Det er utroligt med ham Max M


2 måneder, 3 dage siden 2 kommentarer Noveller samtale krise samliv

0To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
1 måned, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
2 måneder, 3 dage siden
1Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
2 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
5 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
5 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
5 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
5 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
6 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
6 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
6 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
6 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
7 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
7 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
11 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
14 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
14 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden

Puls: 20,1

Publiceret: 3
Afgivet: 11
Modtaget: 3
Allan Andersen (f. 1980)
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi kan da godt drikke te, hvis det skal være. Det kan vi da sagtens, hvis hun mener det er Earl Grey-time. Vi havde allerede snakket om det, at det ville være en fin aften at drikke te i, og jeg havde tænkt på, hvad det præcist var, der gjorde denne aften perfekt til det.
   Måske det er vejret?
   Eller forholdet?
   "Skal vi ikke have den med blåbær," råber jeg ud til hende. Hun er på toilettet.
   Måske hun fortsat er igang med at tælle rynker derude?
   Vores spejl er utaknemligt stort, det tager ikke højde for vores begyndende alderdom. Det er en serveringsbakke for appelsinhud, høje tindinger og grå brystbehåring. Forfald. Afskyeligt forfald. Hud der hænger. Jeg kunne lave et helt Scandic Hotel-menukort over samtlige af de skavanker og kropslige slitager, der opstår med alderen i dette hus.
   Sætter kedlen ned over holderen. Tænder.
   Jeg tager blåbærteen, og krydser fingrer for, at hun kan lide den. Jeg kan ikke huske det. Er det også en skavank, at man glemmer hvilken te ens kone kan lide? Kan hun overhovedet drikke te? Hvad med kaffe? Jo, den drikker hun da (mild).
   Jeg tager en klud og tørrer bordet af.
   Der er karrygule pletter fra aftensmaden. Mens jeg fjerner dem, synes det mig en fjern fortid, dengang vi sad og spiste kylling i karry her til aften. Jeg kan ikke huske, om vi snakkede sammen, eller om vi i det hele taget trak vejret.
   En skulptør havde sat sine værker ved et spisebord. Tomme blikke.
   Det var dér hun spurgte, om der var kommet flere rynker til. Jeg havde kigget på hende. Jeg anede ikke, at jeg ikke skulle tage hendes spørgsmål alvorligt. Det gjorde jeg.
   Ja.
   Det var mit svar.
   Klaus, hvorfor siger du sådan noget?
   Jamen, Malene, hvorfor spørger du om sådan noget?

"Hvorfor tror du, at jeg ville have sex under det kolde vand," spørger jeg hende, efter hun er kommet ud i køkkenet. Jeg forsøgte at få hende med ind under det kolde vand, kneppe hende med iskolde stråler. En vækkelse.
   Hun var ikke samme sted som mig.
   Hun træk sig væk. Kaldte mig pjatrøv. Stupid mandsling. Sådan noget.
   Og talte rynker.
   I samme øjeblik hun nulrer sin ene albue foran elkedlen, slår det mig, at jeg aldrig har brudt mig om netop hendes albuer. De er for spidse. Noget man kan skære sig på. Hun elsker at nulre dem, jeg elsker at hade dem. Sådan er det.
   Jeg gentager mit spørgsmål, fordi hun ikke svarer første gang.
   "Hvorfor tror du, jeg gerne ville bolle dig under det kolde vand?"
   "Fordi du vil se mine gåsepatter på min krop," spurgte hun.
   Ikke et dårligt svar. Men forkert.
   "Nej."
   "Hvorfor så?"
   "Kreativitet i sexakten kan redde et forhold. Det har jeg hørt Max M fra Staden sige. Ham sexologen, du ved nok," siger jeg så.
   Jeg har ventet på at nævne Max i flere dage, måske uger. Han kunne godt blive vores redning.
   "Har han nu åbnet munden igen? Han er altså for viderekomne!"
   "Han har vist åbnet mere end det."
   "Klaus for fanden! Det er ulækkert."
   "Han siger, at man skal tænke sex ind i nye rammer, og så kom jeg til at tænke på koldt vand. Iskoldt vand."
   "Siger Max, at man skal bolle under det kolde vand?"
   "Ikke just det."
   "Men hvad siger han så?"
   "At man skal have mere fysisk smerte ind i et forhold."
   "Det er utroligt med ham Max!"
   "Hvad mener du?"
   "Jeg tror slet ikke, han har noget sexliv selv."
   "Det tror jeg."
   "Det tror jeg ikke."
   "Det tror jeg."

Jeg er i venteposition, foran elkedlen, der snart vil få vandet til at koge, og denne ventetid giver mig tid til at tage en dyb indånding. Et damptromlepust. Den dybe indånding ender i en tør hoste, der drukner til lyden af vand, som begynder at koge i elkedlen.
   Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden sådan et apparat.
   Så er der kun Malene og blikket tilbage.
   Jeg har overvejet at skrive et skilsmissedigt, når vi en dag, måske en dag, går fra hinanden. Den skal hedde Malene og blikket. Hun har sådan et blik, som man sagtens kan skrive et skilsmissedigt om, og som man ikke kommer til at savne. Når jeg flytter alene i lejlighed, og ikke savner hende mere, vil jeg skrive det digt. Jeg tror ikke, at jeg vil komme til at savne hende ret længe. Måske jeg vil komme til at savne hende, men jeg tror det ikke. Ret længe.
   "Hvad," siger hun.
   "Jeg sagde ikke noget."
   "Så var det nok knappen på elkedlen, der gav slip."
   Jeg tager kedlen af holderen og går hen til kopperne, der står og slet ikke ligner noget, der vil gå i stykker. Et skår på den ene kop. Men stadig færre rynker end min kone. Ingen spids albue.
   Tænker jeg.
   Der dufter snart af blåbær i hele køkkenet, og jeg får lyst til at undskylde overfor hende, fordi der dufter så godt.

"Jeg har brugt lidt for meget te. Undskyld hvis duften er for stærk."
   "Duften er ikke for stærk."
   "Men hvis den er, skal du i hvert fald have undskyldningen."
   Hun ryster på hovedet.
   "Den er jo ikke for stærk, siger jeg."
   "Ja det gør du godt nok."
   Duften af blåbær er fremmed. Skulpturelt.

Tebrevene ligger og ligner lig i en flod nede i kopperne, tænker jeg, men nævner det naturligvis ikke. Vi har ikke brug for flere lig i vores dødsbo. Slet ikke nu Malenes mor døde sidste sommer. Mens de sank hende seks fod under jorden oppe på kirkegården, fik jeg den her følelse af, at jeg kendte hendes mor bedre end hende. Jeg så på et større område på gravstenen, og jeg tænkte, om det gav mere mening, at Malene blev indgraveret på morens gravsten, end at skrive hende på dén, der blev mig tildelt.
   På min gravsten skal der stå: Død og borte. Ikke andet.
   Heller ikke det sagde jeg.

"Hvor er vi på vej hen," spørger hun senere. Måske tidligere. Jeg kan ikke huske det. Kronologien kan ikke leve i et dødsbo. Den svinder ind. Skrumper ind. Visner bort.
   Jeg snuser til teen, og jeg holder af blåbærteen, fordi den insisterer på en stærk duft. Uanset hvor forkølet man er, tænker jeg, kan man altid få en lille snert af den fortryllende duft.
   Hun gentager sit spørgsmål, fordi jeg ikke svarede første gang. Ofte kommer svaret ikke første gang, og jeg er begyndt at tænke, om vi begge tror, vi snakker med os selv. At vi er begyndt at være vores egen bedste ven. Kabalefolk.
   "Hvor er vi på vej hen?"
   "Mener du i livet generelt," spørger jeg.
   Jeg ved godt, hvad hun mener, men selv her, i dette køkken, i denne scene, det her sted i livet, kan jeg ikke lade være at drille hende.
   "Jeg snakker om os to," siger hun.
   Jeg lægger en hånd ned på bordpladen, som hun kunne gribe fat i. Ikke at hun absolut skal gøre det, men som en mulighed. Jeg lader det være op til hende, at søge hånden, at søge mig. Hun vil opdage, at jeg har fået mindre hård hud med tiden, hvis hun gør det. Hun kender ikke til tilstanden af hård hud på min krop mere.
   "Vi er måske slet ikke på vej noget sted hen," spørger hun.
   Jeg forsøger at redde situationen med noget svulstigt, sådan et eksistentialistisk spørgsmål:
   "Vi er vel altid på vej et eller andet sted hen?"
   Jeg tror ikke, at det var særligt vellykket (slet ikke).


*


Jeg famler ud efter Max. Hvor er du, når jeg har brug for dig? Max, for fanden, hvordan får man sin kone lokket ud under den kolde bruser? Hvordan får man hende til at prøve noget nyt, og glemme alle de dumme tanker. Jeg får lyst til at byde ham på en Ale No. 16 og nogle chilinuts på en pub i Staden. Få en snak om Malene med blikket.


*


Hun trækker blusen over hovedet. Det går fint noget tid, og jeg tager strømperne af igen, for anden gang denne aften, og hun fører min ene hånd ned mellem lårene, tager fat om min penis, som er den et tømt batteri, der skal smides i skraldespanden.
   Skulptøren giver os lov. Til at være lidt menneske igen.
   Jeg forsøger ikke at se for længe på hendes albue.
   "Skal vi ikke følge Max' råd," spørger jeg.
   "Til helvede med Max. Jeg er ligeglad med ham. Han lugter."
   Hun river i min penis, som er den en hjertestarter.
   "Du har jo ikke engang mødt ham," siger jeg.
   "Jeg kan se på mennesker, når de lugter, Klaus."
   "Hold nu op! Det kan du da ikke!"
   Jeg bider tænderne sammen.
   Jeg kigger på hendes albue.
   Hun går helt hen til mig, og hun har fundet frem til min tunge. Vi kysser, og hun smager af blåbær. Det gør jeg sikkert også, tænker jeg. Jeg kan godt forestille mig noget værre end det her, denne scene, det her sted i livet.
   "Vi boller udenom Max," siger hun så.
   "Det kom lidt bag på mig," siger jeg.
   "Hvad?"
   "At du bed mig i læben. Jeg troede, at vi var på vej til at gå fra hinanden?"
   Hun smiler til mig.
   "Man kan vel godt bide hinanden og gå fra hinanden bagefter?"
   Jeg kigger søgende på hende.
   "Mener du det?"
   "Der er ikke noget nemmere end at gå fra hinanden. Det kan man gøre efter alt muligt."
   "Du er blevet tyndere," siger jeg så, og hun tror, at jeg mener det som en kompliment.
   Jeg er til store hofter. Det har hun vist glemt.
   "Tak," siger hun.

Jeg lader min ene hånd føre ned mod navlen. Engang sagde jeg til hende, at mit yndlingssted på hendes krop var hendes navle. Det var en løgn.
   Jeg propper sin ene finger ind i hendes navle nu.
   "Jeg er stadig vild med din navle," siger jeg, og hun smiler.
   "Jeg ved, du lyver, men det er faktisk sødt sagt," siger hun.
   "Jeg elsker dig, Hanne," siger jeg så.
   "For fanden, Lars, jeg hedder sgu da ikke Hanne," siger hun.
   Dét øjeblik hvor man bare ved, at man har dummet sig.
   Jeg aner ikke, hvor Hanne kommer fra. Det ville være søgt, hvis det var en elsker, og næsten lidt kært, hvis det var en barndomskæreste. Men det er ingen af delene. Jeg kender ingen Hanne. Det er heller ikke min mor. Ofte er det et moderkompleks eller en ekskæreste, som ligger til grund for navneforvekslinger, men jeg kender absolut ingen, der hedder Hanne. Hun tror sikkert, at det er en elsker.
   "Det kom bare ud af munden på mig, Malene," siger jeg undskyldende.
   "Hvem er Hanne," spørger hun, og jeg trækker på skuldrene.
   "Det kan være Hanne Boel. Hun er den eneste, jeg kan komme i tanke om."
   "Hanne Boel. Nu må du fandeme have mig undskyldt! Ligger du og piller ved min navle, mens du tænker på Hanne Boel?"
   Jeg venter på, at hun skal begynde at grine, for det var til de skrå brædder det her. Kunne have solgt den til Dirch Passer og Kjeld Pedersen.
   "Nej, nu husker jeg det," siger jeg. "Hanne er Max Madsens kone. Som han ofte har med i sine sexologiske undersøgelser."
   "Det er dog utroligt med ham Max Madsen!"

Så kysser jeg hendes modermærke til højre for fissen. Det har jeg ikke gjort i mange år, tænker jeg, og har helt glemt, hvad jeg altid har forestillet mig, at det ligner. En sky? En dyb tallerken?
   Trusserne ryger af.
   Toppen ryger af.
   Støvet fra fordybningerne i granitfiguren.
   Skulptøren giver os lov.

Bagefter tager jeg selv alt mit tøj af, og hun hjælper lidt til, men samarbejdet er lidt kejtet. Som børneopdragelsen har været det. Jeg tror, vores forhold har gjort Markus til bøsse. Men han har da en mand, som han elsker.
   Jeg berører hendes ene brystvorte. Jeg har en favoritvorte. De fleste har vel sin egen favoritvorte. Min er den længste.
   Jeg begynder at kysse den.
   Bider let i den, men ikke let nok, åbenbart, og hun trækker sin vorte til sig. Dem begge to.
   Jeg føler mig berøvet.
   "Jeg kan altså næsten ikke bide blidere," siger jeg til hende.
   Hun forsøger at knappe mine bukser op, men det er de vanskelige bukser, jeg har taget på. Jeg stod ikke op med den tanke, at vi skulle have sex. Det havde jeg slet, slet ikke set komme.
   "Lad mig om at knappe bukserne op," siger jeg bagefter, irriteret. Vi er nødsaget til at dyrke sex med hinanden sådan irritable.
   "Du er sgu også så selvstændig," siger hun så, og jeg anede ikke, at det var et problem, denne selvstændiggørelse. Jeg famler efter noget svulstigt eksistentialistisk igen, en knudret, højtvragende sætning.
   "Vi er i grunden alle kun os selv."
   Bukserne ryger af.
   "Hvad mener du med det?"
   "Ikke noget."
   "Jeg forstår det ikke."
   "Kom med ind i bruseren, skat."
   Jeg tænder for vandet i bruseren. Skubber hende ind mod det, så jeg kan bolle hende under koldt vand. Mærke kroppen. Fysisk smerte som Max promoverer det.
   "Arhhhhh!" skriger hun. "Det er jo skidekoldt!"
   Jeg bliver irriteret, for jeg ved jo, at hun er vinterbader. Vi er i grunden alle kun os selv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/06-2020 18:01 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2223 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.