2Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - III
Jeg kan huske dagen op til min første ildkamp. Det var i februar.... [...]
Romaner · krig, afghanistan, mørke
7 dage siden
3Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - II
Jeg så Afghanistan første gang gennem et ovalt flyvindue. Jeg sov... [...]
Romaner · krig, afghanistan, historie
13 dage siden
4Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Romerta...
Jeg havde ikke sex i mere end et år, efter jeg kom hjem. Jeg kan ... [...]
Romaner
22 dage siden
1Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Prolog
Jeg tøvede længe med at skrive denne bog. En af årsagerne var, at... [...]
Romaner
23 dage siden

Puls: 52,4

Publiceret: 4
Afgivet: 15
Modtaget: 9
John Katz (f. 1984)
Jeg tøvede længe med at skrive denne bog. En af årsagerne var, at mine minder om Helmand var en mosaik, der ændrede sig over tid. Dens elementer blev skiftet rundt, efterhånden som tid og personlige erfaringer kastede mig hid og did. En anden årsag var en følelse af skam. Skam over, at føle et behov for at skrive om krigen. Hvorfor følte jeg mig berettiget til overhovedet at skrive om Helmand og dens danskere, britere, amerikanere, tajikker, pashtunere, baluchier, hazaraer? Kunne jeg skrive sandt og ægte herom?

Helmand var en af de mest voldsomme kollektive erfaringer, Danmark har oplevet siden Anden Verdenskrig. Den involverede så mange mennesker, hvis oplevelse af krigen ikke kunne tænkes altid at være i overensstemmelse med min egen. Den kompromitterede historien om os selv og vores land. Men samtidig var den mærkeligt irrelevant og uvedkommende. Hvor blev beretningerne af? De sande beretninger? Dem, der var i overensstemmelse med, hvad krigen egentlig var? Efterhånden indså jeg, at hvis der skulle eksistere andet end krigsmemoirer, der kun berørte overfladen af soldaterforfatternes eget følelsesliv, eller værre, prosatekster med stereotype plotforløb skrevet af turistforfattere, der ønskede at være sandhedsvidner for en hjemlig politisk kamp mellem det konservative og det progressive. En kamp, der allerede dengang var ved at være uddateret. Ingen af dem, følte jeg, gengav SANDHEDEN om krigen i Helmand. Men ofte angreb min selvkritik med det samme arrogancen i denne følelse, og min skriveblokering vedblev. Også på grund af bevidstheden om samme personers magt til at gennemhulle mine egne minder, der jo var hellige og sande. Minder, jeg udelukkende følte trang til at skrive for derved at slå dem ihjel. Så jeg kunne lægge dem i kister og begrave dem endeligt oppe i hovedet. Uden at de om natten skrabede på kistelåget eller brød løs og sneg sig omkring i min hjerne som snublende, tavse lig, ved at få dem kastet i hovedet igen og igen i en eller anden offentlig eller litterær debat. Jeg ville gerne forklare, men uden at forklaringen havde et egentligt mål.

En tredje årsag var, at min udsendelse føltes for stereotyp for, hvordan en oplevelse med krig er. En ung soldat tager ud, oplever kamp, forvirring, død og desillusion for så at komme hjem i stykker med en eller anden banal og søgt mytisk sandhed. En myte, der blev reproduceret i vores kultur og nivellerede alternative fortolkninger, endda sande fortolkninger. Kunne det passe, at jeg havde oplevet den fortærskede spændingskurve så morbidt elegant og velkomponeret, eller var det noget, jeg havde efterrationaliseret i mit forsøg på at skabe mening oppe i hovedet? Havde jeg entreret en eller anden hellig klichéernes hal og nu nået et skridt videre i spillet om social kapital og personlig udvikling? Eller var jeg blevet ført derind af en underbevidsthed, der var blevet "resocialiseret" ind i min egen vestlige freds- og monokulturs kageformer igen? Var det bare det? Var det hele i virkeligheden blot et stort spil, og udsendelsen i sig selv kun en lille undtagelse, en skærsommernats mareridt om noget friere og mere ægte?

I mine studier af krigsforfattere indså jeg, at de fleste angav, at de i deres krigsromaner havde omrokeret på deres historier eller havde taget andres historier og gjort dem til deres. Havde ændret på selve krigens til dem hellige og overleverede essens. De havde derved lavet noget, der var kompromitteret, følte jeg, ikke sandt. Sandhed var af en eller anden grund af den allerstørste vigtighed for mig. Det efterlod mig skuffet, da jeg indså, at mistanken om det løgnagtige i næsten alle tilfælde ikke kunne afvises. For hvad stillede jeg så selv op. Alle mine minder var fra hændelser, der skete og fandt sted. Et var, at det, jeg nu havde besvær med at relatere til i vores kultur, var konstrueret og falskt. Noget andet var, at disse forfatteres historier, der skulle afspejle min egen følelse af det sande i min læsnings katarsis, måske også var det.

Det er mig uvidst, hvorfor lige dette var en forhindring for min vilje til at skrive bogen i så lang tid. Men jeg vil gerne angive, at alt hvad der er skrevet i denne bog fandt sted, og de fandt sted for mig. I Helmands mosaik, som den er lagt i mit hoved, er detaljer sikkert lavet om i min psykes først desperate og senere konstante forsøg på at give udsendelsen mening. Men de her ting skete for mig. De her ting skete.

Jeg tror ikke, jeg endnu har forstået, hvad jeg oplevede i Helmand. Jeg følte, at jeg kom tæt på et eller andet "sandt", noget brutalt, indifferent og kosmisk, mens jeg stod dernede i ørkenen. I lang tid var jeg i Danmark forvist til mentalt at rende rundt i et ødeland inde i mig selv. Som en hellig tosse, der engang imellem udbrød sindssyge og oplysende indsigter på en bar eller efter et samleje, når traumerne brød frem under facaden. Jeg ved nu, at jeg havde en spirituel oplevelse i Helmand. Den var hverken positiv eller negativ. Den har til stadighed undsluppet naturvidenskabelig, psykologisk, religiøs eller eksistentialistisk forklaring. Og den har samtidig i forklaringens fravær kompromitteret alle fire retninger for mig.

Det var en nøgen åbenbaring. Den opløste alt, inklusive mig selv. Åbenbaringen var der bare. Den havde gennemlyst hele min væren som en sol gennemlyser et blad, men havde ligesom solen efterladt mig udtørret og uden svar. Meget få jeg talte med det om, havde nogen hjælpende indsigt at give. Monokulturen, vi levede i, havde tilsyneladende ikke længere ord eller sprog for at beskrive den. Det var ikke et element i folks liv mere. Men åbenbaringen var der stadig. Den var som at se op i en himmel. Som også var en afgrund. Som også var en kosmisk gud. Som havde oversvømmet dig som stod du på en havbund og al bevægelse var langsom og alt lys brudt, alt lyd afbøjet. Men du stod i en tør ørken i 60 graders varme.

Denne gud i naturen og i menneskene havde i sin eneste handling over for mig trukket et slør til side og havde tilladt mig at se vedkommendes tavse og indifferente almægtighed. Afgrunden gad ikke engang stirre igen, vi mennesker var ligegyldige for den, fanget i vores små, morderiske spil. Der var intet ekko, når vi skreg.

Hvad er en åbenbaring med et fravær af mening? Hvad er en meningsløs åbenbaring? Det drev mig til vanvid. Hvorfor sagde guden ikke noget. Hvorfor havde den ladet mig se! For så at hive mig væk fra dette hypnotiske syn og smide mig tilbage til Danmark. Jeg blev efterladt tom og forladt i en lejelejlighed.

Det er nu mere end ti år siden. Menneskene, jeg var dernede med, er døde eller rykket videre til andre ting. Nogle af dem sidder i en skov, andre i høje, ministerielle stillinger. Hændelserne jeg genfortæller, er i dag mest af alt historisk relevante. De er blevet gammelt pop, indoptaget som de er i monokulturens evige fremmarch.

Krigen vil komme til os igen. Andre vil tage afsted, andre vil komme hjem og andre vil blive der. Sådan vil denne økonomi fortsætte i dens cykliske inerti. Denne forskellenes, lighedernes, kropsdelenes og mindernes økonomi vil fortsætte. Den kan ikke stoppes. Hvis der var noget, den indifferente guddom overhovedet skulle havet skænket os, var denne økonomi netop det, netop dette håbløse og evige biologiske element i den menneskelige tilstand. Måske HAVDE guddommen et gemyt, et vakuummets evige, morbide fnis.

Ud over at begrave mine minder er mit eneste ønske med denne bog at blive klogere på økonomien. Det konstante og gentagne møde mellem overbevisninger, hudfarver, sind, kroppe, metaller, jord, vand, støv og minder. Og hvordan det var lige på dette sted, i dette geografiske og historiske rum, for nu lang tid siden. Økonomien har haft utallige former før vi levede og den vil have utallige andre efter vi er døde, men dette var formen i Helmand.
Forfatterbemærkninger
Det er en prolog, så den er betydeligt mindre litterær end det efterkommende. Jeg skriver autofiktion, eller autobiografiktion, hvilket vil sige fiktion baseret på autobiografi, ikrydret essayistik. Go' læselyst, og kritisér endelig så hårdt I føler. Hvis nogen af jer synes det er spændende nok seføli hahaha.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/07-2020 13:18 af John Katz (jonsplainer) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1312 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.