0På den yderste dag - Prolog
1945 · Gerda · Det var en af de dage, hvor hun blev ved, selv nu, fle... [...]
Romaner
4 måneder, 11 dage siden
0Værn mod kulde - Snedronningen 1974
David - 1974 · Han kunne høre deres mor på trappen. Hendes skridt v... [...]
Romaner
5 måneder, 14 dage siden
0Værn mod kulde - Naja - Børnehjemmet
Hun stod tidligt op, før varmen blev trykkende mod panden. Det va... [...]
Romaner
5 måneder, 26 dage siden
2Værn mod kulde - Mosehaven
2016 · David · Mosehaven lå i udkanten af byen, hvor villakvarterer o... [...]
Romaner
6 måneder, 6 dage siden
3Den yderste dag
2016 · Kirsten · Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går h... [...]
Kortprosa
6 måneder, 9 dage siden
1Fryseslottet - Vera
1911 · Tuberkulose: Hoste og blodigt opspyt. Træthed, feber og natt... [...]
Romaner · tuberkulose, angst, historisk roman
6 måneder, 15 dage siden
1Værn mod kulde - Prolog
Prolog · 1945 · Gerda · Hendes mor blev ved. Det var en af de dage, hvo... [...]
Romaner
6 måneder, 19 dage siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Stine Nørregård (f. 1995)
Hun stod tidligt op, før varmen blev trykkende mod panden. Det var noget af det eneste, hun længtes efter: de kølige nætter. Det kolde, mørke soveværelse med vinduet sat på klem i haspen bag gardinet, den kølige aftenbrise ind gennem vinduet.
   Snart ville børnene vågne og gården ville fyldes af nøgne fødders løb over gårdspladsens sand. Senere på dagen ville det være for varmt at gå i bare tæer. Børnene ville feje gårdspladsen, og når de fejede for ivrigt over sandet, ville støvet blive hængende i luften lang tid efter. Luften i den lukkede gård ville blive gradvist varmere, gradvist mere støvet og tæt. Det var tidligt på dagen at luften var lettest at indånde med en stadig lethed fra natten, men det var stadig ikke som i Danmark. Naja havde taget det for givet dengang, når hun havde gået i timevis ved fjorden, og den friske luft, den rene intethed, rullede rundt i hendes lunger.
   Hun lænede sig tilbage op ad murværket og så ud over gården, hvor solen stod hvid og flimrende over vandtanken, som om det sitrede i den. Der var stille på denne tid af døgnet, i den tidlige morgenstund. Hun forsøgte at suge stilheden til sig, lagre den i kroppen inden børnene vågnede.
   Hun huskede kun vagt, at der var sket noget om natten, eller måske var det kun for et par timer siden, at Arziki havde vækket Lucas, at de var kørt sammen i bilen.
   Hendes blik flakkede til porten. De havde snart ikke plads til flere. De kunne ikke blive ved. De kunne ikke gøre andet.
   Hun fik øje på et ansigt i vinduet bag myggenettet, og et ansigt fik øje på hende, da hun nærmede sig pigernes hus, da hun gik sin runde i gården, og pigen var ude i et spring.
   "Mama!" kaldte hun og stilheden var brudt, før den havde nået at indfinde sig. I løbet af dagen steg larmen proportionelt med tiden. Først med mørket aftog den, og børnenes stemmer erstattedes af insekternes lyde, cikadernes.
   Sneen.
   Hun skulle fortælle om sneen. Gabriella stak sin hånd ind i Najas og klemte den hårdt. Pigen havde en iver i sig efter kærtegn. Hun ville glatte Najas hår, holde Najas hånd, klemme den. Hun kunne aldrig få nok.
   Det var det samme hver morgen og hver aften, når pigen plagede hende om at fortælle. De samme historier igen og igen, om vinteren og sneen. De fleste af børnene var bange for hendes historier. Hun forsøgte med myterne om baobabtræet, som de kendte, men de ville stadig hellere høre om sneen. Det hvide, der falder, sagde de, og Naja fortalte dem om det hvide, der faldt. Det kolde.
   Hun havde lige sat sig med Gabriella på skødet i skyggen, da hun hørte bilen komme kørende ind gennem porten, og den standsede brat i gården. Arziki og Lucas steg ud. To døre smækkede på samme tid.
   "Hvad sker der?"
   De kunne måske ikke høre hende.
   Hun råbte til dem igen: "Hvad sker der?"
   Hun kunne se, hvad der skete.
   Gabriella ville ikke slippe hendes hånd, holdt fast med små stramme fingre om hendes håndled, da hun rejste sig og nærmede sig bilen, og hun så Lucas, der bukkede sig ind over bagsædet, rettede sig op igen med en blå bylt i favnen. Så vidste hun, hvad der var fat.
   "Vent her."
   Hun rev sig løs fra pigen, gik med hurtige skridt i forvejen til sygestuen, et tilstødende anneks til køkkenhuset, for at holde døren for dem, og Lucas trådte forbi hende sidelæns med bylten, lagde den fra sig på briksen derinde, og det blå håndklæde løsnede sig fra den lille krop, blottede en stor, udspilet mave. Tynde arme og tynde ben.
   Først troede hun, at det var dødt, men det trak stadig vejret. Åndedrættet bevægede sig i tydelige, overfladiske ind og udåndinger bag maveskinnet.
   "Hvorfor græder han ikke?"
   "Det har han slet ikke kræfter til."
   Lucas hev den store balje frem fra under briksen. Det var tidligt på morgenen, vandet var endnu koldt i dunkene, men de var nødt til at bade barnet. De ville ikke tage imod det på hospitalet, hvis det var beskidt.
   "Det skal gå hurtigt."
   Lucas så på hende. Så på barnet, der var dehydreret. Så på hende igen. Han havde lært hende om underernæring, tropiske sygdomme og feber. Hun vidste, at drengens mave var udspilet, fordi der ikke var nok protein i kroppen, at huden var tør, og det yderste hudlag ved at skalle af i flager, fordi der ikke var nok vitaminer, ikke nok næring. Alting var så skrøbeligt og gennemtrængende; man kunne se hjertet slå bag huden.
   "Her."
   Hun støttede hovedet, da Lucas sænkede kroppen ned i baljen. Det var ikke meget sæbe, de havde puttet i, bare en smule, så skidtet opløste sig fra huden, og drengen vendte det hvide ud af øjnene, som om han søgte væk, forskrækket af det kolde vand, da han kunne fornemme det omkring sig. Der kom stadig ingen lyde fra ham.
   "Hvor gammel?"
   Lucas rystede på hovedet.
   Drengen kunne være et spædbarn. Han kunne være flere år.
   "Tre år måske."
   Han løftede ham op af baljen tilbage på håndklædet, bøjede sig over ham og trak øjenlågene tilbage og iagttog pupillerne. Han fandt en venflon og en slange frem fra medicinskabet med hurtige hænder, en pose med saltvandsopløsning. Drengen græd ikke, da Lucas stak i blodåren. Han brugte tre forsøg. Åren blev ved med at trække sig sammen og glide til side. Det var svært at stikke i en dehydreret krop.

*

"De blev udstødt fra familien for et par uger siden."
   Lucas talte lavmælt med ryggen til hende fra døråbningen, lod hende vide, hvad der var at vide. At Mahmoud havde fundet drengen bag sukkerfabrikken. At han havde set dem før for et par dage siden, hvor de havde været to. At de var tvillinger.
   "Og hvor er den anden?"
   De så Arziki forsvinde med drengen i bilen gennem porten. Så var de væk.
   Lucas svarede ikke. Han så ud over gården, som hun havde set ham se ud over den de seneste fem år, og der var ikke meget, der havde ændret sig.
   "Død?"
   Lucas gjorde en umærkelig bevægelse med sin skulder, som hun ikke kun tyde, rystede på hovedet med et fugleagtigt ryk.
   "Men har de fundet ham?"
   Hun vidste, hvad han tænkte, da han ikke svarede.
   Vi kan ikke redde dem alle.
   Det nytter ikke.
   Vi har ikke plads til flere.
   Hun lukkede øjnene mod solen. Hun mærkede dens varme mod panden.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/01-2020 17:02 af Stine Nørregård (Tyren95) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1085 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.