Tremor - version 5


5 måneder, 6 dage siden 3 kommentarer Noveller håb virkelighedsflugt familierelationer

2Jeg ber' om et nyt liv
Tiden står næsten stille mens jeg venter på min pille · virker mod ... [...]
Digte · følelser, livets gang, sindstilstand
19 timer siden
3Spist levende
Jeg blev opslugt af verden · og så slugte verden mig
Aforismer og gruk · livsrefleksion, magtkamp, livsanskuelse
3 dage siden
2Udbrændt
Solen blev brændende · Blændende · Sommer blev til ørken · Min krop udt... [...]
Digte · træthed, afsked, overgivelse
6 dage siden
1Rovfuglen på jagt efter håb
hvad hvis jeg mister evnen til at flyve, midt i en landing · og sty... [...]
Digte · livsanskuelse, liv, krisehåndtering
19 dage siden
3Jeg lærer at vente..
... · Vente på søvnens drømme mig vækker · Vente på mareridtet efter ... [...]
Digte · livets gang, tid, eftertænksomhed
24 dage siden
4Dna
I et armstræk er mit hoved adskilt fra min krop · i et kvælertag · kv... [...]
Digte · fortabt, krop, selvværd
1 måned, 2 dage siden
2Lufthul
Nogle gange svømmer jeg ud i håbets bølger · langt ude på havet, hv... [...]
Digte · håbløshed, bevidsthed, lykkelig
1 måned, 9 dage siden
4ELEKTRO-konfusions BEFRIELSE
Jeg genkender den · strømmens vandring gennem hemisfærerne · sovende ... [...]
Digte · psykisk smerte, magtesløshed, brud
1 måned, 12 dage siden
1Ødemark
Fuglen sad på hegnets firkants-mønstret, skarpe sammenslutninger ... [...]
Kortprosa · livet, dyr, vandring
2 måneder, 22 dage siden
3Aliens
Dansker! Hvordan kan du klage og sende klagen ud! · "Jeg ved det, s... [...]
Digte · selverkendelse, fortvivlelse, dystopi
3 måneder, 5 dage siden
3Tremor - version 5
Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Opsat... [...]
Noveller · håb, virkelighedsflugt, familierelationer
5 måneder, 6 dage siden
1Lugero lwa pæretræets navn
Dyb hindbær farvet facade gemt hen bag pære træer, gamle zebra st... [...]
Noveller · gåde, livets gang, eftertænksomhed
5 måneder, 14 dage siden
1Me-teor
Indeni · som brændende kometer brændt op i atmosfæren · brændemærket · ... [...]
Digte · livsrefleksion
5 måneder, 23 dage siden
1Selvportræt
Tusinde malerpensel-katapult eksplosioner · plantet sporadisk som s... [...]
Digte · fregner, oprør, livsrefleksion
5 måneder, 25 dage siden
1Landegrænse
Ensomhedens dybe dale · skabes under adskilt fane · jeg hører ingen s... [...]
Digte · identitet, panikangst, ensom
6 måneder siden
1Himlens musiske poesi
Den den den den · d-den den den den · den den den den · d-den den den d... [...]
Digte · sang, frihed, tankefængsel
6 måneder, 6 dage siden
6Fader vor, du som er i himlen
Mørklægningsgardinet garderer mig mod mørket, der skinner udefra ... [...]
Digte · erkendelse, håbløshed, desperation
6 måneder, 14 dage siden
2Amputation
Jeg råber og tigger: · Amputer mine tanker! · Nekrose · sepsis · hypoxi · b... [...]
Digte · eftertanke
6 måneder, 14 dage siden
1Blindskrift
Min smerte er synlig · men du kan ikke se den · som blindskrift · som d... [...]
Digte · lytte
6 måneder, 29 dage siden
2Co2 Narkose
Når vi vænner os · til at miste pusten · kæmpende · i oxygen fattige lu... [...]
Digte · opgivelse, angst
7 måneder, 2 dage siden
1(Tavs)
Hvisker · Snakker · Skriger · Råber! · (...) · Klaverets vægtede, dybe tone... [...]
Digte · tavshed, flugt, musikoplevelse
7 måneder, 4 dage siden
1Bjergbestigersken og Lammet
Hun havde lært at blive ved · sætte en fod foran den anden · Bestiger... [...]
Digte · mening med livet, egoisme, næste kærlighed
7 måneder, 18 dage siden
3Kongens have
Jeg kvæles af mine tårer · hjertet flyder over af grådkvalte ord · mi... [...]
Digte · hjælp, fortvivlelse, overlevelse
7 måneder, 21 dage siden
1Køkken katastrofe
Jeg kan egentlig godt lide at lave mad · alle mulige retter · du lave... [...]
Digte · skænderi, familie, tilgivelse
7 måneder, 21 dage siden
3Fejlkode / Blue screen of death
Forulykker · fuld på fortov, forlegen · frontallap fraktur · farver for... [...]
Digte · udvikling, lyset, frihed
7 måneder, 23 dage siden
2Misbrug
Du er afhængig af min eksistens · og jeg af din lykke · Jeg lever i d... [...]
Digte · samvittighed, familierelationer, kærlighed
7 måneder, 23 dage siden
1Menneske jagt
Angst, stress, ængstelig, årvågen · kvalificeret til et marathon i ... [...]
Digte · overlevelse, moderne samfund, angst
7 måneder, 24 dage siden
2Dømt til frihed
På knæ knæler jeg ned foran Dig · for at dø af dommen · blive støv af... [...]
Digte · tilgivelse, nåde, dåb
7 måneder, 24 dage siden
2Nåde gave
Kærligheden · Så ubegribelig, fantastisk, smittelig · det jeg troede ... [...]
Digte · skam, håbløshed, gudstro
7 måneder, 24 dage siden
2Fakkel
Du må ikke se det · derfor gemmer jeg det på min hud · som hieroglyff... [...]
Digte · forståelse, tydning, pårørende
7 måneder, 24 dage siden
0Den to-delte kvinde
Håb og håbløsheden river i mig, som endeløse krige · Så hvilken vir... [...]
Digte · sindstilstand, psykisk sygdom, erkendelse
7 måneder, 24 dage siden

Puls: 46,1

Publiceret: 10
Afgivet: 21
Modtaget: 26
Ileme Rosenberg (f. 1994)
Klare klippegrå vægge prydet med små hylder af kirsebærtræ. Opsat til at pryde gamle billeder, som et vindue af minder, fra loft til gulv, gulv til loft. Afsatser i en bestigning gennem minder, afsluttende ved toppen af huset med udsigt over hele verden. "Dér stod jeg, da mor forsvandt og dér faldt jeg for alvor," tænkte hun. Faldende ud af sin dagdrømmeri i nattens kamuflage ude foran huset, fortsætter hun dansen langs ydervæggen og lader sine fingre slikke murstenens ru belægning. "Jeg er elsket, ligesom når løvindens kærtegnende, hornede/ru tunge, vasker ungen ren." Siger hun til sig selv i en sorgfuld, hviskende latter, mens hun skælvende nynner orkestret i gang igen. Musikken i hendes øre; søde, varme ord og toner. Kærlige ord en gartner eller pottemager ville synge til sine skabninger. Ligesom hun synger sin tak, til murstenshuset - cementen, der holdte hende sammen engang. Sidst hun selv havde følt sådan en varme, var dengang hun hånd i hånd med sin søster, drejede rundt med ansigtet mod himlen. En følelse så ens som angsten, der kunne gøre hende så rundtosset. Vinden i hende kunne blæse op til stormvejr og kaste hende ud i en tornado af manisk panik eller hun kunne blive opslugt af et slugende dyb og forsvinde ind i sig selv. Men her med sin søster, cirkulerende sammen, grinende, hånd i hånd - dét var en anden følelse. De havde faldet ned i det høje græs og været desorienteret, begge to. Når de så kunne fokusere klart igen blev hun ofte liggende, kiggende. Nogle gange i smertefuld forblindelse af solen.
   Hendes søster ville skubbe blidt til hendes skulder når tårerne begyndte at kravle ned ad hendes kind og febrilsk råbe: "Du!"
   Hun ville vende ansigtet mod søsteren i et stort smil og modtage en afspændt varme i et nysgerrigt spørgsmål:
   "Hvad er det du smiler af?!"
   Og hun ville kaste sig over søsteren.
   Inden murstenshuset tilbliven, var det eneste hun huskede fra fortiden, glimt og siden ro. Glimt og blindende lys, der fik hende til at græde. Hendes mors sorte, krøllede hår, kastet frem og tilbage. Frem og tilbage, ned. Helt stille. Og så stilhed. Hun kiggede ud af klædeskabet og ind i stuen, stirrende, indtil søsteren skubbede og i stilhed sagde: "Du!"
   Hun blev ved med at kigge, til klædeskabet blev åbnet af blodige klør, der afbrudte hendes drømmen og uddelte dem løgne. "Han kan ikke gøre for det, det er okay mine små roser, i er okay." Der blev de så sammen siddende, alle tre. Danserinden, søsteren og de sorte krøller, i trance, stirrende ind i det vandfald af lysindfald skjult af klædeskabet - det glimt klædeskabet havde skjult. Mens søsteren skælvende spurgte:
   "men, Mor, hvorfor?"
   Efter det, mursten efter mursten, blev vores liv genopbygget og rammer fremelsket. Murstenshuset blev formet fra bunden og langsomt opbygget af kærlige hænder dér på bakken. Jeg tænkte så tit over, hvor rart det må have været at blive berørt, som de mursten. Ligesom krukken af pottemageren og ligesom de blå blomster, åh. Gartneren vidste sikkert end ikke, hvor ualmindelig smukke de blomster ville vokse sig til - han vidste det ikke, men plantede dem alligevel. Og han vidste ikke at det var ukrudt, det han havde sået. Men den havde et smukt navn, det havde den. Asperugo procumbens. Nogen måtte have valgt det navn, for at kunne kalde den for sin. Den havde tilhørt nogen og nu svang den sig op ad alting, mellem fine frugttræer, der blev tættrimmet og, hvis frugter var manipuleret til at være storslåede. Imens forsøgte den blå blomst at nærme sig andre planter. Dansende langs jorden i ensomhed, men uskyldigt kvælende mod sine omgivelser. De blå blomsterkroner blomstrede og blev mangfoldige, og jo mere forladt murstenshuset blev, desto oftere blev træernes frugt fortæret og druknet i det dybe hav. Hvor ensomt.
   Hvor ensomt det er nu.

Hendes fingre farver fortsat de røde murstensflader og hun glædes over at være budt op til dans langs væggene af huset. Afbrudt af hendes tanker og minder og mareridt. Huset står tydeligere i horisonten nu.
   "Vil I ikke snart kunne se det," tænker hun i spontan forhåbning mens hun kort standser op, med knugede hænder, kiggende mod morgensolens frembrud mellem skyerne. Blodet samles på fingerspidserne og hun slukker hendes selvforskyldte bål i munden. Overvåget føler hun sig, overvåget. Hun kan høre blodhundene derude, der venter på at få fært af stanken af hendes mentale indvolde.
   Hendes dans bliver gang på gang afbrudt af hendes skælven, som får hende ud af takt. Orkestret spiller forkerte tonearter, filtret ind i hinanden og hun vender tilbage til minderne om taget. Udsigten over verden mens hun flød ned derfra, en nedstigning efterfulgt af brækkede knogler. Hun havde sagt farvel til sin mor og var brudt i tusinde stykker. Nu måtte hele hendes legeme forlade sin mor.
   De blå og røde blink kom nærmende de himmelblå blomster og den orange horisont og de blodrøde malerier på væggene. "Et fuldendt rorschach billede," tænkte hun. Med ryggen til væggen stak hendes sorte hår ud i kontrast til de blege ufarvede dele af muren og den genopstået sol. De ville skyde hende, hvis de vidste hvad hun havde gjort tænkte hun - som om hun forventede dem så fordømmende som hendes eget farveløse syn på sig selv. Andre menneskers øjne var smukke, lyse og farvestrålende. Som insekterne, der lever i skidt og lort, men som stolt bærer sin smukke oldtidskappe. Skønheden i andre var for hende let at se, men umulig at se i hende, mente hun.
   Hun mindedes de bølgende bakker, der gav et sus når hendes søster og hende i løb rejste ud i friheden. De løb så stærkt de kunne, med svingende arme pendulerende frem og tilbage, drevet af deres kærligheds kinetiske energi. Hun huskede den hypnotiske rus af liv når de lige inden bakketoppen kiggede smilende og stønnende mod hinanden i farten, og hoppede over toppen ind i en vægtløshed. Den gode vægtløshed, hvor man ikke mærker vægten på sine skuldre. Vægtløshed kunne føre andet med sig. Hun havde set den opstå hun sin mor, gradvist - som en vægtløshed, der opstod ved udslettelse af hendes fornuft, empati og menneskelighed. Tomheden i hendes mors øjne opslugte deres lille murstenshus sjæl, indtil de blev efterladt alene i hylsteret, i et forsøg på at beskytte sine døtre. Nu var hun i sin vægtløshed, svævet op til himmels.
   Lige så vægtløs som hendes mor, blev hun nu trukket op fra sin sammenfaldne krop, der ikke længere kunne læne sig op ad murstenshuset. Bilen med de røde og blå blink stoppede. Hun blev kigget ind i sine lys-løse, tomme øjne, dækket af et varmt tæppe, ledt ind i den blinkende bil, stadig i en blodig dans bag øjenlågene.

*

Gammel bil, gammel kvinde tænkte hun om sig selv, da hun drejede nøglen om og synkront med bilen udstødte et host. I en bevægelse greb hun rygsækken på bagsædet og åbnede døren. Hendes sanser blev ramt af dufte af roser siddende sammen, afventende i et farve sammensurium.
   Hun må tage en dyb indånding inden hun bevæger sig nærmere Borgeren i huset. Med ipaden under armen og brøndby-blå plastic overtræks sko i hånden, traver hun ind ad døren timet med den frie hånds manipulation af låsen. En sød, men bitter lugt af tændte cigaretter rammer hende, da hun går ind ad døren. Der sidder den gamle krage med en cigaret vuggende i hånden for at dulme endnu en dags uro. Hun sidder derinde i lænestolen og udånder endnu en røgsky, der som en trojansk hest lokkes ind i hendes mund i et gidseltag. God dag siger hun. Nej siger borgeren, indforstået med at kampen er begyndt.

Hun kigger ind i lidelsens øjne og må sande at hun væmmes af synet. Manifestationen af dødelighed, iklædt et forfaldent hylster, der skriger på at kendes.
   Så skal vi op siger hun mens hun trækker Borgeren op fra stolen. Kom nu, jeg ødelægger min ryg. Stop med at skrige, så ondt gør det ikke, du har jo selv gået hen til lænestolen. Siger hun stikkende. Hvor er det irriterende som hun har lagt det tæppe på gulvet, jeg næsten falder over det og Borgeren ligeså, tænker hun. Borgeren føres ud i badet, placeret på en badestol. Afklædt.
   Hun tager brusehovedet ned og forsøger at pege det ud til siden. Men der er ikke meget plads snerrer hun og de kolde vandstråler rammer som patroner mod Borgeren, efterladt hul og i klukkende utryg klage.
   Næsten melodisk jamren, tænker hun mens hun i effektivitetens tegn både har Borgeren i bad og finder noget tøj frem. Ledelsen ville være stolte, smiler hun for sig selv.

Nøgen og tør føres Borgeren ind i stuen igen, hen til tronen. I en automatiseret dans iklæder hun Borgeren, der stirrer ud ad vinduet. Hun glemte at vende trøjen, nu er den altså på vrangen, men hvad betyder det også for Borgeren altså. "Godt, det var det." Siger hun opløftet, mens hun stadig er i gang med at give Borgerens sko på. Hun trækker sig op fra gulvet med armene i spænd på knæene. "Vi ses i morgen." Siger hun og vender sig om for at komme videre og når lige at se Borgeren smile ud ad vinduet med blikket stirrende fremad.
   Hvad smiler hun for? tænker hun.

*

Siddende i en aflåst blinkende bil. Kiggende på de forbigående billeder af virkeligheden udenfor politibilens vindue, der danner sammenfiltrede farveklatter. Hun kan mærke betjentens nedstirren. Hun trykker sig længere ind mod sig selv, som i et forsøg på at holde fast om de brudte stykker, der er tilbage af hende. Hendes krop havde lyst til at skrige sin skrifte til nogen; en præst, en betjent, en tilfælde person - i et håb om at blive dømt til døden. "Hvor er min søster?" Spørger hun nærmest hviskende. Hun får intet svar, kan blot se betjentenes blik mødes i bakspejlet.
   De drejer ind til afdelingen, hvor hun bliver fulgt ind gennem aflåste døre og lagt i dyb søvn.

Dagene fløj afsted, sådan føltes det. Hun var her stadig på afdelingen, det var uforklarligt for hende at hun kunne være i live. Hun sad med krydsede ben ude i haven, igen. Og igen så hun fuglen.
   Fuglen sad på hegnets firkants-mønstret sammenslutninger. Hægtet sammen, så det udgjorde et tyndt grønligt loft af net, der svajede let henover himlen. Som et bølgende vandspejl, der gav forvrængede synsindtryk af skov og hav i kollision. Fuglens fjerdragt var en smule busket og dets enkelte fjer gabende let mellem sig, efter dets morgenbad. Fuglen blev afbrudt af en sagte hvisken nede mod jordfladen. Ikke melodisk sang, der gav en dansende rus og opdrift og neddrift, som flokkenes dans på himlen. Nærmere en u-rytmisk, uorganisk, ugenkendelig lyd. Fuglen fløj ned til bunden og kunne nu se gennem hegnet, op mod den blå himmel, misfarvet af det grønne dække.
   "Jeg ville ønske jeg havde vinger som en fugl, så jeg kunne flygte og finde fred. Jeg ville flyve langt bort, slå mig ned i ødemarken og blive der." Gentog hun for sig selv, citerende bibelen.
   Fuglen lod tonerne genklange i dets hoved, igen og igen. I en dans af søgen efter tonernes budskab kradsede den jorden op, der skød mod himlen i opdrift af fuglens frustration efter forståelse. Den betragtede de mørke millioner af sandkorn, der krampagtigt hang sammen i et gribende kram, indtil det ramte jorden og eksploderede, som et barn revet væk fra sin moder. For et kort øjeblik syntes jordstykket så ukendt, forvrænget, ødelagt. Fuglen drejede hovedet og hoppede ganske let omkring i forvirring over sig selv. Næsten spjættende og fordrejet var hovedet, hurtigere og hurtigere i en nedadgående spiral mod jorden, som var dets hoved en tornado søgende efter jordforbindelse i kollision mod jorden, dansen blev ved og ved indtil den til sidst lå krampende på jordstykket. "Det var som at se sig selv," tænkte hun.


5 år efter

Hun låste døren og forlod sin lejlighed. Trin for trin gik hun ned fra 5. sal.
   Ved hver opstigning og nedstigning, til og fra lejligheden, hilste hun på det lille "nabolag". Hun kom forbi den enlige indiske far Raj og hans datter Dhatri i stueetagen, overfor en ældre dame, man aldrig stødte på i entréen, men altid kunne ses kiggende ud fra sin stue - ud på sin klassiske forhave fyldt med forskelligfarvede roser og hvide rhodondendrom. På 1. sal boede der et ungt par med deres lille nyfødte, der ofte kunne ses nede foran lejligheden i gentagen gyngende bevægelse, prøvende at få barnet til at sove. Overfor dem lød rygtet på, at der boede fem eller seks fyre lige flyttet hjemmefra. Det var i hvert fald det, som blev sladret om af det anlæg de torturerede hver eneste weekend. På 2. sal boede der endnu et ungt par, Mbusa og Sùnhild - et modsætningsfyldt par, manden fra Congo og kvinden fra Færøerne, de havde et ret afslappet forhold til hinanden og til lejlighedskomplekset. Der var tit fællesspisning på deres regning, og jeg havde i hvert fald se Mbusa hjælpe Lazarus på 4. sal med at hænge nogle hylder op eller reparere gardinet 8-9 gange. 3. sal var bosat af det middelaldrende ægtepar Abdul-Karim, og Israa. De havde en stor familie, hvor af Israas bror boede på den anden side med deres mor. Israa og Abdul-Karim havde taget mig under deres vinger, ligeså havde deres små hjemmeboende børn Enok og Aaeshaa. I starten hilste vi bare kort når vi passerede hinanden på gangen. Efterhånden blev jeg grebet af det liv på deres etage og man kunne ikke undgå at falde ind i en eller sammenhæng med deres familieliv. Børnenes mormor, Maha, boede overfor og var en energisk kristen kvinde, vokset op i mørke, men nu levende i lyset, som hun sagde. Hun var som sagt energisk, dog kun i ånden - hendes helbred var blevet gradvist dårligere de seneste år og hun var nu næsten helt afhængig af hendes søn Naboth, der var flyttet ind med hende, og bestyrede en grønthandler ved siden af lejlighedskomplekset. Det var mormoren, Maha, der havde foreslået Naboth, om hun ikke skulle ansætte hende i butikken, og snart var hun en fast bestanddel af Bahira-Mutima familien, der havde gendøbt hende Eha, hvilket hun var beæret over.
   Maha kom ned hver fredag og satte sig på en lille skammel udenfor butikken. Så kunne vi sludre og jeg lytte til hendes mange historier. Jeg stod lænende over skranken, placeret til venstre for midten af butikkens front. Med den ene hånd støttende til kæben slugte jeg både min kaffe og hendes iransk-afrikanske slægtshistorier ned. Hun sad med en brandvarm te kop, der først blev drukket i de sidste timer, kold. Hun havde altid tid til en snak, og når teen var drukket og kulden faldt på, så gik vi arm i arm op på 3. sal. Videre op på 4. etage boede junkien Lars. Han blev nu oftest omtalt Lazarus på grund af de efterhånden mange gange politiet måtte komme forbi, efterfulgt af en ambulance. Han vendte altid tilbage, han skulle jo hjem og fodre sin hund, som han sagde. Han låste aldrig døren, så jeg havde tit forsigtigt åbnet døren, mødt af en lang våd snude, der i uvidenhed og glæde luntede hen til døråbningen. Lige så sort som en skygge var den. Så fik den lidt mad indtil jeg var sikker på Lazarus var genopstået. Ved siden af boede en fyr, der holdte sig meget for sig selv. Han havde af og til taget en smøg med Lazarus og den ældre dame i stuen. De havde stået foran hendes have mens den ældre dame var parkeret i en kørestol, så de kunne sludre over hækken.
   Fra sin lejlighed af kunne hun høre melankolske strøg af cello fra ham, der holdte sig for sig selv. Hans toner havde løsnet hendes filtrende tanker, når hun skælvende sad op af væggen i lejligheden, igen, i mørket. Hun havde følt sig som de træer udenfor, ligesom det dér træ ved vejen dernede. Rystende af skræk og så sårbart mistende af sine nåle. Hun havde ønsket nogen kunne kravle derop og omfavne det. Måske skravere håb ind i stammen. Det rystede og dansede, åh, hvor det kunne danse, dér midt i skrækken, midt i stormen. Efterladt alene til vinden, der klaskede lussinger ud, kun til hende. Men så drev stormen over, når de dybe cello strøg strejfede himlen og kolliderede med de varme og kolde vind-strømme, der før jagede hinanden i en tornado, men nu dansede, sammen. Hun var ham evigt taknemmelig, og hun kendte ikke engang hans navn.
   Når hun nåede ud af entréen kiggede hun sig altid over skulderen, op til vinduet - bare lige for at se om hendes søster nu var der til at vinke farvel. Hun kunne nærmest forestille sig hende kigge på hende, smilende med et blink, som en intern joke om hendes evige følgesvend. Hun kunne godt lide at se op på lejlighedskomplekset, der var omringet af de fineste fyrretræer og små forsamlinger af en blanding af lyseblå lupiner og mørke lilla lavendler. Så ville hun stirre ind i solen og i forblindelse lunte taknemlig videre, i vished om at hendes søster, i et blink, havde sendt hende afsted. Det gjorde hun hver morgen inden hun skulle afsted til arbejde.
   Hun ville først smutte til højre forbi den lille multi-talent-kiosk, der solgte aviser og kaffe om dagen og friturestegte samosaer og hjemmelavede pomfritter om aftenen. Her drak hun sin første kop kaffe om morgenen og vækkede sine tanker mens hun nød byens langsomme vækkelse ved at lukke øjnene og opleve den stigende volumen af cyklister, der ringer af bilerne, der tilsvarende dytter af alt og alle omkring sig. Hun blev hurtig omringet af travle mennesker, der lige skulle nå at læse verdens undergang i avisen inden de drog på arbejde i den anden ende af byen. Så bestilte hun endnu en kop kaffe to go mens hun drog til venstre, hen mod grønthandleren. Hun blev altid sat til at starte med at opfylde kasserne med nye grøntsager. Hun mærkede, hvordan larmen fra menneskeheden kom som en tsunami henover hendes hoved. Først fortrængningen af vand, der hastigt trak al overskud med sig, for at vende tilbage med bølger af larmen, larmen, der druknede hende med millioner af tanker og flashback. Hendes sanser pendulerede mellem lammende forblindelse og kraftfuldt bombardement af alle hendes sanser."Bika, Bika, Bika", kaldte hun hviskende på sin søster, som hun vidste ikke ville komme. Men det havde altid givet hende en ro at tro. Hun fandt sig selv siddende på gulvet, støttende med en hånd på gulvet. Hun stønnede sit sammenbidte kvælning af gråd og tog fat i citronen, der var gået med ned i sammenfaldet, og så, efter nogle minutter, fortsatte hun sit arbejde. Efter en times indre tortur med opfyldning gik hun videre til kasse arbejdet. Det var den rutine Naboth og hende havde formet efter års samarbejde. Naboth havde hørt mange historier om Bika, men aldrig mødt hende.
   Hen ad aftenen vendte Eha tilbage til Kiosken og tog nogle enkelte samosa med sig, inden hun fulgtes med Naboth og Maha op til deres lejlighed for at dele lidt aftensmad. De sad ved spisebordet i køkkenet i stilhed under skæret af forskellig-mønstret lampeskærme, der var placeret sporadisk, i adskillige størrelser, rundt i lejligheden. Lyset fra lamperne oplyste de rød-brune ægte tæpper hun havde liggende i stuen og som dækkede stueområdet, der i en rundkreds af sorte læder skamler dannede en hule af hygge omkring stuebordet. Efter de havde spist tog Naboth ud af bordet og Maha og Eha drog videre ind til stuebordet. Der var altid citrongræs-te på kanden med en skefuld honning i koppen, efter aftensmad. Hun drog op til sin egen lejlighed efterfølgende fandt en bog fra reolen og satte sig i hjørnet af lejligheden, mens hun læste fra endnu en ukendt forfatter med stille baggrundsmusik fra cello-manden på 4. sal. Hun var ofte nede i genbrugsbutikken og liste rundt. Hun kunne dårligt undgå at tage derfra uden endnu en gammel bog under armen.
   Nogle dage efter så hun cello-manden i genbrugsbutikken. Der havde de stødt ind i hinanden. Han stod henne ved bøgerne og havde fundet en gammel nodebog med grønligt bogomslag og guld indgravering. Så stod de der side om side og han hilste og spurgte om hun ikke var den travle kvinde fra 5. sal, der altid galoperede ned af trappen. Og hun kunne dokumentere at jo, og om han ikke var den cello-spillende mand fra 4. sal. De gav et fast håndtryk, "Eha" sagde hun. "Og jeg hedder Jasper" sagde han. Der stod de med "Sisyfos" i hendes hånd og "Chopin" i den anden og gik derefter hen til den multi-talent-kiosken og fik en kop kaffe og en pap-spand samosa'er, på en bænk længere hen ad vejen, hen mod Grønthandleren. Han fortalte at han sådan syntes hun mindede om de frieser-heste, der var sort som natten når hun nærmest væltede ned af trappe-opgangen. Hun grinede, mens hun trak et stykke friturestegt dej fra samosaen og tog den i munden. "Hvad laver du ud over at spille cello-natten lang?" havde hun spurgt og kiggede igen op fra samosaen. Han tog en kop kaffe og kiggede ud på gaden. "Jamen,

OBS! (mangler mere generelt om Ehas hverdag, forholdet til Jasper og om Bika)


Tilbage i lejligheden igen, tilbage i en stormfuld tornado, der løsrev hende fra sin forstand. På gulvet. Igen siddende med over-krydsede ben, i tomgang stirrende på den lille seddel hun havde haft i så lang tid. De få minder tilbage af hendes dyrebareste. Det sidste fysiske minde fra hendes søster: "Jeg elsker dig, du", stod der. Hun kunne se det for sig. Søsterens alvorlige mine, afsluttende med et peg og en kærlig latter. Nu sad hun i febrilsk tung stønnende sorg, kiggende og tænkende tiggende op i loftet. "Hvis bare hun stadig var her," tænkte hun. "Hvis bare de her vægge i det mindste ville kollapse ned på mig, og brække mine knogler, presse livet ud af mig, dryppende med blod ned igennem revnerne, gennem alle etager, som en ofring mod at blive befriet fra sorgen. Tænk at blive forløst fra denne verden." Der sad hun, igen i et brændende ønske om at være tæt på sin søster, hvor end det måtte være.

Hun var endelig på vej det sted hen, hun i så lang tid havde drømt om, haft mareridt om - havde prøvet at forestille sig, hvorfor hendes søster var endt dér. Nu tog hun endelig selv afsted. Hun gik med hastige skridt og våde øjne ned fra lejligheden, forbi alle de mennesker hun havde kommet til at holde af, ud gennem entreen og ned på gaden. Hun gik ind mellem de få mennesker, der stadig var ude eller ikke havde et sted at tage hen, men blot lå hen på gaden. Hun kunne med medlidenhed se på det menneske, fanget i sin egen sorgfulde verden, og dog i samme åndedrag længes efter at leve i den persons verden, hvis blot den føltes mere blid end hendes.
   Hun var nu så tæt på afslutningen, som hun så længe havde længtes efter og som var det eneste virkeligt betydningsfulde og den eneste håndgribelige virkelighed tilbage. Døden var så mere tiltrækkende lige nu end den nogensinde havde været før. Døden virkede ikke længere som en smertelig eksplosion af ensomhed. Det var ikke længere vigtigt for hende om det ville gå ud over de mennesker omkring hende - om dødsfaldet ville kaste en bølge af elendighed omkring sig. Det var noget mere håndgribeligt og nødvendigt nu.
   Hun mærkede sit selvhad, had og sorg over ikke at have kunnet redde hendes søster fra dette. Hun sitrede. Hånden rystede. Ryggen og nakken anspændtes. Hendes tænder klaprede forsigtigt under det sammenbidte kæbebid. Ligesom de utallige gange hun havde siddet i en stol, halvanden meters afstand fra psykologen og for første gang mærket ambivalensen, længslen efter livet - og døden. Livet var ikke længere skuffende, det var blevet opgivet - og drømme var blevet til forestillinger og forestillinger til tro og tro blev til håb og til sidst blev håbet mindet om det evigt eksisterende løfte, givet fra fødsel; Døden. Men det var egentlig blevet det smukkeste løfte, der nogensinde var blevet givet hende. Det var smukkere end de smukkeste drømme hun havde haft. Hvad er i sandhed smukkere, end løftet om en himmel, som huser Bika, hendes søster. Det ville være så ubegribeligt godt et sted at være, og at være der, sammen med hendes søster. "Det måtte være så ubegribeligt godt," tænkte hun.
   Det var de tankestrømme, der katalyserede hendes længsel hen imod skinnerne. En jagt på en slutning, der begyndte her på de metalliske togspor. Hun kunne se de sorte frieser-heste nærme sig hende i kraftfuldt blindt galop. Sadlet op med skyklap og transe. Tunge hove, der febrilsk fremdrev luftens dødsstød mod hendes asystoliske hjerte. Nærmende hende, blev al luft skubbet foran hestenes massive bryst. Luften nærmest synligt, dragende mod hende. Et luftigt skub så slagkraftigt som en dømmende lussing -eller som en bristet arterie i hendes kranie, hvis pulserende strømning af blod gradvist ville forøge trykket i hjernen/ i takt med/ubevægelig, og føre til en sidste lammende dans og dødelig konfrontation. Som en viljeløs marionet-dukke sprunget i luften. Dette vidste hun ville ske. Og det gik op for hende at hendes eneste begær på jorden nærmede sig.
   Han så hende forvilde sig ud på det blodige spor. Dansende mod det ustoppelige tog.
   Hun lukker øjnene og ber til at ingen andre måtte ønske sig at opleve dette øjeblik. "Var det sådan for min søster?," tænkte hun. Regnen trommede på hendes krop, som utallige engles ansporing til at kaste sig fra skinnerne. Men det var for sent.
   Et brag gav det. Som stød mod hendes allerede døde hjerte. Hendes sidste ord var skrig fra det menneske, der havde huset hendes krop. Ord af uforståelig karakter, men ord fra en sjæl. Og de vilde friesere galopererede ind i hende, efterladende hendes blodige krop, mens de kørte videre som skygger ind i nattens mørke.
   Han løber hen til hende.
Forfatterbemærkninger
Tremor version 5, spørgsmål til læseren: hvad synes du om tanken om at hovedpersonen aldrig har haft en søster, men at søsteren er en hallucination, opstået i barndommen for at overleve en ensom og farlig hverdag med moderen. OBS: ny stjerne betyder et skift i hovedperson, hvilket skifter mellem to forskellige. Er det tydeligt?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/05-2020 02:42 af Ileme Rosenberg (Emeli) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4347 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.