0Værn mod kulde - Naja - Børnehjemmet
Hun stod tidligt op, før varmen blev trykkende mod panden. Det va... [...]
Romaner
6 dage siden
2Værn mod kulde - Mosehaven
2016 · David · Mosehaven lå i udkanten af byen, hvor villakvarterer o... [...]
Romaner
16 dage siden
2Den yderste dag
2016 · Kirsten · Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går h... [...]
Kortprosa
19 dage siden
1Fryseslottet - Vera
1911 · Tuberkulose: Hoste og blodigt opspyt. Træthed, feber og natt... [...]
Romaner · tuberkulose, angst, historisk roman
25 dage siden
1Værn mod kulde - Prolog
Prolog · 1945 · Gerda · Hendes mor blev ved. Det var en af de dage, hvo... [...]
Romaner
28 dage siden

Puls: 29,2

Publiceret: 5
Afgivet: 5
Modtaget: 6
Stine Nørregård (f. 1995)
Prolog

1945

Gerda


Hendes mor blev ved. Det var en af de dage, hvor hun blev ved. De stod ved glasdøren til verandaen. Hendes mor talte igen til sig selv, som var hun i en tilstand af feber, som talte hun i vildelse, men hun var rank i ryggen, der var ingen tegn på sygdom. Man kunne se det på hendes øjne. De var klare og rolige.
   "Gerda, kom."
   Vera samlede Gerdas hænder mellem sine egne og holdt dem fast, da Gerda først forsøgte at trække dem til sig, for hun ville ikke høre det, hun havde hørt det hele før, og det næste igen, da hendes mor hviskede: "Det er værnet, der er nedbrudt. En forbandelse."
   "Mor ... "
   Gerda sukkede. Mor. Det var snart det eneste, hun kunne sige. Hun kunne sukke det, vrænge det. Moren hørte hende ikke, hun hørte kun sig selv:
   "Ethvert menneske er omgivet af et værn."
   Hun slap Gerdas hænder og vendte sig om mod glasdøren med armene hængende ned langs siden, et værn mod hvad?
   Gerda fulgte sin mors blik til haven. Før sneede det, men nu var der intet, der bevægede sig. Sneen lå tyk og hvid over havens buske og krat, som noget blødt.
   "Uden vores værn vil vi forstå alt. Det er ikke meningen, at man skal forstå alt."
   Hendes stemme dirrede ubestemmeligt, som i et toneleje mellem en hvisken og en skinger røst.
   "Du kan selv mærke det."
   "Det kan jeg ikke, det ved du."
   "Så bliver man bange."
   Gerda sank i sin krop, som ramt af en tyngende træthed. Hendes mor vendte hovedet mod hende i et ryk. Gerda var ikke bange for sin mor. Hun var ikke længere i stand til at lade, som om ordene gjorde indtryk. Som om hun hørte efter.
   "Før eller siden sker det, og når det sker, så har du mistet det. Du kan ikke lade, som om intet er hændt."
   Hendes mor trådte ud ad døren, forbi Gerda. Hun trådte to skridt ud på verandaen, ud i sneen. Hun stod i bare tæer.
   "Mor, kom nu ind."
   Gerda blev stående i døråbningen med armene omkring sig. Carl, tænkte hun. Der var ingen andre, der kunne trænge igennem til moren, som hun var nu. Han ville komme og lægge sin arm om hendes mors liv og føre hende med sig ind i stuen og op ad trappen til værelset. Der ville lyde en knirken i trinnene, som om hendes mor bevidst trådte de steder, hun vidste, trappen ville knirke. Som om hun gjorde det med vilje.
   "Jeg kommer, når jeg kommer."
   Stemmen var dyb og uden klang. Gerda kunne ikke beherske sig, det kunne hun aldrig, selvom hun havde tænkt sig, at hun ville. Ignorere hende. Lade som ingenting.
   "Så stå dér og bliv syg. Så værsgo! Hvis det er det, du vil."
   "Men du vil jo ikke høre."
   Hendes mor rystede på hovedet. Gerda kunne ikke se hendes ansigt, men hun vidste, hvordan det så ud, alle morens ansigter, hun kendte dem hver og én, som det var nu: ærgerligt, skuffet, en håbløs skuffet streg af en mund, øjnene bedrøvede, svævende ud over verandaen, ud over haven, sneen, til et sted langt væk, en usynlig horisontlinje, hvor hun kunne se noget mere, noget ingen andre kunne se, som ingen andre forstod sig på. Som kun hun selv var i stand til at tyde. Som hun sagde: "I vil jo ikke høre. Det er derfor, jeg er så alene. Kan I forstå det?"
   Hvornår var det blevet værre? Angsten var kommet med efteråret, snigende. Hun låste sig inde på værelset. Hun gik op og ned ad trappen om natten. Hun havde ikke engang taget sko på.
   Gerda så på tæerne, deres gullige farve mod sneens hvide.
   Nu talte hun igen til sig selv. Hendes mor. Det var ikke længere til Gerda eller til nogen anden, hun talte. Til haven måske. Den måde hun stod på, med armene ned langs siden, slapt, som om noget i hende havde overgivet sig, bevægelsen. Så nikkede hun alligevel. Hun talte til sig selv, nikkede for sig selv. Til sig selv:
   "I eventyret er hun en snedronning. I virkeligheden er hun en isheks."
   Hun var nået til eventyret nu. En forbandelse, et værn, et eventyr. En forbindelse mellem disse, så meget havde Gerda da forstået gennem årene. Hvad hun ikke forstod:
   Sin mor. Vera.
   Hun så helt vanvittig ud i sin natkjole, den tynde hvide, med håret flagrende lysende sølvgråt om ansigtet.
   Hun skulle til at sige det igen: mor, kom nu ind, da et pludseligt vindstød slog ned fra taget og fik sneen til løfte sig. Den føg op i en cirklende bevægelse om Vera. En hånd slog greb om Gerdas skulder, da hun trådte et skridt tilbage ind i spisestuen, og der stod en bag hende. Carl.
   "Er den helt gal?"
   "Gal?"
   Tanken slog Gerda, at hendes mor selv lignede en heks, da Carl trådte ud til hende, da hun grinede, en indestængt fnisen med hagen mod brystet, med skuldre der rystede. Sådan stod hun. Hun så på dem. Hun rystede på hovedet ad dem.
   "Der er ikke nogen trøst. Hvem skal trøste os? Carl? Er det dig, Carl, der skal trøste os? Er det eventyrene? Isheksen? Hun trænger ind i vores værn, gør hun."
   De fik øjenkontakt, Gerda og Carl. Vera havde åndsnærværelse nok til at bede Carl om at give slip på hende, da han tog fat om hende, lagde en hånd forvarende om hendes ryg. Nej tak. Hun kunne vel nok gå selv.
   "Man er jo ikke idiot."
   "Det er der ingen, der siger, mor."
   Gerda trådte til side fra døråbningen, da moren trådte langsomt forbi hende, drejede hovedet tilbage for at fastholde hendes blik, før hun endelig slap hende.
   "Der er jo ingen, der tror mig."
   Hun blev stående for foden af trappen. Hun så på dem, på Gerda, på Carl, med stive øjne, ville ikke nedlade sig til at blinke, vendte hellere blikket bort.
   Hun gik op ad trappen. Der lød en knirken trin for trin.

Nu stod hun ved vinduet. Gerda. Nu sneede det, en vinter fire år senere. Hun åbnede døren. Det var år 1949, snart nytårsaften. Carl var med børnene. Hun trådte to skridt ud.
    

1889

Esther


Hun havde været i kælderen efter koks. Ikke engang de mange trin op til tagværelset havde pumpet varmen tilbage i hendes krop. Fra hendes mund stod en blåhvid ånde, og hun bandt sit sjal tættere om ansigtet for kun at lade øjnene være fri. På trods af kulden, var det bedre at bo under taget end i værelserne nederst ud til gården, hvor luften var gammel og usund, hvor børnene blev syge i lungerne og de svage ikke kunne hele.
   Tagværelset vendte ud mod gaden, mod vinden. Nok var luften ikke som på landet. Hun længtes efter duften de tidlige morgener efter regnfulde nætter, når hun skråede over engstykket mod stalden. Men hun skulle ikke tænke tilbage, sagde Eigil, og det gjorde hun heller ikke. Hun kunne ikke tænke på andet end kulden nu mens hun var i den, til hun igen fik tændt op i komfuret. Frosten.
   Nu fyldte hun koks ind. Hun rodede med tangen og drejede på spjældet. Flammerne stak op som forvredne tunger, som i en dans, et lysspil, og hun ventede et øjeblik med at lukke lugen. Lyset gjorde godt i værelset, for det var mørkt, selvom det udenfor var lysende og frostklart. Hun havde dækket vinduet til for at tætne karmen og holde kulden ude, men den trængte ind på trods.
   Hun vendte sig mod værelsets eneste anden lyskilde, petroleumslampen, hvis væge var drejet helt ned. Nu drejede hun den et stykke op. Hun kunne se børnenes ansigter i lampens skær. Tre åndedræt fik dynen til at hæve og sænke sig. Hun havde beordret dem at gå tidligt i seng. I sengen kunne de holde varmen.
   "Så sov," havde hun sagt, og de var straks faldet i søvn.
   Hun vendte tilbage til komfuret og løftede låget af gryden. En hvid damp slog op mod hendes ansigt og fik tørklædet til at klæbe fugtigt om hendes mund. Hun trak det ned under hagen og lod dampen trænge ind i næsen og ned i halsen med sin varme. Det var en god, stærk suppe. Hun havde spædet op med den sidste bouillon kogt på skank og oksebryst fra gården. Nu var der ikke mere tilbage. Så snart Eigil kom hjem, ville hun servere ham en portion, den ville gøre ham godt efter kulden.
   Hun satte låget på igen og trak sjalet op. Hun satte sig på hug foran lugen med hænderne holdt op foran det varme jern. Det var en god beslutning at flytte ind til byen. Eigil havde fået arbejde, og det var ikke alle forundt, særligt ikke de ufaglærte. Han tog af sted tidligt om morgenen til spritfabrikken i den anden ende af byen. Hen på aftenen kom han hjem, men nu var det blevet senere end det plejede. Han skulle gå gennem sneen, det var derfor. Han ville være øm i kroppen. Han ville gå langsomt.
   Hun ville snart kunne høre hans trin på trappen. Halvvejs oppe ville han standse, de sidste skridt var listende, som ville han overraske hende, men hun kunne altid høre ham. Hans trin mellem andre lyde: raske hovslag, hjul over brosten, mågerne fra havnen, der fløj ind i sidegaderne med deres skrig, og hun holdt af alle disse lyde, ligesom de virkede beroligende på børnene, der tav og lyttede, men nu var der ingen lyde, kun sneen, der gjorde alle lyde tavse, lyden af sig selv.
   Hun gik hen til tagvinduet og lempede forsigtigt på det sækkelærred de havde spændt for, men hun kunne stadig intet se. Ruden var dækket af isblomster. Hun stod et øjeblik og så på dem, løftede petroleumslampen, der farvede dem svagt rosa i sit skær, men der var ikke nok varme.
   Der skal mere til, tænkte hun. Hun ville se ned på gaden, bare et hastigt blik, måske hun kunne se ham.
   Hun gik hen ved siden af døren ud til trappegangen, hvor hendes forklæde hang i en krog på væggen, hvor der i lommen lå en mønt, som hun tog op og lagde på komfurets varme jern og lod ligge en stund, mens hun igen lettede på låget til gryden. Små fedtperler svømmede i overfladen. Hun stak en ske ned og nippede med læberne til den klare suppe, og den smagte af fedt og salt. Fuld af kartofler, løg og gulerødder, trevler af kød.
   Hun trak ærmerne ned over sine hænder, samlede den gloende mønt op imellem dem, og holdt den ind mod ruden. Nøjagtigt som i eventyret. Hun havde læst det for børnene, om Snedronningen, om roserne.
   Nu fjernede hun mønten og et rundt kighul var smeltet i isblomsterne. Hun satte øjet til, men intet kunne hun se, et fladt mørke kun. Som hun blev ved med at stirre, blev mørket dybere, og noget bevægede sig i det. Hun kom til at tabe mønten. Hurtigt skete det. Et vindstød slog ind mod taget netop som hun bukkede sig ned. En vind slog ind mod ruden. Der kom en lyd fra hende, et udbrud af forskrækkelse, da vinduet sprang op og der blæste en hård vind ind i værelset, og tung sne føg ned over hende i en dynge, som om himlen havde åbnet sig. Hun kunne intet se, tænkte kun på at lukke ruden, tænkte kun på kulden. Hun stemte begge hænder mod glasset, måtte lægge alle kræfter i, den forsvandt så brat som den var kommet. Vinden.

*

Hun kunne høre sit eget åndedræt, se de blåhvide pust, der slap ud mellem hendes læber. Der var intet sket. Ruden var lukket nu. Der var stille.
   Hun havde ikke opdaget, at børnene var vågnet, at de så på hende fra sengen, da hun bukkede sig ned og samlede mønten op, og den var fugtig og kold i hendes hånd. Der lå sne på gulvet, brædderne var for kolde til at den ville smelte med det samme.
   Hun ville åbne lugen til komfuret og varme sine hænder ved ilden, men i det samme lød et klonk, som koks der faldt sammen. Hun vidste det allerede, før hun åbnede, at ilden var gået ud.
   En grå røg svævede i en tynd stribe op mod taget. Hun pustede derind for at vække liv i et par gløder, men der var ingen. Nu mærkede hun kulden i værelset, og hun havde mærket den før, men ikke på samme måde som nu. Hun så på sine fingre, der var blå om neglene. Hun vippede med sine tæer, som var følelsesløse, som hun knap kunne mærke.
   Sækkelærredet kunne ikke holde kulden ude. Koksen ville brænde op igen og igen. Vinteren skulle blive lang og hård, for det var isvinter, for det var en af de værste. Og hvad forskel gjorde det, om værelset lå ud til gården eller ud til gaden? Hvad forskel gjorde det, om luften var frisk og ny, når den var kold? Når det var vinter.
   Hun hældte olie på petroleumslampen, for hun havde glemt det før. Flammen var ved at svinde ind og forsvinde i et skær af lilla, nu blussede den op, da vægen sugede olien til sig. Hun følte ikke noget ved synet.
   Hun så hen mod vinduet, hvor kighullet stadig var synligt, et sort hul af mørke. Måske børnene også kunne fornemme det, at noget havde ændret sig, for de havde ikke lukket deres øjne. Den lille Vera fulgte sin mor med blikket.
   Hvad var der med hende?
   Hun så på suppegryden. Det var den sidste mad tilbage fra gården. De sidste gulerødder, det sidste kød, den sidste bouillon. Om et par dage ville der ikke være mere tilbage, måske allerede efter i aften, for det tænkte Eigil ikke på, at hun ikke kunne blive ved med at lave gode måltider, for så meget tjente han ikke som brænderiarbejder, og han brugte nok halvdelen af lønnen på værtshuset, og det var nok også dér, han nu sad og godtede sig i varmen med sine rødsprængte kinder og sine rødsprængte øjne. Hun havde tilbudt at sy for kvinderne i villaen, eller vaske for dem, men Eigil afslog, for hun skulle ikke arbejde. Han skulle nok tage sig af dem.
   Hun kunne se ham for sig på værtshuset med kaffepunch, med brændevin og øl, eller hvad der passede ham at hælde ned i sit lystige gab. Og tænkte han på hende, på børnene? Det gjorde han ikke, men hvad betød det, det betød ikke noget. Alt ville på et tidspunkt være forbi. Det var kun et spørgsmål om tid.
   Hun blev pludselig bange for sine egne tanker, der syntes sært klare. Det var en kulde, der kom indefra.
   Hun så på børnene, og de lukkede øjnene i det sekund hun så på dem, og deres hud over ansigtet var tynd og lyserød. Deres vejrtrækning var ujævn. Èn af dem trak vejret ude af takt med de andre, men hun kunne ikke afgøre hvem. Den lille Vera måske, der lå yderst ved siden af de to drenge.
   "Så sov," sagde hun.
   Så sov!
   Hun ønskede, at de ville ligge sådan for evigt. Hvad skulle de vågne til? En af dem ville nok få lungebetændelse inden vinteren var forbi, tuberkulose måske. Det var sket for et par uger siden i tagværelset i den modsatte ende af gavlen. De havde mistet to børn.
   Hun lagde mønten tilbage i forklædet. Stadig var der ingen trin på trappen. Hun stod i midten af værelset under de skrå vægge. De havde en seng, de havde et komfur, et bord med to stole, en slagbænk, en kommode. De havde tre børn. Hun forsøgte at glæde sig over dem. Hun sagde til sig selv: Se, hvor sødt de sover.
   Hun forsøgte at glæde sig.

*

"Hvad er der, mor?"
   Hun havde stået stille og set på dem så længe, at hun først ikke kunne bevæge sig, men så trådte hun alligevel et skridt frem mod sengen.
   Vera sad med dynen trukket op om sig, og hendes øjne var små og blanke, som havde hun feber.
   "Der er ikke noget," sagde hun. "Bare læg dig."
   Hun satte sig på sengekanten og tog fat om Veras skuldre for at lægge hende, og de føltes knoglede og spidse under hendes hænder.
   "Fryser du?"
   Pigen rystede på hovedet. Drengene var også vågnet nu. De tre børn så på hende. Seks øjne. Hun havde selv født dem. Hun havde selv givet dem livet, men hvad skulle de med det? De skulle ligge i en seng og fryse. De skulle leve indtil de døde, og det var det eneste, der var sikkert. Det ville ske før eller siden. Der ville komme et tidspunkt.
   Hun rejste sig med et sæt, som for at slå tankerne af sig. Hun løftede låget på gryden og rørte og rørte, men ilden i komfuret var gået ud, suppen var allerede lunken. Hun gik hen til døren, ramt af en rastløs uro, åbnede og lukkede den. Hun tog forklædet ned fra krogen kun for at hænge det tilbage igen.
   "Hvad laver du, mor?"
   Hun vendte sig om mod sengen.
   "Shh."
   Hun ville, at de skulle lukke deres øjne. Hun ville trække dynen op over deres ansigter. De skulle blive i sengen.
   "Skal jeg læse for jer?"
   Hun hørte sin egen stemme, som om den ikke kom fra hende selv. Den lød mild og kærlig.
   Børnene så på hende, da hun vendte sig om mod slagbænken. De var begyndt i sommers tilbage på gården.
   Hun slog siddebjælken op mod ryggen. Der lå ikke meget dernede. Sygrejet og sølvtøjet. Biblen og leksikonet øverst. Pakket ind i en hullet strik lå eventyrbogen gemt væk under dem. Hun pakkede den forsigtigt ud. Et stykke sammenfoldet avispapir var stukket ind mellem siderne, hvor de var kommet til. Hun fjernede det, og de var ikke engang halvvejs, de var knap begyndt.
   Børnene gjorde plads til hende i sengen imellem sig. Hun var nødt til at lægge sig helt ned med kun hænderne over dynen for at modstå kulden, og børnene gøs fordi hun tog kulden med sig ned, men de sagde intet.
   Det var historien om en lille pige og en lille dreng. Esther rømmede sig. Hvad gjorde hun nu? Hun læste for sine børn. Et eventyr. Og hun tippede bogen, så skæret fra petroleumslampen faldt ind over siderne i en flade af lys, og hun gav sig til at læse:

"Roserne blomstrede den sommer så mageløst. Den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser; og ved de roser tænkte hun på sine egne; og hun sang den for den lille dreng, og han sang den med:

"Roserne vokser i dale.
   Der får vi Barn-Jesus i tale."

Først ved sidste kapitel, i Snedronningen slot, hørte hun trinnene på trappen.
   "Nu kommer far," sagde den ene dreng.
   "Nu kommer far," sagde den anden.
   Vera klemte om dynen. Der kom en lyd fra hende, først dybt fra hendes bryst, så steg den op i hende som en hosten.
   Esther så igen på pigens øjne, der var blanke, og på huden under øjnene, der var lilla. Hun havde fornemmet, at noget var på vej.
   "Læg jer til at sove."
   Hun kravlede ud af sengen og skubbede Vera tilbage på puden. Anfaldet var allerede hørt op. Måske var det ikke noget.
   Seks øjne lukkede sig, lod, som om de sov. Nu listede han på trappen. Esther stillede sig ved komfuret. Hun stod med ryggen til, da døren gik op bag hende. Hun havde glemt at tænde op i ilden, efter at den var gået ud. Hun havde glemt at sætte låget tilbage over gryden. Suppen var kold nu. Kighullet i ruden var igen frosset til is.

*

Eigil tog fat om hende bagfra. Han havde stadig forklædet på fra fabrikken. Han havde drukket, hun kunne lugte det.
   "Du er stadig oppe," sagde han, som om det overraskede ham, og hun nikkede. Hvis hun var gået i seng, havde han vækket hende.
   "Hvad er der med dig?"
   Han vendte hende rundt.
   "Der er suppe," sagde hun og gjorde sig fri af hans greb, og han satte sig på hug ved komfuret og åbnede lugen. Han så op på hende, da han opdagede, at der ingen ild var, og han lagde en hånd på komfuret, og jernet var koldt.
   Han så hen på børnene i sengen. Nu hostede Vera igen. Det var den samme hoste fra før, hul og tør, men den blev ved i længere tid, før hun atter blev stille, og Eigil var gået hen til sengen. Han havde fået øje på bogen. Så havde hun glemt at lægge den på plads. Eigil lukkede den og lagde den foran hende på bordet.
   "Hvad er der med dig?"
   Esther lagde en hånd på bogen og rettede på den til den lå lige. Eigil rystede på hovedet ad hende og gav sig til at arbejde ved komfuret.
   "Du skulle ta' og holde dig fra de eventyr. Du bliver mærkelig i hovedet af dem."
   "Det har ikke noget med eventyrene at gøre," sagde hun. "Det skete før."
   "Hvad skete der før?"
   "Ilden gik ud."
   "Ja, det kan jeg se."
   "Ruden sprang op."
   "Det har vel ikke noget med ilden at gøre?"
   Han rejste sig og gik hen til vinduet og fastgjorde sækkelærredet.
   "Eigil."
   Hun så på ham, og hun så hans rødsprængte øjne og hans rødsprængte kinder, hun så på forklædet, der nok engang havde været hvidt, men nu var dækket af brune skjolder. Og hun så på ham, da han slubrede suppen i sig, da den omsider blev varm igen, og han spiste grådigt uden at lægge skeen fra sig, den gik fra tallerken til mund, op og ned. Hun følte ikke noget. Hvad skulle hun føle? Det ville nok ende med en blodprop eller et hjertestop en dag. Måske ville han falde i havnen, måske i morgen. Hun kom til at sige det højt:
   "Måske i morgen."
   "Hvad siger du?"
   Eigil vippede tallerkenen for at få den sidste suppe op på skeen. Hun kunne ikke forklare, hvad det var, hvad der var sket med hende. Som om hun var blevet mere klar i tankerne. At hun kunne se alt, som det var.

*

I sengen lå de tre børn med øjnene klemt sammen i rævesøvnen, kun Vera åbnede et øje, da stemmer blev høje, da hurtige skygger glimtede på den anden side af øjenlågene. Hun så det i skæret fra petroleumslampen, da hendes far lagde eventyrbogen ind i flammerne på komfurets mund, da hendes mor stak hånden ind og hev den ud igen og slog på den med sine ærmer og fik ilden slukket, og lagde den tilbage i slagbænken.
   Hun hørte det, da hendes far grinede.
   "Er det snedronningen, vi har haft besøg af?"
   Da hendes mor hvislede mellem tænderne:
   "En isheks, Eigil."
   Hendes mor rørte sig ikke, hun stod helt stille. Hun hviskede:
   "Det er isheksens forbandelse."

*

"Snedronningen."
   Esther smilede til børnene. Hun slog låget op på slagbænken, lyttede efter trinnene på trappen og ventede til de aftog. Hun så de to feberrøde pletter på Veras kinder. Måske skulle Vera blive den første. Det var sådan, hun tænkte.
   Hun krøb ned til børnene med bogen, denne mørke, kolde morgen. Den var branket i kanterne, men ikke noget, der havde betydning for skriften. Hun læste de sidste ord i eventyret:
   "Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer."

Nu længtes hun mod sommer.
Byg den perfekte hjemmeside til dine ideer.
Hjemmesideværktøjer, hosting og e-mail i én samlet løsning
– få kr. 100 i rabat.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/12-2019 21:51 af Stine Nørregård (Tyren95) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3920 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.