Den hvide paraply

Kapitel 2


3 dage siden 1 kommentar 2 kapitler Uafsluttet Romaner venskab stoffer sex

1Den hvide paraply - Kapitel 2
Langsomt kommer alting på plads i lejligheden. Persiennerne er bl... [...]
Romaner · venskab, stoffer, sex
3 dage siden
4Den hvide paraply - Kapitel 1
Kaffekoppen damper foran mig. Jeg er nervøs. Hvordan skal jeg få ... [...]
Romaner
11 dage siden

Puls: 19,8

Publiceret: 2
Afgivet: 2
Modtaget: 5
Camilla Schrøder (f. 1996)
Langsomt kommer alting på plads i lejligheden. Persiennerne er blevet sat op, fjernsynet er sat til, tallerkener og bestik har fået en fast plads i køkkenet. Det begynder efterhånden at ligne et hjem.
   Rune og jeg tager i IKEA for at købe puder til sofaen, som vi har købt i forrige uge. Mens vi render forvirret rundt og forsøger at finde billige puder til sofaen, støder vi på Sabine. Hun er en af vores tætte veninder. Dejlig pige.
   "Hej", siger hun og giver os begge et kram.
   Efter lidt smalltalk bliver vi enige om, at Sabine tager med os hjem. Sabine køber den lampe, hun havde forelsket sig i, og vi får købt sorte puder til sofaen. I bilen på vej hjem ruller Sabine en joint.
   "Nå, drenge..." siger hun. "Er jeg inviteret til indflytterfesten?"
   "Der er ikke fastlagt en dato endnu" siger jeg. "Men selvfølgelig er du inviteret!"
   Rune er tavs. Han plejer ellers altid at have noget at sige, når der bliver snakket om fest.
   Da vi kommer hjem ryger vi et par joints og ser Friends på Netflix.

Nogle dage senere kommer Rune igen forbi. Uanmeldt, som altid. Hans opførsel er underlig. Han vader frem og tilbage, og når han endelig sætter sig ned, sidder han og piller ved sine negle. Jeg har kendt Rune siden vi gik i første klasse. Jeg kan se på ham, at der er noget galt. Jeg kender ham dog godt nok til at vide, at jeg intet får ud af at presse ham til at fortælle det. Så jeg fortsætter mit spil på Playstationen og venter på, at det, der går ham på, bliver italesat.
   Da det er blevet aften begynder han endelig at tale.
   "Casper?" siger han forsigtigt. Nærmest undskyldende.
   "Ja?" siger jeg.
   "Jeg har noget, som jeg skal fortælle dig"
   "Okay"
   "Ser du... Sagen er den, at jeg har gjort noget dumt"
   Jeg får en underlig, ubehagelig følelse i maven. Jeg vil ikke engang prøve at gætte mig til, hvad han har gjort denne gang.
   "Fortæl" siger jeg.
   Rune sukker og begiver sig ud i en lang forklaring. Han fortæller mig, at han har stjålet en helvedes masse narko fra sin mor. Det er ikke alarmerende eller noget nyt. Der er bare den lille detalje, at hans mor har fundet nogle nye folk at handle stoffer med. Nogle farlige drenge. Det vidste Rune ikke, da han stjal narkoen. Han gik ud fra, at det var de samme overbærende idioter, som hun plejede at handle hos. Hos dem kunne hun nemlig give sin krop og samtlige af hendes huller for at slippe af med sin gæld. Men med disse nye, farlige bekendtskaber, skal der altså penge på bordet.
   "Rune, fortæl mig en ting", siger jeg.
   "Hvad?"
   "Hvor meget har du stjålet for?"
   "Ikke ret meget"
   "Hvor meget?"
   "For omkring titusinde" erkender han.
   Jeg ånder lettet op. Sidst han lavede det stunt, havde han stjålet for over det dobbelte. Jeg spørger ham, hvornår han skal betale. Han fortæller, at det skal han i morgen. En del af mig går ud fra, at han har solgt størstedelen af det, han har stjålet og at han har pengene til at betale sin gæld. En anden del af mig frygter, at han har brugt de penge, som han har tjent ind, og at han nu står uden en rød reje.
   "Du har pengene, ikk'?" spørger jeg ham.
   Han begraver sit ansigt i sine hænder. Det er svar nok. Han har ikke pengene. Først bliver jeg rasende, for derefter at blive dybt bekymret. Hvad vil de gøre ved ham? Jeg har hørt om dem, hørt hvad de gør ved folk, der ikke betaler.
   "Jeg har fået en uge" sukker han.
   "Til at skaffe pengene?" spørger jeg ham.
   "Ja" siger han. "Og så tænkte jeg bare på..."
   Jeg afbryder ham.
   "På om jeg ville hjælpe dig endnu engang?"
   Jeg snerrer af ham.
   "Ja..."
   Raseriet overtager bekymringen, da det går op for mig, hvad han har tænkt sig. Jeg skal sælge stoffer med ham. Min lejlighed skal være en banegård for misbrugere, og endnu engang skal jeg rode mig selv ud i noget kriminelt. Jeg rejser mig og går over til ham. Med sammenbidte tænder beder jeg ham om at gå. Han kigger på mig med triste øjne. Nej, fandeme nej. Ikke igen. Rune ved, hvad der sker, hvis jeg bliver taget. Jeg ryger ind igen. I spjældet. I lang tid.
   "Gå! Forsvind!" råber jeg, så spyttet rammer ham i ansigtet.
   Han rækker ud efter sin taske, rejser sig og trasker langsomt med sænket hoved ud af lejligheden.
   Efter han er gået, sidder jeg længe og overvejer situationen. Fuck.

Dagen efter ringer Rune på. Fuglene synger. Jeg gnider søvn ud af øjnene, og holder knappen nede på dørtelefonen til jeg hører en høj pibetone og ved, at Rune er lukket ind i bygningen. Han banker på min dør. Jeg åbner.
   "Rune," siger jeg og bliver stående i døren.
   "Brother," siger han og kigger ned. Han udstråler stor skam og ydmygenhed. "Jeg er ikke nogens brother,"
   Jeg smækker døren i hovedet på ham. Han banker på, så jeg åbner igen, sukker dybt og lader ham komme ind.
   Han går direkte ind i min stue og tænder en cigaret, før han begynder at tale sin sag. Han siger, at jeg burde give ham en chance, og jeg ruller med øjnene. Så begynder han at rive op i vores minder. Fortæller mig om stunder, jeg selv havde glemt. Om dengang han hentede mig fra den Gudsforladte efterskole på den næsten faldefærdige scooter, der kun kunne køre tredive kilometer i timen. Vi vinkede til min rektor, mens vi kørte derfra, dopede på stoffer, og lykkelige på frihed og broderskab. Konsekvensen af den handling var, at min mor smed mig ud, og jeg stod uden tag over hovedet i flere uger. Trods en masse taknemmelighed, ser jeg nu tilbage på det som en stor, fed fejltagelse. Jeg begik et røveri i de uger, hvor jeg rastløs rendte fra sted til sted, og nu står han her i min egen stue og fortæller mig, at jeg skal takke ham. Ligefrem hjælpe ham. Er han stupid, eller er han modig?
   "Jeg skylder dig ingenting, Rune," snerrer jeg sammenbidt.
   "Vi er brødre, du og jeg!" råber han. "Hvad er det for noget med at skylde hinanden noget? Hjælp mig, for helvede,"
   Runes stemme knækker, da han smider den sidste sætning over bord. Og den knækker en del af mig også. Jeg vender mig om, kører hænderne frustreret gennem håret og kan mærke den dårlige samvittighed i mit mellemgulv.
   Han slukker cigaretten, rejser sig og sukker. Han går imod mig og placerer sin store hånd på min skulder. Han klemmer den, før han fortsætter mod gangen og forsvinder ud af min hoveddør. Stilheden er umenneskelig, efter at han har lukket døren bag sig, og jeg står tilbage med et stort valg, at skulle tage. Det har jeg aldrig brudt mig om - beslutninger.

Senere samme aften ringer jeg ham op.
   "Hallo?" siger han i den anden ende af røret.
   "Okay," siger jeg.
   "Hvad?"
   "Okay, jeg hjælper dig"
   Jeg lægger på og giver mig til at vente på Rune. Jeg ved, at han dukker op. Vi skal have lagt en plan for, hvordan vi gør det her. At blive opdaget, er simpelthen ikke en mulighed for os.
   En lille time senere, ringer han på. Jeg lukker ham ind.
   "Så er der business!", råber han med stemmen fuld af begejstring og entusiasme, så lyden giver ekko i min tomme stue. Han sætter sig på min madras, skubber askebægeret væk fra det lave træbord, jeg bruger som stuebord, og trækker en stor, brun plade hash op. Der må være mindst et kilo. Måske halvandet. I hvert fald nok til at tjene styrtende mange penge. Adrenalinen suser gennem kroppen på mig.
   Rune ligger pladen med hash på bordet og roder efter andre ting i tasken. Han tager en kæmpestor vægt frem og en hækkesaks, samt en masse poser med hvidt pulver. Kokain.
   Han tager hashpladen og begynder at klippe store stykker af den, som han vejer af på vægten ved siden af ham.
   Rune bliver ved i fyrre minutter. Klipper, vejer, klipper, vejer. Jeg tænder en cigaret og efterlader den i askebægeret ved Runes side. Han nikker, tager cigaretten, suger hårdt og ligger den tilbage. Så klipper og vejer han videre.
   Jeg går i køkkenet og laver os begge en kop sort kaffe. Mens elkedelen koger vandet stiller jeg mig ved det store vindue, skuer ud over parkeringspladsen og børnehaven, da jeg pludselig ser to unge mænd komme gående. Jeg genkender den ene. De går imod min opgang, og ringer på. Jeg lukker dem ind. De kommer trampende ind i lejligheden og ud i køkkenet til mig.
   "Hej Casper" siger Thomas.
   "Hej Thomas" svarer jeg.
   Thomas er et cokesugende nervevrag proppet med steroider. Musklerne i hans overarme ligner balloner, der er ved at sprænge under huden.
   Jeg hælder kaffen op, mens Thomas og jeg smalltalker lidt.
   De går ind i stuen og mumler om priser og gram og tilbud, og ti minutter senere er drengene ude af døren igen og vi er tusind kroner tættere på at kunne betale Runes gæld. Jeg kan ikke lide at indrømme det, men jeg føler mig i mit rette element.

Før vi får set os om, er der gået en uge. Betalingen skal ske i dag. Vi har tjent pengene ind.
   Vi sætter os i bilen og kører til den anden ende af byen.
   "Tak" siger Rune. "Tak, fordi du hjalp mig"
   "Vi er vel ikke brothers for ingenting" siger jeg.
   Han smiler.
   Vi når frem. Det er et kæmpe hus. Der holder en flot, nyvasket Audi i indkørslen. Penge har de her drenge vist nok af. Det regner en smule. Sommeren er ved at være slut.
   Vi går mod hoveddøren. Ringer på. En stor mand åbner. Han må mindst være to meter høj.
   "Kom med" siger manden.
   Vi tager vores sko af, stiller dem pænt i gangen. Her er lyst og rent, og her dufter af kvalitets hash. Vi kommer ind til en kæmpestor stue. Lædersofaer og marmorbord. Der sidder seks mænd i sofaerne. De ryger på hver deres joint. På bordet står der en stor bong. Den to meter høje mand trækker to stole væk fra spisebordet og placerer dem foran det enorme smart-tv. Vi sætter os. En mand med langt skæg skruer ned for lyden på fjernsynet. Jeg føler mig lille. Helt ubetydelig i forhold til disse mænd. De har magt, det kan man mærke.
   "Nå," siger manden med det lange skæg.
   "Ja" siger Rune og begynder at lyne sin taske op. Han tager de titusinde kroner ud og ligger dem på marmorbordet.
   "Jeg beklager meget, at i måtte vente på dem" siger Rune og kigger ned i gulvet.
   "Det skal ikke ske igen" siger en af de andre mænd.
   "Nej, selvfølgelig ikke"
   Der opstår stilhed imellem os alle. Jeg bliver utryg. Rune rejser sig. Jeg gør det samme.
   "Vent" siger manden med det lange skæg. "Sæt jer"
   Vi gør, som han siger og sætter os igen.
   "Vi har hørt, at i er begyndt at sælge" siger han.
   "Ja, det var vi nødt til" siger Rune.
   "Vi har et tilbud til jer"
   "Okay" Rune lyder nervøs.
   "Vi synes, at i skal handle hos os fremover"
   En af de andre mænd sender mig et smil. Jeg sender et retur.
   "Slap af, drenge. Ned med skuldrene" siger en helt tredje mand. Han har grønne øjne og høje kindben. Slank, men ikke decideret tynd. Mændene griner. Rune og jeg kigger på hinanden og griner med. Manden med det lange skæg rejser sig og går hen til os. Han rækker hånden ud. Rune tager fat i den. Derefter rækker manden sin hånd ud til mig. Jeg griber fat i den, klemmer den godt.
   "Jeg hedder Claus" siger han. Det skaber en dominoeffekt, og de andre fem mænd rejser sig også for at give hånd og præsentere sig selv.
   "Casper" siger jeg efter at have givet hånd med dem alle.
   Claus rækker mig sin joint. Jeg bliver i tvivl om det er en test. Alligevel vælger jeg at tage imod.
   "Tak" siger jeg og tager et hvæs. Damn, den smager godt! Jeg tager to hvæs mere og rækker jointen til Rune. Claus begynder at fortælle om det tilbud, han har givet os. Vi burde takke nej. Det ved jeg godt. Men tilbudet er for godt til at jeg kan få mig selv til at sige nej. Jeg kan se på Rune, at han har det ligesådan.
   Vi aftaler at starte småt ud. Får nogle varer hjem, lidt receptpligtig medicin, lidt kokain, lidt amfetamin, en ordentlig røvfuld hash. Planen er, at det alt sammen skal sælges i løbet af de næste to uger, hvorefter vi mødes igen, får betalt dem, hvad de skal have og går derfra med vores løn og flere stoffer.
   "Hvorfor sælger i det ikke selv?" spørger Rune, da vi har pakket tasken og skal til at gå derfra.
   "Vi har et dårligt ry" siger Claus. "Folk er bange for os"
   Rune og jeg nikker forstående.

Rygterne spredes hurtigt. Casper er tilbage og med Rune som sin partner in crime, siger de nede i byen. Og det er sandt - vi er tilbage.
   Der går ikke mange dage, før vi holder fester og fylder os med narko. Damerne er mange, pengene regner ned over os. Kunder i alle aldre, alle størrelser. Det er først på måneden, folk har penge, alt går strygende. Og Anja Petersen dukker op. Jeg knepper hendes fyldige kvindekrop og slår på hendes kødfulde røv.
   Men en onsdag vågner vi op med tømmermænd. Festen må slutte for en stund. Vi har stadig en uge inden vi skal betale. Jeg tæller de penge, vi har tjent, og indser at vi har et problem. Vores forbrug har været større end vores indtjening. Vi går i gang med at gennemsøge lejligheden, enhver sprække, enhver lomme - endda skraldespanden vender vi på hovedet. Men der er ikke penge nok.
   "Folk kan umuligt have brugt hver en krone af deres løn endnu," siger Rune. "Det må vi håbe," siger jeg, og rækker ud efter Runes telefon.
   "Ring dem op," siger jeg og rækker telefonen til ham.
   "Hvem?"
   "Kunderne, din idiot"
   Han ringer rundt, og nogle få dukker op. Småbørn. Dem vi ikke vil indrømme, vi sælger til. Vi får ellevehundrede kroner ind og accepterer den fangst.
   Sent på aftenen siger jeg godnat og går i seng. Men jeg kan ikke sove. Bekymringen over de manglende penge, holder mig vågen. Shit. Jeg vidste det, vi skulle aldrig have taget imod tilbudet. Claus og hans mænd er ikke blege for at klippe fingrene af folk, der misbruger deres tillid. Vi har ikke råd til at tage mere af det narko, vi har. Jeg beslutter mig for at stå op igen, for at regne ud, hvor meget vi mangler for at kunne skaffe pengene.

Dagen efter er det igen rent business. Kunder kommer forbi, og før det er blevet eftermiddag har vi tjent omkring tusind kroner. Sabine kommer forbi ved tre tiden om eftermiddagen og køber for firehundrede kroner, mens hun deler en joint med os, som hun har medbragt.
   "Nå, boys," siger hun og griner. "I forbedrer jer sgu aldrig,'"
   "Sagde kvinden med en medisterpølse af en joint imellem fingrene," siger jeg og blinker til hende. Sabine smiler, før hun tager et kraftigt hvæs af jointen og sender den videre til Rune.
   Vi hører radiokanalen The Voice på mit anlæg og stirrer tomt ud i den tilrøgede lejlighed, alle tre med total stener på. Klokken halv seks siger Sabine, at hun er sulten, og går hjem for at spise. Rune og jeg er for trætte til mad og for stenede til at have en samtale, så vi går i seng og sover tungt. Jeg drømmer om Nikita og hendes safter, den fyldige røv der får smæk af min hvide mandehånd og hendes tykke læber om min danske pik.
   Vågner om morgenen med total stådreng og ryger en cigaret. Fuglene synger, himmelen er grå. Jeg rejser mig for at lave kaffe.
   Da min kaffekop er tom, beslutter jeg mig for at gå ned til Nikita. Et morgenknald har aldrig skadet nogen, tænker jeg, mens jeg putter voks i håret.
   Jeg går derned og banker forsigtigt på. Hun åbner iført en morgenkåbe.
   "Hvad vil du?" hvisker hun.
   "Hvorfor hvisker du?", spørger jeg.
   "Du bliver nødt til at gå, Casper"
   "Jamen..." Hun afbryder mig.
   "Beklager" siger hun og lukker døren i hovedet på mig. Jeg går tilbage til min lejlighed. Tager et bad og onanerer.
   Rune vågner kort efter at jeg har været i bad. Jeg sidder i stuen, vejer nogle klumper af og ligger dem i drugbags, mens Rune står op og går ud for at morgenpisse.

Sabine dukker op igen. Hun ruller en joint. Vi deler den, mens hun fortæller mig om sit nye job.
   "Fordi jeg er ny på jobbet skal der være en supervisor på mig - en der sørger for, at jeg ikke stikker hånden i en brandvarm suppe eller ligger ansigtet på en kogeplade, men jeg siger dig, Casper, han er simpelthen så ulækker. Tager sin hånd op under mit forklæde, og snuser til mit hår, når han kan komme til det. Jeg får totalt myrepatter af det lort," siger hun og holder sin blege arm op foran mig. Hårene står, som havde hun fået stød. Jeg tager hendes hånd i min og klemmer den blidt.
   "Få fat i hans adresse" siger jeg. "Så sørger jeg for, at han aldrig gør det igen"
   Rune blander sig.
   "Ja, vi behøver ikke engang få blod på vores hænder" siger han. Han hentyder nok til vores nye kontakter.
   "Nej," siger hun med et lille smil på læben. "Tak, men nej tak"
   "Er du sikker?" spørger jeg hende.
   "Ja" siger hun.
   Sabine kysser mig på kinden inden hun går. Rune smiler drilsk, men efterlader ordene usagte. Han kender sandheden - selvfølgelig vil jeg gerne kneppe Sabine. Hvem vil ikke? Hun er udstyret med et par suttelæber, der ligefrem ville klæde min pik.

"Hvad skal vi gøre?" siger Rune.
   Der er nu kun tre dage til vi skal betale Claus og hans mænd, men vi har stadigvæk ikke penge nok, og der er ikke mere narko at sælge.
   "Fuck det" siger jeg og tager min telefon frem. Jeg ringer til min onkel. Han tager den ikke. Pis.
   "Jeg sælger TV'et" siger jeg og går i gang med at tage billeder af det.
   Rune siger ikke et ord. Der er i virkeligheden heller ikke så meget at sige. Vi er på røven. Situationen pisser mig af. Jeg har brug for at komme af med mine frustrationer, men vi har ikke hash nok til at jeg kan tillade mig at ryge en joint. Hmm. Mine tanker bevæger sig hen på Nikita. Ja sgu!
   Jeg går ud på badeværelset, sætter mit hår og børster mine tænder. Går tilbage til Rune, tager mine smøger og en lighter fra stuebordet, hopper i mine sko og forlader lejligheden. Jeg smækker døren, småløber ned af trapperne. Jeg banker på Nikitas dør. Hun kommer ud og lukker op. Før hun når at sige noget planter jeg mine læber på hendes. Hun kysser igen. Med tunge. Vi kysser hele vejen ind til hendes soveværelse. Hun skubber mig blidt væk, sender mig et liderligt blik og trækker min trøje op over hovedet på mig. Den lander på gulvet sammen med resten af mit tøj. Jeg knepper hende hårdt. Bagfra. Hun stønner. Det her er den perfekte måde at slippe af med sine frustrationer på.
   Da vi er færdige ligger jeg mig i sengen ved siden af hende. Hun placerer sit hoved på min brystkasse. Hendes krøllede hår er uglet. Pludselig kan vi høre en vibrerende lyd. Det er min telefon, der ringer. Jeg springer ud af sengen og samler mine bukser op fra gulvet. Det er onkel Jan. Jeg tager den.
   "Det er Casper" siger jeg.
   "Hej! Du har haft ringet" siger han.
   Jeg forlader Nikitas soveværelse og går ind i hendes stue.
   "Jeg er på røven" siger jeg. "Jeg har brug for din hjælp"
   "Hvor meget skal du bruge?"
   "Femtusind"
   "Okay" siger han og sukker. "Jeg overfører dem nu"
   Jeg ånder lettet op.
   "Tak, onkel Jan"
   Han ligger på. Jeg går tilbage til Nikita. Hendes mørkebrune hud står i stærk kontrast til det hvide sengetøj. Hun spørger mig, hvem der ringede. Jeg ignorerer hendes spørgsmål og ligger mig i sengen ved siden af hende. Kan mærke hendes blik hvile på mig.
   "Har i været sammen længe?" siger jeg og vores øjne mødes.
   "... Ja" siger hun. "Ti år til oktober"
   "Knepper han dig, som jeg gør?"
   "Hold op"
   "Så det gør han ikke"
   Jeg sender hende et smil, og rejser mig fra sengen. Jeg tager mit tøj på. Hun rejser sig og ifører sig sin morgenkåbe, og rækker ud efter de røde Prince, der ligger på natbordet. Hun tænder smøgen. Tager et kraftigt hvæs. Jeg observerer hende lidt, inden jeg vender mig om og går ud af soveværelset. Hun følger efter mig.
   "Hvordan vidste du det?" spørger hun.
   "Skoene" siger jeg og peger på det par herresko, som også stod der første gang, jeg var på besøg. Hun sender mig et smil, der ikke når hendes øjne. Jeg træder ud i opgangen, og hun lukker døren.

Tre dage senere sidder Rune og jeg i hans bil. Vi har pengene. Vi klarede det. Det bliver ikke i dag, at vi mister fingre. I mine tanker sender jeg onkel Jan et tak.
   Da vi når frem til Claus og hans mænd står de allerede klar ude i indkørslen. De klapper af os. Rune kigger nervøst på mig. Vi stiger ud og går imod klapsalven. Claus møder os på halvvejen. Han griner.
   "Jeg har lige vundet et væddemål" siger han og griner videre.
   "Hvad?" siger jeg.
   "De andre troede ikke at i ville dukke op. Vi væddede om det. Jeg vandt"
   Vi går ind, rækker dem tasken med pengene og får nye varer retur. Jeg kigger en ekstra gang på varerne og opdager, at vi har fået for meget kokain. Jeg fortæller Claus det. Han smiler, ligger sin hånd på min skulder, klemmer den.
   "Det er en gave fra os" siger han. "Som tak for det gode samarbejde"
   Rune overhører det og et smil breder sig på hans ansigt. Jeg takker ham og lukker tasken.
   På vej hjem skriver jeg en besked til Sabine om at vi holder fest i aften. Men aftenen bliver til nat. Hun dukker ikke op.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/12-2019 19:18 af Camilla Schrøder (Camillafreja) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3759 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.