1Ødemark
Fuglen sad på hegnets firkants-mønstret, skarpe sammenslutninger ... [...]
Kortprosa · livet, dyr, vandring
6 dage siden
2Aliens
Dansker! Hvordan kan du klage og sende klagen ud! · "Jeg ved det, s... [...]
Digte · selverkendelse, fortvivlelse, dystopi
18 dage siden
2Tremor
* · Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Ops... [...]
Noveller
2 måneder, 19 dage siden
1Lugero lwa pæretræets navn
Dyb hindbær farvet facade gemt hen bag pære træer, gamle zebra st... [...]
Noveller · gåde, livets gang, eftertænksomhed
2 måneder, 27 dage siden
1Me-teor
Indeni · som brændende kometer brændt op i atmosfæren · brændemærket · ... [...]
Digte · livsrefleksion
3 måneder, 7 dage siden
1Selvportræt
Tusinde malerpensel-katapult eksplosioner · plantet sporadisk som s... [...]
Digte · fregner, oprør, livsrefleksion
3 måneder, 9 dage siden
1Landegrænse
Ensomhedens dybe dale · skabes under adskilt fane · jeg hører ingen s... [...]
Digte · identitet, panikangst, ensom
3 måneder, 13 dage siden
1Himlens musiske poesi
Den den den den · d-den den den den · den den den den · d-den den den d... [...]
Digte · sang, frihed, tankefængsel
3 måneder, 19 dage siden
6Fader vor, du som er i himlen
Mørklægningsgardinet garderer mig mod mørket, der skinner udefra ... [...]
Digte · erkendelse, håbløshed, desperation
3 måneder, 27 dage siden
2Amputation
Jeg råber og tigger: · Amputer mine tanker! · Nekrose · sepsis · hypoxi · b... [...]
Digte · eftertanke
3 måneder, 27 dage siden
1Blindskrift
Min smerte er synlig · men du kan ikke se den · som blindskrift · som d... [...]
Digte · lytte
4 måneder, 12 dage siden
2Co2 Narkose
Når vi vænner os · til at miste pusten · kæmpende · i oxygen fattige lu... [...]
Digte · opgivelse, angst
4 måneder, 15 dage siden
1(Tavs)
Hvisker · Snakker · Skriger · Råber! · (...) · Klaverets vægtede, dybe tone... [...]
Digte · tavshed, flugt, musikoplevelse
4 måneder, 17 dage siden
1Bjergbestigersken og Lammet
Hun havde lært at blive ved · sætte en fod foran den anden · Bestiger... [...]
Digte · mening med livet, egoisme, næste kærlighed
5 måneder, 2 dage siden
3Kongens have
Jeg kvæles af mine tårer · hjertet flyder over af grådkvalte ord · mi... [...]
Digte · hjælp, fortvivlelse, overlevelse
5 måneder, 4 dage siden
1Køkken katastrofe
Jeg kan egentlig godt lide at lave mad · alle mulige retter · du lave... [...]
Digte · skænderi, familie, tilgivelse
5 måneder, 4 dage siden
3Fejlkode / Blue screen of death
Forulykker · fuld på fortov, forlegen · frontallap fraktur · farver for... [...]
Digte · udvikling, lyset, frihed
5 måneder, 6 dage siden
2Misbrug
Du er afhængig af min eksistens · og jeg af din lykke · Jeg lever i d... [...]
Digte · samvittighed, familierelationer, kærlighed
5 måneder, 7 dage siden
1Menneske jagt
Angst, stress, ængstelig, årvågen · kvalificeret til et marathon i ... [...]
Digte · overlevelse, moderne samfund, angst
5 måneder, 7 dage siden
2Dømt til frihed
På knæ knæler jeg ned foran Dig · for at dø af dommen · blive støv af... [...]
Digte · tilgivelse, nåde, dåb
5 måneder, 7 dage siden
2Nåde gave
Kærligheden · Så ubegribelig, fantastisk, smittelig · det jeg troede ... [...]
Digte · skam, håbløshed, gudstro
5 måneder, 7 dage siden
2Fakkel
Du må ikke se det · derfor gemmer jeg det på min hud · som hieroglyff... [...]
Digte · forståelse, tydning, pårørende
5 måneder, 8 dage siden
0Den to-delte kvinde
Håb og håbløsheden river i mig, som endeløse krige · Så hvilken vir... [...]
Digte · sindstilstand, psykisk sygdom, erkendelse
5 måneder, 8 dage siden

Puls: 24,1

Publiceret: 6
Afgivet: 4
Modtaget: 8
Ileme Rosenberg (f. 1994)
*

Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Opsat som lodrette vinduer på et højhus, fra loft til gulv, gulv til loft. Afsatser i en bestigning gennem minder, afsluttende ved toppen med udsigt over hele verden. Dér stod jeg, da mor forsvandt og dér faldt jeg for alvor. Faldende ud af sin dagdrømmeri i nattens kamuflage, fortsætter hun dansen langs ydervæggen og lader sine fingre slikke murstenens ru belægning. "Jeg er elsket, som løvindens kærtegnende hornede tunge, vasker ungen ren." Siger hun til sig selv hviskende, mens hun skælvende nynner orkestret i gang igen. Musikken i hendes ører, søde, varme ord og toner. Kærlige ord en gartner eller pottemager ville synge til sine skabninger. Ligesom hun synger sin tak, til murstenshuset - cementen, der holdte hende sammen.
   Sidst hun selv havde følt sådan en varme var dengang hun hånd i hånd med sin søster, drejede rundt med ansigtet mod himlen. En følelse så ens som angsten, der kunne gøre hende så rundtosset. Vinden i hende kunne blæse op til stormvejr og kaste hende ud i en tornado af manisk panik eller hun kunne blive opslugt af et slugende dyb og forsvinde ind i sig selv. Men her med sin søster, cirkulerende sammen, grinende, hånd i hånd - dét var en anden følelse. De havde faldet ned i det høje græs og været desorienteret, begge to. Når de så kunne fokusere klart igen blev hun ofte liggende, kiggende. Nogle gange i smertefuld forblindelse af solen.
   Hendes søster ville skubbe blidt til hendes skulder når tårerne begyndte at kravle ned ad hendes kind og febrilsk råbe: "Du!"
   Hun ville vende ansigtet mod søsteren i et stort smil og modtage en afspændt varme i et nysgerrigt spørgsmål:
   "Hvad er det du smiler af?!"
   Og hun ville kaste sig over søsteren.
   Inden murstenshuset tilbliven, var det eneste hun huskede fra fortiden, glimt og siden ro. Glimt og blindende lys, der fik hende til at græde. Hendes mors sorte, krøllede hår, kastet frem og tilbage. Frem og tilbage, ned. Helt stille. Og så stilhed. Hun kiggede ind i det glimt og stirrede, indtil søsteren skubbede og i stilhed sagde: "Du!"
   Hun blev ved med at kigge, til klædeskabet blev åbnet af blodige klør, der afbrudte hendes drømmen og slikkede dem rene med løgne. "Han kan ikke gøre for det, det er okay mine små roser, i er okay." Der blev de så sammen siddende, alle tre. Danserinden og de sorte krøller i trance, stirrende ind i det vandfald af lysindfald skjult af klædeskabet - det glimtet havde skjult. Mens søsteren skælvende tiggede:
   "Mor?"
   Efter det, mursten efter mursten, blev vores liv genopbygget og rammer fremelsket. Murstenshuset blev formet fra bunden og langsomt opbygget af kærlige hænder dér på bakken. Jeg tænkte så tit over, hvor rart det må have været at blive berørt, som de mursten. Ligesom krukken af pottemageren og ligesom de blå blomster, åh. Gartneren vidste sikkert end ikke, hvor ualmindelig smukke de blomster ville vokse sig til - han vidste det ikke, men plantede dem alligevel. Og han vidste ikke at det var ukrudt, det han havde sået. Men den havde et smukt navn, det havde den. Asperugo procumbens. Nogen måtte have valgt det navn, for at kunne kalde den for sin. Den havde tilhørt nogen og nu svang den sig op ad alting, mellem fine frugttræer, der blev tættrimmet og, hvis frugter var manipuleret til at være storslåede. Imens forsøgte den blå blomst at nærme sig andre planter. Dansende langs jorden i ensomhed, men uskyldigt kvælende mod sine omgivelser. De blå blomsterkroner blomstrede og blev mangfoldige, og jo mere forladt murstenshuset blev, desto oftere blev træernes frugt fortæret og druknet i det dybe hav. Hvor ensomt.
   Hvor ensomt det er nu.

Hendes fingre farver fortsat de røde murstensflader og hun glædes over at være budt op til dans langs væggene af huset, og afbrudt af hendes tanker og minder og mareridt. Huset står tydeligere i horisonten nu.
   Vil I ikke snart kunne se det, tænker hun i spontan forhåbning mens hun kort standser op, med knugede hænder, kiggende mod solens frembrud mellem skyerne. Blodet samles på fingerspidserne og hun slukker hendes selvforskyldte bål i munden. Overvåget føler hun sig, overvåget. Hun kan høre blodhundene derude, der venter på at få fært af stanken af hendes mentale indvolde.
   Hendes dans bliver gang på gang afbrudt af hendes skælven, som får hende ud af takt. Orkestret spiller forkerte tonearter, filtret ind i hinanden og hun vender tilbage til minderne om taget. Udsigten over verden mens hun flød ned derfra, en nedstigning efterfulgt af brækkede knogler. Hun havde sagt farvel til sin mor og hun var brudt i tusinde stykker. Nu måtte hver del i hende forlade sin mor.
   De blå og røde blink kom nærmende de himmelblå blomster og den blodrøde horisont på murstenshuset. Et fuldendt rorschach billede, tænkte hun. Med ryggen til væggen stak hendes sorte hår ud i kontrast til de blege mure og den genopstået sol. De ville skyde hende, hvis de vidste hvad hun havde gjort tænkte hun - som om hun forventede dem så fordømmende som hendes eget farveløse syn på sig selv. Andre menneskers øjne var smukke lyse og farvestrålende. Som insekterne, der lever i skidt og lort, men som stolt bærer sin smukke oldtidskappe. Skønheden i andre var for hende let at se, men umulig at se i hende, mente hun.
   Hun mindedes de bølgende bakker, der gav et sus når hendes søster og hende i løb rejste ud i friheden. De løb så stærkt de kunne, med svingende arme pendulerende frem og tilbage, drevet af deres kærligheds kinetiske energi. Hun huskede den hypnotiske rus af liv når de lige inden bakke toppen kiggede smilende og stønnende mod hinanden i farten, og hoppede over toppen ind i en vægtløshed. Den gode vægtløshed, hvor man ikke mærker vægten på sine skuldre. Vægtløshed kunne føre andet med sig. Hun havde set den opstå hun sin mor, gradvist - som en vægtløshed, der opstod ved udslettelse af hendes fornuft, empati og menneskelighed. Tomheden i hendes mors øjne opslugte deres lille murstenshus interiør, indtil hun blev efterladt alene i hylsteret i et forsøg på at beskytte sin datter, slikke hendes sår. Nu var hun i sin vægtløshed, svævet op til himmels.
   Lige så vægtløs blev hun nu trukket op fra den sammenfaldne krop, der ikke længere kunne læne sig op ad huset, murstenshuset. Hun blev kigget ind i sine lys-løse, tomme øjne, dækket af et varmt tæppe, ledt ind i den blinkende bil, stadig i en blodig dans bag øjenlågene.


**

Gammel bil, gammel kvinde tænkte hun om sig selv, da hun drejede nøglen om og synkront med bilen udstødte et host. I en bevægelse greb hun rygsækken på bagsædet og åbnede døren. Hendes sanser blev ramt af dufte af roser siddende sammen, afventende i et farve sammensurium.
   Hun må tage en dyb indånding inden hun bevæger sig nærmere Borgeren i huset. Med ipaden under armen og cyanose-blå plastic overtræks sko i hånden, traver hun ind ad døren timet med den frie hånds manipulation af låsen. En sød, men bitter lugt af tændte cigaretter rammer hende, da hun går ind ad døren. Der sidder den gamle krage med en cigaret vuggende i hånden for at dulme endnu en dags uro. Hun sidder derinde i lænestolen og udånder endnu en røgsky, der som en trojansk hest lokkes ind i hendes mund i et gidseltag. God dag siger hun. Nej siger borgeren, indforstået med at kampen er begyndt.

Hun kigger ind i lidelsens øjne og må sande at hun væmmes af synet. Manifestationen af dødelighed, iklædt et forfaldent hylster, der skriger på at kendes.
   Så skal vi op siger hun mens hun trækker Borgeren op fra stolen. Kom nu, jeg ødelægger min ryg. Stop med at skrige, så ondt gør det ikke, du har jo selv gået hen til lænestolen. Siger hun stikkende. Hvor er det irriterende som hun har lagt det tæppe på gulvet, jeg næsten falder over det og Borgeren ligeså, tænker hun. Borgeren føres ud i badet, placeret på en badestol. Afklædt.
   Hun tager brusehovedet ned og forsøger at pege det ud til siden. Men der er ikke meget plads snerrer hun og de kolde vandstråler rammer som patroner mod Borgeren, efterladt hul og i klukkende utryg klage.
   Næsten melodisk jamren, tænker hun mens hun i effektivitetens tegn både har Borgeren i bad og finder noget tøj frem. Ledelsen ville være stolte, smiler hun for sig selv.

Nøgen og tør føres Borgeren ind i stuen igen, hen til tronen. I en automatiseret dans iklæder hun Borgeren, der stirrer ud ad vinduet. Hun glemte at vende trøjen, nu er den altså på vrangen, men hvad betyder det også for Borgeren altså. "Godt, det var det." Siger hun opløftet, mens hun stadig er i gang med at give Borgerens sko på. Hun trækker sig op fra gulvet med armene i spænd på knæene. "Vi ses i morgen." Siger hun og vender sig om for at komme videre og når lige at se Borgeren smile ud ad vinduet med blikket stirrende fremad.
   Hvad smiler hun for? tænker hun.

***

Dagene var fløjet afsted, og hun havde følt sig som et blad kastet frem og tilbage af vindens magt, desorienteret og uden retning, blot nådesløst opgivet al kontrol. Nu var det hele givet tilbage og tyngdekraften havde igen krævet sin eksistens. Vægtløsheden havde fået tyngde igen, tænkte hun. Hun låste døren og forlod sin lejlighed. Trin for trin gik hun ned fra 5. sal.
   Ved hver opstigning og nedstigning, til og fra lejligheden, hilste hun på det lille "nabolag". Hun kom forbi den enlige indiske far Raj og hans datter Dhatri i stueetagen, overfor en ældre dame, man aldrig stødte på i entréen, men altid kunne ses kiggende ud fra sin stue og ud på sin klassiske forhave fyldt med forskelligfarvede roser og hvide rhodondendrom. På 1. sal boede der et ungt par med deres lille nyfødte, der ofte kunne ses nede foran lejligheden i gentagen gyngende bevægelse, prøvende at få barnet til at sove. Overfor dem lød rygtet på, der boede fem eller seks fyre lige flyttet hjemmefra. Det var i hvert fald det som blev sladret om af det anlæg de torturerede hver eneste weekend. På 2. sal boede der endnu et ungt par, Mbusa og Sùnhild - et modsætningsfyldt par, manden fra Congo og kvinden fra Færøerne, de havde et ret afslappet forhold til hinanden og til lejlighedskomplekset. Der var tit fællesspisning på deres regning, og jeg havde i hvert fald se Mbusa hjælpe Lazarus på 4. sal med at hænge nogle hylder op eller reparere gardinet 8-9 gange. 3. sal var bosat af det middelaldrende ægtepar Abdul-Karim, og Israa. De havde en stor familie, hvor af Israas bror boede på den anden side med deres mor. Israa og Karim havde taget mig under deres vinger, ligeså havde deres små hjemmeboende børn Enok og Aaeshaa. I starten hilste vi bare kort når vi passerede hinanden på gangen. Efterhånden blev jeg grebet af det liv på deres etage og man kunne ikke undgå at falde ind i en eller sammenhæng med deres familieliv. Børnenes mormor, Maha, boede overfor og var en energisk kristen kvinde, vokset op med mørke og utallige kors i horisonten, men nu levende i lyset, som hun sagde. Hun var som sagt energisk, dog kun i ånden - hendes helbred var blevet gradvist dårligere de seneste år og hun var nu næsten helt afhængig af hendes søn Naboth, der var flyttet ind med hende, og bestyrede en grønthandler ved siden af lejlighedskomplekset. Det var mormoren, Maha, der havde foreslået Naboth, om hun ikke skulle ansætte hende i butikken, og snart var jeg en fast bestanddel af Bahira-Mutima familien.
   Maha kom ned hver fredag og satte sig på en lille skammel udenfor butikken. Så kunne vi sludre og jeg lytte til hendes mange historier. Jeg stod lænende over skranken, placeret til venstre for midten af butikkens front. Med den ene hånd støttende til kæben slugte jeg både min kaffe og hendes iransk-afrikanske slægtshistorier ned. Hun sad med en brandvarm te kop, der først blev drukket i de sidste timer, iskold. Hun havde altid tid til en snak, og når teen var drukket og kulden faldt på, så gik vi arm i arm op på 3. sal. Videre op på 4. etage boede junkien Lars. Han blev nu oftes omtalt Lazarus på grund af de efterhånden mange gange politiet måtte komme forbi, efterfulgt af en ambulance. Han vendte altid tilbage, han skulle jo hjem og fodre sin hund, som han sagde. Han låste aldrig døren, så jeg havde tit forsigtigt åbnet døren, mødt af en lang våd snude, der i uvidenhed og glæde luntede hen til døråbningen. Lige så sort som en skygge var den. Så fik den lidt mad indtil jeg var sikker på Lazarus var genopstået. Ved siden af boede en fyr, der holdte sig meget for sig selv. Han havde af og til taget en smøg med Lazarus og den ældre dame i stuen. De havde stået foran hendes have mens den ældre dame var parkeret i en kørestol, så de kunne sludre over hækken.
   Fra sin lejlighed af kunne hun høre melankolske strøg af cello fra ham, der holdte sig for sig selv. Hans toner havde løsnet grebet om hende, når hun skælvende sad op af væggen i lejligheden, igen, i mørket. Hun havde følt sig som de træer udenfor, ligesom det dér træ ved vejen dernede. Rystende af skræk og så sårbart mistende af sine nåle. Hun havde ønsket nogen kunne kravle derop og omfavne det. Måske skravere håb ind i stammen. Det rystede og dansede, åh, hvor det kunne danse, dér midt i skrækken, midt i stormen. Vinden klaskede lussinger ud, kun til hende. Men så drev stormen over, når de dybe cello strøg strejfede himlen og kolliderede med de varme og kolde vind-strømme, der før jagede hinanden i en tornado, men nu dansede, sammen. Hun var ham evigt taknemmelig, og hun kendte ikke engang hans navn.
   Når hun nåede ud af entréen kiggede hun sig altid over skulderen, op til vinduet - bare lige for at se om hendes søster nu var der til at vinke farvel. Hun kunne nærmest forestille sig hende kigge på hende, smilende med et blink, som en intern joke om hendes evige følgesvend. Hun kunne godt lide at se op på lejlighedskomplekset, der var omringet af de fineste fyrretræer og små forsamlinger af en blanding af lyseblå lupiner og mørke lilla lavendler. Så ville hun stirre ind i solen og i forblindelse lunte taknemlig videre, i vished om at hendes søster, i et blink, havde sendt hende afsted.

***
Forfatterbemærkninger
Tremor vol. 2, redigeret

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/05-2020 02:42 af Ileme Rosenberg (Emeli) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2443 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.