På den yderste dag

Prolog


1 måned, 2 dage siden 0 kommentarer Uafsluttet Romaner

0På den yderste dag - Prolog
1945 · Gerda · Det var en af de dage, hvor hun blev ved, selv nu, fle... [...]
Romaner
1 måned, 2 dage siden
0Værn mod kulde - Snedronningen 1974
David - 1974 · Han kunne høre deres mor på trappen. Hendes skridt v... [...]
Romaner
2 måneder, 5 dage siden
0Værn mod kulde - Naja - Børnehjemmet
Hun stod tidligt op, før varmen blev trykkende mod panden. Det va... [...]
Romaner
2 måneder, 17 dage siden
2Værn mod kulde - Mosehaven
2016 · David · Mosehaven lå i udkanten af byen, hvor villakvarterer o... [...]
Romaner
2 måneder, 27 dage siden
3Den yderste dag
2016 · Kirsten · Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går h... [...]
Kortprosa
3 måneder siden
1Fryseslottet - Vera
1911 · Tuberkulose: Hoste og blodigt opspyt. Træthed, feber og natt... [...]
Romaner · tuberkulose, angst, historisk roman
3 måneder, 6 dage siden
1Værn mod kulde - Prolog
Prolog · 1945 · Gerda · Hendes mor blev ved. Det var en af de dage, hvo... [...]
Romaner
3 måneder, 10 dage siden

Puls: 21,2

Publiceret: 6
Afgivet: 5
Modtaget: 7
Stine Nørregård (f. 1995)
1945

Gerda


Det var en af de dage, hvor hun blev ved, selv nu, flere måneder efter at de havde pillet gardinerne ned, og de stod ved glasdøren til verandaen, og der var faldet sne derude. Det var kun sidst i oktober, snart vinter.
   Hendes mor talte igen til sig selv, som talte hun i vildelse, en febersnak, men der var ingen tegn på feber, som hendes far ellers havde mistænkt, måske endda håbet på, og Carl med, for det kunne de finde ud af: kur mod feber, kurere den syge. Men dette ...
   Hendes mors øjne var rolige, da hun så på hende, med en nærmest disharmonisk klarhed i blikket, da hun rakte ud efter hendes hånd, og hun trak den til sig. Hun havde hørt det hele før, hendes mors snak, om værnet der blev nedbrudt.
   "Gerda, kom."
   "Mor ... "
   Det var snart det eneste, der var tilbage at sige. Hun kunne sukke det, vrænge det. Mor.
   Hendes mor hørte hende ikke. Hørte kun sig selv:
   "Ethvert menneske er omgivet af et værn."
   Hun åbnede glasdøren helt op ud mod verandaen, og kulden slap hurtigt ind til dem i
   spisestuen, der var opvarmet af pejseilden, og varmen slap hurtigt ud. Et værn mod hvad? Hun fulgte sin mors blik til haven, hvor det før havde sneet, men nu var der intet, der
   bevægede sig. Sneen lå tyk og hvid derude over havens buske og krat, på verandaen. "Uden vores værn vil vi forstå alt, alt vil trænge ind i os. Det er ikke meningen, at man
   skal forstå alt. Du kan selv mærke det. Nu hvor du ... "
   Hun tog sig instinktivt til maven. Nu hvor hun ...
   "Og så bliver man bange."
   Hendes mor vendte sit ansigt mod hende i et ryk. Hun var ikke bange for sin mor. Hun
   var ikke længere i stand til at lade, som om ordene gjorde indtryk, hun var snart ligeglad.
   3

"Før eller siden sker det, og når det sker, så har du mistet det. Du kan ikke lade som ingenting."
   Hendes mor trådte ud af glasdøren, ud på verandaen, hvor sneen var faldet over brædderne i en jævn flade, og nu blev brudt af fodsporene. Hun stod i bare tæer.
   "Mor, kom nu ind."
   Det eneste hun kunne sige ... Hun stod i døråbningen med armene slået omkring sig og frøs, og var i tvivl om hun skulle gå ind efter Carl, eller om hun skulle blive. Det var også blevet køligere i vejret med hård nattefrost, minusgrader. Der var ingen andre, der kunne trænge igennem til hende, som hun var nu, og nok ikke engang Carl. Han ville alligevel forsøge: føre hende med sig ind gennem stuen og op ad trappen til værelset, og der ville lyde en knirken i trinnene, som om hendes mor bevidst trådte de steder, hun vidste, den ville knirke, som om hun gjorde det med vilje.
   "Jeg kommer, når jeg kommer."
   Så måtte hun også selv om det. Hun kunne ikke beherske sig, det kunne hun aldrig, selvom hun havde tænkt sig, at hun ville. Ignorere hende. Lade som ingenting.
   "Så stå dér og bliv syg. Så værsgo! Hvis det er det, du vil."
   Og så i bare tæer ...
   "Men du vil jo ikke høre."
   Hendes mor rystede på hovedet. Hun kunne ikke se hendes ansigt, men hun vidste, hvordan det så ud, alle morens ansigter, hun kendte dem hver og én, som det så ud nu: ærgerligt, skuffet, en håbløs skuffet streg af en mund, øjnene bedrøvede, svævende ud over verandaen, ud over haven, til et sted langt væk, en usynlig horisontlinje, hvor hun kunne se noget mere, noget ingen andre kunne se, som ingen andre forstod sig på. Som hun sagde: I vil jo ikke høre. Det er derfor, jeg er så alene. Kan I forstå det?
   Nu ville hun snart fortsætte med sin snak ... om H. C. Andersen. At hun havde mere tilfælles med H. C. Andersen end med dem. Den store digter. (Hans Christian) Og efter Hans Christian: hunden. Dyrene.
   Hvornår var det blevet værre? Angsten var kommet med efteråret, snigende, efter de havde pillet gardinerne ned, allerede i foråret. Hun havde ikke engang taget sko på. Hendes nøgne fødder ... Hun kunne ikke lade være med at se på dem. Deres gullige farve mod sneens hvide, der fik dem til at se syge ud, og måske var hun alligevel syg. På den ene eller den anden måde.
   4

Nu talte hun igen til sig selv. Det var ikke længere til Gerda eller til nogen anden, hun talte. Til haven måske. Den måde hun stod på, med armene ned langs siden, slapt, som om noget i hende havde overgivet sig, bevægelsen. Så nikkede hun alligevel. Talte til sig selv:
   "I eventyret er hun en snedronning. I virkeligheden er hun en isheks."
   Hun var nået til eventyret nu. En forbandelse, et værn, et eventyr. En forbindelse mellem disse, så meget havde hun da forstået gennem årene. Hvad hun ikke forstod: sin mor.
   Hun skulle til at sige det igen: mor, kom nu ind, da et pludseligt vindstød slog ned fra taget og fik sneen til løfte sig, og den føg op i en cirklende bevægelse om hendes mor, og en hånd greb fat om hendes skulder, da hun trådte et skridt tilbage ind i spisestuen, i ly for vinden, og Carl stod lige bag hende. Om den var gal igen?
   "Gal?"
   Sådan stod han og spurgte. Om han da ikke kunne se det?
   "Så se på hende."
   Hun trådte et skridt til side fra døråbningen og lod ham komme forbi hende. Tanken
   slog hende, at hendes mor selv lignede en heks, da Carl trådte ud til hende og hun grinede, en indestængt fnisen med hagen mod brystet, skuldre der rystede. Sådan stod hun - rystede på hovedet ad dem.
   "Der er ikke nogen trøst. Hvem skal trøste os? Er det dig, Carl? Isheksen? Hun trænger ind i vores værn, gør hun."
   "Så, Vera."
   Hun havde åndsnærværelse nok til at bede Carl om at give slip, da han tog fat om hende, lagde en hånd forvarende om hendes ryg. Nej tak. Hun kunne vel nok gå selv.
   "Man er jo ikke idiot."
   "Det er der ingen, der siger, mor."
   De veg til side fra døråbningen samtidigt, de synkrone fortabte, og hun kom til at grine,
   simpelthen, da hendes mor trådte langsomt forbi dem ind og drejede hovedet tilbage for at fastholde hendes blik.
   "Der er jo ingen, der tror mig."
   Hun blev stående et øjeblik for foden af trappen og så på dem med stive øjne, ville ikke nedlade sig til at blinke, vendte hellere blikket bort.
   5

Så denne knirken fra trappen, og det gøs hende koldt ned ad ryggen, som en kulde der kom indefra.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/02-2020 17:04 af Stine Nørregård (Tyren95) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1120 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.