De rigtigeste forkerte krøller


1 måned, 5 dage siden 1 kommentar Noveller barndom frygt liv

1De rigtigeste forkerte krøller
Som barn sad hun tit i gyngen, der hang i træet, uden for deres r... [...]
Noveller · barndom, frygt, liv
1 måned, 5 dage siden
2Remouladekærlighed
Der findes mange kærlighedshistorier der ikke er blevet fortalt e... [...]
Smilebåndet · nysgerrighed, hyldest, ægte kærlighed
1 måned, 7 dage siden
2Tumultarisk indkøbsmani
Dagen før dagen. · I morgen fra klokken seks til nul nul dut vil ha... [...]
Smilebåndet · fortidsminder, livsanskuelse, afhængighed
2 måneder, 20 dage siden
5Voksenlivsfrikvarter
Vi har været på Bakken, for at holde voksenlivsfrikvarter. Om dag... [...]
Smilebåndet · tanker, bakken, livet
5 måneder, 12 dage siden
5Henkastet panik
Når man skal overraske nogen, kan det føles som en date. Alt kan ... [...]
Smilebåndet · overraskelse, tanker, vanvid
7 måneder, 18 dage siden
0Kærlighed i damepisseren
Teufel Bash er ikke den første gang vi mødte hinanden, men det er... [...]
Smilebåndet · ægte kærlighed, relationer, livsrefleksion
7 måneder, 29 dage siden
3Nytårsfestivalssæson
Festivalsæson. · Årets hårdeste, men mest mindeskabende periode. · På... [...]
Smilebåndet · festival, nytårsaften, fest
8 måneder, 4 dage siden
2Autistisen
Issemand, Chokotrut, Regnbuedrøn og Bomknallert · Jeg er dem alle h... [...]
Smilebåndet · humor, livsanskuelse, sommer
8 måneder, 5 dage siden

Puls: 17,1

Publiceret: 3
Afgivet: 7
Modtaget: 5
Mette-Maj Ronja (f. 1991)
Som barn sad hun tit i gyngen, der hang i træet, uden for deres rækkehus. Det var hverken Amalies familie eller nogen af naboerne, der havde hængt gyngen op, men den havde altid hængt der. Amalie sad der tit når hun kom hjem fra skole, og her ventede hun til hendes mor kom hjem fra arbejde. Vejret var dejligt den dag. Solen varmede på hendes fregnede næse, og bierne summede om kap nede i græsset. Hendes røde krøller gyngede i takt med gyngens bevægelser. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Amalie hadede hendes krøller, hendes hvide hud og hendes fregner. Hun ønskede inderligt, at ligne alle de andre. Det eneste Amalie kunne lide ved sine krøller var, at hun havde arvet dem efter sin far. Amalies mor fortalte hende altid, at hun var heldig, netop fordi hun ikke lignede andre og, at hun ville blive glad for det når hun blev ældre. Hun fortalte også at Amalies far altid havde hadet sine krøller, og at han stadig ikke kunne fordrage dem, den dag i dag. Da han var ung havde han gået med styrthjelm efter han havde været i bad, bare for, at få lagt krøllerne nogenlunde ned. Hans far havde derfor sagt til ham, at han måtte købe en knallert, hvis han absolut skulle gå rundt med hjelm på. Alt andet ville have været dumt. Så det gjorde han.

Amalie elskede at se sit hjem udefra, specielt fra denne side af huset. Det lille ubehandlede stakit med lågen, der altid var lige ved at falde af, men aldrig gjorde det. Videre ind på den mindst lige så ubehandlede træterrasse. Her stod det gamle træbord med de gamle stole. Amalie huskede det som om de havde haft dem hele hendes liv. Hold kæft hvor alt egentlig var slidt ned. Når man sad på stolene var en del af oplevelsen, at man lige skulle holder øje med skruerne og gerne lige skrue dem ind med fingerkraft, hvis de nu fik rokket sig for meget ud. Terrassen var omgivet af lave buske, og gav ikke anledning til nogle former for privatliv. Amalie og hendes mor var egentlig ligeglade med det. Hendes mor havde aldrig omtalt det. For Amalie virkede det underligt når hun gik forbi en have med buske der var højere end hende. Hvad skjuler de? Hvorfor kan de ikke lide andre mennesker? Hun tænkte altid, at det var sure mennesker der boede i huse med sådanne buske.
   Deres Have lå ud til et grønt område, det samme område gyngen hang i. Selvom flere havde have ud til dette område, var der aldrig nogen mennesker. Området var dødt. Her kunne Amalie være alene under åben himmel. Når hun fik nok af at være alene, kunne hun gå to meter, og så var hun i sit safe house. Her kunne ingen opsøge hende. Det var nu ikke fordi det var så tit, at nogen opsøgte hende.

Terrassedøren ind til stuen var ikke åben, for Amalie havde ikke været indenfor endnu. Efter hun var kommet hjem fra skole, var hun gået direkte uden om deres lejlighed og naboens, for at komme om til gyngen. Hendes skoletaske lå i græsset. Solen bagte på den, og hun ønskede et kort øjeblik, at der ville gå ild i alle hendes skoleting. Hun fortrød kort tid efter, for hendes mor ville ikke have penge til en ny skoletaske. Måske en grim, gammel en fra genbrug, men så ville Amalie nok blive drillet af de andre i klassen.

Hun kunne høre naboen spillede klaver. Hun var klaverunderviser og den diametrale modsætning af Amalies mor. Hun var konservativ i opdragelsen af hendes datter, Mia. I Spurvegården var væggene tynde som papir, på den måde var det nemt at sammenligne dit eget liv med andres, og det gjorde Amalie tit. Hos Lisbeth og Mia var der styr på tingene. Lisbeth var den mor, der købte ind, gjorde rent, tvang sin datter til at lave mange lektier og øve klaver dagligt. Det var ingen slinger i valsen. Amalie havde en kort periode gået til klaver hos hende, men måtte opgive dette. Hver gang Amalie kom til time hos Lisbeth, og igen spillede lige så dårligt som sidste uge, sagde Lisbeth: "Ja, jeg har jo også godt kunne høre, at du ikke har øvet dig så meget." Hun sagde det med et fast, stramt smil og dirrende øjne. Amalie løj altid og forsikrede Lisbeth om, at hun havde øvet én time om dagen, mindst. Lisbeth sagde intet til dette, men de vidste begge to, at det var løgn.

Amalie tænkte altid over, at hun var lettet over, at Lisbeth ikke var hendes mor. Mia havde faste tidspunkter hun skulle komme hjem på, og hvis hun var ved at komme for sent hjem, kunne Amalie fornemme frygten i hendes øjne. Amalie mente ikke at Lisbeth var voldelig eller noget i den dur, men hun havde klare grænser. Hun var MOR og Mia var DATTER. Amalie kendte slet ikke til den slags. Hun havde aldrig fået en tid hun skulle være hjemme på, og hendes mor, Sanne havde altid sagt, at de var fælles om at få hjemmet til at hænge sammen. Amalie lærte i en tidlig alder, at lave mad, ordne vasketøj og gøre rent. De var et team, og Amalie vidste det ikke nu, men senere i hendes liv ville hun være lykkelig over, at hendes mor havde lært hende alt dette.

Amalies mor var den klogeste i verdenen, men desværre kunne hun ikke hjælpe hende med lektierne. Derfor blev de oftest ikke lavet. Andre gange lavede Amalie et par kruseduller hist og her, for at det til at lignede, at hun i det mindste havde givet det et forsøg. I starten forsøgte hun virkeligt, men det var som om hendes hjerne ikke havde plads. Som om lektierne var på et andet sprog. Hun blev frustreret, ked af det og følte sig utilstrækkelig. Hun ville hellere lade være, og håbe på at hun på en mirakuløs måde fik skudt papegøjen end dag, og gerne inden hun gik ud af folkeskolen.

Med Mia, naboens datter, var det en helt anden historie. Hun gik tre klasser over Amalie og hun havde altid vidst hvem Mia var og beundret hende. Hun var god i skolen, kunne spille klaver, kunne synge, var med i et band, havde venner og drengene kiggede langt efter hende. Hun var tjekket og gik helt sikkert et ret fantastisk liv i møde. Noget andet som var fantastisk ved Mia var, at hun havde krøller. Eller rettere sagt, hun havde bølger i håret, på den der havfrue måde. De slags krøller var legitime, af en eller anden årsag. Alle synes de var smukke. Også drengene. Amalie vidste godt, at hun havde de forkerte krøller, og derfor forsøgte hun jo at skjule dem ligesom hendes far plejede at gøre. Amalie brugte huer eller spænder, men resultatet var aldrig tilfredsstillende.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/02-2020 19:54 af Mette-Maj Ronja og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1146 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.