Tågen forsvinder ikke som dug for solen.
Solen stiger ikke op i øst.
Blæsten hyler i ørene, mens ord utydeliggøres.
Et volapyk bliver nu mine byggeklodser.
Det som var i går, er for altid borte næste dag.
Genfærd bliver levende, levende bliver glemt.
Flere og flere signaler slukkes, mens vores samliv lukkes.
Mens du bliver en fremmed, synker jeg væk i et mudret ocean
af forvirring, frygt og håbløshed.
Snart kun tilbage står en tom æggeskal.
Og når forståelsen går itu, bliver jeg splittergal.
Hænder og arme slår løs på alt og alle.
Du skal videre, mens min krop skal dø.
Den jeg var er for længst forsvundet fra denne øde ø.
Husk mig som jeg var; rar og kærlig.
Efterlad mig i dit hjerte og slip din smerte.
Lev og elsk igen.