, det gyldne skilts svingen i den lette brise, intet hørte jeg ud over en kraftig buldrende lyd.

Han var klædt i et elegant grå jakkesæt, som tydelig bekendtgjorde mandens højere status og rigdom. Hans ansigt var solbrændt og de blå øjne strålede af livslyst og godt humør. De bløde læber skiltes i et drillende smil, mens han sagde noget til Sherif Kane, som jeg ikke kunne høre over den buldrende lyd, der eksploderede rundt i mit hoved, min krop, mit hjerte.

Min fars vicesherif. Min brors bedste ven. Min første forelskelse. Min første kærlighed. Mit første kys.

De to mænd havde bevæget sig hen til mig. Sherif Kanes ord brød langsomt igennem den buldrende lyd. Et kort øjeblik blev alt stille og så hørte jeg hans stemme. Hørte de ord han sagde. Hørte navnet.

"Madam, må jeg præsentere Mr. Duke Thornton."

Manden der dræbte min far.

"Sherif Kane, vi må se og afsted, hvis vi skal nå at være tilbage inden aftenstid." råbte kusken.

Sherif Kane nikkede og rakte hånden ud efter papiret og blyanten. Jeg lod ham tage begge dele ud af mine hænder. Han snakkede og snakkede om, at jeg kunne være ganske tryg ved Mr. Thornton, hvor god en mand Mr. Thornton var, hvor meget Mr. Thornton havde gjort for Earp City, hvor respekteret og anerkendt Mr. Thornton var.

"Rigtig god rejse, Madam. " Sherif Kane lettede på hatten for mig, og trykkede hånd med ham jeg stolede på, ham jeg elskede, ham der som en sand kujon skød min far i ryggen og stak af med alle pengene fra banken.

Sherif Kane bevægede sig med hurtige skridt hen over den rødbrune jord og satte sig ind i diligencen. Kusken fik hestene hurtigt i gang, og diligencen bevægede sig hurtigt bort fra det nedslidte stationshus mod den gigantiske bjergkæde, hvor den forsvandt i en støvsky ind på vejen mod Earp City.

"Madam, jeg ..."

Hans stemme rev mig tilbage. Tilbage fra overraskelsen. Tilbage fra den buldrende lyd. Tilbage fra stilheden. Helt tilbage til min fars morder.

Jeg trak min pistol fri af bæltet og sigtede den med en fast sikker hånd mod ham. "Tror du, jeg har glemt dig, Duke." Jeg hvæsede hans navn frem.

Hans reaktion var promote. Hele hans krop stivnede, inden hans arme kom op foran hans overkrop, som i et ubevidst forsøg på forsvar. Hans himmelblå øjne havde et overvejende glimt, der jo mere han betragtede mig blev mere og mere tvivlende. Det drillende smil på hans læber forsvandt som dug for solen.

"Liberty, vær venlig at høre på mig." Hans stemme var som altid lige så sød som honning. Og falsk.

"Jeg er så ked af det, der er sket, du må tro mig, Liberty."

Min far havde stolet på sin vicesherif. Havde stolet på sin søns bedste ven. På sin datters kæreste. Havde stolet på at Duke var lige så retskaffen og god en mand som ham selv. Ved bankrøveriet havde min far i tiltro til sin partner vendt ryggen til ham, og Duke havde skudt ham.

"Din far var sådan en god man, og jeg er virkelig ked af den smerte."

Far der tog sin ed som sherif alvorlig. Som satte en ære i at tjene sin by, hjælpe sit lokalsamfund. Min far som altid tog min bror og mit parti, når mor pressede takt og tone ned over os. Min far der fortalte os spændende og uhyggelige godnathistorier, min far der lyttede til os og tog os alvorlig. Min far som så os som vi var og elskede os derfor.

Jeg hævede pistolen. Sigtende lige på Dukes brystkasse. Lige på hans hjerte.

"For Guds skyld, Liberty, du er ikke morder."

Før afrejsen havde jeg stået på kontoret i New York sammen med min chef. Med hånden hvilende på biblen havde jeg afsagt eden, som alle Pinkerton detektiver sagde, inden deres officielle indtræden som detektiv. Jeg svor at opretholde ro og orden. At følge landets love altid.

"Liberty!" skriget fra Duke var gennemtrængende men intet kunne trænge igennem til den syttenårige Liberty Edwards Kirby, der stod chokeret og stirrede på sin fars døde krop. Moren der hulkende sank sammen på gulvet, mens præsten prøvede at hjælpe hende. Storebroren som havde trukket hende til side, da de var kommet hjem igen, og moren var forsvundet op i soveværelset, hvorfra hendes fortvivlende gråd kunne høres over alt i huset.

"Hævn, Liberty. Om det så bliver det sidste vi gør, så skal vi tage hævn!"

En kold januar dag. I et sygdomslugtende soveværelse i New York. Moren som grædende havde taget en pause fra sin døgnvagt hos sin tuberkuloseramte søn.

"Lov mig, Liberty. Lov mig, at du gør det!"

"Liberty, for Guds skyld, tænk dig om." Dukes stemme skælvede af desperation og frygt. Jeg havde troet, at hans rædsel ville bringe mig fred. Jeg mødte hans panikslagne øjne.

Intet. Jeg mærkede intet.

Hverken fred eller tvivl.

Jeg trykkede på aftrækkeren.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/11-2019 21:49 af Gitte Lindorff Hansen (Gilda) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2253 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.