0Værn mod kulde - Naja - Børnehjemmet
Hun stod tidligt op, før varmen blev trykkende mod panden. Det va... [...]
Romaner
6 dage siden
2Værn mod kulde - Mosehaven
2016 · David · Mosehaven lå i udkanten af byen, hvor villakvarterer o... [...]
Romaner
16 dage siden
2Den yderste dag
2016 · Kirsten · Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går h... [...]
Kortprosa
19 dage siden
1Fryseslottet - Vera
1911 · Tuberkulose: Hoste og blodigt opspyt. Træthed, feber og natt... [...]
Romaner · tuberkulose, angst, historisk roman
25 dage siden
1Værn mod kulde - Prolog
Prolog · 1945 · Gerda · Hendes mor blev ved. Det var en af de dage, hvo... [...]
Romaner
28 dage siden

Puls: 29,2

Publiceret: 5
Afgivet: 5
Modtaget: 6
Stine Nørregård (f. 1995)
2016

Kirsten

Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går havde de været hårde og lukkede, som de bør være i januar måned, men nu havde de åbnet sig.
   Hun nulrede en knop mellem fingrene, og et savn hun for længst havde fortrængt, sivede ind i hende fra alle sider af haven, et savn til sin mor. Hun var for gammel til at savne.
   Det var haven og roserne der mindede hende om tiden, der gik, og den tid, der var gået. Årstiderne lignede ikke længere sig selv. Der var ingen hårde skel, ingen hård vinter. Årstiderne havde viklet sig ind i hinanden. De bar altid lidt med sig fra den foregående. Efterårets regn i vinteren, vinterens frost i det tidlige forår, eller de gik for stærkt som nu, hvor knopperne var bristet for tidligt.
   Hun stod stille og ventede på at følelserne fortog sig, klemte knoppen hårdt mellem fingrene, før hun gav slip på den. Hun havde længe kunnet fornemme, at det var på vej.

*

Indenfor i villaen var der stille. Stadigt lod hun som ingenting: arrangerede sin morgenmadsbakke med kaffe og grøn the, blødkogt æg, tændte for Vivaldi, hvor årstiderne stadig var adskilte. Vivaldis Vinter.
   Hun satte sig ved bordet på sin sædvanlige rankryggede måde, med en hånd på hver sin side af morgenmadsbakken. Hun så ud gennem glasdøren, til verandaen, der var hævet på stolper over jorden, hvor tre katte spankulerede rundt på kanten med rytmiske bevægelser under pelsen, mens den fjerde havde lagt sig ovenpå i soveværelset i hendes seng, hvor den ville være i fred efter natten. Den havde vækket hende med sit bløde bump i fodenden og de havde byttet plads. Når den om en time kom ned ad trappen, var hun færdig med sin morgenmad. Hun ville se på katten og katten ville se på hende, og dagen ville fortsætte.
   Hun nippede til sin kaffe og iagttog kattene sidde fuldstændigt stille derude på kanten, før de sprang ned.
   Der var ingen, der ringede, David kun sidst på måneden. Han ville tillade sig igen at spørge om penge. Det er ikke meningen, at en voksen mand skal låne penge af sin gamle mor, forsvarede hun sig, indimellem lånte hun ham alligevel, så røg de ind den ene vej og ud den anden. Hun kunne ringe til ham nu. Hvad skulle hun sige? At hun havde doneret hans arv til Kattens Værn, det ville nok få ham op af stolen, at der ikke var mere at komme efter.
   Ikke mere at komme efter.
   Hun løftede teposen op af kruset og lod den hvile på underkoppen. Den grønne the der skulle beskytte mod oxidativt stress. Kræft.
   Hun gav sig selv lov til at lukke øjnene og trække vejret dybt, gav sig selv lov til at håbe på, at hun kunne åbne øjnene om et øjeblik, at hun kunne lade som ingenting. Der var her, hun var. Hun sad i sin spisestue. Hun sad ved sit bord. Der var altid dug på bordet. På midten stod to katte af porcelæn, den sorte kat med to små huller til peber mellem ørerne, den hvide med tre til salt. Der stod en vase med roser fra haven, om vinteren afklippede grene med hårde knopper. Der stod altid en vase.
   Der var stukloft og sildebensparket, franske døre. Malerierne på væggene havde motiver af mennesker i forkerte proportioner. Manden med den store og firkantede krop. Det lille hoved. Maleriet af den gråhvide kirke i tågen, den gule sol i hjørnet.
   Som barn havde hun holdt af at være syg, nogle gange ligefrem håbet på at blive det. Hendes mor havde holdt sin hånd på hendes pande. Hun kunne stadig mærke den hånd, blid og fast. Hun havde hentet æbler fra haven, som hun skar i både ved stuebordet. Hun havde sat vinduet på klem i haspen, trukket gardinerne for. "Nu skal du bare sove."
   Hun havde koncentreret sig om at holde sine øjne godt sammenknebne til det sved under øjenlågene. Det var rævesøvnen. Hun havde forestillet sig ræveunger i dyb søvn i en rævegrav, ræveunger der aldrig vågnede. Hun havde følt sin mors hånd på panden.
   "Nu skal du bare putte dig."
   Hun åbnede øjnene langsomt, lod kun øjenlågene blotte en smal sprække, hvor hun kunne se morgenmadsbakken foran sig på bordet, dampen fra theen, der forlod kruset i hvide tågeagtige snirkler op mod loftet. Hun kunne se katten. Den sad øverst på trappen fra førstesalen, på det mørkerøde gulvtæppe, der fortsatte ned over trinnene, støvet og tyndslidt, nedtrådt af tidligere generationers skridt.
   Katten plejede at komme ned. Nu blev den siddende med halen slået om sig tæt ind til kroppen, siddende fuldstændigt stille. Hun kunne se dens øjne, dens ovale pupiller, at den så på hende.
   "Mis, mis, mis."
   Hun sagde en lyd med læberne. Hun rejste sig halvt fra stolen. Vivaldis Vinter var gået over i Forår. Katten ville ikke komme ned ad trappen, ikke som den plejede. Hun så ud ad glasdøren, ud over verandaen, haven, ventede på det, der var på vej, og katten fornemmede det først, at det allerede var kommet.
Byg den perfekte hjemmeside til dine ideer.
Hjemmesideværktøjer, hosting og e-mail i én samlet løsning
– få kr. 100 i rabat.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/01-2020 14:33 af Stine Nørregård (Tyren95) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 847 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.