Tabubærrene


2 måneder, 23 dage siden 3 kommentarer Noveller familierelationer under overfladen tabu

0Kære veninde - Kaptiel 2 Det gode højskolel...
Højskolen, som Leah for to dage siden var startet på, bestod af f... [...]
Romaner · online, venskab, ensomhed
10 dage siden
0Kære veninde - Kaptiel 1 Blue Horizon
Veras magasin. · "Sådan kommer du af med kedsomhed" af Lisa Brøndal... [...]
Romaner · online, venskab
10 dage siden
3Kære veninde - Prolog Tror du på tilfældigh...
Inden du giver dig i kast med denne fortælling, skal du tænke ove... [...]
Romaner · roman, venskab, baggrunde
22 dage siden
4Diss track til samfundet
Det danske samfund er helt fuckede op · Men nu siger jeg fandme, he... [...]
Digte · samfundskritik, rim, senmoderne samfund
1 måned, 13 dage siden
4Veganer blues
Arbejdet er hårdt. · Det er til tider også svært. · Svært at leve ude... [...]
Digte · samfundskritik, sarkasme, protest
2 måneder, 18 dage siden
6Sølvmedaljen
Vi har en sølvmedalje i lykke · men står også i recepternes skygge.... [...]
Digte · tabt lykke, lykke, samfundskritik
2 måneder, 23 dage siden
3Tabubærrene
Større og mindre porcelænskår dekoreret med elegante, røde blomst... [...]
Noveller · familierelationer, under overfladen, tabu
2 måneder, 23 dage siden

Puls: 38,6

Publiceret: 7
Afgivet: 16
Modtaget: 20
Leah Hartwig (f. 1996)
Større og mindre porcelænskår dekoreret med elegante, røde blomstermotiver lå spredt ud over den velholdte have. Som de lå der i det grønne græs og skinnede som små ædelstene i sommersolen, kunne man som ud fremkommende næsten tro, at de små og store stykker var blevet tabt under rolige omstændigheder. Måske var de fine tallerkener blevet tabt af usikre hænder fra et ældre familiemedlem? Måske havde en fjumret, ung nevø tabt dem, da han ville stille dem på det fine hvide middagsbord i haven? Det ville ikke være usandsynligt, at en forbipasserende ville tænke dette. Hvis den forbipasserende overhovedet ville tænke nærmere over det i det gode sommervejr. Men hvis man nu alligevel valgte at stoppe op, og gå ind gemme den lille, fine havelåge få blot at kigge nærmere på de mange skår, ville man måske lægge mærke til en lille usædvanlig ting. I denne fine og velholdte sommerhushave, hvor græsset var nydeligt slået og roserne var plantet efter nøje betænkelighed, der vil man opdage at skårene fra de ødelagte tallerkener ikke havde blomstermotiv på sig, men var dækket af indtørret blod.

Det hele startede ellers så godt. Den kommende 60-årige fødselar, Ingrid var i gang med at sende invitationer ud til familier og venner i anledning af sin runde fødselsdag. Den store dag skulle holdes i familiens sommerhus, og ifølge vejrudsigten skulle vejret blive fremragende med solskin. Ingrid skrev munter med sin snøret, med sin pæne håndskrift navnene på konvolutterne. Simon. Marie. Ingrid startede med at skrive sin søn og datters navne på. Hun tog dog datters konvolut op og kiggede sørgmodigt på den. Var det nu også en god ide med Marie? Måske skulle man holde noget dagen efter med hende? Efter lidt vurdering frem og tilbage med sig selv, besluttede hun sig. Marie kunne godt tåle det. Fødselsdagsfesten ville ikke engang komme til at vare mere end en halv dag. Desuden var Marie voksen nu. 25 år. Hvis hun ikke kunne klare dette, hvad kunne hun så? Det hele ville alligevel også forgå i trygge rammer i familiens skød. Ingrid lagde konvolutten ovenpå Simons, og gik videre med de resterende gæsters navne.

Sommerhuset lå tæt på havet, så tæt på at der kun var en lille gåtur derned til den hvide sandstrand, og det lune hav som duftede frisk af tang. Efter middags teen og kaffen var blevet serveret og drukket havde Ingrid tænkt, at hun og gæsterne kunne gå ned og nyde den smukke udsigt. Dog skulle det vise sig at fødselarens planlægning havde været helt overflødig, idet hun og resten af selvskabet aldrig nåede hverken at nyde havudsigten eller den varme te og kaffe.

Dagen for fødselsdagen opsprang. Det var en smuk og solrig formiddag. Gæsterne ville komme fra nær og fjern for at fejre Ingrid. Som et velsmurt ur kom den ældste søn, Simon præcis et kvarter før det anlagte tidspunkt for festens start, for at hjælpe sin kære mor. I sin sølvgrå Volvo kom han ud med sin yndige kone og to børn. De havde både taget en hvid dug med til det udendørsbord hvor de senere skulle spise, og en frisk buket blomster, samt en lille gave til fødselaren. Sammen dækkede de voksne op, imens børnene legede fangeleg i haven.
   Da gæsterne ankom, stod de alle fem på ræd række og tog pænt imod og delte ud med høflige håndtryk til de kommende gæster. Som tiden gik og gæsterne efterhånden have dannet små rundkredse af grupper rundt omkring bordet, vred Ingrid mere og mere sine hænder. "Hvor bliver din søster dog af?" spurgte hun, og fortrak en munter mine, da det ene af sine børnebørn kiggede bekymret op på hende. "Lisa, kan du og Lukas ikke gå hen i haven igen og lege lidt mere? Det ser ud som om jeres tante lader sig vente på sig" Børnene smilede, og småløb tilbage til haven.

Langt væk fra festen, de ensformige sommerhuse, og det smukke blå hav kørte en bil afsted på motorvejen. Bilen var af ældre dato, og den var så rusten at det var svært at gennemskue om farven engang havde været rød, orange eller en helt tredje farve. Indeni bilen sad to personer. På passagersædet sad en ung kvinde i de midt tyvende. Kvindes lange lysebrune hår hang løst og det flagede let i den lune brise, der kom ind ad den åbne rude. Men selvom kvinden havde rullet vinduet ned på grund af varmen, var hun alligevel iklædt en langærmet, uldsweater med en tynd, blomstret sommerkjole med tropper udover. På førersædet ved siden af kvinden sad en mand i sine start trediverne. Det lysebrune hår var så kortklippet, at man kun lige kunne ane de små hvirvler, som var det eneste efterladte spor efter hårets krøller. Han var klædt bedre efter det varme sommervejr med en grå T-shirt, med en sort, tynd jakke udover og slidte bukser. Der var en dyb stilhed omkring dem. Med nervøse fingre pillede kvinden ved en tråd fra sin sweater, hun var den første til at bryde stilheden: " Er du sikker på at du gerne vil det her?"
   "Maru..Vi har snakket om det."
   "Ja, men jeg ved ikke om det bliver for besværligt det hele...Det er jo også ved at være lang tid siden..og du virker også så anspændt." Sagde kvinden med så lav en stemme, at hun nærmest hviskede.
   "Du skal ikke tænke på mig."
   "Og mor bliver nok også..-"
   "Det er ikke hende, som jeg er her for at hjælpe."
   Kvinden sank trist ned i sædet. "Hey, det skal nok gå det hele." sagde han, da han så hendes blik i spejlet. "Det lover jeg". Den gamle bil kørte videre ad motorvejen. Uvidende var passagerne om at det løfte, der lige var blevet afgivet ville blive brudt.

Den rustne bil stoppede ved en gruset parkeringsplads. Der var mange biler som holdte der. Pænere og flottere biler, helt uden rust. Den unge kvinde og manden trådte ud. De lysebrune lokker strøg blidt i den blide sommervind ind foran kvindens ansigt. Hun jog håret væk med den ene hånd, og idet hun lavede bevægelsen, faldt sweaterens ene ærme ned, og afsløret små, næsten usynlige ar ned langs håndleddet. "Det ser ud til at alle mors gæster er kommet" Sagde kvinden, imens hun tog en lille gave ud ad passagersædet bagi. Manden nikkede anspændt, hvorefter de sammen gik imod den fest som kun den ene af dem var inviteret til.
   Måden hvorpå fødselaren, Ingrid modtog de forsinket gæster på, var en sand skuespillerindes kunst værdig. Efter at hun og sønnen havde ventet på, at datteren ville komme, havde hun til sidst besluttet sig for at nok kunne være nok, og de var i stedet for gået ind til gæsterne i haven.

De havde alle sat sig til bords, og der var blevet holdt en takketale til gæsterne for at de ville komme. Talen var hverken lidenskabelig eller dybfølende. Det var sådan en tale, som man så ofte hører til rundefødselsdage, at den nærmest virkede triviel og indøvet. Blandt gæsterne og taleren var der dog en stemning af tilfredshed. Til sidst bød Ingrid velbekomme, og de rejste sig alle roligt på skift for at hente mad. Det var i dette harmoniske øjeblik, at den unge kvinde og mand trådte frem.
   Ingrid fik først øje på kvinden. "Nå, så kunne du komme Marie..-" Men efter noget tid fik hun øje på manden ved siden af. I et nanosekund stoppede hun helt op. Men Ingrid var ikke en kvinde som var uden handlekraft. Med et stort smil vendt imod gæsterne gik hun hen til sine to ankommende børn. "...og Anders. Så kunne I endelig komme. Unge nu til dags og deres tidsfornemmelser." Hun rystede dramatisk på hoved til en anden ældre dame, der rystede solidarisk igen. "Årh, jeg kender det skam, min Viggo, var også sådan førhen." Svarede damen igen, hvorefter de to damer opgav en kort indforstået latter. "Nå sæt jer til bords, der er kaffe og sukker..nej vent" Ingrid løftede øjenbrynene. "Årh, jeg glemte jo helt sukkeret og mælken. Anders kan du ikke komme med og hjælpe mig? Nu hvor jeg tænker over det mangler vi vist også en tallerken mere"

Anders havde ikke været indenfor i familiens sommerhus længe, men alt lignede sig selv. Samme hvidtapetet træpaneler. Samme træmøbler i stuen, hvor der også var den samme lænestol med en rosafarvet pude. Selv den samme duft af klinisk rengøringsmiddel hang i luften. Den eneste forskel var, at der var kommet væsentlig flere billeder på væggene. De nye var af deres ældste bror Simon. Der var et fotografi hvor han blev gift med hans kone i den samme kirke som deres forældre. Simons aksebrune, korte hår var friseret nydelidt i en side skildring til den højre side, og han havde en sort smoking på med tilhørende gråt slips. Bruden stod i sin hvide, lange kjole og holdt ham under armen. Ved siden af på ventre hånd, hang der et billede hvor deres datter, Lisa lige var blevet født og Simon stolt holdte hende. Og på højre side var der et billede, som må have været da, deres søn, Lukas blev døbt. De stod alle fire uden foran kirken og smilte lykkeligt ind i kameraet. Det må have været cirka der, at Anders holdte op med at komme til familiebegivenheder. Og bare generelt at se familien. Det har kun været kontakten med hans yngre søster, Marie som han har haft lyst til at holde. Og det var netop på grund af hende, at han var mødt op.
   Hans mor lukkede døren efter dem. Smilet var væk, og de grå øjne kiggede mistroisk på ham. "Hvad laver du her?"
   Han lagde armene over kors: "Har en søn ikke lov til at komme og besøge sin mor?"
   "Du kan godt spare dine spydigheder" Vreden var ikke til at tage fejl af i Ingrids stemme. "Tag mælken og sukkeret. Og jeg siger dig, Anders..." Hendes øjne slog næsten gnister." ...Hvis du bare vover på at skeje den mindste smule ud...-"
   "Hvorfor skulle jeg dog finde på den slags?" Smilet på Anders læber var flabet. Der blev stille omkring dem, og de gik sammen ud til gæsterne. Ingrid smilede igen.
   Da Anders kom ud til haven igen, kunne han mærke ubehaget stige. Den hvide dug var anlagt perfekt på middagsbordet, der var ikke en fold at spotte. Ligeledes var porcelænstallerknerne, de skinnende glas og bestik placeret så præcist at det krævede et målebånds nøjagtighed. Velkendte folk i jakkesæt og fine sommerkjoler stirrede på Anders og hans søster med fremmed blikke. Håndtryk blev rakt ud for at hilse på dem, imens der blev hvisket rundt omkring i flokken, om hvad det var for noget at komme for sent. Marie smilede, imens hun gav det ene håndtryk efter det andet, men Anders kunne spotte et brødebetynget udtryk i søsterens store, grønne øjne.
   Lidt efter blev de to søskende anvist til deres pladser af moren. Ved middagsbordet var der tilføjet et ekstra mindre og noget lavere bord, som stod lodret for enden af det store middagsbord. I modsætningen til det første bord var der her ved det nye ingen vinglas stillet op foran de hvide tallerkener, og der var hellere ingen æskebærer at få øje på. Til gengæld var dette bord ganske særligt. Ved det udvalgte bord var der kun et få antal stillet stole frem til rådighed. Dette var børnebordet. Her skulle gæsternes og Simons børn sidde. Og det var også her Marie blev placeret. For det lille bords ende kunne hun sidde dér, strandet, som en tårnhøj kæmpe omgivet af børn på hver af siderne.

Anders havde fået anvist en plads ved bordet hos de andre. Men selvom han sad sammen med familiemedlemmer og kendte ansigter, var det tydeligt for hans søster at se at han, ligesom hende selv, var strandet alene ved det høje bord. Børnene larmede for meget til at Marie kunne høre hvad der blev snakket om ved det andet bord, men det forhindrede ikke stemningen i at ramme hende som en knytnæve i maven. Hver gang Anders vendte sig rundt til sine borddamer eller herrer blev der nikkede stift tilbage til ham, enkle prøvede endda at undvige at skabe øjenkontakt. Efter en del besvær lykkedes det Marie at fange øjenkontakt med sin storebror, hun gav ham et opmuntrende smil, og Anders gav et lille smil tilbage. I det mindste var de her sammen, og det var trods alt nemmere at klare kulden når man var to.

Efter noget stykke tid rejste hendes storebror sig op, han sagde ikke noget til dem omkring sig, og de lod hellere ikke til at tage notits af det. Så gik han mod om til hende, gav hendes skulder et klem og hviskede "Går det?" Hun nikkede, lettere usikkert. "Tak, fordi du tog med" hviskede hun tilbage. "Altid. Jeg smutter kort på toilettet, jeg kommer tilbage inden længe."

Anders var ikke gået ud på toilettet, men var i stedet for gået om på den modsatte side af sommerhuset. I dette område var haven mindre. Der var en lille flisebelagt sti, som førte om til den anden side af haven, og to velholdte bede hvor der var plantet jordbær i. Han lænede sig op ad muren til sommerhuset og fiskede en pakke cigaretter op ad jakkens inderlomme. Da han pustede den røgfyldte luft ud, mærkede han hvordan anspændthed langsomt blev mildnet. Han skævede over til jordbærrene. Familien havde altid haft jordbær i de bede. Selv da de alle havde været helt små. Dog havde han som barn, aldrig fået lov til at mæske sig i de sødelig frugter. Deres mor havde været meget konsekvens omkring det. Jordbærrene var ikke blevet dyrket og passet i alt slags vejr for at de blot skulle fortæres af dem. Bærernes røde farve stod godt til den lille ende af haven, og moren havde desuden planlagt at plante flere frugter, og andre mindre grønsager deromme. Det havde naboerne. Og det ville være underligt andet, hvis deres familie ikke også havde. Kvarteret skulle i hvert fald ikke betvivle, om det var fordi hendes havefærdigheder var tilstrækkelige eller ej. Siden deres fars død, havde moren fået en stor ivrer til at vise at hun kunne klare alt. Om det så var madlavning, at hendes børn skulle se nydelige ud eller havearbejde. Derfor fik de som børn kun allernødigst lov til at få et enkelt jordbær hver om sommeren, når bærrene var passende modne nok.
   Anders smed den efterhånden korte cigaret ned på flisen, og bukkede sig ned og plukkede en hel håndfuld bær. Imens opdagede han at der imellem de små, mørkegrønne blade var tittet ukrudt frem. Så var det alligevel ikke lykkedes moren at holde alt ved lige. Han tog det første bær i munden. En ukendt, bittersød smag ramte hans smagsløg.

Tilbage i haven var de nu blevet færdige med første ret, og nogle af gæsterne havde rejst sig for at strække benene. Anders var endnu ikke kommet tilbage, og Marie sad ubekvemt alene. En stor skygge gled pludselig for solen, der skinnede bagved hende. "Nå, Marie. Hvordan går det med skolen?" Det var en af morens veninder, som stod bag hende. "Det går okay.." mumlede Marie. "Hvad, siger du?"
   "Marie, du bliver nødt til snart at stoppe med at mumle. Jeg har jo sagt til dig at folk ikke kan forstå et eneste ord af hvad du siger, når du mumler sådan." Kommanderede hendes mor, der var stoppet op hos dem.
   "Det går okay med skolen." Forsøgte hun lidt højere.
   "Hvad er det nu at du studerer?" Spurgte gæsten
   "Religionsvidenskab"
   "Årh. Og hvad er det så man kan blive af det?" Gæsten lød ikke så interesseret mere.
   "Altså man kan blive en del, men jeg vil gerne være...-" Men længere nåede hun ikke før hun blev afbrudt. "Ja, Vibeke, det har jeg også spekuleret over. Det er sådan et underligt studie... og så er Marie også begyndt at gå med en masse krystaller, og jeg ved ikke hvad som smykker..." Moren rystede på hovedet.
   "Årh, så det er dét, som du har ved din halskæde?" Gæsten kiggede nærmere på den lille, lilla krystal som hang i en sølvkæde rundt om Maries hals.
   "Det er en ametyst. Den hjælper blandt andet på søvnløshed og...-"
   "Hvad er det dog for noget sludder? Er det noget du har lært på dit studie?" Endnu et hovedryst.
   "Ja, hvad de dog ikke finder på..." Moren og veninden rystede begge på hovedet, hvorefter de begyndte at tale om noget andet.
   Marie holdt om ametysten. Det var meningen at den skulle hjælpe hende mod søvnløshed og skabe mere selvtillid, men lige nu som hun sad der hånet, kunne hun ikke føle sig mindre.
   Med skuderne trukket op og armene slået om sig, bevægede Marie sig om bag sommerhuset til havens mindste stykke. Her havde deres mor et bed, hvor hun havde plantet jordbær. Marie så at der var et cigaretskod på den flisebelagte sti. Selvom det ikke var hende som havde smidt det, følte hun alligevel en underlig pligt til at smide det i skraldespanden. Følelsen blev større og større, og til sidst smed hun det ud. Pligtfølelsen var noget der havde forfulgt hende længe. Hun havde først lagt mærke til den da hun var i starten af teenageårene, og derefter var den vokset med hende ind i den tidlige voksenalder. Hun havde tit tænkt og reflekteret over hvorfor pligtfølelsen var der, både for sig selv og med sin psykolog. Men når hun endelig følte at hun var tæt på noget, som den kunne bunde i, havde hun lukket af. At lukke af var hun nødt til. Selvom psykologen sagde at hun skulle øve sig i ikke at gøre det. Men det var hårdt. Når hun prøvede at mærke efter, tog hendes følelser tit over og tårerne begyndte at komme. Og derefter kom skammen. Skammen over ikke at kunne gøre det forventelige. Ikke at kunne lade vær med at lukke af uden at hendes verden braste sammen. Skammen over at have gået til psykolog uden at hun var kommet videre, end fra da hun startede. Skammen var overvældende. Det var derfor det var bedst at lukke af for følelserne. I hvert fald de dårlige. Det var noget hun var blevet god til, kun at vise de gode følelser, som glæde. Det var også sådan, hun ikke skabte besvær for hendes mor og resten af familien. Marie havde tit hørt morens ord om hende "Du er også så følsom, Marie." Og det havde hun ingen tvivl om. Det var derfor verden tit føltes som om den braste sammen om hende.

Marie sukkede og satte sig krybet sammen. Hun lænede ryggen op ad sommerhusets facade. Bedet med jordbærrene så så friske ud. Hun havde lyst til at tage et bær, bare et lille et. Men hun kunne ikke få sig selv til det. I stedet for nøjes hun med synet. Hun opdagede at der imellem bladene var ukrudt. Det var ligesom hende. Hun var som ukrudtet, født imellem friske jordbær.

Anders var vendt tilbage til gæsterne. Han tjekkede omgivelserne, men kunne ikke få øje på sin søster. Til gengæld hørte han hvordan moren fortalte den lille sjove anekdote om søsterens underlige krystal til en anden gæst. De lo begge efter. Anders kunne mærke vreden boble i sig. Nok kunne være nok. Han styrtede hen til dem og slog en høj, falsk latter op. De to andre blev stille, og de andre gæsters opmærksomhed blev fanget af det. Pludselig var alle stille, bortset fra Anders: "Årh, hvor er det morsomt. Hylende morsomt. Tænk, at du kan få vendt os, dine børn, til ren underholdning til denne fest. Tænk, at du efter alle de år stadigvæk kan få livsglæde ud af at håne og nedværdige andre." Latteren blev hårdere.
   "Hold nu op, Anders. Mor fortalte jo bare en lille, sjov historie om Marie. Du behøver ikke ødelægge festen af den grund." Sagde Simon forsvarende.
   "Sjov historie? For hvem?" De to brødre stirrede hinanden i øjnene.
   "Men hun er da også lidt speciel...Jeg mener har I set det tøj? En kæmpe sweater og den mest blomstret kjole, man overhovedet kan finde" Sagde en gæst, der havde fået lidt for meget at vin, slog en latter op: "Hun ligner næsten en blomstret påskekylling."
   Der blev grinte lidt i forsamlingen over bemærkningen.
   "Nu holder I kæft!" råbte Anders. Han var normalt ikke den råbende type, men når det gjaldt hans søster, kunne han ikke styre sin vrede. At han råbte, havde den effekt at det endte ud i et stort skænderi imellem ham på den ene side og hans mor og bror på den anden. Ord fløj afsted imellem dem, men midt i det hele gik det galt.
   Med ét fløj glas og det fine porcelæn op og blev smadret. Alle stoppede som forstenet op og kiggede på Marie. Der tog hun. For enden af bordet hvor hun var blevet placeret af sin mor. Rystende, med heftige vejrtrækninger som et vildt dyr. Kjolens tropper var faldet ned ad skuldrene og det lysebrune hår hang i små totter ned foran hendes pande. Med rystende hænder havde hun taget fat i endnu en fin tallerken. "Jamen, Marie dog..." blev der hvisket fra Ingrids læber. Hendes ansigt var en stor bekymret mine. "Læg nu tallerken fra dig, ikke?" Men de forsonede ord, der kom fra hendes mor igen, havde ingen virkning. I stedet for begyndte Marie at kaste med fuld styrke, så glasklar og porcelæns lå spredt ud over bordene som et tagselvbord af glimtende diamanter. Med tiltagende voldsomme bevægelser tog hun de itu stykker og kastede dem vredt rundt. De skarpe stykker lavede huller i fingre og hænder, og blodet plettede stykkerne, der ramte både gæster og det velholdte græs. Anders var hurtig og sprang frem, og tog armene rundt om hende, så hun ikke kunne ødelægge yderligere. Ærmerne på hans jakke blev plettet til af små bloddråber fra Maries åbne sår. En af gæsterne kom med et viskestykke, som der blev presset om de blodige sår. "Jeg kører hende på hospitalet." råbte Anders. Han løftede hende op, og gik hurtigt mod bilen. Lidt efter kørte de afsted i fuld fart.

Tilbage stod i haven Ingrid og Simon alene tilbage. Gæsterne var efter den kaotiske oplevelse blevet sendt hjem og det samme gjaldt for Simons kone og børn. Han var selv blevet tilbage for at hjælpe sin mor. Med havehandsker tog de forsigtig de små skår op og lagde dem i en affaldssæk der opslugte dem i sit mørke. Kaffestillet og de overlevende kopper blev tømt og nøje vasket. Der blev skurret og skrubbet, og senere blev det lagt i blød, men alligevel syntes Ingrid at de havde noget beskidt over sig. Henne på anden side af huset ved jordbærrene tjekkede hverken Ingrid eller Simon. De så ingen grund til det. De vidste at alt var perfekt deromme. Helt uvidende gik de rundt og ordnet havens facade, uden at være klar over ukrudtet eller de manglende bær.
   Da de havde ordnet det meste, var stilhed i lang tid imellem dem. Men pludselig sagde moren med lav stemme: "Jeg overvejede om jeg skulle lade vær med at invitere hende. Hun har jo altid været så følsom. ..."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/05-2020 07:13 af Leah Hartwig (L. K. Hatwig) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3862 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.