Jeg går i aflagte sko,
der følger hans fodspor.
Jeg har mine aflagte briller på,
og ser verden igennem dem, som han så den;
med en forkert styrke.
Nu ser folk ham, når de ser mig.
JEG er blevet et fængsel,
bygget af ham,
til at fange mig;
fabrikeret af frygt
og traumatiserende tremmer.
Der, i det lille mørke rum,
sidder jeg i hjørnet,
distanceret fra mig selv
og råber om hjælp.
Hans syge ideer vogter døren,
som rådne rødder, der langsomt lister dybere.
Jeg tager min aflagte kasket på,
der rummede de tanker,
der for ham, og nu mig,
var mørkets lænker.