Sig mig.
Hvordan kan jeg fortælle,
hvor fantastisk du er,
hvis det gør ondt at sige ordene?
Hvordan kan jeg glædes over det
du gør,
når det eneste jeg føler
er smerte.
Jo mere du siger,
jo mere du gør,
desto flere hviskende ord
gemmes der på min krop.
Og jo flere ord der hviler på min krop,
desto flere traumer skal jeg rippe op i
for at overhovedet kunne hviske
de magiske ord.
Alt hvad jeg overvejer,
kræver smerte.
Alt hvad jeg tænker på,
kræver smerte.
Og du kan ikke se det.
Du kan ikke mærke det.
Fordi alt hvad jeg har lært,
er smerte.
Og alt hvad jeg kan,
er at skjule mig selv
for at undgå,
at smerten skriger,
at smerten smitter,
at du ser hvor smertefuldt,
det hele egentligt er,
at bare hviske små ord.