0På den yderste dag - Prolog
1945 · Gerda · Det var en af de dage, hvor hun blev ved, selv nu, fle... [...]
Romaner
14 timer siden
0Værn mod kulde - Snedronningen 1974
David - 1974 · Han kunne høre deres mor på trappen. Hendes skridt v... [...]
Romaner
1 måned, 3 dage siden
0Værn mod kulde - Naja - Børnehjemmet
Hun stod tidligt op, før varmen blev trykkende mod panden. Det va... [...]
Romaner
1 måned, 15 dage siden
2Værn mod kulde - Mosehaven
2016 · David · Mosehaven lå i udkanten af byen, hvor villakvarterer o... [...]
Romaner
1 måned, 25 dage siden
3Den yderste dag
2016 · Kirsten · Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går h... [...]
Kortprosa
1 måned, 28 dage siden
1Fryseslottet - Vera
1911 · Tuberkulose: Hoste og blodigt opspyt. Træthed, feber og natt... [...]
Romaner · tuberkulose, angst, historisk roman
2 måneder, 4 dage siden
1Værn mod kulde - Prolog
Prolog · 1945 · Gerda · Hendes mor blev ved. Det var en af de dage, hvo... [...]
Romaner
2 måneder, 8 dage siden

Puls: 26,4

Publiceret: 7
Afgivet: 5
Modtaget: 7
Stine Nørregård (f. 1995)
David - 1974

Han kunne høre deres mor på trappen. Hendes skridt var langsomme, men så blev der stille, som om hun var standset.
   Han så hen på Naja, der lå med lukkede øjne i sengen under vinduet, og han vidste, at hun sov rigtigt, at det ikke var rævesøvnen, hvor hun klemte øjnene hårdt sammen. Hendes øjenlåg var glatte, som kinderne. Hendes mund stod let åben. Han kunne høre hendes åndedræt: roligt og regelmæssigt, som han nogle gange ventede på, som han kunne lide at falde i søvn til.
   Der var igen lyde fra trappen. Han kunne se lyset fra gangen som en gul stribe under døren, og så en skygge, der brød den, og dørhåndtaget, der blev trykket ned. Så kom hun altså ind.
   "Naja."
   Han satte sig op og hviskede til hende, sagde hendes navn én gang til, men hun sov bare.
   "David?"
   Hans mor åbnede døren helt op. Med lyset bag sig fra gangen blev hun som en sort skikkelse uden ansigt, men han kunne se bogen under hendes arm. Nu ville hun læse for dem.
   Han hviskede igen:
   "Naja ... Mor vil læse for os."
   Han famlede efter stikkontakten bag sengebordet for at tænde lampen. Nu rørte hun endelig på sig.
   "Hvad?"
   Hun satte sig op, forvirret som hun var, når hun vågnede, når hun troede, at det var morgen og de skulle op og i skole, men det var kun aften, eller det var nat.
   "Mor vil læse for os."
   "Ja, nu vil mor læse for jer."
   Hun kom ind til dem i værelset og satte sig på stolen imellem de to senge med bogen hvilende på sine knæ. Det var altid det samme eventyr, hun ville læse. Alligevel bladrede hun langsomt frem til siden, selvom hun hurtigt kunne finde den. De måtte ikke røre ved bogen. I har fedtede fingre, sagde hun, men det havde de aldrig.
   "Så."
   Hun glattede siden med hånden, da hun havde fundet eventyret.
   "Det er aldrig det samme," sagde hun, når de spurgte, hvorfor det altid var det samme eventyr, hun læste for dem.
   Fordi I ikke hører efter.
   Fordi I ikke forstår det.
   Men de kunne det udenad. Alle eventyrets dele, der var fortalt i syv historier. Den første om djævlen og hans magiske troldspejl, der splintredes - og den der fik en glassplint i øjet så kun fejlene, så kun det uhyggelige og det grimme.
   Den anden om Kay og Gerda og roserne, en sang om roser, og Kay der fik en splint i øjet og i hjertet, og han så kun rosernes fejl, ormene der gnavede i deres blade, og han blev kysset og kidnappet af snedronningen.
   Den tredje om Gerda, der drog ud på floden for at finde sin Kay, og endte hos konen, der kunne trolddom og havde en blomsterhave, og forheksede alle havens roser bort for at Gerda skulle glemme, at det var Kay hun ledte efter, sådan at hun ville blive hos konen, som konen ønskede sig.
   Den fjerde om den forheksede haves blomster, der fortalte historier og forsinkede Gerda, og man kom i tvivl, om hun ville fortsætte sin færd, og først til sidst slap hun væk.
   Den femte om røverkællingen, der ville spise hende, og røverpigen, der reddede hende.
   Den sjette om lappekonen og finnemanden i kulde og sne, der advarede Gerda mod splinterne.
   Og endelig den syvende og sidste om Gerda i Snedronningens palads, hvor hun fandt sin Kay. Hvor han sad med forstandens puslespil af isbrikker og skulle lægge ordet evigheden, før snedronningen ville slippe ham fri, og Gerda græd og sang salmen om roserne, og hendes tårer smeltede issplinten i Kay, og Kay var igen som før, og alt endte godt.
   Alt endte godt.
   David ville hellere høre et af de andre eventyr. Svinedrengen for eksempel, eller Kejserens nye klæder. Det var altid Snedronningen. Nu begyndte hun forfra, med historien om troldspejlet, og David rullede med øjnene til Naja, og de lavede grimasser bag hendes ryg, da hun læste:
   "Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! Det var en af de allerværste, det var djævelen!"
   Naja gjorde sig skeløjet mens David vred sit ansigt på en måde, så det næsten krøllede sig sammen, selv tungen, men så holdt deres mor øjeblikkeligt op med at læse. Hun så på David og Davids grimasse forsvandt, og Naja var ved at komme til at grine, hun kunne aldrig holde masken, og deres mor fortsatte, fra hvor hun var kommet til:
   "Gik der nu en god from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldskole, for han holdt troldskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud."
   Så nåede hun til kapitlet med Kay og Gerda og roserne, hvor Kay fik en splint i øjet, og hun stillede sine spørgsmål, som hun altid gjorde.
   "Er roserne ækle, fordi de er skæve?"
   "Er roserne ækle, fordi de er gnavet af ormene?"
   "Hvorfor er de ækle?"
   Hun svarede selv på sine spørgsmål, da der havde været stille længe nok, og hverken Naja eller David havde svaret hende.
   "Fordi sådan er det."
   Hun lukkede bogen i, men lod en hånd forblive inde mellem siderne.
   "Ormene gnaver i roserne, og roserne er skæve. Det er ikke et eventyr. Det er virkeligheden."
   Så trak hun hånden ud af bogen, hvor det var allermest grumt. Hvor Kay var taget af snedronningen. Hvor det var isvinter og koldt.
   "Det må I forstå."
   Hun så på dem, først på Naja, så på David.
   "Livet er ikke et eventyr. Hvis eventyret var virkeligt, ville det ende her. Nøjagtigt her. Det er sådan, det ender."
   Hun lagde bogen fra sig på sengebordet ved siden af stolen, og blev siddende et øjeblik, før hun rejste sig.
   "Men det er det jo ikke ... "
   David sendte Naja et skarpt blik, for hun skulle ikke diskutere med moren, men det gjorde hun alligevel.

"Det er jo ikke virkeligt, mor."
   "Så gå ud og se på roserne i morgen, så skal du få at se, at det er virkeligt."
   Deres mor gik hen til døren, hvor hun trykkede ned i håndtaget, men ikke helt ned. Hun vendte sig om og så på dem, men ikke helt ind i øjnene. Hendes blik var altid lidt ved siden af, når hun var, som hun var nu. Hun skulle bare sove, så ville hun blive sig selv igen, det vidste de.
   "For der er gået orm i dem."
   Hun lod sit blik hvile på vinduet over Najas seng. Der var mørkt derude, i haven.
   "De er fulde af orm."
   Nu smilede hun til dem, med sit blik ved siden af, og de smilede tilbage. De kunne se hende blive stående et stykke tid på den anden side af døren, før lyset igen blev til en ubrudt stribe. David havde det underligt i kroppen, som han ofte havde det, når deres mor havde afbrudt eventyret, hvor det var allermest uhyggeligt, og det havde Naja også, vidste han. Det var kun nogle gange, at de måtte få den gode slutning med, hvis hun var i humør til det.
   "Skal jeg læse det sidste?"
   Han rakte op efter bogen på sengebordet, inden Naja nåede at svare, og tog den med sig over til hende i sengen under vinduet og bladrede frem til den sidste side, hvor det endte godt. Som et eventyr skulle ende.
   "Roserne fra tagrenden blomstrede ind ad de åbne vinduer, og der stod de små børnestole, og Kay og Gerda satte sig på hver sin og holdt hinanden i hænderne, de havde glemt som en tung drøm den kolde tomme herlighed hos snedronningen.
   Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: "Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!"
   Og Kay og Gerda så hinanden ind i øjnene, og de forstod på én gang den gamle salme:
   "Roserne vokser i dale,
   der får vi barn Jesus i tale."
   Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer."
    

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/01-2020 09:40 af Stine Nørregård (Tyren95) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1378 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.