Lyden af dine fodspor der langsomt formindskes; de er som instrumenter der langsomt vækker mine minder - én efter én.

Jeg har været stærk alt for længe og nu hvor du ikke længere ser, da kan jeg endelig fjerne masken.
   Mine hænder knuger mens jeg ser dig forsvinde. Jeg bider i mine læber i kampen om at ikke udånde et suk.
   Et virvar af tanker flyver rundt og jeg ønsker sådan at bare falde ned på knæ for blot at tigge dig om at vende om. Vend om, bare én gang, så du kan se hvor mange hjerteglasskår, der nu svømmer rundt i venerne på mig. Alle de hjerteglasskår, der nu forvandles til små partikler som nu flyver ud af munden på mig for blot at opløses til absolut ingen ting.

Vi to, intet andet end et minde kun, der nu omdannes til intet overhovedet.
   Alle de grinestunder. Alle de gange hvor du strøg mig henover håret mens vi kiggede ind i hinandens øjne - omgivet af tavsheden, der dansede rundtomkring os.
   Alle de gange vi har råbt og skreget. Alle de gange vi flettede hænder i stunder, hvor alt syntes umuligt at overvinde.
   Alle de gange vi har kysset tæt, bare for at glemme de inderste følelser, der nu blev til gift i vores blodbaner.
   Alle de gange hvor vi har grint, bare fordi lykken boblede i os.

Min mave føles tom. Min brystkasse føles tung. Tomhed, der nu langsomt begynder at male mine blodårer. Tomt. Alt er tomt.
   Jeg kæmper fortsat med at ikke skrige ud til dig - jeg står der bare og stirrer ud i horisonten, også selvom du ikke længere er til at se.
   Mine tårer føles salte. Ætsende på mine kinder og jeg er ligeglad. Jeg forsøger sådan at smile men mine muskler vil det anderledes.

Alle de gange vi har kigget ind i hinandens øjne og mærket vores hjerter hoppe en ekstra gang - væk. Alle de gange vi gemte os under dynen for blot at hviske hemmelige ord til hinanden - væk.
   Alle de sommerfugle - døde. Rådnet op i min mave, omdannet til syre. Alle de løfter om kærlighed og alle vores planer om fremtiden. Væk.