Vi har alle forpligtet os til op over begge ører


27 dage siden 2 kommentarer Essays

4Ondt i maven (2.)
Det er fantastisk rædsomt · men alt er godt på afstand · mellem os · vi... [...]
Digte
4 dage siden
4Ondt i maven (1.)
Jeg har ondt i min mave · skifter som et lynnedslag · mit humør · fra l... [...]
Digte
7 dage siden
1Det sker for selv den bedste
Kærligheden er os en evig byrde · som vi har hængende på vores skul... [...]
Digte
19 dage siden
4Sandhedens øjeblik
Jeg bliver lille for en stund · når hykleriet i min mund · pludselig ... [...]
Digte
25 dage siden
2Vi har alle forpligtet os til op over begge...
Fællesskabet har sin pris, og den pris hedder forpligtelser. Som ... [...]
Essays
27 dage siden
4Maskeballet - jeg holder det ikke ud
Kom nu! fallerede profil · dig jeg hykler mig med daglig · og nyder g... [...]
Digte
1 måned, 4 dage siden
4Mit mørke ung
Når mit mørke af tørke · og min indgang svinder ind · Og når tanker v... [...]
Digte
2 måneder, 20 dage siden
5Kun en tanke om frihed
Jeg tænker for meget · og elsker for lidt · mig selv · og mine nærmeste... [...]
Digte
3 måneder, 17 dage siden
3Et udklip fra et hungrende liv
Jeg fik læst et par kapitler · var flittig så godt jeg kunne · fik st... [...]
Digte
3 måneder, 27 dage siden
2Hvor kommer brødet fra?
Det er spøjst · For om sommeren · når vejret er varmest · er der ikke n... [...]
Digte
5 måneder, 18 dage siden
3Konkurrencesamfundet
Jeg spurgte en gang en kandidat · om hvad han ønskede at være · Han s... [...]
Digte
7 måneder, 12 dage siden
1En klagesang om hovedtelefoner i det offent...
Du altid evige pestilens · en altødelæggende bille · som klæber til h... [...]
Digte
7 måneder, 20 dage siden
3Den forsømte dag
I dag er den dag · den dag jeg længe har længtes · men som ikke blev ... [...]
Digte
7 måneder, 26 dage siden

Puls: 46,9

Publiceret: 7
Afgivet: 12
Modtaget: 27
Nicolas Jessen (f. 1997)
Fællesskabet har sin pris, og den pris hedder forpligtelser. Som land har vi forpligtet os igennem internationale overstatslige organisationer med navne så store som FN (forenede Nationer) NATO (North Atlantic Treaty Organization) og EU (Den Europæiske Union). Det vil sige, at vi ikke kan gøre, hvad der passer os, men må indordne os fællesskabets normer, værdier og kompromiser. Denne kendsgerning er det ikke alle der finder tilfredsstillende, fordi fællesskabets pris ikke stemmer overens med frihed og selvbestemmelse. Dog lever de selv samme mennesker i tilværelser, hvor der dagligt indgås kompromiser og forpligtelser for at opnå det fællesskab, de ellers i globale sammenhænge har så meget imod. Jeg spørger mig selv, om den private frihed for disse mennesker dermed er af mindre betydning end den nationale?

Jeg hørte en gang to kvinder der efter en barnedåb en søndag formiddag diskuterede, hvorfor Simon og Julie ikke var kommet med i kirken? Selve synden bestod tilsyneladende i, at forældreparret til den nydøbte var med til "Simon og Julies dåb" - jeg går ud fra, at der her menes Simon og Julies barns dåb. En indforstået forpligtelse om at agere solidarisk og deltage i den kirkelige ceremoni. Noget for noget.
Vi indgår massevis af forpligtelser hver dag, og vi lever fint og trygt med dem: vi holder os til vores plads i køen i supermarkedet, vi møder op til firmaløb og firmafester, og vi giver julegaver til alle, vi kender, også til dem vi ikke gider. Og hvad vil der ske, hvis vi brød konventionerne? Hvad skete der mon for Simon og Julie, da de mødte op til kaffe og kage efter kirken? Der skete vel det, som der sker for alle dem, der kun vil nyde og ikke yde. Vi holder dem ude af fællesskabet - nu skal Storbritannien bøde for ikke at ville indgå i Europa-fællesskabet. Rusland skal smage sanktioner, og præsident Trump skal have den kolde skulder.
Jeg husker en gang, hvor jeg fortalte en feministisk veninde, at jeg ikke forstår, at homoseksuelle ønsker at gifte sig i en kirke, når der i bibelen står, at ægteskabet kun er for en mand og en kvinde, men så var jeg pludselig en homofobisk hvid og privilegeret mand, der ikke kan udtale mig om den slags. Nå... Ja det må jeg jo så leve med. Det var såmænd blot en undring, jeg havde gjort mig og ikke en holdning til vielser af homoseksuelle, som jeg i øvrigt ellers går ind for. I denne situation indså jeg problematikken i mit spørgsmål og undlader at stille det en anden gang: jeg indgår en forpligtelse. Vælger mine kampe.

Så er der de hykleriske forpligtelser. Dem vi indgår i fællesskab, fordi det ser pænt ud. Min bogreol for eksempel. Den er fyldt op med såkaldte "skal-bøger," altså bøger man bør læse for at kunne kalde sig et kultiveret menneske. Jeg fatter ikke meningen med Tom Kristensens "hærværk," men jeg kan da sige, at jeg har læst den. Og "Syv fantastiske fortællinger" af Karen Blixen finder jeg dissideret elendig skrevet, men selvfølgelig har jeg da læst den, det er da klart. Den anerkendelse blandt andre litteraturelskere vil jeg da ikke være foruden. Vil man løfte sig op i fællesskabets højdedrag må man yde noget ekstra. Det gjorde daværende statsminister Anders Fog Rasmusen også, da han tro fulgte med USA i trop og førte Danmark i krig. Og hvad fik vi ud af det? - Vi blev en del af fællesskabet.

Fællesskabet har en pris, og den pris hedder afkald på frihed. Men hvad er friheden værd? Jeg tænker ikke kun på bevægelsesfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, men også åndsfrihed. Er vi som mennesker villige til at kaste friheden til at fordybe os og vokse som mennesker bort til fordel for fællesskabet? Er det bedre at begrænse åndsfriheden frem for fællesskabet?
Tove Ditlevsen skrev således: "Med ingen kan man dele de inderste tanker. /Det vigtigste i verden er man alene med. /Det er en varig byrde/det er en sagte glæde/at her kan ingen nå dig/og ingen lukkes ind." Jeg tror, at det er vigtigt at konfrontere sig selv "med ingen," som Ditlevsen skriver. Men det kræver, at man begrænser sig. Der skrives og tales ofte om, at vi skal lære at begrænse os for miljøets og resurserne, men hvorfor ikke også for åndsfriheden? Hvad med at begrænse fællesskabet en smule og udnytte de ekstra resurser på fordybelse i sindet.
Det er dog svært at definere, hvordan fællesskabet bør begrænses, og det bør nok være noget, vi hver for sig gør op med os selv. Det kunne være at sløjfe nogle venskaber, der kun bygger på forpligtende relationer. Eller at fortælle sin kæreste eller ægtefælle - ja sågar sine børn - at man har brug for alenetid, selvom man ved, at man ikke ser hinanden nok til daglig.

De menneskelige forpligtelser er vigtige for at kunne indgå i fællesskaber, men når de begrænser åndsfriheden, er det et problem. Det ses ofte i politiske organisationer og foreninger, hvor man skal mene noget bestemt for at være en del af fællesskabet. Det kan ende galt.
Pluralisme er sundt og nærende for et fællesskab både hvad angår relationen til hinanden og den demokratiske dannelse. Og hvis vi er så glade for frihed og demokrati, som de fleste er, så burde vi kæmpe noget mere for den uforpligtende åndsfrihed, hvor ingen kan "nå dig, og ingen lukkes ind."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/07-2020 12:06 af Nicolas Jessen og er kategoriseret under Essays.
Teksten er på 893 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.