Det der gror


1 måned, 10 dage siden 3 kommentarer Noveller

1Petroleum
Hver morgen henter jeg petroleum i butikken nede om hjørnet. Det ... [...]
Noveller
1 måned siden
3Det der gror
Jeg går langsomt forbi, skæver, ser alt muligt i alt muligt. Mine... [...]
Noveller
1 måned, 10 dage siden
3Lampen lyser stille nu
Jeg tør vædde på du har set det. · En langsom opvågnen. · En lille bø... [...]
Digte
1 måned, 28 dage siden
6Fodsåler lette som fjer
Gror · hvert skridt · som betydningen af ord · der bliver sagt let henk... [...]
Digte
4 måneder, 10 dage siden
7Inside outsider
Jeg er en smule fortørnet · rusten · tæret · tynget · set fra oven. · Det e... [...]
Digte
5 måneder, 13 dage siden
2Minder om stenalder
Dryp · i · Oceanet · min due. · Øjnene binder · jeg ved · hvad det betyder. · D... [...]
Digte
6 måneder, 9 dage siden
8Jordbærkager
Der burde ikke stå "bananer" på min dør. Skiltet med billedet er ... [...]
Kortprosa
7 måneder, 7 dage siden
4Jordmånemandler 2
Det lasede tøj var det første jeg bemærkede, så så jeg, at han og... [...]
Kortprosa · fremtidssamfund
7 måneder, 28 dage siden
5Det er noget andet
Men det er ikke det. Det er noget andet, noget rørende, som et st... [...]
Kortprosa
9 måneder, 2 dage siden
5Jordmånemandler
Jeg spiser dem ikke, de kan være giftige, hvem ved hvad der er i ... [...]
Kortprosa · fremtidssamfund
9 måneder, 23 dage siden
2Vindblæst
Tøjstykker blafrer i vinden. Trøjer og bluser svinger frem og til... [...]
Kortprosa
10 måneder, 11 dage siden
2Uniform
Som en soldat · under tjørnehækken · der skyder med skarpt · vender ste... [...]
Digte
11 måneder, 5 dage siden
8Sådan gik det til
Det er ikke til at tro. Jeg fatter det ikke. At han skulle. Nej, ... [...]
Kortprosa
11 måneder, 12 dage siden
6Hvem banker på
Her er så stille, kun regnens dryp lyder på taget. Dryp, dryp, dr... [...]
Kortprosa
1 år siden
3Forklaringer
Forklaringer, · han har ikke krav på dem. · Ordene er som strandede h... [...]
Digte
1 år siden
7Lattermilde længsler
En smule vind og vejr · på min kind især · sætter sommerspor · i den va... [...]
Rim og vers · sommer
1 år siden
6Chancer i livet
Jeg sad og spiste morgenmad da det ringede på min hoveddør. Det e... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
3Liv
Din hjerne står alene · på bakketoppen. · Måske har du glemt · at få de... [...]
Digte · liv
1 år, 1 måned siden
6På kryds og tværs i et valgunivers
Penge, natur og grøn energi · skal samlet set sætte os fri. · Grønært... [...]
Rim og vers
1 år, 1 måned siden
5Navigation
Langsomt synker jeg ind · bag ruden. · Skæver gennem glasset. · Lyset s... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
2Igen igen
Så taler skoven i grønne gry · smukt akkompagneret af fuglefly · sols... [...]
Rim og vers
1 år, 2 måneder siden
4Helt i det blå
Panelerne er dystre mørk blå. Hun har aldrig tænkt over det før n... [...]
Kortprosa
1 år, 3 måneder siden
7Træstammer
Mon du forstår · hvad jeg mener · når jeg · spytter ud · og · langsomt · trev... [...]
Digte
1 år, 3 måneder siden
6Det første skridt
Tæmme tig'rens · tankestrømme · vælge · liv · og drømme. · Tæmme tyrens · tun... [...]
Rim og vers
1 år, 4 måneder siden
5Banko
Nr. 12 i rækken · nr. 5 i køen · alle numres historie · bor et sted · der... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden
7Torne og tidsler
Hun har en hårlok der bliver ved at flyde ned i panden på hende, ... [...]
Kortprosa
1 år, 4 måneder siden
2Drømme
Jeg drømmer og griber grene · fjerner dem fra mit udsyn. · Vælter træ... [...]
Digte
1 år, 5 måneder siden
3Mod er ikke lamper
Mod er ikke · lamper · vi kan tænde. · Det tager tid at finde · og at bræ... [...]
Rim og vers
1 år, 5 måneder siden
5På skyer
Dage på skyer · sol på mit rugbrød · frokost i det grønnesmil · Her går... [...]
Digte
1 år, 5 måneder siden
5Chock
Det kom · ud af det blå, · det vedblev, · uafladeligt. · Det var vel · årst... [...]
Digte
1 år, 7 måneder siden
6Decemberblues
Hvad ser du · mens du går · skyggerne falder tungt · ind · som små grå pl... [...]
Digte
1 år, 8 måneder siden
2Stilet
Stiletter, høje som huse, røde, læder tror jeg. · Hun stiller dem p... [...]
Kortprosa
1 år, 8 måneder siden
2Bare en and 2
Hans øjne var dybt mørkegrønne, hun stirrede ind i dem betaget af... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
5Bare en and
Jeg vandt den på Bakken. Den står på mit badeværelse, stor og gul... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
6Hertil
Hvorfra kommer · ægget · jordens salt · verdens alt. · Et under · en undren... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
5Forfra
Anspore skridt · afvikle alt. · Vende tilbage · returnere · gå. · Afkorte k... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
6Pletten
Han stirrede ned på sine hænder. Ru som sandpapir, stærke. Fingre... [...]
Kortprosa
1 år, 10 måneder siden
2Røde kaffekander
Så langt øjet rakte og så vidt hun vidste, fandtes ingen andre rø... [...]
Eventyr og fabler
1 år, 11 måneder siden
4Tankeide
En fnuglet ide · båret af vind · som kysser · din kind. · Skævt drejet un... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
5Sparke røv
Det er mærkeligt, underligt. Jeg siger ikke meget, og gør det jeg... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Vokseværk
jeg forsøgte at stemme · overens. · At danse rumba midt i · en vals · all... [...]
Digte
2 år siden
5Et lille pip i en stor gryde
Han stod der, med armene løst hængende langs siden · Skuttede sig o... [...]
Kortprosa
2 år siden
6Ordvæver
Ord brækker · smager · det bitre · og søde. · Kalderskærer · på kanter · rung... [...]
Digte
2 år siden
6Mors nye adresse 3
I en fjern galakse langt herfra svæver han i løse dele, skyggerne... [...]
Kortprosa
2 år siden
14Skinkens pris
Gid jeg var en skinke · stor velsmagende · og saftig. · For hver skive · ... [...]
Rim og vers
2 år siden
5Mors nye adresse 2
Han står bag mig, jeg mærker åndedrættet som en svag brise, inden... [...]
Kortprosa
2 år siden

Puls: 28,5

Publiceret: 3
Afgivet: 8
Modtaget: 12
Ulla Hexibru (f. 1956)
Jeg går langsomt forbi, skæver, ser alt muligt i alt muligt. Mine tanker er som hoppende frøer, alle vegne. Små nuancer fanger mit øje. Hånden bag gardinet, det nedrullede. Hun holder sig inde, det kan jeg godt forstå, når jeg tænker på det. Men hvorfor er hun ikke flyttet. Det er mærkeligt. Den logiske følge ville være at rejse så langt væk som muligt. Helt ud på sletten, eller langt op i den norske sæter. Ubehjælpsom har hun aldrig været. Det er ikke det snakken gå om, tværtimod. Der spindes tråd, net, tornekrat og lange udredninger, ordkvababbelser og alskens historier om hvad det lige var, der skete. Et forlist maskespil, et vendepunkt, et kryds på et kort, og alles øjne blev rettet mod os. Hverdagen sygnede hen og blev små dråber i et oprørt hav.

Byen er ellers ikke noget at skrive om, en lille flække uden seværdigheder. Vi har købmand og kirke, begge yndede samlingssteder. Jeg går aldrig i kirke, men købmanden besøger jeg hver dag, om ikke andet for at få en sludder med Grete, der ejer butikken. Hun er, en lille spinkel dame, men tag ikke fejl, hun løfter ølkasser som var de fjer. Fysikken fejler intet, og så slår hun en prober næve. Da der var indbrud i forretningen sidste år, for hun ned og gav tyven en på kassen. Han fik temmelig travlt med at komme væk. Den dag fejrede vi vores seje købmand med en bajer.Sladder har altid været en hyggelig bibeskæftigelse her. Der kan sladres om alt, lige fra Hvem der har de tidligste kartofler, hvorfor Jensen har malet sin carport lilla, hvem det var der besøgte Hans Jørgen i weekenden, og sågar om mere intime detaljer, såsom mulige udenomsægteskabelige aktiviteter. Ala, hvorfor er det lige at Emma altid besøger Gurli, når hun ikke er hjemme? Hans er der jo, og så går de tur med hunden i al uskyldighed, eller? Frøken Lorentzen, der bor henne på hjørnet af hovedgaden, er altid god for informationer, hun er byens avis, den ukronede nyhedsdronning. Hun ligger på lur bag hækken og luger. Når det er dårligt vejr, sidder hun i stuen med kaffen, og studerer gadespejlet som hun har fået sin søn til at sætte op i passende kiggehøjde. Jeg ved det kun fordi, frøken Lorentzens søn og jeg er kærester. Han er voldsomt træt af hendes historier. Det er, også derfor han er stukket af, faktisk helt til Jylland. Jeg ser ham kun i weekenden, hvilket egentlig passer mig udmærket. Vi når aldrig at blive trætte af hinandens dårlige vaner og den slags. Desuden får jeg oceaner af tid for mig selv.

Det var i al min fritid jeg mødte hende, i havecenteret i nabobyen, hvor hun ligesom jeg beundrede roserne. Hun stod med hovedet på skrå og snusede til den rødeste af dem, da jeg forpustet kom trækkende med vognen fuld af planter. Jeg plejer altid at standse ved roserne, for at se om der er nogle nye, men hun spærrede. Jeg skal indrømme, jeg blev lidt irritabel, især da hun ikke, syntes til sinds, at flytte sig: "Undskyld", sagde jeg og stirrede på hende.

Hun løftede hovedet og betragtede mig: "Goddag", sagde hun og smilede venligt, hun løftede rosen mod mig: "Her, prøv engang, duft", opfordrede hun.

Jeg slap vognen og gik hen og snusede høfligt. Rosen duftede meget sødt lidt for gennemtrængende til min smag: "Ja", svarede jeg: "Den dufter meget stærkt".

"Vidunderlig rose", udbrød hun og slog ud med armene. Først nu bemærkede jeg hvor stærkt sminket hun var. Blå om øjnene, rouge kinder og meget røde læber. Hun bar en dyr parfume, tøjet var mærkevare og et par store ringe smykkede hendes elegante fingre med de fint filede rosafarvede negle. "Skal jeg hjælpe dig med vognen", spurgte hun.

"Det må du da gerne", svarede jeg og kom helt bort fra roserne. Kvinden var også en slags rose, en sær helt anden race end jeg normalt møder.

"Jeg hedder Norma", sagde jeg mens vi sammen trak vognen gennem havecenterets gange: "Jeg skal hen og se på jordbærplanter".

"Jeg hedder Ester Møllehus", hun så på mig, som var det en information, der ville få en klokke til at ringe. Jeg har aldrig hørt om nogen Ester Møllehus, så jeg stirrede bare på hende.

"Skal du have noget", spurgte jeg: "Så kan vi kan sætte det i vognen".

"Jeg snuser bare", hun lo.

Jeg fik mine jordbærplanter, og vi fulgtes til kassen hvor jeg betalte. Jeg læssede planterne ind i bilen, med hende stående nysgerrigt ved siden af. Jeg var både pikeret og en smule irriteret, for hvad ville hun egentlig.

"Har du travlt", spurgte hun pludselig: "hvad siger du til at drikke en hurtig kop kaffe på cafeen"?

"Jeg har masser af tid", svarede jeg.

Vi fulgtes ned gennem hovedgaden og satte os om i gårdhaven. Hun bestilte en cafe au lait og jeg en ganske almindelig kop kaffe.Der var kun os i gården, ingen sagde noget, jeg nippede til min kaffe, og studerede hende i det skjulte. Hun var en rigtig dame, ingen tvivl om det. Der var noget bekendt over hende, men jeg bryder mig ikke om at udfritte andre.Hun sad over for mig og varmede hænder på sin kop, og stirrede drømmende rundt: "Her er dejligt", udbrød hun.

Jeg kunne ikke helt se det dejlige, men det er vel en slags talemåde, de har inde i den store by, når de ikke ved, hvad de ellers skal sige: "Ja, ja", jeg nikkede: "Her er rart".

"Jeg leder faktisk efter noget at bo i", hun tog det lille stykke chokolade, der lå sammen med kaffen, pakkede det ud og suttede det langsomt i sig.

"Nå", jeg gloede på hende:"Hvorfor lige her"? Stedet, er ikke just Rivieraen. Det forekom underligt, at en i hendes kategori skulle føle trang til et sted som dette.

"Jeg trænger bare til at komme væk fra det hele", hun så undersøgende på mig: "Måske kender du et sted? "Det gjorde jeg jo, jeg så åbenlyst undersøgende på hende, hun var næppe en eftersøgt terrorist, snarere en eller anden kendis fra tv, som min hjerne ikke var i stand til at grave frem."Det var mig der var med i serien: "Kvinden i midten", hun strøg håret tilbage og smilede til mig, hun smilede meget: "Nu har jeg brug for noget fred og ro".

"Jamen så er du kommet til det rigtige sted", jeg trak på smilebåndet: "Her vender kragerne".

Kvinden i midten var en serie der kørte for fem år siden, afsindig spændende. Hovedpersonen blev udsat for alskens genvordigheder, men som en slags kvindelig James Bond klarede hun sig levende gennem alle forviklinger. Jeg fulgte spændt historien hver lørdag, og det var en sorg da den var slut. "Du ligner hende ikke", sagde jeg og mente det, personen foran mig var kraftigere, og så var hun ovenikøbet mørkhåret.

Ester smilede overbærende: "Det er fem år siden, og jeg havde paryk på".

Nå ja, selvfølgelig, skuespillere kan alt muligt, og et eller andet ved hende, havde også virket bekendt. Tænk at jeg sad her en onsdag formiddag med selveste Miss Morianna: "Kan vi tage en selfie"? Spurgte jeg. Jeg ville sende den til Jens Ole:"Ja, ja", hun nikkede og så op fra kaffekoppen. Jeg for over på den anden side af bordet, og stillede mig smilende bag hende, med mobilen rettet mod os som et projektil: "Smil", sagde jeg og trykkede på knappen.

"Du kunne bo hos mig", tanken var fristende: "Jeg har et lille værelse. Det er pulterkammer nu, men det kan hurtigt ryddes".

Hun rystede på hovedet: "Det lyder for småt. Jeg har lidt flere ting, jeg gerne vil have med mig".

Nå ja selvfølgelig, sådan en berømthed, havde nok et forholdsvis stort flyttelæs. Men huset nederst i
   Vænget, nummer 4 var til leje, det vidste jeg, ejeren havde fundet arbejde i Århus og lejede nu det usælgelige skur ud. Faktisk var det ikke så ringe endda, selvom det var et træhus af ældre dato.

"Jeg ved et sted", sagde jeg: "Vi kan køre hen forbi. Der står et telefonnummer i vinduet".

Hun lyste op, hele hendes ansigt strålede. Åh og jeg fik et sug i maven:"Tak", hun lænede sig frem over bordet, og klemte begge mine hænder hårdt: "Lad os tage derhen med det samme", opfordrede hun: "Jeg løber ind og betaler".Jeg blev siddende, med en følelse af at eventyret kun lige var begyndt.

Ugen efter kørte Jens Ole flyttebilen ind på parkeringspladsen i Vænget nummer 4. De fleste af byens borgere var mødt op, angiveligt for at hjælpe. Men tro mig når det kom til stykket var det nok for at se papegøjen. En kendis iblandt os, det overgik vores fantasi. Jeg måtte stadig, ind imellem, knibe mig i armen for at tro det.Det bedste var når hun kom og bankede på, og vi drak kaffe. Og når hun ville have mig til at hjælpe med at flytte ting på plads i huset. Hun sagde jeg havde naturligt talent for indretning. Jeg forærede hende rørt de fine gardiner jeg syede: "De er skabt til min stue", som hun sagde: "Se den farve, den passer præcis til sofaen, og buen i siden matcher bordets bue perfekt". Hun gjorde mig glad.
   "Du er så sød", sagde hun altid, og til sidst troede jeg på det.

Hun blev min ven. Den røde rose som havde ført os sammen, forærede jeg hende i indflytningsgave. Vi plantede den sammen, i et bed ved terrassen, en mandag et par måneder senere. Duften var heftig, da vi efterfølgende sad ude ved bordet og nød hver sit stykke smørrebrød, og iskold hvidvin, som jeg havde medbragt:"Du er en sand ven", sagde hun og løftede glasset til hilsen.
   Tjah, jeg havde da hjulpet hende med forskelligt. Hun brugte altid store ord: "Det er rart vi har lært hinanden at kende", svarede jeg og klinkede tilbage.

"Du elsker hende jo", Jens Ole holdt mig fast i favnen, jeg kunne ikke slippe ud.

"Åh", pippede jeg inde under hans arm: "Hun har snydt os alle sammen".

"Det kan godt være, men du havde det sgu sjovt imens", han lo og drejede rundt med mig, en slags vals. Jens Ole kan ikke danse, han træder mig over tæerne, så det var mere en slags rotation, en karruseltur. Hvad var det hun gjorde? Så mesterligt? At vi dansede efter hendes pibe."Jeg har noget jeg vil give dig", stemmen smøg sig blødt om mig: "Bliv siddende", hendes hænder lavede et let tryk på mine skuldre før hun rejste sig og forsvandt ind i huset. Der gik et øjeblik før hun dukkede op igen med noget i favnen. Hun blev stående i terrassedøren og foldede det ud. Det var guldkjolen, Kvinden i midtens favoritdress. Jeg gispede og trak endnu mere efter vejret, da hun lagde den i skødet på mig: "Her", sagde hun: "Den er til dig, jeg kan alligevel ikke passe den".

Jeg stirrede op på hende: "Det skal du da ikke. Tænk hvis du fortryder"?

"Det gør jeg ikke", hun så bestemt på mig: "Gå ind og tag den på".

Jeg skulle kun opfordres en gang. Det var ubeskriveligt. At trække kjolen over hovedet, gjorde noget ved mig. Hele min krop rettede sig op. Jeg sejlede nej svævede ud på terrassen, som en dronning. Med løftet hoved, var jeg stærk. Kjolen passede perfekt. Ikke så ringe endda tænkte jeg, da jeg så ned over min 43 år gamle mave.

"Yndig", sagde hun: "Du er yndig".

Store ord.
   Ja jeg var yndig, med kjolen på lignede jeg en verdensstjerne, Esters tryllestøv landede på mig. Jeg var taknemmelig, som et lille barn, der så op til mor.Vi dannede en smuk symbiose, langsomt gled vi ind i hinanden, jeg følte med hende og hun med mig.Så da hun fortalte om sygdommen dens ofre, og hendes hemmeligholdte søn, snørede min hals sig sammen og tårerne fyldte mine øjne til bristepunktet. Om jeg ville hjælpe? Var ikke et spørgsmål, nej, det var en selvfølge. Vi samlede en halv million ind på Facebook i løbet af en måned. Jeg er ferm på computer. Via mit arbejde har jeg beskæftiget mig med den slags i mange år, så det var nemt for mig at arrangere det hele. Der var nok penge til at sønnen kunne rejse med sin far til Amerika og modtage den nødvendige behandling. Billederne viste lovende fremgang, en smilende dreng med drop i armene, tynd og bleg men i fremgang.

Hver dag gik jeg min daglige morgentur ned og banke på, Ester og jeg drak kaffe, og briefede. Hun fortalte det sidste nye fra New York og jeg berettede hvordan indsamlingen skred frem. Vi satte billeder ind på hjemmesiden. "Hele byen hjælper Ester" kaldte jeg den, og jeg skal da love for at byen også fulgte med, især fru Lorenzen, som altid kom ud og talte med mig, når jeg gik hjem fra Ester, bortset fra selvfølgelig når det var regnvejr. Så stod hun gerne og skuttede sig i døren, og kaldt mig til sig, det sidste nye måtte hun have med. Og Jens Ole, han mente efterhånden det gik for vidt. "Jeg er ikke jaloux anlagt", påstod han: "Men bruger du ikke i overkanten af tid"?Den lille time om morgenen kunne han vel undvære mig, vi foretog os sjældent noget særligt lørdag og søndag formiddag. Mit liv havde ændret karakter ja, der var pludselig mening, noget godt jeg kunne gøre. Andre stolede på mig og min indsats. Det var stort, fantastisk og helt uden sidestykke den lykkeligste tid. Ester fortalte ellers ikke meget om sit mislykkede ægteskab, og heller ikke sønnen, som nu boede sammen med sin far. Det forekom mig på ingen måde mærkeligt. Der er så mange ødelagte ægteskaber derude i virkeligheden, fulde af bitterhed og had. Og derfor bryder folk sig ikke om at tale om det.

I det hele taget var jeg så absolut og helt igennem positivt indstillet, så langt fra hvordan det havde været hidtil. Tidligere havde en vis pessimisme altid gennemsyret mig, for man ved aldrig hvad der kan ske, og livet er ingen søndagsskole. Alt dette syntes pludselig begravet, til fordel for en ukuelig livsglæde. Jeg slog, glad(fro), øjnene op, hver morgen, selv den sureste regnvejrsdag, kunne ikke længere, ødelægge humøret. Arbejdet gled på skinner, min chef det sure spektakel, smilede når jeg fortalte om de nye kunder jeg havde rekvireret. Og jeg undrede mig, undrede mig over at jeg aldrig havde set hende smile før. Ti år havde jeg fundet mig i hendes tyranni, og nu som ved et trylleslag, bare fordi jeg selv var glad, ændredes alt.

I disse dage smilede Ester altid lidt vemodigt når jeg svømmede over i min glædesrus. "Det er dejligt at høre", sagde hun.

Så blev jeg lidt flov, og tavs, og når jeg kom hjem, gjorde jeg en lidt større indsats med at skaffe penge til indsamlingen. Når jeg spurgte om hun havde lyst til at tage over til sønnen, svarede hun nej, hun ville bare gerne have han fik det godt. Noget enhver forælder kan forstå, selv jeg, der ikke har børn, forstår det.

Jeg var glad og der var ingen klokker der ringede. En enkelt gang, spurgte banken ind til kontoen jeg indbetalte på. Jeg kontaktede Ester, hun fik fat i eksmanden, og så kom der styr på det. Hvordan havde jeg ingen anelse om, jeg hørte bare ikke mere.

Signe Jørgensen var navnet på journalisten, der kontaktede mig en fredag på arbejdet, hun ville høre om Byens indsamling. Jeg stillede beredvillig op, og fortalte senere på dagen inspireret om Esters kræftsyge søn. Da vi sluttede samtalen spurgte Signe, om hun måtte researche mere. Det kunne jeg ikke se noget odiøst i.
   En uge efter ringede hun mig op, og spurgte mig om jeg var helt sikker på oplysningerne omkring drengen.
   "Ja da", svarede jeg: "Jeg har set billeder af ham".

Jeg vidste Ester var skilt og at sønnen blev konstateret syg for to år siden, og jeg havde jo tjekket op på det.

"Hvor kunne du", jeg stirrede på hende.

"Jeg skulle bruge pengene", hun så på mig siddende ved sit køkkenbord med den fyldte kaffekop, som så ofte før.

Jeg drak af min kaffe: "Men at bruge din søn?"

"Min søn er rask igen, han lider ingen nød. Han og hans far skiftede efternavn og flyttede til Californien".

"Nå", jeg så på hende, hvad havde det med sagen at gøre?

"De har sikkert intet opdaget", hun glattede håret som for at berolige sig selv, så så hun ned for første gang under samtalen.

"Det er økonomisk svindel, og du har brugt mig og din søn til det", alt i mig kogte, jeg drak det sidste kaffe og smed koppen fra mig i køkkenvasken, så spurtede jeg mod udgangen: "Vi ses i retten", jeg kendte ikke min egen stemme, den var i det røde felt. Et var helt sikkert, nu ville hendes søn og eksmand alt at vide

Hjemme igen besluttede jeg mig for at lave en portion boller, Jens Ole skulle komme på week-end, han elskede mit hjemmebag, og måske kunne jeg på den måde slippe af med hidsigheden.
   Jeg æltede dejen grundigt, smed hænderne ud i arrig kamp, al min galde alt det jeg havde troet, maste jeg og drejede nakken om på. Hvor kunne hun, hvor kunne nogen i det hele taget. Hele vores by var på landets læber, som var vi en hob af tyveknægte, og jeg, jeg skulle møde i retten om en måned, for det var mig der havde oprettet siden, mig der havde indsamlet penge.

Signe Jørgensen var ubønhørlig. Jeg havde kontaktet hende, og hun tilføjede da også lidt af min version. Men byens ry som et sted fuld af svindlere, var ikke sådan at slippe af med. Vi måtte have vidst hvad der foregik, og dermed var vi skyldige.

Hun er flyttet, flyttebilen kom i går. En del mænd i blåt tøj, bar flyttekasser og ting ud. Ester stod i indkørslen og styrede slagets gang. Jeg skal indrømme jeg nærstuderede menageriet fra hjørnet af min grund, jeg brugte sågar min kikkert, og zoomede ind på hendes ansigt. Hun lignede ikke en der på nogen måde havde dårlig samvittighed, glad og smilende var hun. En mand stod ved siden af, høj, elegant, ung. Han lignede Erik Davidsen det nye talent. Skuespilkometen, der havde overhalet alle de garvede indenom. Han vandt en Oscar sidste år. Ester havde vist været ude med snøren, den måde han bøjede sig over hende og kyssede hende på kinden, antydede en mulig romance,

Jeg overvejede at tage guldkjolen, skride ned af vejen, og smide den lige i fjæset på hende igen, nej og jeg gjorde det ikke.

Hun fik fem år in absentia. Jeg derimod, fik en betinget dom på 5 måneder, og en fyreseddel. Efter dommen solgte jeg guldkjolen, til selveste Erik Davidsen. Han påstod han ikke vidste hvor hun var. Men hvorfor ville han absolut købe kjolen, og hvorfor betalte han så stort et tocifret beløb for den?

For pengene inviterede jeg Jens Ole med på en uforglemmelig tur til Spanien.
   "Noget godt kom der ud af det hele",
   Vel fremme satte vi os ned på den lokale bar og drak vin:

Jens Ole så fiffigt på mig: "Jeg lagde for øvrigt mærke til den meget røde rose i dit forbed, da jeg hentede dig i morges, hvor har du hugget den"? Han lo og løftede pegefingeren.

"Den er både købt og betalt", jeg nikkede.

Det var en fantastisk rose. På en eller anden måde hørte den til hos mig, nu hvor Ester var væk.

For hun var noget særligt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/06-2020 22:01 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3283 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.