Jeg vil her kalde mig Jack. Jeg er 30 år, lever alene og er jomfru, noget jeg vil være til den dag jeg dør - for jeg ved, hvad jeg er.

Hvad jeg i virkeligheden hedder, hvor jeg bor og andre ligegyldige trivialiteter, er uden betydning for den historie jeg vil fortælle, er nødt til at fortælle. For min egen skyld, for de kvinder der gennem årene har haft en ting for mig - og for de kvinder der i fremtiden måtte føle sig tiltrukket af mig.
Når jeg afviser dig, kigger dig dybt i øjnene og fortæller dig, at det ikke er dig, men mig der har et problem, så er det ikke en letkøbt undskyldning for at slippe af med dig og bestemt ikke udtryk for at jeg ikke finder dig tiltrækkende, tvært imod, det er den skinbarlige sandhed - and you better believe it!

At jeg er som jeg er, kan jeg ikke bebrejde nogen. Jeg har haft en god og tryg barndom, er vokset op i en middelklassefamilie og har aldrig manglet noget - hverken materielt eller følelsesmæssigt. Mine forældre elskede mig over alt på jorden og har altid støttet mig, uanset hvilke tossede idéer jeg fik og hvilke umulige projekter jeg kastede mig ud i.
Ingen bærer nogen skyld, heller ikke jeg - jeg formoder jeg er født sådan.

Før teenageårene var jeg som alle andre drenge. Det tror jeg i hvert fald. Det var først da piger begyndte at blive interessante, det gik op for mig at jeg var anderledes.
Når de andre drenge snakkede om deres første seksuelle erfaringer, forstod jeg ikke deres iver efter at behage deres partner og da slet ikke den ophidselse det tilsyneladende gav dem at se en pige nyde. Den tanke lod mig helt kold. Det samme gjorde de pornofilm, som de andre drenge så ivrigt så på nettet.
Måske derfor, undgik jeg hele min ungdom de piger, der viste interesse for mig, og hurtigt fik jeg prædikatet bøsse hæftet på mig. Intet kunne dog være mere forkert. Jeg er klart til kvinder.

Jeg skulle blive 19 år, før jeg fandt ud af hvad jeg virkelig tænder på.
Jeg surfede, som så ofte før, porno på nettet. Ikke de almindelige sites, dem havde jeg forlængst skiftet ud med den mere avancerede af slagsen, dog uden på nogen måde at komme helt op at ringe. Men denne aften faldt jeg over noget jeg aldrig før havde set. Jeg skal skåne jer for detaljerne og blot sige, at der var scener med kvinder skrigende i smerte og med oprigtig dødsangst malet i ansigtet. Jeg havde aldrig før været så hård og min orgasme synes ingen ende at ville tage.

Efterfølgende skammede jeg mig, følte væmmelse ved mig selv og forsøgte desperat at finde tilfredsstillelse ved noget andre ville kunne acceptere, ved noget jeg selv kunne acceptere - et på forhånd dødsdømt projekt. Man er, hvad man er og det står ikke til at ændre - det er den erkendelse jeg er kommet til. Men man er selv herre over sine handlinger!

Så kære kvinde, når jeg afviser dig, kigger dig dybt i øjnene og fortæller dig, at det ikke er dig, men mig der har et problem, så er det ikke en letkøbt undskyldning for at slippe af med dig og bestemt ikke et udtryk for at jeg ikke finder dig tiltrækkende, tvært imod, det er den skinbarlige sandhed - and you better believe it!