Cirkus Afghanistan [arbejdstitel]

Romertal I


22 dage siden 4 kommentarer 4 kapitler Uafsluttet Romaner

2Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - III
Jeg kan huske dagen op til min første ildkamp. Det var i februar.... [...]
Romaner · krig, afghanistan, mørke
7 dage siden
3Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - II
Jeg så Afghanistan første gang gennem et ovalt flyvindue. Jeg sov... [...]
Romaner · krig, afghanistan, historie
13 dage siden
4Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Romerta...
Jeg havde ikke sex i mere end et år, efter jeg kom hjem. Jeg kan ... [...]
Romaner
22 dage siden
1Cirkus Afghanistan [arbejdstitel] - Prolog
Jeg tøvede længe med at skrive denne bog. En af årsagerne var, at... [...]
Romaner
23 dage siden

Puls: 52,4

Publiceret: 4
Afgivet: 15
Modtaget: 9
John Katz (f. 1984)
Jeg havde ikke sex i mere end et år, efter jeg kom hjem. Jeg kan huske, jeg havde piger hjemme, resultatet af studiefesters tilfældighed. De kiggede på mig i halvmørket med deres kønne, dybe øjne, mens de sad op i min seng, deres bryster strittede som kæledyr, du ikke rigtig orkede at nusse igen. Pigernes øjne var døde som et lig, jeg havde båret rundt på. Ved en ejendommelig proces sov vi så, efter at jeg overbærende og smilende holdt om dem uden at gøre mere. Således kom jeg uden om, at jeg ikke var der, hos dem. Mit sind tilbad noget andet. Min krop tilhørte en anden, altid en anden.

Jeg var 23 år, da jeg tog til Afghanistan. Jeg tog afsted, da jeg kun havde haft et kort liv fyldt med længsel efter at se verden. Jeg kan huske, hvordan jeg i folkeskolen løb hen over roemarker og gennem korn. Jeg løb for at undgå, at min krop sprængtes ved at være afskåret fra enormiteten ude bag grænserne for Aarhus Kommune.

Min vej ind i Helmand startede med, at jeg sagde ja til at videreuddanne mig som sprogofficer i sproget pashto. Før det havde jeg læst arabisk på Forsvarsakademiet. Da vi var færdiguddannede og stod for udsendelse til Irak, trak regeringen de danske styrker ud. De spurgte os, om vi ville læse pashto i USA i stedet i et år. Vi svarede næsten alle nej tak. Jeg havde aldrig hørt om sproget før. Hvad skulle vi bruge sproget til. Helmand forholdt vi os ikke til. Det var endnu ikke gået op for os derhjemme, hvordan Helmand var. Sproget er på en måde en bastard, forstod jeg. Et indoeuropæisk sprog, omformet af indflydelsen fra arabisk skrift og kultur. De har det samme ord for mor og far som os. Et af deres drengenavne betyder koral, hvilket afghanske drenge gik rundt og hed midt der i ørkenen, og måske gik de rundt med den samme følelse som mig.

Idag går jeg på universitetet. Mit studie føles som et limbo, en afgangsterminal fyldt med lidt forvirrede og dvaske kroppe, men flyet letter aldrig. Jeg har følelsen af at gå rundt med en hemmelighed. Som om jeg har forstået noget vigtigt, ingen andre vil kunne fatte. Eller måske har jeg indrømmet noget over for mig selv. Noget, hvis indrømmelse ville gøre mine medstuderende vanvittige.

Jeg har ting i mit hoved, der gerne vil ud. Men de er rodet rundt og gemt væk, mellem cellefolder og i afkroge. Når jeg trækker dem ud af hjernen, er det som at trække glas ud af et knæ. Eller. Jeg mener. Det er den smerte, der ligger lige der i laget under trekanten mellem øjnene og næsen. Den, der kommer frem i stikkende bølger, når du er ved at græde. Den forgrener sig ned til maven, det øverste af den, som et langsomt lyn. En metalagtig smerte måske. Forgreninger af stål, der fører sig rundt i mellem hinanden som et ubøjeligt budskads, den spidder dit skelet, lige dér i dit legeme mellem trekanten og maven. Når du sætter dig forkert eller hopper for hurtigt hen over rendestene, kan du mærke den i ryk. Og du må stoppe op, inden forgreningerne får dig til at skrige.

Men rykkene kommer ikke, når du hopper over en rendesten. De fødes ikke af en fysisk handling. De invaderer dig, når du betragter en gågade fyldt med mennesker eller en sandbunke i vejkanten, efterfladt af noget vejarbejde, og alt hvad du tænker er risiko. Hold dig væk. Du forestiller dig, hvad der kan ske, for du har set, hvad der skete. Dyret i dig har lært en lektie, og dyret har sin egen vilje. Dit sind og din tankes kraft kan vågne engang i mellem fra sit fængsel inde i dyrets krop og skrige hjælpeløst, da det indser, at det igen i dag blot er passager.

Kroppen var så levende på patruljer. Sindet føltes fastforankret. Den følelse har jeg sjældent haft siden. Måske kun i det stille, lille rum, man har med sig selv efter orgasme. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har delt det rum med en anden. Det har kun været en krop ved siden af mig, der lå der og udåndede i dets sved. Som døende, der har mistet bevidstheden.

Vores sind var små sølvkugler, der blidt vuggede i kuglelejer af kød og hud. Vores kød bevægede sig i en trance. Om dagen blev det opvarmet, så fedtet under vores inderste lag opløstes og musklernes monotone bevægelser vred salt ud gennem lagene af udrustning. Salten satte sig som kalkhvide krusninger oven på kampuniformens sløringsmønster. Om natten frøs kødet i det svedfugtige tøj og kroppene vågnede ofte i mørket, rystende af kulde på feltsenge ved de glinsende flodlejer, som lige de nætter beskyttede vores flanker.

Patruljerne var en trance, du tilvalgte. En knivskarp bedøvelse. Men der var aldrig noget valg. Din krop gik med dig uafhængigt af dit sind. Sindet var blot en passager, der var fascineret af udsigten. Intet element af din væren kunne reelt finde ud af at sige fra. Efterhånden som du gik patruljer, troede du, at du blev træt. Men du gik blot længere ind i et rum. Det var et rum, der eksisterede inde i dig selv, og som samtidigt omkransede dig, og trykkede på dig, knugede dig, for at komme ind i dig, gennemsyre dig. Jeg finder nu, at det var sådan, man kunne gå ind i en dimension uden for eller oven over de tre, vi lever i i kraft af vores begrænsede sansninger. Men i Helmand eksisterede sansningerne både inde og ude på samme tid. Du følte dig forbundet til både det ydre og det indre. Over tid blev grænserne imellem dem opløst, alt imens landskabet blev frodigt, mudderet blev til støv, og temperaturen steg.

Det var måske med varmen, at opløsningen startede. Opløsningen af det der adskilte, af lagene mellem dig, kødet, huden, tøjet, kevlaren, og alt det udenfor. Efterhånden som du gik, gik du langsomt ind i en fugtig og støvet fjerde dimension, støvet var klamt og lagde sig på dig som tørt, vadmelt dug. Et vådt og tilsandet sted, hvor ting glinsede så skarpt, at passageren så alt, der lyste, som ætsende, skærende genskin fra metal. Et kamera, hvis linse blev splintret af en høj kontrastfunktion, og hvor billedet blev refrakteret på ukendte måder.

Du blev opløst, ind til du ikke var et individ. Du var en vandbaseret organisme, du flød igennem terrænet, en vandmand i ørkensandet. Dine kammerater var dyr. Artsfæller. Vi bevægede os som en dyreflok. Kommunikationer blev delt som nerveimpulser. Ofte uden ord, men ved små, rislende skift i kroppenes gestik, som de gik der, hen over marken, i en lang slangehale. Den eneste forankring, der forhindrede dig i at forsvinde fra den rationelt-logiske verden, du kom fra, var denne hale. Patruljen. Denne kæde af organismer og dens skrattende meldinger over radionettet, mens vi rislede afsted. Det var det eneste, der holdt dig fast, men du længtes efter at fordufte, forsvinde, blive opløst.

Det var en dyrisk tilstand. Ikke en rovdyrstilstand. Som om vi ledte efter byttedyr, fordi nogle af os rendte rundt med tatoveringer eller velcro-patches med ulvehoveder på. Vi var en dyreflok på træk. Vi var myrer måske, sådan som vi bevægede os dér i terrænet, en snørklet linje om forhindringer, en lige linje over markerne. De var først plørede i vinteren, og langsomt med sommeren blev de hårde med et fint lag sand og støv på. Markerne gav os bedre og bedre fodfæste, imens Helmand kaldte os længere ind i dens indre. Vores hoved var en lille soldat oppe foran. Han fejede os ind og ind i Helmand, med sin mørkegrønne metaldetektor. Som antennen på et langt insekt.

Måske var vi en orm, der gravede sig frem i blinde gennem en rådnende frugt. Den sødme, fordærvet frugt har, som skærer sig ind i næsen med dens strejf af alkohol, og som får dig til at besvime af chokket, hvis du trækker nok af dens duft ind. Vi var jo blinde, som vi gik dér, berusede. Vi kunne ikke se vores fjende, vi søgte formørkede efter ham. Mens vi snublede over vandingskanaler, mistede lemmer til nedgravede dunke af dynamit og trykkede os under overlydsknaldene fra 7.62mm projektiler, der ramte vores trommehinder lang tid før vi hørte, hvorfra bagholdet kom.

I en kort stund vågnede du fra trancen og du blev smidt ud i et røgflydt, støjende kaos. Nu var du også døv. Folk skreg, men du kunne intet høre og du følte kun et tryk fra rekylet af din M96-karabin ramme din skulder. Mens du sendte forvirrede svar tilbage ind i Helmand, som aldrig ramte. Det var ophidsende. En søndagsgåtur, der bliver afbrudt af et biluheld. En leg på kanten af et højhus. Følelsen af, at man er lige ved at falde, udstrakt i tid, ofte i timevis.

Eksistensen herhjemme er en sansemæssig spændetrøje, bæltespænderne uforløsning. Du føler dig ikke elsket af rummet herhjemme. Du er bare til. Alt er kantet. Ingen mulighed for at opløses, med mindre du er villig til at bruge resten af dit liv på en bænk. Jeg har ondt af jer herhjemme. Jeg følte i lang tid, jeg kunne mærke jer. Små ændringer i udtrykket i fremmedes ansigter ramte mig med langt større kraft end jeg nogensinde kunne huske fra før, som var de ørkenens metalglimt. I har gravet disse små hulrum i de monotone lag af den lodne frugt herhjemme og I kalder det en god tilværelse. Jeg ville ønske, jeg kunne trække jer med ned. Jeg prøvede ofte, på en bar eller til fester, og enkelte af jer har fået en meget intens samtale, jeg skulle IND i jer, ind i jeres hjerne, ned under jeres cellefolder.

I går rundt og VED ikke. Men jeg hader jer også lidt. Jeg er ved at blive en del af jer igen. Min viden, min hemmelighed har ikke givet mig andet end år tabt af mit liv, brugt på at være en eksistentiel eneboer. Jeg ville ikke have nogen af jer, ikke lukke jer ind. Men jeg hader også, at jeg ikke er som jer, og jeg hadede, at I ikke lå på knæ og lyttede til mine hemmeligheder og tilbad mig, jeg var den gale profet, der var kommet hjem fra vildnisset, men jeg ville intet have at gøre med nogen menighed. Min hemmelighed var min. Den var skænket mig i en åbenbaret form, i et guddommeligt sprog. Hvis nogen af jer lyttede til mig på dén bar, der i cigaretrøgen og der bag spritøjnenes hornhinder, ville I alligevel blot have lyttet til én, der talte et andet sprog end jer, mens hans gråd boblede i halsen på ham, en gråd han kunne holde nede ved at åbne op for vanviddet. Således bestod følelsen af kontrol, at man i det mindste havde en facade at præsentere verden, en rolle at spille. Et helligt fjols.

Jeg synes, I er dumme. I er kvæg uden flok. Intet dummere end en ko, der går op i sig selv og ikke sin flok. Jeg ved, jeg skal give slip på det her, men jeg kan ikke. Resocialiseringen og tilvalget af en hverdag af skuffelse og kompromis. Uden denne hemmelighed, hvem er jeg så? Jeg kan ikke være kvæg. Mine artsfæller ude i skovene har luret den. De er lykkelige med deres bivuak, deres telte og deres pindebål. Deres ensomme tilbedelse i måneskinnet af vores fælles, hemmelige guddom.

Jeres kranier er tykke som kvæg. De kan holde hemmelighederne ude en stund, inden vi alle oplever den fuldstændige opløsning. Ikke blot den lille slurk heraf, som jeg fik lov at drikke, efter at have ligget i trance ved Helmands fødder et halvår. Kun et halvt år. Jeg kom hjem fra den lille krig. Jeg startede på studie fire dage senere. Jeg havde forventet at sidde og drikke rødvin klokken lort på en onsdag, mens vi lod som om, vi var intellektuelle og livserfarne, der causerede over det absurde. Det eneste jeg så, var alle disse små... individder og deres desperate socialisering. Jeg startede på et studie, hvor folk bildte sig ind, at de var kommet i eliten. Tutorerne der brugte deres søgte voksenhed på at bolle purunge studiner, de nye fyre der kompenserede for samme ved at lave patetiske, grænsesøgende efterligninger af overgangsritualer. En blond gut med hornbriller, der stillede bænke op i et nazitegn. Pigerne der gik rundt og flikkede på deres sociale medier, som om de stirrede hypnotiserede ned i en nietszcheansk afgrund.

Du er tutoren med social status. Du læser et erotisk digt op til herreopvarmningen iklædt et forsøg på et "fint" jakkesæt og en maske, der skulle ligne noget fra en Kubrick-film. For to måneder siden slog jeg et menneske ihjel. Efter digtet beder du mig om at stille mig op på en ølkasse i en kælder og råbe fisse fisse fisse.

Jeg følte det, som jeg stod ved et vindue til en fabrik. Jeg kiggede ind, og alt derinde fungerede perfekt. En enorm, velsmurt maskine, bygget i kød. Den spyttede charmerende små ord og handlinger ud på et lædret samlebånd. Jeg havde ondt, mand. Hele lortet fungerede perfekt. Uden mig. Jeg stod uden for og min ånde dampede stille i et koldt mørke.

I lang tid tænkte jeg, at jeg var et spøgelse fra et andet sted. Fremmanet af en uheldig underbo en aften, hun og vennerne lavede sjov med et Ouija-bræt. Et spøgelse fra en leraget ørken, en arabisk ghuul. Jeg havde måske engang menneskelig form, men nu var min krop ædt ind til det kalkede ben af kameledderkopper. De omfavnede mig med bedøvende bid, så mine lemmer og mine organers fortærelse ikke forstyrrede min trance, ikke standsede min patrulje. Og sådan marcherede jeg i ørkenen, indtil der kun var en ånd tilbage. Som i København nu flød igennem brokvartererne for til sidst at kigge på en allé med træer på Assistens Kirkegård og mærke en solstråle fragmenteret af et blad. Høre pludren fra en pusling i en barnevogn til højre for mig. Men alt jeg så og hørte var en udstrækning af et markskel langs en vandingskanal. Med træsorter ingen kendte navnene på. Og børneråb på en sandkrete langt væk mod øst på kanten af ørkenen. Jeg eksisterede ikke længere fuldstændigt i de tre dimensioner.

Jeg indså til sidst, at jeg havde været forelsket i Helmand, og at jeg havde forladt en enormitet, som aldrig havde forladt mig, aldrig havde slået op med mig, aldrig havde været mig utro. Som med en moders kærlighed havde lullet mig længere og længere ind. Som med en ekskærestes affekthandlinger havde efterladt mig fuldstændig opløst. Og nu var jeg faret vild i en kold og våd by, og min krop blev trukket ned af meningsløshedens hængedyn. Mens jeg prøvede at kravle ud af betonsumpen og tilbage mod et tørt og varmt fatamorgana, der måske var at finde et sted i en gadekrog eller på en kirkegård under nattens vandringer.

Fatamorganaet lagde sig over min nethinde, når et vindpust ramte mig ved søerne. Når den varme udstødning fra en gul bybus mindede mig om blandingen af kampvognsudstødning og kogende ørkenvarme. Et minde om, hvordan jeg var blevet mishandle. Og min psykes hele skelet kværnet til kalket benmel af min forelskelses objekt. Mel, der nu kun kunne piskes op i små skyer af flashbacks fra det, samfundet kaldte post-traumatisk stress disorder.

Melskyerne blev oplyst af solstrålerne og jeg følte mig hjemme igen, når jeg betragtede dem. Minder om hvordan jeg, flokdyret, savnede mishandlingen. Den gav mening med dens opløsning af mit jeg. Som solens opløsning af et forladt og forældreløst svedaftryk på en sten i ørkenen. Som insekternes fortæring af efterladt, kobberfarvet blod og små, støvede hudflager på en jordvej i Green Zone.

Jeg skriver dette nu, fordi jeg opdagede for sent i mit liv, at Helmand var en forelskelse. En elskov, der havde blomstret sig frem i et sanseligt helvede. Den var en hekserod, den havde presset sig igennem et almindeligt livslags tjære og asfalt og nu dækkede den alt. Helmand havde prøvet at vinde over mig, dræbe mig. Den vil ikke have, at jeg forlod den. Men jeg overlevede, jeg vandt. Troede jeg. Men i stedet havde jeg i trance bevæget mig ind i et nyt sted. Et limbo. Ind i Helmandkrigens anti-livmoder. Her lå jeg og min flok søvndrukne og magelige i det fugtige mørke mens vores drømmesøvn gav næring til den fortsatte krig. Selvom vi befandt os i Danmarks tre dimensioner, i sparsomt møblerede lejligheder fyldt med pisflasker og gammelt opvask. Så var vi fanget i krigens dimension, drænet og åreladet. Og Helmand sugede nænsomt og fast videre.
Forfatterbemærkninger
Meningen med første kapitel er at lave en hook, så læseren bliver, ja, hooked. Mine bekymringer er, 1) at soldaten virker for irriterende/ prætentiøs til at kunne lukke læseren med ind, samt 2) at der ikke bliver hooket nok, ved ikke om sproget er for fladt eller for litterært til, at læseren fastholdes, samt 3) er der nok stedlige/ geografiske billeder og sansninger? Et dilemma ift. mit ønske om en tidløs effekt. Ville elske kritik på disse punkter.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/07-2020 01:15 af John Katz (jonsplainer) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2770 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.