0Tremor
Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Opsat... [...]
Noveller
7 dage siden
1Lugero lwa pæretræets navn
Dyb hindbær farvet facade gemt hen bag pære træer, gamle zebra st... [...]
Noveller · gåde, livets gang, eftertænksomhed
15 dage siden
1Me-teor
Indeni · som brændende kometer brændt op i atmosfæren · brændemærket · ... [...]
Digte · livsrefleksion
25 dage siden
1Selvportræt
Tusinde malerpensel-katapult eksplosioner · plantet sporadisk som s... [...]
Digte · fregner, oprør, livsrefleksion
27 dage siden
1Landegrænse
Ensomhedens dybe dale · skabes under adskilt fane · jeg hører ingen s... [...]
Digte · identitet, panikangst, ensom
1 måned, 1 dag siden
1Himlens musiske poesi
Den den den den · d-den den den den · den den den den · d-den den den d... [...]
Digte · sang, frihed, tankefængsel
1 måned, 7 dage siden
6Fader vor, du som er i himlen
Mørklægningsgardinet garderer mig mod mørket, der skinner udefra ... [...]
Digte · erkendelse, håbløshed, desperation
1 måned, 15 dage siden
2Amputation
Jeg råber og tigger: · Amputer mine tanker! · Nekrose · sepsis · hypoxi · b... [...]
Digte · eftertanke
1 måned, 16 dage siden
1Blindskrift
Min smerte er synlig · men du kan ikke se den · som blindskrift · som d... [...]
Digte · lytte
2 måneder siden
2Co2 Narkose
Når vi vænner os · til at miste pusten · kæmpende · i oxygen fattige lu... [...]
Digte · opgivelse, angst
2 måneder, 3 dage siden
1(Tavs)
Hvisker · Snakker · Skriger · Råber! · (...) · Klaverets vægtede, dybe tone... [...]
Digte · tavshed, flugt, musikoplevelse
2 måneder, 5 dage siden
1Bjergbestigersken og Lammet
Hun havde lært at blive ved · sætte en fod foran den anden · Bestiger... [...]
Digte · mening med livet, egoisme, næste kærlighed
2 måneder, 20 dage siden
3Kongens have
Jeg kvæles af mine tårer · hjertet flyder over af grådkvalte ord · mi... [...]
Digte · hjælp, fortvivlelse, overlevelse
2 måneder, 22 dage siden
1Køkken katastrofe
Jeg kan egentlig godt lide at lave mad · alle mulige retter · du lave... [...]
Digte · skænderi, familie, tilgivelse
2 måneder, 22 dage siden
3Fejlkode / Blue screen of death
Forulykker · fuld på fortov, forlegen · frontallap fraktur · farver for... [...]
Digte · udvikling, lyset, frihed
2 måneder, 24 dage siden
2Misbrug
Du er afhængig af min eksistens · og jeg af din lykke · Jeg lever i d... [...]
Digte · samvittighed, familierelationer, kærlighed
2 måneder, 25 dage siden
1Menneske jagt
Angst, stress, ængstelig, årvågen · kvalificeret til et marathon i ... [...]
Digte · overlevelse, moderne samfund, angst
2 måneder, 25 dage siden
2Dømt til frihed
På knæ knæler jeg ned foran Dig · for at dø af dommen · blive støv af... [...]
Digte · tilgivelse, nåde, dåb
2 måneder, 25 dage siden
2Nåde gave
Kærligheden · Så ubegribelig, fantastisk, smittelig · det jeg troede ... [...]
Digte · skam, håbløshed, gudstro
2 måneder, 26 dage siden
2Fakkel
Du må ikke se det · derfor gemmer jeg det på min hud · som hieroglyff... [...]
Digte · forståelse, tydning, pårørende
2 måneder, 26 dage siden
0Den to-delte kvinde
Håb og håbløsheden river i mig, som endeløse krige · Så hvilken vir... [...]
Digte · sindstilstand, psykisk sygdom, erkendelse
2 måneder, 26 dage siden

Puls: 52,1

Publiceret: 21
Afgivet: 62
Modtaget: 33
Ileme Rosenberg (f. 1994)
Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Opsat som lodrette vinduer på et højhus, fra loft til gulv, gulv til loft. Afsatser i en bestigning gennem minder, afsluttende ved toppen med udsigt over hele verden. Dér stod jeg, da mor forsvandt og dér faldt jeg for alvor. Faldende ud af sin dagdrømmeri i nattens kamuflage, fortsætter hun dansen langs ydervæggen og lader sine fingre slikke murstenens ru belægning. "Jeg er elsket, som løvindens kærtegnende hornede tunge, vasker ungen ren." Siger hun til sig selv hviskende, mens hun skælvende nynner orkestret i gang igen. Musikken i hendes ører, søde, varme ord og toner. Kærlige ord en gartner eller pottemager ville synge til sine skabninger. Ligesom hun synger sin tak, til murstenshuset - cementen, der holdte hende sammen.

Sidst hun selv havde følt sådan en varme, som en gartner eller pottemager måtte udskænke, var dengang hun hånd i hånd med sin søster, drejede rundt med ansigtet mod himlen. En følelse så ens som angsten, der kunne gøre hende så rundtosset. Vinden i hende kunne blæse op til stormvejr og kaste hende ud i en tornado af manisk panik eller hun kunne blive opslugt af et slugende dyb og forsvinde ind i sig selv. Men her med sin søster, cirkulerende sammen, grinende, hånd i hånd - dét var en anden følelse. De havde faldet ned i det høje græs og været desorienteret, begge to. Når de så kunne fokusere klart igen blev hun ofte liggende, kiggende. Nogle gange i smertefuld forblindelse af solen.

Hendes søster ville skubbe blidt til hendes skulder når tårerne begyndte at kravle ned ad hendes kind og febrilsk råbe: "Du!"
   Hun ville vende ansigtet mod søsteren i et stort smil og modtage en afspændt varme i et nysgerrigt spørgsmål:
   Hvad er det du smiler af?!"
   Og hun ville kaste sig over søsteren.
   Inden murstenshuset tilbliven, var det eneste hun huskede glimt og siden ro. Glimt og blindende lys, der fik hende til at græde. Hendes mors sorte, krøllede hår, kastet frem og tilbage. Frem og tilbage, ned. Helt stille. Og så stilhed. Hun kiggede ind i det glimt og stirrede, indtil søsteren skubbede og i stilhed sagde: "Du!"
   Hun blev ved med at kigge, til klædeskabet blev åbnet af blodige klør, der afbrudte hendes drømmen og slikkede dem rene med løgne. "Han kan ikke gøre for det, det er okay mine små roser, i er okay." Der blev de så sammen siddende, kun to stirrende ind i det vandfald af lysindfald glimtet havde skjult. Mens søsteren skælvende tiggende:
   "Mor.., Melie?
   Efter det, mursten efter mursten, blev vores liv genopbygget og rammer fremelsket. Murstenshuset blev formet fra bunden og langsomt opbygget af kærlige hænder dér på bakken. Jeg tænkte så tit over hvor rart det må have været at blive berørt, som de mursten. Ligesom krukken af pottemageren og ligesom de blå blomster, åh. Gartneren vidste sikkert end ikke, hvor ualmindelig smukke de blomster ville vokse sig til - han vidste det ikke, men plantede dem alligevel. Og han vidste ikke at det var ukrudt, det han havde sået. Men den havde et smukt navn, det havde den. Asperugo procumbens. Nogen måtte have valgt det navn, for at kunne kalde den for sin. Den havde tilhørt nogen og nu svang den sig op ad alting, mellem fine frugttræer, der blev tættrimmet og, hvis frugter var manipuleret til at være storslåede. Imens forsøgte den blå blomst at nærme sig andre planter. Dansende langs jorden i ensomhed, men uskyldigt kvælende. De blå blomsterkroner blomstrede og blev mangfoldige, og jo mere forladt murstenshuset blev, desto oftere blev træernes frugt fortæret og druknet i det dybe hav. Hvor ensomt.
   Hvor ensomt det er nu.

Hendes fingre farver fortsat de røde murstensflader og hun glædes over at være budt op til dans langs væggene af huset, og afbrudt af hendes tanker og minder og mareridt.
   Huset står tydeligere i horisonten nu. Vil I ikke snart kunne se det, tænker hun i spontan forhåbning mens hun kort standser op, med knuget hænder, kiggende mod solens frembrud mellem skyerne. Blodet samles på fingerspidserne og hun slukker hendes selvforskyldte bål i munden. Overvåget føler hun sig, overvåget. Hun kan høre blodhundene derude, der venter på at få fært af stanken af hendes mentale indvolde.
   Hendes dans bliver gang på gang afbrudt af hendes skælven, som får hende ud af takt. Orkestret spiller forkerte tonearter, filtret ind i hinanden og hun vender tilbage til minderne om taget. Udsigten over verden mens hun flød ned derfra, en nedstigning efterfulgt af brækkede knogler. Hun havde sagt farvel til sin mor og hun var brudt i tusinde stykker.
   Nu måtte, hver del i hende forlade sin mor.

De blå og røde blink kom nærmende de himmelblå blomster og den blodrøde horisont på murstenshuset. Et fuldendt rorschach billede, tænkte hun. Med ryggen til væggen stak hendes sorte hår ud i kontrast til de blege mure og den genopstået sol. De ville skyde hende, hvis han vidste hvad hun havde gjort tænkte hun - som om hun forventede dem så fordømmende som hendes eget farveløse syn på sig selv. Andre menneskers øjne var smukke lyse og farvestrålende. Som insekterne, der lever i skidt og lort, men bærer stolt sin smukke oldtidskappe. Skønheden i andre var for hende let at se, men umulig at se i hende.
   Hun mindedes de bølgende bakker, der gav et sus når hendes søster og hende i løb rejste ud i friheden. De løb så stærkt de kunne, med svingende arme pendulerende frem og tilbage, drevet af deres kærligheds kinetiske energi. Hun huskede den hypnotiske rus af liv når de lige inden bakke toppen kiggede smilende og stønnende mod hinanden i farten, og hoppede over toppen ind i en vægtløshed.

Den gode vægtløshed, hvor man ikke mærker vægten på sine skuldre.
   Vægtløshed kunne føre andet med sig. Hun havde set den opstå hun sin mor, gradvist - som en vægtløshed, der opstod ved udslettelse af hendes fornuft, empati og menneskelighed. Tomheden i hendes mors øjne opslugte deres lille murstenshus interiør, indtil hun blev efterladt alene i hylsteret i et forsøg på at beskytte sin datter, slikke mine sår.
   Nu var hun i sin vægtløshed, svævet op til himmels.
   Lige så vægtløs blev hun nu trukket op fra den sammenfaldne krop, der ikke længere kunne læne sig op ad huset, murstenshuset. Hun blev kigget ind i sine lys-løse, tomme øjne, dækket af et varmt tæppe, ledt ind i den blinkende bil, stadig i en blodig dans bag øjenlågene.


(.)

Gammel bil, gammel kvinde tænkte hun om sig selv, da hun drejede nøglen om og synkront med bilen udstødte et host. I en bevægelse greb hun rygsækken på bagsædet og åbnede døren. Hendes sanser blev ramt af dufte af roser siddende sammen, afventende i et farve sammensurium.
   Hun må tage en dyb indånding inden hun bevæger sig nærmere Borgeren i huset. Med ipaden under armen og brøndby-blå plastic overtræks sko i hånden, traver hun ind ad døren timet med den frie hånds manipulation af låsen. En sød, men bitter lugt af tændte cigaretter rammer hende, da hun går ind ad døren. Der sidder den gamle krage med en cigaret vuggende i hånden for at dulme endnu en dags uro. Hun sidder derinde i lænestolen og udånder endnu en røgsky, der som en trojansk hest lokkes ind i hendes mund i et gidseltag. God dag siger hun. Nej siger borgeren, indforstået med at kampen er begyndt.

Hun kigger ind i lidelsens øjne og må sande at hun væmmes af synet. Manifestationen af dødelighed, iklædt et forfaldent hylster, der skriger på at kendes.
   Så skal vi op siger hun mens hun trækker Borgeren op fra stolen. Kom nu, jeg ødelægger min ryg. Stop med at skrige, så ondt gør det ikke, du har jo selv gået hen til lænestolen. Siger hun stikkende. Hvor er det irriterende som hun har lagt det tæppe på gulvet, jeg næsten falder over det og Borgeren ligeså, tænker hun. Borgeren føres ud i badet, placeret på en badestol. Afklædt.
   Hun tager brusehovedet ned og forsøger at pege det ud til siden. Men der er ikke meget plads snerrer hun og de kolde vandstråler rammer som patroner mod Borgeren, efterladt hul og i klukkende utryg klage.
   Næsten melodisk jamren, tænker hun mens hun i effektivitetens tegn både har Borgeren i bad og finder noget tøj frem. Ledelsen ville være stolte, smiler hun for sig selv.

Nøgen og tør føres Borgeren ind i stuen igen, hen til tronen. I en automatiseret dans iklæder hun Borgeren, der stirrer ud ad vinduet. Hun glemte at vende trøjen, nu er den altså på vrangen, men hvad betyder det også for Borgeren altså. "Godt, det var det." Siger hun opløftet, mens hun stadig er i gang med at give Borgerens sko på. Hun trækker sig op fra gulvet med armene i spænd på knæene. "Vi ses i morgen." Siger hun og vender sig om for at komme videre og når lige at se Borgeren smile ud ad vinduet med blikket stirrende fremad.

Hvad smiler hun for? tænker hun.
Forfatterbemærkninger
Ikke færdig novelle om lidelse

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/05-2020 02:42 af Ileme Rosenberg (Emeli) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1504 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.