0Midsommer
...ret som føllet og lammet, · der frit over engen sig tumler, · - da... [...]
Noveller
4 dage siden

Puls: 6,7

Publiceret: 1
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Marianne Hals (f. 1993)
...ret som føllet og lammet,
   der frit over engen sig tumler,
   - da går ungdom til dans


Det var tre dage før Sankt Hans, og hun løb dér sammen med sin veninde, sveden glinsede på deres pander i den milde aftensol, deres mellemblonde hestehaler dansede næsten synkront med hvert hop de to piger gjorde sig i deres løb, og deres skygger dansede bag dem i lange formløse imitationer af deres bevægelser. De havde den langsomt nedadgående sol i øjnene.

De passede sammen, men det var ligegyldigt. Begge, hver for sig og hver på sin måde, havde Livet trukket dem igennem sig på sin nådesløse og ubønhørlige facon og havde slået stykker af dem, store, betydningsfulde stykker, men lykkeligvis netop sådanne stykker at de kunne glide sammen som to puslespilsbrikker. Og det havde de gjort fra første færd; fra første gang de mødtes, var de "gået godt i spænd", som A's mor udtrykte det når de sad i bilen og stilheden og hendes datters fraværende stirren ud af vinduet blev hende for meget: Dig og B, i går så godt i spænd.
   De var som skabt for hinanden. Og nu løb de dér på den asfalterede sti der ledte ind under motorvejsbroen.
   Man kunne bag bilruder oppe på motorvejen se ned på de to piger, se dem forsvinde ind under broen. Een så således ned på dem i et par sekunder fra bagsædet af en bordeaux rød stationcar, han drejede hovedet og fulgte dem, nåede at stirre på dem længe nok til at han kunne indprente sig deres individuelle udtryk og lege videre med det i fantasien, efter at de i høj fart var blevet gledet ud af hans synsfelt: Hun var smuk, den ene af dem, den anden var ikke så køn, men der var noget rørende over hendes klodsede ansigt, syntes han, noget bedårende, øjnene der lå for langt fra hinanden, og hældede nedad, så ansigtet fik et mærkeligt trist udtryk uanset dets egentlige stemning. De løb og snakkede kunne han se, på deres læber var smil, måske smil af anstrengelse. Og så var de væk.


* * *


De snakkede om C, forsigtigt. De havde været sammen i tre måneder nu, A og C. Der var noget mærkeligt ved det hele, og så alligevel ikke. Det var ikke noget der bekymrede A synderligt, for hun følte noget og det noget føltes godt - altså havde hun ingen grund til at klage og gjorde det heller ikke nu til B hvor de løb og snakkede om det hele, mellem gisp, hosten og stød fra fødderne mod asfalten der forplantede sig op gennem hendes krop, op til stemmebåndet, hvor de rystede og slog let til hendes ord: "Der er noget lidt mærkeligt ved det hele, og så alligevel ikke".
   Egentlig klagede hun ikke engang i sit stille sind, i tankerne, til sig selv, men var bare glad - om ikke ubetinget, så stadig glad. Enormt glad, faktisk, og hun lod sig villigt fylde af denne sælsomme og fantastiske lykke der var så uvant for hende og som ifølge hendes mor var hende velundt - hun der havde været så meget igennem. Og hun smilte mens de løb dér. Hun smilte hele tiden, og hun fandt at verden smilte igen, og at alt var nemt, nemmere end det nogensinde havde været.

Nej, det var bare en tanke, og næsten neutral var den, en tanke der forplantede sig i hendes krop, gik i maven, og blev til en følelse, en dump skuffelse eller sorg, men en meget lille sorg, næsten umærkelig og ikke vigtig, - i virkeligheden havde det meget lidt med C at gøre, det var en mere generel sorg over noget hun pludselig kunne se, noget hun forstod nu hvor hun tog større skridt ind i livet end nogensinde før, en indsigt der, som al indsigt gør det, slog et lille stykke af den uvidenhed som er en betingelse for at kunne være tilpas i verden: den store uvidenhed som er mest hel hos børn og som kan ses uperfekt genskabt hos voksne når de har fået lidt at drikke, som en knust vase der er forsøgt limet sammen igen.
   Det var en indsigt i nogle af de mere uromantiske foranstaltninger der lå til grund for hendes kærlighed (bare det ord, foranstaltninger, fandt hun upassende, grimt), dem som man aldrig taler om, og gør man sig uforvarende tanker om dem er det nogen man helst børster af sig inden de for alvor når at lægge sig. Og derfor var de også indtil for nylig gået A forbi, hun der havde levet så isoleret, og barnagtigt havde troet på en naiv Disney'sk fortælling om ægte kærlighed. Men kunne man fortænke hende i at have gjort det? For selvom hun formåede at internalisere sin naivitet som noget der mere lignede dumhed, og brugte den til at nære en selvforagt der i forvejen havde bo i hende og trivedes, var det svært ikke også at føle sig svigtet af verden. Det var som om den aktivt havde konspireret imod hende, som om der eksisterede en usagt konsensus, en pagt, mellem alle mennesker indgået udenom hende, om at disse kærlighedens bagvedliggende mekanismer, de beskidte og rustne tandhjul der svedende og knirkende fik viserne i dens gyldne urværk til at slå med elegante, kontrollerede tik, de blodige og slimede indvolde der fik dens rene ansigt til at lyse smukt og højt som en stjerne en forårsnat, det var som om at disse ikke måtte røbes under nogen omstændigheder, - end ikke måtte deres eksistens italesættes mellem de indviede i tilfælde af at nogen der stadig troede på den ægte kærligheds store løgn stod i nærheden til at overhøre hvad der mon hviskedes om. Det var en hemmelighed hvis eksistens og sandhed man selv bitterligt skulle erfare sig, af den ene eller den anden grund. Men hun ville ikke forblive uindviet, og hun så klarere og klarere hvad der var på spil. Hun gjorde indhug i dens bjerg, hun trak gardinet til side. Og der var C.

Han var det bedste der var på de hylder jeg kan nå, det bedste jeg kunne håbe på at få ud, med tanke på det jeg selv har at byde ind med. Jeg ved hvad jeg er værd, og det er ikke mere end dig.

Det var som om en for A hidtil ukendt og i høj grad underbevidst, men samtidig dybt rationel og kalkulerende kraft eksisterede i hende, og denne kraft, dette væsen, havde besluttet at det var C hun skulle drages imod. Og hun mærkede, i nogle øjeblikke stærkere end andre, at denne beslutning der således var blevet truffet på hendes vegne og uden hendes billigelse, omend hun var taknemmelig for den lykke der lå i at have nogen at drages imod, var indlagt på næsten kyniske overvejelser, eller i hvert fald overvejelser af mere praktisk og usentimental karakter, overvejelser der ikke normalt kommer på tale, når talen falder på kærlighed, men nærmere når den gør det på forretningsforhold, - deres kærlighed som et håndtryk mellem to mænd i nystrøgne lyseblå skjorter og glat hår, mænd der tjener penge i mere end een forstand og er optaget kun af denne deres tjeneste.
   Og dette pragmatiske væsens formaninger havde kærligheden villigt fulgt: opstået var den, ikke af en sælsom og smuk magi, gennem noget skrøbeligt og fint i Cs indre, noget skælvende tyst som svagt lod sig høre, og hvis ekko mødtes med noget tilsvarende i hende; to fjerne stemmer der siden universets begyndelse umærkeligt havde runget, og forgæves, indtil nu, hvor de endelig bølgede sammen, blandedes, faldt ind i hinanden i en smuk harmoni. En sød sang! Nej, kærligheden var opstået af en beregning, et lokalt maksimum på den beskedne graf over hvad hun kunne forvente sig af livet. Og det var som vidste den ikke det tomme og kolde i kilden til sin egen opståen, (havde den anet det ville den aldrig have været), men A så den, tomheden, hun var tvunget til at se, og hun mærkede det kolde.Men forelskelsen lod sig spire frem upåvirket af hvad hun så og mærkede, hun kunne ikke holde den tilbage, den kom, som tørsten der altid før eller siden melder sig, efter hvad som helst til sidst, bare det kan drikkes. Kildevand. Grøftevand.
   Det var grimt at tænke på, men sådan er verden ufin i kanten.

Forelskelsen i C havde været et kig gennem et nøglehul, ind i kærlighedens og menneskets indretning uden omsvøb, og det havde affødt en skuffelse over det derigennem sete, over at alting er som det er, og nødvendigvis må være sådan: magien der lever i det uvisses mørke som kvæles når lyset trænger ind; det smukke potentiale som fantasien ser på det tomme lærred, der mindskes og dør ud, efterhånden som virkelighedens talentløse hånd fylder det ud. De ophøjede, og - det så hun nu - barnlige ideer om ægte kærlighed der afsløredes som illusioner, nøgne og grimme.
   Men det er nu engang den voksnes lod, at måtte leve uden magi og i virkeligheden, det vidste hun, A, og hun tog det alt sammen - ikke uden at føle en vis stolthed over endelig at være blevet givet en byrde der var værd at bære - med oprejst pande. At bokse med voksenlivet og verdens realiteter var hende en velkommen udfordring, hun havde længtes efter den længe. Og hvis der var en sorg, var det for en gangs skyld en konstruktiv sorg, en sorg der var værd at bruge tid på, og en sorg hun kunne vokse ud fra. Blive voksen.

Solen gled langsomt bag en sky, og en uendelig skygge jagede henover jorden og indsvøbte stien hvor A og B løb i et køligt mørke.

Det var det, det var: et kompromis. Der lå et kompromis i hendes kærlighed. Det, som hun ellers havde ment dens absolutte modsætning, den rene, smukke kærlighed som jo er, eller i hvert fald skulle være, netop kompromisløs. Hendes kærlighed var ikke en urokkelig klippe - den kunne flyttes, og dens objekt var til forhandling, igen et grimt ord: forhandling, endnu et ord der så uformeligt pressede sig ind i hendes og Cs fortælling, og insisterede på en permanent omend beskeden plads dér, hvor det stak i øjnene og grinede skamløst fra sit stjålne sæde.

Men det var småting, egentlig. Det kunne ikke kvæle hendes glæde. Hun lod det ikke kvæle glæden. Hun mærkede tomheden under sig, men lod sig trække op og væk af den for hende ukendte lykke der var opstået i mødet med C, som, omend det rev tæppet til side for nogen af livets og kærlighedens mere prosaiske omstændigheder, samtidig også vakte genklang af en for længst tabt spænding som hun ikke havde mærket siden barndommen, en følelse der boede i glemte lege og stjålne kys, i vigende minder fra hvilke hun ikke kunne fremkalde meget andet end den følelse, det sug, hun dengang som nu havde i maven.
   Og hun kunne bære sin lykke rundt med sig, bære den som et værn mod alt ondt, der pludselig ikke mere kunne nå hende. Hun kunne gå ude i verden der førhen havde ligget tung og trykkende over hende, og lavt, så hun måtte bøje sig for den, hun kunne gå der nu, og ikke mærke andet end spændingen og glæden, ikke mærke menneskene omkring sig, ikke mærke deres fordømmende blikke og deres dystre tanker, den ringeagt og det had der normalt udgik fra dem og kastede sig indover hende, som tunge bølger, og uvægerligt til sidst trak hende ned og ud, uagtet hvor meget tid hun hjemme havde brugt foran spejlet, drejet og vendt sig om, strakt ansigtet over skulderen for også at få indtryk af bagtil, i figurspejl, i makeup-spejl, i badeværelsesspejlet. Uagtet hvor mange gange hun var gået ind og ud af bukser, nederdele, toppe, sweatere, kjoler; smørret op og glattet ud, rettet til. Uagtet hvor mange forskellige kombinationer af farver, og mønstre og pasforme hun havde prøvet, indtil alt matchede og sad pænt og som det skulle, indtil det kommunikerede det, det skulle uden at være for iøjnefaldende, indlod sig på hendes person uden at røbe for meget, en perfekt balance: så snart hun kom ud i verden, ud til dem, de andre, - så indfandt usikkerheden sig, den som hun ellers troede at have fordrevet for bestandig; den klemte sig op fra et lille ukendt som hun måtte have forsømt at undersøge, og den hverken lyttede til eller rørtes af hendes stille bønner, men rystede og skubbede nådeløst til hendes fundament, så det alt sammen før eller siden måtte give efter og falde; dette indviklede hun havde bygget op foran spejlet og set an fra utallige vinkler og afstande og positurer og i forskellige lyssætninger, det hun gennem alle forholdsregler havde sikret sig kunne stå, - det faldt sammen, imploderede ned til een ting: det grimme, hun var grim; før eller siden overmandede disse andre hende og vægten af deres usagte dom trak hendes blik ned og hun skammede sig over at være til for andre at se; hun skammede sig over at være blevet grebet i at have gjort et forsøg, over at have prøvet, gjort en indsats, over at hun kunne have været så dum at tro at der overhovedet var noget at gøre, at der var håb. Hvor virkelighedsfjern kan man være? Og når hun kort kiggede op mente hun at opfange blikke fulde af foragt og afsky, og enhver latter forekom A at være hånende og rettet mod hende, og hun kiggede hurtigt ned igen, mere stålsat end før på ikke at ænse andet end fortovets grå sten.
   Men nu: når hun gik derinde på gågaden, hun kunne være ligeglad med alt omkring sig, hun kunne være ligeglad med de andre for første gang siden det overhovedet var blevet hende bevidst at disse allestedsnærværende og ondsindede andre eksisterede, siden det var blevet hende bevidst at hun kunne ske at eksistere i deres bevidsthed. Hun svingede med armene, frit, som hun havde lyst og som det faldt hende naturligt i sin gang, og hun smilede med ansigtet vendt op og mod himlen uden at bekymre sig det mindste om hvilke tanker det måtte afstedkomme hos de forbipasserende, - hvad den særegne pige dog gik og smilede over, ud i ingenting og til ingen. Var hun skør? Måske.
   De vidste det ikke, men de kunne se det, og de kunne mærke det: der var en som ville have hende, og havde hende, og hun var smuk i hans øjne og var således også blevet det i sine egne. Og som den på mirakuløs vis altid gør det, hvis blot man har modet til at kræve sit, afstemte verden sig med hendes indre, bøjede sig efter hendes vilje, og hun blev også smuk i verdens øjne og kunne færdes frit og stolt foran dens snagende blik; det var som om den ikke var til, som var hun alene og kun sig selv.

Hun kneb øjnene sammen imod solen og mærkede i et øjeblik ikke andet end dens varme mod sit ansigt, alt var rødt. Hun stoppede op, og B gjorde det samme efter et par skridt og kiggede tilbage på A. "Puha!", A bøjede sig forover med hænderne på knæene i en forstillet gestus der overdrev hendes træthed. Hun stak tungen ud af munden og smilede idet hun kiggede op. "Kan vi ikke gå lidt?" B grinede, det kunne de godt.


* * *


De var først gået forbi hinanden og begge tænkt sig for gode til den anden; der var så mange til festen, så mange andre at vælge imellem, og de havde uden at forme vurderingen som en egentlig tanke, fundet det bedre at se tiden an, blive ved at ryste træet for at se om der ikke skulle falde nogen højere hængende frugter ned, - natten var ung endnu.
   Men frugternes stilke viste sig stærkere end den kraft og vilje med hvilken de kastede sig mod træets stamme, og blev ved, indtil natten begyndte at gå på hæld og festen begyndte at tynde ud. Det var C der først kom over til hende.

Om mennesker der er meget snakkesalige, under alle omstændigheder og i alle selskaber, havde C draget den konklusion at de måtte have en uudgrundelig men bundløs tro på deres egen ufejlbarlighed og en ligeså stor tro på det modsatte hos andre mennesker, og at det var netop disse overbevisninger der gjorde dem i stand til ufortrødent og uden skam at dele ud af deres tanker til alle de kunne få til at høre på sig. De kunne være kloge eller dumme, vække mindreværd eller foragt hos ham, men enhver der besad en sådan uudtømmelig tro på sig selv måtte dog til syvende og sidst være en idiot. Og den tanke varmede han sig ved når han fandt at han i løbet af aftenen ikke kunne finde sig til rette i nogen samtaler, ikke formåede at klikke med nogen eller at glide ind i den ping-pong der ellers, smurt af alkohol, kørte gnidningsfrit i de grupper han rastløst pendlede imellem. Idioter. I stedet indlagde han sig til sidst på at sidde i udkanten af de konstant skiftende cirkler og komme med en kommentar her og et spørgsmål der, at agere katalysator for -og yde brændstof til de andres anekdoter; han nikkede ivrigt, og, af og til, når det passede, smilede han eller grinede. Han lyttede uden egentlig at gøre det, til det de andre ivrigt og fægtende betroede ham mellem slurke af øl fra tunge glas løftet af hænder med glødende cigaretter mellem fingrene, der lyste i mørket og sendte blå røg op og ud i natten. Og de andre fandt ham i det omfang de i deres fuldskab bemærkede hans tilstedeværelse, behagelig og venlig, og ingen af dem kunne dagen derpå genkalde sig hans navn eller hans for dem udhviskede ansigt.
   Han søgte, men kunne ikke finde noget i sig selv der var værd at dele med andre, hans liv rummede intet af interesse og selv hvis det havde gjort det, selv hvis det var lykkes ham at finde noget der kunne gå for at være en underholdende anekdote, vidste han at han manglede den lethed og rytme der krævedes for at formidle det som en sådan. Han kunne heller ikke komme på nogen ekstern ting at kaste sine lidenskaber over på og lade de andre mærke sig derigennem, en hobby, en interesse, og hans person forblev således fanget inde i ham, og lod ikke noget stikke ud som man kunne gribe efter.
   Han havde ikke i sig den begejstring der udmærker sig ved at den først er fuldendt og har opfyldt sin bestemmelse når den er blevet delt og har smittet sine tilhørere, der altid villigt lader sig smitte; det var en begejstring som alle ved Cs bord tilsyneladende flød over med ved den mindste, umærkelige rysten, som var de fyldt til randen med en enfoldig lykke, ligesom de fadøl var det, der blev ved på ny at lande på det runde plastikhavebord foran dem. De små ting som de hidsede sig op over og kunne diskutere som gjaldt det livet og deres ære, de tråde de dybt eksalterede kunne samle op fra hinanden som havde den ene ventet i årevis på at den anden skulle sige netop dét og derpå for alt i verden måtte sige denne anden netop deres, ordene der febrilsk skubbede til- og faldt ind i hinanden for at komme frem til pointen, ligesom de selv faldt ind i og om hinanden i lykkelig fuldskab.
   Ja, han ledte efter noget værdifuldt inden i sig selv at kunne begejstres over og dele, men netop i denne søgen lå en misforståelse af legens mest grundlæggende regel: at de lod som om, og at der ikke var nogen anden begejstring end begejstringen over at de havde hinanden, at selve samtalens objekt var komplet ligegyldigt, og at alt fik samme vægt og vækkede den samme begejstring, fordi det var selve handlingen, selve udvekslingen, mere end det var substansen af den, der var det vigtige, - eller han forstod det nok intuitivt, men kunne ikke, lige meget hvor mange øl han drak, få sig selv til at indlade sig på fantasien, at give slip og lege med og være dum, gerne som han ellers ville. Han havde ikke talentet for det teater i sig, eller han havde ikke modet til at indtage scenen. I hvert fald manglede han noget, det stod klart, noget som de andre havde. Så han drak mere øl i håb om at finde det.

Alting skete, og kom så til A, forsinket og skævt og forvirret og uklart, - det registreredes svagt, på et lille sted aller bagerst i hendes hoved hvor det næppe lod sig mærke. Noget skete, og noget nyt skete og tog så dets plads. Hun var i nuet, eller lidt bagefter det, snurrende og kaotisk, og formåede ikke at være andet.
   Endnu senere skete alting stadigvæk, men kom i perioder slet ikke til A, og hun mærkede ikke længere dette bagerste, det eneste hun, omend fra stor afstand, endnu havde kontrolleret; det slukkedes helt, og noget autonomt tog over som virkede, men samtidig ikke gjorde det.
   Og så kom noget igen til A; hun var til stede, og så ikke, bevidst som i bølger.
   Så var alt sort.
   Så sad de tæt sammen i en sofa.
   Så havde han armen om hende, og hun smilede ved den forsinkede følelse af hans hånd der lukkede sig om hendes skulder, følelsens af dens varme fugtige overflade, som først kom til hende da hun med blikket fulgte armens forløb om bag sig og kunne konstatere at, jo, den lå om hende, som var blikkets bekræftigelse en forudsætning for at kunne mærke.
   Så så hun op, og C havde taget hendes hånd, ikke i sin, men han holdt den ligesom op, frem for sig, som om han beundrede den, som var den en sjælden uopnåelig genstand; han spredte fingrene fra hinanden, gik dem nænsomt igennem een for én, kærtegnede dem. Så gled han dem ind i sine. Og hun mærkede lykken boble op i maven.
   Så sad hun på tværs af hans lår, hun lænede hovedet ind til ham, ind mod hans hals og det var godt og bedre end noget andet, hun lukkede øjnene og alt snurrede i det sorte, men hun mærkede lykken, en usigelig lykke. Hun forenedes med et andet menneske; det, der af alt hvad man kunne komme ud for, skulle være det mest meningsfyldte, - og det var det, det var smukkere end noget andet. Hun mærkede hans lugt og kunne næsten græde. Han lugtede af en generisk deodorant, og svagt af sved.
   Så var hans hånd på hendes lår, der aldrig havde kendt anden berøring end hendes egen, den kørte op og ned af låret, grådigt, ivrigt, og varmen fra den svedige håndflade skar igennem hendes fuldskab; det skete og det kom til A i det samme øjeblik, og ikke kun bagerst på det lille sted, men over det hele.
   Så mærkede hun ham imod sin numse der lå tungt i hans skød. Der hvor den godt nok havde flere lag stof at kæmp imod, gjorde den ikke et bemærkelsesværdigt indtryk, men den lod sig dog mærke; hans begær lod sig mærke, - og det var på grund af hende.
   Så var de hjemme hos ham.
   Og så var det sket.

Det var tre måneder siden nu, og de var stadig sammen.


* * *


De løb, kom tættere på byen. Så kom de ind i byen. Stien gled ind i en park og omkransedes på begge sider af brede bøgetræer. De løb videre endnu, stien hævede sig op på en bakke, græsklædte skrænter faldt ned på begge sider af den, og rækkerne af bøge veg på den ene side for et fladt, åbent græsareal.
   Omtrent midt på græsset stod en lille pige, lyshåret som A, hun fløj med en drage, der hang højt på den skumrende aftenhimmel. Dragen kastede sig kaotisk rundt i vinden, det var som om den vred sig i en ubærlig smerte, som forsøgte den krampagtigt at gøre sig fri af sin snor. A fik kvalme. Dragen snoede sig i en uendelighed og ville ikke falde til ro. Hun forestillede sig hvordan det ville være at løbe ned af skråningen og tværs over græsset, gribe nøglen ud af pigens hænder, og rive snoren over; lade dragen få sin frihed, så den kunne fare vildt mod den røde himmel eller styrte mod jorden, hvad end den selv og tilfældet bestemte at den skulle. Før eller siden ville den styrte ned, der fandtes ikke en vind der ville kunne bære den op for evigt, det vidste hun godt. Men nu hang den der i sin snor, og troede at kunne mærke denne umulige vind, og det var ikke til at holde ud. Alt var forkert.

De passede sammen, men det var ligegyldigt. De sad dér på en bænk og så solen stadig rødere gå ned bag træerne. De havde ikke mere at snakke om, så de sad i stilhed. A og B.
   A vidste, at når hun kom hjem måtte hun tage livet af sig, og hun måtte gøre det så snart hun var hjemme, mens sandheden og viljen endnu levede i hende, for de ville være væk når hun vågnede i morgen; med solen ville et nyt håb stige op og hun ville tro at kunne se forsoninger der ikke var. Forsoninger, som dyret i hende, - dette krybdyr der ville leve for enhver pris, selv hvis det skulle lyve for hende, - kunne fremmane fra selv det mest håbløse mørke, i et ondskabsfuldt kunstgreb, som det ikke havde lært sig men havde arvet og kendte instinktivt, - og som det udførte instinktivt, uden refleksion og uden at ænse den smerte illusionen affødte; smerten var kun for hende at mærke. Nej, hun måtte træde dyret ihjel før det anede overhovedet at have foden hængende over sig, hun måtte sætte ind over for alt det her, ellers ville cirklen fortsætte i det uendelige, og hun kunne ikke holde det ud.
   Løgnen. Alt det grimme, det middelmådige.Virkeligheden.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/12-2019 20:18 af Marianne Hals (Mals) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4346 ord og lix-tallet er 41.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.